Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 08, 2006





Vin-aktuelt i uge 8
20. februar - 26. februar 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 7
VinAvisen uge 6
VinAvisen uge 5
...............


..........
Spaniens 100 bedste vine
Fornylig afholdt spanierne den årlige Madrid-Fusión – en gastronomisk event med master classes, prisuddelinger, konkurrencer, forelæsninger og en session, der handler om avantgarde-trends.
Den vinøse side blev dækket af en række smagninger, der strakte sig over tre dage, og som blev arrangeret af Det Spanske Institut for Udenrigshandel (ICEX) i samarbejde med Foreningen af Spanske Vinsmagere (UEC).
Vinene, der blev smagt, var dem, som den spanske og internationale vinpresse betragter som de bedste eksponenter for karakteren og mangfoldighed af det spanske vinudbud, og formålet med smagningerne var at fremme kendskabet til de spanske kvalitetsvine.

Der var 350, som smagte
Til smagningen havde man indbudt i alt 100 udenlandske mad- og vinskribenter, og yderligere deltog hen ved 250 spanske skribenter, så det var et større foretagende.
Resultatet af smagningen blev et katalog med en beskrivelse af de 100 bedste vine, og dette katalog har Den Spanske Ambassades Handelsafdeling i København nu lagt ud på sin hjemmeside, så man kan studere vinene. Kataloget ligger som en række pdf-filer.
Cirka tre fjerdedele af vinene eksporteres til Danmark, og der er derfor også en liste over bodegaerne og deres danske importører med links til disses websites.
...............
    < Nej, den danske deltager i smagningen, Jacqueline Jensen fra "Vinbladet", sidder ikke og lytter til musik. Alt foregik på spansk, men hun blev koblet til en simultantolkning og kunne vælge mellem en fransk og en engelsk oversættelse.
...............
Store demonstrationer i Sydfrankrig
I torsdags var gaderne i de sydfranske byer Narbonne, Béziers, Nîmes og Avignon fyldt med i tusindvis af demonstrerende vinbønder, og i Bordeaux demonstrerede 200 vinbønder med deres traktorer.
Alene i Narbonne var 8000 demonstranter forsamlet før marchens start, og de lokale biskopper gav deres støtte til aktionen. Alle krævede de mere i økonomisk støtte fra den franske regering.
Regeringen har ifølge de franske aviser bidraget med 110 millioner euro (cirka 820 millioner dkr.), men der skal ifølge vinbønderne og deres brancheforeninger mere til, da krisen breder sig som ringe i vandet.

Vil sprænge alt i luften
Frankrig står stadigvæk for en femtedel af al den vin, der produceres i verden. Men den nye verdens vinlande æder sig ind på stadig større dele af markedet.
De franske vinproducenter kræver derfor ikke kun flere penge, men også at den franske regering i højere grad promoter vinbranchen i udlandet – der er trods alt tale om en branche med hele 75.000 arbejdspladser.
Hvor vrede vinproducenterne er fremgik tydeligt af et banner, som blev ført frem af demonstranter i Nîmes. Der stod: "Vi vil sprænge alt i luften, undtagen vinmarkerne".

Tusinder af vinbønder i klemme
I departementet Aude er mellem 800 og 900 vinbønder ud af i alt 4500 i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og i de tre andre departementer i Languedoc står det endnu værre til.
Igennem flere måneder har kooperativerne haft sværere og sværere ved at betale bønderne, og flere af dem har måttet låne for at kunne udbetale de månedlige beløb.
Mutualité Sociale Agricole (den gensidige socialsikringsordning for landbruget) har mange medlemmer, som ikke er i stand til at betale deres bidrag – og nogle af dem har ikke kunnet det i tre år.
...............
Boykotten kostede 700 millioner kr.
Den franske regering lagde ikke fingrene imellem og kom med højlydt kritik, dengang USA invaderede Irak. Og det er noget, der har givet efterdønninger, når det gælder salget af fransk vin på amerikansk jord. I det halve år, der fulgte efter invasionen, lod de amerikanske forbrugere nemlig i vidt omfang den franske vin blive stående på butikshylderne.
Denne boykot af vinen har betydet, at franskmændene har tjent cirka 700 millioner kr. mindre, end de ellers ville have gjort på det halve år.
Men det kunne være gået meget værre. Boykotten er frem for alt gået ud over de meget billige vine, hvor de amerikanske forbrugere er gået efter prisen og ikke indholdet og derfor har haft let ved at skifte til vine fra andre lande end Frankrig.
De forbrugere, der normalt gerne vil trække lidt ekstra penge op af lommen for at få noget god fransk vin, har derimod ikke villet undvære de vine, som de nu engang holder af.

Destillation dur’ ikke i det lange løb
Hvert år bliver store mængder vin – med økonomisk støtte fra EU – destilleret og forvandlet til benzin. Dette kan efter Europakommissionens mening ikke blive ved med at gå. At fremstille vin, som ingen gider drikke, er i det lange løb et skråplan, der intet har med sund markedspolitik at gøre.
I den forløbne uge har kommissionen derfor afholdt et møde med 150 top-vinbranchefolk, hvor ideerne for, hvordan man igen kan få et fornuftigt forhold mellem produktion og salg, kom op at vende.
Resultatet af mødet skal ifølge Just Drinks danne grundlag for nye reformplaner, som forventes at blive offentliggjort i løbet af året.
...............
    < Leonardo de' Frescobaldi er den ene af de tre brødre, der i dag – sammen med deres børn og en nevø – styrer det store toscanske vinhus. To af vinene, der blev trukket op til smagningen, var propsyge, og en enkelt fra 1990 virkede træt og usammenhængende – måske fordi den havde stået skænket op for længe. Så Lars Bo Henriksen fra H.J. Hansen måtte i gang med at åbne en anden flaske. Den var meget bedre.
............
Brunello i seks årgange
Det er lige ved at blive en god tradition, at Danmark får et årligt besøg af Leonardo de' Frescobaldi fra det toskanske vinhus Marchese de' Frescobaldi, og i torsdags var han her igen, inviteret af importøren H.J. Hansen.
De adelige Frescobaldier kan føre deres vinhus’ historie tilbage til 1300-tallet, og af dens arkiver fremgår det, at Henrik d.8. drak familiens vine. Så det kunne vi også gøre med god samvittighed, ikke mindst da det i denne omgang gjaldt den prægtige Brunello di Montalcino fra Castel Giocondo i seks årgange, heraf de fem i Riserva-udgaven.

Næststørste Brunello-producent
Frescobaldi har vingårde flere forskellige steder i Toscana, og Castel Giocondo i Montalcino er en af de større. Med sine 151 hektar marker med druen Brunello – en klon af Sangiovese – er vingården den næststørste Brunello-producent næst efter Castel Banfi.
Frescobaldi erhvervede vingården i 1980’erne og har siden 1986 lavet cirka 25.000 flasker Brunello Riserva om året – men kun i de gode år. Så vi sprang fra 1990 til 1993, 1995, 1997, 1999 og 2000.

En træt flaske
Vertikale smagninger af samme vin i flere årgange er altid spændende, fordi de demonstrerer, hvordan vinen udvikler sig. Og i dette tilfælde oplevede vi tydeligt, hvordan vinen bliver mere kompleks og udvikler fine aromaer, når den bliver gemt i op til en halv snes år.
Vi vil ikke beskrive de enkelte årgange. De er jo forlængst udsolgt, og en enlig flaske er ikke mere et fuldgyldigt udtryk for årgangen. Det oplevede vi tydeligt med 1990’eren, der var træt, mens en ny flaske i samme årgang var okay. Det vigtigste er, at den årgang, der aktuelt findes på det danske marked – 1999 til 695 kr. – er en stor nydelse. Som det fremgår af vore fem stjerner længere nede.
Samme antal stjerner er der til to andre Frescobaldi-vine, som vi smagte ved samme lejlighed.
To flasker var propsyge, men vi glemte at spørge Leonardo de' Frescobaldi, hvordan familien stiller sig til skruelåg. Det gør vi næste gang, han kommer.
..............
Fordoblede salget via bloggere
Bloggere kalder man websider, hvor personer samler egne og andres meninger om en eller anden sag eller interesse, som de brænder for.
Den slags websider er blevet et hit på rekordtid – også i vinens verden, hvor der i dag eksisterer et hav af bloggere om forskellige vine, regioner osv.
For et lille års tid siden fandt den sydafrikanske vinproducent Stormhoek på noget rigtig smart. Vinhuset tilbød simpelt hen samtlige vinøse bloggere i de tre største eksportlande, Frankrig, Storbritannien og Irland, en flaske vin til anmeldelse.
Det gav pote i form at ikke mindre end en fordobling af vinhusets salg i samtlige lande. Nu har Stormhoek fået blod på tanden og vil forsøge sig på lignende vis hos de amerikanske bloggere.
...............

..............
Ægteparret Pernille og Mogens N. Olesens rødvin fra Gaillac var den eneste rødvin, der fik "den store guldmedalje". – Det føles som kronen på værket, sagde de, – at få denne udmærkelse, og det er morsomt, at et distrikt som Gaillac, som mange ikke kender, får denne opmærksomhed.
    Medaljeregn på skandinavisk vinmesse
    I sidste weekend afholdtes den skandinaviske vinmesse i Paris, organiseret af BKWine og Svenska Klubben. 32 vinproducenter fra Danmark, Finland, Norge og Sverige udstillede over 100 forskellige vine, som de 350 besøgende smagte med stor interesse. Otte af udstillerne var fra Danmark – selv om deres vingårde unægteligt befinder sig under mildere himmelstrøg.
    I forbindelse med udstillingen blev der afholdt en konkurrence og uddelt medaljer, og her var der en "stor guldmedalje" til Château Lecusse, Vieilli en Fût, Gaillac 2001, produceret af ægteparret Pernille og Mogens N. Olesen på deres slot i det sydfranske Gaillac.
    Château Champcenetz i Bordeaux-distriktet Cadillac løb med en guldmedalje og to sølvmedaljer. Og herudover var der sølvmedaljer til:
    Cuvée de la Résidence, Syrah, Vin de Pays de Coteaux de l’Ardèche, Frankrig 2003,
    Château Champcenetz, Cuvée Spéciale, 1ère Côtes de Bordeaux, Frankrig 2002,
    Alma de Champcenetz, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2002,
    Château Lecusse, Blanc, Gaillac Frankrig 2004,
    Château Peyriac de Mer, Vin de Pays Chardonnay, Frankrig 2004 og
    Divin de Lavande, Didier Cornillon.
..............
Rekordhøst i Californien
Aldrig er der høstet så mange druer i Californien som i 2005. Hele 4,32 millioner tons blev det til, hvilket er en tredjedel mere end året før. Og de mange druer bliver forvandlet til lidt over 800 millioner flasker vin.
Man kunne jo godt forestille sig, at priserne på druerne – når nu der var så mange af dem – havde fået et ordentlig dyk nedad, men det var ifølge Decanter ikke tilfældet. Faktisk steg prisen med 1,8%, og på den populære Pinot Noir med hele 9%. Merlot-druerne, der ikke er særlig hotte i øjeblikket, styrtdykkede dog med tilsvarende 9%.
Priserne ude i butikkerne og supermarkederne vil sandsynligvis heller ikke falde nævneværdigt. Kvaliteten af årgang 2005 er nemlig i top, og antallet af forbrugere i såvel USA som rundt omkring på eksportmarkederne er støt stigende.
Så alt i alt går det forrygende for de californiske vinhuse.

Vil give gæsterne vinen med hjem
Selv om gæsterne i de amerikanske restauranter har bestilt en hel flaske vin til maden, drikker de ofte kun et glas eller to, fordi de skal ud bag bilrattet bagefter.
Det synes restauratørerne i staten Kentucky er synd for både gæsterne og vinen. Så nu er deres brancheforening, Kentucky Restaurant Association, kommet på banen med et lovforslag om, at gæsterne skal have lov til at få de halvfulde flasker med hjem.
Myndighederne i staten er ifølge Kentucky-avisen Lexington Herald-Leader i færd med at overveje sagen, for det er nemlig ikke så lige til, som man måske umiddelbart skulle tro – i hvert fald ikke i USA, hvor man har en meget skrap alkoholpolitik.

Niks pille ved flasken
I hele 33 amerikanske stater, heriblandt Kentucky, må man ikke bare tage en flaske vin, der har været åbnet, med i sin bil. Næh, den tilproppede flaske skal ned i en forseglet emballage. Og den må heller ikke på noget tidspunkt være inden for bilistens rækkevidde. Den skal lukkes nede i bagagerummet eller inde i handskerummet. For tænk, hvis nu bilisten lige pludselig skulle få en ubændig trang til at rive proppen af og tømme indholdet!
Myndighederne overvejer blandt andet, om restauratørerne i Kentucky nu også vil kunne sørge for, at vinflaskerne bliver pakket forsvarligt ind.
Yderligere råber diverse anti-alkohol foreninger vagt i gevær over det nye lovforslag. Hvis gæsterne i restauranterne får lov til at tage flaskerne med hjem, kan det jo ende med umådeholdent drikkeri inden for hjemmets fire vægge, lyder det fra denne lejr.
.........
Fransk brandy i Rusland
Det russiske vin- og spiritusfirma Kin ejer hele 50 forskellige mærker samt vinmarker i såvel Rusland som Frankrig.
Sidste år opkøbte firmaet ifølge Just Drinks 20 hektar vinmarker i Cognac – nu er det i færd med at forhandle sig til yderligere 21 hektar.
De mange druer fra fransk jord skal blandt andet gå til en helt igennem fransk produceret brandy, der vil blive lanceret på det russiske marked i løbet af i år.
Og så får man jo at se, om den kan slå nationaldrikken vodka af banen.

Øget eksport – bare ikke til EU
Der er glimrende bulgarske vine til rimelige priser, vi ser dem bare sjældent. Faktisk har bulgarerne solgt mindre og mindre vin til EU-landene de sidste par år. Alligevel er deres eksport gået op, og i 2005 præsenterede den et spring fra 90 til 110 millioner liter vin.
Dette skyldes, at de bulgarske vine har vundet øget popularitet på det polske marked, samtidig med at russerne også er begyndt at aftage mere vin fra Bulgarien.
........
aa..a..a....a..a..a..
Marzemino-druer til vinen, der forførte en forfører.
    Mozarts yndlingsvin
    Vor læser Jørn Lundvang foreslår, at vi fejrer Mozarts 250 års fødselsdag med en flaske rødvin på druen Marzemino, og den er vi straks med på.
    Vinen var Mozarts yndlingsvin, og han skrev den ind i anden akt af sin opera "Don Giovanni", hvor den slemme forfører forlanger Marzemino-vin til, hvad der blev hans sidste måltid. "Skænk vinen, den excellente Marzemino," synger han.
    Ikke kun Mozart var glad for vinen. Den var også en favoritvin hos kejserhoffet i Wien. Og i gamle dage indgik den i den klassiske opskrift på Chianti.

    En meget gammel drue
    Marzemino er en meget gammel drue. Den stammer formodentlig fra Østrig, og den går også under navnene Berzemino og Barzemino.
    Siden 1400-tallet har den groet i Lagarina-dalen i den sydlige ende af den italienske region Trentino. I dag dyrkes den også i Veneto, Emilia-Romagna og Lombardiet.
    Druen giver rubinrøde, ofte ret lette vine, og nogle af dem er halvsøde og med en let perle.
    Ifølge Carlo Merollis bog "Italiens Vine" var den type, som Don Giovanni drak, formodentlig en ung, halvtør udgave. – Men dengang kom der Marzemino både fra Trentino og Veneto, siger Carlo Merolli. – I dag mener folk fra Trentino, at det er deres Marzemino, Mozart refererer til – han opholdt sig i Trentino. Folk i Veneto holder derimod på, at det var deres, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Lorenzo da Ponte, som skrev librettoen til operaen, var fra Conegliano, som den dag i dag er Marzemino- (og Prosecco-)land. Men den teori står nu for min egen regning ... og risiko, siger Carlo Merolli.

    Her fås Mozarts vin
    Jørn Lundvang har forsøgt at finde vinen i Danmark. Det er ikke lykkedes ham. Men vi kan fortælle, at den halvsøde og perlende spumante-type fås hos SuperBest, Centerparken 34 i Vigerslev. Den bærer navnet Valdo og koster 59,95 kr.
    Og Carlo Merolli meddeler, at han har bestilt to Marzemino-vine, der vil være i landet om et par uger. Den ene er en tør udgave fra Cantina di Mori i Trentino, den anden, Burlador, er en sød dessertvin i 50 cl flasker fra Vallis Mareni i Veneto.

.... .
Global opvarmning vil gå ud over Marlborough
På grund af den globale opvarmning må mange vinproducenter rundt omkring i verden så småt begynde at tænke i nye baner.
Det gælder blandt andet producenterne i vindistriktet Marlborough på New Zealand, der er berømt for sine hvidvine på druen Sauvignon Blanc. Netop her, hvor dagene byder på masser af sol, og nætterne er kølige, stortrives denne druesort.
Men det bliver den ifølge den newzealandske nyhedstjeneste Stuff højst sandsynligt ikke ved med. Opvarmningen vil i stigende grad i løbet af de næste 50 år påvirke druerne, og det vil gå ud over den liflige aroma og elegance, som distriktets vine er kendt for.
Hvis Marlboroughs vinproducenter i fremtiden vil dyrke Sauvignon Blanc druer af ekstraordinær høj kvalitet, så bliver de nødt til at anlægge nye vinmarker i højere beliggende områder og længere mod syd – nærmere den kolde Sydpol.

En fremtid uden Eiswein
Og apropos global opvarmning, så er Tysklands Eiswein også i farezonen. For at kunne fremstille den fornemme dessertvin, bliver man nemlig nødt til at vente med at høste druerne, til temperaturen er nået ned på minus 8 grader eller derunder.
Men hvis efteråret og vintrene bliver varmere, og man derfor må vente med at høste, så bliver druerne angrebet for meget af den ædle råddenskab. Det kan være godt i andre sammenhænge, men ikke når man skal lave Eiswein.
Til gengæld vil det varmere klima være en gevinst for alle de tyske vinproducenter, der bare gør det i ganske almindelig hvidvin og rødvin.
...............
Et overblik over Alsace og Rhône
Vinfolket i Alsace og Rhône har slået pjalterne sammen og lejet Operaen i København for at præsentere deres vine – hvidvinene fra Alsace og rødvinene fra Rhône. Her vil det være muligt at få et godt overblik over, hvad der findes på det danske marked.
Udstillingen, der afholdes fredag den 17. marts, henvender sig både til fagfolk og forbrugere, og den er delt i tre afsnit: Kl. 11-15 for fagfolk med invitation og forudgående tilmelding. Og kl. 15.30-1730 og 18-20 for forbrugere, der har løst billet gennem Billetnet.
Efter smagningen vil der være mulighed for at høre klassisk musik i operaens foyer. Nærmere oplysninger findes på www.vinioperaen.dk.
...............
    Bag-in-box surprise
    Hvis man nu er vild med en ganske bestemt bag-in-box vin, men ikke helt så vild med emballagen, så var det måske en idé med en lille tønde, som den her viste.
    Man tager simpelt hen posen ud af pappet, lægger den ind i tønden og tapper.
    Man kan oven i købet få sit eget navn eller logo indgraveret i træet, der er af fransk poppeltræ.
    Tønden importeres af firmaet Seniorkonsulenterne, der ligeledes kan byde på emballager til henholdsvis 1,2 eller 3 flasker.
...............
    Der var en endnu dyrere vin
    I sidste uge fortalte vi med Decanter som kilde, at en flaske Château d’Yquem i årgang 1787 var blevet den kostbareste vin, der nogensinde er blevet solgt. Den blev solgt af firmaet Antique Wine Company i London til en amerikansk samler for 560.700 kr.
    Nu er Decanter kommet med en korrektion til historien. For allerede i 1985 blev der solgt en flaske, som var endnu dyrere. Det var en Château Lafite 1787, som Christie’s auktionshus solgte for 1.142.000 kr.
    Vi husker udmærket flasken, men havde glemt prisen, som altså var cirka dobbelt så høj – og det tilmed i prisniveauet for mere end tyve år siden.
    Når Lafite-vinen dengang gik til så høj en pris, skyldes det, at der på flasken var indgraveret initialerne T.J., og at det var en af de flasker, som den amerikanske præsident Thomas Jefferson købte, mens han var amerikansk ambassadør i Frankrig i 1785-89.
.............
--....
    Den danske vinbranche
    * Sigurd Müller Vinhandel har optaget forhandlingen af nye vine fra Katalonien i Spanien –fra vinhusene Tomàs Cusiné i Costers del Segre, Abadal Masies d'Avinyo i Pla de Bages og Bodegas Naveran i Penedès.
    ...........--....
......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
................
6-31
........ ...........
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........
..
    Per Lapholm Christoffersen (f. 1967) er uddannet kommis og akademiøkonom. Som sytten-årig fik han, gennem undervisningen på handelsskolen og den butik, han arbejdede i, kendskab til vinens verden. Dengang var favoritlandet Frankrig, og ikke mindst vinene fra Bordeaux gjorde lykke. Senere blev han via adskillige ferierejser til Italien grebet af italiensk vin og frem for alt af de liflige dråber fra Veneto-regionen.
    Men så fik han ved et tilfælde øjnene op for rumænsk vin, og på ren forsøgsbasis hentede han tre paller udvalgt vin hjem til Danmark med salg for øje.
    Det blev en succes, og i 2003 slog han dørene op for Rienta Vine med salg af kvalitetsvin fra Rumænien, Frankrig og Italien til private og erhvervsdrivende.
    Og han var ikke i tvivl om, hvordan han skulle gribe sagen an – hans hovedopgave som akademiøkonom, som han havde skrevet året før, havde titlen "Opstart af vinimportfirma i Danmark".
    Når Per Lapholm Christoffersen ikke har travlt i sit vinfirma, bliver der tid til løbeture, badminton, squash, skak og gåture ved Vesterhavet – ofte sammen med hustruen Louise, Maria på seks år og Julie på syv.
    Adresse: Rienta Vine ApS, Struervej 80, 7500 Holstebro, tlf.: 97 40 54 60, fax.: 97 40 54 06, e-mail: plc@rientavine.dk, www.rientavine.dk.
..............................
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 43 vine. Af disse vine var der nedenstående 30, som fik mere end to stjerner, og 20, som fik fem stjerner. I alt 136 stjerner. Igen en virkelig flot høst. Fire flasker havde propsmag.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Smagningen af vine fra Frescobaldi


Pomino Benefizio, Castello di Pomino, Marchesi de' Frescobaldi, Toscana, Italien 2004
174,75 kr., H.J. Hansen
En elegant og let krydret hvidvin med en fin tørhed i eftersmagen. Den vil være glimrende til en god fiskeret.


Castel Giocondo, Marchesi de' Frescobaldi, Brunello di Montalcino, Italien 2000
275 kr., H.J. Hansen
Denne rødvin er meget imødekommende og let drikkelig. Den fylder munden med friske mørke bær og slutter rundt og mildt. En rigtig lækkerbisken, som vil falde i god jord hos de fleste.


Castel Gioconda Riserva, Marchesi de' Frescobaldi, Brunello di Montalcino, Italien 1999
695 kr., H.J. Hansen
En pragtfuld rødvin. Den er koncentreret med toner af kirsebær, mandel og søde jordbær. Der er en fin og forfriskende syre i eftersmagen. En vin i den nye Brunello-stil, som mange vil kunne lide. Den kan drikkes nu, men kan også med fordel ligge i nogle år endnu.




Mousserende vin


Bailly-Lapierre, Blanc de Noirs, Crémant de Bourgogne, Frankrig 2002
89,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Blanc de Noirs – hvid vin på (sorte) blå druer. Altså på Pinot Noir, da vi nu er i Bourgogne. Vinen har god mousse i munden og en lille tone af lime i slutningen.




Hvidvine


Cape Campbell, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004
115 kr., Glud Vin
Meget flot hvidvin, "helt efter bogen" med Sauvignon-druens duft og smag af hyldeblomst. Vinen har en ren frugtsmag og en livlig syre, og den er yderst anvendelig til mange lettere retter, fisk, skaldyr – eller som en apéritif eller terrassevin (når den tid kommer). Flasken har – naturligvis – skruelåg, eftersom den kommer fra New Zealand.


Beringer, Stone Cellars, Chardonnay, Californien 2004
69,95 kr., i denne uge (uge 8) 2 flasker for 100 kr., SuperBest
Tilbudsprisen gør denne hvidvin til lidt af et fund. Det er en meget vellavet vin med god frugt og i fin balance. Meget anvendelig til mangfoldige retter.


Domaine du Nozay, Sancerre, Frankrig 2004
75 kr., Vinmand
Frisk og dejlig hvidvin, som en god Sancerre skal være. Den vil være fortræffelig til lettere retter, fisk og skaldyr – eller en frokost.


Willowbank, Sémillon / Chardonnay, South Eastern Australia 2004
69,75 kr., 49,75 kr. ved 12 flasker, Cort Trap
En rigtig god, om end lidt enkel hvidvin, der er nem at drikke og egnet til mange lettere retter – eller som apéritif eller terrassevin. Prisen ved tolv flasker må siges at være den rigtige.




Rødvine


Zavala, Viña Tarapaca, Maipo Valley, Chile 2001
199,75 kr., frem til 26. marts: 99,75 kr., Skjold Burne
Spændende rødvin – faktisk ret fantastisk. Den har en intens duft og smag med toner af mørke bær, krydderi, fad, læder, ceder … Nyd den til en stor og flot bøf.


Monti Garbi, Tenuta Sant’Antonio, Ripasso, Valpolicella Superiore, Italien 2002
130 kr., Italian Wines
Fyldig og blød rødvin med smag af kirsebær. Den er lavet på tørrede, rosinagtige druer, der har givet den en god sødme. Den vil være meget flot til en dyr bøf.


Domaine de la Charbonnière, Vacqueyras, Frankrig 2003
99 kr., A Vinstouw
Utrolig flot rødvin. Den har 15% alkohol, men er slet ikke sprittet. Hold dog op, hvor er den god! Blød, saftig og meget lækker. Den skal naturligvis have en kraftig ret – en sammenkogt ret, en oksesteg …


Beringer, Stone Cellars, Cabernet Sauvignon, Californien 2003
69,95 kr., i denne uge (uge 8) 2 flasker for 100 kr., SuperBest
Lækker og blid rødvin. Til tilbudsprisen i uge 8 vil den være lidt af et fund, og den femte stjerne gælder denne pris..


Il Barbera d’Asti, Tenuta San Mauro, Barbera d’Asti, Italien 2004
58 kr., 50 kr. ved 6 flasker, Korsholm Wine
En ret let og saftig rødvin, der på grund af sin livlige syre vil være fortræffelig til en lidt fed kødret, fx på svinekød. Den har meget markante toner af kirsebær og ribs. Ved prisen 50 kr. er den lidt af et fund med sin gode, rene og friske smag.


Heretat Vall-Ventós, Tempranillo, Penedès, Spanien 2001
65 kr., Ki-Ma Vinimport
Vellavet, mild, venlig, rund og saftig rødvin, som man nyder med største fornøjelse. Den er velegnet til lettere kødretter og oplagt til hverdagsvin, hvis man har pengene til det. Den har kun 11½% alkohol, hvilket kan være en fordel i mange tilfælde.


Twin Oaks, Robert Mondavi, Zinfandel, Californien 2004
79,75 kr., frem til 26. marts: 2 flasker for 120 kr., Skjold Burne
Velbygget rødvin med en spændende karakter – krydret og fyldig frugt, fin sødme og meget velegnet til mange retter. Til tilbudsprisen et godt køb.


Finca Loranque, Syrah / Tempranillo, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien 2003
89,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Sikke en rødvin. Kompleks i duft og smag, krydret, blød og lækker. En flot vin, der vil nyde selskab af en kraftig og krydret kødret, eventuelt sammenkogt med gode urter.


Errazuriz Estate, Carmenère, Aconcagua Valley, Chile 2004
89,75 kr., fra 1. marts til 30. april 75 kr., H.J. Hansen
Glimrende rødvin med fyldig, afrundet og krydret frugt. Tilbudsprisen er attraktiv.


Possums Willunga Shiraz, Possums Vineyard, McLaren Vale, South Australia 2004
95 kr., Oxholm Vin
En lækker rødvin med en koncentreret smag af friske mørke bær med undertoner af chokolade og vanille. Den slutter med et behageligt strejf af sødme. Med sine 14,5% alkohol er der tale om en kraftig vin, der vil egne sig til lige så kraftige kødretter.


Vaona, Valpolicella Classico Superiore, Italien 2003
109 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Lækker og saftig rødvin med fyldig frugt og toner af svedsker og kirsebær. En oplagt vin til hele det italienske køkken – pasta, pezzo, pizza – og det danske køkken med.


Pirramimma, Grenache, McLaren Vale, Australien 2003
99 kr., Fionia Vin
En hel vin – en fyldig og flot rødvin, næsten mad, spiselig, mættende. Den har en kompleks og harmonisk smag med sødme og tilpas syre. Og så har den skruelåg. Den kan sagtens drikkes nu, men også ligge et par år, og den skal ledsage en lidt kraftig kødret.


Bon Remède, Secret de Vincent, Côtes du Ventoux, Frankrig 2003
66,50 kr., C.K. Vente Tout
En virkelig dejlig rødvin på Syrah med 10% Grenache – en blød og harmonisk vin med moden frugt, oplagt som en meget anvendelig hverdags-vin, som alle vil kunne lide. Ikke mindst på grund af den overordentlig rimelige pris. Smagepanelet gættede på en langt højere pris. Festvin for fattigfolk, var der en, der sagde.


Flam, Reserve, Merlot, Israel 2003
189 kr., DeLinn Wine
En stor og flot rødvin med lækker, lidt tør frugt, tæt struktur, bløde tanniner, tilpas syre og en lang eftersmag. Duften er lidt herbal, men også kompleks. Vinen vil være en nydelse til alle kødretter. Eller alene som meditationsvin.


Château d’Etroyes, Les Fromanges, Rully, Frankrig 2004
99 kr., MacWine
Tør og frisk Bourgogne-hvidvin, der vil gå udmærket til mange retter – eller som kan drikkes alene, fx som apéritif. Proppen sad meget løst i flasken, så da vi kom med vores proptrækker, forsvandt den forskrækket i dybet. Nå, men det kan jo have været den ene flaske. Se, hvis nu flasken havde haft skru...


Meditérra, Agiorgitiko, Peloponnes, Grækenland 2003
57 kr., Græsk Vinimport
Rund og saftig rødvin med en rar blødhed. God hverdagsvin.


Raimat, Cabernet Sauvignon, Reserva, Costers del Segre, Spanien 1996
129 kr., Kjær & Sommerfeldt
Ti år gammel rødvin med en moden og kompleks duft og en interessant smag med mange facetter. Men den er lige ved at være lidt for gammel.


Blue Ring, Merlot / Shiraz, Western Australia 2003
53,25 kr. ved 12 flasker, Laudrup Vinimport
En god rødvin med fin duft og en fyldig og frugtagtig smag. En hverdagsvin, man drikker med glæde – ikke mindst når man tænker på den rimelige pris. Men der skal mad til. Flasken har et skruelåg, der kræver fingerkræfter, som kun én i smagepanelet havde – han er pianist (altså klaverspiller, ikke det andet). Vi må vist se at få et eller andet redskab til genstridige skruelåg …


Château Perruchot, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig 2003
88 kr., Fionia Vin
Duften af denne rødvin byder på mandel og søde jordbær, mens smagen er let krydret og fuld af friske bær. Prisen er dog lidt i overkanten, kvaliteten taget i betragtning.


Postales del Fin del Mundo, Pinot Noir, Patagonia, Argentina 2005
39,95 kr. Philipson Wine
En udmærket og billig rødvin med masser af frugt og en anelse figen i både duft og smag. Det er en god hverdagsvin til fx en kraftig pastaret. Den tredje stjerne får den for prisen.


Domaine Durieu, Côtes du Rhône, Frankrig 2001
68 kr., MacWine
Enkel hverdags-rødvin til en pris lige i overkanten i forhold til kvaliteten og især i forhold til duften.


Pirramimma, Hillsview Cabernet Merlot, McLaren Vale, South Australia, Australien 2002
79 kr., Fionia Vin
En kraftig og krydret rødvin med god frugt og et tørt bid i eftersmagen. Den høje alkoholprocent på 14,5 trænger sig lidt for meget på i smagen.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.