www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vinaktuelt
Uge 28 - 6. - 12. juli
Pressen fik mælken og sukkeret galt i halsen
Svindel med vin er altid godt stof. Det gælder om at komme først med nyheden - også selv om man løber med en kvart vind. Man kan jo altid dementere. Hvis man husker det.
Nogle danske aviser har med det franske Le Monde som kilde kunnet fortælle, at Château Giscours i Bordeaux har blandet både mælk, svovl og sukker i slottets vin.
Der er imidlertid helt lovligt at klare vinen med mælkestoffet kasein. Det er lovligt at desinficere med svovl, og det er - inden for visse grænser - lovligt at tilsætte vinen sukker for at hæve alkoholprocenten; denne såkaldte chaptalisering anvendes igen og igen.
Men den var ikke desto mindre gal på det berømte slot. Man havde nemlig byttet om på to tanke, den ene med slottets Cru Bourgeois-vin, den anden med anden-vinen, La Sirène de Giscours.
Ifølge Peter Winding, der skriver om sagen i Vinbladet (tlf.: 64 75 22 84), var det den tidligere kældermester, som gjorde det, og det var også ham, der kom egespåner i Cru Bourgeois-vinen for at tilføre vinen smag af fad - hvilket ikke er tilladt. Kældermesteren arbejder i dag i Libanon.

Ifølge Peter Winding blev den pinlige sag lækket til pressen af en tidligere ansat, som først havde forsøgt at kræve én million francs for at holde kæft.

Vinexpo i Hong Kong
Vinexpo’s fremstød i Hong Kong var ikke den helt store succes. Man havde ventet 20.000 professionelle besøgende, men kun 7500 kom, og mens udstillerne præsenterede deres prestigevine til høje priser, samlede interessen sig om bulk-vine til lave priser, først og fremmest rødvin.
Det asiatiske vinmarked er dog fortsat interessant. I løbet af fire år er det vokset med 38,5 procent, især i den kvalitetsmæssige nedre ende.
Et italiensk firma, Cielo SpA, præsenterede i øvrigt en vin med et lavt indhold af alkohol - en god idé på de asiatiske markeder, idet asiater generelt har problemer med alkohol. De falder simpelt hen i søvn efter et par glas.


Sven Grønlykke æresmedlem af Laugsmagistrene
Laugsmagistrene er verdens ældste sammenslutning af uafhængige vinjournalister, stiftet i 1955.
Under laugets årlige bøgeløvsfest blev Sven Grøn-lykke udnævnt til æresmedlem, og i sin tale fremhævede laugets "oldermand", Jacqueline Jensen, Sven Grønlykkes mangeårige stræben efter at højne både det vinøse og det gastronomiske niveau i Danmark. Det er blandt andet sket med den berømte Falsled Kro og Løgismose Vin og med lanceringen af forskellige produkter af høj kvalitet. Senest har Sven Grønlykke sendt en blåskimmel-ost af fåremælk på markedet.


Ærespris til ung vinhandel-medarbejder
Peter Ryesgaard, der er ansat i Lars Bjørns Vinimport i Charlottenlund, har modtaget Laugsmagistrenes ærespris 1998, sponseret af Sopexa.
Den årlige pris, der er på 10.000 kr., gives til en person, som har gjort sig bemærket på grund af sin positive formidling af fransk vin, og det har unge Peter Ryesgaard i høj grad gjort. Han har besøgt både Chablis, Champagne, Bourgogne og Provence, og nu giver Laugsmagistrenes ærespris ham mulighed for yderligere studier i vinens verden.


Michael Laudrup bedre til fodbold end til vin
Igen udviser regnskaberne for Michael Laudrup Holding et underskud. For 1997 er det på 165.000 kr., året før var det på knap 1,2 millioner kr.
Laudrups holdingselskab ejer 100% af selskabet Laudrup Vin, der først og fremmest importerer vin fra Spanien. Dette selskab gav i 1997 et underskud på 106.000 kr.


Blindsmagning af 430 vine fra det nordøstlige Italien
I sin seneste udgave offentliggør det ameri-kanske magasin Wine Spectator en blindsmagning af over 430 vine fra det nordøstlige Italien, alle fra de gode årgan- ge 95, 96 og 97. Her er en liste over de bedste af vinene til rimelige priser:
- Bertani, Valpolicella, Secco-Bertani, 1995.
- Ca'Vit, Pinot Grigio delle Venezie, 1997.
- Cavalchina, Bianco di Custoza, 1997.
- Fantinel, Merlot Grave del Friuli, Barone Rosso, 1997.
- Pravini, Merlot Trentino,1995.
- Ecco Domani, Pinot Bianco delle Venezie, 1996.
- Fontana Candida, Pinot Grigio delle Venezie, 1996.
- Marwood, Brut NV.
- Mezza Corona, Cabernet Sauvignon Trentino, 1995.
- Viala, Chardonnay delle Venezie, 1996
Wine Spectator’s medarbejder, Bruce Sanderson, skriver, at det er en god idé at se efter de hvide 97'ere på grund af deres umiddelbare charme, krop og fylde. 96'erne er mere elegante med en syre, der vil tjene dem vel gennem de næste par år. Og de bedste 95'ere er dejlige nu.


Forslag til øget støtte til Europas vinbønder
Når fx en chilensk vingårdsarbejder kun tjener mellem 1500 og 2000 kr. om måneden, er det klart, at den europæiske vinindustri påføres hård konkurrence. EU’s østrigske landbrugskommissær, Franz Fischler, har derfor fremlagt et forslag til reform af EU’s vinpolitik. Reformen indebærer:
- Den årlige støtte til EU’ s vinbønder øges fra 7,5 til knap 10 mia. kr.
- EU-støtte til destillering af den berømte vinsø beskæres.
- Til gengæld tilskyndes vinbønderne til at nyplante med druesorter, der er mere rettede mod udviklingen på markedet ...
Ligesom man vil fremme produktionen af mellemklasse-vine, dvs. hverdagsvine af en lidt bedre kvalitet.


Bordeaux-priserne stadig ude af kontrol
I Ålborg Stifttidende har avisens vinmedarbejder, Jørgen la Cour-Harbo, interviewet Karsten Søndergaard fra Amka Vinimport om bordeaux-priserne, der fra 96- til 97-årgangen er steget med cirka 25%. Karsten Søndergaard fastslår:
- Hvis man er heldig at kunne købe mere, er priserne oftest steget med yderligere 25%.
- Og man skal næppe forvente en lettelse i presset på denne side af år 2000. Alle vil have vine fra "det forrige årtusinde".
- På den anden side forventede franske producenter at spinde guld på den store vinmesse i Østen, men her var indkøberne tøvende, både på grund af de høje priser og på grund af den økonomiske krise i området. Så der er håb om, at stigningerne på 97 flader ud.
- Slotsejerne og købmændene har imidlertid tjent så mange penge de senere år, at de har tid til at vente, hvis priserne viger.


Kostbarheder fra havets bund
Svenske dykkere har i Den botniske Bugt hævet skibet Jönköping, der sank i 1916 lastet med 5000 flasker champagne, Heidsieck & Co. årgang 1907, samt 67 fade cognac.
Flere hundrede flasker champagne er allerede hentet op, og en fransk ekspert, Claude Maratier, udtaler, at champagnen er så velbevaret, at han i en blindsmagning ville tippe den som kun ti år gammel.
Ekspeditionens leder, Claes Bergvall, håber, at champagnen vil kunne sælges for over $3000 pr. flaske på en auktion, og han planlægger at tappe cognac’en på specielt designede flasker. - Der skulle kunne blive 80.000 af dem, siger han.
Det bliver dog næppe flasker i normal størrelse, idet hvert fad kun er på cirka 600 liter.


Mad & Bolig finder to topvine i Sydfrankrig
Vinskribenterne Anders Grøndahl og Jens G. Eilertzen har sammen med Mad & Bolig’s professionelle smagepanel testet en række rødvine i 40-50 kr.-klassen, og to vine fra Sydfrankrig løb med alle palmerne.
Den ene er Domaine Bellevue 1995 fra distriktet Cabardès, lige vest for Minervois i Languedoc-Roussillon. Vinen bliver fremhævet som et rart bekendtskab. Den importeres af Højbro Vin (tlf.: 33 14 03 87) og koster 40 kr.
Den anden er Château du Rozier 1995 fra Costières de Nimes. Den importeres af Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44) i Randers, koster 48 kr. og er perfekt til kraftige retter og grillmad, skriver bladet.


Månedens vin i Penge & Privatøkonomi
Månedsmagasinet Penge & Privatøkonomi har afprøvet ti hvidvine til priser mellem 34 og 90 kr., og som "månedens vin" valgte smagepanelet en Pinot Blanc Dry 1995 til 52 kr. Den kommer fra Badischer Winzerkeller i Tyskland, importeres af Vainqueur Vin (tlf.: 75 66 50 80) og forhandles af Edeka-kæderne Aktiv Super, Focus og Merko.
Øvrige vine, der bliver positivt omtalt i Penge & Privatøkonomi: Rosemount Chardonnay 1996, Hunter Valley, Australien, til 78 kr. hos Gobi Supermarked i Valby. Og Selaks Sauvignon Blanc 1997, Marlbo- rough, New Zealand, til 59 kr. hos Netto.


Store vine - langt billigere end bordeaux
I sin ugentlige vinspalte i JyllandsPosten København peger Anders Grøndahl på, at visse vingårde i USA, Portugal og Sydafrika leverer det helt store til priser, som ligger milevidt under, hvad en tilsvarende kvalitet koster i fx Bordeaux. Særlig fremragende finder han:
- Hvidvinen Muriettas Well, Vendimia 1992, Livermore, USA (129 kr., Gobi Supermarked, tlf.: 36 77 45 30) - og ...
- Rødvinen Bodegas Arzuaga 1996, Ribera del Duero, Spanien (88 kr., Jysk Vin, tlf.: 86 40 44 44).


Tør, sprød og aromatisk hvidvin "til næsen"
I Informations ugentlige vinrubrik, "Til næsen", smager Flemming Kyed sommerlige vine, og specielt glad er han for hvidvinen fra Rioja-firmaet Bodegas Marqués de Riscal.
Vinen, som Irma har til 50 kr., fremstilles slet ikke i Rioja, men i Rueda, 200 km længere mod vest.
Flemming Kyed skriver: - Den aromatiske lokale grønne Verdejo-drue giver ved moderne vinifikation med brug af koldgæring nogle tørre, sprøde og aroma- tiske hvidvine, som i deres stil ikke laves meget bedre... Spansk hvidvin fra Rueda og Rias Baixas er nogle af de sidste tiårs største landvindinger på vinens verdenskort.


Dejlige mundfulde i Fyens Stifttidende
I fynboernes egen avis har Jørgen Aldrich fundet, hvad han kalder "dejlige mundfulde". I en stor og grundig artikel peger han på glimrende vine fra oversøiske producenter. Ikke mindst fremhæver han disse vine:
- Yalumba Shiraz, Barossa Valley, Australien 1995 (86 kr., Johs. M. Klein, tlf.: 31 38 12 11).
- Schug Pinot Noir, Carneros Estate Winery, Sonoma, Californien 1996 (147 kr., K.B. Vinimport, tlf.: 33 14 99 14).
- Bodegas Norton Malbec, Mendoza, Argentina (64,50 kr., Vinens Verden, tlf.: 66 19 04 48).


Store flasker - og små
I Politiken har Henrik Steen Andersen smagt store bourgogner fra Bonnes-Mares og Musigny - det rene røverkøb til 950 kr., skriver han. Han er dog også nede på jorden i en anden artikel, hvor han smager billige vine, og her peger han specielt på to:
- Calliterra Sauvignon Blanc 1996, Central Valley, Chile (100 kr. for 4 flasker, Gobi Supermarked, tlf.: 36 77 45 30).
- Baron de Pocé Chardonnay 1997, Vin de Pays du Jardin de la France, Frankrig, (39,75 kr. eller 100 kr. for 3 flasker, Skjold Burne, tlf.: 43 45 14 22).


Historien om Dry Martini
I Information har Flemming Kyed været glad for en Côtes du Rhône "Rascassas" 1990 fra Bérard Père et Fils til 65 kr. hos Højbro Vinimport (tlf.: 33 14 03 87). Denne butik i Frederiksborggade i København blev for nylig overtaget af Østjysk Vinforsyning, som da også står for importen af Rhône-vinen.
I samme artikel fortæller Flemming Kyed, at Dry Martini har sit navn efter opfinderen, en bartender ved navn Martini. Det stemmer kun til en vis grad, idet samme mr. Martini vistnok kun stod fadder til ordet Dry.
Den berømte drink blev sandsynligvis opfundet af bartenderen Jerry Thomas engang i 1860'erne, da en tørstig guldgraver ville have noget koldt og stærkt. Thomas blev glad for sin opfindelse og ville give den et navn. Hans eget navn duede ikke. Det havde han allerede brugt til drinken Tom & Jerry (senere brugt af tegnefilmenes kat og mus), og navnet på den fremmede kendte han ikke. Men han vidste, at guldgraveren var på vej til minefelterne i nærheden af byen Martinez. Så hvorfor ikke kalde drinken Martinez?

Drinken blev populær, og efterhånden ændredes navnet til Martini. Men tør var den ikke. Dry Martini blev først opfundet omkring år 1900 på det fornemme Knickerbocker Hotel i New York, hvor en af verdens rigeste mænd, John D. Rockefeller, kom forbi hver aften for at få sin Martini.
- God aften, sir, sagde bartenderen Martini di Arma Taggia. - I aften har jeg en lidt anden cocktail til Dem. Den sædvanlige blanding, men denneher er mixed af en helt tør vermouth og en London Dry Gin.
- Very pleasing, sagde Rockefeller. - Vi må give den et navn. Hvad med at kalde den Dry Martini?


Cava udtales karva
I Jyllands-Posten har Ulrik Boesen og Flemming Hvelplund smagt cava - og benytter lejligheden til at fortælle, at navnet på den spanske boblevin ikke udtales med et fladt a, men nærmest som karva. De peger specielt på seks gode ca(r)va’er:
- Torre del Gall, Brut Reserve (70 kr., Better Brands, tlf.: 47 33 99 99).
- Gran Baron, Brut, OBS, Kvickly og brugs-kæderne,
59,95 kr.
- Castelblanc, Brut Zero ( 69,75 kr., Skjold Burne, tlf.: 43 45 14 22).
- Castillo Perelada, Brut Reserva, Føtex og Bilka, 56,95 kr.
- Agusti Torello Mata, Gran Reserva (125 kr., La Cava / Spansk Vinhus, tlf.: 33 11 95 77).
- Raventos i Blanc, Gran Reserva, Brut Nature (115 kr., La Cava / Spansk Vinimport, tlf.: 33 11 95 77).


Gå til forrige uge
Gå til næste uge