Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Peter Vinding-Diers

    Peter Vinding-Diers (f. 1943) har som dansker opnået virkelig berømmelse i vinens verden gennem sit revolutionerende arbejde med gær. Han beviste, at hvert vineri har sit eget gær-miljø, og han demonstrerede, at de lokale gærstammer har en markant indflydelse på vinens aroma og smag. I 1979 opdagede han sammen med den australske vinmager Brian Croser gæren R-2, der siden er blevet en af verdens mest populære kommercielle gærtyper, fordi den tilfører vinen friske og frugtagtige toner.
    Peter Vinding-Diers har arbejdet med vin overalt på kloden - Frankrig, Ungarn, Chile, Spanien, Sydafrika, Bulgarien, Brasilien og Kenya samt Italien, hvor han netop nu anlægger en vingård på Etnas skråninger sammen med Andrea Franchetti og nevøen Peter Siesseck.
    I 25 år boede han i Bordeaux, hvor han gjorde det dengang danskejede Château Rahoul berømt og fik det optaget i Union des Grands Crus. Han genopdagede også Château de Landiras i Graves, tilplantede vinmarkerne og gjorde hvidvinen til en af Les Grands Blancs de Bordeaux.
    I 1989 kom han til Tokaji i Ungarn, hvor han grundlagde The Royal Tokaji Wine Company sammen med blandt andre vennen Hugh Johnson. Siden har han været en foregangsmand i udviklingen af det fine gamle distrikt og dets vine. I 2000 grundlagde han således Tokaji Stanza sammen med Csaba Debreczeny og skabte verdens første kommercielle alkoholfrie Eszencia.
    Peter Vinding-Diers har skrevet mange videnskabelige rapporter, først og fremmest om gær og vinfremstilling, men også om kulturelle strømninger i vinens verden. Han er korresponderende medlem af Academie des Vins de Bordeaux og sidder i bestyrelsen i The International Wine Academy - Roma.
    Efter årene i Bordeaux er Peter Vinding-Diers flyttet til Italien, hvor han bor sammen med hustruen Susan på en dejlig gård på Sicilien.
    Adresse: Palazzo Venezia, Via Ibla 62, 96010 Melilli, Sicilien, Italien, tlf.: 0039 33 55 95 00 18.