........................
Vin-aktuelt i uge 8
16. februar - 22. februar 2004
........................

VinAvisen uge 5VinAvisen uge 6VinAvisen uge 7
........................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vil du være sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden,
    så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!


Forbrydelser er en ferskvare
Det svenske politi efterforsker nu bestikkelses-skandalen i Systembolaget, og mellem 90 og 100 ansatte er mistænkte i sagen.
Samtidig vokser listen over de firmaer, der har bestukket. Femten er nævnt, og blandt dem er de tolv blandt Sveriges største vinfirmaer. Følgende er nævnt: Vin-Trägårdh, Edström Chris Wine, Heba Trading, Bibendum, Arvid Nordquist, Fondberg, Philipson & Söderberg, Pernod Ricard, Berntson, Maxxium, Galatea Spirits, Premium Wines, Spendrup-Åkessons, Carlsberg samt det statsejede Vin&Sprit.
Efterforskningen fremskyndes og vil være afsluttet hen på foråret. - Forbrydelser er jo en ferskvare, siger chefanklager Ewa Nyhult.

Drastisk forhøjelse
Svenska Dagbladet har i december gennemført en Sifo-rundspørge, der viser, at to tredjedele af den svenske befolkning ønsker lavere alkoholafgifter.
Dette er en drastisk forhøjelse sammenlignet med en lignende undersøgelse i oktober, hvor kun 48 procent af de adspurgte ville have lavere afgifter.
Tre fjerdedele af de svenske mænd vil have sænket afgifterne, mens kun halvdelen af kvinderne synes, det er en god idé.

Nordmænd valfarter til Systembolaget
Jo, Systembolaget har problemer, men når det kommer til salget af vin og spiritus til nordmændene, går det ifølge Just Drinks strålende. I år 2003 var omsætningen til det norske broderfolk på cirka 1 milliard skr. (cirka 800 millioner dkr.), og i løbet af de sidste to år er Systembolagets salg til nordmænd steget med 110%.
Nordmændene tager frem for alt over grænsen til Systembolaget for at købe vin, idet skatten på vin er steget i Norge.
Når det gælder de stærkere varer, rejser nordmændene for det meste til Danmark, hvor skatten på spiritus jo er sat ned med hele 45%.

Mindre vin til vinsøen
Californierne har en vinsø, og de gør noget for at dræne den. I en foreløbig høstrapport fra California Agricultural Statistics Service gøres høsten i 2003 op til 3,4 millioner tons druer – inkl. spisedruer – hvilket er 11% mindre end i 2002.
Af druer til vin høstede man 2,9 mio tons, hvoraf de 1,6 mio var rødvinsdruer. Druer til rosiner faldt 44%, mens spisedruer steg 16%.

Rygter skal tages i opløbet
I Sydafrika har der siden november været rygter om, at nogle producenter har tilsat en ulovlig smagsforstærker, pyrazin, i Sauvignon Blanc-vine.
Dette har ifølge Just Drinks fået landets Wine & Spirit Board til at udsende kontrollanter i et meget omfattende program, der inddrager både små og store firmaer.
Smagstilsætningen er ikke sundhedsfarlig – stoffet findes i forvejen i naturlig form i druerne. Men rygterne er farlige for den sydafrikanske vins image, og vinbranchen ser derfor på sagen med stor alvor.
Hvis undersøgelsen afslører uregelmæssigheder, vil synderne blive meldt til politiet.

Succes i Paris
Den skandinaviske vinmesse i Paris var en stor succes, besøgt af cirka 350 vininteresserede gæster, hvoraf en fjerdedel var professionelle sommelierer. Blandt andet kom Alain Margeon, der er chefsommelier i Groupe Alain Ducasse, som står for 21 stjernerestauranter.
De 37 skandinaviske vinproducenter fik mangen en franskmand til at løfte et undrende øjenbryn, men da de fik næserne i glassene, kom der ofte et overrasket smil.
- Som udstillere havde vi det faktisk skægt, siger Merete Løwig Larsen i telefonen fra Bordeaux. Og Flemming Jørgensen fra Château de Haux istemmer: - Det var vældig interessant at se, hvad de andre skandinaviske vinfolk kan lave.

Overraskende dansk rødvin
Iakob Schjerbeck var også med i Paris, hvor han blandt andet stod for præsentationen af sin egen d:vin, Peter Sissecks Pingus, Château Carsin samt den danske Nordlund, som VinAvisen gav fem stjerner i uge 51.
- Nordlund var klart Skandinaviens mest overraskende vin, fortæller Iakob Schjerbeck. - Specielt en engelsk og en amerikansk journalist blev imponerede, mens de skandinaviske gæster var mere reserverede - indtil jeg begyndte at servere vinen blindt og udlovede 5 euro, hvis nogen kunne gætte bare én druesort. Det blev heldigvis en gratis fornøjelse.
........................
    < Friske billeder fra Paris. På billede nr. to ses Iakob Schjerbeck, og på de to sidste billeder ses Merete Løwig Larsen og Flemming Jørgensen.
    < Det vrimlede med smagere fra en lang række lande ved den store Brunello-smagning i en kæmpemæssig hal.

Den store Brunello-smagning
I Montalcino i Toscana har man i slutningen af den forløbne uge afholdt en stor smagning af byens og egnens berømte vin, Brunello’en.
Iakob Schjerbeck var med og fortæller, at Brunello 1999 er lige ham. – Jeg smagte 50 vine blindt, og det var vine med masser af potentiale, men uden for meget garvesyre og ikke så overmodne som rødvinene fra den ny verden. Hvad er hemmeligheden? Terroir?
- Jeg gad godt putte en 1999 Pomerol og Pauillac ind som joker. Jeg mistænker de nordvendte vinmarker for at give friskere vine og udtrykke mere kridt/blyant og lakrids. Mens de sydvendte vine virker blødere og lidt kærnemælkede (men det kan jo også skyldes en malolaktisk gæring i fad).
- Alle 1999-vinene, jeg prøvede, var utroligt præcise - en homogen årgang. Bravo - complimenti!

De bedste vine fås i Danmark
Ifølge Iakob Schjerbeck er Brunello-folket, hvoraf 126 udstillede deres vine, blevet dygtigere og mere forsigtige med brugen af barriques.
- Priserne er nogle euro højere end for 1998-årgangen (+5%), som siden sidste år er blevet Riserva. Men gider man Riserva? spørger Iakob. - De koster jo ofte det dobbelte. Men, jo - jeg blindsmagte alle Riserva 1998, og de var vidunderlige. Ser man på det beskedne antal flasker, som hovedparten producerer, er priserne ganske rimelige. Hvad koster 1998 Bourgogne grand eller premier cru i sammenligning?
- De bedste vine importeres allerede gennem længere tid af danske importører, og det var helt skønt at høre de italienske producenter udtale danske importørnavne uden tøven og med beskeden accent.
........................
    En bog, der går den anden vej
    “Maden til vinen” af Jens Dolk, Mette Ankerloo og Liselotte Forslin, Thanning & Appel, 183 sider, 249 kr.
    Som oftest handler det om at vælge en vin til maden. Her er en bog, oversat fra svensk, der går den anden vej: Den vælger maden til vinen.
    Det er en sjov idé – men man spekulerer nu over, hvor mange der mon vil gå den vej. Forfatterne falder da også igen og igen tilbage i det gamle spor og fortæller, hvilke vine, der passer til diverse madretter.
    Bogen har nogle gode synspunkter om smagen i vin og mad, men den er alt for pludrende med talrige retoriske spørgsmål og mange gentagelser. Bortset fra opskrifterne på de cirka 50 madretter kunne informationerne være skrevet med det halve antal bogstaver.
    Til bogens oppustede indtryk hører også det pågående og “smarte” layout, hvor der er brugt 40 ofte uskarpe og helt unødvendige billeder af vinglas og flasker samt 15 kulørte helsider, der ikke bruges til andet end at fortælle, at på de næste sider kommer der altså tre opskrifter.
........................
....
Tips til den store vinsmagning

      En vinsmagning med måske 300 vine kan godt virke lidt uoverskuelig. Som regel er vinene stillet op på en række borde, og så er det op til én selv at gå rundt og smage. Her er nogle gode råd til den, der skal på jagt i vinjunglen.
Hvor er de bedste vine?
* Kom i god tid – af og til bliver de bedste flasker tømt ret hurtigt.
* Hvis du er i tvivl om, hvilke flasker der er værd at smage, kan det være en god idé at vente lidt og så gå efter dem, hvor der er mindst tilbage – det er som regel de bedste.
* En kødrand af mennesker rundt om et enkelt bord er en god vejviser, hvis du ikke er sikker på, hvor du vil begynde din smagning.

Først de hvide, så de røde
* Det er vigtigt at smage vinene i den rigtige rækkefølge: Først hvidvinene ved alle bordene, så alle rødvinene og til sidst dessert- og hedvinene. Og altså ikke tage et bord (en udstiller) ad gangen.
* Hvis du får problemer med at smage forskel på vinene, kan du rense smagsløgene – fx med lidt mousserende vin, hvis der også bydes på den slags.
* Husk at spytte vinen ud i de spande, der er – og bør være – sat frem til formålet. Det kan let gå galt, når der skal smages på mange vine …
* Pas på ikke at komme til at spytte ud i spande med isterninger til afkøling af hvidvine.

Undlad selv at skænke
* Du bør overholde almindelig smagnings-etikette: Lad være med selv at hælde vinen i glasset, men overlad det til den, der præsenterer vinen.
* Den, der står bag bordet, er ikke en slags bartender, men en fagmand, der vil kunne fortælle dig interessante ting. Af og til er det ligefrem personen, der har skabt vinen.
* Undlad at skylle glasset med vand efter hver vin – kun når du går fra hvid til rød. Og fra rød til sød.
* At man ikke ryger ved en vinsmagning, behøver vi vel ikke at nævne.
* En vinudstilling er beregnet til at få et indtryk – opdage interessante vine. Der er ikke tale om en professionel vinsmagning, hvor man bør sidde ned ved et bord med mulighed for at notere – i ordentligt lys, med noget hvidt under glasset osv. Men der er bestemt heller ikke tale om et cocktailparty.
....
........................
    Verdens største vinkælder til søs
    Med en længde på 345 meter og en vægt på 151.400 tons er Queen Mary 2, der netop har været på sin jomfrurejse, verdens største luksusliner. Den er ifølge Wine Spectator også den dyreste – den har kostet 780 millioner dollars (cirka 4,5 milliarder dkr.).
    Vinkælderen, der har til huse dybt nede i skibets skrog, er ligeledes verdens største til søs. De 2620 passagerer kan i ordets bogstaveligste forstand gå om bord i hele 35.000 flasker.
    Vinkortet, der er en 26-siders rejse fra Frankrig til Sydafrika, byder blandt andet på 29 forskellige champagner, fornemme Bordeaux-vine og kostbare højdepunkter som fx den californiske Opus One. Men man kan også nøjes med en Chianti Classico Pèppoli 2000 til 28 dollars (cirka 160 dkr.).
    Vinene serveres af hele 26 sommelierer i skibets mange restauranter.

Sydafrikas sorte vinder frem i vinbranchen
Hele 25,1% af det sydafrikanske vin- og spiritusfirma KWV Limited bliver nu solgt til et konsortium, der består af sorte folk.
Når handelen er afsluttet, vil der være to sorte direktører i selskabets bestyrelse.
I Sydafrika er det stort set kun hvide, der står i spidsen for landets vinproduktion, så der er tale om en epokegørende handel.

KWV skulle hjælpe vinbønderne
Bogstaverne KWV står for Kooperatieve Wijnbouwers Vereniging van Zuid-Afrika Beperkt, og det har i mange år været verdens største kooperativ.
Det blev stiftet i 1918 af de sydafrikanske vinbønder, der dengang havde svært ved at sælge deres vin. Via kooperativet ville de bedre kunne kontrollere markedet og priserne og sætte en stopper for overproduktionen.
I 2002 blev den store gruppe opdelt i aktieselskabet KWV Limited og kooperativet Wijngaard Cooperative.

Tys, tys om engelsk vin
Philippe Faure-Brac, der i 1992 blev kåret som verdens bedste sommelier, er en anerkendt vinskribent og ejer af luksusrestauranten Bistrot du Sommelier i Paris. Og så holder han af engelsk mousserende vin. Ifølge Decanter serverer han den i sin restaurant, men lader dog gæsterne smage den blindt. Først bagefter får de at vide, hvad de havde i glassene.
Hvis han havde fortalt dem det på forhånd, ville de automatisk have sagt, at det var noget sprøjt. Hvor uretfærdigt det end er, så rangerer engelsk vin nemlig meget lavt blandt franske vindrikkere.
Der er dog ved at komme en vis opblødning i holdningen til engelsk vin. Yves Bernard, der er formand for Foreningen af Champagne-producenter, roste for nylig de mousserende engelske vine og sagde, at de sørgede for, at Champagne-vinhusene hele tiden måtte være på dupperne.
........................

....
Fra smagningen på den gamle herregård Skjoldnæsholm, hvor filmen "Festen" blev optaget.
    2,83 flaske vin pr. vinsmager
    Det ser måske ikke ud af så meget, når folk til en vinsmagning får fyldt en smule i glasset, smager og spytter ud. Men det kan godt blive til en del. Birger Vejrum fra Det Lille Enoteca i Ringsted regner således med kun otte-ti personer pr. flaske.
    Men det kan godt blive til mere. Efter en smagning af vine fra Barolo og Barbaresco, der blev afholdt på Skjoldnæsholm, regnede Birger Vejrum på sagen og nåede frem til, at hver deltager i gennemsnit havde drukket 2,83 flasker vin – fratrukket det, der havnede i spyttespandene.
........................
    Erik Olaf-Hansen 90 år
    Tirsdag d. 24. februar fylder de danske vinskribenters nestor, Erik Olaf-Hansen, 90 år, og det vil blive fejret af alle hans mange venner i den danske vinverden.
    Erol – som hans pennenavn lyder – har skrevet om vin i over et halvt århundrede, og han er still going strong. Hvert år kommer der en bog fra hans hånd, og yderligere redigerer han den årlige guidebog “Vinnøglen”. Læs mere om ham ved at klikke her.
    Den gode vin er uden tvivl medvirkende til, at Erol holder sig så frisk. – Kun 33.317 blandt Danmarks mere end fem millioner indbyggere passerer 90 års-grænsen, siger han. (De har sikkert drukket vin alle sammen).
    Flemming Karberg i familiefirmaet Hans Just har tilbudt at fejre Erik Olaf-Hansens runde fødselsdag, og det vil ske ved en reception den 24. ds. kl. 15-17 i vinhusets domicil, Århusgade 88, 2100 København Ø.
........................

....
Malene Smidt, Rigmor Kristensen og Angela de la Rosa Tanco - det er lidt af et tilfælde, at det blev tre kvinder, der blev æresbrødre hos Laugsmagistrene.
    Tre kvindelige brødre
    Laugsmagistrene, der er en forening af vinskribenter, har hædret tre personligheder fra den danske vinbranche som "æresbrødre".
    De er alle tre ildsjæle, som med entusiasme har medvirket til at udbrede kendskabet til vinens verden - hver på deres måde:
    * Malene Smidt er direktør hos Kjær & Sommerfeldt. På en troværdig måde har hun igennem årene formidlet kendskabet til vinens verden uden at gå på kompromis med kvalitet eller holdninger.
    * Rigmor Kristensen er en institution hos Tholstrups Restauranter, hvor hun har sat sit kreative præg på vinkortene med megen originalitet og alsidighed samt været på forkant med interessen for sammensætning af mad og vin i restauranter tilbage til starten af 80'erne.
    * Angela de la Rosa Tanco i Den spanske Ambassades Handelsafdeling i København gør et fremragende og utrætteligt arbejde for spanske vine, både over for pressen, forbrugerne og vinbranchen.
................................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
........................................................
..

.
    Lars Bo Henriksen (f. 1967) var allerede som seksten-årig begejstret for vin. Mens vennerne medbragte øller, når der skulle festes, kom han med et par flasker Pichon Baron 1980 eller en anden god vin, som han havde købt i dyre domme.
    Der var ingen tvivl: Drømmen om at blive jurist måtte vige for en læreplads i vinhandelen Chas E i Århus.
    Efter endt læretid blev han ansat som souschef hos H.J. Hansen i Odense. Her finder man ham også i dag – nu med titel af underdirektør. Han har stået for opbygningen af kæden Vinspecialisten, der stadig er hans hjertebarn. Derudover fungerer han som både indkøbschef og salgschef.
    Fritidsinteresserne spænder også vidt. Lars Bo Henriksen dyrker svømning, elsker at lave god mad og hygge sig med familien, der består af samboen Malene Holm og hans to drenge Emil og Victor.
    Og så rejser han ofte til Costa Rica, Venezuela og andre eksotiske lande for at snorkle eller tage på fotosafari og forevige diverse krybdyr med sit kamera.
    Adresse: H.J. Hansen Vinhandel A/S, Vestergade 97-101, 5000 Odense C, tlf.: 63 12 82 00, fax.: 63 12 82 70, e-mail: lbh@hjhansen.dk - www.hjhansen.dk.
........................


Opfindsomme forslag
Hvordan var billedet med de to glas taget – uden nogen form for manipulation med det færdige billede? 62 læsere har sendt deres forslag, og det var morsomt at se, hvor opfindsomme de var.
Nogle foreslog, at billedet blev taget på et skib i søgang. Andre, at to personer har slynget vinen – og så hænderne væk, knips! Endelig foreslog enkelte, at der slet ikke var vin i glassene, men ribsgelé. Eller en endnu skrækkeligere tanke: At der var husblas i vinen.
For os var det morsomt at læse disse forslag – og fnise bedrevidende. For vi havde jo fotografen, Per Madsens, forklaring:

Sådan blev billedet taget
- Det var noget af en konstruktion, fortæller Per Madsen, - idet jeg fremstillede en papkasse beklædt med selvklæbende træfolie og limede glassene fast herpå. Og hele arrangementet blev så anbragt på en pladespiller foran baggrundsarrangementet.
Ved hjælp af et teleobjektiv på kameraet kunne jeg derefter trække perspektivet så meget sammen, at man tror, at glassene står foran hylden i baggrunden.
Fem af indsenderne havde gættet på denne løsning, og blandt dem har vi trukket lod om den udlovede flaske Château Fombrauge, Saint Émilion Grand Cru 2001 til 170 kr.
Vinderen blev Klaus Walin, Søkæret 4, Annisse, 3200 Helsinge, og flasken er på vej fra Hans Just.
...............................................
.....
    Vinflaske skaber hårmode
    Den engelske fodboldspiller David Beckham har med sine vekslende frisurer dannet hårmode i alverdens lande. Nu bliver den legendariske spiller måske slået af banen af en flaske vin.
    Det drejer sig ifølge Decanter om vinen Blueridge fra Bulgariens største vinproducent, Boyar.
    Flaskens skuldre er skåret i en skæv vinkel, og i en smart reklamekampagne har Boyar kædet flasken sammen med en lidt speciel skæv frisure.
    Fra London forlyder det, at folk iler til frisørsalonerne med et billede af frisuren fra kampagnen eller med selve flasken, så frisøren har et forbillede, når han går i gang med saksen.
    Enkelte kunder går endog så vidt, at de lader håret farve i en blåsort farve à la rødvinsflaskerne.
........................
    Fair Dinkum
    Ikke mindst australierne excellerer i at lave sjove vinetiketter. Her er endnu en, der bestemt ikke viser et fornemt slot, men snarere en simpel hytte med skiltet Fair Dinkum på taget.
    Fair Dinkum er et australsk slangudtryk for fair deal eller fair play, og måske stammer det fra en engelsk dialekt. Der er dog også dem, der mener, at det kom med kinesiske guldgravere, der i 1800-tallet brugte udtrykket "din gum", hvilket betyder "rigtigt guld" på kinesisk.
    Nå, men det var damen, vi kom fra. Vi er ikke så sikre på, at hun sælger vin, nok snarere mælk.
    Nederst på etiketten står der, at “no sheep were harmed during the making of this fine wine”.
.......................
    Ugens vinøse billede
    Det er Keld Carlé, der har sendt os dette smukke og helt anderledes billede af nogle drueklaser. Han tog det under familiens sommertur til Alsace på en mark ved Hunawihr.
    Han er imidlertid ikke helt klar over, hvilken druesort der er tale om, og i Alsace er der jo flere muligheder at vælge imellem, først og fremmest de syv ”store” druer: Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris (Tokay d’Alsace), Sylvaner, Muscat, Gewurztraminer og Pinot Noir.
    Dybe studier har imidlertid overbevist os om, at der her er tale om Gewurztraminer.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Er alkoholfri vin også godt for hjertet?
Et glas rødvin eller to de fleste af ugens dage er godt for hjertet. Men findes de gode stoffer også i alkoholfri vin? spørger Helge Møller.
Umiddelbart er svaret ja, siger læge Erik Skovenborg, der har skrevet bogen “Vin og Helbred – Myter og Facts”.
Rødvin giver en nedsat risiko for blodpropper i hjerte og hjerne, demens, sukkersyge, galdesten m.m. Mindre kendt er det, at også øl og et moderat forbrug af spiritus har denne effekt. Det skyldes, at 80-90% af den beskyttende virkning kommer fra glassets indhold af alkohol. Så foretrækker man en pilsner til maden, kan man roligt fortsætte med øl i glasset.
Men i forhold til øl og spiritus har rødvin en plus-effekt takket være et højt indhold af polyfenoler. Der er også polyfenoler i hvidvin og øl, men der skal ti glas hvidvin eller øl til at matche indholdet af polyfenoler i et glas rødvin.
Flavonoider og andre polyfenoler forsvinder ikke, når man fjerner alkoholen fra rødvin. De er fuldt til stede, ligesom de naturligvis er til stede i frisk druesaft.
Til gengæld tyder nogle forskningsresultater på, at polyfenolerne lettere optages i kroppen fra rødvin med et naturligt indhold af alkohol.
Den gavnlige effekt af polyfenoler i vin kan ikke alene redde nogens helbred, men de kan indgå et i gavnligt samspil med en sund kost med masser af frugt og grønt.
..........
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
....................................................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vil du være sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden,
    så bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!

I den forløbne uge har vi smagt i alt 16 vine. Heraf var der 13, som fik mere end to stjerner, og 7 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Albet i Noya, Col Leccio, Syrah, Penedès, Spanien 2000
143 kr., VIN etc.
Uha, hvor er den lækker. Den virkelig fylder munden med vellyst. En stor og flot rødvin med ren og kraftig frugt og alle elementer i fornem harmoni.


Castillo Peralada, Reserva, Empordà-Costa Brava, Spanien 1999
100 kr. ved 6 flasker, Holte Vinlager
Meget flot rødvin med en intens og herlig frugt – Cabernet Sauvignon, Merlot, Grenache – og en fin sødme. En fantastisk vin til en stor, saftig bøf.


Gran Heretat Vall-Ventós, Brut Nature, Cava, Spanien
139 kr., Ki-Ma Vinimport
En herlig mousserende vin med fyldig frugt, fine og stadige bobler og en vis fedme. Folk vil elske den.


Boffa Carlo, Vigna del Casot, Barbaresco, Italien 2000
165 kr., 155 kr. ved 12 flasker, Sorgenfri Vin
Harmonisk, moden og meget lækker rødvin med saft og frugt. Perfekt til mad.


Haute Victoire, Quincy, Frankrig 2000
85 kr., Compagniet
Glimrende hvidvin, meget aromatisk med eksotiske frugter og en vis fedme. Velregnet til mange retter, fisk, lyst kød, grønsager, men også til en frokost.


Lazos, Syrah-Malbec, Mendoza, Argentina 2000
90-95 kr., Chris-Wine
Man drikker denne fadlagrede rødvin med stor fornøjelse. Den er i god balance, med dejlig, fyldig frugt og en laaaang eftersmag.


Mission Hill, Vidal Icewine Reserve, Okanagan Valley, Canada 1998
279 kr. for ½ flaske, Amka Vinimport
Fantastisk vin med duft af den ædle råddenskab og en fornem sød smag, der afbalanceres med den markante syre. - Den smager afsindig godt, lød det under smagningen.


Campanile, Pinot Grigio delle Venezie IGT, Italien 2002
59,95 kr., SuperBest
God hvidvin med en smag lidt efter frisk æble og med en vis fedme. Velegnet til mange retter.


Villa Sandi, Pinot Grigio, Marca Trevigiana IGT, Italien 2002
75 kr., Veneto
Hvidvin med en fin, blomsteragtig duft og en lidt fed smag med frisk frugt og en let honningsødme. Vinen er i den isolerende Claxa-flaske med dobbelt væg.


Don Benjamín, Syrah, Argentina (uden årgang)
49,95 kr., 3 flasker for 100 kr., Favorit Marked
En rigtig rar hverdags-rødvin med god saft og let sødme. Den fjerde stjerne får den for prisen på de 33 kr.


Montes, Pinot Noir, Oak Aged, Casablanca Valley, Chile 2002
66,34 kr. ved 3 flasker, Bichel Vine
Ret elegant rødvin, harmonisk, med tilpas fadlagring. Drikkemoden.


Domaine des Houdières, Fleurie, Frankrig 2001
95 kr. ved 6 flasker, Holte Vinlager
Saftig og let rødvin, velegnet fx til en frokost. Som den beaujolais, den er, bør den skænkes let afkølet.


Pinehurst, Cabernet Sauvignon, Coastal Region, Sydafrika 2000
80 kr., 75 kr. ved 6 flasker, SA Wineimport
Rødvin med tæt frugt og en meget markant sødme.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Galatrona Petrolo, Merlot, IGT Toscana, Italien 2000Rødvin79,95 kr. (v12)Philipson Wine
.
BørsenRødvin59,75 kr.Skjold Burne
Château de Vaugelas, Le Prieuré, Corbières, Frankrig 2001
.
Ekstra Bladet
Domaine des Tours, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig 2000Rødvin69,50 kr.Lars Bjørn
Domaine des Tours, Côtes du Rhône, Frankrig 2001Rødvin99 kr.Lars Bjørn
.
Frederiksborg Amts Avis
Vallobera, Crianza, Bodegas San Pedro, Rioja, Spanien (årgang ikke opgivet)Rødvin95 kr.Vinens Verden
.
Fyens Stiftstidende
Casaterra, Merlot, Medrano Estate, Mendoza, Argentina 2003Rødvin27 kr.Chris-Wine
.
Hjemmet
Argento, Pinot Grigio, Mendoza, Argentina 2003Hvidvin39,95 kr. (v12)Philipson Wine
.
Jyllands-Posten
Domaine de la Janasse, Vin de Pays de Principauté d'Orange, Frankrig 2000Rødvin74 kr.Jysk Vin
.
Nordjyske Stiftstidende
Château Causse Rouge, Bordeaux, Frankrig 2002Rødvin52,50 kr.Sigurd Müller
Château Manoir du Gravoux, Côtes de Castillon, Frankrig 2002Rødvin78 kr.Sigurd Müller
Château Peyroutas, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig 2001Rødvin125 kr.Sigurd Müller
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.