Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 41, 2003



Vin-aktuelt i uge 41
6. oktober - 12. oktober 2003
........................

VinAvisen uge 38VinAvisen uge 39VinAvisen uge 40
........................
Kommer svenskerne?
Der var ikke ligefrem invasion af svenskere i Helsingør, da den danske afgift på spiritus faldt i onsdags, og en helflaske (70 cl) blev 43,75 kr. billigere.
Ikke desto mindre forventer Irma’s indkøbschef Hans Christian Ipland, at der igen vil komme mange svenskere til Danmark og handle, og at kædens spiritussalg, målt i antal flasker, vil stige cirka 15%. - Vi har allerede registreret en betydelig interesse for nedsættelsen fra svensk side, siger han.
Irma vil i den kommende tid have flere tilbud på spiritus til lave priser. Men Hans Christian Ipland tror, at kædens kunder i høj grad vil benytte afgiftsnedsættelsen til at få mere kvalitet for pengene.

Vil ikke bremse grænsehandelen
Nordjyske Stiftstidende skriver, at nedsættelsen af afgifterne på spiritus ikke vil bremse grænsehandelen. Til avisen siger konsulent i De Samvirkende Købmænd (DSK), Claus Bøgelund, at både øl, vin og spiritus stadig vil være langt billigere syd for grænsen.
- Allerede i dag er hver anden flaske spiritus, der drikkes herhjemme, købt i udlandet, siger han til avisen, - og salget er eksploderet, siden tolderne forsvandt med Schengen-aftalen.


Flere cocktails
Hos Fakta spår indkøbschef Henrik Lind, at forbruget til cocktails vil stige gevaldigt. – Danskernes brug af spiritus har hidtil været meget traditionelt, siger han, – men nu bliver det en folkesport at mikse drinks og udvikle sine egne.
Fakta forventer et større salg af softdrinks, pressede safter og frugter. Til gengæld er salget af ready-to-drink - dvs. sodavand tilsat alkohol - faldet 30-40%.
Interessen for cocktails er allerede nu betydelig. Henrik Lind refererer blandt andet til det stigende antal bøger om kunsten at lave cocktails, der er kommet på markedet i de senere år.

Uændret forbrug
- Alkoholforbruget har ikke flyttet sig nævneværdigt de sidste 30 år. Der har blot været en forskydning fra spiritus og øl mod vin, siger Henrik Lind.
Ser man udelukkende på spiritus, har forbruget året til dato, dvs. til 9. september, været på lidt over 2,8 mio liter 100% alkohol, mens det målt på løbende år er næsten 6,1 mio liter.
- Det skyldes primært, at danskerne har et forbrug på 2-3 mio. liter 100% alkohol ekstra omkring jul og nytår, fortæller Henrik Lind.


Bliver der plads på etiketten?
Fra og med næste år kommer der nye EU-regler for, hvad der skal stå på vinetiketterne.
Fx skal angives indholdet af svovl, restsukker, syrer m.v., ligesom der skal være et symbol for, at flasken kan genbruges.
Til de frivillige oplysninger hører informationer som dem i listen til højre.
Så er det bare spørgsmålet, hvordan alle disse informationer skal finde plads på etiketten ...
    Det kan der fremover stå på etiketterne
    Høstet med håndkraft.
    Ikke chaptaliseret.
    Fremstillet uden pesticider.
    Ikke filtreret.
    Lagret på egefade / med egespåner / med egestave.
    Måske også oplysninger om allergifremkaldende stoffer og præcise procenttal for forholdet mellem druesorterne.

Et scoop?
Ugebladet Se og Hør beskriver på en enkelt side Mary Donaldsons besøg hos Chris-Wine. Der er ikke meget substans i teksten, som spekulerer over, om den kommende kronprinsesse mon skal være frontfigur i et reklamefremstød for tasmansk vin.
- Holder det stik, skriver ugebladet, - har det hæderkronede vinfirma i Glostrup gjort intet mindre end et scoop.

Systemet strammer den
Det svenske Systembolag strammer den over for de importfirmaer, der leverer vine til mastodonten.
– Vi ser i dag inget behov hos leverantörer eller butikspersonal att ha några personliga kontakter, siger chefen for Systemet, Anitra Steen. - För att värna om vår märkesneutralitet vill vi att alla leverantörskontakter sker via huvudkontoret.
Men den svenske Sprit- og Vinleverantörsförening er ikke tilfreds. Den mener, at det er nødvendigt med et vist samarbejde mellem butikscheferne og importørerne, blandt andet for at sikre, at vinene ikke bliver udsolgt.
Kun centralt placerede System-medarbejdere må deltage i de studiebesøg og smagninger, som den enkelte importør arrangerer.

En vigtig detalje
I sidste nummer af VinAvisen gennemgik vi reglerne for lagring af vine fra Navarra og skrev, at en Reserva-vin skal ligge tolv måneder på fad, og at den først må sælges tre år efter høsten.
- Dette er for så vidt korrekt, skriver Ole Madsen fra El Cava - Vin og Tapas i Odense. - Men der er en vigtig detalje, som tit overses:
- I reglerne for Reserva-vine skal minimums-tiden på egetræsfad være tolv måneder, og vinen skal samlet være mindst 36 måneder gammel. Men – det fremgår også af reglerne, at alle 36 måneder skal foregå på fad eller flaske.

Utålmodige med at få den på banen
Vi ved jo alle, at ingen hælder den nygærede vin direkte på fade. Heller ikke i Navarra eller Rioja. Vinen kommer først på tank i nogle uger eller måneder, herefter på fad og sluttelig på flaske. Det er altså først fra det øjeblik, vinen forlader tanken, at uret tikker.
- Uden at kende den omtalte vin skal jeg naturligvis ikke kunne udtale mig, skriver Ole Madsen, - men bodegaen har sandsynligvis været for tidligt på færde. Jeg er af og til stødt på eksempler på dette.
- Forbrugerne hænger sig desværre alt for meget i begrebet Reserva m.v., så nogle producenter kan ikke vente med at få deres vine på banen - vine, som de fuldt lovligt blot kunne sælge under en anden benævnelse.
..........................

.....
Helen og Jim Watts flankerer deres danske importør, Steen Rasmussen.
    Vine fra Fox Creek
    I fredags havde The Wine Company inviteret danske vinskribenter til en smagning af de fremragende vine fra det australske vinhus Fox Creek. Ejerne, Jim og Helen Watts, forvandlede i 1984 32 hektar agerjord i McLaren Vale, en af Sydaustraliens førende vinregioner, til frodige vinmarker. I dag strækker vinstokkene sig over 120 hektar.
    Vinhuset har fået sit navn, Fox, fordi der er ualmindelig mange ræve i området. En ræv pryder da også etiketterne.
    Shiraz er den dominerende drue hos Fox Creek. Arrangementet bød blandt andet på en spændende vertikalsmagning af husets rigt præmierede Shiraz Reserve i årgange fra 1994 til 2001.
    Men Fox Creek producerer også en lang række andre vine af høj kvalitet.

Her er vore favoritter

Fox Creek, Merlot Reserve, McLaren Vale, SouthAustralia 2001
175 kr., The Wine Company
Flot harmonisk rødvin med en duft og smag af modne mørke bær og chokolade. En anelse eg afrunder den lange eftersmag. Vinen vil udvikle sig yderligere i de næste tre-fire år og bør plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet.


Fox Creek, Shiraz-Grenache, McLaren Vale, SouthAustralia 2001
85 kr., The Wine Company
Fyldig og koncentreret rødvin med duft og smag af kirsebær og solbær. Det er en vin, der kan bære sine 14,5% alkohol.


Fox Creek, Shiraz Reserve, McLaren Vale, SouthAustralia 2001
299 kr., The Wine Company
Frugt, mørk chokolade, kaffe og en anelse peber forenes i denne kraftfulde vin. En stor vin, der dog bør ligge i nogle år, så duft og smag kan udvikles yderligere. Der er kun ca. 300 flasker i handelen, så man skal skynde sig.


Fox Creek, Verdelho, McLaren Vale, SouthAustralia 2002
79 kr., The Wine Company
Hvidvin med en fyldig duft og smag af mango og ananas og et opkvikkende pift af lime og krydderier. Perfekt til thaimad.
..........................

.....
I et indledende kapitel fortælles om vinhandlerfamilien Jørgensen: Vin i fire generationer siden 1871. Kapitlet er blandt andet illustreret med denne fornemme plakat fra 1896.
En bog om 11.000 danskeres slot
Vi er over 11.000 danskere, som har investeret i Château de Haux i Bordeaux, de fleste af os med en aktie på 500 kr. Og vi er faktisk ret stolte over "vores" slot i Bordeaux.
    Nu har slottet fået sin egen bog, "Château de Haux, 400 års vinhistorie" (Nyt Nordisk Forlag, 134 sider, 198 kr. plus evt. porto, forhandles af Kjær & Sommerfeldt og af A/S Franske Vingårde, info@haux.dk).
    Bogen er skrevet af de to initiativtagere til slotskøbet i 1985, Peter og Flemming Jørgensen, og den er blevet en både underholdende og oplysende mosaik af små og store facts fra slottets historie, ikke mindst fra de sidste atten år.

    One of the best
    Det er spændende at følge brødrene Jørgensens store og dygtige arbejde med at sætte Château de Haux i stand og drive det frem til, at selveste Robert Parker har kunnet skrive: One of the best of the Petits Châteaux ... Long spicy, rich finish ...
    Bogen handler naturligvis tillige om familien Jørgensen, et af de gamle danske vinhandler-dynastier, og det er godt, at den historie nu også er blevet nedfældet for eftertiden.
    Bogen er smukt trykt og illustreret med talrige billeder. For "os slotsejere" er den en lækkerbisken – og det bør den også være for alle andre vininteresserede.

Kampen om tequilaen
En meget stor del af den ægte tequila, der produceres i Mexico, er hidtil blevet fragtet til USA, hvor den er blevet tappet på flasker.
Men ifølge Just Drinks har den mexicanske regering netop foreslået, at aftapningen fremover skal ske på mexicansk jord.
Mexicanerne vil derved få bedre kontrol med deres produkt, så de kan komme den megen falske tequila til livs. Tillige vil det betyde flere arbejdspladser i hjemlandet.
Amerikanerne er ikke meget for forslaget – de vil jo miste arbejdspladser, og så er de bange for, at priserne på tequila vil stige markant.
...........................
    Château Lagrézette 500 år
    Det er meget få vinslotte, der kan bevise, at de har lavet vin i et halvt årtusinde, men Château Lagrézette i Cahors kan. Slottet har netop fejret sin 500 års fødselsdag med en fest, hvor iblandt andet deltog Tina Turner, skuespilleren Jean Réno og rigmanden François Pinault, ejeren af Château Latour i Bordeaux.
    Det var Alain Dominique Perrin og hans kone Marie-Thérèse, der i 1980 købte det historiske slot, og siden har de bragt slot og vinmarker på fode og gjort vinene til nogle af Cahors bedste - siden 1988 i samarbejde med stjernevinmageren Michel Rolland og med investering af millioner.
    Perrin har tjent sine mange penge som chef for smykkefirmaet Cartier, der i dag er en del af den schweiziske luksuskoncern Rochemont – som Perrin også er chef for. Han er dog ved at trække sig tilbage for at blive fuldtids vinbonde.

..........................
    Folk vil se dyr på etiketten.
    Ifølge fagbladet Wine Business har den californiske vinindustri netop holdt et seminar i Napa med deltagelse af flere prominente vinfolk, blandt andet den dynamiske Kurt Kautz fra Ironstone Vineyards.
    På seminaret blev det diskuteret, hvilke midler der er bedst, når det gælder om at promovere vin i økonomisk svære tider.
    Alle var enige om, at det er vigtigt at tænke i gode brands – altså varemærker. Men som Kurt Kautz kunne fortælle, så sælger det også, hvis man har et eller andet dyr på etiketten. På nogle af hans egne vine ses fx en springende hest.
    Etiketten til venstre er fra Hahn Estates i Monterey.
Irernes alkoholforbrug skal ned
Irerne drikker generelt for meget alkohol. Som vi skrev i VinAvisen i uge 38, købes der mere alkohol i Irland end i noget andet EU-land.
Men nu bliver der, ifølge Irish Times, gjort noget ved sagen. Verdens største vin- og spiritusfirma, Diageo, vil lave en kampagne, der skal få irerne til at tage fornuften med på råd, når der hældes i glassene.
Den irske regering har overvejet helt og holdent at forbyde reklamer for alkohol. I første omgang kommer forbudet dog nok kun til at gælde tv-reklamer før kl. 22.

Tag en akademisk grad i gastronomi
Enhver, der er glad for at røre i gryderne og drikke vin til resultatet, kan nu tage en akademisk grad i gastronomi.
Uddannelsen, der er treårig, løber af stabelen på det nye Universitet for Gastronomisk Videnskab i Pollenzo i Norditalien, og undervisningen foregår på engelsk.
Det er Slow Food, der står bag universitetet. Den internationale organisation blev skabt som en reaktion mod den herskende fast food, og den slår et slag for, at man skal spise sundt og godt og give sig god tid ved måltiderne.
På universitetet kan man tage kurser i alt, hvad der har med mad og vin at gøre, og blandt underviserne er blandt andet Hugh Johnson og Jancis Robinson. Få mere at vide på www.unisg.it/ita/index.htm.
..........................
.....
Oz Clarke, egentlig operasanger, men i dag vinskribent og forfatter til en række britiske vinbøger.
    Årets Oz Clarke-guide
    Så er den årlige ”Oz Clarke-guide” udkommet (Lindhardt & Ringhof, 320 sider, 99 kr.).
    Bogen kan betragtes som en konkurrent til Hugh Johnson’s vinguide, der også er i lommeformat, og bag på den står, at den ”indeholder flere oplysninger, flere anbefalinger, flere fakta, flere holdninger og mere lidenskab end nogen anden sammenlignelig vinguide” (underforstået: ... end Hugh Johnson’s vinguide).
    Vel, de to bøger er faktisk begge nyttige, selv om der nu næppe er nogen, der sidder og slår op i dem på en restaurant.
    Oz’s bog er lidt mere beskrivende, mens Hugh’s er mere ”telefonbogsagtig” med et mylder af konkrete facts.
    Hugh har opdelt stikordene efter lande, mens Oz har ordnet dem som i et leksikon fra A (Abruzzo) til Z (Zinfandel). Det gør det lidt nemmere at finde et stikord.

..........................
    Frost i australske topvinmarker
    Orange er det nye spændende vinnavn i Australien. Et lille distrikt, der ligger i op til 1100 m’s højde og dermed er landets højest beliggende distrikt.
    I det kølige klima har Orange især haft succes med Chardonnay, men der dyrkes tillige Shiraz, Cabernet Sauvignon og Sauvignon Blanc.
    Det kølige klima kan imidlertid også give problemer, hvad netop nu er tilfældet. Ifølge den lokale avis, Central Western Daily, har forårs-frosten med ned til 9 minusgrader gjort et indhug i nogle af vinmarkerne, hvor 10-20% af knopperne er blevet skadede.
    Vinbønderne glæder sig dog over, at det skete netop nu og ikke om en uge, hvor knopperne vil være længere fremme og dermed endnu mere sårbare.
    Her i landet importerer blandt andet Chris-Wine glimrende Orange-vine (hvori der altså ikke er appelsinsaft).

Glæde hos de sydafrikanske vinbønder
Et sted i verden er man netop nu meget glade for regn og kulde, nemlig i Western Cape, Sydafrikas store vinområde.
Det er den slags vejr, der skal til for at få en rigtig god vinhøst i sommermånederne i begyndelsen af 2004.
Og ifølge Just Drinks er det vigtig med en rigtig god høst: Eksporten af sydafrikansk vin stiger konstant, så der skal meget vin til.
Mange vinbønder er dog også yderst afhængige af kontrakter med udlandet. Den sydafrikanske møntfod Rand er steget cirka 50%, og det skærper konkurrencen på verdensmarkedet.
.............................
    .
    Den danske vinbranche
    * I denne uge er der ikke nyheder fra vinbranchen - og Skjold Burne har ikke optaget endnu en butik i kæden :-)
.......
........................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
..........................


Et standardværk på cd-rom
Deutscher Weinatlas har i mange år været et standardværk, når man ville hitte rede i de tyske Anbaugebiete, Bereiche, Lagen, druesorter osv. Nu er bogen kommet i form af en cd-rom, der gør det endnu lettere at finde rundt i vinmarkerne (198,50 kr. plus porto, ddhk@ahk-daenemark.dk).
Kortene står meget flot og skarpt på skærmen, og det samme gør de fine billeder - endnu flottere og meget skarpere end i de små gengivelser herover. På skiven ligger billederne faktisk i så høj en opløsning (300 dpi), at de er lige til at trykke i en bog eller en avis.
Endvidere er der en praktisk søgefunktion, så man lynhurtigt kan finde frem til enhver lokalitet.
Installationen er nem på alle Windows nyere end 95 - anvisning står på selve skiven. Eneste problem er egentlig, at teksterne ikke også findes på engelsk.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
......................................................
..
.
    Laszlo Kacsor (f. 1953) stammer fra den ungarske by Eger, der er berømt for sine vine. Hans farfar var vinbonde, og hans far dyrkede vin på hobbyplan. Alligevel var det ikke vin men vand, som den unge Laszlo Kacsor kastede sig over, da han skulle vælge karriere. Han blev uddannet som idrætslærer med speciale i svømning og vandpolo.
    I 1992, da han fik job som landstræner for vandpolo hos Dansk Svømmeforbund, flyttede han til Danmark. Sportskarrieren stoppede i år 2000, men så begyndte et nyt kapitel for Laszlo Kacsor, nemlig som importør af sit hjemlands vine. Og siden har han gjort en stor indsats for at skærpe danskernes viden – ikke blot om ungarsk vin, men om Ungarn generelt.
    Hos Laszlo’s Vin hersker der sand ungarsk stemning. Der kan smages på de berømte vine fra Eger, Tokaj, Villany og de mousserende vine fra Balaton - samt på ægte ungarske gullasch, tilberedt af hustruen Erika og datteren Fanni. Og så holdes der ind imellem foredrag om Ungarns historie, kultur og traditioner.
    Laszlo Kacsor har dog ikke helt glemt sin vandpolo, som han i dag dyrker på Munkebo Oldboys hold.
    Adresse: Laszlo’s Vin / Hungary, Nymarken 4, 5330 Munkebo, tlf./fax: 65 97 64 21, e-mail: la.k@mail.tele.dk.

Deltag i den danske vinhøst
I VinAvisens aktivitetskalender omtales en helt usædvanlig aktivitet. Dansk VinCenter i Avedøre tilbyder nemlig alle interesserede til at deltage i vinhøsten og til at følge produktionen af årets danske vin på nærmeste hold. Man får ikke noget for det, men bliver sikkert heller ikke særligt udaset - så mange druer er der ikke, selv om årgangen tegner meget fint.
Læs i aktivitetskalenderen, hvordan du kommer med.

Zinfandel i fjernsynet
Nu på tirsdag den 7. oktober skal der bedømmes Zinfandel-rødvine, når Tim Vollerslev, Michael Meyerheim og Per Pallesen stikker næserne i glassene i Go’ morgen, Danmark på TV2 cirka kl. 08.15. Følgende vine smages:
* Ironstone Vineyards, Zinfandel, Californien 2001 til 100 kr. for to flasker hos Føtex.
* La Capanna al Sole, Zinfandel / Primitivo di Puglia IGT, Italien 1997 til 60 kr. hos SuperBest.
* Beringer Vineyards, Zinfandel, North Coast, Californien 1998 til 108 kr. fra Sigurd Müller.
Om to uger tager trekløveret langt om længe fat på tysk hvidvin – hvad vi jo tidligere har opfordret dem kraftigt til.

Den femte vinder
Flere tusinde af vore læsere har været med i dysten om at vinde den nye "VinABC", og i sidste uge var det sidste chance. Her blev vinderen Grethe Juehl, Ved Voldgraven 4 F, 2, 2610 Rødovre. Bogen er på vej.
..........................
    Ugens vinøse billede
    For et par uger siden stod vor læser, Izak Litwar, i en vinmark ved Château Nairac i Barsac og tog dette smukke billede af en drueklase, angrebet af den ædle råddenskab – skimmelsvampen Botrytis cinerea.
    Barsac er jo et nabodistrikt til Sauternes i Bordeaux, og også i Barsac fremstiller man søde vine af de rosinagtige druer.
    Skimmelsvampen angriber de grønne druer. De bliver svagt rosa, rynkede og efterhånden ret ulækre at se på. Halvdelen af væsken i druerne fordamper ud gennem det porøse skind, men skindet revner ikke – det holder på sukkeret og på alle aromastofferne.
    Både i Sauternes og Barsac høster man i flere omgange og nipper kun de druer af, der er overmodne og angrebne af den ædle råddenskab.
    På det berømte Sauternes-slot Château d’Yquem er der op til 150 plukkere i konstant beredskab, og i nogle år går de markerne igennem op til elleve gange. Hvis en enkelt plukker skulle klare arbejdet alene, måtte han gå over 6000 km – det svarer til afstanden fra Bordeaux til New York.
    Fra hver vinstok kommer kun et enkelt glas vin, så der er ikke noget at sige til, at de søde Bordeaux-vine er kostbare.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning tilanker@vinavisen.dk.
..........................
....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Er andenvinene også Cru Bourgeois?
Henrik Münchow har læst i VinAvisen, at der nu er kommet en officiel klassifikation på Cru Bourgeois. Men, skriver han, må disse slotte sælge deres anden- og tredjevine under andre slotsnavne – hvad flere af dem jo gør – og stadig anvende benævnelsen Cru Bourgeois?
Nej, kun de slotsnavne – altså i virkeligheden varemærker – der er optaget i den nye klassifikation, må forbindes med Cru Bourgeois. Ikke andre vine, som nogle af slottene laver af druer fra sekundære parceller eller af frasorterede partier vin.
Vi kan tilføje, at andenvinene fra de store Grand Cru-slotte heller ikke må kalde sig Grand Cru.
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....

..................................


Denne uges stjerner i VinAvisen
Som sædvanligt får de smagte vine stjerner efter det gængse system med fem som maksimum. Vine, der kun får én eller to stjerner, bliver dog ikke omtalt. I vores bedømmelser indgår også prisen til en vis grad som en parameter.
Husk, at vine med fire eller tre stjerner også er værd at drikke. Man behøver jo ikke at drikke topvine hver dag!

I den forløbne uge har vi smagt i alt 43 vine. Heraf var der 32, som fik mere end to stjerner, og hele 15 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Román Péter, Chardonnay / Semillon, Eger, Ungarn 2000
45 kr., Laszlo's Vin / Hungary
Harmonisk og lækker hvidvin præget af fedme og sødme. En rigtig dejlig vin til en yderst rimelig pris.


Medalla Real, Cabernet Sauvignon, Santa Rita, Chile 2000
89,95 kr., Amka Vinimport
Stor og dejlig rødvin - en af Chiles topvine. I dens afrundede og bløde smag er der mørke bær og chokolade.


La Volière du Château les Ollieux, Corbières, Frankrig 2000
48 kr., Herning Vin Import
En rigtig lækker rødvin, der breder sig ud i munden med mange smagsnuancer. Dejlig frugtagtig duft og en lang eftersmag.


Château la Couranconne, Seguret Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1998
109 kr., Holte Vinlager
Flot, flot fadlagret rødvin med saft og krydderi. En vin, der får mundvandet til at løbe.


Grove Mill, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2002
109 kr., New World Vinimport
En prægtig hvidvin. I den flotte duft er der - lige efter bogen - mindelser om hyldeblomster. Og i smagen er der lækker frugt, friskhed og charme.


J, Jostenberg, Paarl, Sydafrika 2001
99,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Der er ingen tvivl: Dette er en rødvin til fem stjerner. Den er overordentlig lækker med en flot duft med lidt peber og en herlig smag. En stor vin!


Paul Cheneau, Blanc de Blancs, Brut, Cava, Spanien
60 kr. ved 12 flasker, VinOtto
Elegant og meget lækker cava. Den er brut (tør), men alligevel ikke SÅ tør. Faktisk har den en fin og forførende sødme, som mange vil være glade for.


Château Mattes-Sabran, Dionysos, Corbières, Frankrig 2001
55 kr., Fionia Vinimport
Meget vellavet rødvin i god balance og med dejlig ren og fyldig frugt. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Prisen er yderst rimelig for så god en vin.


Gran Vinya Sardà, Reserva, Penedès, Spanien 1998
109,75 kr., Køge Vinhandel
Dejlig rødvin, moden, blød og indsmigrende - og rig på smagsmæssige facetter. Den har fået tilpas fadlagring, og flasken er forsynet med det traditionelle spanske net.


Schuller, Zweigelt, Neusiedlersee-Hügelland, Østrig 2002
59,50 kr., 56,75 kr. ved 12 flasker, Odense Vinimport
Jo, østrigerne kan bestemt lave prægtig rødvin. Her er en ekstra flot en - og til en rimelig pris i forhold til kvaliteten. Vinen er fint i balance med dejlig frisk frugt og en charmerende sødme.


Poggio Maestrino, Erik Banti, Rosso Toscano IGT, Italien 2000
164 kr., Carlo Merolli
Elegant og flot rødvin med blød og intens frugt og mange facetter. Den har 14% alkohol, men kan bære procenterne på grund af den gode fyldige frugt.


Cascina Bruni, Marialunga, Barolo, Italien 1999
169 kr., Amka Vinimport
Meget, meget flot barolo, harmonisk og rig på lækker frugt. I eftersmagen er der toner af lyse blommer, sagde kokken under smagningen.


Tudernum, Sangiovese, Colli Martani, Italien 2001
70 kr., Lago Import
Dejlig saftig rødvin med let krydderi og duft og smag af kirsebær og hindbær. Fin sødme.


Estampa, Syrah / Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2002
59 kr., Jysk Vin
Meget venlig og rar rødvin med saft og god frugt.


Seigneurs d'Aiguilhe, Côtes du Castillon, Frankrig 1998
79,95 kr., 2 flasker for 150 kr., Gobi Vin
Moden og afrundet rødvin med fin duft af bordeaux og en venlig og indbydende smag.


Dezzani, Gli Seaglioni, Barbera d'Alba Superiore, Italien 2000
89 kr., Øksnebjerg & Co.
For en gangs skyld skriver vi ikke, at en Barbera smager af kirsebær. Denne her smager kort og godt af blå druer. Den er saftig, blød og ganske flot.


Ramón Bilbao, Reserva, Rioja, Spanien 1998
87,50 kr., Ki-Ma Vinimport
Ret let og samtidig fyldig rødvin med tilpas fadlagring og en indtagende sødme.


Foppiano, Merlot, Sonoma County, Californien 1998
109 kr., Holte Vinlager
Der var stor uenighed i smagepanelet om denne rødvin. Den er afgjort af høj kvalitet, men har en smag, som nogle af os fandt "underlig", mens andre fandt den meget spændende og dejlig. Den, der her fører pennen, vil nøjes med at skrive, at jeg bedre kunne lide Zinfandel'en fra samme vinhus. Den fik fem stjerner i forrige uge.


Condamine Bertrand, Barrique, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2000
74,50 kr., Jysk Vin
Meget vellavet og fadlagret rødvin med god varm duft, fyldig frugt, krydderi og let sødme.


Saint Cosme, Les Deux Albion, Côtes du Rhône, Frankrig 2001
89,50 kr., Jysk Vin
Flot vin med god struktur, ren og klar frugt, sødme, mørke bær, chokolade ...


Kopke, Colheita, Portugal 1992
100 kr. ved 12 flasker, ViniPortugal
Colheita betyder høst og er benævnelsen på den type årgangsportvin, der har den længste lagringstid. Vinen må først aftappes godt syv år efter høsten. Kopke's colheita har en flot farve og en moden smag med fin sødme. Og så er prisen jo rimelig.


Chevalier de Lascombes, Margaux, Frankrig 1998
149 kr., i denne uge: 99 kr., Kvickly xtra
Andenvinen fra Château Lascombes er en god og klassisk bordeaux med en moden farve og god afrundet frugt. De fire stjerner gælder tilbudsprisen på 99 kr.


Alain Brumont, Tannat / Merlot, Vin de Pays des Côtes de Gascogne, Frankrig 2002
50 kr., Compagniet
Vellavet og saftig rødvin med intens frugt, mange nuancer og en lille "grøn" tone. Det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Weingut Josef-Schönleber, Riesling Kabinett, Halbtrocken, Rheingau, Tyskland 2001
66 kr., Vinsnedkeren
En klassisk tysk hvidvin, der vil være fortrinlig til mad. Den har en frisk frugtsmag med fin sødme.


Etienne Boileau, Chablis Premier Cru Mont de Milieu, Frankrig 2001
149 kr., VinBlanc.dk
Ikke nogen billig hvidvin, men pæn til mad. Den har en krydret Chardonnay-duft og en smag præget af frugt og syre.


De Wetshof Estate, Chardonnay sur Lie, Robertson, Sydafrika 2002
99,75 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Hvidvin med en ret markant alkohol (14%). I duften er der et fint strejf af gær - vinen har jo ligget på sit bundfald (på fransk: lie).


Carlo Boffa, Nebbiolo, Langhe, Piemonte, Italien 2001
127 kr., Sorgenfri Vin
Ikke nogen helt billig rødvin, men pæn og venlig og allerede ret moden.


Chais de Sainte Estelle, Sélection Terres Noire, Côtes du Roussillon Villages, Frankrig 1999
99,75 kr., Køge Vinhandel
Ikke nogen billig rødvin, men en pæn og venlig hakkebøffevin.


Nuviana, Tempranillo / Cabernet Sauvignon, Valle del Cinca VDT, Spanien 2001
39,95 kr., Det franske Vinlager
Dette er en spansk landvin - en Vino de la Tierra - og en meget enkel og saftig hakkebøffevin.
a .a
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
..........................
Alt for Damerne
Ravenswood, Vintners Blend, Zinfandel, Californien 2001Rødvin89 kr.Kvickly og SuperBrugsen
.
Berlingske Tidende
Burmester, Colheita, Portvin, Douro, Portugal 1991Hedvin79,95 kr. (v 12)Philipson Wine
.
Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin
Prado Enea, Gran Reserva, Muga, Rioja, Spanien 1994Rødvin149 kr.Laudrup Vinimport
Gaudium, Marquès de Càceres, Rioja, Spanien 2000Rødvin369 kr.Theis Vine
Veuve Clicquot Ponsardin, diverse special-cuvéer, Champagne, FrankrigMousserende380-685 kr.Hans Just
.
B.T.
Estampa, Carmenère / Merlot, Colchagua Valley, Chile 2002Rødvin59 kr.Jysk Vin
Burmester, 10 Years Tawny Port, Douro, PortugalHedvin79,95 kr. (v 12)Philipson Wine
.
Børsen
Cuvée Florence, Gigondas, Frankrig 1999Rødvin250 kr.Løgismose Vinimport
Grand Mouton Noir, Frankrig 2002Rødvin59,95 kr.GrandVin
Domaine la Soumade, Rasteau Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2001Rødvin92 kr.Jysk Vin
.
Ekstra Bladet
Alain Brumont, Merlot, Vin de Pays de Côtes de Gascogne, Frankrig 2002Rødvin50 kr.Compagniet
Château Montus, Madiran, Frankrig 2000Rødvin135 kr.Compagniet
Domaine la Soumade, Rasteau Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2001Rødvin92 kr.Jysk Vin
.
ErhvervsBladet
IQ, Negroamaro / Primitivo, Puglia, Italien 2002Rødvin39 kr.Kjær & Sommerfeldt
Vin da ca'Sfursat, Valtellina, Italien 1998Rødvin161 kr.VinBlanc.dk
Domaine Saint Anthelme, Côtes du Rhône, Frankrig 2000Rødvin59 kr.A Vinstouw
.
Euroman
Cervaro della Sala, Antinori, Umbrien, Italien 2000Hvidvin229 kr.Maxxium Danmark
.
Information
Montes, Cabernet / Carmenère, Chile 2000Rødvin75 kr. (v 12)Bichel Vine
Château Vermeil, Costières de Nîmes, Frankrig 2001Rødvin50 kr. (v 12)Holte Vinlager
Cascina Bruni, Fanin Riserva, Barbaresco, Italien 1998Rødvin 135 kr.Amka Vinimport
.
Nordjyske Stiftstidende
Estampa, Syrah / Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2002Rødvin59 kr.Jysk Vin

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.