Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 32, 1999

www.vinavisen.dk
redigeres af
Flemming Hvelplund
Anker Tiedemann
Vin-aktuelt i uge 32
9.-15. august

Flere og flere fupvine
Det engelske vinmagasin Decanter bringer i sit nyeste nummer en artikel om de mange forfalskninger af kostbar vin, der præsenteres på auktioner og ikke mindst sælges via auktioner på Internettet.
Serena Sutcliffe fra Sotheby's fortæller til bladet, at det store auktionshus i de seneste år har afslået at sælge et betydeligt antal forfalskede flasker, der - på grund af Sotheby's strikse regler - kun kan være toppen af isbjerget. Serena Sutcliffe mener, at falsknerierne er meget udbredt internationalt og vel organiserede. - De må beløbe sig til millioner af pund, siger hun.
Også Robert Parker er yderst bekymret over det øgede antal fup-flasker, han møder. Han har smagt en masse falske Cheval Blanc 1947, Pétrus 1982, Le Pin 1982 og Château Rayas 1990.
Både FBI og Scotland Yard er begyndt at gå ind i sagerne, men endnu har der ikke været foretaget anholdelser.
Igennem flere år har etiketterne på Château Pétrus' vine været forsynet med et mønster af små streger, der lyser op i ultraviolet lys. En sikkerhed, der dog ikke garanterer hundrede procent imod kopiering.

Kun 2 procent køber noget
Ifølge Jubii E-handel Nyt er det lidt af en gyser for amerikansk handel på Internettet, at flertallet af de såkaldte kunder efterlader deres indkøbskurve ved udgangen. Kun 2 procent af dem, der besøger firmaernes www-sider, køber noget, og hele 66% af indkøbskurvene blev smidt, fordi kunderne ikke vil finde sig i komplicerede gebyrer for pakning og forsendelse.
Det amerikanske analysefirma Forrester Research mener, at opskriften på succes bygger på perfekt fungerende www-sider, personificering af forholdet til kunden (husk hendes data), bedre kundeservice og garantier for fortrolighed om informationer.
Firmaer som boghandelen amazon.com overdriver næsten kundeservicen med et aktivt e-mail forhold, men til gengæld har de også 65% flergangskunder.

Man skal jo ikke tabe modet
Jubii E-handel Nyt har også talt med en dansk vinhandler, der tilbyder salg af vin på Internettet. - Men jeg synes ikke, der går særligt godt, siger Johannes Christian Madsen, Alternativ Vinhandel i Herning. - Siden marts har jeg kun haft en enkelt online-handel. Jeg var jo ellers lidt nysgerrig, da vi endelig fik det der Dankort-halløj.
- Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved det, måske virker det indirekte, for vi får en del forespørgsler via e-mail, og der er 2-300 besøg på siden hver eneste uge. Jeg kan se, at folk kalder op i arbejdstimerne 9-15, så det er erhvervslivet, som kommer.
- Personligt tror jeg, at e-handel er fremtiden. Men gælder det også vin? Faktisk tror jeg, der sker noget til
efteråret - det kommer vel - man skal jo ikke tabe modet, siger Johannes Christian Madsen.


Bliv smuk med vin
I Berlingske Tidende fortæller Camilla Alfthan om det center for vinterapi, som Daniel og Florence Cathiard og deres datter Mathilde har åbnet i forbindelse med Château Smith Haut Lafitte i Graves, Bordeaux.
Her er der ikke tale om iskolde havbade og hårdhændede massager, men om et luksushotel med 29 værelser, to restauranter og en vinkælder med 10.000 flasker, og kuren tager sit udgangspunkt i vin.
Fx kan man tage sig et rødvinsbad eller lade sig pakke ind i vin- og honningmasse eller blive skrubbet med knuste Cabernet-druer (her på VinAvisen synes vi nu, det lyder lidt ulækkert).
Til ansigtet er der et større program, hvor man kan få mikroindsprøjtninger med vindrueolie (det må vi prøve - måske kunne det hjælpe ...).
Mathilde Cathiard har grundlagt et kosmetikfirma, hvor produkterne fremstilles på grundlag af de sunde vindruekerner, der ellers bliver smidt væk. Kernerne er fulde af polyphenoler, som er 10.000 gange mere effektive som antioxidant end vitamin E, siger Mathilde Cathiard til Berlingeren.
En dag med vinterapi alene koster 700 francs, mens en halvpension med vinterapi i seks dage koster op til 9420 francs alt efter, på hvilke raffinerede måder man lader sig behandle.
Adressen er : Les Sources de Caudalie, Chemin de Smith Haut Lafitte, F-33650 Martillac, Frankrig, tlf.: 00 33 5 57 83 11 26, fax: 00 33 5 57 83 11 20.

