Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 15, 2000


Vin-aktuelt i uge 15
10. april - 16. april 2000
      Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
      Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
      OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet, gerne sammen med anden tekst. Klik her: anker@vinavisen.dk
Links til de forrige uger
Vi ved, at nogle af vore 5-7000 læsere kun læser VinAvisen hver anden uge. De læser ugens aktuelle nyhedsbrev og finder forrige uge i arkivet.For at lette livet for disse hver-anden-uge-læsere bringer vi her links til de forgangne tre uger:
VinAvisen uge 12VinAvisen uge 13VinAvisen uge 14


.
      Denne uges motto
      Tag mod gode råd i vin, men fat beslutninger i vand.
Engelsk ordsprog

Pressehetz gør vinen dyrere
I Spanien har man - efter Politikens ubegrundede beskyldninger mod FDB for vin-fusk (se uge 13 og 14) - haft en diskussion mellem de lokale myndigheder og det spanske landbrugsministerium, og meget tyder på, at man vil kvæle undtagelserne fra reglerne om, at Reserva-vine skal aftappes i den enkelte region.
I et brev til FDB fra vinmyndigheden, Consejo Regulador, i Jumilla skriver præsidenten, José Garcia-Carriom Jordán, at hverken FDB eller koncernens spanske leverandør har brudt eksisterende regler. Men efter Politikens skriverier vil man indføre, at alle vine, der benævnes Crianza eller Reserva, skal tappes lokalt.
Det lyder jo meget tilforladeligt, men man får nemt en mistanke om, at spanierne benytter lejligheden til at hindre eksport af deres vin i bulk til aftapning i udlandet. Kan de selv stå for aftapningen, vindes både indtjening og arbejdspladser.
Det, som Politiken fik ud af denne sag, er med andre ord, at vinen - den samme vin - bliver dyrere for de danske forbrugere, idet der nu skal betales flaskeafgift, ligesom fragten bliver dyrere.
.
      De trak 110.000 flasker op
      Så sluttede VinItaly, den store vinmesse i Verona i Italien. 3143 vinproducenter fra 23 lande udstillede deres vine, og i alt blev der trukket over 110.000 flasker op.
      Der blev også uddelt adskillige præmier, hvoraf de vigtigste gik til franske, tyske, californiske og chilenske producenter.
      Der er en god grund til, at italienerne afholder denne store messe. Italien er Europas næststørste vinland, når det gælder produktionen. Frankrig producerer hvert år cirka 65.350.000 hektoliter vin, mens Italien producerer 60.000.000 hl. Hele 87 procent af Europas vinproduktion kommer fra Italien, Spanien og Frankrig. I hele unionen er der 1,8 millioner vinbønder, hvoraf mange naturligvis er små, og tilsammen dyrker de et areal på 3,2 millioner hektar.
      Ifølge WOW FaxNews er Italien nr. 1, når det gælder antallet af vinbønder, mens Spanien har udlagt det største areal til vinmarker.

Der er gang i den på Fyn
I Fyens Stiftstidende rapporterer Ole Frank Rasmussen, at Vinens Verden i Odense i 1999 øgede sin omsætning med 25 procent og sin indtjening til 2,2 millioner kr.
Firmaet nøjedes dog ikke med at lade de gyldne dråber dryppe på de to storaktionærer, Kåre Selvejer og Peter Thuesen. Ejerkredsen er i årets løb blevet udvidet med 21 vinhandlere og en række ansatte, der i dag ejer en tredjedel af aktiekapitalen på 9,1 millioner kr.
Det er kun seks år siden, Kåre Selvejer og Peter Thuesen forlod H.J. Hansen, satte 200.000 kr. på højkant og startede Vinens Verden.
Også H.J. Hansen Vin & Delikatesser kan melde om en omsætningsfremgang på cirka 25 procent, og i løbet af 1999 er der kommet yderligere fem-seks butikker med i den frivillige kæde Vinspecialisten, der serviceres af H.J. Hansen. Desuden er firmaet fortsat leverandør til det polske luftfartsselskab LOT.
H.J. Hansen, der har en egenkapital på 15,7 millioner kr. opgiver ikke omsætningens størrelse, men indtjeningen i 1999 var 4 millioner kr.
Vinens Verden har 8 ansatte, H.J. Hansen har 77.
.


Det er et udtryk for bogens positive holdning til den vinøse nydelse, at forsidebilledet ikke er Degas' deprimerende "Absintdrikkerne", men Krøyers "Hip, Hip, Hurra!".
      Dansk læge skriver enestående vinbog
      Det er et imponerende værk, lægen Erik Skovenborg har skrevet om alt det, der gør vinen så helsebringende og dejlig - og så farlig, når man omgås den på den forkerte måde.
      På 320 tætskrevne sider har han samlet et mylder af facts, en mængde resultater af kliniske undersøgelser, en masse citater og anekdoter. Det må have været et hestearbejde at samle alt dette stof og lægge det frem på en både forståelig og underholdende måde, men det er lykkedes. Erik Skovenborg har skabt en enestående og helt anderledes vinbog.
      Bogen er fyldt med overraskende oplysninger, og mange myter aflives undervejs - fx den gamle tro på, at man får en hurtigere rus, når der er kulsyrebobler i vinen. Det gør man ikke.
      Bogen henvender sig til alle, der gerne vil have ren besked om de våde varers betydning for helbredet - på godt og ondt. Den undgår moralprædikener og løftede pegefingre, og man mærker, at det er en vinelsker, der har skrevet den. Den kan anbefales på det bedste.
      Bag i bogen er der en fyldig liste over den anvendte litteratur, men yderligere har Erik Skovenborg lagt en liste over referencer ud på forlaget Klims hjemmeside med adressen www.klim.dk.
      "Vin og helbred" udkommer i morgen, tirsdag, og koster 298 kr.

Nordens bedste sommelier
I mandags blev Jesper Boelskifte fra "Brasserie le Sommelier" i København kåret som Nordens bedste sommelier i konkurrence med de bedste sommelier fra alle de nordiske lande.
Konkurrencen fandt sted i Reykjavik på Island og bestod af skriftlige prøver, blindsmagning og gæstepleje på scenen.


Avis klager over billig pris
I Nordjyske Stiftstidende har Flemming Junker anholdt Bilka for at reklamere med "i denne uge" at nedsætte prisen på den meget roste Primitivo di Manduria til 29,95 kr., hvilket er hele 33 procent under normalprisen.
"Spar 15 kr." står der, selv om vinen også kostede 29,95 kr. i sidste uge og forrige uge og forrige uge igen helt til tilbage til 6. januar.
Bilka forklarer det med flere argumenter, blandt andet med at netop denne vin har været så godt et slagtilbud, at man derfor har gentaget det uge efter uge. Yderligere har vinen hele tiden været solgt til denne pris i Netto. Men den 2. maj er det slut. Derefter sættes vinens pris op til 44,95 kr. - hvilket nok skal få nogle af kunderne i Netto og Bilka til at hamstre!

Derfor er 100-point skalaen forkert
Det britiske vinblad Decanter har bragt et brev fra en læser, Jamie Goode, om problemerne med at vurdere vine efter en 100 point skala. Blandt andet skriver han:
At give point til vine svarer til at gå gennem National Gallery og give malerierne point efter en 100-skala - det ville være et mærkeligt og temmelig meningsløst forehavende. Pointgivningen forudsætter også eksistensen af en "universel smag" - at vi alle, når vi smager vin, smager det samme.
Hele ideen er falsk. Undersøgelser foretaget af Yale-professor Linda Bartoshuk har vist, at der findes arveligt betingede forskelle med hensyn til følsomheden over for bitre komponenter, og at mennesker kan deles op i tre forskellige og helt adskilte gruppe, der hver især vil have markant forskellige smagsoplevelser, når de drikker et glas vin.

FDB tjener penge på Nettet
I Berlingske Tidende fortæller Niels Møller, at FDB har succes med salg på Internettet, ikke mindst når det gælder vin. I sammenligning med, at FDB hver uge har 800.000 kunder i butikkerne, er det stadig en lille omsætning på Nettet, men den giver overskud.
FDB ofrer ikke de store penge på at gøre e-handelen kendt. - Med de erfaringer jeg har, kan jeg ikke se, at det kan hænge sammen, siger FDB's marketingdirektør Henning N. Jensen til avisen. - Vi udbygger Internet-butikken roligt i takt med, at kunderne handler i den.
P.t. er butikken på web-adressen www.fdb.dk forbeholdt FDB's medlemmer, der efter at have bestilt varerne kan hente dem i en af de 1000 FDB-butikker.
Ifølge FDB's undersøgelser stammer 40 procent af salget i Internet-butikken fra kunder, der ikke tidligere har købt de særlige medlemstilbud, som FDB hver måned reklamerer for i bladet Samvirke. Så her er altså tale om rent mersalg.

Tjenerne bør stå inde for vinene, de serverer
I Nordjyske Stiftstidende skriver Jørgen la Cour-Harbo om problemet med propsmag. I mandags blev syv ud af 88 flasker kasseret ved en smagning i Himmerland, skriver han, og det var alle vine fra 50 kr. og opefter, så der var ikke nødvendigvis sparet på propkvaliteten.
Propsmag i vinen er et stort problem i restauranter, hvor man overlader det til kunden at afgøre, om der serveres et dårligt produkt. Mange har ikke erfaring nok til at afgøre, om vinen er i orden. Den slags må man forvente, at fagfolkene - altså tjenerne - kan tage sig af.
Hvis det skulle overføres til maden, ville kokken ikke smage på den mad, der var fremstillet, men sende det hele ind til gæsterne, som så kunne returnere de tallerkener, de ikke var tilfredse med. Er den situation ikke utænkelig? spørger Jørgen la Cour-Harbo.
Yderligere peger han på vigtigheden af, at hver eneste flaske kontrolleres. Det er fx stærkt kritisabelt, at gæsten godkender den først åbnede flaske, hvorefter tjeneren bare skænker oveni fra nye flasker uden at kontrollere dem.

International konkurrence for vintjener-elever
På torsdag afholdes den indledende prøve for sommelier-elever på Hotel- og Restaurantskolen i København i den internationale konkurrence "Challenge Côtes du Rhône".
Konkurrencen er udskrevet af distriktets vinkomité i samarbejde med Sopexa for at fremme uddannelsen, danne respekt omkring vintjenerfager i Europa, øge kendskabet til ønologi gennem teoretiske kurser og blindsmagninger samt for første gang at organisere et møde mellem fremtidens vintjenere.
I den indledende prøve på torsdag deltager elever fra landets syv hotel- og restaurantskoler i København, Esbjerg, Kolding, Vejle, Silkeborg, Slagelse og Ålborg.
Vinderne fortsætter til semifinalen den 26. april, hvorefter den endelige danske vinder skal dyste med unge vintjener-elever fra seks andre lande - Tyskland, Belgien, Luxembourg, Holland, Sverige og Schweiz - under den internationale finale den 22. maj i Avignon.
.
.
Ædle vine
til salg
.
      Her er VinAvisens opslagstavle, hvortil læserne kan indsende besked om vine, de har til salg - eller vine, de efterlyser. Vi optager gratis indlæg fra private, og køber og sælger må selv kontakte hinanden og tinge om priser osv.
      Under disse linier kommer ugens opslag, og lignende tilbud og efterlysninger kan e-mailes til anker@vinavisen.dk
.38
      Sælges: 2 flasker Château de Caïx 1978 - såvidt jeg ved den første årgang af Prins Henriks vin. 250 kr. pr. stk. Henvendelse til Ole Schelde, tlf.: 45 81 20 20.

Italiensk kvalitets-certifikat på vej
Inden for industrien arbejder man med internationale kvalitets-standarder. Blandt andet kan en virksomheden, når den opfylder en lang række kvalitetskrav, opnå det såkaldte ISO 14000 certifikat.
Til efteråret vil Italiens førende vinproducenter indføre et lignende program, som de kalder Vision 2000. Dette blev offentliggjort på den netop afsluttede VinItaly-messe i Verona.
Italienerne sigter især på deres store eksport af bulk-vine, hvor det af hensyn til konkurrencen på verdensmarkedet er meget vigtigt at kunne levere vin af en ensartet og veldefineret kvalitet.
Fx leverer det italienske vinfirma Cavit store mængder vin til det californiske firma E. & J. Gallo, der bruger vinen til deres vinmærker Gossamer Bay og Ecco Domani. Af den sidste vin laves der 650.000 kasser om året.
Cavit er også den største leverandør til det kinesiske marked.

Flot fremgang for Skjold Burne
Skjold Burne Vinhandel har gjort resultatet for 1999 op og kan melde om en flot fremgang, både omsætningsmæssigt og med tilgangen af nye vinhandlere, der er optaget i kæden.
På vin-siden har fremgangen i omsætning været på mere end 18 procent, og spiritus-salget er gået frem med over 16 procent. I samme periode har vinbranchen som sådan haft en stigning på cirka 3 procent på vin, mens salget af spiritus er stagneret.
Skjold Burne Vinhandel består i dag af 87 forretninger. I 1999 kom forretninger til i Ejby, Give, Grenå, Horsens, Hørsholm, Kolding, Lemvig, Rungsted Kyst, Skive, Stenløse og Søborg samt i Købenavn i Dr. Tværgade og på Jagtvej. Og allerede i år er fem kommet til - i Dragør, Gilleleje, Silkeborg, Skagen og Sønder Omme.
Hermed cementerer Skjold Burne Vinhandel sin position som den absolut største kæde af vinhandlere i Danmark.
.


En skærmside fra programmet WineData, der giver en oversigt over rødvine fra Bordeaux.
      Programmer til vinkælderen
      Flere læsere har spurgt, om man kan få computerprogrammer til at holde check på flaskerne i en vinkælder.
      Det kan man godt. Kjær & Sommerfeld (tlf.: 70 15 65 00) sælger et sådant program på to disketter, og med det kan man indføre alle oplysninger, printe lister ud på kryds og tværs og lave trykte vinkort, hvis man har brug for det. Programmet koster 225 kr.
      Et andet program er lavet af det amerikanske it-firma Wine Tecnologies i samarbejde med Robert Parker. Det er en database, hvori vinene kan noteres, og yderligere kan man hente oplysninger om en lang række vine. En gratis, men beskåret demo-version af programmet kan downloades fra adressen http://www.winetech.com/.
      Endelig er der en række programmer, WineData, der ud over en database giver en række interessante funktioner og oversigter over forskellige typer vine, druesorter og distrikter. Dette interessante program kan man læse mere om på adressen http://www.winetitles.com.au/vindata.htm.
Topvine på Internettet
Den italiensk vinproducent Arnaldo Caprai er en af de førende i appellationen Sagrantino di Montefalco. Nu har Marco Caprai lavet en topvin, Nero Outside, som han udelukkende vil sælge via Internettet.
- Min idé, siger han, - bygger på en enkel analyse af, hvor det er bedst at sælge en speciel vin i et begrænset oplag og gøre det muligt for vinelskere og samlere over hele verden at købe vinen. Efter min mening er det på Nettet.
Marco Caprai siger til det amerikanske Wine Market Report, at flere og flere producenter af topvin vil bruge Internettet som en vej til at opnå de højest mulige priser for deres vine.

Flere bedømmelse af de store 1999-bordeaux'er
I sidste nummer af VinAvisen citerede vi det amerikanske vinblad Wine Spectator, der lynhurtigt har bragt sine smagenotater af 1999-årgangens topvine ud på Internettet. Der var i alt 66 vine på listen.
Bladets medarbejder, James Suckling, har smagt fadprøver, men i stedet for at give præcise point til den enkelte vin, bedømmer han vinene inden for visse rammer alt efter deres potentiale for videre udvikling.
Nedenfor ses listen over de 85 vine, han nåede at smage i den forløbne uge - ud over de 66, vi havde med på listen sidste gang. Hans smagekommentarer findes på adressen http://www.winespectator.com/Wine/Spectator/Feature/Bordeaux/99notes.html
.
Fremragende potentiale (90-94 point)
Château Canon-la Gaffelière, St.-Emilion 1999
Château Franc-Mayne, St.-Emilion 1999
Château La Mondotte, St.-Emilion 1999
Outstanding Potential (90-94)
Château Pavie-Decesse, St.-Emilion 1999
Château Pavie, St.-Emilion 1999

Meget godt til fremragende potentiale (88-90 point)
Château Beauregard, Pomerol 1999
Château Bergat, St.-Emilion 1999
Château Clinet, Pomerol 1999
Château Dauzac, Margaux 1999
Château La Fleur de Gay, Pomerol 1999
Château Giscours, Margaux 1999
Château Grand-Mayne, St.-Emilion 1999
Château Langoa Barton, St.-Julien 1999
Château Larrivet-Haut-Brion, Pessac-Léognan 1999
Château Léoville Barton, St.-Julien 1999
Château Malartic-Lagravière, Pessac-Léognan 1999
Château Palmer, Margaux 1999
Château Rauzan-Ségla, Margaux 1999
Château du Tertre, Margaux 1999
Château Troplong-Mondot, St.-Emilion 1999
Château Conseillante, Pomerol 1999
Château Ferrière, Margaux 1999
Château Grand-Puy-Ducasse, Pauillac 1999
Château Kirwan, Margaux 1999
Château Monbousquet, St.-Emilion 1999
Château Quinault, St.-Emilion 1999

Meget godt potentiale (85-87 point)
Château Batailley, Pauillac 1999
Château Brane-Cantenac, Margaux 1999
Château Canon, St.-Emilion 1999
Château Cantemerle, Haut-Médoc 1999
Domaine de Chevalier, Pessac-Léognan 1999
Clos de L'oratoire, St.-Emilion 1999
Clos Fourtet, St.-Emilion 1999
Château Cos-Labory, St.-Estèphe 1999
Château La Croix-de-Gay, Pomerol 1999
Château La Dominique, St.-Emilion 1999
Château du Domaine de L'église, Pomerol 1999
Château La Gaffelière, St.-Emilion 1999
Château Léoville Poyferré, St.-Julien 1999
Château La Louvière, Pessac-Léognan 1999
Château Olivier, Pessac-Léognan 1999
Château Poujeaux, Moulis 1999
Château Smith-Haut-Lafitte, Pessac-Léognan 1999
Château Talbot, St.-Julien 1999
Château Tertre Daugay, St.-Emilion 1999
Château Trottevieille, St.-Emilion 1999
Château Beychevelle, St.-Julien 1999
Château Branaire-Ducru, St.-Julien 1999
Château Gazin, Pomerol 1999
Château Gruaud-Larose, St.-Julien 1999
Château Lafon-Rochet, St.-Estèphe 1999
Château Malescasse, Haut-Médoc 1999
Château Montrose, St.-Estèphe 1999
Château Rol Valentin, St.-Emilion 1999
Château d'Aiguilhe, Côtes de Castillon 1999
Château Cap de Faugères, Côtes de Castillon 1999
Château Gigault, Premières Côtes de Blaye Cuvée Viva 1999
Château Grand Corbin, St.-Emilion 1999
Château Les Grands Maréchaux, Premières Côtes de Blaye 1999
Château Laroze, St.-Emilion 1999
La Mauriane, Puisseguin-St.-Emilion 1999
Château Poupille, Côtes de Castillon 1999
Château Les Trois Croix, Fronsac 1999

Godt potentiale (80-84 point)
Château Larmande, St.-Emilion 1999
Château Meyney, St.-Estèphe 1999
Château La Pointe, Pomerol 1999
Château Prieuré-Lichine, Margaux 1999
Château Carbonnieux, Pessac-Léognan 1999
Château Chasse-Spleen, Moulis 1999
Château Croizet-Bages, Pauillac 1999
Château Haut-Bages-Libéral, Pauillac 1999
Château Haut-Bailly, Pessac-Léognan 1999
La Fleur de Boüard, Lalande-de-Pomerol 1999
Château Le Pin Beausoleil, Bordeaux Supérieur 1999
Château La Sergue, Lalande-de-Pomerol 1999
Château de Chambrun, Lalande-de-Pomerol 1999
Clos L'Église, Côtes de Castillon 1999
Château Mouton, Bordeaux Supérieur 1999
Château Prieuré Malesan, Premières Côtes de Blaye 1999
Château Puygueraud, Côtes de Francs 1999
Château Ste.-Colombe, Côtes de Castillon 1999

Gennemsnitligt potentiale (70-79 point)
Château de Fieuzal, Pessac-Léognan 1999
Château Figeac, St.-Emilion 1999

For stærkt øl i Ohio
Et belgisk bryggeri har lanceret en øl med det belgiske nationalsymbol Manneken Pis på etiketten. Øllet har nu fået problemer i staten Ohio i USA - ikke fordi indholdet i flaskerne ligner, hvad der nu engang kommer ud af den lille mannekens missetand, men fordi den nøgne mandsling støder an hos de bornerte amerikanere.
Nu sælger bryggeriet øllet i andre stater med et stempel over nationalsymbolet med ordene "Banned in Ohio" - forbudt i Ohio.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse drikkeværdige vine:

Viñardul Reserva, Tempranillo, Bodegas Castejón, Viños de Madrid, Spanien 1994
69 kr., Fionia Vinimport, tlf.: 65 93 36 96
Det er ikke så ofte, man møder vine fra distriktet vest og sydøst for Madrid. Herfra kommer vinen til hovedstadens middagsborde, og i mange år har man kun tænkt på kvantiteten. De sidste tyve år er madrilenerne dog også begyndt at forlange en smule kvalitet, og det har man rettet sig så meget efter, at distriktet fik tildelt DO i 1990. Denne rødvin er et godt bekendtskab. Dens duft er ikke så kraftig, men tiltalende, og smagen er blød og afrundet.

Saint Clair Chardonnay, Marlborough, New Zeeland 1999
69 kr., Bichel Vine, tlf.: 86 22 94 00
Denne hvidvin er både frisk og meget frugtagtig med en interessant smag, der er anderledes end, hvad man finder hos de fleste andre Chardonnay'er (prøv selv). Smagen har naturligvis mindelser om abrikos, lime, annanas og melon, men også andre spændende smagskomponenter, der måske hidrører fra den diskrete fadlagring.

La Cabotte, Marie-Pierre Plumet, Côtes du Rhône, Frankrig 1999
70 kr., Furesø Vinimport, tlf.: 45 85 70 49
En virkelig flot Rhône-vin, der trods sin ungdom er en stor nydelse nu, men som også kan gemmes et par år. Den kommer fra en lille familie-ejendom, der har hentet flere priser for deres vine. Denne rødvin er fyldig og blød med god frugt og en tiltalende sødme.

La Cabotte, Marie-Pierre Plumet, fadlagret, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1998
110 kr., Furesø Vinimport, tlf.: 45 85 70 49
En storebror til vinen ovenfor. Der produceres kun 2000 flasker af den om året, og vinen har fået den malolaktiske gæring på små fade, som den derefter har ligget på i otte måneder. Resultatet er blevet en blød og meget lækker rødvin, let krydret og med smag af sorte bær. Den må gerne ligge et par år, før den trækkes op.
.
    Her finder du de gode vine
    Når VinAvisens smagepanel har udnævnt en vin til at være blandt "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), vil den i en periode kunne placeres på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres vinen med VinAvisens gyldne Etiket.
    Listen over alle vine, der aktuelt udstilles på denne måde, kan du se ved at klikke på disse ord.
Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinjournalisterne har fremhævet i ugen, der gik. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
Frederiksborg Amts Avis (ved Jens Ole Kristiansen):
* Augustus Chardonnay, Puig & Roca, Penedès, Spanien 1998, hvidvin til 110 kr. fra Ole Bergman (tlf.: 48 28 00 35).

