Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 22, 2003



Vin-aktuelt i uge 22
26. maj - 1. juni 2003
........................

VinAvisen uge 19VinAvisen uge 20VinAvisen uge 21
........................
Vin – spiritus – og øl
På V.S.O.D.s ordinære generalforsamling i mandags fremlagde formanden, Peter Schaltz, sin beretning.
Af den fremgår det, at omsætningen af afgiftsbelagt vin i 2002 for første gang i en årrække er faldet, mens salget af spiritus har haft en lille stigning.
Forholdet mellem de konkurrerende produkter er dog fortsat tilfredsstillende. Målt i liter ren alkohol fordelte det afgiftsbelagte salg i 2002 sig således:
Vin 39,2%, spiritus 13,5% og øl 47,3%.
I 1977 var forholdet:
Vin 17,5%, spiritus 20,2% og øl 62,3%.

Et skridt i den rigtige retning
I sin beretning nævner Peter Schaltz også, at det langt om længe endelig er blevet besluttet at nedsætte afgiften for spiritus, hvilket V.S.O.D. har argumenteret og kæmpet for i årevis.
Malurten i bægeret er dog, at nedsættelsen først træder i kraft den 1. oktober 2003 - blot tre måneder før 24-timers reglen for rejsende afskaffes.
Afgiftsnedsættelsen fra 275 til 150 kr. pr. liter 100% alkoholstyrke er et skridt i den rigtige retning, men V.S.O.D. vil aktivt arbejde for en yderligere nedsættelse.
Statens samlede provenu af alkohol-afgifterne faldt i 2002 i forhold til 2001 med 1,8% til 4,2 milliarder kr. plus moms.

Etik og social ansvarlighed
Vinbranchen har ifølge Peter Schaltz kunnet konstatere en stigende fokusering på begreberne etik og social ansvarlighed, ikke mindst i forbindelse med de såkaldte RTD-produkter – dvs. Ready To Drink. Altså alle disse skrækkelige saftevander med alkohol, der henvender sig til yngre målgrupper (det var vores ord).
Disse produkter stiller store krav til alle led i forsyningskæden, skriver Peter Schaltz, og selv om det primært er de større spiritusimportører, der står bag disse produkter, så er det hele banchen, der kommer i søgelyset.
Fra mange sider sættes der spørgsmålstegn ved, om branchen har rygrad og selvjustits nok til selv at sætte de rette grænser for, hvor langt man skal gå - hvad der er etisk og ansvarligt, og hvad der er mindre etisk.

Fremtiden for branchen
Fremtiden for den danske branche ser ifølge Peter Schaltz noget broget ud. Konkurrencevilkårene er hårdere end nogensinde. Den nye teknologi og de åbne grænser stiller store krav, og V.S.O.D. må på det stærkeste appellere til regering og folketing om at få gjort noget ved det alt for høje danske afgiftsniveau.
Hvis ikke der meget snart bliver grebet ind på dette område, ser fremtiden dyster ud for den danske vin- og spiritusbranche.

Støttekøb af egne vine
I torsdags bragte den svenske tv-kanal TV4 et afslørende program om Systembolaget.
Svenskerne har jo indført to sortimenter i bolagets butikker: Det ordinære sortiment og beställningssortimentet.
Vine, der indgår i det ordinære sortiment, fås i alle butikkerne, og det er klart, at det er dem, der er salg i. Vinene i det andet sortiment skal bestilles hjem.
Nu er det meget svært at afsætte vine til det magtfulde og centralt styrede Systembolag, og derfor har mange svenske importører fundet på en metode: Stödköp – støttekøb.

Sådan foregår støttekøb
Metoden går simpelt hen ud på, at den frustrerede importør opsøger en række systembutikker og bestiller sin egen vin. Ikke bare en enkelt flaske, men mange flasker.
Butikkerne tager vinen hjem fra beställningssortimentet, importøren henter flaskerne og bestiller straks endnu et parti.
På den måde kommer der salg i vinen, og dette er vejen ind i det ordinære sortiment.
Det er store penge og mange flasker, der vandrer frem og tilbage. Et svensk importfirma har således ifølge TV4 støttekøbt over 13.000 liter af sine egne boksvine til en værdi af 844.000 skr. Blot i én butik.
.......................
Ikke ulovligt
Ifølge en af de nu afskedigede butikschefer (læs om dem i uge 6) handler det svenske støttekøb om ”miljontals kronor på butiken, och det handlar säkert om närmare miljarder, när det gäller hela Sverige”.
Det er imidlertid ikke på nogen måde en ulovlig fremgangsmåde, kun et udtryk for den afmagt, både importører og butikschefer føler over for Systembolagets magtfulde ledelse. Når man ser et program som det på TV4, føler man sig som hensat til det gamle DDR. For en dansker er det rystende.
I slutningen af programmet var Systembolagets chef, Anitra Steen, i studiet. Hun brugte en masse ord, men svarede ikke rigtigt på mange af de anklager, der lå i programmet. Her kunne man godt have brugt en skrap moster som udspørger, fx danske Mette Vibe Utzon.

Kom og få delirium
Mens vi nu er i gang med broderfolket, må vi også fortælle, at Vin&Sprit-museet i Stockholm minsandten har lavet et rum, hvori man kan opleve, hvordan det er at have delirium. Jamen …!
Den danske kunstner Henrik Plenge Jakobsen har skabt et rum, hvori man kan opleve angsten ved hallucinationer. Blandt andet vibrerer og ryster møbler og lamper, og gennem ”optiske rør” kan den besøgende også kigge ind i en hallucinatorisk verden.
Nej, denne historie er ikke aprilsnar!

Grange klarer sig strålende
Mens Australiens største vinfirma, Southcorp, kæmper med underskud, faldende indtægter og dalende aktiekurs - og udsender undskyldninger til aktionærerne - så klarer firmaets flagskib, Penfolds Grange, sig strålende.
Ifølge fagbladet Just Drinks videresælges årgangen 1998 for 700 AUS-dollars (2925 dkr.), mens den normale pris ellers er 395 AUS-dollars (1650 dkr.).
Den høje pris forlanges af vinmæglere samt på diverse auktions-websites.

Billig whisky på dyre flasker
The International Federation of Spirits Producers (IFSP) har afsløret omfattende svindel med salget af whisky i skotske pub’er.
Ifølge Just Drinks fylder restauratørerne dyre flasker blends og malts efter med billigere whisky. Hver tiende gør det konsekvent, mens hver sjette gør det af og til.
IFSP mener, at forbrugerne på den måde bliver svindlet for op imod 4 millioner pund (42 mio dkr.) om året. Sammenslutningen forlanger, at der indføres højere bøder for denne forseelse.
........................
Postkort fra Tyskland
VinAvisen har været en sviptur i Tyskland. I forrige uge sendte vi de første tre postkort med venlig hilsen fra det nære udland. I denne uge kommer endnu tre, og i næste uge slutter vi serien med to postkort.
........................
    Postkort nr. 4 fra Tyskland: Verdens første vinvej
    Som nævnt i vore sidste postkort, er målet med vor rejse Pfalz – en af Tysklands smukkeste vinregioner med små, romantiske vinbyer og et mildt klima. Man føler sig næsten som i Italien, når de 30.000 mandeltræer her om foråret står i blomst.
    De fleste vindistrikter har en vinvej, men Pfalz har med sin Deutsche Weinstrasse skabt noget enestående. Den blev oprettet allerede i 1934 og fører gennem 46 vinbyer med talrige muligheder for både at smage og fotografere.
    Parallelt med die Weinstrasse er der – lidt længere oppe i markerne – en Weinwanderweg. Vi var lige deroppe og vandre.
    Vi overnattede i Deidesheim, der har et Museum für Weinkultur, indrettet i det gamle rådhus på billedet her. Det er absolut et besøg værd.
................................................
    Postkort nr. 5 fra Tyskland: De tre store B'er
    Nogle af Pfalzs allerbedste vine kommer fra tre vinhuse, der alle begynder med B. Man har kaldt dem ”de tre store B’er”.
    To af dem ligger her i Deidesheim, nemlig Weingut Dr. von Bassermann-Jordan og Weingut Reichrat von Buhl. Det tredje, Weingut Dr. Bürklin-Wolf, ligger i Wachenheim.
    Vi besøgte Bassermann-Jordan, smagte en række af de herlige Riesling-vine og beså de ældgamle kældre – en 11 km lang labyrint med hypermoderne ståltanke. I et ”skatkammer” lå vine tilbage til 1811, kometåret!
    Et maleri fra 1800-tallets begyndelse kunne næsten være malet i dag. Til venstre ligger kælderbygningen, vi var nede i, til højre den fine villa i italiensk stil, og i baggrunden ses byens kirketårn, der også optræder på vores forrige postkort.
    Vore notater om tre vine, der fås i Danmark, følger nedenfor – med fem stjerner til hver af dem.
    Postkort nr. 6: Nu knoppes vinen
    Da vi tidligt i morges var oppe i vinmarkerne oven for Deidesheim, kunne vi se, at Riesling-druerne er kommet godt i gang med knopsætningen. Blomstringen er på vej, og ansatsen til druerne står som små knopper i klaser, der vender opad. Først når druerne er udviklet og blevet tunge, vender klaserne nedad.
    Det var ret køligt i morges, og faren for nattefrost er da heller ikke helt drevet over. Nu er der jo ret mildt i Pfalz. Andre steder vogter vinbønderne meget nøje termometeret, og bliver der mere alvorlig frost, kan de gøre flere ting:
    De kan enten tænde små ovne rundt omkring på markerne – det gør man blandt andet i Champagne og Chablis. Eller man kan afbrænde bildæk – det gør grisebasserne. Eller man kan oversprøjte vinstokkene, så de spæde knopper indesluttes i en kappe af is – ligesom en igloo.
........................
    .
    Den danske vinbranche
    * Flemming Kyed, vinskribent, foredragsholder osv., har etableret et énmandsfirma inden for freelance-journalistik, PR og medierådgivning med vin- og spiritusbranchen som speciale. Han kalder sit firma ”Skriftligt & Mundtligt”. Adressen er Hindustanvej 24, 2300 København S, tlf.: 32 97 32 90, e-mail: kyed@c.dk.

    * Speditionsfirmaet WHTS har indgået en eksklusiv aftale med J.S. Braid Ltd., som er blandt verdens førende operatører inden for flexitanke og isotanke, og som med et globalt netværk af egne kontorer og agenter fremover vil være med til at udbygge WHTS markedsandel af oversøiske vinforsendelser.

    * Dansk Vincenter har fået ny medejer, idet Søren Beck fra Encore-Vin har erhvervet en anpart i centeret. Ud over medejerskabet skal Søren Beck bestride funktionen som arrangementschef og blandt andet stå for koordineringen af det stigende antal aktiviteter på centeret. Søren Beck skal i tæt samarbejde med Jens Michael Gundersen indgå i lanceringen af årgang 2002, der er den første kommercielle årgang fra Dansk Vincenter. I anledning af hans tiltræden afholdes reception den 4. juni kl. 18-19 på Dansk VinCenter ApS, Byvej 55, Avedøre Landsby, 2650 Hvidovre. Det vil her være muligt at smage en fadprøve af årgang 2002.

    * Fransk Dansk Kompagni vil fremover stå for importen af vine fra Alain Brumont i Madiran. Præsentationen af vinene starter den 14. juni på firmaets adresse, Åsvej 3, Jersie, 2680 Solrød Strand, og fortsætter hen over sommeren og efteråret for at kulminere i november 2003, hvor Alain Brumont kommer til Danmark.
.......
........................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
........................

.....
M. Jérémie Gaïk sammen med Søren Kieffer-Olsen fra Vinrosen. I den ene flaske er der vin fra det år, VinAvisens udsendte medarbejder blev født. I den anden fra det år, hans mor blev født. Det sætter tanker i gang ...
    Naturligt søde vine
    Det var en overordentlig interessant smagning, Vinrosen afholdt i torsdags. M. Jérémie Gaïk var kommet herop fra Roussillon, og i glassene var en fornem vifte af de vine, som monsieur Gaïk hjælper mindre, kvalitetsbevidste vinbønder med at lave.
    Først smagte vi en række glimrende rødvine, der alle fortjente fire og fem stjerner - se nedenfor. Og derefter kom der liflige søde vine i glasset.
    I Roussillon har man i århundreder fremstillet vin doux naturel - dvs. "naturligt sød vin". Man lader vinmosten gære op til 7-8% alkohol, hvorefter man stopper gæringen med druebrændevin. Der efterlades således en vis mængde naturligt sukker i vinen.

    En fabelagtig samling søde vine
    Vinrosens smagning blev rundet af med en samling helt unikke gamle vins doux naturels fra Domaine Puig-Parahy - seks vine fra årgangene 1977, 1963, 1953, 1930, 1910 og 1898.
    Det er faktisk noget af en sensation, at det er lykkedes monsieur Gaïk at overtale vinbonden til at udbyde en del af familiens skat af gamle dessertvine, en fabelagtig samling opbygget gennem generationer - og vine, der stadig er helt vitale, fulde af frisk frugt, en lækker sødme og en kompleks smag af valnødder, brændte figner, lakrids, kaffe m.v.
    De seks vine sælges samlet i en kasse. Der er kun lavet 300 sæt til hele verden, og Vinrosen har de syv. Kassen fås for den beskedne sum af 5500 kr.

Fra DOCG til IGT
Piero Antinori gør det igen. Han har netop offentliggjort, at en af vinhusets klassiske vine, flagskibet Villa Antinori, fra årgang 2001 bliver ”degraderet” til en IGT Toscana, dvs. uden den nuværende højere appellation, Chianti Classico DOCG Riserva.
IGT står for Indicazione Geografica Tipica, hvilket svarer til den franske Vin de Pays og den tyske Landwein.
Vinen vil fremover udelukkende blive produceret på druer dyrket af familien selv på Antinoris egne 1100 hektar i Toscana, og med appellationen Toscana IGT i stedet for Chianti Classico kan Antinori selv i højere grad bestemme over valget af druer og produktionsmetoder og dermed lave end endnu bedre vin.

Et transitland for vine
I sidste nummer af VinAvisen bragte vi den nyeste statistik fra V.S.O.D., og den er sikkert blevet studeret med interesse. Den har også affødt nogle bemærkninger og synspunkter fra læserne, som vi her bringer videre.
Søren Due har svært ved at forestille sig, at Storbritannien har et salg på 2,23 millioner liter vin i Danmark! Hvor bliver denne enorme mængde britiske vin solgt? spørger han.
Hertil svarer Jesper Bøgh Christensen fra V.S.O.D.: Selv om Storbritannien er et vinproducerende land, er det primært et transitland for vine fra Australien, New Zealand m.fl. Derfor har Storbritannien ikke tidligere været nævnt i statistikken, så det drejer sig altså ikke om en stigning fra 0 liter i 2001 til 2,23 mio. liter i 2002.

”Kvalitetsvin” kun fra Europa
I forbindelse med statistikken over kvalitetsvin contra bordvin spurgte vi let bekymrede: "Er danskerne ved at miste sansen for de gode dråber?"
- Næh, ikke nødvendigvis, skriver vor læser, Anton Bechmann. - Kvalitetsvin vil jo bare sige, at det drejer sig om EU-områdevin, så den øgede mængde bordvin harmonerer meget godt med fremgangen for de oversøiske distrikter. Vine fra Chile, Argentina, Australien og Californien er jo "bordvin", ligegyldigt om det er noget pjevset fluidum eller Opus 1!
- Faktisk er denne rubrik i statistikken lidt overflødig, skriver Anton Bechmann, - idet den ikke præciserer ret meget.

Men stiger forbruget?
At der importeres mere vin til Danmark, fremgår af statistikken. Men kan man deraf udlede, at forbruget stiger?
Vor læser Lars Eriksen er ikke så sikker på det. – Det er et faktum, skriver han, - at statens indtægter på vin faldt med 1,7% i 2002.
- Som det blev nævnt er reeksporten til grænsesalget med i tallene. Flere danske vinfirmaer importerer vin, som de sælger til butikker på den tyske side. Men de gode mennesker påstår, at vinsalget i de tyske forretninger ikke stiger, selv om der stadig sælges meget. Det store spørgsmål er, om danskernes forbrug af vin falder eller stiger. Det er lidt vanskeligt at fastslå.
Hertil siger Jesper Bøgh Christensen fra V.S.O.D., at meldingerne fra butikkerne syd for grænsen ikke er entydige, så danskernes forbrug kan udmærket have været uændret, måske godt og vel, i 2002. Derimod tror man på en stigning i handelen både over den svenske og den tyske grænse.
........................
Misbrug af varemærke
Det statsejede svenske Vin&Sprit har altid været dygtigt til at beskytte sit varemærke Absolut – ifølge WOW FaxNews af og til på grænsen til det absurde. Men nu har V&S fået lov til at smage sin egen medicin.
Siden 1997 har giganten solgt en brændevin ved navn Jägerbrännvin og dermed lænet sig kraftigt op ad den berømte Jägermeister – hvis importør naturligvis lagde sag an.
To tidligere instanser, tingsrätten og kammarrätten, frikendte V&S, men nu har högsta domstolen afgjort, at der er tale om misbrug af andres varemærke. Så V&S må holder op med at jage Jägermeister.

Dyrere fransk bordvin
Priserne på fransk bordvin - vin de table - er stigende. Det fremgår af tal fra den franske organisation Onivins.
I de første fire måneder af den løbende salgskampagne – september 2002 til februar 2003 – er prisen pr. hektoliter/alkoholprocent steget med lige over 19% i forhold til samme periode året før. Prisen er i dag 4,08 euro.
Ifølge fagbladet Just Drinks skal årsagen søges i det ringe høstudbytte i 2002.
Onivins advarer mod prisforhøjelser i en sektor, der allerede har problemer med nedgang i forbruget af netop denne type vin.
........................

.....
Anselmo og Beatrice Chiarli.
    Besøg fra Lambrusco-landet
    Lambrusco er en italiensk vin. Den laves på druen Lambrusco, og den er næsten altid rød, ofte sødlig (amabile) og med en let perle. En vin, der skal drikkes ung og uden nærmere eftertanke. Men den fås også i en tør, let, frisk og frugtagtig udgave med god syre. Trykket i flaskens perler svarer til cirka en tredjedel af trykket i en champagne.
    Man har kaldt lambrusco for Italiens svar på Coca-Cola. Det var dengang, Italien hvert år sendte 150 millioner liter lambrusco til USA, hvilket svarede til halvdelen af landets samlede vineksport til USA.
    I dag er lambrusco en helt anden vin. I hvert fald, hvis den kommer fra vinhuset Cleto Chiarli.
    Lørdag aften, mens himmel og jord stod i ét med lyn og torden, præsenterede Beatrice og Anselmo Chiarli deres fortrinlige lambrusco'er, der her i landet importeres af Carlo Merolli. Vi har tidligere anmeldt flere af disse vine og belønnet dem med stjerner, men ny var en meget interessant enkeltmarks-vin, Enrico Cialdini 2002, der fremstod som en velbygget og indtagende rødvin med god struktur og med den traditionelle perle. Den blev naturligvis skænket vel afkølet.
    Netop her i sommerhalvåret er lambrusco vinen, man med stor fornøjelse kan servere både til mad og alene som "terrassevin" - i dette ords allerbedste og mest positive betydning.
........................
    Glimrende bobler
    I tirsdags blev der skænket bobler. Scanwine og Kjær & Sommerfeldt havde besøg af Jacques Dioque fra Frankrigs femtestørste champagnehus, Laurent-Perrier, og propperne sprang lystigt fra glimrende flasker. (Nej, for resten, de forlod flaskerne med et suk, som de jo bør).
    Laurent-Perrier blev grundlagt i 1812 af Eugène Laurent, der oprindelig var bødker. Hans søn giftede sig med en Mathilde Perrier, og de slog ikke kun pjalterne sammen, men også deres efternavne.
    I 1938 blev firmaet overtaget af Marie-Louise de Nonancourt, og i dag ledes familiefirmaet af hendes søn, Bernard de Nonancourt, en dynamisk herre og gammel modstandsmand i firserne, der stadig kører ekstremt hurtigt i bil. Han har hørt, at der er meget farligt ude på vejene, så han vil være der så kort som muligt.
    Hvordan vinene smagte? Det fremgår af vore smagenotater og stjerner længere nede.

    < På billedet ses Malene Smidt, der er direktør for Kjær & Sommerfeldt, sammen med Jacques Dioque.

Drikkevaner før og nu
I ugens udgave af ”Noget i Glasset” er Flemming Kyed alene i studiet, kun i selskab med en halv flaske Vendange Tardive fra Kuenz-Bas i Alsace.
Kyed går tilbage til Shakespeares ”Hamlet” i jagten på historien om danskernes drikkevaner og -uvaner. Hangen til promiller er langt fra noget nyt i vores historie. Men vores måde at tilfredsstille den på har skiftet med tiderne.
Programmet sendes på kabel- og satellitkanalen dk 4 - første gang fredag d. 30. maj. kl. 19.30. Det genudsendes lørdag d. 31.maj kl. 13.30, tirsdag d. 3.juni.kl. 01.30 og onsdag d. 4. juni kl. 22.30.

.......................
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Kan man ikke drikke vin til asparges?
Hanne L. Svendsen har hørt, at man ikke kan eller rettere bør drikke vin til asparges. Men hun tror ikke rigtigt på det.
Det gør Hanne klogt i. Mange tror på kloge hoveder, der forklarer, at asparginsyren i asparges ikke kan forenes med vinens syre, uden at der nærmest er fare for eksplosion. Det har man heldigvis ikke kendskab til under sydlige himmelstrøg, hvor vin og asparges er en yndet kombination.
Et problem kan være, at det er vanskeligt at finde den rette vin, idet friske asparges har en markant duft og smag, som let vil dominere, og som kan få vinen til at virke tynd og vandet.
På den anden side må vinen heller ikke have en aggressiv syre, som kan ødelægge den fine og sarte smag, der også er en vigtig del af fornøjelsen ved friske asparges.
Et godt bud kunne være en tysk vin, fx en god, tør Kabinett. Eller endnu bedre en Alsace Pinot Blanc, der næsten er opfundet til formålet.
.....



Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....

Først kommer de vine fra Roussillon, vi smagte i torsdags hos Vinrosen:


Mes Amis, Domaine Puig-Parahy, Côtes du Roussillon, Frankrig 2001
56 kr., Vinrosen
Meget stofrig, fyldig og lækker rødvin med saft og kraft. En virkelig lækker vin til prisen. Den er lavet på 130 år gamle Carignan-stokke, men der er også Grenache (30%) og Syrah (10%) i den.


Fort St.-Pierre, Domaine Puig-Parahy, Côtes du Roussillon, Frankrig 2001
105 kr., Vinrosen
Blød og meget, meget lækker rødvin med en intens frugtsmag. Den har hele 14,5% alkohol, men er alligevel i fuld balance på grund af den gode frugt. Lad den gerne ligge et par år.


Maury "Vendange", Domaine Robert Pouderoux, Maury, Frankrig 2000
125 kr., Vinrosen
En sød rødvin, der i høj grad smager af vin, vin, vin - plus strejf af chokolade. Meget lækker fx til en tør kage eller til ost. Eller alene. Den minder meget om en god portvin, og navnet Vendange (høst) skal sikkert også minde lidt om portvinenes Vintage (årgang).


Rivesaltes, Domaine Marcel Vila, Rivesaltes, Frankrig 1974
105 kr., Vinrosen
29 år gammel, men stadig meget vital og flot med en herlig sødme og frisk syre. Den har en kraftig smag af figner og blommer i madeira. Prøv den fx til bitter chokolade.


Rivesaltes, Domaine Carcel Vila, Rivesaltes, Frankrig 1959
450 kr., Vinrosen
44 år gammel og stadig meget harmonisk og lækker med en fornem sødme, der afbalanceres af frisk syre. En stor nydelse.


Salamos, Domaine Puig-Parahy, Côtes du Roussillon, Frankrig 2001
56 kr. for 1 liter, Vinrosen
Vellavet og harmonisk rødvin med krydderi og et lille, bittert bid i slutningen. En rimelig kvalitet til en rimelig penge. Og når flasken er på netop 1 liter, så skyldes det, at vinen i Frankrig bruges meget på restauranter, der serverer vin i kander à ½ liter. Så er der lige til to kander.


Georges, Domaine Puig-Parahy, Côtes du Roussillon, Frankrig 2001
72 kr., Vinrosen
Meget saftig rødvin med en intens vinsmag. Den er lidt tæt med markant garvesyre og må gerne ligge et par år.


Muscat de Rivesaltes, Domaine Robert Pouderoux, Muscat de Rivesaltes, Frankrig 2001
235 kr., Vinrosen
Sød hvidvin med en kraftig honningduft af Muscat-druen, og med blød og lækker syre. På én gang sød og frisk og med et lille bittert bid. Ikke helt billig.



Smagningen i tirsdag af champagner fra Laurent-Perrier:


Laurent-Perrier, Ultra Brut, Champagne, Frankrig
375 kr., Kjær & Sommerfeldt
Mange vil finde denne champagne alt for tør. Nogle vil måske endda sige "sur". Men med dens citrus-karakter er den faktisk glimrende til østers og skaldyr. Og meget vellavet er den.


Laurent-Perrier, Brut, Champagne, Frankrig
285 kr., Kjær & Sommerfeldt
Dette er Laurent-Perriers "standard-champagne", der står for 80 procent af firmaets10 millioner årlige flasker. Så det er efter vor mening vigtigt, at den er i orden - og det er den. Den har en fornem duft og en meget lækker smag med fyldig frugt. Den vil være glimrende til fiskeretter eller som apéritif.


Laurent-Perrier, Brut Vintage, Champagne, Frankrig 1995
405 kr., Kjær & Sommerfeldt
En elegant og meget flot champagne med en fin sødme og blødhed.


Laurent-Perrier, Grand Siècle "La Cuvée", Champagne, Frankrig
405 kr., Kjær & Sommerfeldt
Ikke en årgangs-champagne - men alligevel. Den er en blanding af de tre seneste bedste årgange, og grundvinen kommer fra tolv af Champagnes fineste grand cru-marker (hvor drueprisen er i 100%-top). Vinen er fantastisk flot og elegant. En stor vin, fyldig og med duft og smag af mandler og bagværk. En årgangs-champagne uden årgang.


Laurent-Perrier, Cuvée Rosé Brut, Champagne, Frankrig
429 kr., Kjær & Sommerfeldt
Det er meget få steder, man laver rosévin ved at blande rød og hvid vin. Men i Champagne er det normen. Dog ikke med denne forførende rosé champagne. Her har man - helt usædvanligt - brugt 100% Pinot Noir fra grand cru-marker og ladet det blå drueskind gære med i to-tre dage.


Laurent-Perrier, Demi-Sec, Champagne, Frankrig
285 kr., Kjær & Sommerfeldt
Let sødlig champagne med indtagende frugt. En "terrassevin" af de bedste.



Vine smagt under vores besøg hos Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan i Pfalz:


Deidesheimer Kieselberg, Riesling, Kabinett, Pfalz, Tyskland 2002
109,75 kr., H.J. Hansen
Tør hvidvin med en fin krydret duft og en fyldig, frisk, harmonisk og mineralsk smag. Den må endelig ikke drikkes nu. Lad den ligge et par år.


Forster Jesuitengarten, Riesling, Kabinett, Pfalz, Tyskland 2002
149,75 kr., H.J. Hansen
Herlig vin, fornem og blød. Vinen er halvtør og meget frugtagtig med frisk smag af druer og mineraler. Fuldt drikkemoden.


Deidesheimer Kieselberg, Riesling, Spätlese, Pfalz, Tyskland 2002
154,75 kr., H.J. Hansen
Blød og lækker hvidvin med et flot billede af den store drue. Den har stor frugtfylde, en indtagende sødme og tilpas syre, der giver friskhed. Til stærk ost, fx Munster, vil den være fortræffelig.




Ugens øvrige vine:


Macabeo, Jaume Grau i Grau, Pla de Bages, Spanien 2001
55 kr., Herning Vin Import og Vinhuset
Ret kraftig og flot hvidvin med en vis fedme og forfriskende syre - og til en rimelig pris. Macabeo er en af de tre druer, der ellers indgår i den spanske cava. De to andre er Parellada og Xarel-lo.


E.A.R.L. Burle, Vacqueyras, Frankrig 2001
79,75 kr., The Wine Company
Bag den skrapbillige etiket gemmer sig en fortræffelig og harmonisk rødvin med dejlig frugtfylde og nuancer af peber i smagen. Den vil være en fin ledsager til en krydret gryderet.


Argento, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2002
39,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Flot hvidvin til en overordentlig rimelig pris. En vin med stor frugtfylde og god struktur. Vil være glimrende til fx fed fisk.


Nuova Cappelletta, Chardonnay, Piemonte, Italien 2002
99 kr., Furesø Vinimport
Ikke helt billig, men meget dejlig og harmonisk hvidvin med masser af smag.


St. Andrea, Cabernet Franc, Egri, Ungarn 2000
109 kr., Laszlo's Vin
- Den smager simpelt hen godt, lød det under smagningen. Det er en rødvin med blød og lækker frugt og tilpas syre og garvesyre. Er der ikke lidt sød chili i duften? spurgte en af smagerne, der er kok.


Sandalford, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Australien 2001
119,95 kr., Det franske Vinlager
Rødvin med en intens farve og en meget dejlig duft af solbær. Smagen er blød og indtagende med intens frugt. Det er en vin med karakter og en vin til store bøffer og gode oste. Det vil dog være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Clarendon Hills, Old Vines Grenache, Clarendon, Australien 2001
319,75 kr., H.J. Hansen
Den er som at kysse Vorherre på panden, kom det fra en af smagerne. Det har vi nu aldrig prøvet. Men vi kan stå inde for, at dette er en meget, meget flot rødvin med en intens og krydret smag, dejlig sødme og integreret fadsmag. Den kan godt drikkes nu, men gem den gerne nogle år.


Moscatel, Vino de Licor, Salvador Poveda, Spanien
65 kr., Premier Cru Wine
Denne søde vin har en flot og inviterende honningduft fra Muskat-druen. Det er faktisk en meget interessant vin, der holder 15% alkohol, men ikke på nogen måde smager sprittet. Og så er den i øvrigt yderst billig i forhold til kvaliteten.


Stellenzicht, Golden Triangel, Cabernet Sauvignon, Sydafrika 1998
99,95 kr., Wine Etiquette
Meget blød og meget lækker rødvin, om end ikke helt billig. Den har en duft af kirsebær og figner - synes vi - og toner af kaffe og chokolade i smagen.


Royal Choice, 20 Years Old Port, Portugal
265 kr., Herning Vin Import
Moden portvin med fin cognac-farve, en dejlig duft helt uden sprit samt med en yderst lækker smag.


Cuvée Préstige, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2001
49 kr., Rhônespecialisten
En ganske rar rødvin med fyldig frugt og sødme, lavet på Cabernet Sauvignon og Merlot. Der er lidt vinsten i flasken, men det er jo kun et tegn på kvalitet.


Domaine Lugel, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2002
39,75 kr., Premier Cru Wine Agent
En venlig hvidvin til en lav pris i forhold til kvaliteten. Den har en kraftig, let krydret duft og en ret fed og frugtagtig smag.


Dry Creek Vineyard, Fumé Blanc, Sonoma County, Californien 2001
109 kr., Holte Vinlager
Fumé Blanc er et navn, som Robert Mondavi fandt på til druen Sauvignon Blanc. Hans syntes, at det lød smart, og at det mindede om den berømte Loire-vin Blanc Fumé fra distriktet Pouilly-Fumé. Så der er altså Sauvignon Blanc i glasset og her i en tør, frisk og frugtagtig hvidvin med en vis fedme. Fortræffelig ledsager til mad.


Terrazas, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2001
79,95 kr., 3 flasker for 195 kr., Skjold Burne
Kraftig og meget frugtagtig rødvin med krydderi og en let sødme. Den vil være fin til sommerens grill, men den bør plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.


Trapiche, Cabernet Sauvignon, Oak Cask, Mendoza, Argentina 2000
59,95 kr., Amka Vinimport
Fyldig og god rødvin med let sødme. Oak Cask betyder jo egetønde, men vinen har nu ikke nogen markant egesmag.


Chapelle de Maillac, Lirac, Frankrig 2000
79,95 kr., Gobi Vin
Pæn rødvin, harmonisk og vellavet, uden kanter, men alligevel med karakter.


Trapiche, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2001
59,95 kr., Amka Vinimport
Blød og fyldig hvidvin med fedme og et markant fadpræg. God kvalitet til prisen.


Luis Felipe Edwards, Shiraz, Reserva, Colchagua Valley, Chile 2001
89,95 kr., ViniPortugal
Kraftig rødvin med en intens frugt, der ikke helt spiller op til de 14 procent alkohol.


Kemblefield, Gewürztraminer, Hawkes Bay, New Zealand 2002
80 kr., Sigurd Müller
Denne hvidvin har en løfterig parfumeret duft og en fyldig smag, men den slutter lidt hurtigt og efterlader et lille bittert bid.


Moulin de Bardon, Pineau des Charentes, Frankrig
95 kr., Herning Vin Import
Kraftig og sød vin med en lidt bolsjeagtig smag lidt efter rosiner og blomme og en duft, hvori man fornemmer den tilsatte alkohol.
......................

a ......................
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
Fredag har vores udklipsbureau svigtet, så vi må vente til næste uge med at bringe ugens høst.
Alt for Damerne
Sandalford, Premium, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Australien 2001Rødvin119,95 kr.Det franske Vinlager
.
B.T.
Casillero del Diablo, Syrah, Concha y Toro, Valle Central, Chile 2001Rødvin55 kr.Irma
.
ErhvervsBladet
Château Barone Gassier, Côtes de Provence 2001Rosévin59,75 kr.Skjold Burne
Le Grand Cros, Côtes de Provence 2000Rødvin79,75 kr.The Wine Company
.
Frederiksborg Amts Avis
Sauvignon Blanc, Winemakers Signature, Kemblefield, New Zealand 2002Hvidvin70 kr.Sigurd Müller
Cabernet Sauvignon/Merlot, Winemakers Signature, Kemblefield, New Zealand 2002Rødvin70 kr.Sigurd Müller
.
Hjemmet
Farnese, Montepulciano d'Abruzzo, Italien 2001 (prisen ved 12 flasker)Rødvin40 kr.Philipson Wine
.
Mad & Bolig
Chardonnay de Pennautier, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2001Hvidvin55 kr.Vinens Verden
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.