Vin-aktuelt i uge 7
13. februar - 19. februar 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 6
VinAvisen uge 5
VinAvisen uge 4
...............


...............
Falske vine i dyre domme
I auktionshusene rundt omkring i verden kommer der ofte kostbare gamle vine fra efterstræbte årgange under hammeren. De bliver købt af velhavende folk, der gemmer dem til en ganske særlig lejlighed.
Dagen oprinder, og de dejlige dråber nydes, ledsaget af glæde og forundring over, at en så gammel vin kan virke så frisk og ungdommelig.
Men det kan der nu være en ganske bestemt årsag til – i mange tilfælde er der nemlig tale om en forfalsket vin af nyere dato.
I auktionshuset Sotheby’s bliver man præsenteret for en hel del af den slags forfalskninger. Nogle gange er det relativt let at opdage. Etiketten kan fx være en nøjagtig kopi af den ægte – svindlerne er bare kommet til at sætte den på en forkert model flaske.

En proveniens bør ledsage vinen
Men alt for mange af de forfalskede vine slipper ifølge Decanter gennem nåleøjet og ryger på auktion.
Der er da også tale om yderst velsmagende vine, og hvis man ikke lige er garvet ud i at drikke gamle vine, er det ikke så let at opdage svindelen.
De falske vine gjorde deres indtog på markedet for mange år siden. I 1995 blev der således solgt flere vine af årgang 45, end de berømte slotte overhovedet høstede druer til i dette år.
Hos Sotheby’s foreslår man nu, at der indføres en regel om, at ædle gamle vine, der sættes til salg, skal ledsages af en proveniens – ligesom det ofte sker ved salg af kostbare malerier – så man kender til vinens ejerhistorie og kan følge den tilbage.
...............
...............
Stephen Williams med den kostbare flaske.
    Pris: Over en halv million
    En flaske Château d’Yquem i årgang 1787 er blevet den kostbareste vin, der nogensinde er blevet solgt. Forleden solgte firmaet Antique Wine Company i London den til en amerikansk samler for 560.700 kr. – og formodentlig er der i dette tilfælde ikke tale om en forfalskning.
    Til Decanter siger firmaets direktør, Stephen Williams, at hans kommission har været "særdeles opmuntrende". Og han peger på, at da druerne til vinen blev plukket, var George Washington USA’s præsident, og Marie Antoinette havde stadig sit hoved i behold.
    Stephen Williams overbringer selv flasken til den amerikanske samler. Han flyver derover i sit eget fly og sidder selv ved rorpinden.
    På firmaets website ligger hele historien, og nederst på siden kan man klikke sig til en interessant film om flasken – hvis man altså har en filmfremviser på computeren.
...........
Nu tager franskmændene kampen op
Hele 84.000 franske vinproducenter har måttet dreje nøglen om mellem 1994 og 2003. Så hårdt kradser krisen. Men nu har franskmændene fået nok – flere steder i landet tager man kampen op mod de stærke oversøiske konkurrenter.
Bag et af de nye initiativer står den tidligere vinimportør Pascal Renaudat og hans firma OVS. Han har fået syv af Frankrigs største vinkooperativer til at levere vin til en serie af fælles vine, der i smag og udseende skal lægge sig efter de oversøiske. Og samtlige vine får det enkle navn "Chamarre" (Farvebrag) på etiketten.
Vinene, der allerede kommer i handelen om et par måneder, vil koste mellem 55 og 75 kr. Og Pascal Renaudat regner med, at de nye vine med tiden vil kunne købes i både Storbritannien, Tyskland, USA, Asien, Rusland og Skandinavien.
...............
Franskmændene destillerer for lidt
Der er naturligvis noget fuldstændig vanvittigt i, at EU (det er også os) betaler Sydeuropas vinbønder penge for at sende deres overskudsvin til destillering – i stedet for at bede dem om at producere noget mindre vin. Men sådan er det. Landbrugsstøtte!
Men franskmændene er ikke særligt villigt til at aflevere vinen mod at få 2,48 euro pr. procent alkohol og pr. hektoliter. En hektoliter 12½% vin giver således 31 euro (230 kr. – eller 2,30 kr. literen).
Franskmændene skulle i løbet af kampagnen 2005-06 gerne have sendt mellem 2 og 3 millioner hektoliter til destillering, men har kun sendt 1,5 mio hl, hvoraf de 1,2 mio hl kommer fra Languedoc.
Ifølge Vitisphere foreligger tallene fra Italien og Spanien endnu ikke, men de forventes at ligge på henholdsvis 5 mio hl fra Italien og 6-7 mio hl fra Spanien.
Lad os sige, at der destilleres i alt 13 millioner hektoliter vin fra de tre lande. Det svarer til over 1,7 milliarder flasker. Men vi skal have det rette perspektiv: Der er cirka 460 millioner indbyggere i EU. Så hvis vi deler de 1,7 milliarder flasker, kan der blive lidt over 3½ flaske til hver.
............
Prisstigning på billig spiritus er bedst
En ny amerikansk undersøgelse giver den alkoholforskrækkede svenske regering en hjælpende hånd i dens konstante bestræbelser på at bremse forbruget af alkohol i Sverige.
Undersøgelsen, der er udført af US Prevention Research Center i Texas, omfatter salget af alkohol i Systembolaget fra 1984 til 1994. Og den viser ifølge Alcohol Update, at hver gang man har lagt en prisforhøjelse på flaskerne i den i forvejen dyre ende af skalaen, så er det samlede salg steget med 2,8%. Årsagen er, at svenskerne så bare går over til de billige mærker, og fordi spiritusen er billig, så drikker de mere af den.
Salget faldt derimod, når prisstigningen blev lagt på den billige spiritus. Så det er altså i den ende af skalaen forhøjelserne skal lægges, hvis man vil have folk til at drikke mindre.
...............
    Frygt for nye ildebrande i Sydafrika
    Vejrguderne i Sydafrika har lukket op for varmen, og ifølge wine.co.za er der stor fare for, at ildebrande spreder sig til nogle af de bedste vinmarker.
    I den første uge af februar var der brande på cirka 80 kvadratkilometer landbrugsjord langs Cape-provinsens sydkyst, og man frygter nye brande.
    Man er midt i høsten dernede, og flere vinbønder har fremskyndet høsten – både på grund af varmen og for at få druerne i hus, før der igen er risiko for brande.
...............
De svenske toldere skal på smuglerfangst
I løbet af 2005 beslaglagde de svenske toldere hele 35.000 liter vin, 39.000 liter spiritus og ikke mindre end 279.000 liter øl.
Smugleriet, der bliver stadig mere omfattende, foregår i høj grad efter princippet "mange bække små". Der er tale om smuglere, der med hyppige mellemrum tager over grænsen for at hente mindre portioner af spiritus, som de så kan sælge videre på hjemmebane.
Den svenske regering har derfor ifølge Alcohol Update bedt tolderne om at være på særligt udkig efter den slags syndere.

Vi drikker ikke mere, fordi det er billigere
Det er nu mange måneder siden, at skatterne på vin og spiritus blev sat ned i Danmark. Og så kunne man jo levende forestille sig, at forbruget var steget.
Det er dog ifølge Europanyt langtfra tilfældet. I 2004 og 2005 er forbruget faktisk faldet med tilsammen 6% – hvilket vel egentlig viser, at danskerne har et fornuftigt forhold til alkohol og ikke bare kaster sig ud i et orgie, fordi de våde varer lige pludselig koster mindre.
...............
Godt nyt ord: Halvprop
Helle Nørgaard og Preben Nielsen har i snart mange år samlet deres erfaringer med vin på nettet – på adressen vinsiderne.dk. Nu har de offentliggjort en statistik over propsyge vine blandt i alt 500 vine, som de har smagt.
Sædvanligvis afgør man nemt, om en vin har prop eller ikke-prop, men Helle og Preben har indført endnu en kategori, som de kalder halvprop, og det er en rigtig god idé – det er alle de mange vine, som ikke ligefrem stinker af halvrådne sække eller gamle gymnastiksko, men som har en snert, stor eller lille.
Helle og Preben skriver helt korrekt, at halvprop kun helt sikkert kan konstateres, hvis man har to identiske vine købt på samme sted på samme tidspunkt og opbevaret under samme forhold. Hvis man har mistanke om halvprop, er der kun et at gøre: åbne en flaske mere og sammenligne (hvortil vi skal tilføje, at vi igen og igen har oplevet, at også flaske nummer to var syg).

5 til 10% af alle flasker er propsyge
Ud af de 500 testede vine fandt Helle og Preben, at 10 flasker havde prop (2%) og 16 flasker halvprop (3,2%). Altså i alt 26 flasker (5,2%).
Hertil kom 13 flasker (2,6%), hvor de havde mistanke om halvprop, men ikke med sikkerhed kunne afgøre det, fordi de ikke havde en dublet at sammenligne med. Det øgede fejlprocenten til 7,8% – hvilket er helt i overensstemmelse med de erfaringer, man har gjort mange steder: Mellem 5 og 10% af alle vinflasker er propsyge.
Utroligt at en hel branche kan leve med så stor en fejlprocent. Tænk, hvis Carlsberg havde samme fejlprocent, så ville bryggeriet for længst være gået nedenom og hjem.
...............

...............
Quarts de Chaume kan oversættes ved "fjerdedele af Chaume". Ved landsbyen Chaume lå der et slot, hvorfra man opkrævede en fjerdedel af vinhøsten i afgift – og vel at mærke den bedste fjerdedel. Deraf vinens navn.
    Fransk tophus med skuelåg
    Domaine des Baumard i Anjou er en af Loire-dalens bedste producenter og et af de kun tre Loire-huse, som Robert Parker har taget med i sin bog "The World's Greatest Wine Estates".
    Ifølge Decanter har vingården taget et skridt, der har sendt chokbølger igennem den franske vinverden: Den har besluttet at sætte skruelåg på hele sin produktion.
    Indtil nu er kun nogle få andre Loire-producenter gået over til skruelåg og kun på deres billigere vine. Domaine des Baumard har derimod kun topvine til høje priser. I Danmark er Theis Vine importør, og her koster fx den berømte dessertvin Quarts de Chaume mellem 340 og 550 kr. alt efter årgangen. I den nye årgang får den skruelåg og dermed garanti mod propsyge.
...............
Blåstemplet som nul-smager
Napa i Californien bliver fra den 29. juni til 2. juli vært for et storstilet vinsymposium, afholdt af The Institute of Masters of Wine (MW er folk, der har taget en ret krævende vinuddannelse).
Det er sjette gang, dette symposium løber af stabelen, og igen er der spændende emner på programmet – alt lige fra global opvarmning til genmanipulation i vinproduktionen.
Og så vil der blive udført en ganske særlig test, hvor verdens mest fremtrædende vinkritikere og sommelierer vil kunne få deres smagsløg testet og derefter få påklistret etiketten "supersmager", "middelgod smager" eller "nul-smager".
For at kunne blive blåstemplet som supersmager skal man frem for alt kunne smage et særligt bitterstof, prop (der ikke har noget med propsmag at gøre). Kan man ikke det, er der risiko for, at man bliver degraderet til nul-smager.
Det hele foregår ifølge Decanter meget videnskabeligt med en professor fra Yale University School of Medicine ved roret.

Flere supersmagere blandt kvinder
Uanset udfaldet for den enkelte deltager, så er ét sikkert: Der vil være flere kvinder blandt supersmagerne end mænd, da kvinder – hvilket er videnskabeligt bevist – smager bedre end mænd.
De, der må nøjes med etiketten middelgod smager, skal nu ikke blive alt for kede af det. Supersmagerne kan faktisk ofte kun lide en meget begrænset palet af vine i forhold til de mere almindelige smagere. Alle de vine, der er koncentrerede og har en kraftig aroma, har det nemlig med at overdøve de fintfølende smagsløg hos supersmagerne.
...............
...............
    Australsk succes i København
    I mandags var der for syvende år i træk australsk vinsmagning i København, denne gang i Nationalmuseets store hal. Og det var – som det fremgår af billedet – et tilløbsstykke med rekorddeltagelse, både af udstillere og besøgende. Det var den største australske smagning nogensinde i Danmark.
    Der var 35 borde med flasker, og hvis der var ti flasker på hvert bord – hvilket nok er et passende gennemsnit – så var der altså 350 forskellige vine at smage. Det gjorde de mindst 400 besøgende, der var mødt op trods sne og sjap.
    Dagen efter tog australierne videre til Stockholm, og her var der 500 besøgende – men der går jo også næsten to svenskere på en dansker, når vi taler indbyggertal ... :-)
.............
..................
På dette satellit-billede er Frascati-distriktets grænser indtegnet. De varmeste farver viser marker, der vender mod syd og derfor får mere sol, mens marker med køligere farver vender mod nord. Den sorte klat forneden er kratersøen Lago Albano, ved hvis vestbred paven har sit sommerslot i byen Castel Gandolfo – venskabsby med Châteauneuf-du-Pape i Frankrig. Til højre for søen ses den gamle udslukte vulkan Monte Cavo. Et herligt sommerland for romerne.
    Satellitbilleder går tæt på druerne
    Bacchus er vinens gud, men det er også navnet på et ganske særligt EU-støttet projekt, der går ud på at kortlægge samtlige vinmarker i Europa ved hjælp af satellitbilleder.
    Det er det europæiske rumagentur, ESA, der fører projektet ud i livet, og ved hjælp af satellit-billeder vil det give vinproducenterne et uvurderligt redskab til en endnu højere vinkvalitet. Blandt andet vil vinbønderne kunne finde ud af nøjagtigt hvilke marker, der egner sig til hvilke druer.
    Projektet vil løbe over flere år, og man har lagt ud med satellitbilleder af vinmarkerne i det italienske vindistrikt Frascati, taget under sidste års høst.
    Netop nu er forskere fra ESA ifølge Beverage Daily i fuld gang med at analysere optagelserne, og der er ikke grænser for, hvad de kan se på billederne, der er i en særdeles høj opløsning. De kan få et overblik over jordbundsforhold og klima, se hvor højt ukrudtet står mellem vinrækkerne, se størrelsen på vinstokkenes blade – ja, selv druernes tæthed afsløres på fotografierne,

    Big EU is watching you
    Satellitbilleder kan bruges til mange forskellige formål. EU bruger dem allerede til at kontrollere, om medlemslandene nu også anvender landbrugsstøtten på den rigtige måde.
    Fx satte billederne sidste år EU i stand til at opdage, at franskmændene brugte 14,5 millioner Euro (108 mio dkr.) til helt andre formål end til modernisering af vinmarker. Bruxelles krævede hver en euro tilbage.
    Satellitbillederne er også alle tiders til at afsløre illegal beplantning af vinmarker – noget, som regeringer verden over gerne vil komme til livs, da beplantningerne jo kun er med til at forøge den i forvejen så store globale vinsø.
............
Så store er afgifterne
Skemaet herunder viser de aktuelle afgifter på spiritus i EU-landene, EFTA-landene og ansøgerlandene.
Tallene er oversat fra euro til danske kroner, så der kan være nogle små unøjagtigheder, men forskellene er reelle nok. Blandt EU-landene har Sverige den højeste afgift på spiritus, mens Irland og Storbritannien fører, når det gælder vin. Landet med de største afgifter er dog suverænt EFTA-landet Island.
Spiritusafgifterne er beregnet på en 70 cl flaske med 40% alkohol. Med afgifterne på hedvin er man gået ud fra en vin med 18% alkohol og på bordvin en 75 cl flaske med 12% alkohol. I Danmark er afgiften på bordvin 4,61 kr., hvortil kommer en flaskeafgift på 1,60 kr.

Op og ned med afgifterne
Ifølge Alcohol Update har flere lande ændret deres afgifter eller har planer om at gøre det. Fx har Holland sænket sine afgifter med 15%, mens der i Estland er rygter om, at afgifterne vil blive sat op, eller at man vil indføre banderoler på flaskerne.
Finnerne diskuterer en moderat forhøjelse, og bulgarerne har netop hævet spiritusafgiften med 47% for at komme på højde med EU’s minimums-skat.
...............
Spiritus
Hedvin
Bordvin
EU-landene
Belgien
36,74 kr.
5,57 kr.
2,88 kr.
Cypern
12,81 kr.
2,58 kr.
0 kr.
Danmark
42,15 kr.
7,94 kr.
4,61 kr.
Estland
20,36 kr.
6,04 kr.
4,08 kr.
Finland
59,25 kr.
23,82 kr.
12,99 kr.
Frankrig
30,41 kr.
12,02 kr.
0,21 kr.
Grækenland
23,81 kr.
2,63 kr.
0 kr.
Holland
31,54 kr.
5,77 kr.
3,61 kr.
Irland
82,32 kr.
22,25 kr.
16,73 kr.
Italien
16,78 kr.
3,85 kr.
0 kr.
Letland
18,98 kr.
5,65 kr.
2,64 kr.
Litauen
19,44 kr.
3,75 kr.
2,67 kr.
Luxembourg
21,83 kr.
3,76 kr.
0 kr.
Malta
48,85 kr.
2,62 kr.
0 kr.
Polen
24,35 kr.
3,91 kr.
2,13 kr.
Portugal
19,65 kr.
3,06 kr.
0 kr.
Slovakiet
15,27 kr.
3,47 kr.
0 kr.
Slovenien
14,58 kr.
3,52 kr.
0 kr.
Spanien
17,40 kr.
3,12 kr.
0 kr.
Sverige
113,07 kr.
27,28 kr.
13,34 kr.
Storbritannien
60,32 kr.
18,48 kr.
15,12 kr.
Tjekkiet
9,05 kr.
0 kr.
Tyskland
27,33 kr.
8,59 kr.
0 kr.
Ungarn
18,46 kr.
3,95 kr.
0 kr.
Østrig
20,97 kr.
4,11 kr.
0 kr.
EFTA-landene
Island
201,88 kr.
72,61 kr.
38,51 kr.
Norge
147,36 kr.
46,29 kr.
30,86 kr.
Schweiz
39,16 kr.
9,43 kr.
0 kr.
Ansøgerlandene
Bulgarien
11,78 kr.
2,59 kr.
0 kr.
Kroatien
16,95 kr.
0 kr.
0 kr.
Rumænien
9,75 kr.
2,53 kr.
0 kr.
Tyrkiet
91,82 kr.
42,21 kr.
12,41 kr.
EU-minimum
11,53 kr.
0,45 kr.
0 kr.
............
De gode tilbud
Vi har tidligere fortalt om Søren Gudiksen og hans glimrende webside om Châteauneuf du Pape – på adressen www.chateauneuf.dk.
Ved et tilfælde opdagede vi, at han forleden har lagt en ny side ind med en mail, som han har modtaget fra en af sine læsere (eller måske skulle vi snarere skrive fans). Mailen lyder:
– Man skal jo passe på de gode tilbud! Måske er de slet ikke så gode. Her på Sjælland fører SuperBrugsen i Hørsholm sig tit frem med unikke priser på førende vine i de landsdækkende aviser. Også i dag. I Politiken fortælles i en annonce, at tolv flasker i original kasse af Domaine la Milliere 2003, Châteauneuf du Pape, kan købes for 1999 kr., hvor normalprisen er 239 kr. pr. flaske. (Ved tolv flasker er prisen altså 166,58 kr.).
– Ak ja. Jeg gik straks ind på din hjemmeside, skriver læseren til Søren Gudiksen, – og kunne se, at den samme vin kan købes hos Maison de Provence for 140 kr. pr. flaske, hvis der købes seks.

Dyr bourgogne til halv pris
Søren Gudiksen tilføjer, at SuperBrugsen i Hørsholm bekræfter, at 239 kr. er deres normale pris, som oplyst i annoncen. Det har været prisen på vinen det sidste halve år.
Fra 140 til 166,58 kr. (ved 6 henholdsvis 12 flasker) er et spring på 19%, men sådan er vilkårene jo i et samfund, hvor der heldigvis er fri konkurrence.
Faktisk kan man opleve meget store prisforskelle. Fx kan man hos Philipson Wine købe en bourgogne, Gevrey Chambertin Vieilles Vignes 2003 fra Domaine Fourrier, for 345 kr. ved 12 flasker og 400 kr. ved 1 flaske. Den samme vin sælger The Wine Company for 199 kr. ved 1 flaske. Halv pris!

Tolv flasker med returret
Mens vi nu er i gang med de tolv flasker, så skrev vi i sidste uge, at man aldrig bør købe tolv flasker uden først at have prøvet en.
– Evigt sandt! skriver Carlo Merolli til os. – Jeg har også skrevet om "uskikken" og anbefalet mine kunder at købe én flaske, eventuelt til fuld pris, og så komme tilbage og købe tolv eller flere, hvis de synes om vinen.
– Uden videre at købe tolv vine skal man kun, hvis man kender vinhandleren eller kan aftale returret på de elleve flasker.
– Som bekendt betragtes vin som en fødevare, og på fødevarer er der ikke returret. Det er dog en sølle vinhandler, som ikke står ved sine vine og er villig til at tage dem retur.
.........
Svindler-butikker i Helsingør
Det stod sløjt til med julehandelen i Helsingør sidste år, når det gjaldt salget af vin og spiritus. I flere af forretningerne blev der kun solgt halvt så meget som normalt. Måske er det derfor, at nogle af de trængte butikker har tyet til ulovligheder ved at sælge spiritus, som de har taget hjem som privatimport. Derved snyder de jo de danske myndigheder for skat og moms.
Flere lovlydige vin- og spiritusbutikker i den nordsjællandske købstad har nu anmeldt svindlerne til skattemyndighederne og opfordret til, at der bliver indført en skærpet kontrol med salget.

Stor fremgang i eksporten af argentinsk vin
De argentinske vinproducenter har ifølge Just Drinks grund til at juble. De nyeste tal fra analysefirmaet Caucasia Wine Thinking viser nemlig, at det går forrygende med eksporten.
I løbet af 2005 blev der eksporteret for cirka 2,7 milliarder kr., hvilket svarer til en stigning på 33,3% i forhold til året før.
Vinene røg frem for alt til Storbritannien, USA, Brasilien og Canada. Men der var også god gang i eksporten til Finland og Norge – den steg med hele 65%.
Og intet tyder på, at argentinerne fremover får svært ved at følge med efterspørgslen. Sidste år slog hele 1000 nye vinhuse dørene op. 350 af dem eksporterer deres vine.

Trapiche satser på nye markeder
Når det gælder eksporten af argentinsk vin, er det vinhuset Trapiche, der – med hele 50 aftagerlande – har førertrøjen på.
Men Trapiche vil ifølge Just Drinks gerne vinde yderligere terræn på eksportsiden og har nu øremærket cirka 62,4 millioner kr. til et massivt eksportfremstød på nye markeder som Vietnam, Indien og Malaysia.
Pengene skal også bruges til lanceringen af en række nye vine samt til udvidelse af vinhuset og anlægning af flere nye vinmarker i Mendoza og Coquimbito.
...............
Ny service på webside om australsk vin
Hvis man klikker sig ind på www.australskvin.dk, kan man få stort set alt at vide om australsk vin – fra vinhistorie til de nyeste høstresultater.
Nu er der kommet en ny sektion på websiden for dem, der har lyst til en vintur til kænguruernes land. Under "Vinturisme", som sektionen hedder, får man for det første en appetitvækkende introduktion til det at være turist i Australien. For det andet kan man læse om diverse australske rejsearrangører og deres tilbud – såvel inden for det vinøse som inden for gastronomi og kultur.
Her er masser af inspiration at hente for den, der fx vil til Western Australia eller Tasmanien.
......................
--....
    Den danske vinbranche
    * Kjær & Sommerfeldt optog i september importen af vinene fra Cava-huset Codorníu. Nu har firmaet tilføjet vinene fra Raimat, der ejes af Codorníu.
    * D.K.Vinimport har optaget eneforhandlingen af vine fra vinhuset Hugo Casanova i Maule Valley, Chile.
    * Fiasco Vine og Italian Wines har overtaget Vinkælderen, Nørre Farimagsgade 7 i København med virkning fra den 1. april. Lokalerne skal fremover danne udgangspunkt for de to firmaers vinsmagninger, ligesom det fortsat vil være muligt for andre at leje lokalerne som selskabslokale.
    ...........--....
......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
........
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.

Kan vinens syre vibrere?
I Berlingske Tidende har T. Lorentzen læst, at vine fra New Zealand har "den samme vibrerende syre, som man kender fra Sancerre", og han spørger, hvad der ligger bag udtrykket. Kan vinens syre vibrere?
Vi aner det ikke. Vi har i hvert fald aldrig følt svingninger i mundhulen, og vores drøvel har aldrig vibreret. Men man ved jo aldrig. For en del år siden udførte en psykolog på Københavns Universitet forsøg, der skulle vise, at øl smager bedre ved ganske bestemte lydsvingninger.
Måske har skribenten følt noget lignende. Måske har vinens syre udløst nogle svingninger, der har forplantet sig fra munden og op igennem hans eustakiske rør, så han har hørt en eller anden lyd.
Det kan dog også være, at skribenten simpelt hen har set det engelske ord "vibrant" i beskrivelsen af en vin. Men i den sammenhæng bør ordet naturligvis oversættes ved livlig, aktiv, levende ...
..........
...............
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........
..
    Per Westphal Stryger (f. 1967) har to drømmejobs, siger han selv – som luftkaptajn og vinhandler. Hos Cimber Air og i importfirmaet Vinum Bonum.
    Hans interesse for vin blev vakt i en alder af seksten år af en onkel, som var ekspert i franske vine, og interessen bragte ham videre til Italien, Spanien/Portugal og den nye vinverden, for at ende i Tyskland. Interessen for tysk vin blev om muligt endnu mere skærpet på et kursus på vinuniversitetet i Geisenheim.
    Med Vinum Bonum er Per W. Stryger på vej til at blive en af Danmarks førende importører af tysk vin, og hans mål er at blive eneforhandler for en vingård fra hver af de tretten tyske vinregioner. Allerede nu er der ved at være over 100 tyske vine i sortimentet, og alle gårdene er personligt udvalgt ved besøg og smagninger. Per W. Stryger går ind for, at hans kunder skal føle, at de "trykker hånd" med vinbonden, når de drikker hans vin.
    Sideløbende med en gros salget til vinforretninger og restauranter afholder Per W. Stryger vinforedrag og smagninger. Og i den såkaldte fritid fordrives tiden med logearbejde, husbyggeri, venner, familie, jazzmusik og lidt sejlads i sommermånederne. Han er gift på femte år med Malene, der har en vigtig rolle i firmaet, da hun er næsten perfekt til tysk og engelsk. Hun arbejder samtidig som stewardesse.
    Adresse: Vinum Bonum v/ Per Westphal Stryger, Bosager 7, 6400 Sønderborg, tlf.: 74 43 53 52, e-mail: vinumbonum@stofanet.dk, www.vinum-bonum.dk.
...............
    Ugens vinøse billede
    Hvor er dette billede taget? Hvor groede disse fantastisk frodige og flotte druer? På Bornholm, såmænd – hos Jesper Paulsen på Lille Gadegård Vingård.
    Billedet tog Søren Wolff sidste år før høsten, som var vingårdens hidtil bedste. Vejrforholdene på Bornholm var nemlig optimale – i modsætning til, hvad danske vinavlere i det øvrige land oplevede.
    Til gengæld fik Jesper Paulsen en meget ringe høst i 2004, hvor de fleste andre danske vinavlere oplevede en god høst. Sådan kan vejrforholdene være forskellige i lille Danmark.
    Jesper Paulsen er en af Danmarks største vinbønder med sine knap 3 hektar vinmarker, hovedsagelig med rødvinsdruen Rondo. Og så er han vel den eneste rigtige landmand, der har slået sig på vinavl med henblik på at leve af det.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
...............
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 39 vine. Af disse vine var der nedenstående 27, som fik mere end to stjerner, og 14, som fik fem stjerner. I alt 16 stjerner. Igen en virkelig god høst. To flasker havde propsmag.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Mousserende vin


Cave de Lugny, Blanc de Blancs, Crémant de Bourgogne, Frankrig
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Enkel og pæn boblevin uden de helt store prætentioner, men til en rimelig pris.




Hvidvine


Schloss Schönborn, Erbacher Marcobrunn, Riesling, Kabinett, Trocken, Rheingau, Tyskland 2003
138 kr., Vin i skoven
Elegant hvidvin med en ren, mineralsk og frisk frugtsmag, som man nyder med største fornøjelse. Vinen er tør med en lille fedme og en lang eftersmag, og den vil være fortræffelig til de fleste lettere retter, naturligvis især fisk og skaldyr, men også en frokost.


Otazu, Chardonnay, Fermentado en Barrica, Navarra, Spanien 2000
105 kr., Ki-Ma Vinimport
En helt vidunderlig hvidvin, gæret på egetræsfade, moden og blød – en snart seks år gammel og meget kompleks vin, der fylder munden med dejlig frugt og fine fadtoner. Den skal have en ikke alt for kraftig ret, gerne fisk eller skaldyr.


Creta Nobile, Peza, Grækenland 2004
98 kr., Græsk Vinimport
Tør og meget frugtagtig hvidvin i fin balance – en rigtig god græsk vin. Fortræffelig til lettere retter, gerne med lidt krydderi. Helt billig er den ikke, men vil man have en græsk vin, så er dette et virkelig godt valg.


Domaine Weinbach, Clos de Capucins, Riesling, Réserve, Alsace, Frankrig 2004
139,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Domaine Weinbach, hvor Colette Faller og hendes døtre hersker, er et af tophusene i Alsace, og herfra kommer denne fantastisk lækre hvidvin. Vinen er tør, men alligevel med en lille fin sødme. Den har også en vis fedme og en ren og dejlig frugt med let mineralsk karakter. Den vil være fortræffelig til alle retter med fisk og skaldyr, men prøv den også til en hors d’euvre – eller som en apéritif.


Ravanal, Chardonnay, Colchagua Valley, Chile 2004
60 kr., Cissus Holgros
God hverdags-hvidvin med en honningagtig tone. Velegnet både til fisk og kød – og ost.


Les Fumées Blanches, Sauvignon Blanc, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
49,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Udmærket lille hvidvin med god duft og en blød og frugtagtig smag. Og en ren smag, fordi flasken har skruelåg.


White Lie, Early Season Chardonnay, Beringer, Californien 2004
79,95 kr., Vintappergaarden
En hvidvin skabt til kvinder af tre kvindelige vinmagere. Den er mild med en anelse citrus og melon i duft og smag. Den indeholder også færre kalorier end almindelig vin og har et alkoholindhold på kun 9,8%, alt sammen noget, der efter sigende skulle appellere til kvinder. Og sandt nok så vil denne lette vin være sagen til en pigefrokost. Den tangerer dog det lidt tynde i smagen, og prisen er lige i overkanten.




Rødvine


Heretat Vall-Ventós, Cabernet Sauvignon, Crianza, Penedès, Spanien 2001
79 kr., Ki-Ma Vinimport
Flot, fadlagret rødvin med moden og dejlig duft og interessante nuancer – tobak, cedertræ … Snart fem år gammel, men stadig meget vital.


Château Perruchot, 1. Cru Morgeot, Chassagne-Montrachet, Frankrig 2002
149 kr., Fionia Vin
Glimrende rød bourgogne, der fylder munden med alle Pinot Noir-druens dyder – blød, elegant. Den skal have en ikke alt for kraftig ret, gerne med lidt fedme, fx en svinemørbrad.


Septima, Reserva, Cabernet Sauvignon / Malbec, Mendoza, Argentina 2002
89 kr., Kjær & Sommerfeldt
Åh, hvor er den lækker. En vidunderlig rødvin med en blød, kompleks smag med dejlig frugt, bløde tanniner og krydderi. Nyd den til en elegant kødret. Eller som meditationsvin.


Domaine de la Charbonnière, Cuvée Mourre de Perdrix, Châteauneuf du Pape, Frankrig 2003
199 kr., A Vinstouw
15% alkohol, og det mærkes. Men – naturligvis er det en stor og flot rødvin, der bare skal have en kraftig ret, som kan neutralisere den lidt markante alkohol.


Achelandro, Fontanarosa, Basilicata IGT, Italien 2004
85 kr., 79 kr. ved 12 flasker, Glud Vin
Denne rødvin smager rigtig godt. Den kommer fra den italienske støvles svang, og den er svanger med stor frugtfylde og en masse smag. Det er en vin, der hænger godt sammen.


Marchesi di Barolo, Barolo, Italien 2002
259,75 kr., fra 1. marts til 30. april: 129,75 kr., H.J. Hansen
Nam, nam for en rødvin. Herlig duft, moden farve i glasset og en kraftig og ren smag i munden. En flot, afbalanceret vin, der skal ledsage en kraftig ret. Eller ligge i endnu nogle år.


Emiliana, Syrah, Rapel Valley, Chile 2004
39,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Blød og lækker rødvin, der breder sig i munden som en virkelig god oplevelse. Prisen er overordentlig rimelig i forhold til kvaliteten.


Peter Lehmann, Shiraz, Barossa Valley, Australien 2003
89,75 kr. frem til 26. marts; derefter 109,75 kr., Skjold Burne
Fantastisk lækker rødvin med blød frugt og spændende nuancer – tobak, læder, lakrids … Gi’ den en god bøf.


Anna Maria Abbona, Maioli, Dolcetto di Dogliani, Italien 2003
99,75 kr., Italian Wines
En ganske flot rødvin, men unægtelig med en lille kant af alkohol. Den skal i hvert fald have en ret kraftig ret. Og plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Yering Station, Shiraz / Viognier, Yarre Valley, Australien 2002
118,25 kr., Laudrup Vinimport
En fyldig, blød og dejlig frugt præger denne rødvin, der udvikler sig i munden med saft og bær. Lad den følges med en kraftig gryderet eller lignende. Helt billig er den ikke.


Crios de Susana B., Malbec, Medoza, Argentina 2004
59 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
En kraftig rødvin, der dufter af hyldebær og valnødder. Smagen er indbegrebet af mørk druemost med et strejf af hyld. Så afgjort en madvin, der kræver kraftige sammenkogte retter.


Domaine du Bon Remède, Les Vignes Rousses, Côtes du Ventoux, Frankrig 2003
59,50 kr., C.K. Vente Tout
Fyldig rødvin på druerne Carignan, Syrah og Grenache med toner af kirsebær og en masse krydderi. Den vil være fin til en lidt kraftig kødret.


Ravanal, Carmenère, Colchagua Valley, Chile 2003
60 kr., Cissus Holgros
Fyldig og frugtagtig hverdags-rødvin, god til en lidt kraftig kødret.


Tenuta Sant’Antonio, Valpolicella, Italien 2004
79 kr., Italian Wines
Typisk og klassisk Valpolicella-rødvin med god, saftig og blød frugt. Og med en lille rar sødme.


Cacadu Ridge, Bin 4, Cabernet Sauvignon / Petit Verdot, South Eastern Australia, uden årgang
139,75 kr. for 3 liter i boks, Danish Wine Cellars
En enkel og kraftig Cabernet-rødvin til en billig penge. Gem den til sommerens grillparties.


Mortiès, Pic Saint-Loup Coteaux du Languedoc, Frankrig 2003
119 kr., The Wine Company
En god duft, en dyb farve og en kraftig smag med en ret udtalt sødme – men også med markant alkohol. Sådan er denne rødvin, der ubetinget skal ledsage en kraftig ret. Helt billig er den ikke.




Søde vine


Peter Lehmann, Botrytis Sémillon, Barossa Valley, Australien 2002
129,75 kr. for ½ flaske, Skjold Burne
Lækker sød vin i Sauternes-stil med fine toner af den ædle råddenskab. Den har en fin syre, der fint afbalancerer sødmen.


Dacosta, 10 Years Old Porto, Portvin, Portugal
159 kr., Fionia Vin
En forholdsvis let portvin med en udpræget smag af alkohol. Meget dyr.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.