Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 47, 2001

Vin-aktuelt i uge 47
19. november - 25. november 2001
.
VinAvisen uge 44VinAvisen uge 45VinAvisen uge 46
    Est le beaujolais arrivé?
    Har I overhovedet bemærket, at årets Beaujolais Nouveau kom til landet i torsdags? Nå ikke? Nej, men det er vel også sådan, at interessen for denne i øvrigt morsomme lancering af en vin efterhånden er blevet meget lille. Den er slidt op.
    Der er imidlertid brug for af og til at tage papnæserne på og have det lidt sjovt, så mon ikke andre i vinens verden finder på en eller anden gimmick?

    Tidligste Eiswein i 66 år
    Det må vist være ved at blive koldt i vejret! Ikke siden 1966 har man høstet Eiswein så tidligt på året.
    Høsten fandt sted på Schlossgut Diel i Burg Layen i Nahe ved en temperatur på 7 minusgrader. På marken Goldloch i Dorsheim høstede man Riesling-druer til 500 liter med en mostvægt på 140 grader Oechsle (se VinAvisens Vin-ABC) og 13,5 promille syre.
    Forholdet mellem mostvægt og syre er som 1 til 10, og dette regnes som idealet. Man forudser derfor, at det vil blive en meget elegant Eiswein.

    Sådan laves Eiswein
    Eiswein - isvin - presses af søde duer, der får lov til at hænge, til temperaturen har nået flere minusgrader. Og derefter skynder man sig at presse druerne, mens de stadig er frosne.
    Når druerne fryser, vil vandet i dem fryse først, mens de sukkerholdige stoffer, syrer og ekstrakter forbliver i flydende tilstand. Og under presningen vil det frosne vand - isen - blive tilbage sammen med drueskind og stilke, mens en sød og duftende most løber fra.

    Knald eller fald
    Man skal være lidt af en spiller for at lave Eiswein. Det er knald eller fald:
    Udbyttet bliver kun 10-15 procent af den mængde, man ellers kunne få på marken, og i flere måneder efter den normale høst skal man gå og se på druerne.
    Men så er frosten der. En tidlig morgen, mens det endnu er mørkt. Alle mand af hus! Inden klokken otte skal druerne være presset.
    Er man heldig, står man samme dag med 400, 500 eller 600 liter Eiswein, som man kan sælge i dyre domme.
    Særligt eftertragtet er Weihnachtsabend-Eiswein eller Christwein, som er høstet julenat. Eller endnu bedre: En vin, der er høstet ved helligtrekonger - en Heiliger Dreikönigswein.

    Hele 163 grader Oechsle
    Endnu en rekord noterer tyskerne med en Trockenbeerenauslese på druen Huxelrebe med 163 grader Oechsle.
    Druerne med ædel råddenskab til knap 300 liter vin blev høstet på det statslige Weinbaudomäne Oppenheim i Rheinhessen.
    .

    .
    De kæmpemæssige trædøre ind til Jaboulets hule har et areal på over 40 kvadratmeter og vejer adskillige tons.
      Jaboulet går under jorden
      Den velestimerede Rhône-producent Paul Jaboulet Aîné har netop åbnet, hvad der meget vel er verdens største smagerum.
      Rummet er en kolossal hule, som har haft mange funktioner igennem århundrederne: Tilholdssted for forhistoriske huleboere, stenbrud under romerne og i middelalderen, værksted for tyskernes flyvemaskiner under den anden verdenskrig og et dyrkningssted for champignons.
      Jaboulet, der producerer over 3,5 millioner flasker om året, har allerede flyttet næsten en million af dem ind i hulen, hvor de ligger godt og dejligt køligt.
      Hulen, der ligger i Châteauneuf-sur-Isère, kan kun besøges efter aftale med Jean-Luc Chapel hos Paul Jaboulet Aîné, tlf.: 00 33 4 75 84 68 93 og e-mail: jl.chapel@jaboulet.com.

    ..
    .
    Robert Mondavi
      Robert Mondavi følger med tiden
      Det er imponerende, hvad familien Mondavi har nået at udrette på kort tid. Først blev franskmændene udfordret og besejret. Og så skulle der samarbejdes over grænserne. Over hele verden. Samtidig udvidede man hjemme i Napa og opkøbte vinhuse og jord i resten af Californien. Alt sammen gjort med stil og uden at miste målet på noget tidspunkt - målet at lave bedst mulig vin.
      Én ting har dog irriteret familien, og det er de kritikere, som bebrejder Mondavi, at familien ikke er tro over for Napa-stilen.
      Problemet er, at man ikke helt kan blive enige om, hvad Napa-stilen er. Mondavi opdagede i alt fald, at hans europæiske kollegaer mente, at de californiske vine var lidt for bombastiske i forhold til det, der var normen i de bedste Bordeaux-vine. Derfor har Mondavi søgt at dæmpe kraften og saften og fremelske en mere stilren og elegant vin. Og det er altså lykkedes så godt, at han nu har fået amerikanske kritikere på nakken.
      Det er interessant at bemærke, at i samme periode er de bedste Bordeaux-vine blevet fyldigere og kraftigere - de har tilnærmet sig den californiske stil. Det fik vi en glimrende illustration af ved en smagning i København i ugen, der gik.

    Mondavis flagskib
    Cabernet Sauvignon Barrel Aged Reserve er Mondavis flagskib. Hans stolthed. Ved smagningen i København stod der ni årgange fra 1990 til 1998 i glassene til bedømmelse.
    Generelt er det kun årgang 1992, som han ikke kunne være meget stolt af. Resten er intense og elegante vine med dette signal af noget ædelt og stort, som man alt for ofte bare må nøjes med at læse om. Det er moden Cabernet Sauvignon og fransk eg i fornemste samarbejde.
    Man vænnede sig så hurtigt til den overlegne elegance, at to store franske top-Bordeaux'er fra årgang 1998 virkede mere "californiske" end Mondavi i samme årgang.
    Mondavi's Cabernet Sauvignon Barrel Aged Reserve koster cirka 1000 kr. Den importeres af ScanWine/Vingaarden.

    Marken To Kalon
    Da Robert Mondavi i 1966 etablerede sig i Napa, valgte han et stykke jord på 200 hektar, som i mere end 100 år havde været kendt for at være den bedste til vin.
    Mondavi døbte marken To Kalon, og hvert år viser det sig, at det er herfra, man får den bedste høst.
    To Kalon er hovedkilden til Cabernet Sauvignon Barrel Aged Reserve. Kun fuldmodne og ens modne druer fra Mondavis marker indgår i vinen. Håndhøstet og strengt selekteret. Alt efter årgangen får vinen femten måneder på små nye barriques, og den tappes ufiltreret på flaske.
    ....
      .
      VinAvisens Online Auktioner
      Vores nye auktions-sider er blevet godt modtaget. Mange hundrede læsere har været inde og kigge, og vi har fået en hel del mails med gode forslag - og med opfordringer til at se at komme i gang for alvor.
      Vi tager dog lige endnu nogle dage med den "tørre" test, hvor du kan afprøve og lege med funktionerne - oprette egne auktioner og byde på andres. Endnu gælder det ikke!
      Først på fredag aften d. 23 lukker test-versionen, og fra og med søndag morgen den 25. begynder vi for alvor.
      I den forbindelse sletter vi naturligvis alle de test-auktioner, der er lagt ind.
      Brugernavnet og kodeordet, du logger dig på med, vil du dog fortsat kunne bruge.
      Og så kan du jo så småt begynde at spekulere over, hvilke vine og andre vinøse emner du selv vil udbyde fra og med næste søndag. For alvor.
      Brug af VinAvisens Online Auktioner bliver helt gratis og åben både for private købere med en enkelt flaske og for professionelle med en palle eller tre.
      Dine kommentarer og forslag til forbedringer er meget velkomne. Skriv til netmester@vinavisen.dk.
      Og klik på denne bjælke, og se, hvordan auktionssiderne ser ud:
      .
      .
      .
    Italien en trussel
    På en australsk konference Adelaide i tirsdags gjorde Chris Hancock fra det store vinfirma Southcorp klart, at Australien ikke mere er "the luckiest country on earth", når det gælder om at kunne sælge vin til oversøiske købere.
    Der er for meget vin i denne verden - mere end der er købere til - og Hancock pegede især på Italien som den store konkurrent. Italienerne har en mængde vin i den billige ende, og nu, hvor italienerne satser på kvalitet, vil de være en stor trussel.
    Hancock tilskyndede også til fusioner og opkøb. - Australien er et lille vinland i en meget stor verden, sagde han, - og vi har brug for power.

    Italiensk primeur på nettet
    Nu sælges også italienske vine en primeur - ligesom dem fra Bordeaux. Og det sker via nettet.
    Ifølge Decanter er den tyske forretningsmand Mako Onfermann på adressen www.winetip.com netop begyndt at tilbyde italiensk primeur. Det gælder 50 velkendte mærker som Castello di Brolio, Castello di Fonterutoli, Poliziano, Costanti, Pelissero, Braida, Casanova di Neri, Conterno, Fantino, Poderi Einaudi, Guerrieri Rizzardi, Tenuta di Ghizzano og Michele Satta.
    Ikke alle de italienske producenter er dog begejstrede for ideen. De er bange for ikke at kunne klare efterspørgselen og for at tabe kontakt med markedet og hidtidige kunder samt kontrol over priserne.
    a..
    Skarpskytten angriber igen
    Det ser ud til, at amerikanerne har svært ved at få kål på den glasvingede skarpskytte, insektet, der påfører vinstokkene den dræbende sygdom Pierce’s disease.
    Sidste år forrettede insektet store skader i Temecula vinregionen. 40 hektar vinmarker blev lagt øde, og tabet opregnes til 40 millioner dollars.
    Ifølge fagbladet Just Drinks spreder sygdommen sig nu i Kern County. Alene i et hjørne øst for Bakersfield er tolv vinmarker blevet angrebet, og man har måttet rive 600 vinstokke op med rode.
    Det tager et par år, før symptomer på sygdommen viser sig, så der er frygt for, at problemet vil blive meget stort.
    Siden 1998 har regering og vinindustri brugt 47,6 millioner dollars i kampen mod skarpskytten.

    Vinbranchens blå bog
    Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
    .

    Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
    a..
      Birger Vejrum (f. 1960) åbnede Det lille Enoteca i juli 1999. Enoteca er det italienske ord for "vinbibliotek" eller vinudstilling. I flere italienske byer er der sådant et, og det var da også Italien, der inspirerede Birger Vejrum til at handle med vin. Familie, venner og bekendte var interesserede i de vine, han købte med hjem fra sine talrige rejser til støvlelandet, og helt privat begyndte han at importere vine fra Castello Romitorio og Cennatoio.
      Egentlig er han uddannet som socialpædagog og familieterapeut og har i femten år arbejdet med børn og unge samt inden for socialpsykiatrien, men vinen fangede - og Det lille Enoteca voksede, så det efterhånden ikke er helt så lille mere.
      Firmaet forhandler udelukkende vine fra mindre og højt præmierede producenter i Italien, og Birger Vejrum har en tæt kontakt til "sine" producenter og besøger dem mindst en gang om året.
      Han er også flittig med at lave "events" omkring sine vine. Fem-seks gange om året afholder han store vinsmagninger, hovedsagelig på Ristorante Italy & Italy i Ringsted. Derudover gør han, hvad mange andre mindre importører gør: Han farer rundt og afholder vinsmagninger for virksomheder, vinklubber og privatfolk. - Der skal løbes hurtigt i denne her branche, siger han, - men det er sjovt.
      Privat er han gift med Karin Orth, og sammen har de hunden Daisy samt de to hængebugsvin, Psykologen og Terminator.
      Adresse: Det lille Enoteca, Kyringevej 52, 4100 Ringsted, tlf.: 57 80 30 42, e-mail: info@det-lille-enoteca.dk.

    .
    d
    d
    d
    d
      .
      VinAvisens online vinsmagning:
      Her er vinderne
      .

      .
      Lidt over 400 vine blev smagt i vores online vinsmagning, og læserne har flittigt gættet sig til, hvor mange stjerner, Vinnøglen har givet til de seks “træffer-vine”.
      Nogle vine fik tre stjerner, nogle fire og mange fem - ikke så underligt, for Vinnøglen har faktisk givet fem stjerner til samtlige seks vine.
      De heldige (dygtige) vindere blev:
        Bona Terra, Chris-Wine: Jørgen Banke
        Château Saint André, GrandVin: Torben Brohus-Weiss
        Masia Monistroll, ViniPortugal: Thorkild Vangsgaard
        Viña Tarapacá, Skjold Burne: Torben Stetkær
        Trio Merlot, FDB: Carsten Just Munch
        Domaine de la Curnière, Fakta: Per Thorup Pedersen
      Præmierne - en kasse med tolv flasker - vil blive tilsendt direkte fra firmaerne..
    De samler på vingårde
    Ambrogio Folonari og hans søn Giovanni, der tidligere ejede vinfirmaet Ruffino, har købt vingården La Fuga i appellationen Brunello di Montalcino for cirka 60 millioner dkr.
    Til vingården hører cirka 8 hektar i Brunello og 2,5 ha i Sant’Antimo.
    Folonari og søn ejer i forvejen flere ejendomme, blandet andet Cabreo i Chianti, Nozzole i Chianti Classico, Conti Spalletti i Chianti Rufina, Fattoria di Gracciano i Montepulciano, Vigne a Porrona i Montecucco, Campo al Mare i Bolgheri og Tenuta di Novacuzzo i Colli Orientali del Friuli.

    Vilde nordmænd
    Siden det svenske Systembolag indførte lørdagsåbent i juli, er nordmændene blevet helt vilde med at køre over grænsen og bringe flasker med hjem.
    I oktober sidste år hentede de 189.500 liter vin i Systembolaget. I oktober i år var tallet steget til 330.100 liter. Målt i norske kroner var det ifølge Vin- og Brennevinsimportørenes Forening (VBF) en stigning på 78,2 procent.
    Om to uger sænker svenskerne vinafgifterne med 5 kr. pr. flaske. Så den norske regerings forslag om at sænke de norske vinafgifter med kun 2 kr. skal nok sætte yderligere fut i grænsehandelen.
    ...
      Nyt vincenter i Australien
      I Adelaide har australierne netop åbnet et nyt og meget spændende vincenter, National Wine Centre of Australia.
      Med 170 udstillinger og modeller føres man igennem alle faser af produktionen, og med interaktive computer-simuleringer kan man selv prøve at træffe en række afgørelser i løbet af skabelsen af en vin - og straks få en bedømmelse af sin indsats. Yderligere er der naturligvis smagerum, restaurant, butik og turistinformation.
      Et besøg i centeret er en god forberedelse til ture i Barossa Valley, Adelaide Hills og McLaren Vale, der ikke ligger ret langt væk. Læs mere på www.wineaustralia.com.au.
    .a..
      .
      Den danske vinbranche
      * Husets Vin er en ny vinbutik, som Kim Hedemann åbner på adressen Kongebrogade 11, kælderen, i Kolding den 30. ds. I weekenden vil der være smagning af blandt andet Chestnut Grove, som vi har givet fem stjerner i dette nummer af VinAvisen.
      * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
    ..
    a.
    Vinverdenen er uretfærdig, mener franskmand
    - Den nye verdens vinproducenter har det alt for let, udtaler Jean-Marie Chardonnier ifølge WOW FaxNews. Han er direktør for en af Frankrigs største vinproducenter, Companie des Vins de Bordeaux et de la Gironde (CVBG), og han mener, at man i den nye verden ikke kun har et perfekt klima, men også alt for generøse regler for, hvilke og hvor mange druer, der må høstes, og endog hvordan vinen må laves.
    Jean-Marie Chardonnier peger blandt andet på anvendelsen af ege-chips i stedet for reel fadlagring og muligheden for kunstvanding.
    I Frankrig er der masser af strenge regler - ege-chips er fx forbudt, og de færreste steder er det tilladt at kunstvande.
    - Det er som at spille rugby, hvor modstanderne må kaste bolden helt, som de har lyst, mens vi andre kun må kaste den bagud, siger Jean-Marie Chardonnier let syrligt.
    .a..
    2000 år gammelt vineri
    I Kom Nagierea i nærheden af Alexandria har egyptiske arkæologer fundet en 2000 år gammel byg med velbevarede rester af et vineri.
    Både egyptere og romerne dyrkede vin på stedet, og det samme gør egypterne den dag i dag.

    20 procent af høsten til destillering
    Efter den afsluttede høst har Spanien ifølge den spanske avis El Mundo ansøgt EU om tilskud til destillering af over 7,8 millioner hektoliter vin, svarende til næsten 20 procent af høsten.
    Spanien får dog kun tilskud til 3,85 millioner hl. EU skal nemlig også tilgode se andre lande, dvs. Italien, Frankrig, Portugal, Grækenland og Tyskland.
    De samlede ansøgninger beløb sig til 14,2 millioner hl, og EU har kun pengepung til i alt 7 millioner hl.
    .a..
      "Kampen" imod Parker
      Ifølge WOW FaxNews skal Robert Parker have konkurrence. Allerede i 1996 startede Francois Mauss fra Luxembourg et smagepanel bestående af 30 medlemmer fra elleve lande. Dets navn er GJE, en forkortning for Grand Jury Européen, og nu er det meningen, at foretagende skal tage "kampen" op imod Parker.
      I november afholder GJE en serie interessante smagninger på Parkers hjemmebane, nemlig i Las Vegas, og i den forbindelse har man indbudt vinpressen i håb om stor omtale.
      Man vil gerne lade verden forstå, at en enkelt mand ikke skal have monopol på vinkritik, skriver WOW FaxNews.
    .a..
    Han vandt etiketterne
    I alt 112 læsere af VinAvisen var interesserede i den samling af gamle vinetiketter, som vi bortloddede på vegne af den ædle giver, Flemming Deichmann. Den heldige vinder blev Carsten Arnsted i Odense.

    Languedoc på svensk
    Flere og flere udenlandske vinkomiteer har fundet ud af at oversætte deres web-sider til et nordisk sprog. Og da der som bekendt er fleste svenskere, har de valgt det svenske sprog. Senest er Languedoc kommet til på adressen: www.languedoc-wines.com.

    Kæl mindre, køb mere
    Den store britiske supermarkedkæde Safeway har et problem: I kædens butikker er lyset i vinafdelingen dæmpet for at opnå en intim og hyggelig atmosfære.
    Det dæmpede lys tiltrækker imidlertid store mængde af amorøse par, der gerne vil hygge sig med hinanden.
    Safeway vil nu købe nye og stærkere lamper til de mange vinafdelinger i håb om, at kunderne vil kæle mindre og købe mere.
    Ifølge avisen Daily Telegraph kommer de ekstra lux til at koste firmaet 250.000 pund.
    ...
    .
    Ugens gode spørgsmål

    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens spørgsmål - og svar.

    I sidste uge opregnede vi druesorternes top-tyve. Vi skrev, at tallene ikke var helt nye. Nu har en af vore læsere, Hans Henning Jensen, venligst gjort os opmærksom på, at de seneste tal for druernes fordeling fremgår af Jancis Robinsons "Oxford Vin Leksikon". Ja, naturligvis. Vi har straks grebet vinens bibel og skyndt os at korrigere listen i forrige nummer. Tak til Hans Henning Jensen for mailen.
    .
    Hvad er culture résonnée?
    En af VinAvisens læsere har på en fransk vinflaske læst udtrykket culture résonnée og spørger, hvordan det skal forstås. Nils Andresen hos Sopexa havde svaret:
    Culture résonnée er det franske udtryk for, hvad vi herhjemme benævner integreret produktion. Og hvad er så dette? I landbruget benyttes tre former for dyrkning:
    * Normal dyrkning med brug af pesticider i mængder og hyppighed jævnfør varedeklarationen på den enkelte pesticid og nedarvede vaner.
    * Integreret produktion finder sted, når man kun sprøjter, når det er strengt nødvendigt og med så lidt som muligt.
    * Økologisk dyrkning foregår så godt som helt uden sprøjtemidler. På fransk hedder denne form for dyrkning production biologique eller culture biologique..
      .
      Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
      .
    ...
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


    Denne uges stjerner i VinAvisen
    Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


    Stonehedge, Old Vine, Zinfandel, Californien 2000
    69,75 kr., Amka Vinimport
    Den femte stjerne for denne rødvin gælder kun, hvis man er til muskuløse bodybuilder-vine. Det er en rigtig højrebs-vin, flot og med hår på brystet. Med sin gode frugt og 14 procenter viser den, hvilke kvaliteter der kan komme ud af Zinfandel, druen med de mange ansigter. Link til side om producenten: www.vinsouth.com.


    Nero d'Avola, Pasqua & Fazio, Sicilia IGT, Italien 1999
    46,75 kr., Amka Vinimport
    De er virkelig ved at komme efter det, nede på Sicilien. Detteher er en meget dejlig rødvin, hvis gode duft og smag vidner om sydens sol og fuldmodne druer. Dejlig vin til en fornuftig pris. Link til side om Sardinien og Sicilien: www.wine-regions-of-italy.com.


    Bouchard Finlayson, Sauvignon Blanc, Walker Bay, Sydafrika 2001
    95 kr., Vinslottet i Greve
    Denne hvidvin var deltagerne i smagepanelet helt vilde med. Det er da også en spændende vin med en flot duft og en meget lækker smag. Ikke en newzealænder eller en Sancerre, men en glimrende sydafrikaner. Link til producenten: www.bouchardfinlayson.co.za.


    Viñardul, Tempranillo, Crianza, Vinos de Madrid, Spanien 1997
    59 kr., Fionia Vinimport
    Moden vin med en lokkende duft og en ren og dejlig frugtsmag. En kultiveret vin, som man nyder med stor fornøjelse. Link til side på spansk om distriktet: www.vinosdemadrid.es.


    Chestnut Grove, Cabernet Sauvignon / Merlot, Western Australia 1998
    120 kr. (100 kr. ved 12 flasker), Vinex
    Her er virkelig en meget flot rødvin. Den har en harmonisk og dejlig smag med afrundet frugt. En herlig vin til kraftig mad. Link til australsk vin: www.winetitles.com.au.


    Salice Salentino Rosso, Torrevento, Salice Salentino, Puglia, Italien 1999
    54,75 kr., Kjær & Sommerfeldt
    Dette er en af disse rødvine, der bliver udnævnt til at være julevine, og denne vin lever bestemt op til navnet. Vinen har en tæt farve og en mere end kraftig smag af julens kirsebær, blød og lækker. Og så er prisen yderst fornuftig. Link til kort over Puglia: www.laterradipuglia.it.


    Tintara, Hardys, Cabernet Sauvignon, South Australia 1998
    99 kr., FDB
    Nam, nam, lød det under smagningen. En virkelig spændende vin, med en dyb, intens farve, en dejlig duft og en lækker smag. Lige til at drikke nu. Link til producenten: www.hardys-wines.com.


    De Loach, Zinfandel, Californien 1999
    129 kr., Philipson Wine
    Flot vin med en dejlig, lidt krydret duft og en harmonisk og fyldig smag med en anelse sødme. Dyr, men dejlig. Den har 13,5 procent alkohol, men masser af frugt til at give procenterne modspil. Link til producenten: www.deloachvineyards.com.


    Château le Peuy-Saincrit, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1998
    69 kr., Østjysk Vinforsyning
    Et læskende og dejligt glas vin og en enkel og ligefrem rødvin, der er glimrende til mad. En vin, man drikker med glæde. Link til side om slottet: www.vgas.com.


    Suhindol Reserve, Merlot, Suhindol, Bulgarien 1996
    39,95 kr., Superbrugsen
    I disse tider med muskuløse rødvine er der også brug for en let og saftig rødvin med god og frisk frugt. Her er en mulighed. Den gode bulgarske vin er en let (12 procent) og meget venlig vin, som man drikker med glæde - uden at blive unødigt beruset. Link til side om vineriet: www.winetoday.com.


    Domaine des Hautes Roches, Cuvée les Pourrats, Côtes du Ventoux, Frankrig 1999
    64 kr., Vinfirmaet
    Dette er en rødvin, der bare er i orden. En vellavet vin med god og fyldig frugt og en anelse sødme. Link til Rhône-vine: www.beyond.fr.


    Marqués d'Valcarlos, Crianza, Navarra, Spanien 1997
    75 kr., Vinens Verden
    En flot farve, en inviterende, dejlig duft og en lækker og blid smag af frugt - kirsebær - med en let sødme. Link til distriktet: www.riojawine.com.


    Santa Helena, Merlot, Central Valley, Chile
    54,75 kr., Kjær & Sommerfeldt
    Blød og dejlig rødvin med god fylde og god frugt. Den er behageligt let (12½ procent) og velegnet til ikke for kraftige kødretter, fx kalv, svin, fasaner osv. Vinen er en af Kjær & Sommerfeldts julevine, men den er nu mindre egnet til den kraftige danske julemad. Link til producenten: www.sanpedro.cl.


    Ramón Bilbao, Reserva, Rioja, Spanien 1996
    105 kr. (ved 12 flasker), Ki-Ma Vinimport
    En ret let Rioja af virkelig god kvalitet. Den har en forfriskende syre, der står godt til mad. Link til producenten: www.bodegasramonbilbao.es.


    Domaine des Tourelles, Gigondas, Frankrig 1998
    125 kr., Østjysk Vinforsyning
    Det vil være klogt at gemme denne flotte vin i hvert fald fem år, så den kan blive afrundet og modnet. Den har en fyldig og flot smag lidt i retning af blomme og chokolade. Link til domænet: www.avignon-et-provence.com.


    Château Laval, Costières de Nîmes, Frankrig 1999
    34,95 kr., Amka Vinimport
    Virkelig god vin til prisen. Eller for at bruge et lidt forslidt udtryk: En behagelig vin. Den har god frugt og en let sødme, som mange vil være glade for. Link til distriktet: www.espace-costieres.com.


    Deakin Estate, Merlot, Australien 2000
    70 kr., Vinens Verden
    En pæn Merlot med kraftig duft og ren og fyldig frugt. Den har en let sødme og et bittert bid i eftersmagen. Link til producenten: www.deakinestate.com.au.


    Rose Sainte-Croix, Cru Bourgeois, Listrac, Frankrig 1997
    99,75 kr., Skjold Burne
    Dette er "årets eksklusive julevin" fra Skjold Burne og en pæn bordeaux, fire år gammel og derfor moden og afrundet. Men den skal nu ikke have alt for kraftig julemad som følgesvend. Link til dansk side om Cru Bourgeois: http://hjem.get2net.dk.


    Errazuriz, Merlot / Cabernet Sauvignon, Rapel Valley, Chile 2000
    64,75 kr., H.J. Hansen
    Denne fadlagrede rødvin har en god og ret kraftig duft og en tiltalende smag lidt efter kirsebær og solbær. Den har et bittert bid i eftersmagen og vinder ved at blive plasket over i en karaffel. Link til producenten: www.errazuriz.com.


    Deutz, Brut Classic, Champagne, Frankrig
    249,75 kr., H.J. Hansen
    Proppen har mistet sin sædvanlige bredde forneden og fremtræder mere som en cylinder. Det kunne tyde på, at vinen har nogle år på bagen. Der er dog stadig både bobler og smag i den. Den er tør med god gode frugt og en ret fremtrædende syre. Link til side om producenten: www.grapevineonline.com.


    Maruggia, Rosso del Salento IGT, Puglia, Italien 2000
    39 kr., Amka Vinimport
    En pæn og venlig "hakkebøffevin" med et lille bittert bid i slutningen. Link til side om Puglia: www.ulysses.it.


    .
    Disse vine fandt de danske vinskribenter
    Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
    I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
    En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
    Alt for Damerne
    Bodegas Centenarias, Sauvignon Blanc, Chile 2000Hvidvin39,95 kr.Amka Vinimport
    Bodegas Centenarias, Cabernet Sauvignon, Chile 1999Rødvin39,95 kr.Amka Vinimport
    .
    Berlingske Tidende
    Rosemont Estate, Shiraz / Cabernet Sauvignon, Australien 2000Rødvin64,95 kr.Gobi
    .
    ErhvervsBladet
    Castano Pozuelo, Crianza, Yecla, Spanien 1998Rødvin47,95 kr.Bilka
    Finca Pedrera, Gran Reserva, Alicante, Spanien 1996Rødvin69,50 kr.Premier Cru Wine
    .
    Frederiksborg Amts Avis
    Marqués de Valcarlos, Navarra, Spanien 1997Rødvin75 kr.Vinens Verden
    Salice Salentino, Puglia, Italien 1999Rødvin69,50 kr.Kjær & Sommerfeldt
    .
    Information
    Napa Valley Barrel Aged Reserve, Robert Mondavi, Napa Valley, Californien 1998Rødvin1000 kr.Scanwine
    ...
    Eftertryk er tilladt i trykte medier
    Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.