Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 26, 2002



Vin-aktuelt i uge 26
24. juni - 30 juni 2002
.

VinAvisen uge 23VinAvisen uge 24VinAvisen uge 25
      Vil du have vores løbeseddel?
      Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk
----

.....
Korkegen, hvis bark skrælles af med otte-ti års mellemrum.
.....

.....
Efter et bad i en opløsning af enzymet Suberase får propperne en meget omhyggelig sortering.
.....

.....
Otto Berker fra Molinas har været en af de drivende kræfter bag udviklingen af Suberase. Han er tysker, men taler flydende dansk og er i dag dansk statsborger.
    Dansk udviklet enzym
    gør en ende på propsygen
    .....
    Propper er ikke altid lykken. Korkpropper kan gøre vinen propsyg, og plasticpropper kan være svære at trække op - og bagefter forurener plasticen miljøet.
    Nu ser det imidlertid ud til, at propsygen kan forebygges, og metoden er fundet i et samarbejde mellem danske Novozymes A/S, det tyske forskningsinstitut i Geisenheim og verdens næststørste korkfirma, Molinas på Sardinien. Midlet hedder Suberase.

    Korkens forsvarssystem
    Kork er jo bark, og igennem denne bark går der mikroskopiske porer, som tillader passage af vand, ilt og kuldioxid mellem det levende træ og omverdenen.
    Disse porer er imidlertid udsatte for angreb fra mikroorganismer, og derfor forsvarer træet sig - ligesom alle andre planter - ved at producere fenoler, som er en slags plantegifte.

    Så lidt skal der til
    Man ved nu, at mikroorganismer kan omdanne disse fenoler til såkaldte anisoler, af hvilke 2,4,6-trikloroanisol (TCA) er stoffet, som giver den møffede propsmag af sure karklude og våde sække.
    Kun 5 milliardtedele gram TCA i en flaske hvidvin er nok til, at det kan smages. Og kun 175 gram er nok til at fordærve alle de 35 milliarder flasker vin, der produceres hvert år i hele verden.

    Gør fenolerne inaktive
    Men hvis man nu kunne lamme fenolerne - gøre dem inaktive ...? Det kan man ved hjælp af Suberase, der er et enzym af den slags, Novozymes er specialister i.
    Enzymer er naturligt forekommende stoffer, der er i stand til at påvirke kemiske reaktioner. De er katalysatorer.
    Ved hjælp af luftens ilt omdanner Suberase således fenolerne til lange molekylekæder, der er ganske inaktive. De kan ikke mere afgive smag, og de kan ikke omdannes til TCA.

    Nul klager over propsyge
    Man vasker ganske enkelt propperne i enzymet stærkt fortyndet i en blanding af vand og ren ethanol (alkohol), og det virker!
    Forskerne har igennem de sidste tre-fire år lavet talrige forsøg, hvor behandlede og ikke-behandlede propper blev sammenlignet, og der er ingen tvivl: Ikke alene forebygger enzymet propsyge, det "helbreder" også i vid udstrækning angrebne propper.

    Stadig kun en dråbe i havet
    Nu er behandlingen med Suberase i gang på flere propfabrikker. Fx har Molinas på Sardinien behandlet 50 millioner propper. Tidligere fik firmaet - ligesom alle andre producenter - mange klager over propsyge. Nu får det nul.
    Men der er selvfølgelig et stykke vej endnu. 50 millioner propper er kun en dråbe i havet i sammenligning med den årlige verdensproduktion på cirka 12 milliarder propper. Men vi er åbenbart på rette vej.
a
Sådan noget må man ikke
I Norge må man gerne lave marketing-kampagner for alkoholiske produkter, men kun over for branchefolk. Ikke over for forbrugere.
Denne lov har spiritus- og ølproducenten Guinness UDV overtrådt, idet firmaet har været landet rundt på en gigantisk reklametourné, hvor tusinder af mennesker på en lang række diskoteker blev præsenteret for en ny drink.
Alene til den første fest i Oslo var der 1600 gæster, og i løbet af tre timer blev der serveret 8000 flasker af den nye drink.
Nu har det norske Sosial- og Helsedirektorat reageret, og Guinness risikerer i et halvt år at miste sin licens til at sælge kendte mærker som Guinness, Smirnoff, Baileys, Bell's Scotch Whisky, Gordons og Johnnie Walker.

Hedebølge i vinmarkerne
Vi har haft herlige sommerdage i den forløbne uge. Men i vinlandene sydpå var der hedebølge med 40 grader mange steder, og den blev tilmed ledsaget af en høj luftfugtighed i nogle egne.
I regionen Gironde omkring Bordeaux oprettede man en krisestab for at kontrollere vandreservoirerne og prøve at afværge et problem med vandmangel.
Der meldes dog ikke om skade på vinstokkene, der er i gang med at udvikle druer.

Australiens største vinmærke
Den australske koncern Southcorp fortæller, at deres vinmærke Lindemans nu er Australiens største med en årlig produktion af 6,8 millioner kasser, dvs. 82 millioner flasker.
I alt har Southcorp over 30 mærker, inklusive Penfolds, Rosemount og Wynns.

BRL Hardy anklaget
Den store australske koncern BRL Hardy vil gerne stå som en forkæmper for miljøet. Det har den blandt andet gjort med vine under navnet Banrock Station, hvor en del af overskuddet går til landskabspleje. Vinene kommer fra marker ved floden Murray, der er omgivet af genoprettet og beskyttet vådland.
Nu står BRL Hardy ifølge fagbladet Just Drinks anklaget for imellem februar 2000 og juni 2001 at have dumpet forurenet afløbsvand fra et vineri langs bredderne af Murray-floden.
The Environmental Protection Authority i South Australia står bag anklagen, og en bøde på 840.000 australske dollars (3,7 millioner dkr.) har været nævnt.

En perle
BRL Hardy har som tidligere nævnt i VinAvisen indgået et samarbejde med sydafrikanske Stellenbosch Vineyards.
Ved et pressemøde om samarbejdet kom BRL Hardys direktør, Stephen Millar, med denne perle:
- Efter et godt glas vin er alle mænd vise, alle kvinder smukke - og selv ens børn begynder at se lovende ud.
----
    Vintjenernes egen hjemmeside
    Dansk Sommelier Forening har netop indviet sin egen hjemmeside, der nok skal blive flittigt besøgt af de mange, der drømmer om at blive perfekte vintjenere og høste laurbær i de store konkurrencer. Adressen er www.sommelier.dk.

Regering i strid med sig selv
Ifølge Just Drinks beskylder spanske vinproducenter landets regering for ikke at vide, hvad den selv vil.
Landbrugsministeriet har iværksat en kampagne, der promoverer vin som Spaniens nationale drik med både næringsmæssige, historiske og kulturelle værdier.
Og indenrigsministeriet har sat vin på den sorte liste i sin kampagne mod botellon, dvs. indtagelse af alkoholiske drikke på offentlige steder - noget, der især foregår i weekenden.
a..a..
    English Table Wine forbudt
    Englænderne laver skam drikkelige vine - når vejret er med dem - og de skriver med stolthed "English Table Wine" på etiketterne. Men det må de ikke for eurokraterne.
    Ifølge EU er brugen af ordet English ukorrekt, fordi ordet kun beskriver en del af landet, hvis officielle navn jo er United Kingdom.
    Nå, men det må vist siges at være en storm i et glas vin ...
    Alt om engelsk vin kan læses på www.english-wine.com.

Endnu en grund til at drikke hvidvin
Stærkt overvægtige mennesker har som bekendt risiko for at udvikle diabetes. Men nu har forskere ved Monash University i Melbourne, Australien, konstateret, at et moderat forbrug af alkohol og især hvidvin nedsætter denne risiko. Altså endnu en grund til at drikke hvidvin - i hvert fald hvis vægten viser for mange kilo.
Interesserede kan læse videre i Dixon JB, et al. Alcohol Consumption in the Severly Obese: Relationship with the Metabolic Syndrom. Obesity Research 2002; 10:245-52. Det orkede vi ikke ...

Sværere at forfalske vin
Ifølge WOW FaxNews har professor Klaus Denzer ved universitetet i Jena i Tyskland fundet en metode til kemisk analyse af både organisk og uorganisk materiale i vin - en metode, der vil gøre det sværere at forfalske de ædle dråber.
Analysen af det organiske materiale afslører druesorten med 97 procents sikkerhed, mener professor Denzer, mens den uorganiske analyse afslører jordbunden på vækststedet med 90 procents sikkerhed.
Tilsammen kan de to analyser afsløre vinen bag falske etiketter med næsten 100 procents sikkerhed - eller i hvert fald fastslå, hvad vinen ikke er.
aa---a..
    .
    Den danske vinbranche
    * Amka Vinimport i Randers har nu også fået sit eget salgsselskab i Finland, og hele Norden er således dækket ind. Næste projekt bliver en salgsorganisation i det baltiske område.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..
a..a..a..
    Taster Wine i nyt hus
    I fredags tilendebragte Taster Wine indflytningen i sit nye hovedkvarter på Ringager 6-8 i Brøndby, og dermed er et af største byggerier i den danske vinbranche taget i brug.
    Hele projektet står i cirka 123 millioner kr., og med sit nye flotte hus har Taster Wine bevist, at der stadig er danskejede vinfirmaer, som tror på fremtiden, og som tør investere i den.
    De nye bygninger omfatter 4500 kvadratmeter produktions- og tanklager, 7750 kvm højlager og cirka 1100 kvm vareind- og udlevering med tolv tilhørende læssesluser.
    Derudover er opført 2600 kvm lagerkælder og 400 kvm kontor- og velfærdsfaceliteter. Med byggeriet har Taster Wine fået et af Europas mest moderne vintapperier.
...a..
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en side, der efterhånden vil komme til at danne en Vinbranchens Blå Bog. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.------a..

Klik på de små billeder for at se Vinbranchens Blå Bog
aa..a..a....a..a..a....
.


    Roberto Lolli (f. 1964), der er direktør for Adriat Vinimport, siger selv, at det altid har ligget i kortene, at han skulle handle med vin.
    Han blev født i Napoli af mad- og vinglade forældre, men kort efter flyttede familien til København, hvor han voksede op. Han vendte dog igen og igen tilbage til Italien på lange sommerferier hos farmoderen i Abruzzerne, og her næredes hans interesse for landet og dets vine.
    I 70’erne blev Roberto Lollis forældre gode venner med ønologen Rino Moretti, der fik afgørende betydning for drengens interesse for vin. Moretti var dengang direktør for kooperativet Casal Thaulero, og han fortalte levende om fremstillingen af vin - og nærede fascinationen.
    Ansporet af Rino Moretti startede Roberto Lollis far, Ettore Lolli, i 1979 Adriat Vinimport. Fra starten blev sønnen involveret i firmaet, og som færdiguddannet korrespondent i engelsk, fransk og italiensk startede han i 1985 på fuld tid, samtidig med at han studerede til HD i udenrigshandel.
    I denne periode medvirkede han til at opbygge og ændre det brede sortiment. Store handelshuse blev skiftet ud med mindre eller middelstore producenter, der selv ejer marker, og dette betød, at en stor del af kundegruppen også blev ændret. Før bestod den af italienske restauranter og pizzeriaer, i dag omfatter den i høj grad også danske restauranter og vinhandlere. I dette arbejde var Roberto Lollis brødre, Paolo og Guido, til stor hjælp og inspiration.
    I 1995 blev Roberto Lolli direktør for firmaet, der i dag har seks ansatte, og han siger selv, at han føler sig meget priviligeret ved at kunne kombinere arbejdet med sin store interesse for vin - og samtidig kombinere italiensk og dansk kultur.
    Privat er han gift med Rikke, der er HR-konsulent i TDC, og sammen har de pigerne Laura på seks og Emma på tre. Ferierne går, ikke overraskende, til Italien.
    Adresse: Adriat Vinimport, Solsortvej 111, Postboks 611, 2000 Frederiksberg, tlf.: 38 86 37 47, e-mail: info@adriatvinimport.dk.

----
    Se udsendelsen om VinAvisen på nettet
    Hybrid-kanalen dk4's udsendelse "Noget i glasset", hvor Flemming Kyed og Anker Tiedemann snakker om VinAvisen og om vin på internettet, er nu lagt ud på nettet, så selv vore læsere i Langbortistan kan se den.
    Man går simpelt hen ind på www.dk4.dk og klikker, hvor man skal. Det eneste, der kræves, er en nogenlunde hurtig forbindelse til nettet og en media-afspiller.
    På siden ligger også de øvrige programmer, der allerede har været udsendt.

Udsendelserne i denne uge
Ny gæst hos Flemming Kyed i programmet "Noget i glasset" på dk4 er i denne uge er lægen Peter Winding, som er redaktør af Vinbladet, og samtalen vil dreje sig om vin og helbred.
Her er en oversigt over udsendelserne ugen igennem, men man kan også gå ind på dk4’s hjemmeside, www.dk4.dk, og se programoversigten.
Mandag d. 24. juni kl. 04.30: Jens Ole Kristiansen om østrigske vine.
Mandag d. 24. juni kl. 16.30: Jørgen Mønster om supermarkedsvin.
Mandag d. 24. juni kl. 23.35: Anker Tiedemann om VinAvisen.
Tirsdag d. 25. juni kl. 05.00: Keld Johnsen om mad og vin i USA.
Tirsdag d. 25. juni kl. 17.30: Anker Tiedemann om VinAvisen.
Onsdag d. 26. juni kl. 12.30: Anker Tiedemann om VinAvisen.
Onsdag d. 26. juni kl. 18.30: Keld Johnsen om mad og vin i USA.
Torsdag d. 27. juni kl. 13.30: Keld Johnsen om mad og vin i USA.
Fredag d. 28. juni kl. 23.00: Peter Winding om vin og helbred.
Lørdag d. 29. juni kl. 03.30: Keld Johnsen om mad og vin i USA.
Lørdag d. 29. juni kl. 13.30: Peter Winding om vin og helbred.
Søndag d. 30. juni kl. 15.30: Keld Johnsen om mad og vin i USA.
Mandag d. 31. juni kl. 04.30: Keld Johnsen om mad og vin i USA.
Mandag d. 31. juni kl. 14.30: Peter Winding om vin og helbred.
    Her kan pletterne købes
    Flere har skrevet til os og fortalt, at de skam også går rundt med en vinplettet trøje som den, Jørgen Aldrich fremviste i sidste nummer af VinAvisen.
    Ligesom Jørgen Aldrich har Jan Rytoft købt sin t-shirt i Alba i Piemonte, og han har oven i købet kunnet give os adressen på forretningen: Enolibreria, Via Vittorio Emanuele 23/A, 12051 Alba, Italien, tlf./fax: 00 39 01 73 44 01 66.
    - Det er en fantastisk forretning, skriver Jan Rytoft, - og som navnet antyder, er det en blanding af boghandel og enoteca - måske det mest velassorterede enoteca i Alba by og i hvert fald det hyggeligste.
    Vi har ringet derned og fået at vide, at t-shirten koster 20,14 euro. Nu mangler vi så kun at kunne fortælle, at en dansk importør har taget pletterne hjem.
----

Foto: Sopexa
    Bobler på gamle druesorter
    Champagne laves på Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay. Men der har været andre druer - Arbanne, Petit Meslier, Enfumé og Fromenteau (Pinot Gris) - og dem drømte Philippe Aubry i Jouy-les-Reims om at bruge, da han skulle fejre familiefirmaets 200 års-fødselsdag.
    Han gik på jagt efter de gamle druesorter. Champagnes vinkommité var skeptisk og mente, at han aldrig ville kunne bruge appellationen Champagne med de druer, men Philippe og hans tvillingebroder gav sig ikke.
    De fandt dog også ud af, at der var en grund til, at de gamle druer var forsvundet - en af dem bliver meget tidligt angrebet af skimmelsvamp, og en anden fryser let i stykker.
    Nu er projektet lykkedes. Om to år er vinen klar, og der vil komme til at stå Champagne på etiketterne.
    Næste projekt bliver at genplante de gamle druesorter og dyrke dem biodynamisk.

Færre om at lave vin i Frankrig
I løbet af ti år er antallet af vinbønder i Frankrig formindsket med en tredjedel.
I dag er der cirka 110.000 producenter, men den gennemsnitlige størrelse på deres vinmarker er 8 hektar mod cirka 5 hektar for ti år siden.
Kun cirka 35 procent af vinbønderne fremstiller selv deres vin. Resten leverer druerne til kooperativer eller handelshuse.
aa..a..a..a..........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
----
Høje ambitioner
Den schweiziske forretningsmand Donald Hess, der ejer det berømte vinhus Hess Collection i Napa Valley, har høje ambitioner - også når det gælder højden over havet.
Ifølge WOW FaxNews har han indviet verdens højst beliggende vingård i Payogasta i det nordlige Argentina. Her står i alt 90.000 vinstokke med Cabernet Sauvignon og Malbec i næsten 3000 meters højde over havet.
De første vine vil komme på markedet om fem år.
Hess Collection’s webside har adressen www.hesscollection.com.

Vil du have vores løbeseddel?
Vil du være sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden, så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Send os blot en mail med din e-mail adresse skrevet nede i tekstfeltet. Klik her: anker@vinavisen.dk


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Tavignano, Rosso Piceno, Italien 2000
53 kr., Carlo Merolli
En meget spændende rødvin med - synes flere under smagningen - et lille strejf af citrongræs eller citronskal i duft og smag. Vinen er utrolig fyldig og blød med en anelse sødme. Glimrende til prisen. Link til side om Rosso Piceno: www.milioni.com.


Domaine de Bel Air, Beaujolais-Villages, Frankrig 2001
72 kr., Østjysk Vinforsyning
En rigtig god beaujolais med den typiske rosinagtige duft. Den er ret tør med god, frisk frugt. Link til distriktet: www.beaujolais-wines.com.


Gentilhomme, Ogier, Côtes du Rhône, Frankrig 2000
199 kr. for 6 flasker, Encore-vin.dk
Meget dejlig hvidvin, tør, men afrundet og med god frugt og en vis fedme. Glimrende til mad - og overordentlig billig i forhold til kvaliteten. Link til producenten: www.eurovintage.com.


E. Guigal, Rosé, Côtes du Rhône, Frankrig 2000
69,95 kr., Philipson Wine
Denne rosévin er virkelig elegant i både farve, duft og smag. Den er lækker med blød frugt og fin sødme. Link til producenten: www.guigal.com.


Trapiche, Old Cask, Pinot Noir, Mendoza, Argentina 2000
69,50 kr., Amka Vinimport
Lækker, lækker rødvin, afrundet med god frugt, bløde tanniner, tilpas fadlagring og charmerende sødme. www.trapiche.com.ar.


Fabre Montmayou, Chardonnay, Lujan de Cuyo, Mendoza, Argentina 2000
95 kr., Pedersborg Vin
Den koster lige de 25 kr. mere end mange andre oversøiske Chardonnay'er, men den er skam pengene værd - blød og fed og harmonisk. Virkelig lækker ledsager til lyst kød og fed fisk. Der er meget vinsten i flasken, men det ligger på bunden og er jo kun et tegn på kvalitet. Link til argentinsk vin: www.promza.org.ar.


Bleasdale, Mulberry Tree, Cabernet Sauvignon, Langhorne Creek, Australien 2000
87 kr., New World Vinimport
Meget lækker og flot rødvin, dybrød og med en duft af bær og ristet brød. Den har ligget et halvt år på amerikansk eg. Link til producenten: www.southernstarz.com.


Willm, Pinot Blanc, Vin d’Alsace, Frankrig 2001
49,95 kr., GrandVin
En rigtig, rigtig god hvidvin og fremragende til den rimelige pris. Den har en dejlig blomsterduft og en fed og frugtagtig, afrundet smag. Link til producenten: www.alsace-willm.com.


Domaine de Cabriac, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 1998
55 kr. (51 kr. ved 12 flasker), Con a'more
Meget flot rødvin med så meget stof, at man næsten kan tygge den - og alligevel er den ikke overalkoholiseret, men holder 12,5 procent. Rimelig pris. Link til Vin de Pays d'Oc: www.vindepaysdoc.com.


Bushman, Maurel Vedeau, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2000
59,75 kr., Jysk Vin
Denne rødvin på Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah er kraftig med intens frugt og krydderi. Den er lidt af en amerikaner-bamse, hvad navnet Bushman jo også lægger op til. Link til producenten: www.maurel-vedeau.com.


Nekeas, Merlot, Navarra, Spanien 2000
57,50 kr., Amka Vinimport
Meget dejlig og afrundet rødvin med afrundet frugt og indtagende sødme. Link til producenten: www.vinosnavarra.com.


Domaine du Vieux Pressoir, Marcel Schlosser, Riesling, Alsace, Frankrig 1999
67 kr., VinBlanc.dk
Tør, let og frisk hvidvin. Der er en del vinsten i flasken, men det er jo kun et tegn på kvalitet. Link til producenten: www.isasite.net.


Castel Bolovanu, Cabernet Sauvignon, Sâmburesti, Rumænien 1999
69 kr., TSVinovation
Ret let og spinkel rødvin med moden sødme. Link til side med vinkort over Rumænien: www.stratsplace.com.


Ramón Bilbao, Rioja, Spanien 2000
55 kr., Ki-Ma Vinimport
Denne hvidvin har gæret på ny fransk og amerikansk eg og er præget af det. Den har en fin, blomsteragtig duft og en tør smag, der fx gør den egnet til skaldyr. Link til producenten: www.ramonbilbao-sa.es.


Château Mourgues du Gres, Les Galets Rosés, Rosé, Costières de Nîmes, Frankrig 2001
55 kr., Bichel Vine
Umiddelbart er den blød og læskende med frisk frugt og let sødme, men de 14 procent alkohol trænger sig efter vores mening på og forhindrer den helt store nydelse. Link til distriktet: www.espace-costieres.com.


.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.

.
B.T.
Château le Grand Verdus, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2000Rødvin59,95 kr.SuperBest m.fl.
.
Børsen
Santa Rita, Doña Paula, Rosé, Chile 2001Rosévin54,95 kr.Amka Vinimport
.
Ekstra Bladet
Dessilani, Vino da Tavola, ItalienRødvin45 kr.Gobi
.
Euroman
Clos Mogador, Priorato, Spanien 1997Rødvin300 kr.Sigurd Müller
Château Plo Du Roy, Minervois, Frankrig 1999Rødvin85 kr.Nicolai Larsen Vin
.
Hjemmet
TerrAnima, Puglia IGT, Italien 2000Rødvin50 kr.Vinens Verden

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.