Vin-aktuelt i uge 15
10. - 16. april 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 14
VinAvisen uge 13
VinAvisen uge 12
...............
...............
Nu kan vi også måle meninger
Igen en nyhed i VinAvisen: Muligheden for at lave meningsmålinger. Vi lægger ud i denne uge med en test af vore læseres holdninger til bedømmelser af vin.
Vi har flere andre ideer til meningsmålinger, men vi hører også meget gerne fra læsere, der har forslag til spørgsmål, som vi kan stille – send blot en mail til anker@vinavisen.dk.
Med vore mange tusinde læsere har vi et virkelig stort panel at spørge – selv om vi godt er klar over, at det måske ikke er alle, der har tid og lyst til at sætte en prik og trykke på en knap. Vi får se – nu prøver vi med det første spørgsmål:

100 point-skalaen – ja eller nej?
Som nævnt i sidste uge er de amerikanske og britiske vinskribenter ikke enige om det med at give point til vine.
Amerikanerne med Robert Parker som bannerfører sværger til 100 point-skalaen, mens britiske Hugh Johnson siger, at smag er for varieret, for underfundig, for flygtig, for vidunderlig til at kunne reduceres til et pseudo-videnskabeligt talsystem. Det er hjernespind at antyde nøjagtighed ved at give én vin 87 point og en anden 88.
Hvad synes VinAvisens læsere? Sæt din prik i skemaet herunder, og tryk på send-knappen.
Resultatet af denne lille meningsmåling kommer i næste uges VinAvis.
Obs: Denne meningsmåling er afsluttet.
......................

......
Georges Duboeuf sælger hvert år cirka 36 millioner flasker til 120 lande med en omsætning på 110 millioner euro (820 mio dkr.). Og han er ubestridt kongen af Beaujolais, idet han står for hele 15% af regionens vinproduktion og for 75% af eksporten.
    Georges Duboeuf i retten
    I uge 35 sidste år fortalte vi, at kongen af Beaujolais, Georges Duboeuf, var kommet i klemme, idet bestyreren af hans produktionsenhed i byen Lancié havde blandet 225.000 liter vin af forskellige appellationer i én syndig forvirring – altså en overtrædelse af Frankrigs strenge appellations-love. Bestyreren indrømmede sin brøde og tog sin afsked.
    Nu kører sagen videre. Ifølge Decanter er Duboeuf sigtet for at have fiflet med i alt 300.000 flasker vin og er blevet stillet en bøde på næsten 1,4 millioner kr. i udsigt. Også hans tidligere medarbejder, Sylvain Dory, er sigtet og risikerer en bøde på cirka 275.000 kr. og op til to år bag tremmer.
    I tirsdags var Duboeuf i retten, hvor han nægtede beskyldninger om "svindel og forsøgt svindel vedrørende oprindelse og kvalitet af vine".
    Duboeuf hævder, at en menneskelig fejl førte til en blanding under sorteringen af druer, og at ingen af de berørte vine kom til salg.

    Dramaet omkring beaujolais nouveau
    Den 73-årige Georges Duboeuf grundlagde sit firma for 50 år siden, da han cyklede fra restaurant til restaurant for at sælge sin hvidvin, og i 1970 spillede han en hovedrolle i mediedramaet omkring beaujolais nouveau. En journalist og en restauratør fra London var på besøg hos ham, mens han tappede den nye vin, og de to englændere væddede om, hvem der kunne komme først til London med en kasse.
    Nogle år efter udskrev The Sunday Times en konkurrence, og så gik det for alvor løs med det massehysteriske fræs op ad Europas motorveje for at bringe noget råt, rødt blæk frem til vore vinglas.

    Le beaujolais est arrivé
    Hvis kapløbet er af yngre dato, så er begrebet beaujolais nouveau til gengæld gammelt.
    Vinen fra Beaujolais egner sig i særlig grad til at blive drukket ung, og før krigen var det ikke usædvanligt, at bønderne læssede nogle fade af den nye vin på en hestevogn og kørte dem ind til byerne – ikke mindst til Lyon.
    Det var dengang, man slog fast, at i Lyon mødes de tre store floder: Saône, Rhône – og Beaujolais.
    Ofte var vinen ikke gæret helt færdig, men så stak man et strå i spunshullet på fadene, så kuldioxiden kunne undslippe, før fadene sprang i luften ved overtrykket.
    I de små barer blev fadene stillet op, og så lød det: Le beaujolais est arrivé – beaujolais’en er kommet.
...........
Oppe imod stærke kræfter
EU’s danske landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, er sandsynligvis på vej med sine ideer om, hvordan landbrugsstøtten til Europas vinbønder kan saneres. Hun er opsat på at tømme vinsøen, nedlægge de mindre gode vinmarker og forenkle reglerne, der gør de europæiske vinetiketter forvirrende og mindre tillokkende for forbrugerne end etiketterne på de oversøiske flasker.
Mariann Fischer Boel har også et godt øje til de hundreder af millioner euro, som EU bruger til destillering af vin. Men hun er oppe imod stærke kræfter.

De fire musketerer
Ifølge Financial Times har EU’s fire største vinlande, Frankrig, Italien, Spanien og Portugal, svoret en musketer-ed. De står for tilsammen 80% af EU’s vinproduktion og har udarbejdet et memorandum, som de vil forelægge EU-kommissionen og andre landbrugsministre i de kommende uger.
De fire lande mener, at EU skal støtte kvalitet og marketing for at genvinde markedsandele fra de oversøiske konkurrenter. Og de mener, at de fortsat skal have støtte til destillering.
Financial Times skriver, at tidligere reformer i 1999 kun har gjort meget lidt for at tømme vinsøen og hindre det gradvise tab af markedsandele.

Australierne vil også have penge
Ifølge Just Drinks har vinproducenterne i Western Australia bedt delstaten om 600.000 A$ (2,7 mio dkr.) over tre år til et marketingfremstød i USA.
Producentforeningen opfatter USA som det vigtigste mål og vil rette alle kræfter imod dette mål i stedet for at skyde med spredehagl.
Årets høst i Western Australia forventes at blive 15-20% mindre end sidste år, hvilket vil hjælpe med til at reducere statens vinsø.
Netop overproduktionen har været en vigtig grund til finansielle problemer hos de lokale producenter Evans & Tate og Xanadu Wines.
...........

...........
En smagesko.
    Primeur-smagningen fint fra start
    Bordeauxs årlige primeur-smagning kom fint fra start i mandags med besøg af flere tusinde vinindkøbere fra hele verden, først og fremmest fra USA, Storbritannien, Belgien og Tyskland.
    Priserne på vinene, der jo stadig ligger i barriques på slottene, vil først komme frem om nogle uger, og de første flasker vil først blive leveret om halvandet år.
    Primeur-vinene fra de store og kendte slotte omfatter kun cirka 5% af al den vin, der produceres i Bordeaux. Resten af vinen kommer fra de mindre ejendomme, der fortsat vil være i en veritabel krise.

