Vin-aktuelt i uge 20
15. maj - 21. maj 2000
Links til de forrige uger
Vi ved, at nogle af vore 5-7000 læsere kun læser VinAvisen hver anden uge. De læser ugens aktuelle nyhedsbrev og finder forrige uge i arkivet.For at lette livet for disse hver-anden-uge-læsere bringer vi her links til de forgangne tre uger:
VinAvisen uge 17VinAvisen uge 18VinAvisen uge 19


.
      Denne uges motto
      Hvad siger klokken? Den er fem. Gå og hent mig en liter portvin!
Lord Tennyson

Beskyldninger på Internettet
To amerikanske ønologi-studerende, Haydn Wilson og Nicole Haller, var i udvekslings-praktik hos Kingston Estate Wines, der er Australiens tolvte-største vinproducent med en eksport på cirka 100 millioner kr. om året.
Da de kom hjem til Davis, hvor University of California har sit vin-fakultet, beskrev de deres oplevelser på Internettet - og berettede blandt andet, at Kingston fremstiller rødvin af hvidvin på Sultana-druer, der tilsættes røde drue-tanniner. Og for at fjerne en uønsket duft af svovlbrinte tilføjer Kingston yderligere sølvnitrat.
Australierne er naturligvis ømme om deres gode navn og rygte, og vinmyndighederne inddrog omgående Kingstons eksport-licens.
I onsdags fjernede de to britiske supermarkedkæder Tesco og Waitrose alle Kingston-flasker fra deres hylder. Og i fredags blev det ifølge den australske avis AsiaPulse bekræftet, at Kingston godt nok har brugt den forbudte sølvnitrat, men at niveauet var betydeligt lavere end den mængde, der er tilladt i almindeligt drikkevand.
Kingstons direktør, Bill Moularadellis, udtaler, at sølvnitratet ved en fejl var blevet brugt i stedet for kobbersulfat, der er et tilladt tilsatsmiddel. Derimod er det ikke forbudt at bruge rødt drueskind som farvemiddel, hvis druesortens navn ikke nævnes på etiketten.
Brancheorganisationen, The Australian Wine and Brandy Corporation, anbefaler, at Kinston bliver retsforfulgt, og at myndighederne foretager en generel undersøgelse af hele den australske vinindustri for at fastslå, at der - forhåbentlig - kun er tale om et enkeltstående tilfælde af fusk.

Ikke kun Stockholms skyld
I seneste udgave af Australian Wine News kan man læse, at det skandinaviske marked har oplevet en dramatisk udvikling især i Sverige, og at AWB (Australian Wine Bureau) med glæde har noteret den meget positive ændring, der skyldes åbningen af AWB-kontoret i Stockholm den 2. marts 1998.

Jay Anderson på det australske Stockholm-kontor skriver, at salget af australsk vin i Sverige er gået frem mere end 64 procent, mens det i Danmark er øget med 13 procent.
Nu er der sikkert nogle, der får den idé, at man bare skal åbne et kontor i Stockholm, så er man sikker på fremgang på det danske marked. Men man bør måske lige huske, at australierne for to-tre år siden ikke havde noget at sælge af. Denne situation har ændret sig totalt, og det kan jo udmærket have haft en ikke helt lille indflydelse på resultatet.

Også fremgang for californisk vin
Ikke kun salget af australsk vin er gået frem med 13 procent i Danmark. Det gælder også californisk vin - ifølge en statistik fra Wine Institute of California.

I 1999 er omsætningen øget med 13 procent og mængden med hele 24 procent i forhold til året før.
Her er situationen i øvrigt den samme som for australsk vin. For to-tre år siden var californierne i underskud med vin. Nu har de masser af sælge af.
Det interessante er i øvrigt, at californisk vin i samme periode i Sverige er gået tilbage med 21 procent - hvilket måske skyldes australiernes kontor i Stockholm ... :-)
Kikker vi nærmere ned i statistikken, vil vi se, at Danmark kan vise en fremgang i omsætning på 21 procent og hele 35 procent i mængde, hvis vi kun ser på flaskeimporten. På bulk-siden er vi gået 52 procent tilbage i værdi og 40 procent i mængde.
De første tre måneder i år viser en fremgang på mere end 100 procent.

.
..............
Over 500 interesserede
gæster smagte på vine fra 70 californiske vinhuse. Foto: Flemming Hvelplund.
Californisk på Børsen i København
På trods af sommersol og høj dollarkurs var der masser af besøgende til den årlige smagning af californiske vine på Børsen i København i torsdags.
Der var 70 vinhuse repræsenteret. Det er en rekord. Og der deltog mere end 300 branchefolk og 200 særligt vininteresserede forbrugere.
Tidligere år har det dominerende billede været Cabernet Sauvignon og Chardonnay. Nu så man mange flere druesorter repræsenteret. Særlig Sangiovese fører sig voldsomt frem.
Joel Butler MW holdt to seminarer, som viste, at man i Californien har fået godt styr på Sangiovese-druen.

Rekord i eksporten af Champagne
Champagne-eksporten slog naturligvis alle rekorder i 1999, melder WOW FaxNews. Det var den største i regionens historie.
Nøjagtigt 327.121.461 boblende flasker blev eksporteret, meddeler CIVC i Champagne-hovedstaden Reims. I alt steg eksporten fantastiske 12 procent, mere end beregnet med tanke på, at eksporten er steget seks år i træk.
Mest steg eksporten til Canada - over 60 procent. USA-eksporten steg med 40 procent, og til England blev der sendt 32 procent mere champagne end sædvanligt.
En stor eksport er dog ikke det samme som et stort salg. Rapporter først og fremmest fra England og Canada beretter, at de fleste varehuse ligger inde med store lagre af usolgt champagne.

Skal Syrah lanceres med brask og bram?
Bliver Syrah den næste in-drue? Noget kunne tyde på det. I løbet af ti år har flere både europæiske og oversøiske regioner sendt Merlot til tops. Nu synes Syrah at være på vej ind i rampelyset.
I Californien regner man med, at det ikke vil tage ti år, men kun fem, før Syrah er oppe ved siden af Merlot.
Ifølge Wine Market Report var der i 1988 kun 56 hektar med Syrah i Californien. I dag er der 4050 ha, og man regner med, at der i 2005 vil være cirka 7000 ha.
Når vi kommer frem til høsten i år, vil druemængden være øget med 83 procent i forhold til sidste år.
Nu spekulerer californiske vinfolk på, om de skal lancere den "nye" drue med en brask-og-bram marketing kampagne, eller om de bare skal lade den komme ind på scenen stille og roligt.

Tager mikrobølger propsmagen?
Problemet med propsmag er stort. Måske op til 10 procent af alle propper er syge og afgiver den væmmelige møffede smag af våd karklud.
Nu forlyder det ifølge WOW FaxNews, at mikrobølger er løsningen. En helt speciel teknik vil således kunne dræbe alle uønskede mikroorganismer i korken.
25 vinproducenter har fået lov til at prøve teknikken, og flere af dem påstår, at problemet er løst. De, der ikke har prøvet, er mere skeptiske. - Den melodi har vi hørt før, siger de.
Systemet med mikrobølgerne er udviklet af nogle forskere sammen med korkindustrien med EU som sponsor.

Ikke mere grappa og ouzo fra Sydafrika
Efter lange og bitre forhandlinger er EU nu blevet enige med Sydafrika om, at sydafrikanske producenter ikke mere benytter ordene grappa og ouzo på spirituosa.
Inden fem år skal navnene være væk fra alle etiketter, melder WOW FaxNews.
Ueningheden om de to navne var lige ved at ødelægge handelsforbindelserne mellem EU og Sydafrika.

Det øser ned i Californien
I de næste par uger blomstrer vinen rundt om på verdens vinmarker, og det er et problem i det nordlige Californien, hvor det har øset ned i flere dage.
Foråret derovre har ellers været præget af pragtfuldt vejr med løfter om en god blomstring, men nu frygter man, at det kraftige regnvejr i disse uger vil give en reduceret høstmængde - ligesom i 1998 og 1999.
Netop i disse dage er Chardonnay begyndt at blomstre - det er den af alle druesorterne, der er tidligst på færde.

Fornemme vine på auktion
Der kommer flere og flere vinauktioner på Internettet. Ind til den 21. maj kan man således byde på blandt andet seks flasker Château d’Yquem 1928 og syv flasker Château Cheval Blanc 1949 på det helt nye web-sted www.yezzz.com.

Vinmarked på Internettet
Ifølge Financial Times har den tidligere chef for Christie’s vinafdeling, Christopher Burr, oprettet www.Uvine.com, der skal være et marked for salget af verdens 600 topvine. En slags Internet-børs, der gør vejen fra sælger til køber mere direkte.
Foretagendet beregner sig en provision på 3½ procent fra både sælger og køber. Altså kun 7 procent, hvor auktionshusene jo tager betydeligt meget mere.

Børsnoterede store vine
Den franske børs, ParisBourse, meddelte i torsdags, at den tager skridt til at oprette et reguleret marked for andele i fine vine. Den første kontrakt forventes af gælde Grand Cru-Bordeaux'er, baseret på kasser med tolv flasker en primeur, årgang 2000, til levering om cirka 32 måneder.

Mange slotte og négocianter har allerede udtrykt deres interesse i initiativet, der beskrives som enestående på markedet. Man forudser, at det vil give deltagerne et godt redskab til behandling af risici.
For to måneder siden indgik ParisBourse i et tæt samarbejde med børserne i Amsterdam og Bruxelles for at oprette Euronext, der bliver Europas første fælles aktiemarked. Vinafdelingens navn bliver Winefex.

En komplet Rolls Royce
Fornylig var der et ret usædvanligt hammerslag på hele 800.000 kr. i det britiske auktionshus Sotheby's. Det faldt, da man bød på en 1979 Rolls Royce Silver Shadow 11 - komplet med fire kasser Krug-champagne i magnum-størrelse.

Var det noget med en Sauvignon Rouge?
Den sydafrikanske vinproducent Graham de Villiers på Mont Rochelle Mountain Vineyards i Franschoek er modig, skriver WOW FaxNews. Hans seneste vin bærer navnet Vignerons du Monde Sauvignon Rouge 1999.
Jo, det stemmer - ikke Sauvignon Blanc, men Sauvignon Rouge. Vinen laves på en blanding af Cabernet Sauvignon og Sauvignon Blanc.
Vi ved ikke, hvordan vinen smager. Vi tror, at fristelsen til at kombinere de to Sauvignon-druer har været større end viljen til at lave en god vin.
.
..
    Den danske vinbranche
    Hver uge samler og viderebringer VinAvisen nyheder fra den danske vinbranche.
    Vi ved jo godt, at de fleste af vore 5-6000 læsere er vininteresserede forbrugere, men vi ved også, at mange branchefolk følger med i vinens verden via VinAvisen. Så her har I stedet, hvor I kan læse, hvad der sker - og fortælle jeres kolleger og konkurrenter, hvad I pusler med. Adressen er: anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant at bringe.
    * Maxxium Danmark (tlf.: 39 16 06 00) har lanceret vine fra de de to californiske vinhuse Geyser Peak og Canyon Road.
    .

Glimrende vine til billige priser
I fredags havde København besøg af den chilenske bodega-ejer Thierry Villard, der præsenterede både sin søn, Sebastian, sine egne vine og vinene fra Bodegas Santa Emiliana.
Sebastian Villard leder Chiles første bødkeri for fremstilling af træfade, faderens eget foretagende, Villard Estate, er et lille "butiks-vineri", som den franskfødte vinmand grundlagde i 1989, mens Bodegas Santa Emiliana er en stor virksomhed - den producerer 24 millioner flasker om året. Men på hver sit plan laver både den lille "butik" og den store bodega glimrende vine, der rent prismæssigt er virkelig attraktive.
De billigste vine under navnet "Andes Peaks" - Andesbjergenes Toppe - koster kun 50 kr., og ikke mindst for en Chardonnay fra det chilenske smørhul, Casablanca Valley, er det overordentlig billigt.
Under rubrikken "Ugens fund" nedenfor bringer vi vore smagekommentarer. Vinene importeres af Chris-Wine.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse drikkeværdige vine:

Andes Peaks, Chardonnay, Bodegas Santa Emiliana, Casablanca Valley 1999
50 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
For en Chardonnay - og tilmed en Chardonnay fra Casablanca Valley - er 50 kr. en overordentlig rimelig pris. Hvidvinen, der ikke er fadlagret, har en frisk og dejlig smag med god Chardonnay-karakter og nuancer af tropiske frugter, banan, vanille og kanel.

Palmeras Estate, Chardonnay, Oak Aged, Bodegas Santa Emiliana, Casablanca Valley 1998
60 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
En flot hvidvin med frisk frugt og en fin smag af fadlagringen. Den har en god, fed Chardonnay-karakter og er en fortræffelig ledsager til lyst kød og fede fisk - fx laks (hvor Chile jo er verdens næststørste producent, næst efter Norge).

Villard Estate, Expresión Chardonnay, Casablanca Valley 1999
75 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
Fra det lille "butiks-vineri" Villard Estate kommer denne dejlige hvidvin, der fylder munden med frugt og en fornem sødme. Den har fået en diskret lagring i fade, der ikke - som sædvanlig - er på 225 liter, men på hele 300 liter. Kun Villard og Torres bruger disse helt specielle fade i Chile.

Villard Estate, Sauvignon Blanc, Casablanca Valley 1999
65 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
Denne liflige hvidvin er en frisk og typisk Sauvignon - en af dem, der helt efter bogen dufter og smager af hyld. Det er en frisk og dejlig hvidvin, som vi ikke ville betænke os på at skænke til sommerlige fjordrejer.

Andes Peaks, Merlot, Bodegas Santa Emiliana, Rapel Valley 1999
50 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
En meget saftig, blød og imødekommende vin på den blå Merlot-drue. En af den slags rødvine, som mange danskere godt kan lide, og som vil stå fint til mange retter. En rigtig "komfirmations-vin" blev der sagt under smagningen.

Palmeras Estate, Merlot, Oak Aged, Bodegas Santa Emiliana, Casablanca Valley 1998
60 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
Blød, afrundet og meget lækker rødvin med en smag af sorte bær, der understøttes af en diskret fadlagring.

Andes Peaks, Cabernet Sauvignon, Bodegas Santa Emiliana, Rapel Valley 1999
50 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
Denne rødvin er en top-sællert i Chile og på eksportmarkederne. Der går 8,4 millioner flasker af den om året! Og det er egentlig ikke så mærkeligt, for vinen er blød og meget lækker med en masse frugt og en let sødme. Et fund til prisen.

Palmeras Estate, Cabernet Sauvignon, Oak Aged, Bodegas Santa Emiliana, Casablanca Valley 1998
60 kr., Chris-Wine, tlf.: 43 43 65 65
En virkelig velbygget rødvin på den store drue, afrundet og lækker og med en let sødme. Nyd den til rødt kød og gode oste - eller til en ret med vildt og svampe.

Fiore, Castello di Meleto, Sangiovese di Toscana IGT, Italien 1997
158 kr., Vinens Verden, tlf.: 66 14 44 48
Fiore betyder blomst på italiensk - eller Klør, hvis man spiller kort. Her er det navnet på en meget flot rødvin, lavet på 95 procent Sangiovese og 5 procent Merlot. Den har en kraftig duft af kirsebær og en intens og frugtrig smag af samme bær plus brombær og solbær. En virkelig nydelse. På bagetiketten står der, at det er en "vino da meditazione", og man kan naturligvis godt meditere over den. Vi vil foretrække at drikke den til festmiddagen, hvor menuen står på lækkert kød og gode oste.
.
    Her finder du de gode vine
    Når VinAvisens smagepanel har udnævnt en vin til at være blandt "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), vil den i en periode kunne placeres på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres vinen med VinAvisens gyldne Etiket.
    Listen over alle vine, der aktuelt udstilles på denne måde, kan du se ved at klikke på disse ord.
Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinjournalisterne har fremhævet i ugen, der gik. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
Nordjyske Stiftstidende (ved Jørgen la Cour-Harbo):
* Riesling, Leon Beyer, Alsace, Frankrig 1998, hvidvin til 90 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90) - samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00).
Penge og Privatøkonomi (ved Søren Søndergaard og Ole Høy Hansen):
* Sylvaner, Les Producteurs Réunis de la Région de Ribeauvillé, Alsace, Frankrig 1998, hvidvin til 26,95 kr. i Netto.

Berlingske Tidende (ved Jacqueline Jensen):
* Tanca Farra Alghero, Sella & Mosca, Sardinien, Italien 1995, rødvin til 100 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Cabernet Sauvignon, Sella & Mosca, Sardinien, Italien 1995, rødvin til 200 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Château Plaisance, Cuvée Tradition, Cadillac, Frankrig 1998, sød dessertvin til 89,75 kr. for 50 cl fra Ludvig Bjørns Vinhandel (tlf.: 33 15 16 13).
* Trockenbeerenauslese, Weingut Münzenrieder, Sämling-Bouvier, Neusiedler See, Østrig, sød dessertvin til 129 kr. for 37,5 cl fra Erik Sørensens Vinhandel (tlf.: 39 62 61 67).
Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* Latour de France, Côtes de Roussillon Villages, Frankrig 1998, rødvin til 39,75 kr. fra Erik Sørensens Vinhandel (tlf.: 39 62 61 67).

Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Saint-Mayol Rouge, Lupé-Cholet, Bourgogne, Frankrig 1997, rødvin til 79 kr. fra Østjysk Vinforsyning (tlf.: 86 98 84 00).
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Joseph Drouhin, Beaujolais-Villages, Frankrig 1998, rødvin til 74,75 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90) - samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00).

Jyllands-Posten (ved Ulrik Boesen og Niels Lillelund):
* Baron de Ley Reserva, Rioja, Spanien 1995, rødvin til 75 i Føtex.

* Urbina Reserva, Rioja, Spanien 1994, rødvin til 169 kr. hos Fionia Vinimport (tlf.: 65 93 36 96).
* Roda 1 Reserva, Rioja, Spanien 1995, rødvin til 295 kr. fra Østjysk Vinforsyning (tlf.: 86 98 84 00).
Horsens Folkeblad
* Château de Seguin Cuvée Spéciale, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1997, rødvin til Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* 2000 Chenin Blanc / Chardonnay, Coastal Region, Sydafrika 2000, hvidvin til 30 kr. fra Vingaarden (tlf.: 63 17 18 19).
* Joseph Drouhin, Beaujolais-Villages, Frankrig 1998, rødvin til 74,75 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90) - samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00).
* La Cuvée, Leon Beyer, Alsace, Frankrig 1998, hvidvin til 69,75 kr. fra H.J. Hansen Vinhandel (tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90) - samt kæden Vinspecialisten (tlf.: 63 12 82 00).
Alt for Damerne (ved Flemming Hvelplund):
* Stonehedge Cabernet Sauvignon, Californien 1998, rødvin til 84,95 kr. fra Amke Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).

* J.Lohr Cabernet Sauvignon, Paso Robles, Californien 1997, rødvin til 110 kr. hos Irma.
B.T. (ved Gitte Hindholm og Svend Erik Olsen):
* Château Cascadais, Corbières, Frankrig 1997, rødvin til 55 kr. fra Fransk Dansk Kompagni (tlf.: 56 16 77 22).

Jyllands-Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Domaine Robert Vic, Cuvée Selection, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1998, rødvin til 45 kr. i Rungsted Vinhandel (tlf.: 45 57 03 20).

* Château Morgues du Gres, Côstières de Nîmes, Frankrig 1998, rødvin til 79 kr. hos Bichel Vin (tlf.: 86 22 94 00).
* Domaine Roger Perrin, Cuvée Prestige Vielles Vignes, Côtes du Rhône, Frankrig 1998, rødvin til 78 kr. fra Lars Bjørn Vinimport (tlf.: 39 64 30 00).
* Chauvenet-Chopin, Côte du Nuits Villages, Bourgogne, Frankrig 1997, rødvin til 104 kr. fra Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44).

Vil du hellere have VinAvisen pr. fax?
Som en speciel service tilbyder vi at sende VinAvisen pr. fax til læsere, der endnu ikke er kommet på Internettet. Et abonnement for ti uger koster 495 kr. plus moms. Ring venligst til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20, og aftal nærmere. Faxen vil som regel blive sendt mandag eftermiddag.

Vil du hellere have hele VinAvisen som e-mail?
Flere travle branchefolk har spurgt os, om de kan få tilsendt VinAvisen direkte som e-mail - altså ikke kun ugens gratis løbeseddel, men hele avisens tekst. De finder det vigtigt at kunne holde sig ajour med, hvad der sker i vinens verden og få oplysninger og tips, der blandt andet kan hjælpe dem i forhandlinger med udenlandske producenter.
Dette kan godt lade sig gøre. Man kan tegne abonnement på VinAvisens friske nyheder hver mandag morgen tilsendt egen e-mail adresse. Prisen for abonnement i et halvt år er 390 kr.
Abonnement kan tegnes ved henvendelse til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk