Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 47, 2005




Vin-aktuelt i uge 47
21. november - 27. november 2005
...............


...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 44
VinAvisen uge 45
VinAvisen uge 46
...............


...............
4 postkort fra Novello-land
I torsdags var det Beaujolais Nouveau-dag – hvilket gik meget stille for sig her i Danmark. Japanerne derimod, de gik til den. De har importeret hele 94.000 hektoliter af årets nye vin.
Franskmændene må imidlertid se sig slået på målstregen med næsten to uger, for allerede den 4. november kom italienerne med deres Vino Novello. VinAvisen var med, da den første flaske blev åbnet i Vicenza, og herfra sender vi disse fire postkort:
...............

..............
    1. postkort fra Italien:
    Ligesom nytårsaften
    Rammen om festlighederne var messecenteret uden for Vicenza, og proppen på den første flaske Novello blev pr. tradition trukket op ved midnat under stor bevågenhed fra flere hundrede prominente gæster.
    Efter et større show til ære for vinen blev det tid til count down – ligesom nytårsaften, når man venter på, at klokken slår 12 – og det var vinderen af årets sommelier-konkurrence, der fik æren af at åbne flasken. Den var fra vinhuset Cavit – det havde et dommerpanel forud afgjort ved en blindsmagning.
    Med alvorlig mine og under fuldstændig stilhed i salen skænkede sommelieren nogle dråber i sin smagekop, smagte på vinen og kom herefter med en kaskade af rosende kommentarer – der straks blev grebet af en speedsnakkende speakerpige, hvis strimlede kjole på magisk vist blev holdt sammen af spindelvæv. Hvorefter salen brød ud i klapsalver.
    ...............
    2. postkort fra Italien:
    Baby på etiketten
    I Frankrig fremstilles Beaujolais Nouveau kun på én drue, Gamay, og kun i ét distrikt, Beaujolais. I Italien laves Vino Novello på hele 60 forskellige druesorter, hvoraf Merlot, Sangiovese og Cabernet Sauvignon er de mest anvendte. Og 330 vinhuse i tyve forskellige regioner giver hver deres bud på årets nye vin.
    I alt 110 vinhuse var troppet op i Vicenza for at præsentere deres Novelloer på den efterfølgende messe. Og når det gjaldt etiketter, var der tale om kreativitet for fuld udblæsning. Fugle, blomster og eksotiske mønstre var i vælten.
    Og så var der vinhuset Mionetto, der havde valgt at sætte producentens egen baby på etiketten. Det babygrin var et fint symbol på den nyfødte Vino Novello.
    I alt fremstilles der cirka 17 millioner flasker Vino Novello, og kun 15% af dem eksporteres.
...............
47-50
...............

..............
    3. postkort fra Italien:
    Vin og kastanier
    Overalt i de italienske byer fejres årets nye vin. Selv var vi med i Chieti i regionen Abruzzo, hvor der under byens arkader var fri udskænkning af Vino Novello i plasticglas, og – som traditionen byder det – blev vinen fulgt af ristede kastanier. Vi kunne på lang afstand se gnisterne under de store gryder lyse op i nattemørket.
    Der er masser af kastanier i denne del af Italien, og deres sødme går rigtig godt i spænd med den friske og syreholdige rødvin.
    .............
    4. postkort fra Italien:
    Pølser, brød og olie til vinen
    Festlighederne omkring Vino Novello giver de italienske bønder en god lejlighed til at tage ind til byerne og præsentere deres produkter. I Chieti var der således rejst et telt, hvor man kunne gå ind og få smagsprøver på lidt af hvert.
    På billedet her har en ung mand travlt med at dele pølseskiver, brød dyppet i olivenolie og andre delikatesser ud til de ivrige Chieti-borgere. Og selvfølgelig blev smagsprøverne ledsaget af et glas Vino Novello.
...............
Kulsur opblødning
Vino Novello fremstilles stort set efter samme opskrift som den franske Beaujolais Nouveau, dvs. ved macération carbonic (kulsur opblødning).
Ved denne teknik lægges druerne så hele som muligt ned i en lukket tank, der fyldes op med kuldioxid (kultveilte, kulsyre). Uden ilt kan druerne ikke gære på vanlig vis, men begynder i stedet at gære indefra. Når der er gået en uge, tilføres der ilt, hvorefter druemosten gærer videre på almindelig vis.
Ved at bruge denne metode får man en let og saftig vin med masser af frugtsmag – en vin, der skal drikkes ung, helst inden et halvt år.
...............
>33
............
Sverige for EU-domstolen
EU-kommissionen trækker nu Sverige for EU-domstolen, og anledningen er, at Sverige forbyder privatpersoner at importere alkoholiske drikke til eget forbrug.
Ifølge svensk lov skal man, hvis man har bestilt den slags via Nettet, selv føre varerne over grænserne. Når dette ikke er sket, har toldvæsenet derfor kunnet beslaglægge varerne. Og det har det gjort – indtil nu i alt 15.000 liter.
Retsvæsenet har dog undladt at anklage bestillerne for lovbrud. Det venter de med, indtil EU-domstolen har talt – engang til næste år.
...............

................
Christie’s har udgivet et katalog, der ses til venstre, men man kan også se en oversigt over alle partierne – både dem på flaske og dem i fade – på Christie's webadresse www.christies.com.
    Ekstra røre om Beaune-auktionen
    Mens denne ugens VinAvis sendes ud i cyberspace, afholdes den store vinauktion i Hospices de Beaune i Bourgognes hovedstad, Beaune, og i år har der været ekstra meget røre omkring den. Det er nemlig første gang i auktionens 145-årige historie, at auktionen er lagt i hænderne på et professionelt auktionsfirma, Christie’s i London.
    Det er samtidig første gang, at auktionen er åben for andre end en kreds af vinkøbmænd, négocianter. Nu kan alle være med, og det har fået bourgogne-elskere verden over til at gå sammen om at købe de udbudte partier.
    Til Decanter siger Anthony Hanson fra Christie’s vinafdeling, at man forventer mindst 15% højere priser end sidste år – hvor priserne faldt 29%.
    Køber man et fad bourgogne på auktionen, skal tapningen ifølge loven foregår i Bourgogne.
    I næste uge fortæller vi, hvordan det så gik.

................
44-43/07
...............
    < To billeder fra smagningen. Til venstre skænker Peter Vinding-Diers sin kostbare Tokaj Esszencia for vor udsendte medarbejder, mens Karsten Søndergaard fra Amka kontrollerer, at hun får en tilpas dosering på skeen.
...............
Danske vine fra Syditalien
I torsdags var den internationalt kendte vinmand Peter Vinding-Diers hjemme i Danmark, og det benyttede Karsten Søndergaard fra Amka sig af ved at invitere til vinsmagning.
Karsten Søndergaard og Peter Vinding-Diers er indgået i et samarbejde om at lave en række vine i Syditalien, og dem smagte vi. Kun den sicilianske "Don Rudolfo" er aktuelt til salg i Danmark. Den anmelder vi nedenfor til fem stjerner.
De øvrige vine skal ligge, siger Karsten Søndergaard, så de kommer først i handelen til næste år. Dem fortæller vi om til den tid, men vi kan da godt allerede nu afsløre, at der er noget at glæde sig til.
Det samme gælder i øvrigt en meget flot bordvin, som Karsten Søndergaard har lavet på sin ejendom i den portugisiske Douro-dal, Quinta do Pégo, og som også udkommer til næste år.
Quinta do Pégo’s Vintage Port 2003 er aktuelt i handelen, og til denne meget lækre portvin er der fem stjerner nedenfor.

Nydes af en ske
Vi var altså til en smagning af rødvine og portvin, men interessen samlede sig især om en lille bitte flaske, som Peter Vinding-Diers havde medbragt.
Han ejer 14 hektar af den fineste jord i det ungarske Tokaj-distrikt, og han mener selv, at han er den eneste, der laver den berømte Tokaj Esszencia.
Esszencia er en af verdens kostbareste vine – som i øvrigt slet ikke er en vin, idet mosten er så sød, at den ikke kan komme i gæring.
Den lille flaske koster 975 kr., så vi nød den ikke af glas, men af hver sin ske!

En uhyre sød nektar
Esszencia er den most, der løber fra under de rosintørrede druers egen vægt – en uhyre sød nektar, som sættes i relief af en fornem syre.
Ifølge sagens natur fremstilles den kun i små mængder – ud af 1 ton druer bliver der kun 2 liter Esszencia, som indeholder 650 g sukker pr. liter.
Esszencia er en drik, som har været brugt som fyrstelige gaver. Kejser Franz-Joseph sendte således hvert år Esszencia til dronning Victoria – i et antal flasker, der svarede til hendes alder. Og hun blev jo meget gammel – måske ville hun være sikker på også at få næste års sending.

Skrøner om Esszencia
Esszencia har store livgivende kræfter – den skal endog kunne genopvække folk, der ligger på deres yderste. Spørgsmålet er så blot, om man får nedslag i sin livsforsikrings-præmie, hvis man har en flaske Esszencia stående ...
Og mens vi er ved skrønerne, må vi også lige fortælle, at en svensk konge reddede sin yndlingshest med den kostbare drik – hesten fik mere, end hele hoffet nogensinde havde konsumeret.
...............
>43/06

................
Ungarsk rødvin i topklasse
Ungarn er andet end Tokaj-vin. Faktisk står landet i dag for noget af det ypperste i Centraleuropa, når det gælder rødvin – nogle af vinene kan ifølge WeinReporter endog hamle op med franske, italienske og spanske vine i sværvægtsklassen.
Det gælder blandt andet "Solus", en ren Merlot fra Atilla Gere, et vinhus i Villany-regionen i det sydlige Ungarn. Den har i smagninger kunnet gøre verdensberømte Merlot-vine som Pétrus og Masseto rangen stridig. Årgang 2003, der kommer på markedet i begyndelsen af december, er allerede udsolgt via forsalg – noget, der normalt kun overgår de helt store kultvine. Prisen ligger naturligvis i den tunge ende, nemlig på 45 euro (cirka 335 dkr.) per flaske.
En anden vin fra Villany-regionen, "Grande Sélection" fra vinhuset Tiffán, er blevet så varmt modtaget i USA, at samtlige flasker, bortset fra nogle ganske få, er endt på amerikanernes middagsborde.
................
    Leader – Pas Dealer
    Den franske stat har som tidligere nævnt lavet nogle plakater, der nærmest hænger landets vinbønder ud som narkopushere. Lige hvad bønderne trænger til i dagens leje med faldende omsætning og vigende eksport.
    Organisationen Coordination Rurale og reklamebureauet Kub’de Com tager nu til genmæle med en meget sober plakat, der lægger vægt på, at fransk vin bør anerkendes som en af lederne i fransk økonomi – ikke en dealer, men en leader, som der bør består respekt omkring.
    På plakaten står med mindre typer: 876.000 hektar vinmarker – 240.000 virksomheder – 836.000 beskæftigede. Dette er et mere sandt billede af franske vinbønder, der er optaget af at lave kvalitet, at bevare miljøet og videreføre en vigtig del af fransk kultur.
................

..............
Den tyske vinregion Pfalz ligger som en naturlig fortsættelse mod nord af det franske Alsace, næsten på højde med Luxembourg, på kanten af højdedragene mod vest og ned mod Rhindalen. Her er klimaet beskyttet og ekstra varmt. Billedet herover viser borgen i Wachenheim, en af byerne langs den 80 km lange Deutsche Weinstrasse med alle dens vinøse oplevelser. (Foto: DWI/Hartmann).
    Modne figner for anden gang
    I sidste uges VinAvis skrev vi om, hvordan de globale klimaændringer har påvirket vejret i såvel Skandinavien som i Sydafrika.
    Også i Tyskland – i vinregionen Pfalz – har man ifølge WeinReporter haft det med varme her i efteråret, hvilket har sat sit præg ikke bare på vinstokkene, men også på regionens mere end 50.000 figentræer. De bærer nemlig modne frugter for anden gang i år, hvilket kun er sket én gang før i de sidste ti år.
    Figenhøst nummer to vil dog komme til at bestå af lidt mindre og sødere figner end dem i første ombæring.
...............
33-52
...............
EU ratificerer aftale med USA
Den omdiskuterede handelsaftale mellem EU og USA – hvor EU accepterer amerikanske vinteknikker, og USA ikke vil benytte europæiske appellations-navne til fremtidige produkter (men ikke de nuværende) – er nu blevet ratificeret af EU’s ministerråd.
Når aftalen også er godkendt af USA’s kongres, vil den træde i kraft.
Samtidig har EU’s ministerråd autoriseret EU-kommissionen til at indlede forhandlinger med Chiles regering med hensyn til en revision af handelsaftalerne vedrørende vin, spiritus og aromatiserede drikke.

Penge for at rydde vinmarker
Det ser sort ud i det franske Languedoc, skriver den dansk-hollandske vinbonde Kees Graste til os.
– Man har nu igangsat en "campagne d'arrachage" – en rydningskampagne, hvor man får udbetalt en præmie for nedlagte vinmarker betinget af, at retten til at producere vin på markerne bortfalder.
– Hos toldvæsenet er der hver morgen sort af mennesker, som står i kø for at indlevere dokumenterne til denne rydningskampagne, så – ja, skriver Kees Graste, det er nok sikkert, som VinAvisen har skrevet, at der vil være betydeligt færre vinbønder hernede i 2006.
................
    "Verdens bedste vin"
    Men der er nu også godt nyt fra Languedoc. En vin fra Minervois-la-Livinière er nemlig blevet fundet værdig til titlen "Verdens bedste vin" i The International Wine Challenge i London.
    I vinsmagningen bedømte man i år over 9000 vine fra hele verden, og vindertitlen gik til vinen "Domus Maximus" fra Domaine Massamier-la-Mignarde, hvor den 32-årige Franz Vènes står for vingården, der har været i familiens eje i 300 år.
    Det er åbenbart en dygtig ung vinmager, der både kan lave kvalitet og sælge den. Da han kom til i 1998, lavede domainet 30.000 flasker. I dag er produktionen oppe på 250.000, og vingården sælger i alt elleve forskellige vine, heriblandt vindervinen "Domus Maximus" på druerne Syrah og Grenache.
...............
15/06
.
.




.
..
............
Defekt vin til en stor fest
Forleden kunne det svenske Systembolag fejre sin 50 års fødselsdag, og det skete med en fest for samtlige 3500 ansatte – til melodi af 13.360.000 skr.
De ansatte var velfornøjede – blot ikke med en af vinene, der blev skænket fra over 1000 flasker. Vinen var defekt – den virkede eftergæret med en sprittet smag og en iltet tone. Mange kunne helt enkelt ikke få den ned.
Vinen, Cuvée des Abrigans, er en af Systembolagets storsælgere. Det fremgår af WOW News, at flaskerne havde korkprop - uden at dette dog nødvendigvis var grunden til problemet.
................
    Oldenburgs to årbøger
    Så er de her igen, Henrik Oldenburgs to årbøger fra hans eget forlag, Smag: "Vinårbogen 2006" (172 sider, 98 kr.) og "Oldenburgs Vinguide 2006" (318 sider, 119 kr.).
    "Vinårbogen" er en kavalkade om året, der gik, men der er nu ikke meget Blæksprutte eller Svikmølle over den. Faktisk fylder gennemgangen af smagte vine ekstremt meget. 24 sider om 111 Chianti-vine – er det ikke lige i overkanten? Og 11 sider om Château d’Yquem tilbage til 1847 ... hvem har egentlig brug for at vide, at en omproppet flaske af 1891-årgangen gerne skulle kunne klare tre-fire år endnu?

    Nyttig bog om 1600 vine
    "Oldenburgs Vinguide" vidner om forfatterens store flid og grundighed. Han og hans medarbejdere har smagt sig igennem over 1600 vine, bedømt dem efter en skala på ti hele og halve glas samt beskrevet hver eneste vin. Det er en nyttig bog, især når man går efter de mere usædvanlige vine, der ikke vil være udsolgt i løbet af få måneder.
    Vinbeskrivelserne er meget indgående og ind imellem med nogle sjove og malende udsagn. Lad os citere nogle af dem:

    Ubehageligt dejligt
    Forvirrende smag af skoleblæk.* En bombe af viol, som spontant giver bløde knæ. * Lidt banan og lidt bolværk. * Et langt tørt og sugende afskedskys. * Underfundig, skælmsk udfordrende, småkælen skønt sin saftige potens. * Intens chokoladesmag, der smelter ubehageligt dejligt i munden. * Som en bordbombe, der tømmer sit indhold af saft, peber, tørstof, sveskesovs og lakfjerner ud i munden. * Smiler sødmefuldt med sit ene øje. * Tager imod med et par kærlige, bløde arme. * Et ordentligt jok af bondemandens støvler. * Lækker luksuseftersmag, der når helt ud i øregangene. * Abelækker, cremet skovbærmarmeladenæse. * Lige nu er den barsk og brunstig, tør og bidsk. * En vellykket Malbec, der ikke spiller med musklerne, men med smilehullerne og det medfødte glimt i øjet. * Hvis man smager den, mens man laver maden, er flasken tom, når gæsterne kommer.
..................................
>12
........
............
Grafen viser vores årlige import af australsk vin. I 2004 lå importen som vist på lidt over 11 millioner liter, men nye tal for salget i tolv måneder til og med oktober i år viser 16,3 mio liter.
    Stadig fremad for australsk vin ...
    Det går stadig fremad for australsk vin i Danmark. I de tolv måneder til og med oktober i år importerede vi 16,3 millioner liter australsk vin, en stigning på 51% i forhold til de forudgående tolv måneder.
    Til sammenligning blev der for ti år siden kun importeret cirka 1,5 million liter vin fra Australien, altså mindre end en tiendedel af i dag.
    Australien står kun for cirka 5% af verdens vinproduktion, men rangerer ikke desto mindre som Danmarks femte vigtigste leverandør efter Frankrig, Chile, Spanien og Italien.
    I dag importerer eller distribuerer over 80 danske vinfirmaer produkter fra over 220 australske producenter.
................
... men australierne drukner i vin
Selv om supermarkederne i Europa bugner af australsk vin, og salget går forrygende, risikerer australierne at ende med en vinsø af rang.
Ifølge Australian Broadcasting Corporation befinder to tredjedele af sidste års høst – cirka 1 milliard liter vin – sig nemlig stadig i store ståltanke hos de australske vinproducenter. Og der skulle meget gerne gang i eksporten af denne vin, før startskuddet for dette års høst lyder – noget, der sker i den nærmeste fremtid.
................
    Den gule hale hitter i USA
    Salget af det australske vinmærke Yellow Tail, der produceres af Casella Wines, slår alle rekorder i USA. I løbet af oktober i år blev der solgt 1 million kasser (à 12 flasker) af denne vin, hvilket svarer til 56% mere end i samme måned sidste år. Og det er mere, end noget andet brand nogensinde har solgt i løbet af en enkelt måned.
    Men den amerikanske vinimportør W.J. Deutsch, der importerer Yellow Tail, bruger også løbende mange penge på markedsføringen af vinen. Firmaet har således øremærket 24 millioner dollars (cirka 152,8 millioner dkr.) til annoncekampagner i USA i 2006.
................
47-50
...............
    I bad med isterninger
    Endelig en vinkøler, der vil noget. Den blev taget i brug forleden aften, da Vintappergaarden præsenterede en række nye vine fra det franske vinfirma Groupe Castel. Disse vine vender vi snarest tilbage til.
    Isterninger er som bekendt fortræffelige til at nedkøle en flaske vin, men det er ikke nok at komme terninger i spanden. Der skal også vand mellem terningerne og flasken, så den kolde suppe kan slutte tæt op til flasken og suge varmekalorierne til sig. Dette gælder også, hvis man bruger sit badekar ...
...............
38-37/06
........
    Vin i Tetra Pak
    Om få måneder vil englænderne kunne købe vin i Tetra Pak – altså i kartoner som dem vi kender fra juice og mælk.
    Vinen kommer ifølge Decanter fra det store Bourgogne-vinhus Boisset, der allerede i august lancerede brandet French Rabbit i Tetra Pak på det canadiske marked. Her blev der taget godt imod den nye pakning, hvilket nu har givet vinhuset blod på tanden.
    Canada og London er kun begyndelsen – Boisset satser på at komme til at sælge vin i Tetra Pak til hele verden.
    Og selv om det ikke er særligt romantisk at sætte en sådan karton på middagsbordet, så er der faktisk flere gode sider ved pakningen. Den vejer mindre end en flaske og bevarer vinens kvalitet og aroma på bedste vis, og så er den miljøvenlig, idet materialet kan genbruges.
....................
    Derfor er vinbokse ikke runde
    I sidste uge fortalte vi om en rund boksvin, som Domaine des Comtes Lafon i Bourgogne har lanceret – en rørformet boks med den sædvanlige sammenklappelige 3 liters pose indeni og en lille hane.
    – Denne model har faktisk eksisteret i flere år, skriver ønologen Laura West til os. – Og en hurtig og ikke helt ulogisk forklaring på, at den ikke har vundet indpas, er, at den tomme emballage fylder alt, alt for meget.
    – Rørene leveres færdige til tapperiet og fylder derfor i tom tilstand lige så meget som færdigvaren. Boksene derimod, de ankommer i flad form og foldes og limes på tappelinien. Det giver lavere transportomkostninger og mindre arbejde med at køre paller frem og tilbage, sætte på båndet og al den slags.
    – Desuden er der langt mere spildplads (lufthuller) ved pakning af de færdigtappede cylindre end ved pakning af de kendte firkantede bokse.
    PS: Røret findes i øvrigt allerede på det danske marked, idet Troels Smith i Vejle i et halvt års tid har importeret en australsk Cabernet-Merlot-Shiraz i rørformet BIB til 114,95 kr. og på tilbud til 99,95 kr.
    Men – kan vi egentlig kalde pakningen for Bag in Box (BIB)? Bør den ikke hedde BIT - Bag in Tube?
................
51-01/06
...............
    Møbelagtige vinreoler
    Vinimportøren Hans V. Nielsen i Fredericia savnede nogle lidt møbelagtige vinreoler, og da han ikke kunne finde dem, designede han dem selv.
    Nu har han sat dem i produktion, og blandt andet fås hans reoler i 20 mm MDF-plade finéret med oliebehandlet Sapelli mahogni.
    Der er reoler i flere forskellige størrelser, men fx koster en 106 cm bred, 193 cm høj og 32 cm dyb reol 9619 kr.
    Nærmere oplysninger fås hos Eksklusive Vinreoler, Ågade 35, 7000 Fredericia, tlf.: 75 95 45 25 / 40 31 40 37.
.............
--....
    Den danske vinbranche
    * Ranimex Vine har fået importen af vine fra Domaine d'Ardhuy og Domaine Michel-Andreotti, begge i Bourgogne, Château d'Angles i La Clape samt Domaine La Cabotte i Côtes du Rhône.
    * Fionia Vin har fået eneforhandlingen af vinene fra Domaine Saint François, Santenay, Bourgogne i Frankrig.
    ...........--....
...........
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
................
34-33/06

................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..........
..
    Søren Gudiksen (f. 1938) er uddannet skolelærer og har i mange år haft sin faste gang på Sdr. Omme skole. Men sideløbende har han plejet sin store interesse for vin.
    Det hele startede i 1990 med en ferietur til Bordeaux. Siden da har ferie, Frankrig og vinøse oplevelser været uløseligt forbundet.
    Forud for hver eneste rejse har Søren Gudiksen gjort et grundigt researcharbejde for at være sikker på at få de rette flasker med hjem til vinkælderen.
    Både forarbejdet og oplysningerne om de mange vine og producenter blev kopieret på cd’er og delt ud til diverse vinvenner, så de vidste lige, hvor de skulle tage hen, når de kom til de respektive vinområder.
    I 2003 blev Søren Gudiksen pensioneret og fik for alvor tid til at dyrke sin helt store lidenskab, nemlig vinene fra Châteauneuf du Pape. Det har blandt andet udmøntet sig i en enestående webside, hvor man kommer hele vejen rundt om emnet – en glimrende indføring for den, der ønsker et grundigt kendskab til netop disse vine.
    Når Søren Gudiksen ikke sidder og opdaterer sin webside, er han at finde på golfbanen, hvor han giver den hele armen næsten hver eneste dag.
    Hygge med hustruen Ulla, de to døtre og børnebørnene bliver der også tid til - og til en god flaske Châteauneuf du Pape.
    Adresse: Holdgårdsvej 36, 7260 Sdr. Omme, tlf.: 75 34 14 40, e-mail: soeren.gudiksen@mail.dk, www.chateauneuf.dk.
.................
14-17
........

.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
.....
Hvad betyder ordet kompleks?
Man siger, at en vin har en kompleks smag. Men hvad vil det sige? spørger P. Christensen i Odense. Og hvad er det modsatte af kompleks?
At en vin er kompleks vil sige, at den har en rig vifte af spændende facetter i duft og smag. I forbindelse med vin er det altså et meget positivt ord, og det bruges da også flittigt i reklamer.
Med navneordet kompleks beskriver man noget, der er stort og mangfoldigt Louvre er et museumskompleks, og et maleri af van Gogh er et kompleks af farver.
Ordet kommer af det latinske complexus, der betyder omfavnelse.
Og det modsatte af kompleks det må være énsporet, enkelt, farveløst, fattigt på facetter.
...............
.........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
............
46-47
............
    Ugens vinøse billede
    Kim Sneum Madsen er en af de danske vinbønder. Han og tre venner er fælles om 100 vinstokke på en mark ved Viby Sjælland – Syv Høje er det lokale navn.
    Primært dyrker firkløveret druerne Rondo og Regent, og i år har de fået 60 flasker ud af anstrengelserne – hvilket er fint, når man tager i betragtning, at vinstokkene kun er fire år gamle.
    Kims datter Marie, der ses på billedet, var fire år, da marken blev anlagt, så i dag er hun altså otte. Hun udtrykte stor tilfredshed med høsten, idet hun derved kunne bidrage med at trampe druerne. Hun havde naturligvis billeder af høsten med i skolen.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
........
>30/06
........
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 48 vine. Af disse vine var der nedenstående 34, som fik mere end to stjerner, og hele 21, som fik fem stjerner. I alt blev det til 153 stjerner. Igen en flot høst! Ingen flasker havde så meget propsmag, at vi opdagede det.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Mousserende vin


Didier Cornillon, Brut, Crémant de Die, Frankrig
75 kr. ved 6 flasker, Vinmand
En frisk og tør mousserende vin med en fin duft og smag af pære. Den vil egne sig glimrende som aperitif.




Hvidvine


Didier Cornillon, Aligoté, Chatillon en Diois, Frankrig 2004
75 kr. for 6 flasker, Vinmand
En flot hvidvin med en vis fedme, toner af krydderhonning og en eftersmag, der byder på en elegant tørhed. Den har en stor spændvidde og vil egne sig perfekt til såvel skaldyr som til perlehøne og fasan.


Tamar Ridge, Pinot Gris, Tasmanien 2004
119 kr., World of Wine
Fornem hvidvin med en blød, frugtagtig druesmag. Med sit skruelåg har den bevaret den elegance og friskhed, som vinmageren lagde i den. Vinen er velegnet både som apéritif og som ledsager til en frokost, lette middagsretter samt fisk og skaldyr, naturligvis.


La Chablisienne, Grande Cuvée, Chablis Premier Cru, Frankrig 2002
149,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Blød og meget lækker hvidvin med en kompleks smag, tilpas syre og en lang eftersmag. En nydelse.


Il Conte, Grecanico / Chardonnay, Sicilien IGT, Italien 2004
109,75 kr. for 3 liter i boks, Danish Wine Cellars
En ret enkel og pæn hverdags-hvidvin. Og billig er den jo.




Rødvine


Don Rudolfo, Nero d’Avola, Sicilien, Italien 2004
179 kr., Amka
Dette er rødvinen, som Peter Vinding-Diers og Karsten Søndergaard har skabt - en flot og saftig rødvin med en fin duft af mandel og kirsebær. Den er læskende, superblød og har en elegant blommeagtig syre i eftersmagen. Nyd den eventuelt til pasta med skaldyr.


Alfeno, Perazzeta, Montecucco, Italien 2003
75 kr., Italian Wines
En varm og blød rødvin, der dufter af brombær og andre søde mørke sommerbær. Også i smagen er der en vis sødme, der dog opvejes af en elegant blommeagtig syre. Nyd den fx til milde oste.


Domaine d’Ardhuy, Bourgogne, Frankrig 2003
105 kr., Ranimex
Interessant og forfinet rødvin med flot duft og en dejlig saftig og kompleks smag med peber, svampe … Kan drikkes alene som "meditations-vin".


Domaine Bart, Fixin, Frankrig 2002
198 kr., Fionia Vin
I modsætning til ovenstående Bourgogne-vin, så skal denne rødvin skænkes til mad. Den har saft og kraft og en rank syre.


Gloria Sangiovese, Terre de Chieti IGT, Italien 2003
49,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
En rødvin med en forførende duft af søde modne jordbær og kirsebær. Smagen er frisk og byder på både druemost og eg. En fin syre i eftersmagen giver vinen et elegant pift. Et rigtig godt glas til prisen. Nyd den til en pastaret i luksusklassen.


Picos del Montgó, Yecla, Spanien 2003
65,83 kr. ved 6 flasker, i alt 395 kr., Nettorvet
Den danske vinmager David Tofterup har lavet denne rødvin på Merlot, Monastrell, Shiraz og Garnacha. Det er en glimrende vin med flot duft og en intens frugtsmag fuld af solskin, krydderi og sødme.


Il Conte, Primitivo / Negroamaro, Salento IGT, Italien 2004
109,75 kr. for 3 liter i boks, Danish Wine Cellars
Reel og god rødvin med saftig frugt og en let sødme. I smagen er der toner af vanille. I forhold til kvaliteten er den yderst billig.


Brunate, Riserva, Barolo, Italien 1990
165 kr., Italian Wines
Meget lækker rødvin med fornem moden duft og en kompleks smag med ren frugt og mange facetter, der fylder hele munden – violer, tobak, cedertræ …


Le Mandorlae, Morellino di Scansano, Italien 2004
60 kr., ved 12 flasker 50 kr., Lahvino
En rigtig rar rødvin med god duft og en saftig smag.


Candela, Reserve, Malbec, Mendoza, Argentina 2004
69 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Dejlig rødvin med blød og god frugt – ikke spor bamset, men en nydelse.


Robert Mondavi, Private Selection, Cabernet Sauvignon, Californien 2002
99,75 kr., Skjold Burne
Lækker, lækker rødvin, der er nem at drikke – hvilket man gør med største fornøjelse. Alle tiders til en flot oksesteg. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Weingut Walter Kroiss, Reserve, Zweigelt, Neusiedlersee, Østrig 2004
69 kr., Cosyway Vinimport
Fløjlsblød rødvin, der simpelt hen har det hele. Duft, frugt, krydderi, tilpas syre … Lidt af et røverkøb til prisen.


Cascina Cucco, Barolo, Italien 2000
138,90 kr., Carlo Merolli
Denne rødvin er kun én af de i alt 18 vine, som Carlo Merolli sælger i et sæt til 2500 kr. – en pris, som vi her har divideret med 18. Der er tale om en virkelig god Barolo-rødvin med dejlig ren frugt, krydderi, bløde tanniner og tilpas syre. Den må godt ligge et par år endnu.


Costa di Bussia, Barolo, Italien 2001
299 kr., Fionia Vin
Dyr og vidunderlig rødvin, blød, elegant – en nydelse. Kan også drikkes som meditations-vin.


Novus, Poças, Douro, Portugal 2003
76,50 kr. ved 6 flasker, i alt 459 kr., Nettorvet
Virkelig dejlig rødvin fra portvinenes dal. Den har en dejlig duft og en vidunderlig, blød og frugtagtig smag, der fylder munden. Lækker, lækker. Og meget anvendelig til mange lidt lettere kødretter.


Richland, Cabernet Sauvignon, Australien 2004
60 kr., U&Wine
Mild, blød og meget venlig rødvin med god, ren og saftig frugt. Flasken har skruelåg. Et godt køb.


Do ut des, Fattoria Carpineta Fontalpino, Toscana IGT, Italien 2002
285 kr., Fionia Vin
"Do ut des" betyder "noget for noget", og her får man i hvert fald noget for de mange penge: En herlig rødvin med en kompleks og forførende duft og en harmonisk og blød smag med dejlig frugt. Denne vin er en stor nydelse.


Mas de la Seranne, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2004
75 kr., Rungsted Vinhandel
En dejlig rødvin med duft af grønne blade, en let krydret smag og en behagelig tør eftersmag. Den vil være fin til lette pastaretter.


Tamar Ridge, Devil’s Corner, Pinot Noir, Tasmanien 2003
99 kr., World of Wine
Glimrende madvin med god duft og en saftig og dejlig smag med tilpas syre. God balance.


Terre dei Bocci, Perazzeta, Sangiovese, Montecucco, Italien 2002
115 kr., Italian Wines
En lidt robust rødvin med saft og kraft. Den vil være yderst velegnet til retter fra det italienske køkken. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Tenuta Albrizzi, Cantine Due Palme, Salento IGT, Italien 2003
79,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Al solen og varmen fra Italiens støvlehæl er samlet i denne rødvin. Den er koncentreret i smagen, silkeblød og rund med en markant, men behagelig sødme, der ligger over undertoner af kaffe og chokolade.


Raccolto, Nero d’Avola / Cabernet Sauvignon, Sicilien, Italien 2004
69,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Lidt af en enkel bamsevin. Der er intens frugt, krydderi, tilpas syre og lidt markant sødme – plus en lille sprittet kant.


Heartland, Dolcetto / Lagrein, Langhorne Creek, Australien 2004
89,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En bombe af en rødvin – 15% – med en markant sødme. Velegnet til gløgg. Flasken har skruelåg.


Les Vins de Vienne, Côtes du Rhône, Frankrig 2004
69,75 kr. året ud, Østjysk Vinforsyning/Vignoble
God hverdags-rødvin med et lille syrebid i finalen.


Echeverria, Cabernet Sauvignon, Molina, Chile 2004
45 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Pæn rødvin, fuld af frugt og sol og sødme.




Sød vin


Quinta do Pégo, Vintage Port, Douro, Portugal 2003
265 kr., Amka
Slurp! Sikke en portvin. Den er koncentreret og sød som mørke rosiner, uden dog at være sukkersød. Lige sagen til risalamanden eller julegave-udpakningen.


Graham’s, Late Bottled Vintage Port, Portugal 1999
124,75 kr., H.J. Hansen
Sød, blød, lækker portvin. Der er blommemarmelade i den og brændte figner. Fin til prisen.


Dacosta, Ruby Porto, Portvin, Portugal
55 kr., Fionia Vin
Billig er denne portvin, og egentlig ganske rar. Okay til prisen.
.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
B.T.
Selaks, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2005Hvidvin49 kr.Netto
.
Børsen
Rosso delle Miniere, Montescudaio, Italien 2003Rødvin135 kr.Carlo Merolli
.
Ekstra Bladet
Fratelli Ferrero, Goretta, Barbera d'Alba, Italien 2004Rødvin99 kr.A Vinstouw
.
ErhvervsBladet
Cono Sur, Chardonnay, Casablanca, Chile 2004Hvidvin69,95 kr.SuperBest
.
Frederiksborg Amts Avis
Poggio Maestrino, Erik Banti, Toscana IGT, Italien 2003Rødvin 99,65 kr.Carlo Merolli
Mauro, Primitivo Salento, 3 liter boks, ItalienRødvin129,75 kr.Danish Wine Cellars
Footsteps, Merlot, 3 liter boks, AustralienRødvin139,75 kr.Danish Wine Cellars
Burmester Quinta Nova, Late Bottled Vintage, Portvin, Portugal 2000 (pris ved 12 flasker)Hedvin80 kr. (v12)Philipson Wine
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.