Årets store italienske vinmesse
Den utrættelige Bent Christensen og hans medsammensvorne meddeler, at årets Vinitalia-udstilling afholdes lørdag d. 2. og søndag d. 3. oktober i Copenhagen Europe Center i København.
Der er tre smagninger, og prisen pr. smagning er 175 kr. - inkl. et Spiegelau-glas til evig arv og eje.
Ved forudkøb er prisen 150 kr., og forudkøb kan ske enten via vinhandlere, Billetnet eller direkte hos Vinitalia, boks 8, 4690 Haslev, tlf.: 56 31 11 68. Yderligere oplysninger i VinAvisens aktivitetskalender.

En kongelig portvin
Hvis man har studeret menukortene fra det nyligt overståede prinsebryllup i Storbritannien, vil man have set, at de kongelige og deres gæster drak en "Royal Port, Vintage 1963". Hvad er det mon for noget?
Vinmagasinet Decanter oplyser, at det er 63-årgangen fra de otte engelske portvins-huse, blandet i en speciel cuvée i anledning af prins Edwards fødsel.
Vinen har ligget i kælderen under Buckingham Palace lige siden og bliver kun hentet op ved royale lejligheder.
.
Meget professionel www-side om mad
De to tvillingesøstre Birgitte og Marianne Odgaard har sammen med fotografen Peter Kam skabt en meget spændende www-side om mad - på adressen http://www.appetit.dk.
Her kan man først og fremmest få opskrifter, og da der hver dag præsenteres hele to "dagens menuer", vil samlingen af opskrifter hurtigt vokse.
Ikke mindst er det smart, at man kan søge inspirationerne på flere måder - dels på retter, dels på ingredienser og dels på retternes navne. Og yderligere kan man indsnævre søgningen til forretter, hovedretter, desserter og tilbehør. Meget professionelt og brugbart.
At søstrene i denne måned også skriver pæne ord om VinAvisen, skal bestemt ikke lægges dem til last. Tak for det.
Prisfald i Californien
Druedyrkerne i Californiens store Central Valley fik noget af et chok i sidste uge, da Canandaigua som det første store vinfirma meldte ud med, hvad det ville betale for druer: Priserne var indtil 30 procent lavere end sidste år.
Grunden til den mindskede interesse for at købe druer menes at være, at de billige vine med tilsat frugtsmag bliver mere og mere populære i USA, og til den slags vine bruges der ikke så meget vin, men mere (gys!) vand og ekstrakter.
Ifølge Wine Market Report har den slags "vine" efterhånden mellem en fjerdedel og en tredjedel af det amerikanske marked.
Samtidig er der mindre interesse - og lavere priser - for druer som Carignane og Barbera, der traditionelt bruges som tilsætning til mere kostbare druer som fx Cabernet Sauvignon.
Også priserne på amerikanske bulk-vine falder med mellem 15 og 30 procent.

Argentina kommer til Danmark
Sæt allerede nu kryds i kalenderen. Det bliver en stor dag den 23. september 1999. Et halvt hundrede argentinske producenter, alle medlemmer af The Argentine Wine Association, vil præsenterer sig for den danske vinbranche ved en stor smagning på Radisson SAS Hotel på Amager.

En tredjedel af producenterne er allerede repræsenteret i Danmark, men resten søger distributører. Og der vil blive trængsel, for alle ved, at Argentina er på vej med stormskridt.
Rødvine på druen Malbec fås vel næppe bedre, men mange andre spændende sager vil blive præsenteret ved denne smagning.
Når der foreligger nærmere om tilmelding etc., vil vi vende tilbage.


Nu også klassifikationer i VinAvisen
En læser har spurgt, om ikke vi kunne lægge Bordeauxs klassifikationer ind som en side i VinAvisen.
Jo, det kan vi da, og det har vi gjort fra og med denne uge. Listen omfatter klassifikationerne for Médoc, Graves, Sauternes og Saint-Émilion -klik herfor at se den.
Médoc- og Sauternes-klassifikationerne blev til i 1855, da man skulle holde verdensudstilling i Paris. Man ville også udstille vinene fra Bordeaux, og formanden for udstillings-komiteen, prins Napoléon Bonaparte, en fætter til kejser Napoléon III, bad handelskammeret i Bordeaux om en liste med en rangfølge.
Dette var imidlertid en varm kartoffel, som vinkøbmændene nødigt ville røre. De gav derfor kartoflen videre til byens vinmæglere - dvs. de konsulenter, der også i dag formidler køb og slag af vin.
Mæglerne påtog sig opgaven. Men havde de vidst, hvilke diskussioner og slagsmål listen ville skabe igennem mere end hundrede år - ja, så havde de nok sendt kartoflen tilbage til den kejserlige fætter.
Da mæglerne skulle lave listen over rangklasserne (cru'erne), gik de frem efter de priser, som vinen fra de forskellige slotte var blevet solgt til, og det var et ganske godt udgangspunkt: Jo højere pris, desto bedre vin.
Tiden er løbet fra den gamle liste, men den har stadig betydning. Den har nemlig - alene ved sin tilstedeværelse - forpligtet slottene til at holde kvaliteten i højsædet. De klassificerede slotte står for kun 3 % af al vin fra Bordeaux - men for 99 % af interessen. De har skabt et renommé at leve op til.
VinAvisens side med klassifikationerne er anført som et af programpunkterne på vores velkomstside, men siden kan som sagt også nås ved at klikke her.

Hvem importerer vinen?
I sidste uge kom FDB's mange vinnavne på plads i VinAvisens søgebase - og det er jo en væsentlig del af det danske vinmarked. Men der er endnu nogle vinimportører, som ikke har opdaget denne mulighed for at hjælpe deres potentielle kunder - med det resultat, at disse i stedet sender e-mails til VinAvisen: - Hvor kan jeg få den eller den vin?
Hvis vi lige har et importørnavn liggende i baghovedet, svarer vi, men der er naturligvis grænser for vores paratviden. I den forløbne uge har vi således ikke kunnet klare disse navne: Don Ramon, Bodegas Borgias, Juliusspital, Mayoral og Château Musar.

Hendes ti bedste vinbarer i Paris
I det nyeste nummer af Decanter anbefaler Jacqueline Friedrich ti vinbarer i Paris. Her er hendes liste, ordnet efter arrondissementer:
* Cloche des Halles, 28 rue Coquilliere, 1. arr.
* Willi's Wine Bar, 13 rue rue des Petits-Champs, 1. arr.
* Juveniles, 47 rue de Richelieu, 1. arr.
* Le Mauzac, 7 rue de l'Abbé de l'Epée, 5. arr.
* Fish, 69 rue de Seine, 6. arr.
* Le Café du Passage, 12 rue de Charonne, 11. arr.
* Le Baron Rouge, 1 rue Théophile Roussel, 12. arr.
* Le Vin de Rues, 21 rue Boulard, 14. arr.
* Le Moulin à Vins, 6 rue Burq, 18. arr.
* Le Baratin, 3 rue Jouye Rouve, 20. arr.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet alle disse yderst drikkeværdige vine:

Kendall-Jackson Vintner's Reserve Cabernet Sauvignon, California 1997
115 kr., Amka Vinimport, tlf.: 86 41 96 00
En kraftig rødvin med karakter og en vin, der lægger Cabernet-druens smag og aroma klart frem. Ikke mindst smagen af solbær er fremherskende. Vinen har en let sødme og en tilpas fadlagring, og den vil være fortræffelig til gode bøffer og oste med smag.

