Vin-aktuelt i uge 49
4. december - 10. december 2000

Modstand mod billigere spiritus
Skatteminister Ole Stavad (S) er langt om længe rede til at sænke afgiften på spiritus - men ikke på vin og øl. Dette for at begrænse det efterhånden meget store grænsesalg og måske få endnu flere nordmænd og svenskere til at købe flasker i Danmark.
Både Venstre og SF er imidlertid imod forslaget - Venstre fordi en sænkning af spiritus-afgiften er for lidt; vin og øl bør også tages med. Og SF er imod af hensyn til danskernes sundhed (men så skulle vin da netop omfattes af en sænkning).
En sænkning af spiritus-afgiften vil give et hul i statskassen på 300 millioner kr. om året.

Verdens største vinsvindel?
Ifølge det britiske vinblad Decanter har det italienske politi arresteret ni personer i forbindelse med, hvad der meget vel kan være verdens hidtil største vinsvindel.
Politiet har fundet over 1 million flasker forfalsket Chianti-vin på en gård uden for Pisa, men 6,5 millioner flasker er allerede sendt ud på markedet, de fleste af dem til udlandet.
Cirka 10 procent af Toscanas årlige Chianti-produktion - 50.000 hektoliter i forskellige årgange og med forskellige etiketter - er blevet produceret siden foråret 1999.
Med den øgede interesse for både Chianti og de såkaldte Super-Toscanere og med de stigende priser har svindlerne tjent millioner på den forfalskede vin. Det gælder blandt andet 20.000 flasker Sassicaia 1994 og 1995.

Orden i rodet
I tirsdags blev der ifølge den franske avis Le Figaro langt om længe bragt orden i Bordeaux’ cru bourgeois-klassifikation - efter 68 års rod og lovløshed. Nu vil det endelig være muligt at lave en liste over de slotte, som har fået en officiel godkendelse til at bruge benævnelsen, eventuelt suppleret med en af de to øvre klasser, Supérieur og Supérieur Exceptionnel.
Cru bourgeois-vinene udgør cirka halvdelen af vinene fra Médoc, dvs. 55 millioner flasker med en årlig omsætning på 2,2 milliarder francs.

Derfor hedder det cru bourgeois
Da englænderne i 1400-tallet var blevet smidt ud af Frankrigs sydvestlige hjørne, fik Bordeaux’ borgere de samme privilegier som adelen. De fik lov til at gå med sværd, og ikke mindst fik de lov til at eje slotte og land.
Efterhånden erhvervede borgerne nogle af de gode vinmarker i Médoc, og disse blev kaldt "de borgerlige voksesteder" - les crus bourgeois.
Mange af disse slotte laver lige så god vin som grand cru-slottene, og derfor slog de sig i 1932 sammen om en speciel klassifikation. Problemet er blot, at denne "borgerliste" ikke var lovmæssigt fastlagt, og at der derfor ikke var nogen særlig kontrol med den. Der var cru bourgeois-slotte, der slet ikke burde have haft lov til at bruge det fine navn. Men det er der altså nu bragt orden i.

Billigere vine fra Spanien
Ifølge den spanske avis El Pais falder de spanske vinpriser, fordi årets vinhøst har været ekstraordinær stor.
Sidste år høstede man druer til 36 millioner hektoliter vin, i år er man oppe på 40 millioner hl - altså en stigning på over 11 procent.
Den store høstmængde har i første omgang trykket de priser, bønderne har fået for deres druer, og nu påvirker den altså også vinpriserne.

Solaia "årets vin"
Hvert år udnævner det amerikanske vinblad Wine Spectator en "årets vin", og for første gang er det i år en italiensk vin, nemlig Antinoris Solaia (fra Maxxium Danmark, tlf.: 43 22 55 00).
Mens Frankrig og Californien traditionelt har domineret top 10-listen, er Italien begyndt at lave store topvine, og Piero Antinori har været en markant drivkraft i denne udvikling.
På Wine Spectator har man igennem året smagt 11.000 vine for at kunne finde disse ti vindere:
1. Solaia, Antinori, Toscana, Italien 1997
2. Viader, Napa Valley, Californien 1997
3. Whitehall Lane, Cabernet Sauvignon, Napa Valley Reserve, Californien 1997
4. Le Vieux Donjon, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1998
5. Joseph Phelps Insignia, Napa Valley, Californien 1997
6. Paso Robles, Justin Isosceles, Californien 1997
7. Château La Nerthe, Cuvée des Cadettes, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1998
8. Merryvale Profile, Napa Valley, Californien 1997
9. Tenuta dell'Ornellaia, Ornellaia, Bolgheri, Italien 1997
10. Castello dei Rampolla, Sammarco, Toscana, Italien 1997
En komplet liste over de 100 topvine findes på www.winespectator.com.


De gamle vinskilte
Peter J. Jørgensen på det danskejede Château de Haux er i gang med et studie af gamle vinskilte og vil gerne høre fra vore læsere, hvis de har nogle liggende.
Vinskilte er små, ofte smukt forarbejdede navneskilte, som man i gamle dage hængte om halsen på vin- og spiritus-karafler. De blev indført for mere end 250 år siden i England og findes i mange forskellige materialer, dog oftest i sølv eller plet.
1700-tallets stigende krav til elegance gjorde, at vinkarafler af glas eller krystal vandt frem, og disse måtte naturligvis pyntes med vinskilte, der kunne oplyse om indholdet.
Tidligere nøjedes man med at binde en seddel omkring halsen på flaskerne, når disse blev taget op fra kælderen, hvor de lå uden etiket, næsten altid aftappet på stedet. Etiketter i den form, vi kender i dag, så først dagens lys midt i 1800-tallet.
Har nogle af VinAvisens læsere vinskilte liggende i en skuffe, vil Peter Jørgensen være glad for at se en fotokopi af dem med kæde. Hans adresse er Château de Haux, F-33550 Haux, Frankrig, e-mail: haux@inet.uni2.dk.

Græshopperne nærmer sig
De store græshoppesværme i Australien kommer nærmere og nærmere, og i ugen, der gik, var de på vej ind i vinmarkerne i Clare Valley.
Til vinbladet Just Drinks siger Andrew Hardy, talsmand for Clare Valley Winemakers Association, at hele årets vinhøst i værste fald kan blive ødelagt - dvs. cirka 25.000 tons druer til en værdi af 260 millioner australske dollars.
En mulig redning er dog, at druerne er ret langt fremme, og at de derfor er mindre indbydende for græshopperne end græsset mellem vinstokkene.
Truslen fra græshopperne bekymrer også vinbønder, der er imod brugen af pesticider. De frygter, at sprøjtning tillige vil dræbe de venligtsindede insekter som fx mariehøns, der beskytter vinstokkene imod de lysebrune æblemøl.

En provokerende krænkelse
Den svenske læge og vinelsker Nils Stormby er en svoren fjende af det umulige Systembolag - og måske også lidt af en drillepind. I al stilhed har han ladet navnet "Systembolaget" indregistrere i Danmark, og om få måneder åbner han en vinforretning med dette navn på Strøget i København - et sted, der sikkert ikke mindst vil blive besøgt af svenskere.
Systembolaget - det svenske, altså - er rasende. Det har sat jurister på sagen for at stoppe denne provokerende krænkelse. - Vi kommer att vidra alla åtgärder för att stoppa märkesintrånget, siger man på Systembolaget til WOW Faxnews.
Den sag kan der komme en hel del morskab ud af. Vi glæder os til at følge den.
Den 71-årige Nils Stormby, der er professor i patologi, er blandt andet kendt for sin store vinsamling, hvori indgår Château d'Yquem i mange årgange. Han har grundlagt medicinalfirmaet Medscand Medical, der blev kåret som årets gazelle-virksomhed i Skåne. Desuden er han i gang med en hjemmeside, der skal hjælpe hans trængte landsmænd med at købe vin i Danmark. I København er han medejer af den fornemme restaurant Era Ora.

Hvem kender slotte med vinsmagninger?
En af vore læsere har spurgt, om vi kender til slotte og herregårde, der tager imod liggende gæster og samtidig arrangerer vinsmagninger.
Det gør vi desværre ikke, men det er jo ellers en god idé. Vinsmagninger er en morsom og lærerig sportsgren, og kan de kombineres med god mad og ophold i smukke omgivelser, må det være en herlig oplevelse.
Vi vil prøve at lave en liste over sådanne steder og hører gerne fra alle, der kan give os nogle tips. Send blot en mail til anker@vinavisen.dk.

Lang artikel om Robert Parker
Man kan i høj grad sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden af Robert Parkers 100 point-skala, men man kan ikke komme uden om, at Parker har en stor indflydelse på, hvordan der laves vin rundt om i verden. På godt og ondt.
Det amerikanske blad The Atlantic Monthly har bragt en lang og meget grundig artikel om Parker, og hele teksten er nu lagt ud på Nettet - på adressen www.theatlantic.com/issues/2000/12/langewiesche.htm. Den er i fire dele og illustreret med glimrende billeder.

Den stjålne vin endnu ikke fundet
I sidste nummer af VinAvisen fortalte vi om det store tyveri af for 750.000 kr. vin hos GrandVin i Glostrup. Endnu har politiet ikke fundet hverken tyvene eller vinen - men det har jo sikkert også nok at se til efter Danmarkshistoriens største bankrøveri.
Vi gentager, at GrandVin har udsat en dusør på i alt 10.000 kr. for opklaringen, og at det kan betale sig at være ekstra opmærksom, hvis man tilbydes vine fra uautoriseret kilde. En liste over vinene finder du ved at klikke her.
Vinene - i alt 10.000 flasker - er banderolerede med CVR-nummeret 21666491, og GrandVin har adressen Naverland 1 D, 2600 Glostrup, tlf.: 43 46 99 00, e-mail: vin@grandvin.dk. God jagt! 
.

    Sådan smager Hospice no. 1
    Rødvinen "Hospice no. 1", der sælges til fordel for seks hospice-projekter i henholdsvis Odder, Århus, Esbjerg, Odense og Korsør samt på Sydfyn, blev lanceret i fredags en lang række steder landet over, og den er faktisk værd at købe. Ikke kun fordi formålet er godt, men også fordi vinen er god, prisen 44,95 kr. taget i betragtning. Vi har smagt vinen, og her er vores bedømmelse af den:
          Hospice no. 1 er en vellavet AOC-vin fra Château de Saint Père i det sydfranske Costières de Nîmes. Druerne er Grenache og Syrah, og sammen har de givet en charmerende og saftig rødvin med en let sødme. Det er en meget anvendelig og ikke så tung vin, der vil stå fint til mange retter.
    I dag er der 35 forhandlere af vinen, og efterhånden som flere melder sig, optages de på en liste på adressen www.hospicevinen.dk.
    Husk i øvrigt at gemme den nummererede etiket. Den gælder som en lodseddel, og er du heldig, vinder du et ophold for to på et fransk vinslot. Dette burde faktisk have været nævnt på bagetiketten.
.
    Jo bedre druer, desto flere penge
    I forrige uge besøgte VinAvisen Navarra i Spanien, og i Bodegas Piedemonte så vi noget, vi ikke har set før - et genialt apparat, der på få minutter kan analysere både en færdig vin og den friske vinmost.
    På billede til venstre stikker ønologen en lille slange ned i et bæger med vin, og - enkelt fortalt - giver apparatet så en række tal for vinens indhold af alkohol, farvestoffer, polyfenoler osv. Hvorefter alt kan aflæses på computer-skærmen og skrives ud på printeren.
    Man har også tidligere kunnet foretage den slags analyser, men det tog op til tre kvarter.
    I en stor bodega som Piedemonte er apparatet af uvurderlig betydning. Bodegaen får druer fra mange vinbønder, og nu kan man lynhurtigt få et mål for mostens kvalitet og betale bønderne derefter. Jo bedre druer de afleverer, desto flere penge får de.
    Ifølge en artikel af Mette Kryger i Børsen har det danske firma Foss Electric i Hillerød netop fået guldmedalje for et sådant apparat på den internationale messe for teknisk udstyr til vinproduktion, Vinitech, i Bordeaux.
    Vi vender senere tilbage med en større rapport fra VinAvisens færd til det gamle kongerige Navarra.

Drik vin, og bliv klog
Politiken har bragt et Reuters-telegram om en japansk undersøgelse, der viser, at folk, der har rundet de 40, og som drikker moderate mængder vin, klarer sig bedre i intelligenstester.
Hos mennesker, der drak tre-fire glas vin om dagen, lå den gennemsnitlige IQ på 108 hos mændene og 106,2 hos kvinderne, mens afholdsmændene og -kvinderne lå på henholdsvis 104,7 og 103,7. Lavest på skalaen lå dem, der havde et større alkoholforbrug.
Nu skal man naturligvis altid tage den slags undersøgelser med de kritiske briller på næsen, og det kan jo godt være, at resultatet ganske enkelt skyldes, at det er de kloge, der drikker vin.

Hurtig vin
Det franske firma Vins à l'Heure har slået sig op på at sælge vin, der - uden fragtomkostninger - leveres senest en time efter, at bestillingen er indgået. Der er dog en grænse for mængden, nemlig tolv flasker.
Måske var det en idé til et dansk samarbejde mellem et vinfirma og en budcentral?

Alle verdens druesorter
I 1986 udkom Jancis Robinsons "Vines, Grapes, Wines" (Mitchell Beazley, London, 280 sider). Nu er der udkommet et endnu større værk, som beskriver samtlige 9600 druesorter i hele verden. Bogen er skrevet af Pierre Galet, og dens titel er "Dictionnaire encyclopédique des cépages" (Hachette, Paris, 900 sider, 350 francs).
Vi har endnu ikke haft den nye bog i hænderne, men det ser ud til at være den hidtil grundigste beskrivelse af druernes verden. Gad vide, om den også er sjov at læse - og om den mon bliver oversat til engelsk ...?

De bibelske flaskestørrelser
I sidste nummer af VinAvisen bragte vi en liste over de bibelske navne på store flaskestørrelser. Det har fået den ene VinAvis-redaktørs bibelkyndige broder til at finde ud af, hvem de bibelske fyrster var. Her er hans liste med flaskestørrelserne, som de bruges i Champagne:
Jeroboam: 3 liter. Jeroboam blev konge i Israel ved deling af riget i Nord (Israel) og Syd (Juda) efter at have gjort oprør mod Rehabeam, søn af kong Salomon. Historien står i 1. Kongebog 11,26-14,20
Mathusalem: 6 liter. På dansk Metusalem. Hans levealder opgives til 969 år (1. Mosebog 5,27). Det er det højeste tal, som opgives i Det Gamle Testamente for noget menneske. Deraf udtrykket "så gammel som Metusalem".
Salmanazar: 9 liter. På dansk Salmanassar. Salmanassar den Femte, assysrisk konge, som belejrede Samaria (2. Kongebog 17,3ff).
Balthazar: 12 liter. På dansk Baltasar. Navnet er en biform af Belshassar eller Beltshassar (det sidste var det navn, som den babyloniske hofchef gav profeten Daniel, Daniels Bog 1,7). Selve navnet Baltasar findes ikke i Bibelen, men senere legender giver navnet til en af de hellige tre konger (som formentlig hverken var konger, hellige eller tre ...).
Nabuchodonosor: 15 liter. På dansk Nebukadnesar. Babylonisk konge. (Jeremias Bog 46,1f, jævnfør 2. Kongebog 24,7).

Hvad er forklaringen?
Vi skrev i sidste nummer, at grunden til de bibelske flaskenavne skyldes, at mange af flaske-fabrikanterne i 1800-tallet var jøder. Det er i hvert fald en teori, der har været fremført. Men er den rigtig? Vi hører gerne fra læsere, der kan sætte os på sporet af en nøjere forklaring.

Ingen bristede cava-bobler
Champagnes problemer med store usolgte lagre rammer øjensynlig ikke den spanske cava. Og efter alt at dømme, siger man hos cavahuset Freixenet, har millennium-halløjet kun været til stor glæde for cava.
Folk fik smag for boblerne i det runde nytår og fortsatte med dem året igennem. Og ikke mindst opdagede de en mousserende vin, der koster en tredjedel af champagne, men laves på nøjagtigt samme måde, blot med andre druer - Macabeo, Xarel-lo og Parellada.
.
    .
    Den danske vinbranche
    * Vingaardens Legat er blevet uddelt til en række unge handelsfolk inden for vinbranchen samt hotel og restaurantbrancen: Henrik Poulsen, Michael Søndergaard, Thomas Sivholm, Søren Juhl Nielsen, Sune Christoffer Sørensen, Mette Bjørck, Gorm Kroman og Mikkel Thun Rasmussen. Legatet blev oprettet af vinhandler, konsul Th. andersen og hustru i 1951.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse yderst drikkeværdige vine:

Diaphane, Brut, Blanquette de Limoux, Frankrig 1997
64,95 kr. (ved 6 flasker), Lloyd Wine, tlf.: 59 44 60 18
Nej, det var slet ikke Dom Pérignon, der opfandt champagne-metoden. Det skete allerede i 1531 i benediktiner-klosteret Saint-Hilaire i Limoux nede ved grænsen til Spanien. Først længe efter kom Dom Pérignon på besøg i klostret, da han var på vej hjem til Champagne efter en valfart til Santiago di Compostella, og her så han, hvordan munkene kunne lave bobler i vinen. De laver stadig mousserende vin i Limoux, og den er et værdigt alternativ til champagne - ikke mindst den foreliggende udgave, der har en fyldig mousse i munden og frisk frugt med en fin lille sødme. Vinen til blanquette-de-limoux presses af druesorten Mauzac, der tidligere hed Blanquette, fordi nogle små hår på bladenes underside er hvide (blanc).

Primavera, Beira Alta, Portugal 1998
44,95 kr., Amka Vinimport, tlf.: 86 41 96 00
En god og anvendelig rødvin, kraftig, med god frugt, tilpas syre og en let sødme. Beiras er en af Portugals store vinregioner mellem Lissabon og Oporto, og den omfatter blandt andet Dão og Bairrada. Med denne vin er vi i distriktet Alta Beira - og i godt selskab med rødt kød og gode oste.

Monterra, Chardonnay, Monterey, Californien 1998
90 kr., Viniberia, tlf.: 38 86 26 46
Druen Chardonnay optræder med al sin charme og elegance i denne flotte vin med toner af citrus, grønne æbler og tropiske frugter. Den er meget blød og lækker og vi gå fint til fed fisk og lyst kød.

Oligitum, Crianza, Bodega Piedemonte, Navarra, Spanien 1995
42 kr., flere supermarkeder, bl. a. Prima
- Den glider bare ned, lød det under smagningen af denne lækre rødvin fra det spanske Navarra. Den har en tiltalende krydret duft og en blød og meget frugtagtig smag. Og så er den forresten også meget billig i forhold til kvaliteten.

Castillo d'Maluenda, Viñas Veijas, Calatayud, Spanien 1999
39,95 kr. (ved 12 flasker), Philipson Wine, tlf.: 70 22 68 88
Viñas Veijas betyder Gamle Vinstokke på spansk, og denne rødvin kommer fra 80 år gamle Garnacha-stokke. Vinen er meget vellavet, kraftig og med en masse dejlig frugt. Til prisen er den fortræffeligt, og man kan roligt købe de tolv flasker, som Philipson gerne vil sælge.

Disse vine fandt vinskribenterne
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinskribenterne har fremhævet. Listen gentages og suppleres uge efter uge, og når en henvisning har stået i tre uger uden yderligere tilføjelser af bladnavne, sletter vi den.
Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så man nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.

HVIDVINE
Anselmi, San Vincenzo, Italien 1999 til 78 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Alt for Damerne/47)
Louis Jadot, Meursault, Frankrig 1997 til 298 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48) og Millésime (tlf.: 33 14 56 93). (Jyllands-Posten/47)
Saint Clair, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 1999 til 69 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00). (JP-København/46)
Silvain Dussort, Meursault, Frankrig 1997 til 159 kr. hos Pinot Vinimport (tlf.: 86 67 59 21). (Jyllands-Posten/47)
Villa Maria, Sauvignon Blanc, New Zealand 2000 til 90 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Århus Stiftstidende/46)
Villa Maria, Private Bin, Chardonnay, East Coast, New Zealand 1999 til 90 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Århus Stiftstidende/46)
Vincent Gerardin, Meursault 1. Cru Les Perrières, Frankrig 1998 til 336 kr. hos Victoria Vine (tlf.: 66 15 16 25). (Jyllands-Posten/47)
Weingut Alzinger, Dürnsteiner Riesling, Federspiel, Østrig 1999 til 135 kr. hos Østrigsk Vinimport (tlf.: 86 83 61 62). (JP-København/46)

RØDVINE
Allegrini, La Grola IGT, Italien 1997 til 125 hos Adriat Vinimport (tlf.: 38 86 37 47). (Jyllands-Posten/46)
Barbera, Produttori di Govone, Piemonte, Italien 1999 til 145 kr. hos Risingegaard Vinimport (tlf.: 63 11 19 91). (Fyens Stiftstidende/48)
Beaujolais Villages, Jean Bernard, Frankrig 1998 til 49,95 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (ErhvervsBladet/46)
Carmen, Cabernet Sauvignon, Chile 1998 til 62 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Frederiksborg Amts Avis/43, JP København/43, Berlingske Lokalaviser/44, Fyens Stiftstidende/47)
Castella de Farnetella, Chianti Colli Senesi, Italien 1997 til 60 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Politiken/48)
Cellier Saint Valentin, Côtes du Rhône, Frankrig 1999 til 43 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (JP-København/47)
Château de Camarsac, Lurton, Bordeaux, Frankrig 1998 til 59 kr. hos Vinbonden (tlf.: 38 11 44 95). (Berlingske Tidende/47)
Château de Seguin, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1997 til 79,95 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (Alt for Damerne/48)
Château Grimon, Côtes de Castillon, Frankrig 1998 til 56 kr. hos Erik Sørensen (tlf.: 45 87 07 90). (Berlingske Tidende/47)
Château Saint Bonnet, Cordier, Médoc Cru Bourgeois, Frankrig 1998 til 54,95 kr. i Netto. (Berlingske Tidende/47)
Clos du Mont Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1998 til 135 kr. hos Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44). (JP-København/48)
Corte Aleardi, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1997 til 84 kr. hos Dansk Vinforsyning (tlf.: 56 29 30 00). (Jyllands-Posten/46)
Costers del Gravet, Tarragona, Spanien 1998 til 100 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Information/46, Politiken/46)
Duc de Foix, Cabernet Sauvignon, Frankrig 1998 til 39,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (ErhvervsBladet/47)
Domaine de Grands Devers, Syrah, Côtes du Rhône, Frankrig 1998 til 60 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/46)
Domaine du Pegau, Cuvée Reserve, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1998 til 169 kr. hos Bergman Vinimport (tlf.: 48 28 00 35). (JP-København/48)
Eloquenzia, Copertino, Puglia, Italien 1997 til 34,95 kr. i Netto. (Frederiksborg Amts Avis/47)
Fleurie, Ropiteau, Fleurie, Frankrig 1999 til 95 kr. i Ludvig Bjørns Vinhandel (tlf.: 33 15 16 13). (Berlingske Tidende/48)
High Gables, Cabernet Sauvignon, Coastal Region, Sydafrika 1998 til 79,95 kr. i Kvickly. (B.T./48)
Homenaje, Crianza, Navarra, Spanien 1996 til 55 kr. hos Grand Vin (tlf.. 43 46 99 00). (Berlingske Tidende/46)
La Bastide Saint Vincent, Vacqueyras, Frankrig 1998 til 89 kr. hos Vinmonopolet (tlf.: 87 20 08 88). (Alt for Damerne/47)
Marilù Tili, Umbrien, Italien 1995 til 160 kr. fra Furesø Vinimport (tlf.: 45 85 70 49). (Berlingske Tidende/48)
Marques de Monistrol, Cabernet Sauvignon, Penedès, Spanien 1997 til 55 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Frederiksborg Amts Avis/43, Berlingske Lokalaviser/44, Fyens Stiftstidende/47)
Minervois, Château du Donjon, Minervois, Frankrig 1998 til 45 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/48)
Montegras, Merlot Reserva, Colchagua Valley, Chile 1999 til 50 kr. hos Netto. (B.T./47, Politiken/48)
Paralèle 45, Jaboulet, Côtes-du-Rhône, Frankrig 1998 til 100 kr. for 2 flasker hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Politiken/46)
Pasqua, Casterna, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1997 til 55 kr. hos Amka (tlf.: 86 41 96 00). (Jyllands-Posten/46)
Sacreterre, Umbrien, Italien 1995 til 300 kr. fra Furesø Vinimport (tlf.: 45 85 70 49). (Berlingske Tidende/48)
Solene Santi, Valpolicella Classico, Italien 1988 til 85 kr. hos Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 55 00). (Alt for Damerne/48)
Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 1999 til 150 kr. for 3 flasker hos Skjold Burne. (Politiken/46)
Vieux Clocher, Amoux et Fils, Vacqueyras, Frankrig 1998 til 80 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/48)
Villa Antinori, Chianti Classico, Italien 1997 til 99,95 kr. fra Maxxium Danmark (tlf.: 43 22 55 00). (Berlingske Lokalaviser/46)
Villa Bona Terra, Sangiovese / Merlot, Rumænien 1999 til 50 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (Nordjyske Stiftstidende/48)
Wyndham Estate Bin 555, Shiraz, South Eastern Australia 1998 til 88 kr. fra World Brands (tlf.: 39 27 02 01). (Penge & Privatøkonomi/47).

SPECIALITETER
Cockburn, Vintage Port, Portugal 1997 til 495 kr. fra Allied Domecq (tlf.: 36 88 52 63). (Børsen/47)
East India Fine Rich Madeira, Justino Henriques, Madeira, Portugal, hedvin til 60 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (Fyens Stiftstidende/46, Århus Stiftstidende/48)
Kopke Colheita, Douro, Portugal 1992, portvin til 55 kr. (50 cl) hos Aldi. (B.T./46)
Quinta da Eira Velha, Vintage Port, Portugal 1997 til 175 kr. hos Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (Børsen/47)
Sandeman, Vintage Port, Portugal 19967 til 712 kr. fra Vingaarden (tlf.: 63 17 18 19). (Børsen/47)

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk.