Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 21, 2000


Vin-aktuelt i uge 21
22. maj - 28. maj 2000
      Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
      Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
      OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet, gerne sammen med anden tekst. Klik her: anker@vinavisen.dk
Links til de forrige uger
Vi ved, at nogle af vore 5-7000 læsere kun læser VinAvisen hver anden uge. De læser ugens aktuelle nyhedsbrev og finder forrige uge i arkivet.For at lette livet for disse hver-anden-uge-læsere bringer vi her links til de forgangne tre uger:
VinAvisen uge 18VinAvisen uge 19VinAvisen uge 20


.
      Denne uges motto
      En vinelsker blev budt vindruer til dessert. - Nej tak, sagde han, idet han skubbede fadet væk, - jeg plejer ikke at indtage min vin i pilleform.
Anthelme Brillat-Savarin

Kæmpemæssigt vinkup
I tirsdags kunne aviserne melde om et kæmpemæssigt vinkup på Frederiksberg. Nogle tyveknægte brød sent sidste søndag ind i firmaet Viniberias vinlager på Flintholm Allé 20 E og stjal spansk rødvin for mellem 100.000 og 200.000 kr. Der forsvandt flere paller med i alt 10.500 flasker Monte Mira Reserva, Valencia 1994, samt 168 kartoner af "papvinen" Vega Mayor.
Man ved, at tyvene kørte vinen væk på en lastbil, der tilsyneladende normalt bruges til at køre med aviser. På stedet fandt man nemlig en del avispaller, der var læsset af vognen for at skabe plads til vinen.
Flaskerne er lette at kende på en karakteristisk hvid etiket og bevikling af forgyldt ståltråd, og de bærer ikke banderole.
Politiet beder om oplysninger, hvis nogle får tilbudt disse flasker.

Apropos banderoler
De stjålne vine var som nævnt uden banderoler - hvilket minder os om, at vi i sidste uge valgte en vin på en restaurants vinkort, hvorefter tjeneren kom med flasken i optrukken tilstand.
Jamen, hvad nu, hvis vi havde sagt: - Nåh, den! Nej, den kender vi! Den kan vi ikke lide. Så vil vi hellere have den Mouton-Rothschild 1961, der også stod på kortet ...
I virkeligheden er det nok så vigtigt, at tjeneren viser den tilproppede flaske frem, som at gæsten godkender vinens smag ved det lille fjollede ritual. Først derefter må tjeneren trække flasken op. Dette er også en garanti for, at man ikke har fyldt en billig papvin i en tom flaske ude i køkkenet.
Samtidig kan restaurantgæsten jo lige kaste et blik på flasken og se, om der overhovedet er banderole på den. Det var der ikke på en flaske, som en kvindelig medarbejder ved et herværende vinimportfirma for nylig blev præsenteret for på en restaurant i Jylland.

Apropos det forgyldte net
De stjålne vinflasker var som nævnt omviklet med et net af forgyldt ståltråd. Dette net, som spanierne kalder alambrado, blev indført i begyndelsen af 1900-tallet af Marqués de Riscal. Rioja-markisen havde opdaget, at tomme Riscal-flasker med den fine etiket blev fyldt med vine fra andre firmaer og ofte med vin, der slet ikke kom fra Rioja.
Dengang sluttede nettet med en plombe under flaskens bund, så man fik en garanti for, at vin og etiket hørte sammen. I dag er der ingen plombe, kun det dekorative net. Og det bruges også til andre vine end dem fra Rioja - fx de stjålne vine fra Valencia.

Den er helt gal i Bordeaux
Det går rigtig skidt for Bordeaux, skriver avisen SudOuest. Der er slet ikke gang i salget, og hvidvinen er i krise, faktisk i frit fald rent prismæssigt.
For to år siden var prisen for en tonneau (900 liter) rødvin, afhentet på slottet, cirka 12.000 francs. I dag dykker prisen igen og igen ned under 7000 francs.
Ifølge avisen er Bordeaux’s image falmet på flere traditionelle markeder som Belgien og Storbritannien, og ellers trofaste kunder søger andre steder hen - dvs. til Frankrigs Midi, til Italien, til de oversøiske vinlande og især til Spanien, som gør bemærkelsesværdige fremskridt. Hver dag ser man, hvordan denne konkurrence øges, mens Bordeaux’s appellationer taber markedsandele.
Det er, skriver avisen, som om importatørerne vil straffe Bordeaux, fordi de ikke har kunnet tjene penge på de forrige årgange.
Talrige gange igennem de to seneste år har man opfordret ejerne af de store slotte til at sænke deres priser, som var alt for grove.
Nogle har lidt sent forstået, at de - ligesom forkælede børn - har ødelagt et legetøj, der ellers virkede så godt.

Øllet ned, vinen op
Danmarks Statistik melder om fortsat fald i danskerne forbrug af øl - og en markant stigning i forbruget af vin.
Sidste år drak danskerne - inkluderet babyer, muslimer og afholdsfolk - i alt 542 millioner liter øl, hvilket var 2,6 procent lavere end i 1998. Samtidig drak vi 159 millioner liter vin, svarende til en stigning på 3,1 procent i forhold til 1998.
Spiritus-forbruget falder stadig. Sidste år faldt det 4,3 procent til 14,6 millioner liter.
I gennemsnit drikker hver dansker 9,5 liter ren alkohol om året, og det er hverken en stigning eller et fald i forbruget.

Rioja vandt over Belgien
I tirsdags vandt Spanien en retssag mod Belgien ved Europa-domstolen og fik lov til fortsat at nægte eksport af uaftappet Rioja-vin "in bulk" (tankvogn, container osv.).
Belgien havde anklaget Spanien for med Rioja-reglerne at have indført en ulovlig handelshindring, men retten afgjorde, at "opretholdelsen af Rioja-vinenes kvalitet og gode omdømme berettigede kravet om, at vinen aftappes på produktionsstedet”"

Syv vinbarer i København
I Berlingske Tidende har Søren Frank omtalt syv vinbarer, som han mener er et besøg værd. De ligger mærkværdigvis alle i København, men der da også være nogle i provinsen. Her er adresserne:
* Le Sommelier, Bredgade 63-65, 1260 København K, tlf.: 33 11 45 15.

* Casa d'Antino, Dronningens Tværgade 43, 1302 København K, tlf.: 33 15 15 05.
* Top of Town Wine Bar, Radison SAS Scandinavia Hotel, Amager Boulevard 70, 2300 København S, tlf.: 33 96 58 58.
* Vinbaren, Dronningens Tværgade 6, 1302 København K., tlf.: 33 32 09 82.
* Alex Vinbar & Køkken, First Hotel, Vesterbrogade 23-29, 1620 København V, tlf.: 45 81 09 60.
* Pegasus Vinbar, Mysundegade 28, 1668 København V, tlf.: 33 22 74 80.
* Bistro Bacchus, Victoriagade 8, 1655 København V, tlf.: 33 22 67 96.

Tung, dorsk og klæbrig
I Jyllands-Posten København farer Anders Grøndahl hårdt frem mod den sicilianske rødvin Santagostino 1996 på druerne Nero d'Avola og Syrah. Ifølge ham er den "tung, dorsk, vanillesød, klæbrig og fladpandet og har mistet enhver forbindelse med sin hjemegn, takket være endnu en af disse australske vinmagere, som rejser rundt og tager penge for at ødelægge vin."
Nå, vi kan jo ikke alle være enige. Her i VinAvisen skrev vi om samme vin: De er ikke bange for at prøve noget nyt nede på Sicilien, og de gør det med stor dygtighed. I denne rødvin, der er prisbillig i forhold til kvaliteten (49,95 kr.), har de blandet den franske Rhône-drue Syrah med den "indfødte" sicilianske drue Nero d'Avola. Vinen er en god mundfuld, ret saftig med smag af blomme, bær, chokolade, vanille ...
1997-årgangen af vinen, der importeres af Allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00) , fik 87 point i det amerikanske vintidsskrift Wine-Spectator - der ifølge Anders Grøndahl "brillerer ved at have en klæbrig smag."

Penge til luksus
Den franske luksuskoncern LVMH, Moët-Hennessy Louis Vuitton, solgte i tirsdags over halvdelen af sin 7 procent andel i det store internationale vin- og fødevarefirma Diageo for 736 millioner pund (9,15 milliarder kr.).
LVMH ventes at bruge pengene i sit meget aktive opkøb af firmaer, der sælger luksusprodukter, specielt ure, konfektion og kosmetik.
Diageo omfatter blandt andet Pillsbury, Guinness øl, Burger King, Smirnoff Vodka and Johnnie Walker Whisky.

Færre eksport-bobler fra Tyskland
Sidste år steg tyskernes salg af mousserende vin 7,3 procent til i alt 341,7 millioner liter. Det viser en opgørelse fra det statslige tyske statistikkontor. Samtidig faldt den tyske eksport af mousserende vin til andre EU-lande med 23,2 procent.
.

Côtes du Rhône vil i perioden maj-december være synlig på et stort antal bycykler i København.
    Rhône-vin på cykler
    Som bekendt går det bare derudaf for Rhône-vinene på det danske marked. I løbet af de sidste fire år er salget gået frem med 118 procent i mængde og 121 procent i værdi.
    Nu er Rhône også kommet på de danske bycykler, som man gratis kan køre rundt på efter samme princip som med vognene i supermarkedet - bare man afleverer cyklerne igen og holder sig inden for en bestemt grænse.
    Det er en god idé at lave et fremstød for en god vin på denne måde, men det er lidt synd, at hjulenes runde plakater ikke er layoutet lidt mere spændende og stærkt, ligesom teksten på den skrå bjælke virker meget presset og uharmonisk.


Næsen i klemme
Boisset er en gigant i Bourgogne. Firmaet ejer blandt andet F. Chauvenet, Jaffelin, Mommessin og J. Moreau & Fils. Endvidere har Boisset et firma, Jean-Claude Boisset USA, der med hovedsæde i San Francisco opererer på det amerikanske marked. Blandt andet sælger man mærkevare-vinen Joliesse Vineyard.
Nu har det amerikanske datterselskab fået næsen i klemme, idet vinmyndigheden, The Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms, har afsløret, at Boisset har sat kapsler med navnet Napa Valley på vin, der aldrig har set den berømte dal.
Det drejer sig om 324.000 flasker med Merlot Vin de Pays d'Oc fra Sydfrankrig og 168.000 flasker Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Sauvignon Blanc og White Zinfandel i den brede California-appellation.
Som straf suspenderede The Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms firmaets tilladelse til at tappe vin i hele sidste uge. Og firmaet må nu i gang med at udskifte kapslerne på 420.000 flasker.
Finale på Internettet
Den store internationale konkurrence for vintjener-elever afsluttes i dag mandag d. 22. maj kl. 12.30 i Avignon i Frankrig. Her mødes de syv finalister fra syv europæiske lande for at dyste om, hvem der ved mest om Côtes du Rhône. Fra Danmark møder således den danske vinder, Birthe Nørgaard, der er elev på Scanticon Comwell i Middelfart og følger undervisningen på Vejle Tekniske Skole.
Begivenheden transmitteres direkte på Internettet på adressen www.vins-rhone.com.

Begejstret - og mindre begejstret
Fyens Stiftstidendes Jørgen Aldrich beretter om en prøvesmagning hos Hans Just af store Bordeaux-vine i årgang 1995.
Bedst kunne han lide Château Ausone, Château Beauregard, Château La Croix de Gay, Château La Fleur de Gay, Château Vieux Château Certan, Château Poujeaux, Château Lynch Bages, Château Lafite Rothschild og Château Haut Brion.
Og mindre begejstret var han for Château Grand Mayne, Château La Couspade, Château Troplong Mondot, Château Pavie, Château La Conseillante, Château Pichon Longueville og Château Mouton Rothschild.

Tættere knoglemasse med tre glas vin
American Journal of Epidemiology har offentliggjort en fransk undersøgelse, der synes at vise, at ét til tre glas vin om dagen har en positiv effekt på knoglemassen hos ældre kvinder. Vinen reducerer således risikoen for osteoporosis - knogleskørhed.
På den anden side skal kvinderne heller ikke drikke mere end tre glas om dagen, for så går det den anden vej med knoglemassen.
Forskerne mener også, at folk, der drikker i behersket omfang, er mere aktive både socialt og fysisk, hvilket igen fører til en tættere knoglemasse og dermed til et længere liv.
Rapporten bygger på en undersøgelse af næsten 7600 kvinder over 75 år.

Bog om alle franske kooperativer
I Frankrig er der 870 vin-kooperativer. En ny guidebog, der bringer oplysninger om dem alle, er udgivet af forlaget Cedis i Martignas, tlf.: 003 00 5 56 78 07 17, hjemmeside: http://www.winedis.com/fr/accueil.html.
.
..
    Den danske vinbranche
    Hver uge samler og viderebringer VinAvisen nyheder fra den danske vinbranche.
    Vi ved jo godt, at de fleste af vore 5-6000 læsere er vininteresserede forbrugere, men vi ved også, at mange branchefolk følger med i vinens verden via VinAvisen. Så her har I stedet, hvor I kan læse, hvad der sker - og fortælle jeres kolleger og konkurrenter, hvad I pusler med. Adressen er: anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant at bringe.
    * Sopexa iværksætter sommeren over en kampagne for hvidvine fra Alsace med sytten helsides-annoncer i magasiner og ugeblade, hvilket skulle resultere i 6.209.000 påvirkninger.
    * Betina Jerspersgaard, der er vintjener på Dronninglund Hotel, har modtaget Aalborg Håndværkerforenings Legat på 5000 kr. efter en fornemt afsluttet svendeprøve. Hun vil bruge pengene til en tur til Alsace for at studere vin.
    .

Send mig lige lugten af din vin
Vil vi en dag kunne indsnuse en vins bouquet og aroma via Internettet?
Det mener det israelske firma SenseIt Technologies Ltd., der sammen med det israelske Weizmann Institute of Science allerede har udtaget to patenter på det nødvendige apparatur.
Vinens duft registreres af en såkaldt "kunstig næse" med en talmæssig signatur. Denne kode sendes videre til modtageren og aktiverer et apparat, som blander og udsender duften.
Apparatet kan kobles til en computer, men det kan også sættes i forbindelse med et fjernsyn eller en mobiltelefon, og i apparatet blandes så duften fra en række patroner, ligesom enhver farve kan skabes med de fire patroner i en inkjet-printer.
Så nu skal vi altså ikke kun beskytte os mod computer-vira, men også mod stinkbomber over Nettet ...

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse drikkeværdige vine:

Doña Paula, Cabernet Sauvignon Rosé, Santa Rita, Maipo Valley, Chile 1999
49,95 kr., Amka Vinimport, tlf.: 86 41 96 00
En kraprød og glansfuld rosévin. En rigtig sommervin til frokosten på terrassen. Men også en vin med muskler. Den indeholder 13,5 procent alkohol, en styrke, der dog afbalanceres fint af den fyldige og friske frugt fra Cabernet-druen. Vinen er tør, men med en let sødme.

Angove's Shiraz, Classic Reserve, South Eastern Australia 1997
59,95 kr., Amka Vinimport, tlf.: 86 41 96 00
En flot rødvin, kraftig, frugtrig, med en let sødme og tilpas fadlagring. Det er en vin, som man vil servere til store (australske) bøffer og gode oste. Men den vil også være fortræffelig til endog stærkt krydrede retter.

Castello di Meleto, Chianti Classico, Italien 1997
98 kr., Vinens Verden, tlf.: 66 14 44 48
Denne klassiske Chianti-vin er meget indtagende. Den har en kraftig og tiltalende duft og fylder munden med frisk frugt. Det gamle 1400-tals castello ligger i den sydlige del af Chianti-distriktet og lejer i øvrigt ferieboliger ud. Men det er en helt anden historie - som kan læses på www.castellomeleto.it.

Mount Riley Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 1999
64.95 kr., Amka Vinimport, tlf.: 86 41 96 00
Er der noget, de kan lave i Marlborough-området på New Zealand, så er det Sauvignon Blanc, og en vin som denne klarer sig fint i konkurrence med de gode hvidvine fra Sancerre i Frankrig. Den har en fin og frisk duft af hyld og en fyldig og frugtagtig smag med tilpas syre.

Periquita, José Maria da Fonseca, Terras do Sado, Portugal 1997
31,95 kr., Netto
Det er ikke så underligt, at Netto har kunnet sælge over en million flasker af denne rødvin på et år. Dels er den utrolig billig, dels er den utrolig god - i forhold til prisen. Periquita, dvs. "Lille Papegøje", er opkaldt efter bondegården, hvor firmaets grundlægger begyndte at lave sin vin i 1834, og vinen kan i år fejre sit 150 års jubilæum. Det er en vin med en kraftig, let krydret duft og en smag fuld af frugt. Faktisk en flot vin - til prisen.
.
    Her finder du de gode vine
    Når VinAvisens smagepanel har udnævnt en vin til at være blandt "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), vil den i en periode kunne placeres på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres vinen med VinAvisens gyldne Etiket.
    Listen over alle vine, der aktuelt udstilles på denne måde, kan du se ved at klikke på disse ord.
Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinjournalisterne har fremhævet i ugen, der gik. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
Jyllands-Posten (ved Ulrik Boesen og Niels Lillelund):
* Gallina de Neive, Bruno Giacosa, Barbaresco, Italien 1993, rødvin til 199 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
* Gaja, Barbaresco, Italien 1994, rødvin til 640 kr. fra Østjysk Vinforsyning (tlf.: 86 98 84 00).
* Sori' Paitin, Barbaresco, Italien 1996, rødvin til 299 kr. fra Adriat Vinimport (tlf.: 38 86 37 47).
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Jordan Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 1998, rødvin til 99 kr. fra Vinmonopolet (tlf.: 87 20 08 88).

* Bradgate Cabernet Sauvignon / Merlot / Cabernet Franc, Jordan Winery, Stellenbosch, Sydafrika 1998, rødvin til 59,75 kr. fra Vinmonopolet (tlf.: 87 20 08 88).
* Chais du Grillon, Côtes du Ventoux, Frankrig 1997, rødvin til 59,75 kr. hos Skjold Burne.
* Santagostino, Catarratto / Chardonnay, Firriato, Sicilia IGT 1998, rødvin til 49,95 kr. fra Allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00).
Politiken (ved Henrik Steen Andersen):
* Château Piada, Barsac, Frankrig 1997, sød hvidvin til 159 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Château Climens, Barsac, Frankrig 1997, sød hvidvin til 499 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Château Doisy-Daëne, Barsac, Frankrig 1997, sød hvidvin til 299 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Château Doisy Védrines, Barsac, Frankrig 1997, sød hvidvin til 299 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Merlot, Augustus, Penedès, Spanien 1998, rødvin til 70 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
Alt for Damerne (ved Flemming Hvelplund):
* Chamboustin, Calvet, bordvin, Frankrig, rødvin til 39,95 kr. fra Allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00).

* Colmaroni di Santi, Negroamaro, Salentino IGT, Italien 1998, rødvin til 39,95 kr. fra Allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00).
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* Suhindol Merlot, Suhindol, Bulgarien 1999, rødvin til 32,95 kr. hos Bilka og 34,95 kr. hos Føtex
* Suhindol Merlot, Suhindol, Bulgarien 1997, rødvin til 32,95 kr. i Brugsen.
* Suhindol Merlot Reserve, Suhindol, Bulgarien 1996, rødvin til 36,95 kr. i Brugsen.
* Montepulciano d'Abruzzo, Pietrantonj, Abruzzerne, Italien 1998, rødvin til 40 kr. fra C.G.S. Danmark (tlf.: 66 12 59 32).
Frederiksborg Amts Avis (ved Jens Ole Kristiansen):
* Fiore, Castello di Meleto, Sangiovese di Toscana IGT, Italien 1997, rødvin til 158 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).

* Castello di Meleto, Chianti Classico, Italien 1997, rødvin til 97 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).
* Periquita, José Maria da Fonseca, Portugal 1997, rødvin til 31,95 kr. hos Netto.
Jydske Vestkysten (ved John Petersen):
* Château du Cantir, Saint Emilion Grand Cru, Frankrig 1995, rødvin til 119,95 kr. i Magasin.

* Pinot Grigio, IGT delle Venezie, Italien 1999, hvidvin til 47,95 kr. i Bilka.
Jyllands-Posten København (ved Anders Grøndahl):
* Les Brunelles, Caves des Papes, Crozes-Hermitages, Frankrig 1997, rødvin til 60 kr. i Superbrugsen.

* Domaine Preignes le Vieux, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1999, hvidvin til 55 kr. i Rungsted Vinhandel (tlf.: 45 57 17 30).

Vil du hellere have VinAvisen pr. fax?
Som en speciel service tilbyder vi at sende VinAvisen pr. fax til læsere, der endnu ikke er kommet på Internettet. Et abonnement for ti uger koster 495 kr. plus moms. Ring venligst til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20, og aftal nærmere. Faxen vil som regel blive sendt mandag eftermiddag.

Vil du hellere have hele VinAvisen som e-mail?
Flere travle branchefolk har spurgt os, om de kan få tilsendt VinAvisen direkte som e-mail - altså ikke kun ugens gratis løbeseddel, men hele avisens tekst. De finder det vigtigt at kunne holde sig ajour med, hvad der sker i vinens verden og få oplysninger og tips, der blandt andet kan hjælpe dem i forhandlinger med udenlandske producenter.
Dette kan godt lade sig gøre. Man kan tegne abonnement på VinAvisens friske nyheder hver mandag morgen tilsendt egen e-mail adresse. Prisen for abonnement i et halvt år er 390 kr.
Abonnement kan tegnes ved henvendelse til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk