www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i denne uge
Uge 35 - 24.-30. august
“Vinstokken” beskæres for at kunne vokse
Vingården i Odense overtog for nogle år siden administrationen af Vinstokken, den kendte kæde af 44 landsdækkende specialforretninger (inkl. en på Grønland). Nogle af forretningerne er helt ejet af Vingården, mens de fleste er privatdrevet.
Vingården har nu ønsket at ændre konceptet i samarbejdet. Det har betydet afskedigelser af nøglepersoner i administrationen og nogle stramninger, som har skabt en del uro i forhandler-nettet.
Flere antyder, at man slanker virksomheden med henblik på senere salg. Hvilket dog bliver tilbagevist af Vingårdens Flemming Fisker, der udtaler, at rationaliseringerne er et udtryk for at kunne stå endnu stærkere i fremtiden. Fisker siger, at man allerede til næste år regner med at udvide specialkæden.

Navneforandring fra Jacobsen til Hansen
Fredag i denne uge vil Carl Jacobsens Vinhandel i København skifte navn til H.J. Hansens Vinhandel. Og det er da kun naturligt, at ejerne nu - efter ti år - får deres navn på facaden.

Våd høst i Argentina
Argentinas årgang 1998 blev høstet i dette forår i dårligt og regnfuldt vejr. Det fik straks priserne til at stige, og nogle importører har oplevet, at deres afgivne ordre er blevet reduceret eller annulleret.
Argentinsk vin udgør kun 2½ procent af det danske marked, så skaden er til at overse - set med danske vin-briller. Men tingene er skruet sådan sammen, at den dårlige høst alligevel godt kan få stor betydning. Også for os.
Spanien har gennem de sidste to år været den brik i spillet, som har været prisdæmpende på et hysterisk marked. Dette har været muligt, fordi det spanske hjemmemarked er blevet suppleret med flere hundrede millioner liter argentinsk vin, så spanierne har kunnet eksportere deres egen vin. Det samme gælder for andre lande. Hvis disse lande nu kommer til at mangle den argentinske vin, vil det betyde prisstigninger.
Tyveri giver os en stor vin til billig pris

VinAvisen er en succes
Allerede efter den første uge kan vi konstatere, at VinAvisen er en succes. Vi har fået mange venlige reaktioner både fra folk i vinbranchen og fra vininteresserede forbrugere, og vi har fået gode forslag og ideer, der vil bidrage til at videreudvikle VinAvisen og gøre den til et nyttigt værktøj for alle, der køber og sælger vin.
I ugens løb har vi haft i alt ca. 600 besøgende, og vi har dag for dag kunnet se en stigende kurve - ikke mindst efter at vi også kan findes via www.jubii.dk
Nyt i denne uge er siden Test din viden om vin - en uhøjtidelig lille spøg, som alle kan deltage i: Du får et spørgsmål og får en uge til at grunde over det rigtige svar. Præmie for rigtigt svar bliver din glæde over, hvor klog du er, når det gælder vin. Eller hvor dygtig du er til at finde svaret på Internettet. For det ligger derude i Cyberspace!

Velkommen “hjem”
Ved en afskeds-reception fredag den 28. august siger vi farvel til Léon Herrera, som har ledet den spanske ambassades handelsafdeling i fire år. Og det har han gjort med stor succes. Spansk vin er under Herreras ophold i Danmark steget fra en markedsandel på 10 procent til over 20 procent.
Grundlaget til succesen blev skabt af Herreras forgænger, Leopoldo Ceballos, og netop Ceballos bliver Herreras afløser, idet han vender tilbage til Danmark i en ny periode. Så velkommen “hjem”.

Den gule fare
Asiaterne har fået skyld for de høje priser på bordeaux. - De kan købe alt, hvad vi har, siger slotsejerne.
Man præsenterer os prisstigninger i salget til Østen på flere hundrede procent. Men kikker vi på de netop offentliggjorte tal, ses det tydeligt, at det kun er “cremen”, asiaterne går efter.
Tallene for Haut Médoc, som inkluderer 1855 cru’erne og alle Cru Bourgeois’erne, viser, at vi 5 millioner danskere er distriktets femte bedste kunde med 2,3 millioner liter. Mens Japan, som er langt den største kunde i Østen, kun er nummer 7 med 1,5 millioner liter. Og de er 110 millioner japanere om at dele flaskerne.
En vin, der bliver mere værd om ti år

Er toppen nået?
Alle går og venter på, at de opskruede priser på topvinene vil falde. En fagligt begrundet analyse viser, at dette skulle være sket allerede for et år siden. Men effekten af, at vi har endnu et par høstår i “det gamle årtusinde” - vine, som mange vil finde attraktive - kan ødelægge fornuftige forudsigelser.
Alle ved, at de 20 procent ekstra, der forlanges for 1997-årgangen i Bordeaux i forhold til 1996 og 1995, ikke holder, når vinen ikke mere skal sælges til optimistiske mellemhandlere, men til forbrugerne.
Mange sammenligner situationen med 1984-årgangen, som blev handlet for dyrt i forhold til de store årgange 1982 og 1983. Dengang dykkede priserne kraftigt.

Helsebringende røde vine
I det amerikanske blad, The Toledo Blade, har Robert Kirtland beskæftiget sig med rødvinens helsebringende virkninger. Men, konstaterer han, forskningen synes at vise, at det ikke er ligemeget, hvilken rødvin man skænker i sine daglige glas. Cabernet Sauvignon, Pinot Noir og Syrah synes således at bidrage mere til en sund diæt end fx Merlot.

Santa Rita i fin form
Det amerikanske magasin The Wine Enthusiast har smagt på mere end 200 af Sydamerikas bedste vine og kåret den chilenske Santa Rita Casa Real, Cabernet Sauvignon 1995 som den bedste og helt i top. Alene af denne grund vil det blive en vin, der er værd at have i sin kælder. Amka i Randers (tlf.: 86 41 96 00) importerer vinen og har lidt på lager.
Berømt rebel og ikke bare en bordvin

Alsace-vine på hylderne netop nu
I en artikel i Fyens Stiftstidende lovpriser Jørgen Aldrich hvidvinene fra Alsace, dels fra huset Léon Beyer (import H.J. Hansen, tlf.: 66 11 83 83), dels fra René Muré (import Taster Wine, tlf.: 43 45 14 22). Yderligere nævner han en række Alsace-vine på hylderne netop nu og går blandt andet ind for disse:
- Edelzwicker, Cave d’Hunawihr 1996, 43 kr., DZ Wine (tlf.: 44 84 44 33).
- Pinot Noir Sélection, Wilm 1995, 76 kr., DZ Wine (tlf.: 44 84 44 33).
- Pinot Blanc, Jean Geiler 1996, 55 kr., Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
- Crémant d’Alsace Riesling, Feri-Sohler, 89 kr., Erik Sørensen (tlf.: 39 62 61 67).
- Pinot Noir, Cave de Ribeauvillé 1997, 53 kr. hos Føtex og Bilka.
- Tokay Pinot Gris, Domaine Bott-Geyl 1996, 79 kr., Piaf’s Vinhandel (tlf.: 86 80 46 40).

Malted whisky og californisk Cabernet
I Berlingske Tidende har Jacqueline Jensen været på besøg i Juuls Vinhandel, Værnedamsvej 15 i København (tlf.: 31 31 13 29), hvor Michael Madsen har skabt et paradis for malt-freaks. Han har næsten 300 whiskyer og en ekspertviden, som han med fornøjelse deler ud af. Nogle af de ædle dråber er meget gamle, fx en MacPhails fra 1945. Den koster 4950 kr.
I samme nummer af Berlingske Tidende har Jacqueline Jensen smagt californiske rødvine og er meget begejstret for Bandiera Cabernet Sauvignon, Costal 1996 til 65 kr. fra Jysk Vin i Randers (tlf.: 86 40 44 44).

Flere genstande giver færre børn
Kvinder, som drikker fem-ti ugentlige genstande, halverer deres chancer for at blive gravide. Sådan lyder i en forsideartikel, som Bodil Jessen skrev i Berlingske Tidende i lørdags. Hun citerer læge Tina Kold Jensen fra Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion, hvor man har gennemført en større undersøgelse.
- Vi har tidligere vidst, at et stort alkoholforbrug hæmmer ægløsningen, men det er meget overraskende, at der skal så små doser alkohol til, før kvindernes frugtbarhed nedsættes betydeligt, udtaler Tina Kold Jensen til avisen.
Klassisk vin fra helligt bjerg

Bodegas Palacio solgt
Et af Rioja’s kendte og respekterede vinhuse har netop skiftet ejere: Bodegas Palacio i Rioja Alevesa.
Vinhuset blev grundlagt af Cosmo Palacio i 1894 - i storhedstiden, hvor Bordeaux var ædt op af vinlusen - og siden har ejerskabet skiftet mange gange. I en periode var bodega’en ejet af den internationale Seagrams-gruppe.
Den nye køber er Hijos de Antonio Barcló, som allerede ejer flere vinhuse, blandt andet Bodegas Viña Mayor i Ribera del Duero.

Hagl i Chablis
Franske vinbønder har klaget over varmen i sidste uge. Det hjalp. Man har nu fået almindeligt godt sommervejr tilbage samt et par velgørende byger.
Meddelelser fra Chablis om, at man må regne med 20 procent mindre Grand og Premier Cru i år, har intet med varmen at gøre. Problemet skyldes derimod en stærk haglbyge i maj, som rippede de spæde vinstokke for skud. Man taler om ødelæggelser på op til 50 procent på marker som Montée de Tonnerre, Fourchaume og Bougros.

Ny formand for CIVB
Fra Bordeaux meddeles det, at Jean-Louis Trocard har afløst Philippe Castéja som ny president for CIVB, Bordeaux’s vinhandelskammer og sammenslutning af 7000 vinbønder.
Dette er en spændende skifte. Castéja har en baggrund i de klassiske cru classé’er, mens Trocard er de “små slottes” mand.
Mange vil kende Trocard for hans syv år som president for appellationerne Bordeaux og Bordeaux Supérieur, og der er ingen tvivl om, at disse to meget store og betydningsfulde grupper vil få en speciel opmærksomhed i fremtiden.

Château Suduiraut som luksus-kursuscenter
Det kendte Sauternes-slot Château Suduiraut, som mange danskere har besøgt på vinrejser, ejes i dag af det store franske forsikringsselskab Axa - der også ejer slottene Pichon Longueville, Cantenac Brown og Cordeillan Bages i Médoc. Nu er slottet indrettet til luksus-kursuscenter for selskabets medarbejdere - til en melodi af 120 millioner francs. Blandt andet har man indsat 1000 nye døre og vinduer og trukket 40 km elektriske ledninger.
Golf og vin i Bordeaux

Lavere priser for de californiske druer
Samtidig med at høsten i Californien gik i gang i sidste uge, offentliggjorde E. & J. Gallo Winery sin første spotmarked-pris for 1998-høstens druer, og for hvide druer som Colombard, Chenin Blanc og Thompson ligger prisen 10-20 procent under sidste år, trods en mindre høstmængde.
Sammen med den mindre høst betyder den lavere pris et fald på op til 40 procent i druedyrkernes indkomst. Nogle af dem beslutter måske derfor at lave rosiner ud af deres Thompson-druer i stedet for at sælge dem til vinproducenterne.
Chadonnay-priserne vil falde cirka 10 procent, mens Cabernet og Merlot synes at holde priserne.

Snyd og svindel
I Ålborg Stiftstidende skriver Jørgen la Cour-Harbo om, at den franske fødevarekontrol nu vil øge sin overvågning af vin, fordi der har været for mange tilfælde af snyd og svindel - snyd med mængder, blandinger, medaljer, etiketter ... Jørgen la Cour-Harbo så gerne, at franske retsvæsens mod til at slå ned på korruption og doping smittede af på kontrollen af vin.

Endnu en jagtvin
Tirsdag aften havde Troels-Smith / DZ Wine (tlf.: 42 84 44 33 og 75 71 16 00) samlet 200 gæster til en præsentation af årets jagtvin på Langeliniepavillonen i København, og VinAvisen var med.
Vinen, en Château la Fontaine, Fronsac, Frankrig 1996, er en vellavet bordeaux, præget af det store indhold af Merlot (80 procent). På etiketten har den et nydeligt hjorte-portræt, udført af Mads Stage, og prisen er 69 kr.

Positive vendinger om jagtvine
J.O. Kristiansen, også kaldet Kris, skriver om mad og vin i Frederiksborg Amts Avis, og også han har smagt et par jagtvine, som han beskriver i positive vendinger. Det gælder både rød- og hvidvinen fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65) og rødvinen, en Crianza 1992 fra det spanske Utiel-Requena, fra Loranges Vinhandel i Næstved (tlf.: 55 72 22 00).

En ekspert i hånden
I Alt for Damerne skriver Flemming Hvelplund om vanskelighederne ved at købe bourgogne. De arme forbrugere aner ikke, hvad de får. Til samme pris er der chance for at få en aldeles overdådig rødvin med en umådelig fylde og rundhed og en nærmest cremet, intens smag af kirsebær, violer og blomme - eller der er risiko for at få en let, lys og tyndbenet sag, som er sød og tør på samme tid, og som i bedste fald er intetsigende og neutral. Hvelplunds råd: Smag, før du køber mere end én flaske, eller tag en, der ved noget om Bourgogne, i hånden.
I en anden artikel i Alt for Damerne skriver Flemming Hvelplund om spanske Navarra-vine, der - paradoksalt nok -importeres af Portugal-specialisten ViniPortugal (tlf.: 43 63 32 22). Særlig positiv omtale får den fadlagrede Montecristo Crianza, Bodegas Camilo Castilla 1994 til 53 kr.. Den fås blandt andet hos Iso.

Stort salg af vinejendomme i Californien
Det store amerikanske forsikringsselskab Prudential Insurance Co. solgte fredag sine vinejendomme, der er blandt de største i Californien. To tredjedele af dem ligger i Napa og Sonoma.
Købere er en række investorer på vestkysten under navnet Silverado Premium Properties, og den samlede pris - ifølge rygterne - er cirka 400 millioner kr.

To nye 1. Crus i Bourgogne
Det franske AOC-institut har godkendt to nye 1. Crus i Bourgognes Mercurey-kommune. Den ene er marken Les Saumonts, den anden marken Les Puillets. Godkendelsen gælder med tilbagevirkende kraft for årgangene 1994, 1995, 1996 og 1997.

Årets første jagtvin
Denne og efterfølgende nyheder blev også bragt i sidste uge efter opdateringen mandag kl. 13:
Flemming Kyed, udtrykte i weekendens Information sin aversion mod Årets forskellige “jagtvine”. Han har været til smagning af den første af dem, Chris-Wines Château les Brandes, Lussac Saint-Émilion 1995, som han finder “absolut imødekommende, men ikke bemærkelsesværdig”. Samtidig har han smagt brødrene Carls egen Château de Seguin. I årgangen 1995 var det en ganske imponerende, kompleks sag, skriver han, mens 1996'eren virker blødere, mere drikkemoden og lige knap så subtil. Til gengæld er den særdeles indsmigrende og skal nok gå hen og blive et hit, når den bliver frigivet.
I samme nummer af Information har Flemming Kyed været til en smagning, ledet af Ole Clemens Petersen fra Dansk Maltwhisky Akademi. Om den krasbørstige Laphroaigh skriver han, at den smager som destilleret skibsøl - medicin, tang, tovværk, tjære, salt, jod og fenol. Eller som en deltager udtrykte det: Som at bide en oversygeplejerske i låret.

Gode fund i Mad & Bolig
I det nye nummer af Mad & Bolig har panelet smagt let tilgængelige hverdagsvine, og det bedste af deres fund var den “storartede” Domaine Morin Langaran, Cuvée Jean-Paul Colline, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 1995 til 50 kr. på tilbud hos Lars Bjørn Import, tlf.: 33 15 16 13.
I samme nummer har panelet også smagt hvidvine fra New Zeeland og udnævner en af dem til at være en “excellent topvin”: Seresin Estate Chardonnay, Marlborough, New Zealand 1996 til 129,50 kr. hos H.J. Hansen (tlf.: 66 11 83 83) og Carl Jacobsen (tlf.: 35 42 43 11) samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 66 11 83 83).

Gode til prisen i Penge & Privatøkonomi
I det nyeste nummer af Penge & Privatøkonomi er det Ole Hoy Hansen og Søren Søndergaard, der styrer panelet, og denne gang har de fundet gode rødvine. Fire af dem er “gode til prisen”:
- Domaine Ferrer Ribiere, Vin de Pays Catalan, Frankrig 1995 til 46,50 kr. hos Piaf’s Vinhandel (tlf.: 86 80 46 40).
- De Bortoli Sacred Hill, Shiraz-Cabernet, South-East Australia 1996 til 49 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
- Terres Blanches, C_teaux d’Aix en Provence Les Beaux, Frankrig 1993 til 69 kr. fra Otto Suensons Vinhandel (tlf.: 33 14 04 82).
- Château Aiguilloux, Corbières, Frankrig 1995 til 40 kr. fra Vallø Vinimport (tlf.: 56 26 75 19).

Det skrev pressen i weekenden - Sidste nyheder
Hver mandag kl. 13 opdaterer vi VinAvisens nyhedsside med eventuelle nyheder fra weekenden. Disse nyheder vil blive gentaget i næste uge af hensyn til de morgenduelige læsere, der allerede har været inde og kigge på nettet mandag formiddag.

Nyheder fra de sidste otte uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.


VinAvisen, Krogvej 30 A, 2830 Virum, fax: 45 83 38 91
e-mail: anker@vinavisen.dk