Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Hans Chr. Ipland



    Hans Christian Ipland (f. 1962) er manden, der sørger for, at der kommer Irma-vin i glassene. Allerede i gymnasietiden oprettede han og et par kammerater en vinklub med det formål at smage så mange vine som mulig. Som tyveårig butiksaspirant kom han på vinkursus, hvor Karsten Riis Laursen var den inspirerende underviser, og senere blev det også til en afstikker til Wine & Spirit Education Trust i London, hvor han tog Higher Certificate Examination. Efter mange rejser i vinens lande nåede han i 1991 frem til Irma, hvor han fik det overordnede ansvar for indkøbet af blandt andet vin.
    I starten af 1993 var Irma som bekendt truet af lukning, men heldigvis lykkedes det cirka halvdelen af butikkerne at overleve som en selvstændig kæde. I den nye, men begrænsede organisation fik Hans Christian Ipland nu det overordnede ansvar for alle Irmas indkøb samt det direkte ansvar for al vin til kædens butikker.
    Irma har altid haft et stort salg af vin, siden Børge Olsen i sin tid gjorde vin til allemandseje. Og selv om mange af butikkerne forsvandt, så blev en meget stor del af vinsalget samlet op i de resterende butikker, så Irma hvert år sælger godt 6 millioner flasker vin.
    Hans Christian Ipland mener selv, at Irma har formået at forvalte “arven fra Børge Olsen”. Samtidig har Irma en meget loyal kundekreds. Hvis fx Parker eller dollarkursen tvinger prisen urimeligt op på en vin, så pris og kvalitet ikke mere hænger sammen, er kunderne altid med på at prøve nye alternativer - også relativt dyre vine fra komplet ukendte områder.
    Som sagt har Hans Christian Ipland det samlede ansvar for alle Irmas varer, og han mener selv, at det har givet ham en god forståelse for sammenhænge mellem vin og mad. I hvert fald skorter det aldrig på gode råd til vinen på Irmas bagetiketter.
    Det er i øvrigt også på bagetiketterne, man finder oplysninger om indholdet af svovldioxid og energi til glæde for allergikere, diabetikere m.fl. Og endnu en forbrugervenlig ting: For at undgå propsmag har Irma i flere år konsekvent brugt Altec-proppen af kunststof til alle vine, som aftappes her i landet.
    Hans Christian Ipland er optaget i så forskellige vinordener som Chevaliers du Tastevin på Châ-teau Clos de Vougeot i Bourgogne og Confraria dos Enófilos da Bairrada i Portugal.
    Privat bor han sammen med Heidi, og arvingen hedder Johannes.
    Adresse: Irma, Korsdalsvej 101, 2610 Rødovre, tlf.: 43 86 38 22, fax: 43 86 38 59, e-mail: Hans_Christian_Ipland@irma.dk.

    Hans Christian Ipland afgik ved døden i 2012.