Château Carmel de Mingot, Bordeaux Blanc Sec, Frankrig 1997
59,95 kr., Vingaarden, tlf.: 63 17 18 19
Det er det danskejede A/S Franske Vingårde (Château de Haux), der ejer Château Carmel de Mingot og dermed gammel kloster-jord 30 km syd for byen Bordeaux. Herfra kommer denne hvidvin, hvis høje indhold af druen Sémillon gør den blød og saftig, mens Sauvignon-druen giver syre og rankhed. Vinen har en god, ren og ret kraftig smag, der passer glimrende til fisk, skaldyr, lyst kød og frokostretter.

Château Carmel de Mingot, Premières Côtes de Bordeaux, Frankrig 1995
69,95 kr., Vingaarden, tlf.: 63 17 18 19
Samme slot, samme danske ejere og samme udstyr som ovennævnte vin, men her en fadlagret rødvin på 65 procent Cabernet Sauvignon, 10 procent Cabernet Franc og 25 procent Merlot - altså en klassisk bordeaux med alle dennes dyder intakte. Vinen har en god struktur og en behagelig mundrensende syre. Det er en rar og kultiveret vin, som man er glad for at drikke.

Pere Ventura Tempranillo, Penedès, Spanien 1994
55 kr., Bagsværd Vinhandel, tlf.: 44 98 06 37
En rigtig god og ærlig rødvin, der umiddelbart kommer en i møde med en tilpas kraftig smag og en let sødme. Den er lavet på 85 procent af Spaniens store drue, Tempranillo, der holder 15 procent Cabernet Sauvignon i hånden. En udmærket duet.

Château les Adams, Lussac Saint-Émilion, Frankrig 1996
65 kr. (120 kr. for 2 flasker), Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
Dette er årets jagtvin fra Chris-Wine, og som sædvanlig støtter firmaet Danmarks Jægerforbund med et beløb pr. solgt flaske. Beløbet uddeles som Danmarks Naturpris, og denne pris går i år til Kristian Mortensen, der sammen med sin familie igennem mere end 25 år har skabt en fredskov, hvor fugle og dyrevildt er mangfoldigt. Og vinen - ja, den er en blød og saftig rødvin med god frugt - netop som man har lov til at forvente med en vellavet Saint-Émilion i glasset.

Villa Mt. Eden Zinfandel, Californien, USA 1996
109,75 kr., H.J. Hansen Vinhandel, tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København: 35 42 43 11 og i Aalborg: 98 12 52 90, samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00.
Solmoden, blød og dejlig rødvin - en af de bedste og mest elegante zinfandel'er, VinAvisens udsendte smagte på den nylige vinrejse til Californien. Den har en dybrød, stofrig farve, en kraftig og tiltalende duft og en harmonisk og rigtfaceteret smag. En nydelse.


VinAvisens gyldne etiket
Når VinAvisens smagepanel finder vine til "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), arbejder vi med kun to muligheder: Enten er en vin godkendt - eller også skriver vi ikke om den.
VinAvisen er jo en gratis-omdelt avis, hvis økonomi bæres af annoncer. Derfor giver vi importørerne mulighed for - mod betaling - at udstille godkendte vine på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres de udvalgte vine med VinAvisens gyldne etiket med teksten "Udvalgt af www.vinavisen.dk”.
Vi kan sammenligne ordningen med en censureret maleriudstilling, og kun vine, som VinAvisen smagepanel har udvalgt, prøvesmagt og godkendt, vil kunne udstilles på denne måde i vore udstillingslokaler i Cyberspace.
I afsnittet Hvilken vin passer til maden? er aktuelt optaget følgende vine:

MOUSSERENDE VINE
* Café de Paris Brut til 58,95 kr. fra World Brands Denmark (tlf.: 39 27 02 01). (28-39).
* Bonaval Cava, Bodegas Inviosa, Spanien til 56 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (24-35).

HVIDVINE
* Kendall-Jackson Chardonnay, Vintner's Reserve, California, USA 1997, hvidvin til 99,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (33-45).
* S.A. Prüm Riesling halbtrocken, Mosel-Saar-Ruwer, Tyskland 1997, hvidvin til 60 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (33-45).
* Renaissance Chardonnay, North Yuba, Californien, USA 1995 til 139 kr. fra Hela Wine & Spirits (tlf.: 75 54 04 40). (30-41).
* Santa Rita 120, Chardonnay, Valle del Maule, Chile 1998 til 47,95 kr., Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (30-41).
* Montevina Estate Chardonnay, Californien 1997 til 68,50 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (29-40).
* Raimat Chardonnay, Costers del Segre, Spanien 1998 til 60 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (29-40).
* Villa Mt. Eden Chardonnay, California 1995 til 109,75 kr. fra H.J. Hansen (tlf.: København 35 42 43 11, Aalborg 98 12 52 90 samt Odense og kæden Vinspecialisten 63 12 82 00) (28-39).
* Nederburg Chardonnay, Western Cape, Sydafrika 1997 til 47,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (26-37).
* Etchart Torontés, Rio de Plata, Salta, Argentina 1997 til 49,95 kr. fra World Brands Denmark (tlf.: 39 27 02 01). (24-35).
* Carmen Chardonnay, Central Valley, Chile 1998 til 57 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (24-35).
* Jacob's Creek Dry Riesling, Orlando, South Eastern Australia 1998 til 47,95 kr. fra World Brands Denmark (tlf.: 39 27 02 01). (23-34).
* Mystic Cliffs Chardonnay, Oak Barrel, Californien 1997 til 48,95 kr. i OBS!, Kvickly og SuperBrugsen. (22-33).
* Fontenoy Chardonnay, Cruse, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1997 til 47 kr. fra World Brands (tlf.: 39 27 02 01). (22-33).

ROSÉVINE
* Domaine de Triennes, Gris de Triennes, Vin de Pays du Var, Frankrig 1997 til 45 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (29-40).
* Santa Rita, Doña Paula Rosé, Maipo, Chile 1998 til 49,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (24-35).
* Palacio De La Vega Rosado, Navarra, Spanien 1997 til 47 kr. fra World Brands Denmark (tlf.: 39 27 02 01). (23-34).


RØDVINE
* Domaine du Petit Romain, Costières du Nimes, Frankrig 1998 til 49,75 kr. (6 for 250 kr.) i H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København: 35 42 43 11 og i Aalborg: 98 12 52 90) samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00).
* Kendall-Jackson Zinfandel, Vintner's Reserve, California, USA 1997, rødvin til 99,95 kr., Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (33-45).
* Renaissance Cabernet Sauvignon, North Yuba 1993 og 1994, begge årgange til 109 kr. fra Hela Wine & Spirits (tlf.: 75 54 04 40). (31-42).
* Trivento Reserve, Syrah / Malbec, Viña Patagonia, Mendoza, Argentina 1997 til 59,95 kr. i Føtex. (31-42).
* Château Mont-Redon, Lirac, Frankrig 1997 til 94 kr. fra Frederiksberg Vinimport (tlf.: 38 19 06 33). (31-42).
* Santo Mexico, Baja California, Mexico 1996 til 36,75 kr. fra Det Franske Vinlager (tlf.: 43 50 04 00). (30-41).
* El Thidio Cabernet Sauvignon, Chile 1997 til 36,95 kr. fra Det Franske Vinlager (tlf.: 43 50 04 00). (30-41).
* Gandia Tempranillo, Hoya Valley, Utiel-Requena, Spanien 1996 til 95 kr. for 3 flasker fra Det Franske Vinlager (tlf.: 43 50 04 00). (30-41).
* Savona Cabernet Sauvignon, Californien, USA 1996 til 120 kr. for 2 flasker i Bilka. (30-41).
* Château de la Rivière, Fronsac, Frankrig 1994 til 69,95 kr. fra Det Franske Vinlager (tlf.: 43 50 04 00). (30-41).
* Weinert Malbec, Mendoza, Argentina 1994 til 99,75 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København: 35 42 43 11 og i Aalborg: 98 12 52 90) samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00). (30-41).
*Calzadilla, Huete-Cuenca Crianza, Spanien 1995 til 85 kr. hos Falke Vin (tlf.: 31 39 11 65). Import: ViniPortugal (tlf.: 43 63 32 22) (30-41).
* Taltarni, Fiddleback Terrace Red , Victoria, Australien 1997 til 66 kr. fra Australian Wine Import (tlf.: 45 82 09 15) (29-41).
* Weinert Malbec, Mendoza, Argentina 1994 til 99,75 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11, og i Aalborg 98 12 52 90, samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00). (29-40).
* Pasolini Dall'Onda, Dove, Chianti, Italien 1996 til 58,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (29-40).
* Renaissance Zinfandel, North Yuba, Californien, USA 1996 til 129 kr. fra Hela Wine & Spirits (tlf.: 75 54 04 40). (29-40).
* Chateau Montelena, The Montelena Estate Cabernet Sauvignon, Napa Valley, USA 1995 til 425 kr. fra Master Wines (tlf.: 74 55 28 27). (29-40).
* Grappolo d'Oro, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 1997 til 43 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (29-40).
* Alta Montana Malbec, Mendoza, Argentina 1997 til 39 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (29-40).
* Trivento Syrah, Viña Patagonia, Mendoza, Argentina 1998 til 44,95 kr. i Føtex. (29-40).
* Montevina Estate Cabernet Sauvignon, Californien 1994 til 68,50 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65) (28-39).
* Montevina Estate Zinfandel, Californien 1994 til 68,50 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65) (28-39).
* Oak Village Cabernet Sauvignon, Stellenbosch, Sydafrika 1997 til 49,95 kr. fra Vingaarden (tlf.: 63 17 18 19). (27-38).
* Fattoria Lilliano, Chianti Colli Fiorentini, Italien 1997 til 65 kr. fra J.E. Nielsen (tlf.: 66 12 16 88). (26-37).
* Villa Torre, Citra Vini, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 1997 til 55 kr. fra Furesø Vinimport (tlf.: 45 85 70 49). (24-35).
* Caroso, Citra Vini, Montepulciano d'Abruzzo Riserva, Italien 1994 til 98 kr. fra Furesø Vinimport (tlf.: 45 85 70 49). (24-35).
* Château des Eyssards, Bergerac, Frankrig 1996 til 48 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (24-35).
* Castello Silvio Nardi, Chianti Colli Senesi, Italien 1997 til 67,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (24-35).
* Château-Portier, Moulin à Vent, Frankrig 1995 til 77,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (24-35).
* Breakaway Grenache/Shiraz, South Eastern Australia 1997 til 68 kr. fra Lars Bjørn Vinimport (tlf.: 39 64 30 00). (23-34).
* Raimat Abadia, Costers del Segre, Spanien 1996 til 60 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (23-34).
* Carmen Syrah Reserve, Maipo Valley, Chile 1997 til 95 kr., Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (24-35).
* Mystic Cliffs, Cabernet Sauvignon, Californien, USA 1995 til 48,95 kr. i OBS!, Kvickly og SuperBrugsen (22-33).
* Palacio de Monsalud, Vino de Extremadura, Spanien 1994 til 49,95 kr. i Iso og SuperStore, import: ViniPortugal (tlf.: 43 63 32 22). (21-32).
* Sirius, P.A. Sichel, Bordeaux, Frankrig 1996 til 75 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (21-32).
* Mystic Cliffs, Cabernet Sauvignon, Californien, USA 1995 til 48,95 kr. fra OBS!, Kvickly og SuperBrugsen. (22-33).

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk