Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 15, 2004


........................
Vin-aktuelt i uge 15
5. april - 11. april 2004
........................

VinAvisen uge 12VinAvisen uge 13VinAvisen uge 14
........................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!

Bandlyste vine
Den 23. maj sidste år offentliggjorde det svenske Systembolag en liste over elleve vine, som blev bandlyst fra monopolforetagendets reoler.
Det skyldtes en mistanke mod tre leverandører for bestikkelse, Edström Chris Wine, Vin Trädgårdh og Hela.
Bandlysningen skulle vare i tolv måneder, men vinene fandt hurtigt tilbage til butikkerne, idet de blev importeret af andre svenske importører.
Det gjaldt blandt andet salget af Edström Chris Wine's Château de Seguin, der blev overtaget af firmaet Sigva.

Bandlysningen ophævet
Nu, kun ti måneder efter, har Systembolaget ophævet sin bandlysning, så Edström Chris Wine igen kan levere til Systemet.
Dette kan opfattes som en indrømmelse af, at man i sin tid har overreageret - at Systemet uden beviser og politimæssig efterforskning selv har leget politi og indført alvorlige sanktioner.

Seguin tilbage til Edström Chris Wine
Château de Seguin er et selskab, der ejes af Chris-Wine i Danmark - som også ejer Edström Chris Wine i Sverige. Og slottet har nu ønsket at forlade Sigva som importør og skifte tilbage til sin gamle importør i Sverige.
Sigvas salg af Château de Seguin er i øvrigt steget markant på det svenske marked i den mellemliggende tid.

Hvordan med Vin & Sprit?
Spændende er det så at se, hvordan Systembolaget vil reagere over for det statsejede Vin & Sprit, der sidder på 33% af det svenske marked. Her har man indrømmet, systematisk, at have sendt medarbejdere fra Systembolaget på rejser til udlandet.
Politiet arbejder fortsat på sagen, som nu er udsat til efteråret.

En varm kartoffel
Men hvorfor har man ikke sanktioneret Vin & Sprit? Rygter siger, at det vil blive for omfattende. Det vil berøre branchen for meget og trække mange andre med.
Andre importører kan heller ikke bare overtage alle V&S’s agenturer, hvilket kan indebære, at vine fra store udenlandske vinhuse vil blive fjernet fra hylderne.
Det er en politisk varm kartoffel – og glem ikke, at chefen for Systemet nu er gift med landets statsminister, Göran Persson ...

Snyd med AOC-vine
En betinget fængselsdom på ti måneder samt en bøde på 180.000 euro (cirka 1,3 millioner dkr.) – det var, hvad det kostede den franske vinhandler Dominique Blanc at snyde med sine AOC-vine.
Bøden er dog peanuts, når man tænker på, at snyderiet ifølge websiden Expatica
har indbragt ham cirka 9 millioner euro (cirka 67 millioner dkr.).
Gennem sine to vinfirmaer har han solgt i alt 10 millioner flasker top AOC-vine i årgangene 2000 til 2002, hvor indholdet var blandet op med vin fra blandt andet det sydfranske Midi.
Til sit forsvar sagde Dominique Blanc, at det blandt vinhandlere, der forhandler AOC-vine i topklassen, er ganske almindeligt at medicinere vinene på denne måde. Det lyder jo temmelig urovækkende ...

Rekordhøst på New Zealand
Høsten er i fuld gang på New Zealand. Druerne vælter ind, og alt tyder nu på, at høsten bliver rekord stor.
Ifølge The New Zealand Herald regner man med, at den samlede høst vil komme op på cirka 170.000 tons druer, hvoraf Marlborough vil stå for de 100.000 tons.
Vinbønderne i Marlborough har regnet med en god høst og har derfor øget deres produktions-kapacitet samt antallet af høstarbejdere og høstmaskiner. Men høstens enorme omfang kommer bag på de fleste, og det kan blive svært at nå det hele til tiden.
Sidste år, hvor mange vindruer blev skadet af frosten, var høsten i Marlborough helt nede på 40.537 tons – i 2002 lød tallet på 54.496 tons. Og i år altså 100.000 tons.

Nabokrig i vinens verden
Mens nogle vinproducenter måske godt kunne tænke sig at eje verdens største vinhus, konkurrerer de argentinske vinbønder om hvem, der har verdens højest beliggende vinmark.
Konkurrencen er nu ifølge Wine Spectator indsnævret til to vinproducenter i Salta-provinsen ved Andesbjergene. Den ene er mangemillionæren Donald Hess. Han har grundlagt vinhuset Hess Collection i Napa Valley, men har også vin-interesser i Argentina.
Den anden kandidat til titlen er hans argentinske nabo Raul Dávalos.

Mod himmelske mål
Donald Hess er overbevist om, at hans 2 hektar store vinmark, der ligger i en højde af 3015 m over havet, slår alle rekorder. Raul Dávalos’ vinmark befinder sig nemlig ”kun” i 2596 m’s højde.
Men den rekord må Hess efter Raul Dávalos’ mening længere ud på landet med.
For som Dávalos siger, så produceres der endnu ikke vin fra Hess’ vinmark. Og så gælder det ikke, mener han.
Hess, der købte den højtbeliggende mark i 1998, regner med, at produktionen kommer i gang i 2006.
De to kombattanter har dog tænkt sig langsomt men sikkert at krybe længere og længere op ad mod det himmelske mål.
Eneste forhindring er, at jo højere de når, desto koldere bliver det, og jo sværere bliver det at dyrke vin.
..........................
Ny viden om vin og sundhed
Hverken for lidt eller for meget – det princip gælder også for indtagelsen af vin. Folk, der drikker et par glas vin om dagen, har generelt et bedre helbred og lever længere end både afholdsfolk og dem, der drikker for meget.
Det viser nye amerikanske forskningsresultater, der netop er blevet offentliggjort i New York Daily News.
Resultaterne afslører en lang række nye forbindelser mellem et godt helbred og nydelsen af alkohol. Til højre ses et udpluk.




....
* En god cocktail af koffein og alkohol lader til at kunne formindske den hjerneskade, som ofte følger med en hjerneblødning. En enkel dosis af denne cocktail består af alkohol, svarende til en enkelt genstand, og lige så meget koffein, som der er i to kopper kaffe. Altså lidt à la en irsk kaffe uden sukker og flødeskum. Forsøg med rotter, der har fået hjerneblødning, har vist en formindskning af skader på hjernen på op til 80%.
* Kvinder, der er oppe i årene, har en vis risiko for at få sukkersyge. Men den risiko formindskes ved moderat indtagelse af alkohol. Det viser forsøg med 60 sunde ældre kvinder. Nogle fik slet ikke alkohol, mens andre fik en begrænset mængde hver dag. Hos sidstnævnte faldt indholdet af sukkerstoffer i blodet med 19%.
* Knogleskørhed er en udbredt folkesygdom blandt ældre kvinder. Men her kan alkohol også have en godgørende effekt. Ved at måle tætheden i knoglerne hos 297 kvinder, der ikke drak alkohol, og hos 148, der drak alkohol i moderate mængder, fandt man frem til, at sidstnævnte havde en højere knogletæthed og dermed stærkere knogler.
* Jo ældre, man bliver, des bedre udnytter man alkoholens godgørende egenskaber. Optimalt bliver det, når man runder de 65 år. Her vil et par glas om dagen være en effektiv vitaminpille, der virker beskyttende mod diverse sygdomme.
* Menneskers evne til at huske og tænke logisk forringes med alderen – og det går hurtigere, når man har rundet de 60 år. En undersøgelse, hvor man har fulgt 1488 personer igennem tolv år, har vist, at de folk, der drikker et par glas om dagen, klarer sig bedre i mentale tests end de, der slet ikke drikker alkohol.
....
...........................
    Alsace-vine i topklasse
    I torsdags var en af topvinmagerne i Alsace på besøg hos Jysk Vin. Jacques Sipp hedder han. Det var hans forældre, Marie-Louise Mack og François Sipp, der i 1959 grundlagde vingården Sipp Mack i den lille by Hunawihr, og i dag står Jacques sammen med sin bror, François, ved roret.
    Sipp Macks vindruer, der hovedsagelig stammer fra mere end 25 år gamle vinstokke, bliver høstet i hånden. Og vinene fremstilles med største omhu i det lille familieejede firma.
    Resultatet er pragtfulde vine, der spænder vidt – fra Riesling'er med duft og smag af citrus og abrikos til intens søde dessertvine fremstillet af senthøstede druer.
    VinAvisen var med til smagningen af de dejlige vine og kunne uddele stjerner med rund hånd. De allerbedste af vinene er med i ugens stjerneliste længere nede på siden.

Jacob’s Creek topper salgslisterne
Den australske vin Jacob’s Creek eksporteres til hele 50 forskellige lande. I 2003 toppede salget med 6,7 millioner kasser, dvs. i alt 80 millioner flasker, hvilket er en stigning på 14% i forhold til året før.
De første flasker Jacob’s Creek blev fremstillet af det australske vinhus Orlando-Wyndam for 25 år siden. I dag er det Pernod Ricard, der ejer vinmærket.

Er det verdens største?
Pernod Ricard regner med, at salget af Jacob’s Creek til næste år vil runde 10 millioner kasser – altså 120 millioner flasker.
Og så sidder vi her og spekulerer over, om det mon er verdens mest solgte mærkevarevin.
Er der nogen, der har svaret, hører vi gerne. Send en mail til anker@vinavisen.dk.
..........................
    Fra solstråler til ren energi
    I det californiske Sonoma har vinhuset Rodney Strong indviet vinverdenens største system til indvinding af solenergi.
    I alt 4032 paneler med solceller dækker vinhusets mere end 9000 kvadratmeter store lagerbygning med 40.000 fade, og solcellerne vil fremover forsyne vinhuset med al den elektricitet, der er nødvendig i forbindelse med produktionen.
    Systemet, der har kostet 4 millioner dollars (cirka 24 millioner dkr.), vil have tjent sig selv ind i energi-besparelser i løbet af ti år.

Overproduktion af druer i Australien
I Australien vil årets vinhøst højst sandsynlig runde de 1,7 millioner tons på landsplan. Det er ifølge Just Drinks hele 22% mere end i 2003.
Det lyder jo vældig godt, men der er en bagside af medaljen. Der er nemlig tale om en overproduktion af druer, og vinbønderne er derfor nødt til at sælge druerne billigt for overhovedet at komme af med dem.

Shiraz til hobby-vinmagere
For fem år siden lå prisen for et ton vindruer i Australiens Barossa-region på 2500 australske dollars (cirka 11.575 dkr.) – i dag er den nede på 500 australske dollars (cirka 2315 dkr.).
Mange dejlige Shiraz-druer ender blandt andet hos de australske hobby-vinmagere.
Et sandt boom inden for nyplantning af vinstokke i Australien i 1998 er årsagen til den voldsomme høstmængde.

Vigende eksport af italiensk vin
Ifølge Just Drinks faldt den italienske vineksport hele 15,6% i løbet af de første elleve måneder af 2003.
Man kan dog ikke sige, at italiensk vin er i krise, idet salget i år ser ud til at være i stigning. Det skyldes ikke mindst salget på hjemmemarkedet, der forventes at stige med 6%.

Prisstigning på 25%
Ikke kun hospitalet i Bourgogne-hovedstaden Beaune holder årlig vinauktion. Det gør også det 800 år gamle Hospices de Nuits i byen Nuits-Saint-Georges. Og under årets auktion forleden steg priserne ifølge Decanter hele 25% i forhold til sidste år.
Det var 2003-årgangen, der blev budt på, og i modsætning til auktionen i Hospices de Beaune, der blev afholdt i november, var vinene nu et halvt år gamle. De havde gennemgået både den alkoholiske og den malolaktiske gæring og var nemmere at bedømme end dem i Beaune.

Bourgogne er ikke billigt
I alt 78 fade (à 228 liter) blev solgt. Det første fad, som der altid står prestige om, var en Nuits Premier Cru Les Murgers, Cuvée Guyard de Changey 2003. Det fad gik for 4500 euro (33.480 dkr.) – 110 kr. pr. flaske.
Det dyreste fad var en Nuits Premier Cru Les Saint Georges, Cuvée des Sires de Vergy 2003, der gik for 5400 euro (40.176 dkr.) – 132 kr. pr. flaske.
I snit gik fadene for 3924 euro (29.195 dkr.) – mod 3119 euro (23.205 dkr.) sidste år. Dvs. 96 kr. pr. flaske. Det lyder måske ikke af så meget, men det er jo vinens indkøbspris. Hertil kommer lagring, pleje, tapning, forsendelse, fortjeneste, afgifter osv.
Jo, god bourgogne er ikke billigt.

Læserne som smagsdommere
Wine Spectator, verdens største vinblad, vier hvert år et helt nummer til læsernes mening om vinrelaterede emner.
Nu følger det sydafrikanske vinmagasin Wine i storebrors fodspor med en lignende undersøgelse af læsernes mening om emner som favoritvine, vinhuse, kvalitet for pengene samt holdning til prop eller skruelåg.
En kasse med seks flasker af den prisbelønnede rødvin Vergelegen 2000 er sat på højkant til de mest underholdende og interessante synsvinkler.
Sådanne undersøgelser er jo alle tiders for såvel lægfolk som branchefolk, der får et hint om, hvad der skal satses på.

Kvindelig politibetjent smed tøjet
En kvindelig politibetjent fra North Yorkshire i England ville lige smutte ind og købe en flaske vin til aftensmaden hos supermarkedskæden Tesco.
Men den gik ikke. Hun var nemlig i uniform, og betjente må ikke købe alkohol, mens de er på arbejde – det gælder altså også flasker med prop i.
Personalet holdt på sit, men så smed betjenten kasketten og sildesalaten på skuldrene og sagde, at nu var hun ikke længere i tjeneste. Hun kunne derefter forlade supermarkedet med sin vin.
Loven vil ifølge BBC blive ophævet næste år.

Koshervin kræver sin vinbonde
At fremstille koshervin – den vin, som troende jøder bør holde sig til – er et helt kapitel for sig.
Der må kun bruges ganske bestemte gærkulturer under gæringen, vinen pasteuriseres ofte på en særlig måde, og hvis det skal være helt rigtig, bør det være ortodokse jøder, der står for produktionen og tapningen af vinene.
Og så må vinen kun fremstilles af druer fra vinmarker, der ligger brak hvert syvende år – noget der jo ikke just er rentabelt for en vinbonde.
Et stigende antal vinproducenter rundt omkring i verden tager dog udfordringen op, så udbuddet af koshervine er steget mærkbart i løbet af de sidste ti år.
Vinskribenterne på New York Times har for nylig testet 25 røde koshervine, og det blev de californiske vine, der løb af med sejren – i toppen lå en Syrah 1999 fra Hagafen i Napa Valley.

Rekord i papbokse
I løbet af kun fjorten dage har det statsejede svenske firma Vin&Sprit solgt 99.849 liter vin i papboks. Det drejer om vinen Chill Out Lakes Shiraz, og det store salg betegnes som en rekord.

8,4 millioner skruelåg
Det californiske winery RH Phillips har to vinmærker. Det ene hedder Esparto, og i alt 3,6 mio flasker af denne vin vil nu blive forsynet med skruelåg.
Det andet mærke hedder Toasted Head, og det er planlagt, at også denne vin – i alt 4,8 mio flasker – vil få skruelåg.
Producenten vil gerne give forbrugerne en garanti for, at vinen er frisk, når flaskerne åbnes. Kvaliteten øges med skruelåg.
........................
    Den danske vinbranche
    * Fionia Vinimport har fået forhandlingen af cognac fra huset Brougerolle.
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
Primeur-smagningen i Bordeaux
Ifølge den franske avis Sud-Ouest er der 4500 deltagere i årets primeur-smagning og -salg i Bordeaux.
Ifølge Decanters Steven Spurrier er Château Latour helt på toppen, mens Château Montrose også af mange bliver nævnt som en af de største vine i 2003.
Mange smagere nævner 2003 som en bemærkelsesværdig, men ujævn årgang. En ”vinmagerens årgang”. På grund af heden blev druerne høstet meget tidligt, og i kældrene måtte man passe meget på ikke at få for mange tørre eller grønne tanniner.

En skuffelse
Den store Beaujolais-smagning, der sluttede i tirsdags blev ifølge Decanter en skuffelse. Der kom ikke så mange købere – måske fordi smagningen faldt sammen med grand cru-smagningen i Bordeaux.
Smagningen, der var fordelt på fem forskellige lokaliteter, kostede distriktet cirka 450.000 euro (3,3 mio dkr.) – og der kom kun omkring 500 for at smage og købe.
Til sammenligning kostede Grands Jours de Bourgogne, der fandt sted i ugen før, lidt over tre gange så meget – men tiltrak 12.000 besøgende.
Både udstillere og gæster kunne dog blive enige om, at Beaujolais 2003 er en stor årgang. - Den bedste siden 1991, blev der sagt.

Øl i glasset
På lørdag den 10. april kl. 19.30 er Flemming Kyed igen i tv-kanalen DK4 med sit program ”Noget i glasset”.
Denne gang gælder det dog ikke vin, men øl, idet gæsten er Carsten Berthelsen, som i sin bog ”Ølrejsen” beskrev en togrejse til de områder i Tyskland, Tjekkiet og Belgien, hvorfra nogle af verdens bedste øl kommer. Bogen handler om øl, kultur og ølkultur, og det gør Carsten Berthelsens samtale med Flemming Kyed også.

Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.......................................................
..

.
    Jørgen la Cour-Harbo (f. 1948) er en yderst aktiv vinskribent. Og det har han været lige siden 1970'erne, da han skrev sine første artikler om vin som journalistelev på Randers Dagblad. 
    Siden da har han et par år skrevet om vin på freelance-basis til Søndags B.T. og siden 1985 været fast vinmedarbejder på Nordjyske Stiftstidende (tidligere Aalborg Stiftstidende). 
    Han er redaktionschef på Nordjyske Stiftstidende med ansvaret for avisens produktion som vigtigste opgave. Han er også redaktør af en af bladets lokaludgaver og ansvarlig for den redaktionelle software til fremstilling af avisen. Og så producerer han programmer til tv-kanalen 24Nordjyske under titlen "Vin med la Cour".  
    Derudover holder han en mængde foredrag og smagninger i foreninger og klubber. Og der bliver også tid til regulær undervisning af butiksfolk og serveringspersonale.
    De mange år med vin har ført Jørgen la Cour-Harbo rundt til vindistrikter i hele verden. Kun New Zealand mangler.
    I fritiden hygger han sig med sin kone og deres tre voksne børn. Når de nyder et glas vin, er det ofte til vildt, som han selv har skudt på en af sine jagtture, og til grønsager, han selv har dyrket.
    Der bliver også tid til at bygge radiostyrede modelfly og selvfølgelig til at flyve med dem. 

    Adresse:
    Nordjyske Stiftstidende, Langagervej 1, 9220 Aalborg Øst, tlf.: 99 35 35 35, tlf.: 99 35 33 05 (direkte), fax: 99 35 33 75, mobil: 40 52 14 68, e-mail: lac@nordjyske.dk.
..............................
    Ugens vinøse billede
    Susanne Larsen har tidligere sendt os billeder fra en rejse til New Zealand. Her er endnu et, der viser et af de enorme arealer med nyplantninger i distriktet Marlborough. - Aktiviteten og optimismen i den newzealandske vinverden er virkelig stor, skriver Susanne Larsen.
    Marken på billedet tilhører Dryland Vineyard, der producerer vinmærket Selaks, som Dansk Supermarked sælger, og når de unge, nyplantede vinstokke er pakket ind, er det for at beskytte dem mod harer og andre sultne dyr.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.......................
....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Hvornår topper vinen?
Jim Kay har købt to flasker Margaux-vin, Château d'Alesme 2000, og nu vil han gerne vide, om han ud fra VinAvisens årgangsskemaer kan regne med, at den topper i år 2010.
Skemaerne viser årgangenes kvalitet og giver et fingerpeg om, hvornår den enkelte årgang er på toppen. Jo højere en vin står i et skema, desto større var årgangen.
Men det er helt klart, at et sådant årgangsskema er meget gennemsnitligt. Det tager ikke hensyn til, at nogle vinbønder med ekstra omhu kan skabe store vine i små årgange - og at andre måske laver mindre gode vine i gode årgange.
Jim Kay har et tillægsspørgsmål. På Gobi’s hjemmeside, gobivin.dk, har han set en omtale af Châteauneuf du Pape-vinen Domaine Roger Sabon, Cuvée Prestige 2001, hvor der står: En sikker investering, der vil udvikle sig i 10-20 år.
Betyder det, at vinen kan lagre i så lang tid? spørger han.
Igen er det et udsagn, der skal tages med et gran salt. Hvis vinen behandles optimalt, er der en god mulighed for det. Selv ville vi nok drikke vinen efter seks-otte år fra høsttidspunktet – man ved jo aldrig, om man bliver kørt over af en sporvogn ...
..........
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!

I den forløbne uge har redaktionen været udenlands - hvor vi smagte næsten 300 vine. Så her er det kun blevet til syv vine, hvoraf de fem fik fem stjerner. Hvidvinene fra Domaine Sipp Mack blev smagt af vores medarbejder, Mariette Tiedemann, der også har skrevet en stor del af teksterne i dette nummer af VinAvisen.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Pinot Blanc, Domaine Sipp Mack, Alsace, Frankrig 2002
66 kr., Jysk Vin
En dejlig og lidt atypisk hvidvin på druen Pinot Blanc med duft og smag af fersken og æble. Vinen har både fedme og sødme, der opvejes af en tilpas mængde syre. En vin, der kan nydes såvel afkølet på terrassen som til en god fiskeret. Og så er prisen meget rimelig i forhold til kvaliteten.


Riesling Vieilles Vignes, Domaine Sipp Mack, Alsace, Frankrig 1999
87 kr., Jysk Vin
Spændende hvidvin med god frugt og syre. Vinstokkene, der leverer druerne til denne vin, er over 40 år gamle – derfor betegnelsen ”Vieilles Vignes” (gamle vinstokke). De vokser i mineralholdig lerjord, og det giver vinen et interessant touch af mineraler i både duft og smag. Vinen går ikke ind i folk med træsko på, men er en oplevelse for den, der vil have noget helt særligt og overraskende.


Riesling Rosacker, Grand Cru, Domaine Sipp Mack, Alsace, Frankrig 2001
134 kr., Jysk Vin
Fersken og abrikos, sødme og frisk syre – en vin, der har det hele. En fed vin med en dejlig lang eftersmag. Her får man rigtig meget kvalitet for pengene.


Riesling Osterberg, Grand Cru, Domaine Sipp Mack, Alsace, Frankrig 2000
134 kr., Jysk Vin
Citrus og honning kendetegner både duft og smag. En stor vin med sødme og en forfriskende syre, der trænger frem i eftersmagen.


Gewurztraminer, Vendange Tardive, Cuvée Lucie-Marie, Domaine Sipp Mack, Alsace, Frankrig 2000
145 kr., Jysk Vin
En pragtfuld vin til den søde tand, fremstillet af senthøstede druer. Et strejf af krydderier gør, at vinen ikke virker sukkersød. Perfekt at servere til en terrine de foie gras, men også glimrende som dessertvin til fx rabarbertærte.




Moreson, Premium Chardonnay, Franschhoek, Sydafrika 2002
109 kr., 99 kr. ved seks flasker, SA Wineimport
Lækker hvidvin - hvis man går ind for kraft (14%), stor fylde af aromaer og fadtoner. Vinen er fadgæret på sit bundfald (sur lie) og har ligget fjorten måneder i fadene.


Angove's, Long Row, Chardonnay, South Australia 2002
54,95 kr., Amka Vinimport
Kraftig og frugtagtig hvidvin med en kvalitet i overensstemmelse med den rimelige pris. Flasken har skruelåg.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Léon Beyer, Crémant d'Alsace Brut, FrankrigMousserende109,75 kr.H.J. Hansen
.
Børsen
Solengo, Toscana IGT, Italien 2000Rødvin299,95 kr. (v12)Philipson Wine
.
Euroman
Domaine de la Charbonnière, Cuvée Vieilles Vignes, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 2000Rødvin198 kr.A Vinstouw
.
Hjemmet
Viñansar, Cabernet Sauvignon / Tempranillo, Spanien 2001Rødvin49 kr.Haller Vine
.
Nordjyske Stiftstidende
Boschetti, Dolcetto d'Alba, Italien 2002Rødvin134 kr.H.J. Hansen
Léon Beyer, Riesling, Alsace, Frankrig 2001Hvidvin104,75 kr.H.J. Hansen
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.