Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Stig Hejn

    Stig Hejn (f. 1968) siger selv, at det var en tung arv at løfte, da han efterfulgte Magasins vin-indkøbschef, som havde været 30 år på posten. Men han løftede arven i fin stil og har i årene siden bidraget til at gøre Magasins vinafdelinger til en attraktiv spiller på det danske vinmarked.
    Allerede som attenårig startede Stig Hejn i Magasin, da han efter endt handelsskole blev elev i vinafdelingen i Odense. Derefter fulgte værnepligt ved kamptropperne i Vordingborg og et job hos Vinmarked i Roskilde, hvor han endte med at drive forretningen - og hvor han opbyggede salget og udvidede det med egen import og engrossalg.
    Men den "gamle" arbejdsplads trak, og i 1996 vendte han tilbage til Magasin. Her har han med succes fundet vine til stormagasinernes store publikum. Ja, han har endog prøvet selv at "designe" en vin i Australien med det formål at få den til at passe til danske ganer. - Det lykkedes faktisk, siger han, - og det er ikke sidste gang, det bliver forsøgt. Der er allerede mere på vej fra Spanien og måske også fra Portugal. Portvin!
    Ud over vinen har Stig Hejn ansvaret for Magasin Firmaservice, som servicerer store og mindre virksomheder med alt fra julegaver til salgskonkurrencer.
    Fritiden bruger han på at istandsætte et ældre hus i Hillerød samt nyde naturen i det nordsjællandske. Løb og styrketræning står også på programmet og samvær med datteren Sofie Amalie på 4½ år.
    Adresse: Skansevej 93 , 3400 Hillerød, tlf.: 40 33 55 44, e-mail: stighejn@hotmail.com