Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 42, 2004


......................
Vin-aktuelt i uge 42
11. oktober - 17. oktober 2004
........................

VinAvisen uge 39VinAvisen uge 40VinAvisen uge 41
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!


.......................
41-40/05
.......................
....
Robert, Timothy og Michael Mondavi, mens der stadig var smil på læberne, vin i glassene og penge i pengetanken.
    Mondavi-brødrene forlader firmaet
    Som vi løbende har fortalt i VinAvisen, har der længe været ugler i mosen blandt familiemedlemmerne i vinhuset Robert Mondavi.
    Nu er de to brødre, Michael og Timothy, der konstant har været på kant med hinanden og med faderen og grundlæggeren Robert Mondavi, inden for kort tid røget ud af firmaets bestyrelse.
    Michael var engang formand. Så blev han vice-formand for til sidste at ende som almindeligt bestyrelsesmedlem. Og for nylig blev han så fyret – ifølge Decanter fordi han har været lidt for åbenmundet over for pressen omkring sin negative holdning til firmaets beslutning om at sælge ud af sine luksus-brands.

    Drager bort med vinhusets første årgang
    Få dage efter tog Timothy, der havde afløst broderen som vice-formand, sit gode tøj og fulgte i kølvandet på Michael.
    Timothy vil med titel af vinkonsulent dog fortsat have en vis tilknytning til firmaet.
    Michael Mondavi forlader menageriet med 50 kasser nøje udvalgt vin – en slags gyldent håndtryk. Det siges, at han blandt andet har kastet sin kærlighed på en flaske Cabernet Sauvignon 1966, vinhusets første årgang. Ifølge Berlingske Tidende skulle den smage en anelse af cement – den blev nemlig fremstillet dengang, da man stadigvæk var i gang med at opføre vingården.

    Tavshed fra fader Robert
    Brødrenes endegyldige brud med firmaet varsler nye tider. Den drevne forretningsmand Ted Hall har allerede i et stykke tid været formand for bestyrelsen. Og nu har Jean-Michel Valette, der har mange års erfaring som rådgiver for vinbranchen og kommer fra et topjob i Napa-vinhuset Franciscan Estates, indtaget posten som direktør for Robert Mondavi Winery.
    Michael samt Timothys søster, Marcia Mondavi Borger, sidder fortsat i bestyrelsen. Det samme gør "the grand old man", 91-årige Robert Mondavi, der efter sigende ikke har sagt ét ord under alle tumulterne.
............

14-14
.......................
Tiltalt for dokumentfalsk
For præcis et år siden kunne vi fortælle om vinmanden Peter Kjøller, der som direktør for sammenslutningen af basketklubber, BF Copenhagen, løb fra en gæld på 2 millioner kr., tog pengekassen under armen og flygtede til Frankrig – hvorefter BF Copenhagen gik konkurs.
Ifølge B.T. er efterforskningen nu slut, og Peter Kjøller er blevet tiltalt for dokumentfalsk – en tiltale, der måske udvides til bedrageri og underslæb. Kjøller forfalskede bl.a. en underskrift for at kunne optage et banklån på en halv mio kr.

Fratrådt med øjeblikkelig virkning
Peter Kjøller er manden, der nedlagde vinhandelen GrandCru, ”fratrådte med øjeblikkelig virkning” og efterlod en stribe primeur-kunder, der havde indbetalt penge for vin – og ikke fået den leveret.
Som manden bag selskabet København Magnum, der gik konkurs, solgte han primeur-vine, men da vinene skulle leveres, kunne han ikke levere dem som aftalt, hvilket var særlig ærgerligt, fordi mange af vinene netop var steget i pris i forhold til det, investorerne i sin tid havde betalt for dem.
Peter Kjøller har desuden arbejdet for Carl Jacobsens Vinhandel (H.J. Hansen), hvorfra han ifølge Jyllands-Posten blev bortvist, da firmaet konstaterede, at han brugte firmaets tid og penge på at forberede åbningen af sit eget selskab.

De gik stille med dørene
I maj 2002 indbød investeringsselskabet VinInvest til aktietegning, hvilket blev et flop, efter at Jyllands-Posten og VinAvisen havde fortalt, at selskabet havde tilknyttet Peter Kjøller som rådgiver.
I december 2002 meddelte VinInvest, at selskabet havde afbrudt forbindelsen med Peter Kjøller. Og nu bagefter kan man jo så godt spekulere over, om VinInvest måske var lykkedes med sin aktietegning, hvis selskabet ikke havde allieret sig med Peter Kjøller.
Og man kan for resten også undre sig over, at de firmaer, der tog afsked med Kjøller under lidet ceremonielle former, ikke i højere grad var villige til at fortælle om hans meritter. De gik ret stille med dørene.
.........
14/05
.
.




.
..
.......................
Tyve stjal italiensk kultvin
For en uge siden var der gang i festlighederne, da den store Amarone-producent Masi afholdt sin årlige prisuddelings-fest på vingården Serego Alighieri.
Alt imens der blev holdt taler og skålet i spumante, var et hold tyve blot få meter derfra i færd med at bryde ind i vingårdens lagerbygning. Og ifølge Decanter vidste de lige nøjagtigt, hvad de skulle gå efter blandt lagerets 2,5 millioner flasker, nemlig Vaio Amarone 1999, der er en af Italiens mest kostbare vine. Det lykkedes tyvene at slippe væk med hele 12.000 flasker af denne kultvin.
Også flasker med Masi Costasera Amarone 2000 på etiketterne blev båret ud af lageret i kassevis.

På vej til Rusland
I alt slap tyvene væk med vine til en salgsværdi på omkring 250.000 euro (cirka 1,9 millioner dkr.).
De mange fornemme flasker er sandsynligvis blevet fragtet væk i en varevogn, der blev stjålet i en naboby aftenen før. Og det italienske politi er ikke et øjeblik i tvivl om flaskernes videre skæbne, da tyvene stjal lige nøjagtig det antal flasker, der er plads til i en skibscontainer.
Politiet har tidligere optrevlet bander, der sendte stjålne italienske luksusvarer med skibe til Rusland.
Så de ædle dråber bliver måske i dette øjeblik nydt af russiske ganer.

10.000 kr. i dusør
Selv i Danmark kan tyvene ikke holde fingrene fra vinfadet.
Natten mellem d. 1. og 2. oktober blev vinskabet i Golf Hotel Viborgs restaurant Brænderigaarden brudt op. Tyvene stjal otte flasker af hotellets fine samling af Mouton Rothschild vine, der - indtil tyveriet - omfattede samtlige årgange fra 1944 til 1995. De stjålne årgange er 1944, 46, 47, 59, 61, 82, 85 og 86.
Golf Hotel Viborg har udlovet en dusør på 10.000 kr. for oplysninger, der fører til vinenes tilvejebringelse, og henvendelse kan ske til Viborg politi på tlf.: 89 28 14 48 eller til Golf Hotel Viborg på tlf.: 86 61 02 22.
..........................
38-38/05
.......................
Fornuftige ord fra Bordeaux
Under en prisuddeling forleden sagde formanden for Bordeauxs vinkomité (CIVB), Christian Delpeuch, at Bordeauxs fremtid blandt andet afhænger af, at man åbner sine døre og kommer af med sit dårlige ry for at være afvisende over for gæster.
– Bordeauxs fremtid ligger i at promote vores arv, sagde han. – Vi skal opmuntre folk til at komme tilbage til vores vine, og vi skal gøre det gennem en velunderbygget turisme, der lægger vægt på vores smukke region og forklarer vores forståelse for, hvad der gør en vin stor.

Vin mod Alzheimers
18 millioner mennesker i verden lider af demens, og hovedparten af dem har sygdommen Alzheimers.
Nu har forskere fra Mercian Wines and Spirits Research Institute i Kanagawa i Japan fundet frem til et aminosyrestof i rød- og hvidvin, der ser ud til at kunne hæmme udviklingen af Alzheimers. Stoffet sætter simpelt hen en stopper for det enzym, der langsomt men sikkert ødelægger hjernens evne til at huske og lære nye ting.
Ifølge nyhedstjenesten Nutra er det vine fremstillet af druerne Pinot Noir, Merlot og Sauvignon Blanc, der har den højeste koncentration af aminosyrestoffet.

Tag Robert Parker i hånden
Vinguruen Robert Parker hviler ikke på laurbærrene, men finder hele tiden på noget nyt. Nu har han ifølge Los Angeles Times udviklet en database til de smarte små håndholdte computere, palms.
”Parker in Your Palm” hedder databasen, der rummer information om mere end 55.000 forskellige vine, beskrevet af Parker himself. Det er oplysninger taget fra hans online version af magasinet The Wine Advocate samt fra hans tre bøger om Bourgogne, Bordeaux og Rhône.
Med sin palm i hånden kan man søge på lande, distrikter, druesorter, årgange, producenter, priser osv. Og så har vinene fået point ifølge guruens 100-point-skala.
Før man bestiller vinen på restauranten, kan man så lige klikke ind og se, om Robert Parker vender fingeren op eller nedad.
.......................
Øget salg af spiritus
Da de danske afgifter på alkohol blev sat ned for et år siden, lød startskuddet til et øget salg af vin- og spiritus hos supermarkederne.
Hos Irma viser en nylig opgørelse, at forbrugerne har købt dobbelt så meget spiritus, som de plejer, og at omsætningen er vokset med hele 25%.
Men der er også en ændring at spore, når det gælder forbrugernes valg af de stærke sager.
Ifølge Irmas indkøbschef Hans Christian Ipland er det nu i højere grad de gode kvalitetsvarer og de dyrere mærker, som kunderne går efter.
Det er frem for alt de københavnske forbrugere, der har fået nye vaner. Det viser en top 10-liste over de mest solgte spiritusmærker i Irma-kædens 65 butikker i 2004. Som det ses til højre, er det for det meste de modne kunders favorit-mærker, der sælger bedst.
1. Fernet Branca Bitter
2. Tullamore Dew Whiskey
3. Lysholm Linie Aquavit
4. P. Combeau VSOP cognac
5. Bombay Sapphire Gin
6. Gordons Gin
7. Gammel Dansk
8. Smirnoff vodka
9. Baileys likør
10. P. Combeau XO cognac
.......................
Freixenet køber op
Det spanske Cava-firma Freixenet er verdens niende største vinproducent. Blandt andet ejer firmaet Bordeaux-négocianten Yvon Mau, og via dette firma har Freixenet nu købt en anden Bordeaux-købmand, Grands Crus Diffusion.
Grands Crus Diffusion, der er specialist i salg af de store grand cru-vine, omsætter for 4 mio euro om året på det franske marked. Prisen for firmaet er ikke oplyst.
.........................
41-40/05
.......................
Morgenbrød som lokkemad
I Frankrig har vinbønderne et stigende problem med at få tilstrækkeligt med høstarbejdere, når høsten skal i hus. Nogle af vinslottene i Bordeaux føler sig derfor nødsaget til at diske op med lokkemidler i form af morgenmad eller vin efter arbejdstid.
Men selv om det skulle lykkes at få fat i nok løsarbejdere, er de sjældent særligt effektive. Dygtige høstfolk hænger nemlig ikke på træerne.

Ustabile høstarbejdere
For tyve år siden var det ifølge nyhedstjenesten Planet Bordeaux ikke noget problem at skaffe arbejdskraft nok til høsten. Hele landsbyer i Spanien valfartede til de franske slotte for at plukke druer. Og der var tale om meget erfarne folk.
I dag er det ofte uerfarne studerende, der melder sig til tjeneste, og de er ikke særligt stabile. De kan godt finde på at stikke af midt i det hele, hvis der er noget andet og mere spændende, der trækker.
I Graves har syndikatet i år af samme årsag fået fat i tre gange så mange studerende til høstarbejdet, som der egentlig er behov for.

En dyr udvej
Hvis de franske vinproducenter vil være sikre på at få stabil, effektiv og rigelig arbejdskraft til høsten, skal de henvende sig til kontorerne for arbejdsformidling. Men her er lønningerne 40% højere end normalt, så det er ikke lige sagen i disse tider, hvor vinfolkene i Bordeaux i forvejen har lommesmerter på grund af faldende priser på vinene.
.......................

05-30/05
.......................
Måske hæves høstloftet i Champagne
Druerne i Champagne er modnet under optimale betingelser, og alt tyder på, at høsten i år vil blive den største nogensinde. Hvor stor er dog lidt op til Institut National des Appellations d'Origine (INAO). Her pønser man nemlig på at hæve loftet for den mængde druer, distriktets vinhuse maksimalt må høste. Sker det, vil champagne-producenterne ifølge Decanter kunne høste 14.000 kg per hektar mod de nuværende 13.000 kg per hektar.
Og de 325 millioner flasker, som man nu regner med at kunne fylde bobler på, vil blive suppleret med yderligere 10 millioner flasker.
Et ekstra stort udbytte ville også være et plaster på såret, da høsten sidste år blev delvist ødelagt af den langvarige hedebølge.
.......................
Kostbare Napa-vine
I torsdags var der store vine i glassene, da Tom Shelton fra Napa-vinhuset Joseph Phelps var på besøg i København, inviteret af Philipson Wine.
Sammen med grundlæggeren Joe Phelps, der i dag er 77 år, og ønologen Craig Williams ejer Tom Shelton de hen ved 250 hektar marker i Napa Valley, hvorfra de herlige vine flyder, og han fortalte levende om vinene i glassene – det er vine til priser på op til 900 kr.
I listen over ugens smagte vine har vi fem velfortjente stjerner til samtlige vine.

Man er ikke fundamentalister
Joseph Phelps går ind for biodynamisk dyrkning. Man dyrker marken som en organisk enhed med biodiversitet, en sund og bæredygtig jordbund uden kemi og med sunde planter, der er i stand til at modstå angreb fra mikrober og skadedyr.
Blandt andet gøder man med en kompost af kohorn, der i seks måneder har ligget begravet sammen med kogødning.
Man støtter sig også til Rudolf Steiners ideer fra 1924. Man tager hensyn til Solens og Månens gang, når det gælder tidspunkter for gødning, høst osv. Men man er ikke fundamentalister. Hvis et uvejr truer, høster man, også selv om Månen ikke er kommet helt på plads på himlen.

....
Tom Shelton og hans biodynamiske mark.
........................
19-50
.......................
Franskmændene drikker mest vin
Institut for markedsforskning Datamonitor er netop kommet med nogle tal for vinforbruget i en række europæiske lande.
Frankrig fører stadig med 48,5 liter pr. person, mens Italien ligger lige i hælene med 47,5 liter.
Derefter kommer Østrig med 30 liter, Tyskland med 27,4 liter og Storbritannien med 17 liter. I de to sidstnævnte lande er vinforbruget stærkt stigende. Vi danskere drikker i snit 29,3 liter vin om året.
Sidste år købte europæiske forbrugere 13,5 milliarder liter vin svarende til 18 milliarder flasker, og for dem betalte vi 86 milliarder euro. Det vil sige, at vi for hver flaske gav 4,75 euro eller cirka 35,50 dkr.

Briterne svigter pubberne
En smut ned omkring pubben for at få sig ”a pint of beer” var engang dagligdriks for englænderne. Sådan er det ikke mere. De vil nemlig ifølge Just Drinks meget hellere nyde et glas vin til maden – enten derhjemme eller på restaurant.
Indtagelsen af øl er derfor faldet med 3% om året fra 1998 til 2003, og kurven fortsætter nedad.
Vinsalget i Storbritannien stiger derimod støt, og fortsætter kurven opad, vil omsætningen i 2008 være oppe på 7 milliarder pund (cirka 75,4 milliarder dkr.), hvilket svarer til en forøgelse på 16%. Sådan lyder det ifølge undersøgelsen fra Datamonitor.
En englænders årlige vinforbrug vil også stige fra et gennemsnit på 17 liter til 19,3 liter.
.......................
    Gratis bog om whisky
    Coop sælger mere og mere whisky, ikke mindst malt whisky. Det gælder både i de forskellige Brugs-kæder, Kvickly osv. og via www.nettorvet.dk.
    Nu har Coop udgivet en lille bog om whisky – om hvordan man laver whisky og smager den ædle drik, om regionerne i Skotland og geografiske kendetegn. Og yderligere rummer bogen en præsentation og karakteristik af i alt 38 whiskies.
    Den lille bog kan hentes gratis i Coop’s butikker.
.......................
Forstår ikke udfordringen
Den norske regerings finanslovsforslag viser ifølge Vin og Brennevinleverandørenes Forening (VBF), at regeringen ikke har forstået udfordringerne fra Norges nabolande.
Samtidig med, at Sveriges statsminister Göran Persson varsler omfattende sænkninger af afgifterne allerede til nytår, fremlægger den norske regering et budget, hvor man ikke ændrer alkoholafgifterne, samtidig med at man øger momsen.

En ren håndsrækning
Dette er en ren håndsrækning til Systembolaget, de danske købmænd og smuglerne, siger VBF.
En 40% reduktion i de svenske afgifter på spiritus vil medføre en 60% større norsk grænsehandel, og til næste år vil nordmændenes grænsehandel bare i Sverige nå hele 2 millioner liter spiritus.
Det norske Vinmonopolet sælger i dag mindre end halvdelen af det norske forbrug. Det meste hentes ind over grænserne.
.......................
28-01
.......................
Endnu en website med druer
Hvordan ser druen Petit Verdot ud? Eller Carmenère? Og hvordan er bladene på Cabernet Sauvignon?
Svarene kan man få på flere websites, som vi tidligere har omtalt her i VinAvisen. Nu har vi fundet endnu en site på adressen lescepages.free.fr. Der er også fyldige tekster - på fransk.
Holder man curseren hen over flere af billederne, forvandler de sig til andre billeder af samme drue eller blad.

....
Sådan ser Petit Verdot ud.
......................
    Svensk kompost
    Danmarks skånske ven, Nils Stormby, der blandt andet er medejer af Restaurant Era Ora på Christianshavn, sender ikke kun post. Han sender også "kompost", små spidse tekster, som han lægger ud på sin nye website, www.stormby.com. Fx har han følgende kommentar til balladen omkring Systembolaget:
    Ud af sprittågerne er det kommet frem, at bestikkelserne har givet problemer med at skaffe advokater til alle de 111 anklagede.
    En stor del af Advokatsamfundets medlemmer kommer næppe til at mangle arbejde, og egentlig burde Olof Johansson [Systemets formand] kunne blive æresmedlem.
    Systemet begynder måske at gå mod sit endeligt – og det ville jo være kedeligt for den svenske stat.
    Måske skulle man give Systembolaget et K-mærke [en slags fredning af nationale mindesmærker] og helgenkåre Systemets direktør, Anitra Steen.
....................
...
Den danske vinbranche
* Til lykke til Preben Ehlers, der sammen med sin bror driver Frederiksberg Vinimport. Mandag (11/10) fylder han 60 år.
* Thomas Høiland Auktioner har fået en ny leder afdelingen for vinauktioner, nemlig Lars Bjørslev, der hidtil har stået for Bruun Rasmussens vinauktioner.
* Vinotek A Fynnis har startet import af de italienske vine fra Spoleto Ducale fra Casale Triocco i Umbrien samt fra Ca’ Lojera i Lombardiet.
* BB Vinimport har indledt import af de italienske vine fra Sante Marie i Montalcino og Tabarrini i Montefalco.
* Atomwine har fået importen af de tyske vine fra Müller-Catoir i Pfalz og Weingut Heymann-Lövenstein i Mosel-dalen.
* Fionia Vinimport har fået importen af vinene fra Manincor i Alto Adige i Norditalien.
* TV2-Lorry har en medlemsklub, "Club Lorry", der til medlemmerne importerer bourgogne fra Edmond Monnot et Fils i Dezize-les-Maranges syd for Beaune.
* Cappa Vin har fået agenturet på vinene fra bodegaen Briego i det spanske Ribera del Duero.
...
.......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
.......................
Stripperne fra Côtes de Bourg
Brandmændene i New York og fængselsbetjentene i Storbritannien har noget til fælles: De har smidt tøjet og ladet sig forevige i en nøgenkalender. Det samme gjorde kvinderne fra Rylestone Women’s Institute i det britiske North Yorkshire – det blev der en film ud af, nemlig hittet "Calendar Girls" fra 2003.
Nu følger en række vinproducenter i Côtes de Bourg i de nøgnes fodspor og laver en kalender, hvor de hver især poserer halvt eller helt afklædte. Ifølge Decanter er der tale om producenter af begge køn og i alderen fra 30 til 60 år.
I Bordeaux regnes Côtes de Bourg i forvejen for klassens frække dreng, som man kan vente sig lidt af hvert fra. De strippende vinproducenter kalder da også sig selv for "enfants terribles" (slemme børn).
Alligevel mener flere lokale vinbønder, at kalender-projektet får vinbægeret til at flyde over.
I øvrigt kan de vovede producenter også risikere at få Evin-lovens lange arm at mærke. Loven, der blev vedtaget i 1991, indeholder skrappe regler for vin- og spiritusreklamer.

Den dygtige tjener
Pernille Stensgaard er ny vinskribent på Weekendavisen. I en artikel om Bourgogne har hun en sød lille historie om en tjener hos en stor vinhandler. Tjeneren var urimeligt dygtig til at smage markerne og kunne angive præcist, hvor en vin var fra.
Folk omkring ham var imponerede og irriterede og ville lukke munden på ham én gang for alle. I hemmelighed ryddede de et stykke jomfruelig jord og plantede vinstokke, og efter ti år høstede de, lagrede vinen og skænkede tjeneren et glas.
Tjeneren smagte omhyggeligt på vinen og sagde: – Denne vin eksisterer ikke!
....................
>36/05
..............................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
............
.
.
    Kim Andersen (f. 1955) fik allerede som barn vakt sin interesse for vin. Hans far, der var i shippingbranchen, rejste meget og tog altid masser af god vin med hjem til familien.
    Siden hen blev vinglæden dyrket sammen med vennerne – de unge mennesker kappedes om at finde de mest spændende og anderledes flasker.
    Kim Andersen blev uddannet modellør og fik job hos Bing og Grøndahl. Efter 24 år trængte han til luftforandring, skiftede kurs og kastede sig ud i jobbet som restauratør. Men det var ikke sjovt altid at være på arbejde, når vennerne holdt fri, så det varede ikke længe, før han besluttede sig for at gøre sin store lidenskab for vin til et heldagsjob. I 1997 kunne han, sammen med vennen Tim Hansen, slå dørene op for Kath Vinimport.
    Kvalitetsvine fra Tyskland dominerede billedet lige fra starten: - Det er et område, der bliver gjort alt for lidt ved herhjemme, og det er synd, når Tyskland har så mange dejlige vine at byde på, mener Kim Andersen.
    Topvine fra Spanien og Portugal har dog også indtaget hylderne hos Kath Vinimport, og vine fra Frankrig og Sydafrika venter lige om hjørnet.
    Kim Andersen er lidt af en pilfinger. Fritiden går blandt andet med at forvandle tekniske dingenoter til professionelt lydudstyr. Men vinen fylder også meget, når det gælder fritidslivet. Hver eneste ferie sammen med hustruen Annette går til et af verdens mange vindistrikter.
    Adresse: Kath Vinimport, Solsikkemarken 9, 2680 Solrød Strand, tlf.: 56 14 13 52, www.kath-vinimport.dk.
..........
>27/05
.......................
Københavnske vinbarer
Til det nye nummer af Vinbladet, der netop er udkommet, har Thomas Ilkjær skrevet en artikel om københavnske vinbarer. Han beskriver dem grundigt, men er ikke umiddelbart positiv: – Der er spredte eksempler hist og pist, men det er ikke på de københavnske vinbarer, at vinkenderen bliver udfordret og overrasket. Og det burde vel egentlig være én af ideerne med en vinbar?
Ifølge Thomas Ilkjær henvender vinbarerne i København sig primært til dem, der gerne vil have et par glas vin i stedet for en øl, og synes, det er rart med lidt ekstra information, vejledning og udvalg i forhold til et normalt restaurantbesøg.
Men Ilkjær mener også, at vinbarerne er et udmærket element i den danske vinmosaik, og at der forhåbentlig kommer flere til.
Vinbladet har i små overskrifter karakteriseret vinbarerne. Disse rubrikker bruger vi i listen til højre.
....
Flabet, festligt og personligt
Bibendum, Nansensgade 45, København K, www.vincafeen.dk.
Panzón, Rosenvængets Allé 6, København Ø, www.panzon.dk.

Sydfranske bistro’er
Bistrot Bacchus, Viktoriagade 8 kld., København V.
Figaro Bistro Vinbar, Willemoesgade 31, København Ø.

Beskedent vinudvalg – men mange vinbøger
Villa Vino, Mikkel Bryggersgade 11, København K, www.villavino.dk.

Rendyrket tysk
Bei Möbius (billedet herover), Gammel Kongevej 51, København V, www.beimobius.dk.
.......................
41-42
................
    Ugens vinøse billede
    Hélène og Michael Affatato ejer det gamle Bordeaux-slot Château La Gatte fra cirka 1646 – det ligger på højre bred af floden i Saint André de Cubzac, lige syd for Bourg.
    Ægteparret har venner i Danmark læser VinAvisen, selv om de sikkert ikke forstår ret mange ord - hun er fra Bordeaux, og han er fra New York. De er begge uddannede vinfolk og købte slottet i april i år, og nu har de fuldendt deres første høst.
    Den 3. oktober tog deres gode ven, Michel Querol, dette dejlige billede af Antoine, der var en af de 35 plukkere.
    Hélène og Michael Affatato er netop nu ved at indrette fem af de ni soveværelser i slottet til bed & breakfast. Nærmere oplysninger fås via helene.affatato@wanadoo.fr eller tlf.: 00 33 5 57 43 16 21. Det er sikkert et godt sted at bo under Vinexpo.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.....................
41-48
.................
...
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Hvad koster vinen i Danmark?
Flemming Boysen tænker på, om det kan betale sig selv at slæbe gode flasker hjem fra Italien. Han spørger:
Hvis en vin i en italiensk forretning fx koster 10 euro – altså cirka 75 kr. – hvor meget vil den samme flaske så koste i Danmark? Findes der en tommelfingerregel?
Den bedste til at svare på det spørgsmål må være Carlo Merolli, der ofte i sit salgsmateriale stiller et regnskab op over, hvordan den danske pris er sammensat. Carlo svarer:
Der er tre udgifter, som en dansk importør ikke kommer udenom: 5,29 kr. i vinafgift og 1,60 kr. i flaskeafgift samt udgifter i forbindelse med fragten, der for mit vedkommende p.t. beløber sig til 3,11 kr. Altså i alt en rund ti’er for at flytte en flaske fra Italien til Danmark. Mere er det ikke. Hertil skal man naturligvis regne med den danske moms på 25%.
Nu giver den danske importør jo ikke 75 kr. for den italienske vin. Han køber den direkte hos producenten til en lavere pris. Så vinen, der koster 75 kr. i en butik i Italien, vil herhjemme koste fra 70 til 85 kr. – alt efter importør og salgskanal. Ciao, Carlo.
....
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
.......................
41-44
.............
I den forløbne uge har vi smagt i alt 42 vine. Heraf var der 33, som fik mere end to stjerner, og hele 26 fik fem stjerner. En usædvanlig flot høst, der blandt andet skyldes smagningen af vinene fra Joseph Phelps.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
.........
Fra smagningen af Joseph Phelps-vine


Ovation, Chardonnay, Joseph Phelps Vineyards, Napa Valley, Californien 1999
199,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Flot hvidvin med duft og smag af blomster og eksotiske frugter. Den slutter med et behageligt bid af eg. Vinen er lavet af druer fra Carneros, der på grund af tågen fra San Pablo Bay er det køligste område i Napa Valley. Køligheden giver den færdige vin en friskhed, som man sjældent finder i andre oversøiske Chardonnay’er.


Pastiche, Joseph Phelps Vineyards, Californien 2001
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Dejlig rødvin med duft af mørke kirsebær og mandler og med en lang krydret eftersmag. Den laves af de druer, der bliver tilovers, når vinhuset har fremstillet sine store vine. Det drejer sig som regel mest om Grenache-druer, men kan variere fra år til år.


Cabernet Sauvignon, Joseph Phelps Vineyards, Napa Valley, Californien 1997
249, 95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En lækker og koncentreret rødvin med duft og smag af mørke bær og sort peber og med bløde tanniner i eftersmagen. Så afgjort prisen værd. Vi smagte også årgang 2001 (199,95 kr.), der ligeledes er en flot vin, der dog bør ligge i nogle år endnu.


Backus Vineyard Cabernet Sauvignon, Joseph Phelps Vineyards, Napa Valley, Californien 1997
799,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Hvis man har noget, der skal fejres, bør det være med denne rødvin i glassene. Den byder på en stor oplevelse med sin fyldige sødmefulde smag af mandel, kirsebær og brombær og sine bløde vellagrede tanniner. Druerne kommer fra vinmarken Backus, der ligger så stejlt, at den er indhyllet i Solens stråler ti timer om dagen. Vi smagte tillige årgang 2000 (599,95 kr.), som også er en investering værd, men som bør ligge i nogle år endnu.


Insignia, Joseph Phelps Vineyards, Napa Valley, Californien 1997
899,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Hvis pengepungen er til det, så køb denne perle af en rødvin, der er en af vinhusets helt store årgange. Druerne stammer fra markerne i Stag’s Leap og Rutherford Bench, to af verdens bedste distrikter, når det gælder dyrkningen af Cabernet Sauvignon. Vi smagte tillige årgang 2000 (599,95 kr.), der bestemt også er lækker og drikkemoden her og nu.




Hvidvine


Blackstone, Chardonnay, Monterey County, Californien 2001
59,95 kr., Kvickly og SuperBrugsen
Tør hvidvin med god frugt og uden den fedme, man ofte finder i oversøiske Chardonnay’er. Vinen er ret let med kultiverede 12,5% alkohol, og prisen attraktiv.


Ca’ Lojera, Lugana, Italien 2003
79 kr., Vinotek a Fynnis
Flot hvidvin med krydderi, frisk og saftig frugt, god syre og en vis fedme. Her kommer jeg! Velegnet til skaldyr og fiskeretter.


Henri de Villamont, Montagny 1. Cru, Frankrig 1999
110 kr., Herning Vin Import
En ret enkel, men pæn hvid bourgogne, hvis kvalitet dog ikke lever op til prisen.




Rosévin


Jean-Jacques Sard, Touraine Noble-Joué, Frankrig 2003
48,75 kr., AB-Vin.com
Touraine Noble-Joué AOC er en forholdsvis ny appellation fra 2001 i den franske Loire-dal, og vinen her er interessant. Først og fremmest på grund af den meget lyse rosenfarve – gris (grå), kalder franskmændene den. Og dernæst smagen, der er dejlig og forfriskende. Vinen skal ifølge AOC-reglerne være lavet på mindst 20% Pinot Gris, mindst 40% Pinot Meunier og mindst 10% Pinot Noir.




Rødvine


Clos de los Siete, Mendoza, Argentina 2002 og 2003
Begge årgange koster 149 kr., Erik Sørensen GrandVin
”De syvs indelukke”, hedder denne argentinske rødvin. Den er skabt af den berømte ønolog Michel Roland sammen med seks velhavende venner, og resultatet er en forrygende vin i elegant udstyr. Vi har smagt de to årgange 2002 og 2003, og det var interessant at konstatere, hvor meget det ekstra års lagring har betydet for 2002’eren. Den er fantastisk og en stor nydelse – som en stor Bordeaux-vin, men bare langt billigere. 2003’eren er mere bredskuldret og endnu en lille smule kantet. Men bare vent!


Culebron, Syrah / Monastrell, Alicante, Spanien, uden årgang
45 kr., 3c-wine
Lækker rødvin med herlig duft og en bred, frugtagtig smag med sødme. En vin, som mange vil kunne lide. En overordentlig rimelig pris. Eneste fejl er den manglende årgang.


Miriam, Reserva, Malbec / Syrah, Mendoza, Argentina 2002
44,95 kr., Aldi
Flot rødvin med god, fyldig frugt, krydderi og let sødme. Mere end fortræffelig til den lave pris.


Château Abelanet, Fitou, Frankrig 2001
85 kr., 3c-wine
En prægtig rødvin, ikke for kraftig (12,5 kultiverede procenter), men med en frisk frugt i fuld harmoni med sødme og bløde tanniner. En vin helt i top.


Château de Pennautier, Collection Privée, Cabardès, Frankrig 2000
85 kr., Vinens Verden
Kraftig og flot rødvin med herlig frugt, bløde tanniner og integreret fadsmag. Kræver en lidt kraftig ret.


Nemea Haggipavlu, Olympus Hellas Abee, Grækenland 2001
69 kr., Krudthuset
Interessant og dejlig rødvin på druen Aghiorgitiko, let og saftig. Jo, de kan lave gode vine i Grækenland. Pengene værd.


Domaine de la Lonjagne, Chiroubles, Frankrig 2000
80 kr., 75 kr. ved 12 flasker, Chez Maurice
Flot Beaujolais-rødvin, meget, meget lækker. Herlig ren frugt og fin sødme. Alle pengene værd.


Atlas Vineyards, Merlot, Beni M’Tir, Marokko 2002
39,95 kr., Amka
Dejlig rødvin med god, intens frugt, tilpas syre og let sødme. Glimrende til prisen. Det er en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Domaine des Marigrolles, Saumur-Champigny, Frankrig 2003
60 kr., Herning Vin Import
En rigtig god Loire-rødvin på druen Cabernet Franc. Den har en saftig og interessant smag.


Sagramoso, Pasqua, Valpolicella Superiore, Italien 2001
79,95 kr., Amka
Meget lækker rødvin med blødhed og sødme. Den går man ikke fejl af.


Shiraz Tree, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2003
52 kr., i oktober: 40 kr. ved 12 flasker, Laura Vinimport og Slagelse Vinkompagni
Fantastisk blød og dejlig rødvin med ren smag af den store drue Shiraz – eller Syrah, som den jo egentlig hedder i Frankrig. Og så har vinen oven i købet skruelåg og sikkert derfor så ren en smag.


Cassiano, Manincor, Italien 2001
149 kr., Fionia Vinimport
En rødvin på Cabernet Sauvignon og Merlot, fremstillet i det norditalienske Südtirol. Den lugter og smager som en virkelig god bordeaux med krop og kraft, men har også nogle ekstra meget spændende dimensioner.


Casablanca, Coleccion Privada, Merlot, Maipo Valley, Chile 2003
59,75 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Meget dejlig og saftig rødvin med let sødme. I smagen er der kirsebær, mandler og krydderi.


Cavedini, Valpolicella Superiore, Italien 2002
125 kr., Lahvino
Yderst lækker rødvin, meget saftig, blød og med alle ingredienser i total harmoni. En vin fuld af oplevelser. Egnet både til mad og som meditations-vin.


Santa Christina, Special Selection, Chile 2003
99 kr. for magnumflaske (150 cl), Vingaarden
Vinen, der er fremstillet på Cabernet Sauvignon og Shiraz, dufter af bær og friske krydderurter. Den er læskende og har en god smag af frugt og en behagelig tørhed. En rigtig pastavin, der er sagen til en glad aften sammen med vennerne.


Sensazioni, Valcolli, Piemonte, Italien 2003
49,95 kr., Det franske Vinlager. Her i efteråret: 3 flasker for 100 kr., SuperBest
Barbera-druen har leveret saft til denne ret lette og enkle hverdags-rødvin. Tilbudsprisen yderst rimelig.


Valcolli, Barbaresco, Italien 2000
99,95 kr., Det franske Vinlager; i (denne) uge 42: 69,95 kr., SuperBest
Til tilbudsprisen er denne rødvin et godt bud på en madvin. Den er saftig og med tilpas syre.


Domaine Saint-André, Merlot, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2003
40 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Venlig og skikkelig hakkebøffevin til en rimelig penge.


Earl Alain Michaud, Brouilly, Frankrig 2002
75 kr., 70,85 kr. ved 12 flasker, Chez Maurice
Let og saftig rødvin uden de større falbelader.




Hedvin


Domaine Berta Maillol, Vin Doux Naturel, Banyuls, Frankrig 2001
75 kr. for 50 cl, The Wine Company
Superlækker dessertvin med koncentreret smag og en herlig sødme.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Haut-Cluzet, Bordeaux, Frankrig 2001Rødvin64,95 kr.SuperBest
.
Børsen
Domaine Fourrier, Vieilles Vignes, Gevrey-Chambertin, Frankrig 2000Rødvin199 kr.The Wine Company
.
ErhvervsBladet
Castillo de Monjardin, Reserva, Cabernet Sauvignon / Merlot / Tempranillo, Navarra, Spanien 2000Rødvin128 kr.Laudrup Vinimport
.
Frederiksborg Amts Avis
Santa Christina, Special Selection, Magnum, Chile 2003Rødvin99 kr. (magnum)Vingaarden
.
Hjemmet
Cantine Volpi, Moscato, Piemonte, Italien 2003Perlende49,95 kr.SuperBest m.fl.
.
Nordjyske Stiftstidende
La Segreta, Planeta, Sicilien IGT, Italien 2003Rødvin79,75 kr.Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Plaisir de Merle, Chardonnay, Sydafrika 2002Hvidvin109 kr.Amka
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.