Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 11, 2002



Vin-aktuelt i uge 11
11. marts - 17. marts 2002
.

VinAvisen uge 8VinAvisen uge 9VinAvisen uge 10
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk

Øl skaber øget alkoholforbrug
I det seneste nummer af det internationale tidsskrift Epidemiology offentliggøres en undersøgelse, udført af forskningsassistent Majken Jensen på Institut for Sygdomsforebyggelse i København.
Majken Jensen har fulgt 10.330 københavnere og kortlagt deres alkoholforbrug, og hun konkluderer, at unge øldrikkende mænd har tre gange så stor en risiko for at udvikle overforbrug af alkohol som dem, der foretrækker at drikke vin.
Hvorfor? Der er sikkert sociale årsager til det. Der er folk, som "bare skal have en bajer", og så er der dem, der nyder vin til maden.
Til Berlingske Tidendes Annette Hagerup siger Majken Jensen: - Det ser ud, som om vindrikkerne holder sig på måtten og gennem årene bliver ved med at holde deres forbrug på et sundhedsforsvarligt niveau.
.....
.
Også Norge har en stor grænsehandel. Den norske avis Dagbladet fortæller, at nordmændene tømmer det svenske Systembolag.
    61 procent større svensk grænsehandel
    Ifølge beregninger udført på Stockholms universitet er svenskernes køb af vin, spiritus og øl i udlandet øget med 61 procent i januar måned, sammenlignet med januar 2001.
    Svenskerne fik pr. 1. januar lov til at medføre 2 liter spiritus, 6 liter hedvin, 26 liter vin og 32 liter øl ved indrejse fra et andet EU-land, og denne mængde vil yderligere øges i de kommende år.
    Den svenske regering forventer, at dette vil få dramatiske følger både for salget på Systembolaget og for statens indtægter fra alkoholafgifterne.
    Ifølge det svenske Finansdepartementet forventes disse indtægter at synke fra 4,9 milliarder skr. i 2000 til 2,7 milliarder skr. i 2004 - hvis ikke afgifterne sænkes.

    Svenskerne nødt til at sænke afgifterne
    Formanden for den norske Vin - og Brennevinsimportørenes Forening, Ivar Amundsen, siger: - For at kunne opretholde grundlaget for Systembolaget bliver den svenske regering nødt til at sænke sine alkoholafgifter til niveauet i Danmark - og dette skal ske samtidig med, at den danske regering har lovet at reducere sine afgifter betydeligt i 2003 for at dæmme op mod den enorme grænsehandel i Tyskland.
    Dette er en virkelighed, som også norske politikere må forholde sig til.

INAO strammer reglerne
Ifølge Decanter strammer det nationale franske institut for appellations d’origine (INAO) nu reglerne - selvfølgelig som et modtræk mod fransk vins øgede konkurrence fra oversøiske lande, men også for at komme overproduktionen til livs.
Hidtil har INAO kun garanteret, at en vin kommer fra et bestemt AOC-område, ikke at vinens kvalitet er i orden. Nu vil kvaliteten også blive godkendt, før en vin får AOC.
Hidtil har vinbønderne jongleret med reglerne for, hvor mange druer de må høste. De har afbalanceret for stort et udbytte med dele af markerne, hvor vinstokkene faktisk var gået ud. Fremover vil ejendomme, der har mere end 25 procent døde vinstokke, blive deklasseret.

Nye premier cru-vinmarker i Bourgogne
Wine Spectator skriver, at en række vinmarker i Bourgognes Côte de Beaune er blevet forfremmet fra village-status til premier cru.
De opgraderede vinmarker ligger i landsbyerne Ladoix-Serrigny and Pernand-Vergelesses, der begge omfatter dele af grand cru-områderne Corton og Corton-Charlemagne, og ejerne har over for INAO skullet vise, at markerne giver druer med enestående karaktertræk og vine af høj kvalitet. De nye premier cru-marker er:
Ladoix-Serrigny: Les Buis (Pinot Noir) samt Les Grêchons et Foutrières, En Naget og Le Rognet et Corton (alle Chardonnay).
Pernand-Vergelesses: Sous Frétille, Le Clos Le Village og Clos Berthier (alle Chardonnay).
a.
Vinene fra Golan-højderne
På Golan-højderne laver israelerne en række glimrende vine, hvoraf vi har anmeldt flere her i VinAvisen.
Vingården er anlagt på jord, som inden seksdageskrigen tilhørte Syrien, og som israelerne har besat, og dette har fået nogle til at reagere. I England har varehusene Selfridges og Harrods derfor taget vinene fra Golan Heights Winery ned fra hylderne, ligesom dette er sket i nogle butikker i Spanien.
Her i Danmark har der været et enkelt læserbrev i Information, men Amka i Randers, der importerer vinene, har ikke ellers mødt nogen form for kritik, ligesom næsten alle avisernes vinskribenter har anmeldt vinene meget positivt.
Link til Golan Heights Winery: www.golanwines.co.il.
.
Hvem ejer verdens største vodkamærke?
Stolichnaya er både Ruslands og verdens største vodkamærke. Men hvem ejer det? Er det firmaet Sojuzplodimport (SPI), eller er det den russiske stats landbrugsministerium.
Det slås de om for øjeblikket, og staten har et godt argument: Den tilbageholder simpelt hen forsendelser af vodkaen til blandt andet det amerikanske og det britiske marked.
Den russiske stat solgte Stolichnaya og flere andre vodkamærker til Sojuzplodimport i 1992, men landbrugsministeriet hævder, at salget var illegalt, og at prisen var alt for lav.
Der har været rygter om, at landbrugsministerier støtter en parallel produktion af Stolichnaya, og at denne skulle være på vej til verdensmarkedet.

Jo, den femte smag findes
Vore smagsløg kan genkende fire smage: salt, surt, sødt og bittert. Men længe har man hævdet, at der også findes en femte smag, som japanerne har kaldt unami. Den beskrives som "nydelsesrig", og den er smagen af aminosyrer som mononatriumglutamat, også kaldet smagsforstærker.
Disse aminosyrer findes også i vin - cirka 1-4 gram pr. liter. Men er smagen af dem ikke bare noget, som de normale fire typer smagsløg opfatter?
Ifølge det nye nummer af tidsskriftet Nature har to amerikanske forskere, Charles Zuker og Nick Ryber, nu opdaget nogle smagsceller på tungen, der kan genkende aminosyrerne, og som derfor er specielt gearede til at opfatte den femte smag. Så, jo, den femte smag findes.

Depardieu køber endnu en vingård
Den franske skuespiller Gerard Depardieu ejer allerede en vingård, Château de Tigné i Loire. Nu har han købt endnu en, nemlig Château Gadét i Médoc - denne gang sammen med William Pitters Gourp, der også har investeret i vingårde i Cahors, Rhône, Fitou, Rioja, Italien, Marokko og Kina.
Depardieu, der er aktuel med sin rolle i Ole Bornedahls nye film "Jeg er Dina", er kendt for sin store interesse for vin. Til B.T.s Birger A. Andersen sagde han under en mellemlanding i København: - For mig er vindyrkning ikke et spørgsmål om at tjene penge. Vin handler om livskvalitet.
Af andre filmfolk, der er blevet vingårdsejere, kan nævnes instruktøren Francis Ford Coppola og skuespilleren Sam Neill.

Også færre druer i Sydafrika
I sidste uge skrev vi, at australierne ånder lettede op: Årets vinhøst bliver alligevel ikke så stor som først estimeret.
Nu ånder de også lettet op i Sydafrika, idet høstmængden bliver 30 millioner liter mindre end forudsagt i december.
Ifølge South African Wine Industry Information and Services regner man nu med at høste 10.434.000 tons druer, hvilket er mindre end gennemsnittet for de seneste fem år, om end 6,9 procent mere end sidste år.
Eftersom et ton druer giver 761 liter vin, vil produktionen således blive på 794 millioner liter. Men altså ikke på 824 millioner som først antaget.
a..........
    .VinAvisens Online Auktioner

    Alle 61 grand cru-slotte i superårgang
    Der er virkelig spændende vine til salg i VinAvisens Online Auktioner. Tag fx auktion nr. 661 (tænk, at der allerede har været så mange auktioner!). Her er der mulighed for at byde på et komplet sæt af Médocs 61 klassificerede slotte fra superårgangen 1982.
    Startprisen er 50.000 kr. - det er mindre end 1000 kr. pr. flaske. Uhørt billigt. Men prisen kommer jo nok højere op, når buddene kommer ind.
    Det vil næsten være synd at splitte så flot en samling op, men det kan jo alligevel godt være, at nogle slår sig sammen og bag efter "deler rovet". Der er jo tale om vine, der ikke kun er investeringsobjekter, men hvoraf langt de fleste stadig kan nydes, mens englene synger.

    Sådan blev klassifikationen til
    Når denne samling vine er så enestående, er det ikke kun fordi 1982-årgangen er en af århundredets bedste, men også fordi den omfatter samtlige 61 slotte i 1855-klassifikationen og derfor næsten er et historisk dokument.
    Médocs klassifikation blev skabt, da man i 1855 skulle holde verdensudstilling i Paris. Man ville udstille vine fra Bordeaux, og formanden for udstillingskommiteen, prins Napoléon Bonaparte, ønskede de bedste vine. Han bad derfor handelskammeret i Bordeaux om en liste med en rangfølge.
    Det var imidlertid en varm kartoffel, som vinkøbmændene nødigt ville røre ved. De gav derfor kartoflen videre til byens vinmæglere, dvs. de konsulenter, der også i dag formidler køb og salg af vin.
    Mæglerne påtog sig opgaven, og listen blev til den berømte 1855-klassifikation, hvor 61 slotte blev inddelt i fem rangklasser - de såkaldte crus (cru = voksested).
    I første cru ligger Château Lafite, Château Latour, Château Margaux og Château Mouton-Rothschild samt Château Haut-Brion i Graves.

    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Svensk fodfæste i Estland
Ifølge fagbladet Just Drinks er det svenske monopolforetagende Vin & Sprit i gang med at købe det estiske firma Sinebrychoff Eesti AS.
Sinebrychoff Eesti ejes af Oy Sinebrychoff Ab, et finsk firma, der ejes af Carlsberg, og i handelen indgår, at Vin & Sprit kan markedsføre Sinebrychoff's mærker på det estiske marked.
Vin & Sprit får således fodfæste i Estland, hvilket svenskerne anser for vigtigt, når Estland indlemmes i EU.

Nyt amerikansk distrikt
Distrikter i USA hedder American Viticultural Areas (AVA), og det er Bureau of Alcohol, Tobacco and Firearms, der står for den officielle oprettelse af dem.
En ny AVA er netop kommet til, nemlig den 6100 hektar store appellation Rockpile, der ligger i bjergene ud mod kysten nordvest for Sonoma og op imod Dry Creek Valley.
Navnet Rockpile stammer fra den historiske Rock Pile Ranch, der fandtes på stedet i slutningen af 1800-tallet.

Måske et problem for Chiles vin
Her i weekenden var der for niende gang forhandlinger mellem Chile og EU. Det foregik i Santiago, og formålet var at sondere betingelserne for fremtidige handelsaftaler.
EU-landene aftager 25 procent af Chiles samlede eksport og er også landets største investor med aktiver på over 130 milliarder dkr.
Men Chiles vineksport kan ifølge nyhedsbureaet EFE blive et problem, hvis der ikke foreligger bedre muligheder for Chiles vinindustri på det europæiske marked.
Chiles organisation af vineksportører (Chilevid) udtaler, at de chilenske vinbønder endnu ikke ved, hvad de europæiske vinproducenter ønsker.

Så meget chilensk vin
Ifølge nyhedsbureauet EFE aftager Europa for næsten 3 milliarder dkr. chilensk vin om året, hvilket er 58 procent af landets samlede eksport.
Chile har 5 procent af verdens samlede vinproduktion, og i alt eksporterer landets 80 bodegaer 60 procent af deres produktion til næsten 90 lande.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
a..
.

    Karlin Nielsen (f. 1942) er "den lille købmand", som i tide så skriften på væggen og skiftede til rollen som vinhandler i den helt store stil.
    Han er født i Lohals på Langeland og kom som femtenårig i lære i Vejstrup Brugsforening på Sydfyn. Efter aftjent værnepligt startede han sin karriere, da købmand Peter Birkested på Kongevejen i Holte nord for København søgte en ung kommis med kørekort. Det var i 1963. Otte år efter overtog unge Karlin butikken.
    Karlin Nielsen har altid været god til at spå om fremtiden. Han så, at de mange supermarkeder og discountbutikker hurtigt ville blive en stor konkurrent til den lille købmand, så nøjagtigt på tiårsdagen for sin overtagelse af butikken lavede han den om til Holte Vinlager - der i dag er en kæde af seksten butikker fordelt over hele Danmark.
    Det tre butikker i Holte, Virum og på Frederiksberg Allé driver Karlin Nielsen sammen med sin hustru og deres tre sønner. Desuden ejer den ældste søn, Henrik, butikken i Hørsholm, den mellemste, Jan, butikken på Østerbro i København, og den yngste, Claus, den i Ordrup. Resten af butikkerne ejes af Karlin Nielsens gode venner, idet det samlede indkøb samt den overordnede markedsføring foregår gennem Holte Vinlager.
    Karlin Nielsens kæde dækker "kun" 1 procent af danskernes vinforbrug. Men det svarer immervæk til over 2 millioner flasker om året, så "Kalle" fra Langeland hører ubetinget til blandt de succesfulde operatører på det danske vinmarked.
    Adresse: Holte Vinlager, Kongevejen 33, 2840 Holte, tlf.: 45 42 04 15, fax: 45 52 04 68.

a....

    a..
    God site om australsk vin
    Australian Trade Commission har taget et godt initiativ med en hjemmeside om australsk vin. Den findes på adressen www.australskvin.dk og er meget professionelt lavet - selv om skriften efter vor mening er lige det mindste. I hvert fald på vores skærm, der er indstillet til en ret høj opløsning.

    Også en website for champagne
    Den officielle champagne-kommité - Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne (CIVC) - har længe haft en website om champagne på fransk, tysk og engelsk. Nu er den oversat til svensk, så endnu flere kan have fornøjelse af den. Adressen er www.champagne.com.
    Til venstre ses en af de smukke illustrationer på champagnesiderne.
a..
    .
    Den danske vinbranche
    * VinAvisens annoncesalg varetages indtil videre af redaktionen, tlf.: 45 85 38 91, e-mail: anker@vinavisen.dk. Med op mod 8000 ugentlige besøg af vininteresserede læsere (over 30.000 om måneden!) er VinAvisen et både godt og billigt annoncemedium. Dette var en reklame. Hvis du læste den, viser det kun, at VinAvisen er god til at fange folks opmærksomhed ... :-)
    * Gobi har yderligere udvidet sit "territorium", idet de populæreste vine fra GobiVin nu ikke kun fås hos Gova, men også i kæderne Prima, Strandberg, Nærum Stormarked og Superstore.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..


a..
Joseph Phelps køber sine druer fra nogle af de bedste ejendomme i Napa Valley.
    Besøg fra Joseph Phelps
    Ugens vigtigste smagning var den, Philipson Wine afholdt i fredags. På besøg var Craig Williams, der er winemaker i Napa Valley-vingården Joseph Phelps (på amerikansk Joe Fels).
    Craig Williams præsenterede sine prægtige vine, der alle var til fem stjerner i vores karakterbog.
    Et par af de mere prisbillige vine er optaget i listen nedenfor over ugens smagte vine. Her skal topvinene Insignia og Backus Cabernet have et par ord med på vejen:

    Insignia og Backus

    Insignia, som vi smagte i årgangene 99, 97, 94, 85 og 78, er en helt vidunderlig vin, der selv med 24 år på bagen er vital og ungdommelig. Vinene er meget komplekse med mange nuancer - lakrids, chokolade, sorte bær - og med en vidunderlig sødme og blødhed. 78’eren koster 1299 kr., de øvrige 999 kr., og det er ærligt talt svært at vælge. Det er alle sammen store vine på højde med de bedste i Bordeaux. Vi faldt ikke mindst for 99’eren, der i høj grad er drikkelig nu og meget charmerende.
    .....

    Backus Cabernet kommer fra en mark, der i sin tid blev ejet af familien Backus. Altså en enkeltmarks-vin. Også den er fantastisk velskabt, blød, lækker og kompleks. Vi smagte årgangene 97, 96 og 95 (alle 999 kr.) samt 86 og 77 - de to sidste stadig fuldt på toppen. Flotte gemmevine.

a..
Joseph Phelps' vinmager, Craig Williams, og bag ved ham Christian Philipson, der importerer de fabelagtige vine.

God morgen vin - på tirsdag
På tirsdag den 12. marts kl. cirka 08.15 smager Tim Vollerslev, Michael Meyerheim og Per Pallesen på følgende italienske vine i tv2’s udsendelse "God morgen, Danmark":
* Sangiovese di Toscana IGT, Checchi, Toscana 2000 til 69 kr. for to flasker hos OBS!.
* Ca'Bianca, DOC. Barbera d'Asti 2000 til 100 kr. for to flasker hos Føtex.
* Visellio Primitivo, Tenute Rubino, Salento 2000 til 110 kr. hos H.J. Hansen.

Penning-Rowsell død
Den britiske vinskribent Edmund Penning-Rowsell, der blandt andet skrev et standardværk om Bordeauxs vine, er død to uger før sin 89 års fødselsdag.
.....
Stockholms blodbad
Stockholm skal til at fejre sin 750 års fødselsdag, og i den anledning har monopolets spiritusfabrik, Reimersholms, lanceret en drink, som den kalder "Stockholms blodbad".
Den består af 3 cl Stockholm Aquavit, 3 cl kirsebærvin (alene tanken!) og bitter lemon, serveret på is.
Stockholms blodbad - nå ja, vi andre synes måske ikke, det er så morsomt at mindes dengang i 1520, da den danske kong Christian d.2. tog til Stockholm og slog en masse mennesker ihjel. Christian Tyran!

Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Ovation, Chardonnay, Joseph Phelps, Napa Valley, Californien 1998
499 kr., Philipson Wine
Dyr, men utrolig dejlig. Lækker, lækker, lækker. Med frugt og egetræ, der bygger hinanden op til en stor helhed. Vinen er meget kompleks med mange facetter i aroma og smag. Link til producenten: www.jpvwines.com.


Le Mistral, Joseph Phelps, Californien 97
239 kr., Philipson Wine
Som en virkelig god Châteauneuf-du-Pape med herlig moden duft og en blød og harmonisk smag. Kort sagt en vidunderlig rødvin. Link til producenten: www.jpvwines.com.


Yarden, Mount Hermon Red, Galilæa, Israel 2000
68 kr., Amka Vinimport
En virkelig dejlig vin til en attraktiv pris i forhold til kvaliteten. Vinen er lavet på Cabernet Sauvignon og Merlot samt lidt Cabernet Franc og Sangiovese. Link til producenten: www.golanwines.co.il.


Crabilis, Pala, Vermentino di Sardegna 2000
63 kr., Lahvino
Blid og meget forfriskende hvidvin, tør og med en lille fin sødme. Den var glimrende til den stegte torskerogn, vi nød efter smagningen. Link til sardisk vin: www.sardegna.net.


OV, Oak Village, Sauvignon Blanc, Vinfruco, Sydafrika 2001
39,95 kr., Vingaarden
En udpræget supermarked-hvidvin - SuperBest, Dreisler, ISO, KC-marked osv. Og bestemt værd den lave pris, som gav den femte stjerne. Den har en dejlig friskhed og en blid frugtsmag. Link til producenten: www.arniston-bay.co.za.


Lombardo, Rosso di Montepulciano, Italien 2000
99 kr., Lago Import
Smadderflot vin, lød det under smagningen. Og flot er den. Dejligt afrundet med tilpas alkohol (12,5 procent), tilpas syre og tilpas fadlagring. Link til producenten: www.cantinalombardo.it.


Frankland Estate, Olmo's Reward, Western Australia 1997
139 kr., Philipson Wine
Stor og prægtig rødvin med den traditionelle Bordeaux-drueblanding: Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec og Petit Verdot. Den er kompleks, let krydret og med rig frugt. Den kan drikkes nu - fx til en god, saftig bøf. Med fem år på bagen er den moden. Men den må også gerne ligge endnu et par år. Link til australsk vin: www.wineaustralia.com.au og på dansk: www.australskvin.dk.


Château Sainte Croix, Côteaux du Languedoc, Frankrig 2000
42 kr. (37 kr. ved 12 flasker), Con a'more
Ukompliceret rødvin, saftig og vellavet med masser af frugt. God kvalitet til en rimelig penge. Link til Languedoc: www.languedoc-wines.com.


Cabernet Sauvignon, Joseph Phelps, Napa Valley, Californien 1997
349 kr., Philipson Wine
En stor rødvin på Rhône-dalens druer, men lavet i Napa-dalen. Den er ikke billig, men bestemt dejlig med sin lækre og harmoniske smag. Link til producenten: www.jpvwines.com.


Lucian, Saint-Saturnin, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2000
99,75 kr., Brdr. Schmidt Vinhandel
Denne sydfranske rødvin på Grenache, Mourvèdre og Syrah har en blød, let krydret og meget frugtagtig smag. Samt en fin sødme. Link til producenten: www.vins-saint-saturnin.com.


Domaine Les Aphillanthes, Cuvée des Galets, Côtes-du-Rhône Villages, Frankrig 2000
92 kr., Jysk Vin
På bagetiketten står der - på fransk - at denne rødvin bør hældes om på en karaffel. Altså plaskes. Det gjorde vi, og vinen åbnede sig med en krydret duft og fin frugt med toner af lakrids og en anelse sødme. Link til distriktet: www.vins-rhone.com.


Monélimo, Sicilien IGT, Italien 2001
75 kr., Lahvino
Rubinrød vin med en krydret, let parfumeret duft og en dejlig saftig smag. En harmonisk vin, som alle vil kunne lide. Link til siciliansk vin: www.infcom.it.


Lombardo, Riserva, Vino Nobile di Montepulciano, Italien 1998
199 kr., Lago Import
Ikke nogen billig vin, men flot. Den har en herlig duft af krydderier, orange og nelliker og en bred og harmonisk smag. Den kan godt drikkes nu, men om nogle år vil den måske være til fem stjerner. Link til producenten: www.cantinalombardo.it.


Rozès, Infanta Isabel, 10 Years Old Port, Portugal
128 kr., Amka Vinimport
Ikke så fyldig og bestemt heller ikke vammelsød, fordi den afbalanceres af tilpas syre. Farven er let orange, og i smagen er der brændte figner. En god portvin til prisen. Link til producenten: www.rozes.pt.


Delicato, Merlot, Californien 2000
64 kr., Viniberia
Dette er en rødvin til dem, der gerne vil have en sød og fyldig vin. Med sine mange procenter og en udpræget restsødme fra druerne er den smagsmæssigt lige ved at være på vej mod portvin. Link til producenten: www.delicato.com.


Carril de Farache, Blanco Tradicional, Valdepeñas, Spanien 2001
35 kr., Vinfirmaet
Tør, ret fyldig, læskende og pæn hvidvin. Den tredje stjerne får den for den meget rimelige pris. Link til producenten: www.corcovo.com.


Mulderbosch, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika 2001
99,75 kr., GrandVin
Dyr, men dejlig hvidvin, der helt efter bogen dufter af hyldeblomster, men også af friske abrikoser. Smagen er frisk og frugtagtig. Link til side om producenten: http://www.sa-weine.de.


Rosa Flora Danica, Château Lecusse, Gaillac, Frankrig 1998
54,75 kr., Poulsen Roser
En absolut pæn hverdagsvin, lavet på Merlot, Syrah og Cabernet Franc og hædret med en bronzemedalje i Mâcon. Vinen har en fin duft med et strejf af peber, og smagen er fyldig og imødekommende. Link til side om slottet: www.poulsenroser.dk


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

Alt for Damerne
Periquita, Fonseca, Terras do Sado, Portugal 1999Rødvin32 kr.Netto
.
Berlingske Tidende
Patavini Rosso, Colli Euganei, Italien 2000Rødvin35,75 kr.Erik Sørensen
.
B.T.
Château Morgues du Gres, Les Galets Rouges, Costières de Nîmes, Frankrig 2000Rødvin55 kr.Bichel Vine
.
Ekstra Bladet
Les Vins de Vienne, Syrah, Vin de Pays de la Drôme, Frankrig 2000Rødvin69 kr.Østjysk Vinforsyning
Château Barreyre, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1996Rødvin125 kr. (2 fl)Gova, Prima
.
ErhvervsBladet
Glorioso, Crianza, Rioja, Spanien 1998Rødvin59,95 kr.Føtex
.
Euroman
Lautus, Guelbenzu, Navarra, Spanien 1998Rødvin280 kr.Kjær & Sommerfeldt
Roda I, Reserva, Rioja, Spanien 1997Rødvin339 kr.Østjysk Vinforsyning
.
Fyens Stiftstidende
Domaine Remégeanne, Côtes du Rhône, Frankrig 2000 (5 liter bag-in-box)Rødvin249 kr.Bichel Vine
Leeuwin Estate, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Western Australia 1997Rødvin275 kr.H.J. Hansen
.
Jyllands-Posten
Domaine de la Condamine l'Evèque, Vin de Pays des Côtes de Thongue, Frankrig 2000Rødvin45 kr.Bichel Vine
.
Mad & Bolig
Domaine de Fondreche, Côtes du Ventoux, Frankrig 1999Rødvin60 kr.Lars Bjørn
.
Nordjyske Stiftstidende
Château de Seguin Blanc, Bordeaux, Frankrig 1999Hvidvin99 kr. Chris-Wine
Maison la Motte, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1997Hvidvin50 kr.Østjysk Vinforsyning
.
Politiken
Periquita, Fonseca, Terras do Sado, Portugal 1999Rødvin32 kr.Netto
.
Politikens Lokalaviser
Cuvée Carl, Château de Seguin, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1998Rødvin195 kr.Chris-Wine

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.