* Solar de Ubezo, Cariñena, Spanien 1996, rødvin til 67 kr. fra Ole Bergman (tlf.: 48 28 00 35).
* Villa Narcisa, Verdejo, Javier Sanz, Rueda, Spanien 1999, hvidvin til 55 kr. fra Ole Bergman (tlf.: 48 28 00 35).
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Chianti Celsus, Trambusti, Chianti, Italien 1998, rødvin til 39,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99).

Politiken (ved Henrik Steen Andersen):
* Cannonau de Sardegna, Selle & Mosca, Sardinien, Italien 1996, rødvin til 120 kr. for 3 flasker i Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
* Domaine Martin, Côtes du Rhône, Frankrig 1997, rødvin til 50 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Dunico, Masseria Pepe, Primitivo di Manduria, Italien 1998, rødvin til 80 kr. i Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
Alt for Damerne (ved Flemming Hvelplund):
* Rosemount Estate Shiraz, Upper Hunter Valley, Australien 1999, rødvin til 79,95 kr. i Gobi (tlf.: 36 13 00 60).

* Morellino di Scansano, Erik Banti, Italien 1998, rødvin til 49,95 kr. i Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
Jyllands Posten (ved Ulrik Boesen og Niels Lillelund):
* Beringer Chardonnay, Californien, USA 1997, hvidvin til 75 kr. fra Wine Selection (tlf.: 39 29 49 99).

Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Celsus, Trambusti, Chianti, Italien 1998, rødvin til 39,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99).

* Castello di Cacchiano, Chianti Classico Riserva, Selezione Millennio, Italien 1995, rødvin til 160 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99).
Smag & Behag (ved Henrik Oldenburg):
* Kanonkop Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika 1995, rødvin til 150 kr. fra Vingaarden (tlf.: 63 17 18 19).
* Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, Chile 1997, rødvin til 139,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Pago de Carraovejas, Reserva, Ribera del Duero, Spanien 1996, rødvin til 225 kr. hos VinoTinto (tlf.: 87 10 06 09).
* Viña Pendrosa, Reserva, Ribera del Duero, Spanien 1995, rødvin til 259 kr. fra Laudrup Vinimport (tlf.: 44 84 80 86).
* Barca Velha, Casa Ferreirinha, Douro, Portugal 1991, rødvin til 350 kr. fra Bacardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44).
* Gran Valtravieso Reserva, Ribera del Duero, Spanien 1994, rødvin til 599 kr. hos VinoTinto (tlf.: 87 10 06 09).
Berlingske Tidende (ved Søren Frank):
* Cagiòlo, Cantina Tollo, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 1995, rødvin til 79,95 kr. hos Føtex.
* Archidamo, Cantine Pervini, Primitivo di Manduria, Italien 1997, rødvin til 59,95 kr. i Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen):
* Fougeray de Beauclair, Bonnes Mares Grand Cru, Bourgogne, Frankrig 1994, rødvin til 419 kr. fra VinCabris (e-mail: vincabris@attglobal.net).


Vil du hellere have VinAvisen pr. fax?
Som en speciel service tilbyder vi at sende VinAvisen pr. fax til læsere, der endnu ikke er kommet på Internettet. Et abonnement for ti uger koster 495 kr. plus moms. Ring venligst til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20, og aftal nærmere. Faxen vil som regel blive sendt mandag eftermiddag.

Vil du hellere have hele VinAvisen som e-mail?
Flere travle branchefolk har spurgt os, om de kan få tilsendt VinAvisen direkte som e-mail - altså ikke kun ugens gratis løbeseddel, men hele avisens tekst. De finder det vigtigt at kunne holde sig ajour med, hvad der sker i vinens verden og få oplysninger og tips, der blandt andet kan hjælpe dem i forhandlinger med udenlandske producenter.
Dette kan godt lade sig gøre. Man kan tegne abonnement på VinAvisens friske nyheder hver mandag morgen tilsendt egen e-mail adresse. Prisen for abonnement i et halvt år er 390 kr.
Abonnement kan tegnes ved henvendelse til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk