Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Erling Søgaard



    Erling Søgaard (f. 1955) er administrerende direktør for et af landets mest velestimerede vinfirmaer, H.J. Hansen Vinhandel i Odense. Han er uddannet som revisor med HD i både regnskabsvæsen og afsætning, og 28 år gammel landede han i gourmeternes højborg, Løgismose-koncernen, hvor ejerne, Lene og Sven Grønlykke, kun ville sælge de bedste produkter. Han blev administrations- og økonomichef i en verden af vin og ost, østers og chokolade - samt ikke at forglemme Falsled Kro, Kong Hans Kælder og Løgismose Gods.
    Erling Søgaard blev der i tretten år, de sidste seks som administrerende direktør for Løgismose Vin, hvor han de sidste to år fik flotte placeringer blandt dagbladet Børsens Gazelle-virksomheder.
    I 1997 kom han så til H.J. Hansen (hvis navn på gammeldags vis udtales H.I. Hansen), og han siger selv, at det var hans drømmejob. Her var en 168 år gammel vinhandel med en af Danmarks flotteste vinbutikker i en gammel købmandsgård, og her var en palet af topvine fra hele verden, som hans forgænger, Gunnar V. Juul, havde skaffet til firmaet igennem næsten 30 år.
    I de seneste tre år har H.J. Hansen Vinhandel med Erling Søgaard ved roret haft en kraftig udvikling med en fordobling af omsætning og indtjening og med afdelinger i Odense, København, Århus og Aalborg.
    Privat er Erling Søgaard gift med Lis Søgaard og har to piger på femten og otte år. Han bor på en lille landejendom, hvor han ud over at have de traditionelle husdyr også er begyndt at dyrke vin.
    Adresse: H.J. Hansen Vinhandel A/S, Vestergade 97-101, Postboks 927, tlf.: 63 12 82 00, e-mail: es@hjhansen.dk.