Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 04, 2003



Vin-aktuelt i uge 4
20. januar - 26. januar 2003
.

VinAvisen uge 52VinAvisen uge 2VinAvisen uge 3
a .a.... .a...
Bordeaux 1997 til under halv pris
I forbindelse med januar-udsalget har den britiske vingrossist Farr Vintners sat næsten 10.000 flasker Bordeaux Grand Cru 1997 til salg til priser et godt stykke under åbningspriserne ved primeur-salget i sin tid.
Det gælder fx vine som La Conseillante, Léoville-Las Cases og Lafleur, der sælges til under det halve af den originale pris.

Tabt en masse penge
Til fagbladet Harpers siger Stephen Browett, der er direktør for Farr Vintners, at firmaet i sin tid orienterede sine kunder om, at Bordeaux 1997 en primeur var alt for dyr, og man har da også solgt meget lidt af det. Imidlertid har firmaet for nylig købt et store parti fra anden side og kan således tilbyde vinene til stærkt nedsatte priser.
- Nu kan vore kunder nyde vinene i bevidstheden om at drikke glimrende vine, som de oprindelige købere har opbevaret i alle disse år og tabt en masse penge på, siger Stephen Browett.
Farr Vintners har hjemmesiden www.farr-vintners.com.

Verdens største vinfirma
I ugen, der gik, blev det afsløret, at australske BRL Hardy og amerikanske Constellation Brands planlægger en fusion, der vil skabe verdens største vinfirma med en årlig omsætning på næsten 13 milliarder dkr.
Financial Times ser dette som endnu et tegn på de tættere bånd mellem Australien og USA.
I disse år vender de australske vineksportører sig mere og mere mod det amerikanske marked, hvor de så småt trænger franske og italienske producenter ud - og i øvrigt også skaber problemer for den amerikanske vinindustri.
Med til dette billede hører den australske bryggerigruppe Foster's køb af californiske Beringer i 2000 samt Hardy’s forsøg på at købe det store amerikanske firma Kendall-Jackson.
Tiltag af denne art har medvirket til en kraftigt øget eksport af australsk vin til USA - sidste år med plus 64 procent, svarende til 32 procent af den samlede australske vineksport. Eksporten til Storbritannien er dog stadig større. Den udgør 39 procent.

Mærkevarer og supermarkeder
Ifølge Financial Times udgør Australiens andel af det globale vinmarked kun 5 procent, men landet er stadig verdens fjerdestørste vineksportør.
Australierne har da også været dygtige. De har undgået prisfaldene i den lavere ende af markedet på grund af overproduktionen og har fokuseret på mærkevarer og supermarkeder.
De har også satset på at identificere deres vine med navne på druer i stedet for på distrikter, som franskmændene gør. Nemt og let at forstå for forbrugerne.
Endelig har Australien fordelen af en stærkt koncentreret vinindustri i et ellers meget fragmenteret marked. Fire store kompagnier - Southcorp, BRL Hardy, Foster's og Orlando Wyndham - står således for 80 procent af markedet og en endnu højere andel af eksporten. De er alle fire med blandt verdens femten største vinfirmaer, trods Australiens beskedne andel af verdens vinproduktion.

Vejen til 300 millioner forbrugere
Australierne har set en fordel i tilknytningen til de amerikanske koncerner og dermed en vej til Nordamerikas 300 millioner forbrugere - og en fordel i, at både Australien og USA hører til den nye verdens vinlande, hvad Frankrig og Italien jo ikke gør.
Både Australien og USA har en meget effektiv vinindustri, der gør det muligt at skabe vine af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. Hvor en vingård i Frankrig i snit er på under 2 hektar, er den på 111 ha i Australien.
Verdens supermarkeder har brug for store mængder, som kun store producenter kan levere. Mindre producenter - blandt andet i Frankrig - bliver derfor skubbet til side.
BRL Hardy’s website er www.brlhardy.com.au, mens Constellation Brands ligger på www.cbrands.com.

C'est un vin de merde
Retten i den franske by Villefranche-sur-Saône har dømt i en sag, som 56 vinkooperativer i Beaujolais havde anlagt imod livsstilsmagasinet "Lyon Mag".
Sidste sommer søgte Beaujolais om 7 millioner euro i statstilskud for at kunne omdanne 100.000 hektoliter usolgt vin til eddike.
I den forbindelse interviewede magasinet præsidenten for Grand Jury Européen (GJE), François Mauss, der om den usolgte beaujolais sagde følgende:
- Det er slet ikke en rigtig vin, men snarere en letgæret og alkoholisk frugtsaft. En vin bør have en vis finesse, men den finder vi ikke i 80 procent af vinen fra Beaujolais. C'est un vin de merde - det er en lortevin.

Hvad er GJE?
Grand Jury Européen er en organisation, der med hovedsæde i Luxembourg har samlet 30 vinsmagere fra elleve lande, og ideen med foretagendet er at tage "kampen" op imod Parker og lade verden forstå, at en enkelt mand ikke skal have monopol på vinkritik.
Og så er spørgsmålet: Kan man skrive, at beaujolais er "un vin de merde"?
Nej, sagde retten i Villefranche-sur-Saône - og takserede ordet merde til en erstatning til kooperativerne på 254.143 euro (1,87 millioner dkr.) plus 60.000 euro (440.000 dkr.) til offentliggørelse af dommen seks steder.
Redaktøren af "Lyon Mag", Lionel Favrot, vil appellere dommen. - Den betyder, siger han, - at Beaujolais er hævet over kritik, og det kan ikke være rigtigt.

Svenskerne skriver om vin i Danmark
Vi kan se, at VinAvisen har ret mange svenske læsere, og der er ingen tvivl om, at disse bor i det sydlige Sverige. De er af naturlige grunde interesserede i det danske vinmarked - de tager til Köpenhamn for at købe vin, og i VinAvisen kan de læse, hvilke vine der har fået top-point i de danske aviser.
Også de sydsvenske aviser skriver om det danske vinmarked, fortæller Carina Olofsson Gavelin, der er vinskribent ved Skånska Dagbladet i Malmö - en avis med 100.000 læsere og med lokalredaktioner fra Ystad til Landskrona.
Carina har skrevet om vin i avisen i fem år - nyheder, reportager fra vinlande osv. - og hun er "på" med vin hele to gange om ugen, hvilket er meget for et dagblad.
Vi har indført Carina Olofsson Gavelin i vores liste over vinskribenter.

For meget whisky
Ifølge World of Wine FaxNews har det multinationale firma Pernod-Ricard for meget whisky og er derfor tvunget til at lukke fire maltwhisky-destillerier i Skotland: Allt a’Brainne, Braeval, Benraich og Caperdonich.
At spiritus-firmaet havde så stort et lager af whisky, kom lidt som en overraskelse - også for firmaet selv. Det viste sig nemlig, at det havde 83.000 kasser mere af Chivas Regal, end det vidste.
Det store lager skyldes ikke mindst, at salget af Chivas Regal er formindsket med hele 19 procent i første halvår 2002.
a .a.... .a...
    Altesino solgt
    Ifølge WineSpectator er en af top-vingårdene i det toskanske Brunello di Montalcino, Altesino, blevet solgt for cirka 185 millioner dkr.
    Til vingården hører 27 hektar vinmarker, blandt andet marken Montesoli, hvis rødvine har to glas i Gambero Rosso.
    Køberen er Elisabetta Gnudi Angelini, der kommer ud af en familie i den italienske medicinalindustri. Hun er 47 år og ejer allerede Brunello-ejendommen Caparzo samt to andre ejendomme i Toscana.
a .a.... .a...
    .
    Den danske vinbranche
    * Bjarne Sundby, direktør, har i 25 år været ansat i Erik Sørensens Vinhandel, der i den anledning indbyder venner og forretningsforbindelser til en uformel reception fredag d. 24 januar kl. 15-17 på Bernstorffsvej 121 i Hellerup.
    * Lundens Vin Kompagni i Holte repræsenterer nu Barolo-huset Giovanni Manzone fra Monforte d´Alba.
..
..a....a.... .........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Stor vinhøst i Tyskland
I Tyskland lå vinhøsten i 2002 på knap 11 millioner hektoliter, hvilket er 7 procent over gennemsnittet.
Årgangen opfyldte ifølge Deutsche Weininstitut ikke helt forventningerne om en "Jahrhundertjahrgang", som den fantastiske sommer ellers lovede. Men ved udtynding af druerne og sortering under høsten lykkedes det at nå en mostvægt over gennemsnittet.

Øget import i Tyskland
Forbruget af vin i Tyskland nåede en rekord på 16,5 millioner hektoliter, men det var ikke alt sammen tysk vin. Importen øgedes ret kraftigt - hvidvin med 22 procent og rødvin med 8 procent.
De tyske vine nåede kun en tilvækst i mængde på 8 procent for hvidvin og 4 procent for rødvin.

2 millioner kataloger
Det svenske Systembolag har set skriften på væggen: Snart er det slut med monopolet, så det gælder om at gøre sig populær blandt svenskerne. Og det gør Systemet, der netop har udsendt et imponerende katalog.
Kataloget, der er på 182 sider, har for første gang inddelt vinene i smagstyper, og også det såkaldte bestillings-sortiment er taget med.
Systemet har trykt i alt 2 millioner eksemplarer af kataloget, der vil udkomme tre gange om året.

Forfalsket vin i Rioja
I mandags startede en retssag i Rioja mod Bodegas Logroñesas, der anklages for at have solgt forfalsket vin.
Hvor mange flasker, bodegaen har forsynet med Rioja-etiketter - skønt indholdet var et helt andet - ved man ikke, men man har fundet 4000 flasker i Madrid og flere andre byer.
Et andet Rioja-vinhus, Bodegas Valdeoya i Cenicero, er blevet dømt for svindel. Det havde solgt vine af mærkerne Canet, Casa Linda og Puente del Lago til Tyskland med Rioja-etiketter og kontrolrådets garantimærker, men der var alt andet end rioja i flaskerne.
I dette tilfælde var det firmaet A.C. Nielsen i Tyskland, der fattede mistanke. Det sendte prøver til kontrolrådet, og ved rådets besøg i bodegaen fandt man 20.604 flasker med falske etiketter.

Kontrolrådet kontrollerer
Det er kun godt, at falsknerier som disse bliver opdaget og fulgt til dørs, og ligesom i andre distrikter er dette en vigtig opgave for det lokale kontrolråd.
I sådan et kontrolråd sidder både vinbønder, producenter og embedsmænd, og de påser, at alle overholder appellations-reglerne. Det gælder fx det maksimale høstudbytte pr. hektar samt anvendte druesorter og teknikker, og formålet er at beskytte vinens typicitet, kvalitet og navn.

Sådan arbejder et kontrolråd
Kontrolrådet følger alle distriktets vine fra produktion til salg og lader dem gennemgå både laboratorie-analyser og blindsmagninger for at afgøre, om de overhovedet er værdige til at være Appellation Contrôlée - eller Denominación de Origen, som det hedder i Spanien.
Riojas vine var de første, der fik denne oprindelseskontrol. Det skete i 1925, og siden 1991 er distriktet - igen som det første i Spanien - kommet i topkategorien Calificada.

Første europæiske skruelåg på topvine
Så er skruelågene også kommet til de europæiske topvine, og den første til at bruge dem er den østrigske vinbonde Johannes Hirsch i Kamptal.
I april vil han tappe Riesling og Grüner Veltliner fra markerne Gaisberg, Heiligenstein og Lamm og sætte skruelåg på flaskerne. Heiligenstein nævnes som den berømteste vinmark i Kamptal.
a .a.... .a...
    Har intet med vin at gøre
    Den amerikanske Cheerwine er på vej til de nordiske markeder, i første omgang til Norge og senere i år til Danmark.
    Men egentlig er navnet et falsum, for Cheerwine har intet med vin at gøre. Der er tale om en sodavand, som har været solgt i USA siden 1917. Og navnet spiller både på amerikanernes ord for Skål - Cheers - og på smagen af kirsebær.
a .a.... .a...
    The name's Bollinger, James Bollinger
    På torsdag får den nye James Bond-film premiere, og det er klart, at reklametrommerne vil blive rørt for de produkter, der har købt sig ind i filmen - blandt andet Bollinger-champagne.
    Champagnes elegance står da også udmærket til 007 og de skuespillere, der har spillet ham - kunne man fx forestille sig John Wayne drikke Bollinger?
    Der betales store penge for disse reklamer i spillefilm. I Steven Spielbergs "Minority Report" med Tom Cruise reklameres der for over femten produkter lige fra Nokia og Burger King til Pepsi og Guinness, og filmselskabet har på den måde fået dækket et fjerdedel af filmens budget på 102 millioner dollars.

    Hvad drak James Bond i filmene?
    Dr. No (1962): Dom Pérignon 1955 og Smirnoff vodka.
    From Russia With Love (1963): Taittinger Blanc de Blancs.
    Goldfinger (1964): Dom Pérignon og mint julep.
    Thunderball (1965): Dom Pérignon 1955, vodka, Cinzano martini og Rum Collins.
    You Only Live Twice (1967): Vodka og Noilly Prat vermouth.
    On Her Majesty's Secret Service (1969): Dom Pérignon 1957, Château Haut-Brion 1957, Hennessy cognac og Campari.
    Diamonds Are Forever (1971): Mouton-Rothschild 1955.
    Live And Let Die (1973): Bollinger (for første gang).
    The Man With The Golden Gun (1974): Dom Pérignon 1964 samt vinen Phuyuck fra Thailand.
    The Spy Who Loved Me (1977): Bacardi rom.
    Moonraker (1979): Bollinger R.D.
    For Your Eyes Only (1981): Dom Pérignon og ouzo.
    Octopussy (1983): Bollinger R.D.
    Never Say Never Again (1983): Absolut vodka.
    A View To A Kill (1985): Bollinger 1975, Château Lafite Rothschild 1959 og Stolichnaya vodka.
    The Living Daylights (1987): Bollinger R.D.
    License To Kill (1989): Bollinger R.D.
    GoldenEye (1995): Bollinger Grande Année og vodka.
    Tomorrow Never Dies (1997): Vodka.
    The World Is Not Enough (1999): Bollinger Grande Année.
    Die Another Day (2002): Bollinger Grande Année 1961 og 1995.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
a .a.... .a....
..
.
.


    Hans Vinding-Diers (f. 1969) er simpelt hen flasket op med vin som søn af den navnkundige Peter Vinding-Diers. Han er dansker, ja, men har opholdt sig meget lidt i Danmark. Hans mor er engelsk, og han voksede op i det franske Bordeaux. Så når han ikke taler så godt dansk, så taler han til gengæld fem andre sprog flydende.
    Allerede som en stor dreng lærte han en masse om vin hos sin far, og som attenårig tog han til Australien for at lære endnu mere på Tyrrell Estates. - Der fik jeg virkelig lært at knokle, siger han, - all the shit work.
    Siden har han været vidt omkring, fundet spændende udfordringer og løst talrige opgaver. - Jeg har haft ansvaret for 34 årgange, siger han ikke uden stolthed, - i Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Ungarn, Australien, New Zealand, Chile, Uruguay og Argentina.
    I Argentina har Hans Vinding-Diers siden 1999 været konsulterende chefønolog i bodegaen Establecimiento Humberto Canalem, den største vinproducent i provinsen Río Negro, der på verdens sydligste vinmarker i det kølige Patagonien har en årlig produktion af 6 millioner liter vin. Her har han i høj grad bidraget til den høje kvalitet, der i de senere år har præget argentinsk vin.
    Hans Vinding-Diers bor i London, men tre måneder om året er han i Patagonien, og tre andre måneder opholder han sig i Montalcino i Toscana, hvor hans samlever, grevinde Noemi Marone Cinzano, ejer den prestigefulde Brunello-vingård Tenuta di Argiano (se uge 46, 2002), og hvor han naturligvis også her tager sig af vinene. En af sine argentinske vine har han meget galant kaldt Noemia de Patagonia.
    Adresse: 27 Broomhouse Road, SW63QU London, England, tlf.: 00 39 33 34 95 79 36, e-mail: hans.vinding@totalise.co.uk.

Lærestreger
Iakob Schjerbeck, dansk vinhandler i Bordeaux, har ifølge ham selv modtaget nogle lærestreger i vinens og livets skole. Nogle af disse lærestreger bringe vi videre til vore læsere. Her kommer lærestreg nummer 5:

Lærestreg fra Iakob Schjerbeck - 5
Hvis en vin umiddelbart virker kedelig, så hælder jeg den på en karaffel (eller på en renskyllet flaske) og snuser igen. Det gælder også hvidvine.
Vin skal dufte og smage rigtig godt. Alt andet er uacceptabelt. Hvis jeg stadig er skuffet og ikke kan vente, så åbner jeg noget helt andet.
Visse diskrete vine er langsomme til at folde sig ud: Et kvarter, nogle timer eller til næste dag.
Vin er levende og påvirkes af alder, temperatur, lufttryk og måske meget mere. Unge kraftige rødvine smager ofte bedre dagen efter. Er en nyåbnet vin trist, så lad den stå (eventuelt i køleskabet) til natmad eller næste måltid. Selv med enkel spaghetti gør god vin måltidet til en fest.

Har du deltaget i VinAvisens ÅRSQUIZ?
Hvad sker der i vinens verden i 2003?
For to uger siden lancerede vi en morsom læserkonkurrence, hvori du kan afprøve dine evner som spåmand eller spåkone.
Sidste frist for deltagelse er 1. februar, så hvis du ikke allerede har sendt ind, kan du nå det endnu. Klik her, og læs om konkurrencen.

Kun mindre afgift på spiritus
I sidste nummer af VinAvisen kom vi for skade at skrive, at nordmændene havde sænket afgifterne på vin og spiritus.
Det med vinen var en tanketorsk. Den norske regering har tværtimod vedtaget en stigning af afgiften på vin fra 3,47 nkr. pr. liter til 3,55 nkr. pr. liter, ligesom flaskeafgiften steg fra 1,47 til 1,51 nkr.
Derimod er afgiften på brændevin godt nok faldet fra 5,98 til 5,44 nkr. pr. procent vol. pr. liter.
..... a .a..a -----a..
    Ugens vinøse billede
    Ib Jonstrup har sendt os dette billede med alt det, vi drømmer om netop nu: En herlig frokost i det fri. Gode flasker på bordet og fransk mad på tallerkenerne, hyggeligt selskab og en slotsejer, der lægger lidt ekstra godt på tallerkenen. På bordet kameraet, konstant parat til at forevige oplevelserne. I baggrunden det fine gamle slot og bag ved det igen vinmarkerne, hvorfra vinen i flaskerne kom.
    Billedet er taget under et vinrejse-besøg på Château de Haux i Bordeaux, og det er Peter Jørgensen, der galant øser op for den henrykte dame.
    Jo, det er lige, hvad vi drømmer om ...

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.

Hold dog på stilken, mand!
Jamen, hvad ser vi på et billede i den berlingske avis? Peter Brixtofte har deltaget i et pressemøde, arrangeret af boghandlerkæden Bog & Idé. Han står med et glas rødvin og har hele hånden omkring glassets kumme, så vinen ordentligt kan komme op i nærheden af de 30 grader.
Jamen, jamen - holdt han glasset på samme måde, da han drak al den Pétrus ...?

Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.


Viu Manent, Sémillon, Late Harvest, Colchagua Valley, Chile 2000
69,95 kr. for 50 cl ved 12 flasker, Philipson Wine
Elegant og meget lækker hvidvin med honningagtig sødme. Flydende slik! Vinen har tilpas syre, der afbalancerer sødmen og gør den egnet til en lidt tør kage, til blå ost eller gåselever.


Don Maximiano, Errazuriz, Aconcagua Valley, Chile 1999
299 kr., H.J. Hansen
En overvældende og kompleks duft af frugt, kaffe og vanille møder én med denne fantastisk lækre rødvin i glasset. Den har 14 procent alkohol, men man mærker dem ikke. De ligger bag en bred vifte af smagsnuancer, bløde tanniner og en herlig sødme. Vinen er lavet på Cabernet Sauvignon og Merlot og har fået en tilpas fadlagring.


Hugues de Beauvignac, Viognier, Vin de Pays des Côtes de Thau, Frankrig 2001
60 kr., Holte Vinlager
Hvidvin med en spændende duft og usædvanlig dejlig smag, frisk og let krydret, der godt kan minde om lidt i retning af Gewurztraminer. Pengene værd.


Mount Riley, Chardonnay, Marlborough, New Zealand 2001
69,75 kr., Amka Vinimport
Lækker hvidvin med fedme. Tør, men med en lille indtagende sødme, tilpas syre og hele det spektrum af smagsnuancer, der hører en Chardonnay til. Vil være fin til fx en fed fisk eller let kødret.


Alsace Haegi, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig 2000
59 kr., Allan Hedstrøm
Denne herlige hvidvin sidder lige i øjet. Eller i smagsløget. Den har en dejlig frisk duft og en mild og blød smag med fedme. Den smager simpelt hen godt og bekræfter, hvad de selv siger nede i Alsace - at Pinot Blanc er den bedste af alle vine til mad.


l'Ermitage, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1999
80 kr., 73,50 kr. ved 12 flasker, Bendix Vine
Lækker rødvin med smag af svedskeblommer og chokolade og med en indtagende sødme plus et lille bittert bid i slutningen. En vin uden kanter, glimrende til steg og ost.


Montepulciano d'Abruzzo, Casama, Italien 2001
47,95 kr., 3 flasker for 120 kr., Gobi Vin
Ret let og meget "drikkelig" rødvin uden kanter og med frisk frugt, toner af chokolade og svedsker, tilpas syre og sødme. En af den slags vine, som alle vil kunne lide.


Parsons Creek, Chardonnay, Californien 2000
58 kr., Amka Vinimport
Hvidvin med en ren og frisk Chardonnay-smag, mild og dejlig med tilpas syre og let sødme. Den femte stjerne får den for den rimelige pris.


Bordeaux Réserve Speciale, Barons de Rothschild, Bordeaux 2000
89,75 kr., Taster Wine
Meget let, venlig og rar Bordeaux-rødvin (12 procent), fremstillet af Rothschilderne på Lafite - men naturligvis med druer, der kan være hentet fra hele det store Bordeaux-distrikt. Vinen har en god og tiltalende Bordeaux-næse og en saftig og frugtagtig smag.


Chais du Grillon Blanc, Côtes du Ventoux, Frankrig 2001
59,75 kr., 2 flasker for 99,75 kr., Skjold Burne
Hvidvin med en let krydret duft og en forfriskende, tør smag med let krydderi og fin sødme.


Terre di Galatrona IGT, Toscana, Italien
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Ikke nogen billig rødvin i forhold til kvaliteten, men en rar og venlig vin, der er nem at drikke - en rigtig toskaner, glimrende til pasta og lette kødretter ved et bord med rødternet dug og papirservietter.


Château du Luc, Corbières, Frankrig 2001
47,50 kr., GrandVin
Vellavet rødvin med en kraftig, krydret og tiltalende duft og smag.


Duemondi, Negroamaro, Salento IGT, Italien 2001
49,75 kr., 40 kr. ved 6 flasker, H.J. Hansen
Den smager godt med frisk og solmoden frugt, let krydderi og sødme. En glimrende hverdags-vin til en rimelig pris. Flasken er forsynet med en plasticprop, der næsten ikke er til at få op.


Cartlidge & Browne, Chardonnay, Californien 2000
99,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Ikke billig, men fyldig og flot hvidvin, blød og lækker og med et lille bittert bid i slutningen.


Viñas Elias Mora, Toro, Spanien 2000
79 kr., Ki-Ma Vinimport
En lidt tør rødvin med en fyldig og flot smag og tilpas fadlagring. Den ligger godt i munden - omend ikke så længe.
a .a.... .a...

a .a.... .a....
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
a .a.... .a.
B.T.
Montes, Merlot Reserve, Colchagua Valley, Chile 2001Rødvin65 kr.Bichel Vine
.
Børsen
Don Maximiano, Errazzuriz, Aconcagua Valley, Chile 1999Rødvin299 kr.H.J. Hansen
Buitenverwachting, Constantia, Merlot, Sydafrika 1999Rødvin82 kr.Sigurd Müller
.
Ekstra Bladet
L'Abbeye, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2001Rødvin54 kr.Vinens Verden
Domaine des Tours, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig 2000Rødvin68 kr.Lars Bjørn
.
ErhvervsBladet
Vignoble des Sablons, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1999Rødvin83 kr.Ludvig Bjørn
Domaines Les Aphillanthes, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2000 Rødvin128 kr.Jysk Vin
.
Frederiksborg Amts Avis
Bourgogne, Chardonnay, Martenot, Frankrig 2000 Hvidvin50 kr.Netto
Selaks, Sauvignon Blanc, New Zealand 2001Hvidvin50 kr.Netto
.
Hjemmet
Pasqua, Soave Classico, Italien 2001Hvidvin40 kr.Amka Vinimport
.
Penge & Privatøkonomi
Viña Rey "70 Barricas", Tempranillo, Bodegas Castejón, Viños de Madrid, Spanien 2001Rødvin49 kr.Fionia Vinimport

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.