Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 09, 2006





Vin-aktuelt i uge 9
27. februar - 5. marts 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 8
VinAvisen uge 7
VinAvisen uge 6
...............


...............
Bedste Bordeaux-årgang i mange år
Fantastisk, himmelsk, uovertruffen, den bedste årgang i mands minde! Det skorter ikke på rosende adjektiver fra vinguruer og andre vinbranchefolk, når det gælder vinene fra de store Bordeaux-slotte i årgang 2005.
En hel del af de lovprisende ord er ifølge Decanter faldet allerede før primeur-smagningen løb af stabelen. Og det er mere end uheldigt, mener flere vinbranchefolk, blandt andet vinskribenten Jancis Robinson.
De tidlige udtalelser har været med til at piske stemningen op, så vinhandlerne nærmest overbyder hinanden for at få fat i klenodierne. For nogle af vinenes vedkommende kan det ende med, at forbrugerne må betale tre gange så meget som for årgang 2004.
De højt prissatte vine skal nok blive solgt – de vil blandt andet gå til det velspækkede marked i USA. Men prisfesten kommer jo, som Robinson siger, kun en håndfuld af Bordeaux’s mange vinhuse til gode – nemlig de i forvejen berømte slotte. De utallige Bordeaux-producenter, som vinkrisen i Frankrig har ramt så utroligt hårdt på pengepungen, får ikke en bid af kagen. Tværtimod så glider deres vine lidt i baggrunden i al denne vinvirak.

Klassifikationen skal revideres
Bordeaux har sine klassifikationer. Det begyndte med Médoc i 1855 med listen over de store slotte, inddelt i fem cru’er (voksesteder). Flere andre fulgte efter – se vores liste ved at klikke her.
I Saint-Émilion, der fik sin klassifikation i 1955, har man tretten slotte i gruppen Premiers Grand Crus Classés med Château Ausone og Château Cheval Blanc sat i en særlig fornem A-bås, mens resten er B. Og herefter følger så 56 slotte i gruppen Grands Crus Classés.
I modsætning til klassifikationen i Médoc bliver den i Saint-Émilion revideret hvert tiende år, hvilket ud fra et forbrugersynspunkt jo må siges at være yderst fornuftigt. Netop i år skal det ske igen.
...............
Garagevin med ambitioner
Ifølge Decanter vil der i år være en såkaldt garagevin med i kapløbet om at blive Premier Grand Cru, nemlig Jean-Luc Thunevins Château Valandraud, der i dag "kun" er Grand Cru.
Monsieur Thunevin håber, at hans vin ligefrem kommer op i gruppe A sammen med Ausone og Cheval Blanc, mens hans andenvin, Virginie de Valandraut, kommer i B, og vinen Clos Badon bliver Grand Cru.
Château Valandraud var i øvrigt den første garagevin i Saint-Émilion. Den kom til verden i 1989, da Jean-Luc Thunevin købte en lille mark på 0,6 hektar.
Cirka tyve nye vingårde har ansøgt om at få deres vin bedømt i forbindelse med revisionen – der måske også vil indebære deklassering af nogle slotte med deraf følgende ballade.

Ny generation af vinnydere stormer frem
Fremtiden ser lys ud, når det gælder afsætningen af vin på det amerikanske marked. I hvert fald, hvis man skal tro en ny undersøgelse, udført af Wine Market Council, en forening af amerikanske vinproducenter, importører og andre vinbranchefolk.
Man spurgte i alt 1938 amerikanske forbrugere om deres forhold til vin og inddelte dem derefter i tre grupper:
* Millenium-årgangene – de helt unge mellem 18 og 28 år,
* Generation X – dem fra 29 til 40 år – og
* Baby-boom årgangene – dem i alderen fra 41 til 59 år.
Resultatet var, at samtlige årgange drikker mere vin, end de gjorde for et par år siden, og at den yngste generation overraskende nok øger deres forbrug med stormskridt i forhold til de to øvrige to grupper.
Dette har ifølge vinbladet WineEnthusiast ikke noget at gøre med, at de unge mennesker bare bæller løs til fest lørdag aften. Næh, de nyder vinen til maden i hverdagen og ikke, som det ellers er almindeligt i USA, udelukkende ved særlige lejligheder.
Den eneste hage ved det – i hvert fald for de amerikanske vinproducenter – er, at de unge mennesker foretrækker importerede vine.
...............
Englænderne er til australsk vin
Det er altid interessant at se, hvad der sker på det britiske marked, når det gælder forbrugernes valg af vin. Der er nemlig tale om et marked, der på mange måder minder om det danske.
Ifølge avisen The Scotsman er der, når man ser på topti-listen over briternes favoritvine, sket en hel del i løbet af det sidste år.
New Zealand var det land, der vandt allerstørst terræn på det britiske marked i 2005 med en stigning i salget af vin på hele 44%.
Men der er stadig lang vej, før new zealænderne bare nærmer sig australierne, der sidder solidt på førstepladsen og har haft en yderligere stigning i salget sidste år på 9%.

USA vil vælte franskmændene af taburetten
Franskmændene klynger sig til andenpladsen, når det handler om salget af vin i Storbritannien, men det er kun et spørgsmål om tid. Salget af fransk vin er faldet med 3%, og amerikanerne haler stadig mere ind på Frankrig.
Med en stigning på 15% i det forløbne år dækker de amerikanske vine i dag 24,3% af det britiske marked. De amerikanske vinproducenter lægger da heller ikke skjul på, at de satser på at vælte franskmændene af taburetten og blive nummer to på topti-listen, inden år 2006 er omme.
.............
Kan ikke med svigerfar
Man har hørt en hel del om irriterende svigermødre. Men svigerfædre kan altså også være lidt af et problem. Det har den italienske vinproducent Jacopo Biondi Santi i hvert fald måttet sande.
Svigerfar Pierluigi Tagliabue har ifølge Decanter meget at skulle have sagt, når det gælder Jacopo Bionti Santis prominente og historiske vinhus Bionti Santi. Han ejer nemlig en stor del af aktierne og har skudt mange penge ind i firmaet.
Det er jo fint nok, men nu har svigerfaderen så tænkt sig at markedsføre nogle nye vine i vinhusets regi – vine, som Jacopo Biondi Santi synes er under lavmålet rent kvalitetsmæssigt, og som han derfor bestemt ikke ønsker at lægge navn til.
De to er kommet op at toppes, og striden er endt med, at Jacopo Biondi Santi trækker sig og herefterdags vil arbejde som vinkonsulent for udenlandske virksomheder hjemme fra sit slot, Castello di Montepò, i Maremma.
Til slottet hører der 60 hektar vinmarker, hvis druer hvert år bliver forvandlet til vinen Morellino di Scansano samt til supertoskaneren Schidione.

Bureaukrati hæmmer frit salg
Amerikanerne er i fuld gang med at ændre deres love for salget af vin – efter højesteretsdommen i maj sidste år, der afgjorde, at det skal være tilladt at sende vin fra den ene stat til den anden og direkte fra vinerierne til forbrugerne. Altså uden om grossisterne, der i årevis har holdt lovændringer fra døren via en kraftig lobbyaktivitet. Forrige torsdag kom Florida på plads og i tirsdags Idaho.
Men grossisterne og anti-alkohol lobbyisterne har ikke givet op. Der er ifølge Decanter en udbredt frygt for, at mindreårige skal bestille flasker over nettet, og dette har resulteret i et større bureaukrati med formularer og identifikation og voksnes underskrifter. Det hæmmer naturligvis det frie salg.
Til forbrugere i Idaho må udenstats vinerier fx kun sende op til 24 kasser om året og kun til personligt brug, ikke til restauranter. Og kun hvis vinerierne køber en tilladelse for 50 dollars.
..............
Bulgarsk vinhus importerer fransk knowhow
Nu vil vinproducenterne i Bulgarien også være med på vognen og tage konkurrencen op på det internationale marked med vine af topkvalitet.
I 2007 bliver landet optaget som medlem af EU, og fra Bruxelles er der allerede nu tilflydt betydelig økonomisk støtte til anlægning af nye vinmarker (som om der ikke er vinmarker nok i Europa).
Men det er jo ikke nok bare at øge antallet af vinstokke – for at skabe kvalitet skal der knowhow til. Hos vinhuset Telish Wine Cellars i distriktet Pleven i det nordlige Bulgarien har man ifølge Decanter derfor valgt at importere denne knowhow i form af ingen ringere end Michel Rolland – en af verdens mest benyttede "rejsende vinmagere".

Nyt vinhus og nye vinmarker
Michel Rolland – der ejer Château Le Bon-Pasteur i Bordeaux og er en god ven af Robert Parker – er konstant på farten, idet han fungerer som vinkonsulent for mere end 100 vinhuse i tolv forskellige lande.
En af kunderne er det fornemme vinhus Tenuta dell'Ornellaia i Toscana, hvor det netop var Rollands teknik med at høste Merlot-druerne meget sent, der medvirkede til at gøre vinen "Masseto" til en topvin.
Telish Wine Cellars har tænkt sig at anlægge 200 hektar nye vinmarker samt opføre et nyt vinhus. Her kan Michel Rolland så få lov til at boltre sig og skabe vine, der kan hamle op med de store navne i vinverdenen.

Bulgarien har potentiale som vinland
Ifølge Michel Rolland har Bulgarien al det potentiale og alle de ingredienser, der skal til, for at lave store vine.
Det vil en af hans landsmænd, vinproducenten Stephan von Neipperg, som ejer Château Canon-Gaffelière i Saint-Émilion, give ham ret i. Han tog nemlig allerede i 2001 til Bulgarien og tilplantede 105 hektar jord med vinstokke med blandt andet Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot.
Hans vin, der vil blive kaldt for "en international blend", forventes på markedet senest i 2008.
............
...............
To "små" vinbønder fra Piemonte
I fredags trommede Compagniet samme til en helt ekstraordinær smagning, hvortil man havde indbudt både vinskribenter og sommelierer. Skribenter med næse for store vine troppede naturligvis op, men ti af sommeliererne blev væk uden at melde afbud (kan man være det bekendt?). De skulle bare vide, hvad de gik glip af!
Hovedpersonerne var to vinbønder fra den lille kommune Dogliani i det italienske Piemonte – lad os bare sige "små" vinbønder, for Attilio Pecchenino har sammen med sin bror kun 25 hektar vinmarker, og Claudio Alario og hans bror har blot 10 hektar. Men de har lige så lange rødder i vinens verden som deres gamle vinstokke – begge talte de om deres respektive far og bedstefar.
De to gode kolleger står dog i høj grad på egne ben og har ført familiernes vingårde frem til berømmelse og en stribe af glas i Gambero Rosso samt point og stjerner i de andre italienske vinguider.

Stor forskel fra mark til mark
I Dogliani spiller druen Dolcetto hovedrollen. Det er en drue, som for 25 år siden ikke var noget særligt – lidt à la Gamay i Beaujolais. Den gav en blød, frugtagtig og frisk vin, som man bare skyllede ned. Man sagde, at der i enhver piemontensers blod var mindst 50% Dolcetto.
Attilio og Claudios Dolcetto-vine er noget helt andet. Det er dybe og intense vine, som i høj grad er præget af den enkelte marks terroir og vinmagerens personlighed. Vi smagte Dolcetto’er fra fem forskellige marker, der kun ligger en lille cykeltur fra hinanden, og som alle er lavet på samme drue, men de smagte vidt forskelligt.

Den lille søde
Attilio Pecchenino fortalte, at man tidligere havde haft lidt svært ved at sælge Dolcetto-vinene i Italien på grund af navnet. Dolcetto betyder "den lille søde", og vinen er jo ikke spor sød. I dag har hverken han eller Claudio Alario svært ved at komme af med deres vine. De eksporteres til den ganske verden – og altså også til Danmark.
Foruden de fem Dolcetto’er smagte vi seks andre vine fra de to vingårde på druerne Barbera og Nebbiolo, og til næsten alle disse vine er der topstjerner nedenfor i listen over denne uges smagte vine.

Utroligt, at de kan leve med det
En af vinene var propsyg – men vi nænnede ikke at spørge de to italienere, hvornår de går over til skruelåg. Derimod fortalte mesterkokken Bo Jacobsen, der også deltog i smagningen, at han på sin restaurant, ”Restaurationen” i København, sender hver 18. flaske tilbage til importøren, fordi den har prop.
Det er utroligt, at restauratørerne kan leve med det, men det er de tvungne til, fordi deres kunder endnu ikke har lært, at skruelåg betyder kvalitet.
Næste gang, vi selv går på restaurant, vil vi forlange at få en vin med skruelåg! Vi tvivler på, at vi får det. Findes der overhovedet restauranter, der sælger kvalitets-vine med skruelåg? Vi hører gerne fra de modige folk – skriv til anker@vinavisen.dk.
...............
    ViniSud blev en stor succes
    Mandag i den forløbne uge lød startskuddet for den store sydfranske vinudstilling ViniSud, der afholdes hvert andet år.
    I de tre dage, udstillingen varede, havde hele 1506 vinproducenter fra diverse vinproducerende Middelhavslande travlt med at præsentere deres produkter – det vil sige vine fra såvel kendte vinlande som Italien, Spanien og Portugal som fra mindre kendte som Tyrkiet, Bulgarien og Israel.
    Udstillingen blev et endnu større tilløbsstykke end for to år siden. I alt blev den besøgt af 31.817 vinopkøbere og andre branchefolk, hvilket er en stigning på 15,1% i forhold til 2004. 7380 af de besøgende (23,2%) kom i øvrigt fra andre lande end Frankrig.
    Her følger nogle vinøse facts og fremtidsudsigter, som blev opsummeret i forbindelse med ViniSud-udstillingen:

    32 milliarder flasker vin
    * I 2008 vil der på verdensplan bliver drukket omkring 32 milliarder flasker vin, hvilket er 2 milliarder mere end i 2004. Det er frem for alt det russiske, amerikanske, italienske og skandinaviske marked, der vil stå for stigningen.
    * Franskmændene vil i løbet af de næste par år miste deres plads som det førende land, når det gælder forbruget af vin på verdensplan. De vil før år 2008 blive overhalet indenom af amerikanerne og vil faktisk ryge ned på en tredjeplads, idet andenpladsen fortsat vil være besat af italienerne.
    * Det samlede detailsalg af vin på verdensplan forventes i løbet af de næste ti år at stige med hele 62,5%.

    Frankrig har stadig førertrøjen
    * I 2005 blev der fremstillet hele 54,7 millioner hektoliter vin i Frankrig, hvilket placerer landet på førstepladsen blandt verdens vinproducerende lande.
    * Frankrigs tre største vinregioner, Aquitaine, Languedoc-Roussillon og Provence (inklusiv Alpes og Côte d’Azur), stod i 2004 for 62% af produktionen.
    * Det går stadig ned ad bakke, når det gælder salget af vin i Frankrig – alene i 2004 faldt det i supermarkederne og vinbutikkerne med 3%. Og der er ikke noget, der tyder på, at pilen kommer til at vende den anden vej lige foreløbig.

    Faldende fransk eksport
    * I løbet af 2005 faldt eksporten af fransk vin med 2% i værdi. Til gengæld steg salget af de stærkere varer med 6,4%. Årsagen var blandt andet en 9,3%. stigning i eksporten af Cognac, der i forvejen udgør mere end 60% af Frankrigs samlede spirituseksport.
    * 24% af al fransk vin bliver eksporteret til medlemslandene i EU – frem for alt til Storbritannien, Tyskland, Belgien og Nederlandene. Derudover ryger der en hel del til USA, Schweiz, Japan og Canada.
    * Eksporten af Bordeaux-vin faldt med 4% i 2005. Men det er faktisk et mindre fald end i året før, hvor regionen eksporterede hele 22% mindre vin end i 2003.
    * I Loire, Bourgogne og Champagne steg salget i 2005 derimod med henholdsvis 17,5%, 2% og 6,3%.

.... .
2 postkort fra en vingård i Canada
    Frits Lilbæk har været i Canada og sender os disse to begejstrede postkort fra sit besøg på vingården Mission Hill i byen Westbank i Okanagan Valley i British Columbia, Canadas vestligste provins.
...............
    Postkort nr. 1:
    Vingård med eget klokketårn
    Vi kom til Mission Hill i strålende sol for at smage og købe os fattige i vinene – røde og hvide samt specialiteten icewine.
    Det blev en fantastisk oplevelse. Vingården blev købt i 1981 af Anthony von Mandl, som er vinhandler i Vancouver, og siden har han brugt, hvad der svarer til 200 millioner kr. på at omdanne den til et veritabelt kunstværk.
    Vinmageren John Simes blev hentet fra New Zealand, hvor han i 1990 blev kendt for at lave verdens bedste Sauvignon Blanc. Jorden på de 400 hektar vinmarker er blevet skiftet ud, og der blev etableret både under- og overjordisk vandingsanlæg.
    I komplekset, der blev tegnet af Seattle-arkitekten Tom Kundig, indgår et klokketårn med fint afstemte klokker. De blev støbt i Sydfrankrig, fordi man ikke kunne få dem gode nok i Nordamerika. Klokkerne klinger hver time dagen lang til fryd for de besøgende.
...............

.... .
    Postkort nr. 2:
    Vælg vinen, så vælger kokken maden
    Når man ankommer til Mission Hill, møder man en stor parkeringsplads. Og at den er så stor, er ikke sært, for hvert år er der 80.000 besøgende, og ligesom vi ankommer mange af dem i en RV (recreational vehicle) – typisk en 5 tons lastbil, der er bygget om til campingvogn i den helt store stil. På parkeringspladsen holdt der også et par turistbusser.
    I den pompøse, buede portal var der indgang til en restaurant. Menukortet var hængt ud, og det viste sig at være ret specielt. Kun vinene var anført. Idéen var, at restaurationsgæsterne vælger vinen, så vælger chefkokken maden, der passer til.
    Ved indgangen til Mission Hill betaler man en symbolsk entré. Det foregår i en imponerende receptionshal, og her tabte vi helt pusten. Bygningen er stor som en hangar og med meget højt til loftet, og rummet er stort, fordi det er skabt til et overdådigt vægtæppe af Marc Chagell på vel nok 10 kvadratmeter.
    Vi kunne ikke dy os for at spørge, hvad det havde kostet. 600.000 dollars, såmænd. Det svarer til 3.750.000 kr.
    Vinene, vi smagte, var fortræffelige – de importeres af Amka og har tidligere hentet flottet stjerner i VinAvisen. Mere om vingården kan læses på http://www.missionhillwinery.com.
.............
............
Steven Spurrier
    En historisk blindsmagning
    I 1976 – altså for 30 år siden – arrangerede en ung britisk vinhandler, Steven Spurrier, en blindsmagning i Paris, der skulle blive historisk.
    Nogle af Frankrigs bedste smagere var kaldt sammen, men de vidste ikke, at der var både franske og californiske vine på bordene, alle i årgangen 1973, og de blev nærmest oprørte, da det viste sig, at to californiske vine løb af med palmerne:
    Stag’s Leap Wine Cellars’s Cabernet fik flere point end Château Mouton Rothschild. Og Californiens hvide Château Montelena var alles favorit – ikke en Meursault fra Frankrig.
    Amerikanerne har aldrig glemt, at alle dommerne var franskmænd. Det har franskmændene heller ikke ...

    Simultan smagning 30 år efter
    Nu vil Steven Spurrier fejre 30 års jubilæet med endnu en smagning, denne gang med to smagehold, der smager samtidig i henholdsvis England og Californien, forbundne med videolink.
    Smagningen vil finde sted den 24. maj på Waddesdon Manor in Buckinghamshire (læs om ejendommen i uge 25 sidste år) samt i Napa Valleys kulinariske center, Copia.
    Først vil man gentage den gamle smagning med vinene i 1973-årgangen – og mon ikke Bordeaux-vinene vil have holdt sig bedst? Det vil vise sig. Og derefter vil man smage vine fra de samme og lignende producenter i nyere årgange. VinAvisen bringer naturligvis resultatet.
...........
Straffefangernes vin
På vingården The Crossings i Marlborough på New Zealand var man ikke spor begejstret, da kommunen gav deres adresse et nyt navn. Prison Plantation Road skulle vejen hedde, og dette navn skulle stå på vingårdens flasker. Men tænk, hvis kunderne troede, at druerne blev plukket af straffefanger!
Baggrunden for navnet var for så vidt uskyldig nok. For over 100 år siden blev en nærliggende plantage anlagt af fanger i et åbent fængsel på stedet.
Vingården klagede til kommunen, og ifølge avisen The Marlborough Express hedder vejen nu Old Plantation Road.
.....
Endnu en Mozart-vin
I sidste uge fortalte vi om Mozart og hans yndlingsvin på druen Marzemino. Vi nævnte også et par Mozart-vine, der forhandles her i landet.
Nu er vi blevet gjort opmærksomme på endnu en vin, der importeres af Toscavini. Den kommer fra vinhuset Concilio i Trento, og den er lavet på 100% Marzemino og uden fadlagring. I den nye Gambero Rosso har den fået to glas, så det må være en interessant vin. Prisen er 69 kr.
...............
--....
    Den danske vinbranche
    * Årets Rhône-vinfestival er nu på tegnebrættet. Den afholdes lørdag den 16. september 2006 kl. 11-16 i Dansk Vincenter i Avedøre, og formålet med den er at give forbrugere, presse m.v. et samlet overblik over de fantastiske og meget populære vine fra Rhône-dalen, som p.t. findes på det danske marked. Foreløbig er seksten importører tilmeldt. Yderligere information om festivalen kan rekvireres hos arrangøren, The Wine Company, e-mail: thewinecompany@private.dk, tlf.: 38 80 74 72 og fax: 38 80 74 82.
    * Oxholm Vin har optaget importen af vine fra Elena Fucci, Aglianico del Vulture i det italienske Basilicata samt fra Bernard Millot i den franske Bourgogne-appellation Meursault.
    * Terroir Vin i Mariager har optaget importen af vine fra Bourgogne-producenten Domaine Patrick Javillier.
    ...........--....
......................
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...............
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.

Sveder de søde vine?
Per Stryger har lagt mærke til, at søde dessertvine som Trockenbeerenauslese og Eiswein synes at "svede". Nogle få dråber vin pibler frem oppe ved proppen og bliver til en klæbrig plet.
Med vine, hvis prop er dækket af en kapsel, ser man det selvfølgelig først, når en ældre vin skal trækkes op. Men hvis proppen er dækket med lak, kan man se det med det samme, når det sker.
Vinen er god nok, men som vinhandler oplever Per Stryger, at nogle af hans kunder tror, at der er noget galt med den, og de vil derfor ikke købe den. Er det normalt, at de tyske søde vine "sveder"? spørger han.
Lad os prøve at give et bud – men vi hører også meget gerne fra andre, der har erfaringer i denne sag:
Vores indtryk er, at al vin "sveder", hvis den udsættes for temperatursvingninger, og især hvis den i perioder ligger for varmt og derfor udvider sig en smule.
Med en tør bordvin lægger man ikke så meget mærke til det. Men sukkeret i den søde dessertvin gør det både synligt og til noget, der kan føles.
Det er vores erfaring, at man aldrig oplever fænomenet med vine, der opbevares i en kold kælder.
..........
...............
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.........
..
    Claus Hjelt (f. 1957) arbejder til daglig hos ASV Horsens som speciallærer for voksne med særlige behov. Men så snart det er fyraften, gælder det vinens verden.
    Interessen for vin begyndte ved et tilfælde for ti år siden, da Claus Hjelt var taget til den italienske region Veneto som fodboldtræner for en ungdomsklub. Børnenes forældre, der var med på turen, spurgte ham, om ikke han på en af fridagene kunne arrangere et besøg hos en vinbonde. Claus Hjelt anede stort set intet om vin, men efter besøget var han simpelt hen solgt. Vin blev en hobby, der hurtigt greb om sig, og snart havde Claus Hjelt et bijob som rejsearrangør af vinrejser til forskellige lande.
    For tre år siden åbnede han så garageimportfirmaet Gourvin, der via Internettet sælger vin til både private, restauranter og virksomheder.
    Sortimentet byder frem for alt på kvalitetsvine fra Veneto. Men vine fra Sicilien, Bourgogne, Provence og Alsace vil også snart være at finde på websiden.
    Ud over handelen med vin skal der også være tid til at pleje formandskabet for Horsens Vinklub. Og så er der familien, der består af hustruen gennem 21 år, Lotte, samt børnene Mikkel på 24 år og Lærke på 18 år.
    Adresse: Gourvin, Charlotteparken 34, 8700 Horsens, tlf.: 20 66 72 12 / 75 65 72 12, e-mail: gourvin@stofanet.dk, www.gourvin.dk.
...................
    Ugens vinøse billede
    Nordmændene har en meget aktiv vinklub med det latinske navn Ergo Bibamus – altså lad os drikke. Sidste år var klubben på vintur til Bordeaux; vores norske læser Jan Erik Vold var med, og under et besøg på Château Clos René i Pomerol tog han dette billede.
    På billedet tappes der lidt vin fra et nyboret hul i et fad – en barrique – og eftersom der var vakuum i fadet, måtte man slippe lidt luft ind i det ved at lette lidt på tværstykket, der holder endeskiven. Det gjorde kældermesteren med et brækjern.
    Man skulle mene, at det var en lidt vovelig fremgangsmåde, men kældermesteren gik uden sved på panden i gang med sit brækjern.
    – Vi kan love, at Clos René lager svært innsmigrende viner, som sikkert er billigere i Danmark enn i Norge, skriver Jan Erik Vold.
    Vinklubben har i øvrigt lagt en masse billeder fra turen ind på sin hjemmeside, så vi andre kan studere dem. En god idé.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
...............
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 48 vine. Af disse vine var der nedenstående 36, som fik mere end to stjerner, og 25, som fik fem stjerner. I alt 165 stjerner. Igen en virkelig flot høst - ikke mindst på grund af vinene fra Piemonte. To flasker havde propsmag.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Smagningen af vine fra Piemonte


Montegrillo, Alario Claudio, Dolcetto di Diano d’Alba, Italien 2004
80 kr., Compagniet
En klassisk og typisk Dolcetto med dejlig saft og smag. En vin, man ikke bliver træt af – kom bare med en flaske til ... Ifølge traditionen har den ikke fået fadlagring.


Costa Fiore, Claudio Alario, Dolcetto di Diano d’Alba, Italien 2004
100 kr., Compagniet
Perfekt rødvin, harmonisk og med saftig frugt. Druerne kommer fra Alarios ældste vinstokke og har fået lov til at hænge så længe, som de nu kunne.


San Luigi, Pecchenino, Dolcetto di Dogliani, Italien 2004
95 kr., Compagniet
Simpelt hen en lækker rødvin med en pragtfuld duft og en vidunderlig smag lidt efter mørke kirsebær og mandler. En vin, som alle vil kunne lide.


Siri d’Jermu, Pecchenino, Dolcetto di Dogliani, Italien 2004
130 kr., Compagniet
Stor rødvin med karakter. Dens fornemme og dybe smag skyldes, at vinen har fået lov til at ligge ekstra længe på bundfaldet.


Bricco Botti, Pecchenino, Dolcetto di Dogliani, Italien 2004
160 kr., Compagniet
Prægtig rødvin, der har 14% alkohol, men ikke virker spor sprittet. Den kan udmærket drikkes nu, men den vil blive endnu flottere, hvis den får lov til at ligge i endnu fire-fem år.


Valetta, Claudio Alario, Barbera d’Alba, Italien 2003
145 kr., Compagniet
Fantastisk lækker rødvin på Barbera-druen – en vin med blød, moden og fyldig frugt, kompleks, harmonisk.


Quass, Pecchenino, Barbera d’Alba, Italien 2003
140 kr., Compagniet
En meget velbygget fadlagret rødvin med frugt, syre og tanniner i perfekt balance. Den skal have lidt luft, før den drikkes, og den må meget gerne hvile endnu nogle år.


Vigna Botti, Pecchenino, Langhe Nebbiolo, Italien 2003
145 kr., Compagniet
Superblød og lækker rødvin på Piemontes store drue, Nebbiolo. En glimrende vin, der er yderst nem at drikke. Alle vil kunne lide den.


Cascinotto, Claudio Alario, Nebbiolo d’Alba, Italien 2003
150 kr., Compagniet
Stor og karakterfuld rødvin med en del garvesyre. Så lad den ligge i endnu fire-fem år.


Riva, Claudio Alario, Barolo, Italien 2001
300 kr., Compagniet
Sådan skal en Barolo-rødvin smage. Den smager simpelt hen godt. En stor og fantastisk lækker vin, harmonisk, med blød og moden frugt og med en rygrad af syre og tanniner. Selv om den kun er fem år gammel, er den helt drikkemoden.


Vigna Maestro, Pecchenino, Langhe, Italien 2004
120 kr., Compagniet
Flot fadlagret hvidvin med en blød og lækker smag. Tør, men med en fin lille sødme, frisk syre og en lang eftersmag. Prisen måske lige i overkanten – hvad man bestemt ikke kan sige om de fleste andre vine i smagningen.




Hvidvine


Xerolithia, Peza, Kreta, Grækenland 2004
61,25 kr., Græsk Vinimport
En virkelig god hvidvin på druen Vilana med frisk frugt og fine toner af lime. Drik den med fornøjelse til fiskeretter, lettere kødretter eller en frokost.


Peter Lehmann, Chardonnay, Barossa, Australien 2004
99,75 kr., frem til 26. marts 89,75 kr., Skjold Burne
Perfekt hvidvin med fornem harmoni mellem frugt, syre og fad. Ikke en af disse oversøiske træbamser, som man får splinter i munden af, men en elegant vin, der udstiller Chardonnay-druens dyder på bedste vin. Brug den fx til lettere kød- og fiskeretter eller til en frokost. Flasken har naturligvis skruelåg – den kommer fra en producent, der ønsker, at alle hans gode intentioner bevares i flasken.


José Pariente, Rueda, Spanien 2003
96 kr., Ki-Ma Vinimport
Flot, krydret og kraftig hvidvin på druen Verdejo. En stor nydelse. Meget velegnet til lidt kraftigere fiskeretter og lettere kødretter – kalv, gris …


Domaine de la Charbonnière, Blanc, Châteauneuf du Pape, Frankrig 2003
179 kr., A Vinstouw
Det mest Châteauneuf-vin er rødvin. Men der findes også hvidvine fra distriktet, og dette er en af dem. Det er en fortræffelig vin – en stor og meget flot vin med en kompleks duft og en frugtagtig, blød smag med en vis fedme. En vin, der smyger sig omkring smagsløgene. Den er i struktur meget nær en stor rødvin og vil sagtens kunne ledsage en kødret.


Albert Hertz, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig 2002
68 kr., ved 6 flasker 63 kr., Con a'more
En rigtig dejlig hvidvin med blomsteragtig duft og smag. Den er fint moden, afrundet og på toppen – men så skal den altså heller ikke ligge længere. Prisen er rimelig.


Pennyfield, Chardonnay, Riverland, South Australia 2003
99 kr., Vinkrogen
En kraftig, lidt fed hvidvin med en fornem duft og smag af fad. Den har 14% alkohol, men virker ikke spor sprittet. Den skal udpræget skænkes til mad og vil være fortræffelig til mange kødretter


Santa Ema, Sauvignon Blanc, Maipo Valley, Chile 2005
49,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En hvidvin med en rigtig god Sauvignon Blanc-næse med duft af citrus, forårsblomster og et strejf af abrikos. Smagen er frisk med toner af honningmelon og mandarin og med en fin syre i eftersmagen.




Rødvine


Poggerino il Labirinto, Fattoria Poggerino, Toscana IGT, Italien 2004
80 kr., Viniropa
En meget lækker rødvin, der dufter af en skøn forening af figen, mandel og jordbær. Den er læskende med en umiddelbar friskhed og en dejlig lang eftersmag med toner af mokka og lakrids. Så afgjort hver en krone værd.


Mercurey 1er Cru, La Bondue, Domaine de Suremain, Mercurey, Frankrig 2003
89,95 kr., Philipson Wine
Denne rødvin er beviset på, at man godt kan lave en glimrende bourgogne til rimelige penge. Den dufter af skovsvampe, kirsebær og en anelse abrikos. Smagen er elegant og fyldig og slutter med et behageligt tørt bid.


Clos Mustradó, Priorat, Spanien 2004
139 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Stor og flot rødvin, harmonisk og kompleks. Lækker, lækker. Lad den ledsage en god og krydret kødret, evt. en sammenkogt ret.


Finca Valpiedra, Reserva, Rioja, Spanien 2000
184,75 kr., fra 1. marts til 30. april 140 kr., H.J. Hansen
Karakteristisk og klassisk Rioja med fornem duft, dejlig frugt og fine fadtoner. Man nyder den med største fornøjelse. Den er velegnet til mange kødretter. Fortræffelig til tilbudsprisen.


Donato D’Angelo, Aglianico del Vulture, Italien 2003
139 kr., Carlo Merolli
Rødvin med en intens og saftig frugt og markante tanniner. Det er udpræget en vin, der skal gemmes fire-fem år endnu. Så kan den blive flot.


Flam, Classico, Israel 2004
106 kr., DeLinn Wine
Stor og flot rødvin, der med sin intense frugt kan minde om mange oversøiske vine – men alligevel kun har kultiverede 13% alkohol. Den har en lang eftersmag, og mange vil elske den. Skænk den fx til en god bøf.


Bogle, Old Vine Zinfandel, Californien 2003
129,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
14,9% – lidt af en bamse-rødvin, men ikke spor sprittet. Den har en tæt struktur og en blød, krydret frugt. Den skal have en stor bøf eller sammenkogt ret med masser af krydderi. Man kunne dog også bruge den til "meditationsvin" i stedet for portvin.


Emiliana, Carmenère, Colchagua Valley, Chile 2004
39,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
I forhold til prisen en glimrende rødvin med god duft og en fyldig, frugtagtig smag med en lille sødme. Oplagt hverdagsvin.


Domaine du Bon Remède, Vieilles Vignes, Côtes du Ventoux, Frankrig 2003
47,50 kr., C.K. Vente Tout
Rødvin på 70% Grenache, 25% Syrah og 5% Carignan. En udmærket om end ret enkel hverdagsvin med en inviterende duft og en frisk og koncentreret saft.


Vilosell, Costers del Segre, Spanien 2004
62 kr., Sigurd Müller
En interessant rødvin med god duft og smag med toner af kirsebær og sorte bær. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Las Moras, Shiraz, San Juan, Argentina 2005
59 kr., ved 12 flasker 49 kr., Glud Vin
Rødvin med en intens, blød og krydret frugtsmag – en anvendelig hverdagsvin, der går til mange retter.


Raimat, Abadia, Costers del Segre, Spanien 2002
59 kr., Kjær & Sommerfeldt
God duft og en saftig og fyldig smag præger denne pæne hverdags-rødvin.


Anna Maria Abbona, Sorí dij But, Dolcetto di Dogliani, Italien 2003
79,95 kr., Italian Wines
Fyldig rødvin med blød frugt – kirsebær, solbær, brombær. Den skal udpræget ledsage mad. Fx en lammesteg – eller såmænd blot pasta, risotto …


Clos Saint-Henri, Cuvée Speciale, Côtes du Rhône, Frankrig 2003
135 kr., VinInvest
Blød og meget charmerende rødvin, som mange vil kunne lide. Den er harmonisk med krydderi, god frugt og en lang eftersmag. Glimrende vin, men prisen er lige i overkanten.


Château d’Etroyes, Les Ormeaux, Mercurey, Frankrig 2003
109 kr., MacWine
En ret kraftig hvid bourgogne med en vis fedme og en lang eftersmag med et lille bittert bid. Helt billig er den jo ikke …


Indomito, Aglianico del Beneventano IGT, Italien 2004
49,95 kr., 47,50 kr. ved 6 flasker, Due's Vinhus
Saftig hverdags-rødvin med kraftige toner af kirsebær og en fin lille sødme. Ikke nogen stor vin, men venlig og let at drikke.


Renato Ratti, Nebbiolo, Langhe, Italien 2004
89,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Saftig rødvin præget af en ret markant sødme og tilsvarende tilbageholdt syre.


Peter Lehmann, Cabernet Sauvignon, Barossa, Australien 2002
119,75 kr., frem til 26. marts: 99,75 kr., Skjold Burne
Rødvin med fyldig smag, meget vellavet og meget harmonisk, men en smule robust og uden de helt store oplevelser. Det vil nok være en god idé at plaske den over i karaffel et par timer før måltidet. Helt billig er den ikke.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.