Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 15, 1999

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i uge 15
12 - 18. april

Lavvande i Bordeaux
Under overskriften "Lavvande" skriver Didier Ters i det franske dagblad SudOuest om situationen i Bordeaux - og den er ikke særlig lys. Salget af den ellers så gode 1998-årgang vil slet ikke komme i gang. Der er stadig alt for meget af den langt dyrere 97-årgang på markedet, så ingen har rigtigt lyst til at købe.
Bordeaux er imidlertid så stor en leverandør af Europas vine, at salget på et eller andet tidspunkt komme i gang.
I løbet af de to sidste uger har l'Union des Grands Crus modtaget 2000 udenlandske importører, agenter, mæglere, vinjournalister osv. fra atten lande, og dette opfattes som et tegn på, at interessen for de gode bordeaux'er trods alt ikke helt er gået fløjten.
Alle holder vejret: Hvornår er priserne kommet ned, hvor de med rimelighed bør ligge, hvis karussellen atter skal kunne køre rundt?

En meget uharmonisk oplevelse
I Berlingske Tidende har Jacqueline Jensen taget importfirmaet Urtekram i Mariager ved vingebenet, fordi firmaet markedsfører økologiske vine uden tilsætning af svovl - det svovl, der ellers er helt nødvendig til konservering af vinen. Jacqueline Jensens velunderbyggede artikel fremhæver:
* at EU's vinlovgivning klart og utvetydigt fastslår, at begrebet økologiske vine slet ikke findes, og at det er ulovligt at benytte udtrykket.
* at en undersøgelse i et københavnsk vinfirmas laboratorium afslører, at der er svovl i samtlige Urtekrams "svovlfrie" vine.
* at vinene tillige har et stort indhold af eddikesyre, der giver en grim lugt og bismag, såkaldt eddikestik.
* og at vinene i det hele taget er en meget uharmonisk oplevelse.
Urtekram har nu trukket samtlige vine tilbage fra markedet.

Prinserne med i Château Caïx
Ifølge en artikel af Jan Michaelsen og Peter Sørensen i Ekstra Bladet er Kronprins Frederik og Prins Joachim optaget som mindretalsaktionærer og bestyrelsesmedlemmer i deres far, Prins Henriks vinslot, Château Caïx i Cahors, Frankrig.
Slottets omsætning lå sidste år på 857.000 kr., men overskuddet var kun 16.000 kr.

120 flasker ædel bourgogne stjålet
Historier om tyveknægte er altid godt stof - også i VinAvisen. Her er endnu en:
En tyv med sans for gode bourgogner har under et indbrud stjålet 120 kostbare flasker i Restaurant Jan Hurtigkarl & Co. i Ålsgårde. Vinene er:
* Domaine Daniel Rion, Clos de Vougeot 1994
* Domaine Vernus, Saint-Amour 1998
* Domaine Thiely, Pernand-Vergelesses, 1. cru Fichot 1996
Restauranten importerer selv disse kostelige dråber. De fås ikke andre steder her i landet. Så skulle nogle af VinAvisens læsere blive dem tilbudt, er der altså tale om tyvegods, og både Jan Hurtigkarl og hans Co. vil derfor være glade for et praj på tlf.: 47 70 90 03.
Restauranten udlover en middag til to til den, der først kommer med oplysninger, som kan føre til sagens opklaring.

De samler på medaljer
Brødrene Michael og Gert Carl, Chris-Wine, samler på medaljer for deres vine på Château de Seguin. Siden 1985 har de modtaget ialt 94. Nu har de fået én til, nemlig for deres meget dejlige mousserende Cremant de Seguin, 1997 Perle de Seguin, Brut, som vi tidligere har anmeldt her i VinAvisen. Sølvmedaljen er givet i konkurrencen Vinalies Internationales de Paris, der organiseres af den prestigefyldte forening Les Oenologues de France.

Flittige kinesere
I Kina er der cirka 600 vinbønder, men nu er cirka en tredjedel af dem gået konkurs. De har simpelt hen været for flittige og lavet mere vin, end de kunne komme af med - måske også fordi vinen ikke har været værd at drikke.
Fra 1996 til 1997 er den kinesiske produktion af druer næsten fordoblet fra 170.000 til 300.000 tons. Men de drikker nu ikke så meget derovre, kun 0,3 liter vin pr. år og pr. indbygger.
Der er imidlertid 1,3 milliarder kinesere, så det kan godt gå hen og blive et stort marked ...

Tåler ikke at se vinflasker
Vi har da hørt om tilfælde, hvor gæster af en eller anden grund ikke drikker vin, og det er naturligvis helt i orden. Så må vi prøve at skænke noget andet i deres glas.
Men kan man forestille sig, at en gæst siger: - Tak for invitationen, men jeg kommer kun, hvis der overhovedet ikke er en vinflaske på bordet!
Nej, vel? Men det var, hvad Irans præsident, Mohammed Khatama, forlangte, da den franske regering inviterede ham på statsbesøg.
Under præsidentens tidligere besøg i Rom føjede italienerne ham, men det vil franskmændene ikke gøre.
En officiel middag i Elysée-palæet er også et udtryk for fransk levevis og madkultur, siger de, og vinen er uløseligt forbundet med sådan en middag. Så der bliver ikke noget ud af det besøg.
Når den stakkels præsident ikke måtte se flasker, skyldes det uden tvivl hans skrøbelige politiske situation hjemme i Iran. Ifølge Information overvåges hans gøren og laden nidkært af hans fanatiske modstandere.

Så mange bourgogner klarede tastevinagen
Hvert år kan Bourgognes vinfolk indstille deres bedste vine til bedømmelse hos distriktets berømte vinbrødre, der supplerer sig med fagfolk fra hele verden.
Bedømmes en vin som typisk for appellationen - og er det i øvrigt en vin af kvalitet - tildeldes den en særlig nummereret Tastevinage-etiket.
Årets første tastevinage er nu afsluttet på Clos de Vougeot i Bourgogne, og VinAvisens udsendte, Ruth Tilgaard, var med blandt de 250 fagfolk, der smagte.
- Det var den 63. tastevinage siden 1950, skriver Ruth Tilgaard fra Beaune. - Om foråret smages røde bourgogner, og i september smages hvide bourgogner og beaujolais. I alt smagte man 812 vine, hvilket var 100 færre end sidste år - sikkert fordi 1997-årgangen ikke var så stor i volumen. Og kun 301 vine fik lov til at sætte tastevinage-etiketten på flaskerne - dvs. 37 procent. Stort set det samme som de to foregående år.
Ved Ruth Tilgaards bord blev 1997-årgangen beskrevet som "årgangen vi drikker, mens vi venter på 1996". 1996-årgangen var en karakterfuld årgang, som det er værd at vente på. I 1996 blæste nordenvinden, og det gav en god syre.

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over de vine, som vinjournalisterne har fundet som værende helt i top. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås. Hvis du ringer til et firma, må du meget gerne nævne, at du har set vinen omtalt i VinAvisen.
Politiken (ved Henrik Steen Andersen):
* Periquita, Fonseca, Portugal 1996, rødvin til 30 kr. hos Netto.
* Turló, Salviano, Umbrien, Italien 1997, rødvin til 60 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Zinfandel, Sycamore Canyon, Gallo, Sonoma County, Californien, rødvin til 70 kr. hos Skjold Burne.
- Ja, det var såmænd, hvad der var i den forløbne uge, som var præget af påsken ...

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk