......................
Vin-aktuelt i uge 25
20. juni - 26. juni 2005
..............................................

VinAvisen uge 19VinAvisen uge 20VinAvisen uge 21
.........
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.

................
Slutningen på en føljeton
Vi har næsten som i en føljeton fulgt slaget om britiske Allied Domecq, verdens næststørste spirituskoncern. Nu er der ved at være en ende på det.
Allerede tidligt meldte den franske koncern Pernod Ricard sig som køber – sammen med det amerikanske firma Fortune Brands. Pernod Ricard er verdens tredjestørste spiritus- og vinkoncern, der producerer 700 millioner flasker spiritus om året.
Men – netop som salget var ved at gå i hak, meldte den store amerikanske koncern Constellation Brands sig som køber og villig til at overbyde Pernod Ricard. Constellation Brands er amerikansk og verdens største vinproducent og er i denne sag i team med Brown-Forman Corporation, Lion Capital og The Blackstone Group.

Aftale mellem Diageo og Pernod
Yderligere er Diageo inde i billedet. Diageo er britisk og i dag verdens største spiritus- og vinkoncern.
I 2002 gik Diageo sammen med Pernod Ricard om at købe den canadiske koncern Seagram, som de derefter delte. Og i sidste uge indgik de to koncerner en aftale om, at Pernod ikke ville indgå i samarbejde med andre i bud på Allied.
Til gengæld gik Pernod med til at sælge sit irske whiskey-mærke, Bushmill, til Diageo, ligesom Diageo fik option på køb af Allied’s vinfirma Montana, hvis købet gik i orden – hvilket nu er sket.

Constellation trækker sig
I fredags meddelte Constellation Brands, at firmaet trækker sig ud af slagsmålet. Det skete med pæne ord om, at man efter omhyggelige overvejelser ikke mente, at et køb tjente aktionærernes interesser.
Dermed er – som Just Drinks skriver – døren åben for rivalerne Pernod Ricard, Fortune Brands og Diageo til at skære Allied Domecq i småstykker.
Pernod har budt, hvad der svarer til lidt over 90 milliarder kr. på Allied Domecq, men tilsynsmyndighederne i såvel EU som USA skal godkende handelen, før den kan gennemføres.
................
Verden drikker mindre vin
Der drikkes stadig mindre vin på verdensplan. I 1995 blev der ifølge Wine Spectator drukket 3,9 liter per hoved om året, sidste år lød tallet på 3,6 liter, og i 2010 regner man med at være nede på 3,4 liter i gennemsnit.
Sådan lyder de dystre tal fra 2004-udgaven af den verdensomspændende amerikanske undersøgelse The Global Drinks Market: Impact Databank Review and Forecast.

Nedgang hos de store vin-nationer
Faldet i forbruget af vin skyldes ikke mindst de to store vindrikkende nationer, Frankrig og Italien. I 1990 drak franskmændene 73 liter i gennemsnit per år og italienerne 62 liter. I dag lyder de respektive tal på 54 og 49 liter.
Det er dog fortsat meget mere end alle andre nationer – tilsammen står de to lande for 26% af det samlede forbrug.
Amerikanerne nyder til gengæld stadig mere vin og er nu oppe på 8 liter per hoved. Australien følger også godt med, idet der i gennemsnit drikkes hele 31,7 liter. Og hvis alt går vel, vil Storbritannien nå op på 20 liter vin pr. englænder, før året er omme. I Danmark drikker vi cirka 30 liter pr. næse.
Alt i alt er det stigende forbrug i andre lande dog ikke nok til at opveje de faldende tal hos italienerne og franskmændene.
................
Nyt tosset lovforslag i Norge
I uge 11 berettede vi om et norsk lovforslag, der ville begrænse mængden af "brennevin" i en cocktail til højst 6 cl. Nordmændene skulle dermed sige farvel til en lang række klassiske drinks, der overskrider denne grænse.
Det norske Arbeids- og Sosialdepartementet måtte trække det tossede lovforslag tilbage, men knap nok er det sket, før det norske Justisdepartement melder sig med et nyt lovforslag: Det skal være forbudt at illustrere avisernes vinartikler med billeder.
Socialminister Dagfinn Høybråten har også afvist dette forslag, hvilket man i Vin og Brennevinleverandørenes Forening naturligvis er tilfredse med. Men man undrer sig også over denne helt meningsløse alkoholpolitiske prioritering fra regeringens side. Samtidig med at det norske alkoholmarked præges af sundhedsfarlig smuglersprit, bruger regeringen ressourcer på forbud mod billeder af vinflasker i dagspressen og servering af cocktails på barer.

En fabrik for skruelåg
Alcan er verdens næststørste aluminium-producent med foretagender i 55 lande og 70.000 medarbejdere.
Ifølge den canadiske presse er Alcan i gang med at oprette en fabrik for skruelåg i Australien, og koncernen er så langt fremme, at produktionen vil kunne begynde i fjerde kvartal i år.
Med den nye fabrik vil Alcan udnytte det stærkt stigende behov for skruelåg i Australien og New Zealand.
Overgangen til skruelåg fremmes i øvrigt af, at flere og flere store supermarkedskæder forlanger, at deres vine skal have skruelåg. I det svenske Systembolags lanceringsplan 2006, der netop er udsendt, slår man fast, at svenskerne vil komme til at se flere flasker med skruelåg, der "utan tvekan är den bästa förpackningen för vin".

En vin de pays de l'Atlantique
Bordeauxs vinkomité støtter oprettelsen af en ny vin de pays (landvin), der vil kunne omfatte samtlige vinmarker i departementerne Dordogne, Lot-et-Garonne og Charentes.
Vinen, der fx vil kunne hedde vin de pays de l'Atlantique, vil medvirke til at mindske produktionen af AOC-vin, der i dag er næsten enerådende i området, samt at begrænse den planlagte nedlægning af vinmarker.
Til den nye vin vil man tillade teknikker, der ikke er tilladt til fransk AOC-vin, fx brugen af egespåner og -stave i stedet for træfade.

To andre nye AOC'er
Rødvinene i Rhône-dalens Beaume de Venise har fået deres egen appellation, der kræver, at vinene indeholder mindst 50% Grenache Noir og 25% Syrah.
For hvidvinene fra Beaux de Provence planlægges en ny appellation, der for første gang i nogen AOC vil kræve, at druerne er økologisk dyrkede.
................
Nye demonstrationer i Sydfrankrig
I de forløbne uger har vinbønderne afholdt flere demonstrationer i de sydfranske byer Nîmes, Montpellier og Narbonne.
Tusinder har gået råbende gennem gaderne bag en kiste, dækket med blomster i EU’s farver og med et skilt med ordene ”Her hviler den sidste vinbonde”.
Bønderne demonstrerer imod de faldende priser på vin og imod, hvad de betragter som en ineffektiv indsats og pekuniær støtte fra den franske regering og EU.

Derfor demonstrerer de
Den globale overproduktion, der i 2004 skønsmæssig var på mellem 10 og 20 millioner hektoliter, har medført faldende priser, og fransk vin har fået det sværere og sværere ved at klare sig i den internationale konkurrence.
Bortset fra champagne og mousserende vine er den franske vineksport faldet med cirka 13% i værdi og 13,2% i mængde i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år. Og i løbet af hele sidste år faldt eksporten med 9,2% i værdi.
Alene i Languedoc-Roussillon er eksporten af AOC-vin faldet med 16,7%, og 80% af 2004-høsten er endnu ikke solgt.
Men værst ramt er Côtes du Rhône, der har oplevet et fald i eksporten på 34,7%.
Beaujolais har haft et fald på 18% og Bordeaux et fald på 17,7% – bortset fra grand cru-vinene, hvis eksport er øget med 9,4%.
................
Voldsomheder flere steder
Det er er ikke blevet ved de fredelige demonstrationer i det sydfranske. Det er også kommet til voldsomheder, foranstaltet af den militante gruppe CRAV (Comité Regional d’Action Viticole), hvis medlemmer truer med at optrappe volden, hvis ikke deres krav bliver opfyldt.
Forleden nat lammede aktivisterne den 140 km lange jernbanestrækning mellem Nîmes og Narbonne. Et signalsystem blev ødelagt, bolte blev fjernet fra skinnerne, og tre jernbanevogne blev antændt i Nîmes. Samtidig blev en del af telefonnettet sat ud af brug.
Det franske jernbaneselskab SNCF anslår skadernes omfang til 3 millioner euro (over 16 mio dkr.).

Smadrede flasker
I to supermarkeder brugte folk fra CRAV indkøbsvognene til at smadre flasker med udenlandsk vin, og i sidste uge kunne man i de franske aviser se billeder af maskerede mænd, der i et vinfirma nord for Montpellier tømte en tank med chilensk vin til en værdi af 2,8 millioner kr.
Demonstranter er fundet i besiddelse af køller, jernstænger, elefanthuer og gasmasker, og til Decanter siger det lokale politi, at man er meget bange for, at aktionerne vil kræve menneskeliv.

Forfalsket vin øger problemet
En af de ting, der bærer ved til bålet, er de løbende sager om forfalsket vin. Ved retten i Dijon har man således netop afsluttet en sag mod Bourgogne-firmaet Laurent og firmaet Frigovin i Hérault samt to vinmæglere i Hérault, der har forvandlet 150.000 hektoliter billig italiensk vin til 20 millioner flasker fransk vin.
Den slags medvirker også til at sænke priserne på supermarkedernes vine og gøre det umuligt for de franske vinbønder at komme af med deres vin. Priserne er så langt nede, at vinbønderne hverken har til dagen eller vejen.
...............
Southcorp endelig solgt
Efter fem måneders belejring har den australske bryggerikoncern Foster’s erobret Australiens største vinfirma, Southcorp – firmaet bag mærker som Penfolds, Rosemount og Lindemans.
Firmaet var bragt i økonomiske vanskeligheder efter et tab på 923 millioner aus$ (4,4 milliarder dkr.) i 2003-04.
Foster’s, der i januar købte 18,8% af aktierne i firmaet af Rosemounts grundlægger, Bob Oatley, har stille og roligt købt aktier af aktionærer, der gerne ville forlade den synkende skude, og med 91% af aktierne vil Foster’s nu tvangsmæssigt kunne erhverve de sidste 9% og begynde at integrere Southcorp i, hvad der vil være verdens største firma med kvalitetsvine.
Fusionen vil ifølge avisen The Australian sætte Foster’s på 45% af salget af alkoholiske drikke i Australien, og en tredjedel af landets omsætning vil ende på Foster’s bankkonto.

Rødvin mod tarmkræft
Vi har løbende i VinAvisen fortalt om, hvordan stoffet resveratrol i de blå druers skind og dermed også i rødvin har en forebyggende effekt mod flere forskellige sygdomme.
Nu viser en storstilet undersøgelse, hvor en række europæiske forskere over en længere årrække har fulgt 28.000 forsøgspersoner, at folk, der drikker et glas vin hver dag – og frem for alt rødvin – har en betydelig lavere risiko for at udvikle tarmkræft.
Stærk alkohol og øl har ifølge CancerConsultants slet ikke den samme godgørende effekt.
................
Celeber vinkælder under hammeren
Den 14. juni lød det ene hammerslag efter det andet over indholdet af en vinkælder, der har tilhørt den tidligere franske præsident, Francois Mitterrand.
Auktionen løb af stabelen hos auktionshuset Drouot i Paris, og den omfattede cirka 200 flasker vin og spiritus, hvoraf en del var erhvervet i form af gaver fra prominente personer.
Lot-numrene lød blandt andet på en Delamain Cognac fra 1865 – kælderens ældste flaske – og en magnum 1924 fra Château le Desert, et Graves-slot, der ikke længere findes på Frankrigskortet. Endvidere seks flasker Château Mouton-Rothschild 1990.

Indbragte det dobbelte af vurderingen.
En del af flaskerne gik til overraskende høje priser. Det gjaldt blandt andet en flaske Armagnac fra 1982 med en etiket, der var dedikeret til præsidenten. Den indbragte cirka 9600 kr., hvilket var hele 26 gange mere end vurderingen.
Da det sidste hammerslag lød, var der alt i alt solgt for det dobbelte af vurderingen, nemlig for 108.280 dkr.
Det er Mitterrands enke, Danielle Mitterrand, der har solgt ud – efter sigende for at hendes svigerdatter, der er kunstner, kunne indrette kælderen til atelier. Men sandheden er nu nok snarere, at pengene skal dække udgifterne i forbindelse med sønnen Jean-Christophes sag om ulovlige våbensalg i Afrika samt en skattebøde på næsten en halv million kr., som han har fået i samme forbindelse.
...............
Alsace-vine uden druenavne
I de oversøiske vinlande er det almindeligt at sætte druenavnet på etiketten. Men det har man allerede gjort i årevis i det franske Alsace, der derfor er blevet berømt for sine syv store druer.
Nu har den franske myndighed for appellationerne, INAO (Institut National des Appellations d’Origine), givet tilladelse til, at man ikke mere nævner druen på vine fra Alsace’s 50 grand cru-marker, der udgør cirka 4% af produktionen.
Ifølge Decanter hilses den nye ordning velkommen af de vinbønder, der lægger vægt på terroir, mens andre mener, at den er et tilbageskridt i en tid, hvor Frankrig er trængt i konkurrencen med lande, der netop fremhæver druenavnene.
De fleste producenter af grand cru-vine vil sikkert fortsætte med at sætte druenavnene på etiketterne.
    De syv berømte Alsace-druer
    Riesling
    Pinot Blanc
    Pinot Gris (Tokay d’Alsace)
    Sylvaner
    Muscat
    Gewurztraminer
    Pinot Noir
................
Vinkrig mellem Argentina og Brasilien
For cirka ti år siden begyndte forbrugerne i Argentina at drikke mindre vin. Landets vinproducenter så sig derfor nødsaget til at satse hårdt på eksporten, hvilket da også har givet pote.
Men argentinernes succes vækker alt andet end begejstring hos de brasilianske vinproducenter i nabolandet. Sidste år tilflød der nemlig Brasilien 11 millioner liter argentinsk vin, og i år når tallet sandsynligvis op på hele 20 millioner liter.
Vinen fra Argentina er billig, og ifølge Decanter bliver det derfor stadig sværere for vinproducenterne i Brasilien at hamle op med konkurrencen.

Brasilianerne kræver begrænsninger
Hvis brasilianerne var storforbrugere af vin, ville det ikke gøre så meget, at argentinerne fik en del af kagen. Men i gennemsnit drikkes der kun sølle 1,8 liter om året per hoved.
De brasilianske vinproducenter har henvendt sig til landets regering med en række krav:
* Al vin, der importeres fra udlandet skal automatisk pålægges skat.
* Der skal indføres begrænsninger, når det gælder importen af billige vine.
* Regeringen skal oprette et fond, hvis penge skal gå til at oplyse forbrugerne om alle de gode sider ved brasiliansk vin.
I både Brasilien og Argentina er man blevet enige om, at sagen skal løses, inden der er gået en måned. Men vinorganisationerne i Argentina regner ikke med, at de brasilianske vinproducenter kommer langt med deres krav, og de lægger ikke skjul på, at de fortsat vil arbejde for at fastholde og udvide markedet i Brasilien.

................

...
Vinmager Daren Owers til venstre og Matthew Nugan til højre flankerer her Peter Sick fra Gobi Vin.
    En mand, der løber hurtigt
    Australske Matthew Nugan er en mand, der løber hurtigt. I løbet af kun fem år har han og hans familie skabt et winery med en årlig produktion af over 7 millioner flasker.
    I torsdags var han i København, og hos Gobi Vin præsenterede han en vifte af vine, der aktuelt sælges i SuperBest kæden eller er på vej til kædens hylder. Altså supermarkedsvine, men også vine af en glimrende kvalitet – ikke mindst i forhold til de rimelige priser.

    Udvandrerfamilie fra Spanien
    Når vi skriver, at Matthew Nugan løber hurtigt, bør vi tilføje, at han og familien også har taget tilløb. Hans bedstefar udvandrede fra Spanien til Australien i 1939 og gik i gang med, hvad han havde lært hjemme på gården ved Valencia – han dyrkede frugt og grønsager.
    Det samme gjorde hans søn, og da sønnen i en ung alder døde fra kone og børn, gik sønnens kone i gang og skabte sammen med sine børn en blomstrende virksomhed med blandt andet produktion af frugtjuice.

    Han kan spille på klaveret
    Et af børnene er Matthew, og det er ham, der i dag står for vinen. Han må dog dele æren med sin vinmager, Daren Owers, der også var med ved smagningen i København – en ung mand, der gør indtryk af virkelig at kunne spille på klaveret. Det vidnede i hvert fald hans vine om, og det bekræftes af talrige lovord fra denne verdens Robert Parkere.
    Som sagt er nogle af vinene kun på vej, så nedenfor er der blot smagekommentarer til de vine, der aktuelt kan købes. Flere vine kommer ud i SuperBest butikkerne hen på efteråret, så dem vender vi tilbage til til den tid. De vine, vi omtaler fås i visse uger på tilbud, så hold øje med butikkerne.
    Ifølge Peter Sick fra Gobi Vin regner man med et salg alene i år på cirka 900.000 flasker Nugan-vin.


................
Må ikke bruge navnet Champagne
I de sidste 40 år har navnet Champagne været beskyttet. Alligevel har den tyske vinproducent Joerg Geiger ladet navnet figurere på etiketterne på sin mousserende vin. Det syntes han godt, at han kunne tillade sig, da vinen er fremstillet på en pæresort, der lokalt bærer navnet Champagner Bratbirne.
Men den går altså ikke. Foreningen af franske champagneproducenter har lagt sag an mod ham og har ikke overraskende fået medhold.
Ifølge Just Drinks er det ikke første gang, at Joerg Geiger er blevet trukket i retten på grund af det ulovlige navnebrug.

Mild luft mellem Mondavi-brødre
Som vi skrev i VinAvisen uge 5 har de to "grand old men" fra Californiens vinverden, brødrene Robert og Peter Mondavi, indgået et samarbejde om at fremstille et fad vin. Og det til trods for at de to, der begge har rundet de 90, har været ærkefjender i de sidste 40 år.
Nu er fadet blevet solgt for en rekordpris af 401.000 dollars (cirka 2,5 millioner dkr.).
Ifølge Decanter er der ikke bare er tale om en midlertidig våbenhvile mellem brødrene – Peter Mondavis søn, Marc, har luftet tanken om, at seniorerne har flere vinprojekter i kikkerten.

33% lavere primeur-priser
Salget af Bordeauxs primeur-vine er ikke gået særlig godt. Under 45% af de udbudte cru-vine i 2004-årgangen har fundet købere.
De fem store slotte i første cru – Mouton-Rothschild, Lafite-Rothschild, Latour, Margaux og Haut-Brion – har sænket deres priser med 33% i forhold til 2003, men de øvrige slotte har ikke rigtigt fulgt med i den nødvendige prissænkning. Kun cirka 60 af dem har sænket priserne mere end 15%.
Prissænkningerne har været nødvendige af hensyn til den svage dollar i forhold til euro, det tilbageholdende økonomiske klima i Europa og det store udbud af vine.
..........
Græsk kvalitetsvin destilleres
Både Frankrig og Spanien har lidt under en stor overproduktion af vin, og begge lande har derfor fået tilskud fra EU til at destillere flere millioner hektoliter vin, som så kan bruges til andre formål.
Nu er turen kommet til Grækenland, der ligeledes har haft en voldsom overproduktion. 40.000 hektoliter vin af høj kvalitet samt 340.000 hektoliter bordvin vil ifølge Just Drinks blive destilleret og brugt til blandt andet brændstof.

Svenske biler tynget af flasker
Når svenskerne er på vej hjem efter en indkøbstur til Danmark eller Tyskland, ligger bilerne ofte lavt på vejen. Ifølge Alcohol Uppdate er de læsset til bristepunktet med vin og spiritus, som jo er langt billigere uden for Sveriges grænser.
Det lyder jo smart nok, men det svenske politi advarer om, at de tungt lastede biler simpelt hen er til fare for trafikken.
Og hvad værre er: Hvis bilen ikke rækker til, så bliver campingvognen eller traileren taget i brug og proppet med flasker med stor risiko for, at vognen skrider ud på vejen.

Nu 500 vinhuse på New Zealand
New Zealand kan nu, efter at St Lukas Estate Wines slog dørene op for nylig, prale af at have hele 500 vinhuse. Der er ifølge Just Drinks dermed tale om mere end en fordobling i løbet af de sidste ti år.
Det er nu ikke, fordi de enkelte vinhuse er særligt store – mange af dem fremstiller højst 200.000 liter vin om året. Men efter princippet mange vinbække små så har de stor betydning for den samlede vinproduktion på de grønne øer.
...............
    Vindag i fornemme omgivelser
    Hvis man tilfældigvis skulle være i England den 8. juli, bør man lægge vejen forbi Waddesdon Manor, der ligger et stykke uden for London. Her afholdes nemlig den første ud af en række vindage i løbet af sommeren og efteråret, og arrangementet byder på lidt af hvert.
    Først deltager man i en smagning af Rothschild-vine i slottets vinkælder, der indeholder tusindvis af fornemme vine, nogle af dem med mere end 100 år på bagen. Dernæst bydes der på en tre retters frokost, og til slut bliver der lejlighed til at se Waddesdon Manor med dets mange fine 1700-tals møbler og malerier. Baron Ferdinand de Rothschild, der lod slottet opføre i 1874, var nemlig en passioneret samler.
    Det koster 90 pund (cirka 1000 dkr.) at deltage, og man kan bestille billetter på www.waddesdon.org.uk.

    Rothschild med engelske rødder
    Jamen, Rothschild-familien er da udelukkende et fransk fænomen, vil nogle måske hævde. Sandt nok, men der er altså også en engelsk gren. Og faktisk begyndte det hele i Tyskland …
    I Frankfurts ghetto boede der i 1700-tallet en købmand ved navn Amschel Mayer. Ude foran sin forretning havde han et rødt skilt hængende, og på et vist tidspunkt tog han og hans familie navn efter "das rote Schild" – altså Rothschild.
    Fire af købmandens fem sønner besluttede sig for at forlade den fædrene jord. De tre af dem tog til henholdsvis Paris, Napoli og Wien. Og så var der Nathan, der altså slog sig ned i London. Alle brødrene gjorde karriere og blev i 1820 udnævnt til baroner.
...............

...
Stuen på websiden befolkes af unge mennesker – meget unge mennesker ser det ud til. Vi gad godt nok vide, hvad den skrappe franske vinlov siger til disse teenagere i den lange sofa …
    e-vine til ungdommen
    I Bordeaux finder man hele tiden på nye tiltag for at komme vinkrisen til livs. Nu satser Foreningen for Bordeaux og Bordeaux Supérieur for alvor på generationen af unge forbrugere. Og det bliver ifølge Decanter gjort via en webside, bordeaux.ecritel.net, hvor ungdommen kan købe en ny vinserie med det tjekkede navn "e-motif" fra vinhuset Maison Sichel.
    Vinene fås i tre udgaver, Blanc Excitant (ophidsende hvidvin), Rosé Complice (den medskyldige rosévin) og Rouge Fusion (mikset rødvin). Sidstnævnte er en blanding af druerne Merlot, Cabernet Sauvignon og Malbec.
    Mens de udenlandske forbrugere, der handler via Nettet, er så heldige at få tilsendt flaskerne med skruelåg, så må de unge franskmænd leve med risikoen for proppede vine.

    Iscenesat vin
    Foreningen i Bordeaux mener, at de unge mennesker føler sig forvirrede, når det gælder vin, og websiden fungerer derfor også som en vejledning om, hvornår man skal drikke hvilken vin.
    Når man klikker ind på siden, fremtoner der et enkelt interiør samt valget mellem dag, aften og nat. Afhængig af, hvad man vælger, præges interiøret.
    Det bliver fx forsynet med dagslys og eksotiske palmer eller levende lys og magisk aftenstemning, hvorefter den anbefalede vin dukker op i hjørnet. Man kan endda høre, hvilken musik, der egner sig bedst til situationen.
................
    Champagne i dykkerdragt
    Ældre damer kan også gå smart klædt. Det er i hvert fald tilfældet med den legendariske champagne Veuve Cliquot – den gule enke – der har fået et nyt og sporty sommerdress.
    Ice Jacket, som "frakken" hedder, er fremstillet af neopren – det samme materiale, som man bruger til dykkerdragter.
    Frakken er isolerende og kan derfor holde på kulden i en afkølet flaske champagne – lige sagen til picnic’en i sommervarmen. Dragten, der selvfølgelig fremtoner i den gule enke-farve, kan i USA erhverves for 55 dollars (cirka 336 dkr.).
.........
Vindmølle-vrede
Hvis man nævner ordet vindmølle for en vinproducent fra det italienske vindistriktet Maremma, vil han med garanti se rødt.
Ifølge Decanter har man netop givet tilladelse til, at der lige uden for vinbyen Scansano skal opføres ti gigantiske vindmøller, der vil strække deres vinger mod himlen fra 110 meter høje tårne.
– Vindmøllerne vil skade mikroklimaet, være en skamplet på det smukke landskab og skræmme alle de vinglade turister væk! lyder det oprørt fra vinproducenterne.
Nogle af Maremmas førende producenter, heriblandt Jacopo Biondi Santi, der har vinmarker lige over for stedet, hvor vindmøllerne skal rejses, har nedsat en komite, der skal bekæmpe projektet med næb og klør.
...........

...
To af de dygtige deltagere under sidste års blindsmagning, Paul Thalund og færøske Mortan Hamrabyrgi, der begge har vundet præmier i tidligere smagninger.
    Gratis konkurrence i vinsmagning
    For fjerde år i træk stiller Flemming Deichmann og Helge Sidor an til gratis konkurrence i blindsmagning. Det foregår nu på lørdag d. 25. juni mellem kl. 13 og 16 på Compagniet’s Vingård, Åsvej 3, Jersie Landsby, 2680 Solrød Strand, og alle kan deltage uanset forudsætninger.
    Deichmann og Sidor har udvalgt seks vine, som alle deltagere smager blindt, og alle smagere får udleveret et spørgeskema, hvori de skal identificere vinene med land, område, druesorter, årgange, vinenes navne, osv. For hver rigtigt svar får man så et antal point.

    Fornemme vinpræmier
    Herudover er der til hver vin et multiple-choice spørgsmål, der ofte vil have en ret humoristisk tone og samtidig vil forsøge at hjælpe de mindst nørdede vinsmagere på vej mod den rigtige vin og måske samtidig vildlede de mest nørdede.
    Der er selvfølgelig vinpræmier til de tre deltagere med fleste point, og præmierne er fornemme vine, som alle har fået fem stjerner i VinAvisen. 1. præmien har en værdi af 1240 kr., 2. præmien 530 kr. og 3. præmien 140 kr. Deltagelse i konkurrencen er som nævnt gratis.

    Se vores aktivitetskalender
    Konkurrencen i vinsmagning er blot en af de mange vinøse begivenheder, der er omtalt i VinAvisens aktivitetskalender. Klik her og læs om dem.
...................
....
....
    .....
    Ugens drue: Malvasia
    Druen Malvasia er vidt udbredt, men altid i små produktioner med forskellige sorter og navne. Den bruges ikke mindst i Italien, Spanien og Portugal. I Frankrig anvender man navnet Malvoisie om flere sorter. Englænderne siger Malmsey, og dette er navnet på en madeira-type, der oprindelig blev lavet på Malvasia-druen.
    Men druen er sandsynligvis født i Grækenland – dens navn er således en italiensk forvanskning af navnet på den græske havneby Monemvassia.
    I middelalderen var den søde vin på Malvasia meget populær, blandt andet fordi den tålte lange sørejser – venezianske vinbutikker hed ligefrem malvasie.
    Men er druen nu også født i Grækenland? Det er den kroatiske vinproducent Ivica Matosevic netop i disse uger i gang med at undersøge. Han har samlet en række videnskabsfolk på to 65 fods yachter, der sejler rundt i det østlige Middelhav for at spore druens genetiske ophav. Måske er den identisk med den kroatiske drue Malvazija Istarska.
    Med i gruppen er blandt andet de kroatiske forskere Edi Maletic og Ivan Pejic, der blev berømte i Californien, fordi de som de første brugt DNA til at bevise, at Zinfandel er identisk med den gamle kroatiske drue Crljenak Kastelanski.
    .....
...............
--....
    Den danske vinbranche
    * Moët Hennessy Danmark er et firma, der som tidligere nævnt i VinAvisen er etableret for at repræsentere den franske luksusvarekoncern Moët Hennessy Louis Vuitton (LVMH) på det danske marked. Firmaet har nu oprettet kontor på Langebrogade 6A, 1411 København K, tlf.: 32 83 73 60, og dets portefølje rummer følgende varemærker: Champagnerne Dom Pérignon, Krug, Moët & Chandon og Veuve Clicquot (den gule enke, der således ikke mere ligger hos Hans Just). Endvidere Hennessy cognac, Belvedere vodka, whiskyerne Glenmorangie, Glen Moray og Ardbeg samt vinene Cloudy Bay, Green Point, Cape Mentelle og Terrazas de los Andes.
    * Oskar Davidsen & Co. har ansat Dan Magnussen som Horeca-sælger i distrikt Midtjylland. Dan Magnussen kommer fra en tilsvarende stilling hos Østjysk Vinforsyning. Oskar Davidsen & Co. er en selvstændig division i Taster Wine med speciale i salg af vin og spiritus til hotel-, restaurant- og cateringbranchen.
    * Danish Wine Cellars er et nystartet firma, grundlagt af Stig Hejn, der i en årrække stod for indkøbet og salget af vin i Magasin. Firmaet henvender sig til såvel detail- som grossist-leddene samt til horeca. Pr. 1. august har firmaet ansat Jens Grotkjær som salgschef med ansvar for duty-free og salg til grossister samt kæder. Jens Grotkjær kommer fra en stilling som key account manager hos House of Wine / Haugen-Gruppen.
    * Fiasco-Vine.dk har fået forhandlingen af vine fra vinhuset Villa Matilde i det italienske Campanien.
    * Lahvino Italiensk Vinimport flytter den 20. juni til nye og større lokaler, Farvervej 29, 8800 Viborg. Flytningen skyldes et stadigt stigende engrossalg.
    ....................--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
...................................
.
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
........
Kan øl få propsmag?
Vor læser Jesper Sleth er kommet med svaret på spørgsmålet: Ja, også øl kan angribes af propsyge, og af den grund er den belgiske trappistøl fra Westmalle gået over til plasticpropper – som det fremgår af denne øl-hjemmeside (der diverterer med en lystig vise om fordelen ved at være belgier).
Jesper Sleth har foretaget lidt research, og der synes at være en tilsvarende debat om propsyge i ølkredse som den i vinens verden – selv om debatten ikke er så stor. Men der er naturligvis heller ikke så mange ølflasker med korkpropper.
Men hvordan ligger det så med mousserende vine? spørger Jesper Sleth. Producenterne af disse vine må stå med de samme problemer. Er der nogen af vore læsere, der har oplevet problemer med propsyge bobler, hører vi gerne. Skriv til anker@vinavisen.dk.
........
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....

...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
......
Smagningen af vinene fra Nugan Estate


Third Generation, Nugan, Chardonnay, South Eastern Australia 2003
49,95 kr. og 2 flasker for 95 kr. På tilbud i visse uger: 3 flasker for 110 kr., SuperBest
Til prisen – og ikke mindst til tilbudsprisen i visse uger – er dette en utrolig flot hvidvin. Billedet af den gode Chardonnay-drue kommer klart frem, og fadsmagen er fint integreret.


Third Generation, Nugan, Cabernet Sauvignon, South Eastern Australia 2004
49,95 kr. og 2 flasker for 95 kr. På tilbud i visse uger: 3 flasker for 110 kr., SuperBest
Dette er en rigtig dejlig rødvin og til prisen lidt af et fund. Tænk, at man kan få så glimrende en rødvin for under 37 kr. (på tilbud). Den smager simpelt hen godt og er oplagt til sommerens grill-parties..


Third Generation, Nugan, Shiraz, South Eastern Australia 2004
49,95 kr. og 2 flasker for 95 kr. På tilbud i visse uger: 3 flasker for 110 kr., SuperBest
En blød og venlig rødvin i god balance. Absolut en udmærket vin. Men vi foretrækker nu nok ovennævnte Cabernet til samme pris.


Nugan Estate, Shiraz, South Eastern Australia 2003
79,95 kr. På tilbud i visse uger: 69,95 kr., SuperBest
Flot rødvin med en meget ren frugtsmag og et godt bid, der gør vinen meget velegnet til mad.


Nugan Estate, Alcira Vineyard, Chardonnay, Coonawarra, Australien 2002
149,95 kr. På tilbud i visse uger: 99,95 kr., SuperBest
Fornem hvidvin med en flot duft og en meget frugtagtig smag med toner af melon og fersken, nødder og smør. Fadgæringen har givet vinen en tilpas og integreret smag af eg.


Nugan Estate, Manuka Grove Vineyard, Durif, South Eastern Australia 2002
149,95 kr. På tilbud i visse uger: 99,95 kr., SuperBest
Durif er en ret ukendt drue, der generelt ikke betragtes som særlig ædel. Her har den imidlertid lagt most til en flot, flot rødvin med kraftig duft og en intens og blød smag med krydderi, frugt og fine fadtoner.


Nugan Estate, Alcira Vineyard, Shiraz, Coonawarra, Australien 2002
149,95 kr. På tilbud i visse uger: 99,95 kr., SuperBest
Der er alkoholiske muskler i denne rødvin, men de er klædt på af den dejlige, intense frugt, og påklædningen er bestemt ikke syltetøj. Smagen er krydret med toner lidt efter peber.


Nugan Estate, Alcira Vineyard, Cabernet Sauvignon, Coonawarra, Australien 2002
149,95 kr. På tilbud i visse uger: 99,95 kr., SuperBest
Elegant rødvin med dejlig ren frugt, forfriskende syre og – tre år gammel – stadig vital. Tilpas fadlagring på fransk eg.


Nugan, KLN Vineyard, Botrytis Sémillon, South Eastern Australia 2003
149,95 kr. for ½ flaske. På tilbud i visse uger: 99,95 kr., SuperBest
Sød hvidvin med tydelig botrytis-næse – den fine duft af den ædle råddenskab. Vinen er meget elegant og lækker – som en god sauternes.




Hvidvine


Alberto Gutiérrez, Viura / Sauvignon Blanc, Spanien, uden årgang
149,95 kr. for 5 liter i boks, Amka
Frisk og ret let hvidvin, slet ikke så tosset og lidt af et kup til prisen – 22,50 kr. pr. flaske.


Culley, Riesling, Marlborough, New Zealand 2002
79 kr., New World Vine
En sjældent pragtfuld hvidvin – en vin med en herlig duft og en fyldig, frisk og blød smag med mineralske toner. Tre år gammel og stadig vital.


Bruno Sort, Grand Cru Pfersigberg, Muscat d’Alsace, Frankrig 2003
149 kr., Rungsted Vinhandel
Lækker og flot hvidvin med Muscat-druens honningagtige sødme og mineralske toner. Brug den fx til en frugtdessert eller en dessertkage.


Feudi di San Gregorio, Greco di Tufo, Italien 2003
133 kr., Cappa Vinimport
Frisk, tør og lækker hvidvin med mineralske toner. Men unægtelig ikke i den billigere ende.


Crios de Susana Balbo, Torrontes, Cafayate, Argentina 2004
55 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Interessant hvidvin med en aromatisk, frugtagtig smag og en lille sødme. Glimrende som apéritif. Mange vil kunne lide den.




Rødvine


I Pianetti, Erik Banti, IGT Toscana, Italien, uden årgang
43 kr., Carlo Merolli
En ret let og meget vellavet rødvin. Og en meget anvendelig vin, som man drikker med største fornøjelse. Et kup til prisen.


Vereto, Salice Salentino, Italien 2001
60 kr., på tilbud indtil 1. august: 55 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Fyldig og flot rødvin, der kræver en kraftig ret som ledsager. Den har god frugt, tilpas syre og en lang eftersmag. Attraktiv pris.


Aragonia, Reserva, Campo de Borja, Spanien 2000
79,50 kr., Irma
Blød og lækker rødvin med fyldig frugt – lidt efter svedsker og blommer – og en indtagende sødme. Vellagret.


Domaine de Roquefourcat, Corbières, Frankrig 2001
135 kr., U&Wine
Flot bamse-rødvin med stor frugtfylde, men også med mange procenter (15%) – uden at den virker sprittet. En vin til superlativer. Giv den en kraftig ost eller en stor, krydret bøf.


Les Grumières, Mommessin, Brouilly, Frankrig 2004
74,95 kr., Amka
En rigtig dejlig Beaujolais-rødvin med en indtagende smag – lidt i retning af jordbær – og med en charmerende sødme.


Monredon, Côtes du Rhône, Frankrig 2003
74,75 kr., på tilbud: 69,75 kr., 66,25 kr. ved 12 flasker, Frederiksberg Vinimport
Meget dejlig rødvin, blød og kompleks. Sådan skal en god Rhône-vin være. Til den laveste af priserne er vinen lidt af et fund.


Viñas del Vero, Gran Vos, Reserva, Somontano, Spanien 2001
99,95 kr., SuperGros
Stor, flot og varmblodet rødvin med en fantastisk frugtsmag, fyldig, med finesse. Men den kræver en kraftig ret.


Audacia, Coeur de Rouge, Cabernet Sauvignon / Merlot, Stellenbosch, Sydafrika 2001
46 kr., Skovgaard Vine
Flot rødvin med god frugtfylde og krydderi – en oplagt vin til sommerens grillparties.


Pigeonnier de Seguin, Qualité Jubilée, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2003
49,95 kr., Chris-Wine
En ny rødvin, som Chris-Wine har skabt for at fejre sit tyve års ejerskab af Château de Seguin. Vinen er en rigtig god bordeaux, blød og med karakter. Også behageligt let (12%). En god vin til prisen.


Château Aigues Vives, Corbières, Frankrig 2001
59,95 kr., 50 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
Dejlig, krydret rødvin – peber, grønne urter – med saftig frugt og god fylde. Glimrende vin ved den lave tre flaskers pris.


Serpico dei Feudi di San Gregorio, Irpinia Aglianico IGT, Italien 2000
427,50 kr., Cappa Vinimport
Prisen er helt vild. Men det er bestemt en stor og lækker rødvin, blød og veludviklet, med et komplekst og harmonisk smagsbillede. Vinen har intens frugt, der fint maskerer de 14% alkohol. Dertil kommer toner fra fadlagringen. Vinen har bundfald og bør dekanteres.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Woodbridge, Zinfandel, Californien 2001Rødvin49 kr.Netto
Los Vascos, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2003Rødvin79,75 kr.Skjold Burne
.
B.T.
Léon Beyer, Crémant d'Alsace, FrankrigMousserende109,75 kr.H.J. Hansen
Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig 2004Rosévin49,95 kr.The Wine Company
Domaine Mittnacht-Klack, Riesling, Alsace, Frankrig 2002Hvidvin49 kr.Domaine Brandis
Willm, Crémant d'Alsace, Frankrig (pris ved 12 flasker)Mousserende75 kr. (v12)Erik Sørensen GrandVin
.
Børsen
Rustenberg, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2003Hvidvin100 kr.Sigurd Müller
Domaine de la Janasse, Vin de Pays de la Principauté d'Orange, Frankrig 2003Rosévin58 kr.Jysk Vin
.
Ekstra Bladet
Grand Grès, Costières de Nîmes, Frankrig 2003Rødvin59 kr.Domaine Brandis
Château Larruau, Margaux, Frankrig 2000Rødvin159 kr.A Vinstouw
Château Beaubois, Costières de Nîmes, Frankrig 2003Rødvin79 kr.Domaine Brandis
Domaine des Tours, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig 2001Rødvin69,50 kr.Lars Bjørn
.
ErhvervsBladet
Castello Banfi, Brunello di Montalcino, Italien 1999Rødvin269 kr.Amka
.
Euroman
Evesham Wood, Cuvée "J", Wilamette Valley, Oregon, USA 1999Rødvin380 kr.The Diplomat
.
Frederiksborg Amts Avis
Chorey Les Beaune, Joseph Drouhin, Frankrig 2003Rødvin149,75 kr.H.J. Hansen
Mommesin, Brouilly, Frankrig 2004Rødvin74,95 kr.Amka
Delicato Family Vineyards, Chardonnay, Californien 2003-04 (pris ved 6 flasker)Hvidvin60 kr. (v6)H.J. Hansen
Domaine Roche-Audran, Père Meyeux , Côtes du Rhône Frankrig 2003Rødvin89 kr.A Vinstouw
.
Hjemmet
Stowells, Chenin Blanc, Western Cape, Sydafrika, årgang ikke opgivetHvidvin39,95 kr.Spar og Løvbjerg
Les Domaniales, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2003Rødvin35 kr.Netto
Château German, Côtes de Castillon, Frankrig 2000Rødvin49,95 kr.Amka
Lazy Lizard, Shiraz, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2003Rødvin45 kr.ViniPortugal
.
Industriens Dagblad
Château Aigues Vives, Corbières, Frankrig 2001Rødvin59,75 kr.Skjold Burne
.
Information
Domaine Roche-Audran, Mayeaux, Côtes du Rhône, Frankrig 2003Rødvin89 kr.A Vinstouw
.
Jyllands-Posten
Prat-de-Cest, Corbières, Frankrig 2004Rødvin40 kr.Erik Sørensen GrandVin
Georges Duboeuf, Beaujolais Villages, Frankrig 2004Rødvin39 kr.Netto
.
Nordjyske Stiftstidende
Esencia Valdemar, Rioja, Spanien 2004Rødvin59,75 kr.H.J. Hansen
Principe de Viana, Chardonnay, Navarra, Spanien 2004Hvidvin34,95 kr.Fakta
.
Penge & Privatøkonomi
Casa Mayor, Merlot, Colchagua Valley, Chile 2003Rødvin37 kr.Sigurd Müller
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.