Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 10, 1999

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann

Vin-aktuelt i uge 10
8. - 14. marts

Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver mandag modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Er der nogen, vi svigter?
Vi får hver uge cirka 30 e-mails fra læsere, der gerne vil modtage VinAvisens løbeseddel hver mandag. Men nogle adresser må være behæftet med fejl, for vi får enkelte løbesedler retur fra nettet med besked om, at de ikke kan afleveres.
Hvis nogle forlængst har meldt sig til - og ikke modtager løbesedlen - så lad os det lige vide. Send venligst en e-mail til anker@vinavisen.dk.

Man sælger da ikke Marmorkirken ...
Da familien Gistenet i 1975 var kommet i økonomiske vanskeligheder, ville den sælge det berømte Château Margaux. En stor amerikansk gruppe ville købe slottet for 82 millioner francs, men her sagde den franske regering stop: - Man sælge da heller ikke Notre Dame-kirken i Paris, vel?
Nu er et dansk nationalklenodie sat til salg, nemlig Danisco Destillers, bedre kendt som De Danske Spritfabriker - det hæderkronede, gamle snapsefirma, som C.F. Tietgen grundlagde i 1881. Tietgen - det var også ham, der byggede Marmorkirken færdig.
Frasalget sker efter Danisco-koncernens køb af det finske firma Cultor Corporation for 9,5 milliarder dkr., og potentielle købere til spritfabrikerne er enten en af de britiske koncerner Diageo eller Allied Domecq, eller det kan måske blive den franske koncern Pernod-Ricard, der allerede ejer World Brands Denmark. Vil Rød Aalborg mon ligefrem blive døbt om til Aalbourg Rouge?
Lidt vemodigt er det nu. - Man sælger da heller ikke Marmorkirken i København, vel?
Eller som Storm P.'s vagabond sagde: – At nogen ka’ nænne og sælle speritus!

Var Kurt Thorsen den, der afskaffede fradraget for forretningsfrokoster?
I begyndelsen af 80'erne fik vi misundelses-loven, der gjorde det umuligt for forretningsfolk at trække repræsentationsudgifter fra på skatteregnskabet - til stor og varig skade for den danske restaurantbranche.
Stenen, der fik vognen til at vælte, var avisskriverier om nogle mennesker, der sad og drak kostbare “årgangsvine” og smurte udgifterne af på samfundet.
Nu er spørgsmålet: Var en af dem den nok så bekendte Kurt Thorsen? Eller var han ligefrem stenen, der væltede vognen?
I Weekendavisen skriver Poul Pilgaard Johnsen i en reportage om Thorsens løsladelse fra fængslet:
- Fra min tid i begyndelsen af 80'erne som ven af huset i Kurt Thorsens yndlingsrestaurant De 4 Årstider i Århus husker jeg den dengang stenrige byggematadors store passion for vin - for store vine i almindelighed og én bestemt vin i særdeleshed: Château Cheval Blanc. Så stor var Kurt Thorsens fornøjelse ved netop denne vin og så hyppige hans besøg, at restauranten opbyggede en hel kollektion af Cheval Blanc fra samtlige årtier i dette århundrede, tilbage til 1921. Thorsen var storaftager, og drikkepengene flød i rigelige mængder. Op til 10.000 kr. efterlod Århus-entreprenøren til betjeningen efter en glad aften i selskab med forretningsforbindelser - og sine yndlingsflasker.
Poul Pilgaard Johnsen supplerer sin levende beskrivelse af orgierne med at fortælle, at en flaske Château Cheval Blanc 1982 i dag kan skaffes for 5000 kr. i vinhandelen - næppe på en restaurant.
I dag må alle vi andre gå i kantinen og spise en flad rullepølsemad, når vi byder på forretningsfrokost - for hverken at vække skattevæsenets vrede eller almindelig misundelse ... Lad os hæve glasset med kantinens mineralvand og sende en tanke til Kurt Thorsen.

Vin er også godt mod lungekræft
Igen en ny og glædelig meddelelse til alle vindrikkere: En ny dansk undersøgelse har vist, at vin nedsætter risikoen for lungekræft. Et forbrug på op til tretten genstande om ugen formindsker risikoen med 25 procent, mens flere end tretten genstande om ugen formindsker risikoen for lungekræft med hele 50 procent.
Derimod skal man holde sig fra spiritus og øl. Jo mere man drikker af det, desto større er ens risiko for lungekræft.
Undersøgelsen, der blandt andet er gennemført af forskerne Morten Grønbæk og Eva Prescott, blev offentliggjort i mandags i tidsskriftet American Journal og Epidemiology. Den bygger på studier af 13.000 kvinder og 15.000 mænd i perioden 1964-93.

100.000 vine at vælge imellem
I Århus Stiftstidende har Kjeld Christoffersen interviewet Knud Kjellerup, indehaveren af Østjysk Vinforsyning (tlf.: 86 98 84 00).
Ifølge Knud Kjellerup har den danske forbruger langt over 100.000 vine at vælge imellem, og alene fra et område som Saint-Émilion er der over 200 muligheder i Danmark. 1000 af vinene importeres af Østjysk Vinforsyning, der omsætter over en million flasker om året.
Knud Kjellerup ejer alle aktier i virksomheden, der også omfatter tre detailforretninger: Mahlers Vinhandel i Århus, Grand Vin i Holbæk og Højbro Vinhandel i København.

De svære spørgsmål til vintjenerne
I sidste uge fortalte vi om vintjenernes mesterskab i champagne, og vi bragte samtidig tre af spørgsmålene i vores ugentlige quiz. I denne uge vil man kunne se svarene ved at klikke her.
Efter vor mening var det nogle virkelig svære spørgsmål, og hvis vintjenerne virkelig har kunnet opremse Champagne-distriktets sytten Grand Cru-kommuner, så er vi dybt imponerede.

Succes med salg via Internettet
I Jyllands Posten skriver Niels Sandøe om den succes, Ellinor og Vidar Pedersen - og deres firma, Vinhuset ved Valdemars Slot (tlf.: 62 22 77 25) - har haft med salg via Internettet.
For nylig fandt de på at indrykke en annonce i www-tjenesten NetDoktor, der henvender sig til læger og medicinstuderende, og selv om deres salg via nettet stadig kun udgør en beskeden del af deres samlede omsætning, så betragter de ikke desto mindre net-salget som en stor succes. I løbet af fjorten dage har de solgt lige så meget via NetDoktor som på halvandet år via deres egen hjemmeside.

Kan øl få samme image som vin?
Sidste år faldt det danske salg af øl med over 7 procent - selv om faldet i forbruget dog kun har været 4-5 procent på grund af den store grænsehandel. Samtidig er kursen på Carlsberg-aktien sendt på slingrekurs. I 1998 toppede den på 521. I dag er den knap 300.
Denne lille statistik over forbruget (i liter) pr. dansker viser øllets deroute og vinsalgets vækst:

199319941995199619971998
Øl126,0126,0124,4120,9116,7105,0
Vin25,226,227,628,329,329,1

Noget må der gøres, og signaler fra Carlsberg tyder på, at man vil skele til den aura og interesse, der er omkring vin. Man vil prøve at ændre på øllets bodega-image som et lavstatus-produkt, og man vil gøre det ved en indsats på flere fronter. Søren Gericke skal promovere begrebet mad og øl, og en lang række nye øltyper skal gøre det interessant at smage øl, dyrke den nostalgiske ølkultur og studere etiketter.

Fra DZ Wine til Vinbonden
Mandag den 29. marts skifter DZ Wine navn til Vinbonden og åbner samtidig en ny vinbutik under dette navn - angiveligt den første af en række Vinbonde-butikker landet over. Den første butik kommer til at ligge i Allégade 13 på Frederiksberg.

Tæskelækker husets vin
I Berlingske Tidende har Jacqueline Jensen været en tur rundt til københavnske cafeer for at smage på “husets vin”. Den bedste fandt hun i Circus, Rosenvængets allé 7 på Østerbro. Her skænkede man - formedelst 32 kr. - et glas Normanns Shiraz/Cabernet, Australien 1997, som Jacqueline Jensen beskriver som tæskelækker.

Der sælges stadig mindre cognac
De ømmer sig i Cognac-distriktet. Nedgangen i salget fortsætter. Sidste år var nedgangen 4,5 procent, idet man kun solgte 135 millioner flasker.
Ifølge den franske avis SudOuest har man i al for lang tid dyrket cognacs image som den dyre gave, ingen drikker, mens whisky har taget føringen.
Nu taler man om at omstille produktionen, så vinbønderne ikke kun fremstiller druen Ugni Blanc til cognac. Måske går de i gang med frugt-brændevine, måske solsikker. Og så har de jo også den glimrende Pineau de Charente.

Er Dankortet på vej ind i Internettet?
Nu er der vist ved at ske noget med Dankortet og dets brug ved handel på Internettet. Ifølge Jubii Annoncør Nyt forsøger Forsknings- og Erhvervsministrene at samle branchens grupper i en såkaldt e-kreds, hvor den elektroniske handel skal diskuteret i forbindelse med Folketingets behandling af den særlige Dankort-lov. Kredsens medlemmer er endnu ikke udpeget, men det første møde holdes den 16. marts.

Ny hos Viniberia
Freddy Hansen, der tidligere har været indkøbschef hos Troels-Smith og Danisco, er nu hos firmaet Viniberia (tlf.: 38 86 26 46).

Japanerne fordobler deres forbrug af vin
Japans import af vin blev fordoblet i 1998, og dermed slog den alle rekorder. I alt importerede japanerne 335 millioner liter vin til en værdi af 9,2 milliarder dkr.
Mest vin kom fra Frankrig, der tegnede sig for 110 millioner liter, svarende til en markedsandel på 32,9 procent. Italien snuppede 14,7 procent af markedet, Chile 9,7 procent og USA 7,4 procent.
Japanernes øgede interesse for vin skyldes rapporterne om, at rødvin er godt imod hjertekar-sygdomme.
Men der er nu noget igen, før de drikker lige så meget som os andre. Pr. næse konsumerer de under 2 liter om året sammenlignet med 62 liter i Frankrig, 59 liter i Italien - og 29 liter i Danmark.

Cabernet Sauvignon-vine fra Californien
I marts-nummeret af det britiske vinblad Decanter bringes resultatet af en smagning af 132 Cabernet Sauvignon-vine fra Californien.
To af vinene tildeles fem stjerner og udmærkelsen Decanter Award:
* Robert Mondavi Reserve, Cabernet Sauvignon, Unfiltered, Napa Valley 1995.
* Staglin Family Vineyard, Cabernet Sauvignon, Rutherford 1996.
Som generelle erfaringer fra smagningen noterer Decanter, at de gode Cabernet’er fra Californien ikke er gemmevine. De bedste kan ligge fem år, de øvrige skal drikkes unge.
Der var også store forskelle fra distrikt til distrikt. Værd at gå efter er appellationerne Paso Robles og Napa Valley - og værd at undgå er Russian River.

Top Médoc’er i årgangen 1986
Decanter har også smagt 32 Médoc Crus Classes-vine i årgangen 1986, og her er der fem stjerner og Decanter Awards til fire vine:
* Château Rausan-Segla, Margaux 1986.
* Château Pichon-Longueville, Pauillac 1986.
* Château Pichon-Longueville-Comtesse 1986.
* Château Beychevelle, Saint-Julien 1986.
Alle de smagte vine er udviklede og kan drikkes nu, men de må meget gerne ligge endnu længere.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk