Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 25, 2000


Vin-aktuelt i uge 25
19. juni - 25. juni 2000
      Må vi sende dig VinAvisens løbeseddel?
      Vil du hver uge modtage en e-mail med VinAvisens løbeseddel med en kort oversigt over ugens nyheder? Så send os en e-mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet.
      OBS: Det er ikke nok bare at sende en "tom" e-mail. Din e-mail adresse skal stå i tekstfeltet, gerne sammen med anden tekst. Klik her: anker@vinavisen.dk
Links til de forrige uger
Vi ved, at nogle af vore 5-6000 læsere kun læser VinAvisen hver anden uge. De læser ugens aktuelle nyhedsbrev og finder forrige uge i arkivet.For at lette livet for disse hver-anden-uge-læsere bringer vi her links til de forgangne tre uger:
VinAvisen uge 22VinAvisen uge 23VinAvisen uge 24


.
      Denne uges motto
    Ungt lam og gammel vin gør en gammel mand ung igen.
Francisco Rodriguez Marín

Alarmerende meldinger om Pierce’s Sygdom
Meldingerne fra Californien om angrebet af Pierce’s Sygdom i vinmarkerne bliver mere og mere alarmerende (se også sidste nummer af VinAvisen).
Efter at have taget godt fat i det sydlige Californien er insektet the glass-winged sharpshooter - den glasvingede skarpskytte - gået i gang med at sprede sygdomsbakterien Xylella fastidiosa i Central Valley og Bay Area, og insektet er også fundet i to planteskoler i Sonoma County.
Man har en reel frygt for, at angrebet vil kunne lægge Californiens 33 milliarder dollars vinindustri øde.

De skyder med snablen
Pierce’s Sygdom ødelægger vinplanternes transportsystem - planterne går simpelt hen ud - og alene i Riverside County har den indtil nu anrettet skader for 12 millioner dollars.
Pierce’s Sygdom er ikke ny i Californien. Den har hidtil været spredt af den glasvingede skarpskyttes fætter, den blå-grønne skarpskytte. Men den glasvingede insekt er større - 12-15 mm lang - og flyver videre omkring, og det gør den til det farligste medlem af skarpskytte-familien.
Skarpskytterne har deres navn efter deres lange snabel, som de "skyder" ind i planterne for at suge saft.
Når de angriber træer - for det gør de også - klatter de ned på de biler og picnic-borde, der befinder sig under træerne. Men det er naturligvis et mindre problem ...
.

Thyge Stenstrup omgivet af teknik og portvin under udsendelsen.
      Vin i radioens P1
      Søndag aften kl. 20.30 havde Henrik Oldenburg og Flemming Hvelplund en snak om portvin i Thyge Stenstrups vinprogram i radioens P1.

      Under samtalen blev der smagt følgende vine:
      * Churchill's Dry White Port - en af de få hvide portvine, der fadlagres. Vinen fås hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).
      * For at beskrive det lidt vanskelige begreb "colheita" var der en Kopke Colheita 1991 i glasset. Det er en portvin fra verdens ældste vinfirma, der kan købes gennem ViniPortugal (tlf.: 43 63 32 33).
      * Og som illustration på vintage-typerne var der medbragt Ramos Pinto Late Bottled Vintage 1994, der forhandles af Østjysk Vinforsyning (tlf.: 86 98 84 00).
      På næste søndag, d. 25. juni kl. 20.30, vil
      VinAvisens to redaktører have en sommerlig vinsnak på P1 om lette vine og terrassevine samt prøve at finde den rette vin til grillen.

Seagram sælger ud af vin og spiritus
Det canadiske firma Seagram er ikke kun stor i underholdningsindustrien som ejer af blandt andet Universal Studios. Firmaet er også en af de store aktører på verdensmarkedet for vin og spiritus.
Nu er Seagram ifølge The Financial Times ved at fusionere med den franske media-koncern Vivendi S.A., der blandt andet ejer betalings-kanalen Canal+, og i forbindelse med fusionen vil Seagrams vin- og spiritus-sektion måske blive afhændet til Allied Domecq, den engelske koncern, der ejer flere wineries i Californien - Clos du Bois, Callaway, Atlas Peak og William Hill.
I Seagrams vinsektion indgår Sterling Vineyards og Mumm Napa Valley
Seagram og Allied er nr. 2 og 3 i verdens spiritus-industri, og en kombination af de to vil resultere i en vægtig konkurrent til nr. 1, den engelske koncern Diageo, der er dobbelt så stor som Allied.
Tilsammen vil Seagram og Allied kunne stå for en vifte af top-varemærker: Ballantine's og Chivas Regal Scotch Whisky, Crown Royal Canadian Whisky, Sauza Tequila, Beefeater Gin, Martell Cognac, Captain Morgan Dark Rum og Kahlua Liqueur samt distributionsrettigheder for Absolut Vodka.
Salget er dog endnu ikke afgjort, og andre købere er inde i billedet til nogle af varemærkerne, blandt andet det franske Pernod-Richard

Tequila bliver en mangelvare
Tequila er blevet så populær en spiritus, at den mexicanske agave ikke kan følge med.
Tequila destilleres på den gærede saft fra agave-planten, men saften kan først tappes, når planten efter cirka otte år har skudt sit op til 15 m høje blomsterskaft i vejret. Og nu er der altså ikke planter nok til at dække det stigende behov, hvilket sandsynligvis vil give prisstigninger på 25 procent.
Yderligere har det fristet svindlere til at fremstille kopi-tequila, der tilmed ikke lever op til kravet om mindst 49 procent ekstrakter fra agaven. Fup-produkterne fremstilles blandt andet i Chile, Holland og Japan, mener Mexicos Styringsråd for Tequila.
Der findes flere producenter af tequila, men de to store er Diageo og Allied Domecq. Sidste år solgte Diageo over 60 millioner flasker "José Cuervo", og Allied Domecq cirka 35 millioner flasker "Sauza".
Trods sin succes udgør tequila kun en brøkdel af spiritus-markedet. Vodka er stadig kongen med 24 procent markedsandel, mens tequila kun dækker 4,8 procent.

Godt råd i sommervarmen
I det norske Vinforum har vinskribenten Jancis Robinson et lidt særpræget bud på, hvorfor hvidvinen bør få en renæssance: - Den globale opvarmning vil muligvis vise sig at være så kraftig, at verdens vindrikkere vil kræve, at vinens første bud er at være afkølet.
I den forbindelse bør vi lige minde om det gode råd i sommervarmen: Husk, at også rødvinen kan trænge til en tur i køleskabet - så den ikke sættes 27 grader varm på bordet.

90.000 kasser vin ødelagt i brand
I torsdags udbrød der brand i Frank-Rombauer Larkmead Cellars i Napa Valley i Californien, og cirka 90.000 kasser med kostbare topvine blev ødelagt. Samlet værdi: 36 millioner dollars = 300 millioner kr.

Vredens druer
Ifølge nyhedsmagasinet Newsweek har der ikke siden tv-serien "Falcon Crest" været så meget drama i den californiske Sonoma Valley, som der er netop nu. Der protesteres højlydt mod, at gamle træer fældes for at give plads til vinmarker.
Der er to fronter i slaget. Anti-vinmark aktivisterne siger, at det nordlige Sonoma er "Redwood Empire". Vinarealet er udvidet med 60 procent i de sidste ti år, og utallige over 100 år gamle træer har måttet lade livet.
Vinavlerforeningen svarer, at the Redwood Empire aldeles ikke er udslettet. 56 procent af Sonoma er fortsat skov og kun 5 procent er vinmarker. Og blot cirka 10 procent af disse vinmarker - cirka 2025 hektar - er plantet på land, hvor der tidligere voksede skov.
Vinavlerne indrømmer, at en vinmark ikke ser særligt pæn ud, når den lige er plantet til, men man gør en stor indsats for at indpasse vinmarkerne i landskabet, så de gør mindst mulig skade.
I øvrigt mener 91 procent af befolkningen i Sonoma County, at vinindustrien giver et væsentligt bidrag til områdets livskvaliteter.
.
.
Vinderen, Karsten Sørensen, underholder med sin virtuose freestyle.
    Danmarks barskeste bartender
    At være bartender er naturligvis fortsat noget med at kunne blande de ædle ingredienser på den rigtige måde. Men i dag er det mere end det. Det fremgik, da den danske udgave af Beefeater International Bartender Competition blev afviklet.
    De syv deltagere dystede inden for kategorierne Generel Viden, Mixe-fart, Kreativitet og Opfindsomhed samt Freestyle - og Freestyle er i den dygtiges hænder nærmest en opvisning på linie med artisternes i en cirkus. Ved konkurrencen vakte denne disciplin stor begejstring.
    Vinder af konkurrencen blev den 26-årige bartender Karsten Sørensen, der nu går videre til den internationale finale den 31. oktober og 1. november i England, Beefeater's hjemland. Her skal han dyste med bartendere fra 24 lande om æren som "verdens barskeste bartender".

Karakterer til vinbutikker på Nettet
Nyhedsbrevet Jubii E-handel Nyt fortæller, at Jubii vil række Forbrugerrådet en hjælpende hånd med et nyt bedømmelses-system af butikker på Nettet - og altså også af vin-butikker.
Systemet, der blev lancere i sidste uge, giver kunder i e-handelsbutikker mulighed for at give butikkerne karakter efter blandt andet leveringshastighed, pris og generel service.
Jubii har listet godt 1300 butikker i Jubii Shopping, og initiativet er ment som en håndsrækning til hele e-butikshandelen.
Gennem et sindrigt kontrolsystem har man sikret sig mod misbrug, og butikkerne får mulighed for at besvare kritik. Læs mere om det på http://kanal.jubii.dk/shopping.

Primitivo i lære hos Zinfandel
Blandt andet ved gen-analyser har man fastslået, at Californiens "egen" drue, Zinfandel, er identisk med den syditalienske drue Primitivo. Allerede i 1700-tallet er den beskrevet i Italiens støvlehæl, Puglia (Apulien), og den er sandsynligvis kommet til Californien før 1850.
I Wine Today skriver Italiens-kenderen Burton Anderson, at californierne unægteligt har opnået bedre resultater med druen end italienerne. Men italienerne er ved at komme efter det. De har simpelt hen lært af californierne.
Dette gælder især medlemmer af familien Perrucci, der ejer vinfirmaet Pervini, og som har grundlagt vingården Felline med det formål at lave topvine på Primitivo.
Brødrene Gregorio, Fabrizio og Alessio Perrucci samt deres søster, Elisabetta, har omskabt Pervini til, hvad de kalder Accademia dei Racemi, og som omfatter en række mindre producenter, der alle tapper egne vine med vinmarkernes navne på etiketterne.

Primitivos lysende fremtid
Endnu truer Primitivo ikke Zinfandel, men Puglia med regionens uendelige vinmarker har et stort potentiale, og investeringer fra blandt andet Marchesi Antinori og Gruppo Italiano Vini vil kunne hjælpe succesen på vej, skriver Burton Anderson.
Foruden Felline og Pervini er det værd at kigge efter navne som Sinfarosa, Castel del Salve, Casale Bevagna, Lomazzi & Sarchi, Masseria Pepe, Torre Vento, Coppi, kooperativet Cantina Sociale di Sava og Vinicola Savese.
Navnet Primitivo beskriver i øvrigt ikke vinenes karakter, men henviser til, at druen er den af Puglias blå druesorter, der blomstrer først (primo).
.


Hvis vi er heldige, vil vinhøsten være i gang i "pavernes indelukke" - Clos des Papes - ved ruinen af Châteauneuf-du-Pape.
    .
    VinAvisens store vinrejse
    I ugen fra den 1. til den 8. oktober løber VinAvisens store vinrejse af stabelen. Vi har arrangeret den i samarbejde med De Danske Vinrejser, og det bliver en drømmerejse til den mest spændende og solrige del af Frankrig.
    Vi flyver med SAS til Nîmes, oplever Provence, kører op gennem Rhône-dalen til Bourgogne og derfra til Champagne med hjemrejse fra lufthavnen i Reims.
    Undervejs har vi en perlerække af besøg, dejlige måltider og andre vinøse oplevelser, men turen er tilrettelagt, så der også bliver kulturelle højdepunkter. Vi kommer til at opleve både store vine og stor arkitektur.
    Se det detaljerede program ved at klikke her eller på billedet til venstre.
    .
.

Free the Grapes ...
Befri druerne!
I USA kan man købe meget forskelligt via Nettet - cigaretter, sexlegetøj, hård porno - og downloade opskriften på en bombe, der kan flytte Det Hvide Hus. Men man kan ikke handle med vin på Nettet - i hvert fald ikke, hvis vinen skal sendes over en statsgrænse.
Myndighederne står urokkeligt fast, og i den sag får de god støtte af de store grossistfirmaer i den californiske vinindustri.
Myndighederne er bange for, at mindreårige skal sidde ved deres pc'ere og bestille vildt ind af alkoholiske varer, og grossisterne er bange for at miste markedsandele til konkurrenter, som for næsten ingen penge kan tilbyde deres varer på Internettet.
De, der gerne vil sælge vin via Nettet, har lavet en forening og kreeret et logo med en stakkels lille drue: Free the Grapes!

    Also me!

Store slotte skifter leder
Jean-Michel Cazes er en farverig person i Bordeaux. En meget dygtig vinmand og slotsejer og en passioneret ambassadør for de mange vine, han har ansvaret for.
I onsdags meddelte han, at han til næste år trækker sig tilbage fra ledelsen af de seks slotte, der ejes af det franske forsikringsselskab AXA - dvs. Château Pichon-Longueville Baron i Pauillac, Château Cantenac-Brown i Margaux, Château Suduiraut i Sauternes, Château Petit-Village i Pomerol, Quinta do Noval i Portugal og Disznókö i Tokay i Ungarn.
Jean-Michel Cazes, der i dag er 65 år, vil fortsat stå for sine egne slotte, Château Lynch-Bages i Pauillac, Château Les Ormes de Pez i Saint Estèphe samt Graves-slottet Château Villa Belair. Yderligere vil han være direktør for AXA-Millesimes, som han skabte i 1987.
Hans efterfølger bliver den 39-årige Christian Seely, der i syv år har stået for Quinta do Noval in Portugal.

Hvad er Cru Artisan?
En af VinAvisens læsere i Helsingør har spurgt, hvad Cru Artisan er for noget, og det må vi jo lige svare på.
Grand Cru og Cru Bourgeois er jo kendte klasser i Médoc i Bordeaux. Derimod hører man ikke så meget til Cru Artisan - dvs. "håndværker-voksested". Cru Artisan er imidlertid en over 150 år gammel klassifikation, som fik officiel godkendelse i 1994.
Som klasse ligger vinene under Cru Bourgeois, og neden under Cru Artisan ligger endnu en klasse, nemlig Cru Peysan - dvs. "bonde-voksested". Bondevinene hører man dog slet ikke om i dag, hvor alle helst vil fortælle, at de bor i et slot.
Cru Artisan er fortrinsvis mindre familiebrug på mellem 1 og 5 hektar, men tilsammen står de i alt 335 ejendomme trods alt for 11 procent af produktionen i Médoc, og siden 1989 har deres forening, le Syndicat des Crus artisans du Médoc, gjort en indsats for at gøre dem kendt og holde kvalitetsfanen højt.
En hel del af vinbønderne får deres vin vinificeret på et af Médocs kooperativer.
Her er en lille statistik:
.
AppellationAntalProcent af produktionen
Haut-Médoc11615 %
St-Estèphe259 %
Pauillac72 %
St-Julien114 %
Moulis-Médoc138 %
Listrac-Médoc125 %
Margaux386 %
Médoc totalt33511 %
Champagne med sugerør
I Los Angeles har Champagne-huset Pommery lanceret en ny form for Champagne. Flasken er nærmest blå, indeholder kun 20 centiliter og nydes på diskotekerne med sugerør. Champagnens navn er - naturligvis - Pop.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse drikkeværdige vine:

La Boiseraie, Côtes de Saint Mont VDQS, Frankrig 1998
47,50 kr. (250 kr. for 6 flasker), H.J. Hansen Vinhandel,
tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90
- samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
VDQS er en appellation, der rangmæssigt står under AOC - Appellation d'Origine Contrôlée - men det forhindrer ikke, at man kan finde virkelig gode vine i denne kategori. Som fx denne rødvin, der kommer fra Sydvestfrankrig, lige syd for Armagnac. Det er en dejlig saftig vin, ret let og med en tiltalende sødme. En vin i balance. Den kan udmærket gemmes endnu et par år, men er også drikkemoden nu.

Pinot Gris, André Kleinknecht, Alsace, Frankrig 1998
59 kr., Vin T' Vin, tlf.: 43 71 72 16
Denne fortræffelige hvidvin kommer fra vinbonden André Kleinknecht i Mittelbergheim, og den er lavet på druen Pinot Gris, der står for cirka 10 procent af alle Alsace-vine. Vinen har en diskret, men indtagende blomsterduft, og dens smag er fyldig og nærmest "fed".

de Venoge, Cordon Bleu, Brut, Champagne, Frankrig
265 kr., Lago Import, tlf.: 54 92 74 10
Denne fornemme og klassiske champagne er atter på markedet i Danmark, nu importeret af Lago i Nakskov. Grundvinen må have været af virkelig kvalitet, for smagen er fyldig og lækker - som disseher store, modne og søde stikkelsbær, blev der sagt under smagningen. Men måske nok så meget som den karakterfulde Pinot Noir, der forener sig med Chardonnay'en på fornemste vis.

Allozo Tempranillo, Gran Reserva, La Mancha, Spanien 1992
76,95 kr., Bilka
En flot rødvin, fyldig og afrundet med smag af sorte bær - måske brombær - og en let og indtagende sødme. I den lange eftersmag er der et lille bid, der gør vinen meget velegnet til mad. Fx til gode bøffer og oste.

Elsa, Malbec, Bodegas Valentin Bianchi, San Rafael, Argentina 1997
65 kr. (330 kr. for 6 flasker), H.J. Hansen Vinhandel,
tlf. i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11 og i Aalborg 98 12 52 90
- samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
Malbec, står der på etiketten, men den gode drue, der efterhånden er blevet synonym med Argentina, har her fået selskab af 15 procent Barbera. Vinen er blød og harmonisk, med god frugt og en let sødme. Den vil være en glimrende ledsager til sommerens grillede bøffer.

Les Jamelles Cinsault, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1999
49,75 kr., GrandVin, tlf.: 43 46 99 00
Denne vin med en køn varm rosé farve er en rigtig "terrassevin". Den har en frisk og fyldig smag med god frugt, tilpas syre og en ganske fin sødme.
.
    Her finder du de gode vine
    Når VinAvisens smagepanel har udnævnt en vin til at være blandt "Ugens fund, de bedste vine" (se ovenfor), vil den i en periode kunne placeres på vore sider i afsnittet Hvilken vin passer til maden? Samtidig markeres vinen med VinAvisens gyldne Etiket.
    Listen over alle vine, der aktuelt udstilles på denne måde, kan du se ved at klikke på disse ord.

Vine i top - med telefonnumre
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinjournalisterne har fremhævet i ugen, der gik. Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så du nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.
Fyens Stiftstidende (ved Jørgen Aldrich):
* CR, Classic Reserve, Shiraz, Angov's, South Australia 1998, rødvin til 60 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).

* CR, Classic Reserve, Cabernet Sauvignon, South Australia 1998, rødvin til 60 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
Jyllands Posten (ved Ulrik Boesen og Niels Lillelund):
* Joseph Phelps, Insignia, Cabernet Sauvignon, Napa Valley, Californien 1997, rødvin til 799 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).

* Caymus Vineyards, Cabernet Sauvignin, Napa Valley, Californien 1996, rødvin til 365 kr. hos Bergmann Vinimport (tlf.: 48 28 00 35).
Århus Stiftstidende (ved Palle Westphal):
* Domaine de la Lausade, Côte de Provence, Frankrig 1999, rosévin til 50 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00).

* Château Morgues du Gres, Les Galets Rosés, Costières de Nîmes, Frankrig 1999, rosévin til 50 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00).
* Doña Paula, Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Chile 1999, rosévin til 50 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).
* Pinot Noir, Jean Becker, Alsace, Frankrig 1998, rosévin til 56 kr. fra Vin2 Import (tlf.: 86 14 25 93).
Politiken (ved Henrik Steen Andersen):
* Primitivo di Manduria, Santa Barbera, Apulien, Italien 1997, rødvin til 30 kr. hos Netto.
* Valpolicella, Le Poiane, Bolla, Veneto, Italien 1995, rødvin til 100 kr. for 2 flasker hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60).
* Sauvignon Blanc, Beauvignac, Vin de Pays, Frankrig 1999, hvidvin til 55 kr. hos Holte Vinlager (tlf.: 45 42 04 15).
* Sauvignon Blanc, La Isla, Viña Tarapacá, Maipo Valley, Chile 1999, hvidvin til 80 kr. hos Skjold Burne.
Politiken (ved Jørgen Mønster Pedersen):
* Pinot Auxerrois, "H", Vielles Vignes, Josmeyer, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 125 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48).

* Sangrantino di Montefalco, Secco, Azienda Agricola Antonelli, Italien 1996, rødvin til 155 kr. fra Dansk Vinforsyning (tlf.: 56 76 96 00).
Jydske Vestkysten (ved Peter Gram):
* Haudamont Reserve, Stellenbosch, Sydafrika 1997, rødvin til 62,95 kr. hos Bilka.

Frederiksborg Amts Avis (ved Jens Ole Kristiansen):
* Santa Rita 120, Cabernet Sauvignon / Merlot, Chile 1997, rødvin til 54,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00).

Berlingske Lokalaviser (ved Svend Erik Olsen og Gitte Hindholm):
* Quintana, Cabernet Sauvignon, Laurel Glen, Californien 1997, rødvin til 115 kr. fra Bergmann Vinimport (tlf.: 48 28 00 35).

* Château Cartier, Saint Émilion Grand Cru, Frankrig 1999, rødvin til 100 kr. fra Johs. M. Klein (tlf.: 70 23 12 11).
* Domaine Duclaux, Côte Rôtie, Frankrig 1994, rødvin til 209 kr. hos Erik Sørensen (tlf.: 39 62 61 67).

Vil du hellere have VinAvisen pr. fax?
Som en speciel service tilbyder vi at sende VinAvisen pr. fax til læsere, der endnu ikke er kommet på Internettet. Et abonnement for ti uger koster 495 kr. plus moms. Ring venligst til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20, og aftal nærmere. Faxen vil som regel blive sendt mandag eftermiddag.

Vil du hellere have hele VinAvisen som e-mail?
Flere travle branchefolk har spurgt os, om de kan få tilsendt VinAvisen direkte som e-mail - altså ikke kun ugens gratis løbeseddel, men hele avisens tekst. De finder det vigtigt at kunne holde sig ajour med, hvad der sker i vinens verden og få oplysninger og tips, der blandt andet kan hjælpe dem i forhandlinger med udenlandske producenter.
Dette kan godt lade sig gøre. Man kan tegne abonnement på VinAvisens friske nyheder hver mandag morgen tilsendt egen e-mail adresse. Prisen for abonnement i et halvt år er 390 kr.
Abonnement kan tegnes ved henvendelse til Vinens Hus, tlf.: 33 32 62 20.

Nyheder fra de tidligere uger
Mange af VinAvisens nyheder fra tidligere uger er stadig aktuelle, og de findes derfor i VinAvisens arkiv.

Eftertryk er tilladt i trykte medier.
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk