Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 20, 2004


........................
Vin-aktuelt i uge 20
10. maj - 16. maj 2004
........................

VinAvisen uge 16VinAvisen uge 17VinAvisen uge 18-19
........................
.............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!

VinAvisen er netop vendt hjem fra en vinøs opdagelsesrejse i amerikansk vins vugge, staten Virginia, samt i Californien. Hovedparten af stoffet i denne VinAvis er derfor skrevet af vor trofaste og meget nære medarbejder, Mariette Tiedemann.
Vi sender senere en række "postkort" fra Virginia og Californien.

Nervøse korkproducenter
Korkindustrien er med god grund nervøs for skruelågenes fremmarch. Den udsender derfor flere og flere pressemeddelelser om, at NU er korkpropperne blevet meget bedre, at NU sikrer nye teknikker mod propsyge (TCA), og at kendte vinproducenter NU anvender de forbedrede propper.
Pressemeddelelserne fastslår også, at antallet af propsyge vine er faldet betydeligt, og at man ikke inden for det sidste år har fået en eneste klage fra forbrugerne.

Bør man leve med det?
Det er naturligvis fint, at færre vine er propsyge, men bør man leve med det? Ingen andre producenter af fødevarer ville tolerere at sende varer på markedet med nok så minimal en fejlprocent.
Og at der ikke har været klager fra forbrugerne, er heller ikke et argument. Til trods for, at mindst 5% af alle vine har ”en tanke” af TCA, er det få, der klager. De tror bare, at sådan smager nu den vin – og så lader de være med at købe vinen en anden gang.

60% negativ respons
Korkproducenterne har måske ret i én ting, når de i deres pressemeddelelser skriver, at man ved overgangen til skruelåg risikerer, at forbrugerne bliver fremmedgjort over for brugen af vin, og at salg og indtjening vil gå ned.
Undersøgelser har vist, at hovedparten af forbrugerne foretrækker kork med de syntetiske propper på andenpladsen og skruekapslerne på en meget fjern tredjeplads. Næsten 60% har i undersøgelser udtrykt negativ respons over for kapslerne.

Ikke desto mindre ...
Selv om nogle vil savne plop-lyden, når vinen trækkes op, er flere store producenter nu ved at gå over til skruelåg. Det gælder således en af de virkelig store operatører i Californien, RH Phillips, der vil sætte skruelåg på 3.600.000 flasker, som sælges under mærkenavnet RH Phillips. Yderligere planlægge vineriet at bruge skruelåg til 4.800.000 flasker under navnet Toasted Head.
Også Phillips’ søster-winery, Hogue’s Cellars, planlægger at bruge skruelåg til 5.400.000 flasker.
Tilsammen vil de to wineries til næste år sælge over 10 millioner flasker vin med skruelåg.

Så meget vin drikker verden
Der drikkes stadig mere vin på verdensplan. Alt tyder på, at der i 2003 er blevet drukket hele 27 milliarder flasker vin, hvoraf de 91% er bordvin. Det svarer ifølge Wine Spectator til en stigning på 0,6% i forhold til året før.
I 2010 vil forbruget være steget med yderligere 360 millioner flasker vin, fremgår det af en nyligt udsendt rapport fra Global Drinks.
England, Australien og USA, der ligger i front, når det gælder forbruget af vin, vil stå for en stor del af væksten.
Men også Kina, Rusland og andre lande, som vi i dag ikke regner for særligt vinøse, vil udvikle sig til storaftagere.

Forbrugerne svigter fransk og italiensk vin
Fransk og italiensk vin ligger stadig i spidsen, når det gælder forbruget af vin på verdensplan. Men markedet er vigende. Hvor de to lande tilsammen stod for 45% af al den vin, der blev drukket i 1980, er andelen i dag skrumpet ind til 27%.
Vil man finde verdens største vinmager, skal man vende blikket mod USA. Efter at have overhalet E. & J. Gallo er det nu Constellation Brands, der har førertrøjen på. Det er sket, efter at Constellation har købt BRL Hardy i Australien.
Verdens vinmarked er meget fragmenteret. De ti største vinfirmaer står således for mindre end 14% af det globale marked. Til sammenligning står verdens ti største bryggerier og de ti største spiritusfirmaer hver især for 54% af markedet.

Stor vækst for amerikansk eksport
Det går rigtig godt for USA, når det gælder eksporten af vin. I 2003 blev der eksporteret 96 millioner gallons for en samlet sum af 643 millioner dollars (cirka 3,9 milliarder dkr.). Det svarer ifølge Wine Spectator til en vækst i omsætningen på hele 17% i forhold til 2002.
De 519 millioner dollars (cirka 2 milliarder dkr.) stammer fra eksporten af bordvin, mens der kun blev eksporteret mousserende vine for 20 millioner dollars (cirka 123 millioner dkr.).

Japanerne er til billige vine
Med de strålende nye eksporttal er det lykkedes Californien, der står for 90% af USA’s vineksport, at overtage titlen fra Italien som verdens tredjestørste eksportør af vine til Storbritannien.
Også japanerne er glade for amerikansk vin. I 2003 aftog de 46% mere vin end året før. Men faktisk indbragte det amerikanerne cirka 6% mindre i indtægt. Japanerne har nemlig kastet sig over vine i den billige ende af prisskalaen.
Det store opsving i eksporten af amerikansk vin skyldes større efterspørgsel samt en svagere dollar.

Bliv 90 år med vin og kaffe
Med blot et enkelt glas vin hver dag skulle man kunne øge chancen for at fejre sin 90 års fødselsdag med hele 12%.
Det viser en undersøgelse fra University of California, hvor forskere gennem en længere årrække har fulgt drikkevanerne hos 13.000 ældre amerikanere.
Kaffe, der menes at kunne minimere risikoen for at få diabetes, skulle have stort set samme effekt. Ved at drikke mindst en kop om dagen, vil chancen for at nå den høje alder stige med 10%.
Man skal dog ikke regne med at blive 180 år, bare fordi man drikker både vin og kaffe.
Undersøgelsen skal i det hele taget tages med et gran salt, da samtlige forsøgspersoner kommer fra Leisure World, et bysamfund af velhavende pensionister, der har råd til at passe på sig selv og dyrke en masse motion – noget, der jo også er med til at forlænge livet.

Vin mod kræft i æggestokkene
Hos kvinder, der drikker et eller flere glas vin om dagen, nedsættes risikoen for at få kræft i æggestokkene med hele 40%. Det fremgår af en undersøgelse, foretaget af forskere fra universitetet i Brisbane, Australien.
Og det er kun vin, der har denne gunstige virkning. Stærk alkohol gør ifølge CancerConsultants.com hverken fra eller til, mens indtagelsen af øl faktisk øger risikoen.
Forskerne mener, at det muligvis skyldes vinens indhold af antioxidanter.

Franske Evin-lov lempes
Det franske senat er ved at godkende en ændring af den forhadte Evin-lov, der kraftigt begrænser reklamer for alkoholiske drikke.
Fremover vil det blive tilladt de cirka 100 franske AOC-distrikter kollektivt at reklamere for vin, der betragtes som et landbrugsprodukt og et normalt fødemiddel.
Denne afgørelse har naturligvis vakt vrede hos foreningerne mod misbrug, der påpeger, at 45.000 franskmænd hvert år får en tidlig død på grund af alkoholisme.

Stærkere sager i klub-miljøer
Vinfolket har med god grund hævdet, at hovedparten af fransk alkoholisme ikke stammer fra vin, brugt som et næringsmiddel, men fra stærkere drikke, der indtages i visse klub-miljøer.
Siden 1980 er franskmændenes forbrug af vin gået 33% tilbage. I dag ligger produktionen på cirka 53 millioner hektoliter om året med en omsætning på 11 milliarder euro. I alt 75.000 franskmænd har deres udkomme i vinindustrien.

Mindste høst i tolv år
Sidste år var de franske vinbønder plaget af både frost og hedebølge. Det samlede høstudbytte var derfor ifølge Wine Business på 47.519 millioner hektoliter, og så sløjt har det ikke stået til siden 1991.
Hvis man sammenligner med gennemsnittet i de sidste fem år, er der i år 2003 fremstillet 16% mindre vin de table, 2% mindre vin de pays, 14% mindre VDQS og 11% mindre AOC.
De to sidstnævnte kvaliteter står for 47% af den samlede produktion.

Cocktail af vin og kokain
To englændere, et ditto antal jugoslavere og en argentiner er blevet anholdt i forbindelse med en razzia i et pakhus i udkanten af Buenos Aires. Her fandt det argentinske politi ifølge The Washington Times 10.000 flasker vin og en større mængde kokain.
Politiet er overbevist om, at forbryderne, før vinen skulle eksporteres til Spanien og England, havde tænkt sig at opløse et par hundrede gram kokain i hver eneste vinflaske og på den måde smugle det farlige stof ud af landet.

Vinmarker trues af mariehøns
Vinbønderne i staten Michigan frygter for deres vinmarkers ve og vel. Årsagen er en invasion af mariehøns, eller som amerikanerne kalder dem lady beetles. Men der er intet ”ladylike” ved deres glubende appetit på solmoden frugt.
Vindruer er en ren delikatesse, og når høsten løber af stabelen senere på året, vil billerne nyde at deltage.
Det er faktisk mange år siden, at mariehønsene slog sig ned i Michigan, og vinbønderne har accepteret deres tilstedeværelse i mindre målestok. Billerne hjælper statens mange soyabønne-dyrkere, da de også ernærer sig af de bladlus, der angriber bønnerne.

Billerne lugter ækelt
Men nu melder indbyggerne i Michigan om synet af tusindvis mariehøns, der i den kolde tid har holdt til i huskældrene, og som nu søger ud for at finde mager og blive til endnu flere biller.
Det er slemt nok, hvis de senere på året i hobetal forgriber sig på de modne vindruer. Men det er næsten endnu værre, hvis de ryger med ned i tankene, når der høstes.
Billerne udskiller en forfærdelig lugt, når de bliver mast, og den lugt overføres til vinen. Det siges, at en enkelt bille kan ødelægge en hel tank med druemost.

Menneskeblod
Vinbønderne i Michigan pønser nu på, hvordan de bedst kan komme problemet til livs – nogle af dem har tidligere haft held til at begrænse antallet af biller ved hjælp af pesticider.
I sidste ende er det heller ikke kun vinbønderne, der kan komme til at lide under billernes hærgen. De små grovædere kan nemlig også finde på at supplere frugt-måltidet med lidt menneskeblod.

Købmændene i New York vil sælge vin
Mens vi med største selvfølgelighed lægger vinen ned ved siden af alle de andre varer i supermarkedets indkøbsvogn, må newyorkerne gå til særlige spiritusforretninger, hvis de skal have vin til maden. Selv om det er tilladt i de fleste andre stater, er det nemlig forbudt at sælge vin hos såvel købmænd som supermarkeder i New York. Og det til trods for, at staten er den næststørste, når det drejer sig om forbruget af vin.
Købmændene er nu gået i aktion og forsøger at overtale myndighederne til at ophæve loven. Og de står stærkt.
Der er nemlig hårdt brugt for flere penge i New Yorks statskasse, og hvis købmændene får lov til at sælge vin, vil det indbringe omkring 130 millioner dollars (cirka 797 millioner dkr.) i skatter og afgifter.

Frygter butiksdød
Flere amerikanske politikere bakker op omkring de handlendes ønske. Til gengæld lyder der protester fra både afholdsforeningerne og spiritusforretningerne. Sidstnævnte frygter selvsagt konkurrencen og den butiksdød, der kan følge i kølvandet. Vin udgør hele 60% af spiritusbutikkernes salg.
De mere sjældne vine samt vine af høj kvalitet vil også forsvinde fra markedet i New York. Supermarkederne vil jo bare fylde hylderne med billige og populære produkter, mener ejerne af spiritusbutikkerne.
Kampen raser med kampagner og slagord i begge lejre. En enkelt butiksejer har indtil videre brugt 150.000 dollars (cirka 920.000 dkr.) i kampen for at, spiritusbutikkerne kan bevare deres monopol.

34% mere vin fra Østrig
Det går stadig frem for østrigsk vin. Sidste år steg landets vineksport hele 34% i forhold til 2002 og nåede 81 millioner liter.
Eksport-omsætningen i euro steg med 16% til 66 millioner (490 mio dkr.).
Største aftager af de østrigske vine er Tyskland, der står for 65% af eksporten. Derefter kommer Schweiz og USA.
.......................
...
    < Ca’ del Boscos grundlægger, Maurizio Zanello - tre gange - sammen med Christian Philipson.
...
Boblende italiensk kvalitet
Som ganske ung satte italieneren Maurizio Zanella sig et mål: Han ville vise, at italienerne kunne fremstille mousserende vine, der i kvalitet kunne måle sig med de franske champagner.
I 1968 grundlagde han sit vinhus, Ca’ del Bosco, i vindistriktet Franciacorta i Lombardiet. Han har fået flyttet hele bjerge og har spenderet næsten 200 millioner dkr. for at skabe den nærmest science fiction-agtige vingård.
Den er i dag en af Italiens mest moderne vingårde, der byder på landets måske fineste mousserende vine.

Ud med flûten
Maurizio Zanella har gjort meget for at højne vinproduktionen i Franciacorta. Og det er ikke mindst derfor, at regionen i 1996 fik DOCG-status.
Han vil også gerne gøre noget ved den måde, vi nyder champagne og mousserende vine på.
Vi bør droppe det traditionelle champagneglas, siger han – altså den høje, smalle flute – og i stedet drikke den boblende vin af almindelige vinglas.
Flûten gør, at man skal læne hovedet ubehageligt langt tilbage. Desuden er den slags glas ikke egnet til folk, der har bare lidt større næser end gennemsnittet, mener han.

Hæder i lange baner
VinAvisen var med til at smage Ca’ del Boscos mousserende vine ved en spændende smagning, arrangeret af Philipson Wine. Og vinene har bestemt den kvalitet, storhed og elegance, som man finder hos Champagne-distriktets ypperste vine.
Nogle af vindruerne fra vinhusets 147 hektar vinmarker bliver forvandlet til dejlige hvid- og rødvine, der er fulde af kraft og saft.
Ca’ del Bosco har vundet megen hæder for sine vine. Den italienske vinguide Gambero Rosso, der er biblen, når det gælder landets vine, har i flere udgaver tildelt vinhuset de eftertragtede ”tre glas” samt i 2002 kåret Ca’ del Bosco til ”årets vinhus”.
VinAvisen hopper med på hædersvognen og uddeler nedenfor en række stjerner til de gode vine.

Fra ejendomsmarkedet
Ifølge den franske avis Le Monde sælger flere og flere forretningsfolk deres firmaer for at købe vinslotte. De gør det dels af skattegrunde, dels for at øge deres sociale prestige. De er mindre interesserede i at lave god vin.
Prisen for de smukke huse ude på landet afhænger ifølge Le Monde 80% af kvaliteten af murværket og kun 20% af kvaliteten af vinmarkerne.

Mudderkastning i Bordeaux
Som vi tidligere har omtalt i VinAvisen, er to vinguruer, engelske Jancis Robinson og USA’s Robert Parker, røget i totterne på hinanden. Førstnævnte har efter primeur-smagningen i Bordeaux givet nogle drøje hug til Château Pavie 2003 – et af Robert Parkers ”yndlingsmærker”.
Fra Parkers side lyder det ifølge Decanter, at Robinson er modbydelig, og at hun udelukkende langer ud efter vinen, fordi hun har et horn i siden på Gerard Perse, ejeren af Château Pavie.
Den øvrige vinverden har nu også blandet sig, og heppekoret hepper mest til fordel for Jancis Robinson.

Slotsejer går til modangreb
Også ejeren af den omdiskuterede vin, Gerard Perse, har kridtet banen op med et tre sider langt og meget lidenskabeligt brev, som cirkulerer i vinens verden.
Perse, der foruden Château Pavie også ejer Pavie-Decesse, Clos l'Eglise, Bellevue-Mondotte og Châteaux Monbousquet, kalder Robinsons angreb for ondskabsfuldt og fornærmende.
Og han mener, at hun blandt andet er ude efter ham, fordi han anvender koldgæring og andre teknikker, der ikke almindeligvis anvendes i Bordeaux, men som er fuldt ud acceptable i fx Bourgogne.
Han slår også alle over én kam og kalder engelske vinkritikere for reaktionære.

Jeg fedter ikke for Robert Parker
Gerard Perse er også blevet anklaget for direkte at lægge sig efter Parkers smagsløg, når han producerer sine vine.
Også her giver slotsejeren svar på tiltale: En række andre fremtrædende vinskribenter har nemlig ved Grand Jury Européen blindsmagningen givet hans Pavie-vin en førsteplads blandt 160 Bordeaux-vine.

Smuglerne i Svinesund
Der er rigtig godt gang i smugleriet i byen Svinesund i Norge. De travle toldere har ifølge den norske avis Agderposten siden årsskiftet beslaglagt 25.000 liter øl – en fordobling i forhold til foråret 2003. Og når det gælder vin, er der beslaglagt fire gange så meget.
En del af synderne bliver snuppet via rutinekontrol. Tolderne har dog også fået nye mobile skannere, der gør det lettere at opdage smuglervarerne.

Pap-spiritus fra Estland
Papvinen, altså vin på papkarton, har nu i årtier gået sin sejrsgang på det europæiske marked, ikke mindst i Sverige.
Nu følges vinen af pap-spiritus. Ifølge den norske avis Aftenposten kom den på markedet i Tallinn d. 1. maj – samme dag, Estland blev optaget som medlem af EU.
Koskenkorva hedder spiritussen, og det er den finske alkoholproducent Altia, der har lanceret den i pap-udgaven.
I Estland, der har den laveste beskatning på alkohol i hele EU, vil en papkarton med to liter Koskenkorva koste 19 euro (cirka 141 dkr.). Hos det norske Vinmonopolet koster en 70 cl’s flaske af spiritussen 227,50 nkr. (cirka 205 dkr.).
Altia har forsøgt at sælge den ny pap-spiritus til monopolerne i Finland og Sverige. Men fra både Alko og Systembolaget lød der et rungende nej tak – begrundelsen er, at pap-kartonen er upraktisk.
.......................

...
Philippe Pacalet med en af sine dejlige bourgogner.
    Bourgogner i fin stil
    Nu, hvor markedet bliver bombarderet med kraftfulde oversøiske vine, har vinene fra Bourgogne trange kår. Hvorfor fx betale flere hundrede kroner for en hvid bourgogne, når man kan få en californier, der ligeledes er fremstillet på Chardonnay-druen og kun koster en tiendedel?
    Sådan er der sikkert mange, der tænker. Men når det drejer sig om de gode Bourgone-vine, får man altså en hel del valuta for pengene. Det er vi her på VinAvisens ikke et øjeblik i tvivl om efter en glimrende smagning, arrangeret af Vinrosen.

    Fornemme gemmevine
    Det var vinmageren Philippe Pacalet, der var kommet til København med en række af sine fornemme Bourgogne-vine, alle af årgang 2002 og fra fjorten forskellige AOC-marker.
    Hver enkelt af de hvid- og rødvine, vi smagte, bød på en palet af spændende smagsnuancer. Og vinene skilte sig markant ud fra hinanden.

    Gem dem nogle år
    I Bourgogne spiller de enkelte vinmarkers terroir – altså de klimatiske og jordbundsmæssige forhold – en betydelig rolle for vinenes forskelligartethed.
    De stadigvæk meget unge rødvine skal gemmes i nogle år, men så venter der garanteret også smagsoplevelser af de helt store.
    Nedenfor har vi uddelt en række stjerner til vinene.

.........................
    ...
    Den danske vinbranche
    * H.J. Hansen Vin har udvidet sin sælgerstab og ansat Klaus Berner som salgskonsulent i København og Nordsjælland. Klaus Berner har arbejdet i vinbranchen siden 1969, og senest har han slået sine folder som salgsdirektør hos Kjær og Sommerfeldt.
    * Slagelse Vinkompagni har fået agenturet på vine fra det tyske vinhus Weingut Gustav Conrad.
    * Viniropa har med eneret for Danmark fået importen af vine fra Friuli-huset Ronco del Gelso, som ligger i DOC Isonzo del Friuli.
    ...
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
........................
22 postkort fra Languedoc
VinAvisen har været på vinrejse i Languedoc, og i disse uger sender vi i alt 22 postkort hjem om vore oplevelser. De første ni bragte vi i uge 17 og uge 18. Her kommer endnu tre.
Alle de hidtil sendte postkort fra vore vinrejser har vi samlet på en særlig side.
.......

.....
Caves Rocbères store hule ligger i byen Portel des Corbières og er en stor turistattraktion.
    10. postkort fra Languedoc: 80 meter under jorden
    Corbières er en stor sten – fra havet og op til 500 m’s højde. Det er Frankrigs fjerdestørste vindistrikt og det største distrikt i Languedoc med 87 kommuner og en årlig produktion af 85-90 millioner flasker. Heraf er de 95% rødvin, mens resten er hvid og rosé.
    I distriktet er der 313 store og små vinproducenter, og i alt fremstilles der cirka 1500 forskellige AOC-vine – plus bordvine og vins de pays.
    Den største producent i Corbières er Les Caves Rocbère, der er en sammenslutning af tre kooperativer. Foretagendets 1600 fade lagres i en kæmpemæssig hule, der er efterladt efter udvindingen af gips. Der er 35 km gange 80 meter under jorden med kæmpemæssige haller.
    Vine fra Les Caves Rocbère importeres af Best Wine (HoReCa), Gobi Vin, Otendal Vinimport og Slots Garagen. Mere om hulen på www.tourinfos.com/fr.
.......

.....
Til venstre kooperativets formand, Patrick de Marien, og til højre direktør og ønolog Bernard Pueyo.
    11. postkort fra Languedoc: Kooperativ med fælles mål
    Af Frankrigs 877 kooperativer er det i Castelmaure i Corbières et af dem, der er nået længst på vejen mod kvalitet.
    Med Patrick de Marien som formand for de 65 vinbønder og Bernard Pueyo som vinmager har man siden 1990 gjort et stort og meget dygtigt arbejde. Alle de 760 parceller på de 300 hektar vinmarker er blevet registreret på en computer ud fra cirka 30 parametre – deres terroir, druer, høsttidspunkt, udbytte osv. Og vinbønderne har efterhånden fået de samme mål, de samme kvalitetskriterier. De ser alle 65 den samme vej.
    - Her er det sjovt at lave lidt, men godt, siger Patrick de Marien. – Og til den ende hjælper det, at bønderne ikke får udbytte i forhold til, hvor mange kilo druer, de afleverer, men hvor gode druerne er.
    Kooperativet i Castelmaure fremstiller 1,4 millioner flasker om året.
    Mere om kooperativet på www.capdagde.net.
......
...................................
Når man ved, hvad grønthandleren tager for et bundt rucola, så er her for en formue...
    12. postkort fra Languedoc: Ukrudtet rucola
    Mange steder i Languedoc gror planten rouquette mellem rækkerne af vinstokke, og netop her om foråret ses den tydeligt med dens hvide blomster.
    Egentlig er det en ukrudtsplante, men vinbønderne fjerner den ikke. Dens rødder holder nemlig sammen på jordlagene og fører ilt og vand ned til vinstokkenes rødder.
    Vi kender i øvrigt planten herhjemme. Dens italienske navn er rucola, og vi bruger den flittigt i salater og som krydderi. Ukrudt i dyre domme ...
...
I næste uge bringer vi flere postkort fra Languedoc.

Preuillac ind i varmen
Som tidligere nævnt kom Château Preuillac ikke med blandt de 247 slotte i den nye Cru Bourgeois-klassifikation – hvilket ejeren, Yvon Mau, var højst utilfreds med. Det familieejede négociant-firma gik derfor til retten sammen med fire andre slotsejere, der følte sig uretfærdigt behandlet.
Nu har retten talt: Komiteen bag klassifikationen har ikke gjort sit arbejde ordentligt, og Preuillac bliver reklassificeret Cru Bourgeois.
De fire andre slotte vil også få deres sager taget op.

Cahors satser på ny vin
Vinproducenterne i Cahors fremstiller både billige bællevine af middelmådig kvalitet og dyre vine, hvor der er kælet for detaljerne.
Men der er ligesom ikke rigtig noget midt imellem. Og det er jo netop den slags vin, der efterspørges mest.
Det har fået Cahors til at halte bagefter, når det gælder salget af vin til supermarkederne. Ifølge Decanter er salget faldet med hele 13%.
Men nu kommer der andre boller på vinsuppen. En ny god her-og-nu AOC Cahors-vin med masser af frugt og til en rimelig pris er lige på trapperne.

Vindruer med eget varmeapparat
Få nætters frostvejr i april eller maj kan koste en vinproducent den halve eller hele høst.
Det er ifølge avisen The Guardian sket gentagne gange for to vinbønder i Chablis. Og det er de blevet så trætte af, at de, i samarbejde med EDF (det franske elektricitetsråd), har udviklet et særligt elektrisk varmesystem til vinmarkerne.
Det består af termostat-styrede kabler, der fastgøres på de wirer, der holder vinstokkene på plads.
Termostaten sørger for, at druerne altid er omgivet af varme.
I hård frost vil den varme ”indpakning” kunne redde cirka 90% af høsten.
Vinproducenterne håber at kunne sælge systemet til såvel ind- som udland.
.......................................................
..

.
    Susan Moser (f. 1965) begyndte allerede som ganske ung at arbejde i sine forældres marmorværksted i Frihavnen. Jobbet, der bestod i indkøb af varer og udvikling af nye produkter, medførte adskillige rejser til marmorets højborg, Italien. Det endte med ægteskab med en italiener og fast bopæl under de sydlige himmelstrøg. Ægteskabet holdt ikke, men det gjorde hendes forhold til Italien – og ikke mindst til landets dejlige vine.
    Susan Moser, der er opvokset i et vininteresseret hjem, havde allerede gode vinkunskaber med i bagagen, da hun flyttede til Italien. Vel hjemme i Danmark igen åbnede hun i år 2000, sammen med sin mor, Hanne Moser, vinfirmaet Moser og Moser ApS.
    Mens moderen står for det administrative, er det op til Susan Moser at sørge for at fylde lageret med vine. Og det bliver det udelukkende med vine fra Italien.
    Susan Moser startede i det små med import af vine fra Chianti, men hendes store lidenskab er sicilianske vine, hvoraf firmaet kan byde på nogle af øens bedste producenter. Også mousserende vine fra Franciacorta og vine fra Vajra i Piemonte har gjort deres indtog i firmaet.
    Hendes italienske kæreste har også en finger med i spillet, når det gælder udvælgelsen af nye vine.
    Susan Moser rejser meget og ikke kun i forbindelse med arbejdet. I Afrika kan man undertiden finde hende i færd med at studere vilde dyr, økosystemer eller geologiske forhold.
    Hun elsker at lave mad, spise den og drikke en masse god vin til. Kalorierne løber hun af sig på sine løbeture kl. 6 om morgenen, før turen går videre til firmaet.
    Adresse: Moser & Moser Aps Wine Company, Marmorvej 13, Frihavnen, 2100 København Ø, tlf.: 35 43 63 08, e-mail: info@moserogmoser.dk, www.moserogmoser.dk.

Lugte via nettet
Et apparat, der kan udsende mange forskellige lugte, er på vej og vil blive markedsført i løbet af et par måneder, skriver Decanter. Det er udviklet af France Télécom R&D.
Impulserne, der skal generere lugtene, kan dels hentes på en CD, dels over nettet, og her har Bourgognes producentforening BIVB (Bureau Interprofessionnel des Vins de Bourgogne) været med i første række.
BIVB har lavet to programmer: ”En duft-tur gennem vinmarken” og ”Glæden ved at drikke Bourgogne”.
Systemet præsenteres på London Wine and Spirits Fair (18.-20. maj), hvor gæsterne vil kunne lugte op til 50 aromaer, der forbindes med vinsmagning.

Her fås vinpumpen
I uge 18 omtalte vi The Rabbit Wine Pump fra Metrokane og efterlyste en dansk importør. Nu har en af vore læsere, Ulla Vejvad, venligst fortalt, at denne vinpumpe importeres af Nordisk Vindesign. Det fremgår dog ikke af firmaets hjemmeside, www.vindesign.dk, hvad pumpen koster.
.......................
....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Ingen skruelåg på italienske DOC-vine
C.M. skriver, at de fleste italienske DOC-vine kun må tappes på glas og højst 5 liters flasker med korkprop.
Denne regel blev indført i DOC-loven med det formål at beskytte den generelle kvalitet af vinen.
Teknologien har imidlertid forældet mange af de gamle regler. I dag peger udviklingen blandt andet mod skruelåg. Men der står stadig glas og korkprop i den italienske lov.
Hvad siger den franske lovgivning? spørger C.M.
Vi har via den franske ambassades handelsafdeling været i forbindelse med INAO – den franske organisation, der bestyrer appellations-reglerne – og her udtaler man, at der ikke findes tilsvarende regler i Frankrig vedrørende AOC-vine.
Der er dog den regel, at AOC-vine fra Alsace ikke må sælges i bulk. De skal aftappes i distriktet.
.........
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
I den forløbne uge har vi smagt i alt 27 vine. Heraf var der 22, som fik mere end to stjerner, og hele 12 fik fem stjerner.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....


Haselgrove, Shiraz, McLaren Vale / Wrattonbully, Australien 2002
99,75 kr., H.J. Hansen
Her sker der noget! En perfekt, fløjlsblød og harmonisk rødvin med en fantastisk duft, et rigt smagsbillede og fine fadtoner. Den har hele 14,5% alkohol, men den intense frugt spiller flot op til procenterne.


Ca’ del Bosco, Franciacorta Brut, Italien
169,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En duft og smag af æble og frisk frugt, der bæres oppe af et væld af fine små bobler. Den elegante mousserende vin er et perfekt alternativ til de dyrere vine fra Champagne.


Ca’ del Bosco, Franciacorta Satèn, Italien 1999,
299,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne sprøde mousserende vin er en blanc de blancs – altså en vin fremstillet udelukkende af hvidvinsdruer, i dette tilfælde af Chardonnay og Pinot Blanc. Med sin høje kvalitet og sine fine små bobler kan vinen bestemt hamle op med storebrødrene i Champagne.


Ca’ del Bosco, Cuvée Annamaria Clementi, Franciacorta, Italien 1997
499,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En frisk og let parfumeret duft præger denne prægtige mousserende vin. Den har en fyldig smag og en fedme, der giver en lang og lækker eftersmag. Dyr, men noget så dejlig.


Domaine Philippe Pacalet, Meursault, Bourgogne, Frankrig 2002
380 kr., Vinrosen
Duften af nødder og friske forårsblomster forenes i denne spændende hvidvin. Vinen fylder munden, og smagen bæres oppe af en markant fedme, der blandt andet er fremkommet ved, at vinen har ligget et helt år ”sur lie” (på sit bundfald ).


Domaine Philippe Pacalet, Gevrey-Chambertin, Bourgogne, Frankrig 2002
305 kr., Vinrosen
En stor flot vin med mørke bær og eg i både duft og smag. Der er masser af tanniner i vinen, så der er tale om en rigtig gemmevin, der om seks til otte år sikkert vil byde på en smagsoplevelse, der får englene til at synge.


Domaine Philippe Pacalet, Gevrey-Chambertin 1er Cru, Bourgogne, Frankrig 2002
455 kr., Vinrosen
En duft og smag af brombær og kirsebær forenes i denne store vin, og smagen bliver hængende længe efter. Vinen er allerede så veludviklet, at den kan drikkes nu, men den vil også med fordel kunne gemmes i nogle år.


Domaine Philippe Pacalet, Beaune Les Chouacheux 1er Cru, Bourgogne, Frankrig 2002
357 kr., Vinrosen
En gemmevin af de store. En forfinet og let parfumeret duft og smag af skovjordbær og hindbær. Vinen er stadigvæk rig på tanniner.


Domaine Philippe Pacalet, Chambolle-Musigny 1er Cru, Bourgogne, Frankrig 2002
325 kr., Vinrosen
Denne rødvin har en dejlig og lidt herbal duft og en smag af frisk most forenet med en vis sødme. En vin, der bør gemmes i flere år.


Vigne Rare, Moscato, Piemonte, Italien 2003
59,95 kr., The Wine Company
Forførende perlevin med en dejlig duft af Muskat-druen og en ret markant sødme. Glimrende til desserter med frugt og is. Meget rimelig pris.


Mount Ellen, Pinot Noir, Tasmanien 2003
59,75 kr., 2 flasker for 99 kr., Skjold Burne
Tasmansk skal det jo være i disse dage, og her er en virkelig god rødvin fra den fjerne ø. Den har en dejlig frugt, en indtagende blødhed og fylde og en lang eftersmag. Prisen er yderst rimelig – især ved to flasker.


Plenum, Tertius, Muños (Spanien) og Dievole (Italien) 1999
320 kr., Distinto
To topvinhuse, det ene i Toledo i Spanien, det andet i Toscana i Italien, har fundet sammen om at lave denne rødvin, og det er et brag af en vin, lækker, lækker. Den har simpelt hen alt – fyldig frugt, bløde tanniner, en fin sødme og mange smagsnuancer. Prisen værd? Ja, hvis man har pengene … Forkæl dig selv!


Ca’ del Bosco, Chardonnay, Terre di Franciacorta, Italien 2000
449,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En fyldig og flot Chardonnay-hvidvin med en fed smag af blandt andet abrikoser. En tilpas syre pifter vinen op.


Ca’ del Bosco, Pinero, Italien 2000,
549,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En kraftig og koncentreret vin med en lang eftersmag af mørke bær. Velegnet til en god oksebøf. Vinen kan bære det høje alkoholindhold på 14%. Prisen er dog i overkanten.


Domaine Philippe Pacalet, Charmes-Chambertin, Bourgogne, Frankrig 2002
999 kr., Vinrosen
Flot rødvin med duft og smag af mørke bær og most, forenet med et pift af frisk syre. Den bør ligge og udvikle sig yderligere. Dejlig, men prismæssigt i overkanten.


Domaine Philippe Pacalet, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig 2002
130 kr., Vinrosen
Hvidvin med en fin og frisk duft af syrlige æbler. Smagen har en vis fedme, der opvejes af en tilpas mængde syre. Vinen indeholder kun 11% alkohol, hvilket gør den velegnet til fx en frokost.


Carpenè Malvolti, Cuvée Brut, Prosecco di Conegliano, Italien
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Frisk og let (11%) boblevin med god ren frugt, tilpas syre og en lille sødme (til trods for, at der står Brut på etiketten).


Earl Burie, Vieilles Vignes, Côtes du Rhône, Frankrig 2003
69,75 kr., The Wine Company
Vi kunne godt lide denne rødvin med dens afrundede frugt og fine sødme. God hverdagsvin.


Adam, Tokay Pinot Gris, Alsace, Frankrig 2002
89,95 kr., Gobi Vin
En ret enkel hvidvin med en markant fedme og dæmpet syre.


Arthur Metz, Brut, Crémant d’Alsace, Frankrig 2002
72,95 kr., ISO m.fl.
Af en Alsace-crémant at være er den billig, men kvaliteten svarer også så nogenlunde til prisen.


El Emperador, Sauvignon Blanc, Valle Central, Chile 2003
39,95 kr., Prima m.fl.
Udmærket hverdags-hvidvin til prisen.


J. C. Beauvoir, Chardonnay, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2003
45 kr., Herning Vin Import
Hvidvin med en vis fedme og uden noget større smagsbillede.

Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Henkell Piccolo, Trocken, Sekt, Tyskland, 3 x 20 clMousserende60 kr.NicVin
.
B.T.
Viña Santa Rita, Cabernet Sauvignon Rosé, Valle del Maipo, Chile 2003Rosévin49,95 kr.Amka Vinimport
.
Ekstra Bladet
Dentelles, Vin de Table, Frankrig (u.å.)Rødvin40 kr.SuperBest
.
ErhvervsBladet
Heretat Vall-Ventos, Reserva, Penedès, Spanien 2000Rødvin150 kr.Ki-Ma Vinimport
.
Euroman
Nordlund, Bordvin, Danmark 2002Rødvin299 kr.Kjær & Sommerfeldt
.
Femina
Morilla, Vintage Brut, Tasmanien 2000Mousserende125 kr.Chris-Wine
.
Hjemmet
Domaine du Mas de la Tour, Costières de Nîmes, Frankrig (u.å.)Rødvin49,75 kr.Skjold Burne
Pigeonnier de Seguin, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2000Rødvin54,95 kr.Chris-Wine
.
Nordjyske Stiftstidende
Ochoa, Garnacha, Rosé, Navarra, Spanien 2003Rosévin100 kr.Østjysk Vinforsyning/Vignoble
.
Penge & Privatøkonomi
La Jasse Castel, Montpeyroux, Languedoc, Frankrig 2001Rødvin110 kr.Atelier Occitanien
.
Smag & Behag
Lustau VORS Oloroso, 30 års sherry, SpanienHedvin819,75 kr.H.J. Hansen
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.