    Smagning i overtrækssko
    Som noget helt nyt iklæder alle primeur-smagerne sig nogle særlige overtrækssko. Det har de franske sundhedsmyndigheder forlangt af hensyn til smittefaren fra H5N1 fugleinfluenzaen.
    Mange af de besøgende kommer jo fra den anden ende af kloden, og på mange vingårde går ænder og gæs frit omkring. Virus kan meget vel blive transporteret på gæsternes sko.
    Ifølge Decanter har man på Château Mouton Rothschild ikke været tilfreds med designet på de hvide overtrækssko, som myndighederne har udleveret. Så slottet har fået den britiske modedesigner Sir Paul Smith til at formgive nogle specielle stribede tøfler, der udleveres gratis ved slottes port. Meget elegant.
..........
900 liter bulk for 2 flasker 1. cru
Ifølge Decanter er primeur-priserne på Bordeaux 2005 ved at "gå gennem taget" – selv om ingen slotsejere p.t. vil rykke ud med konkrete tal.
Til bladet siger Jean-Guillaume Prats fra Château Cos d'Estournel, at en 1. cru-vin meget vel kan komme til at koste 350-500 euro (2600-3700 dkr.). – Vi vil måske komme til at opleve, at to flasker 1. cru koster det samme som 1 tonneau (900 liter) Bordeaux-bulkvin.
En prominent Bordeaux-négociant fortæller Decanter, at han allerede tidligt på året fik henvendelser fra agenter – først og fremmest fra Asien – der for topvinene tilbød "bogstaveligt talt hvilken som helst pris, jeg kunne nævne".
.........
Bøde til Philipson for spam
Ifølge ComputerWorld har Christian Philipson fået en bøde på 40.000 kr. for spam. Sidste år sendte han 950 uopfordrede reklame-mails ud på Nettet og undskyldte det med, at der var sket en fejl i firmaets mailingliste.
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen havde håbet på en større bøde, men blev nødt til at gå efter en lavere straf, idet firmaet Debitel ved en principiel dom i Højesteret sidste år fik nedsat sin bøde fra 2 mio kr. til 400.000 kr.
Såvidt ComputerWorlds fremstilling af sagen. Selv har Philipson sendt en mail til sine kunder, hvori han blandt andet skriver:
Grundet en alvorlig procedure fejl i vores edb-system i marts 2004, har Philipson Wine indgået et forlig med forbrugerombudsmanden om at betale en bøde på 40.000 kr.
Philipson Wine har for at lukke sagen hurtigt vedtaget et forlig med en bøde-størrelse, der ligger meget over, hvad vi mener, at vi ville haft fået i en egentlig retsag med bl.a. henvisning til Debitel sagen.

Tidligere dømt i Internet-sag
Philipson Wine blev i 2001 dømt for at have misbrugt oplysninger, som ved en fejl blev frigivet via Carlo Merollis mailingliste. Dengang nøjedes Merolli med at kræve, at Christian Philipson donerede 5000 kr. til Røde Kors. Det ville Philipson ikke, hvorefter sagen gik til retten.
Ved Sø- og Handelsretten blev Christian Philipson dømt til at betale en erstatning på 10.000 kr. plus procesrenter samt cirka 5600 kr. i sagsomkostninger.
– For mig er det rart at vide, at princippet om anstændighed også gælder på Nettet, sagde Carlo Merolli dengang til VinAvisen.

.........
International Convention Centre i Cape Town.
    Største udstilling af sydafrikansk vin
    I tirsdags åbnede den hidtil største internationale udstilling af sydafrikansk vin. Den blev afholdt i det store International Convention Centre i Cape Town, hvor mere end 340 wineries præsenterede deres vine.
    Den sydafrikanske vinindustri beskæftiger 257.000 personer enten direkte eller indirekte og bidrager med 163 milliarder Rand (= kr.) om året til landets nationalprodukt. Hertil kommer 4,2 milliarder Rand fra vinturismen.

    Seminar om vin og biodiversitet
    I forbindelse med messen afholdtes verdens første seminar om vin og biodiversitet – dvs. arbejdet med at frede og genskabe den store variation, der er i landskabet, og som har væsentlig indflydelse på vinenes forskellighed.
    Sydafrika har en enestående biodiversitet i et bælte langs sydkysten fra Cape Town til Port Elizabeth med cirka 9600 forskellige planter, hvoraf cirka 70% ikke findes andre steder i verden.
    VinAvisen har sin medarbejder, Mariette, dernede, så det hører vi mere om, når hun er hjemme igen.

    Ikke plads til mere vin
    På messen advarede WOSA’s direktør, Su Birch, om, at Sydafrika meget vel kan miste sin plads blandt de ti største vinproducerende lande.
    Lande som Bulgarien og Kina opretter nye vinmarker i stor stil, mens Sydafrika mangler plads til flere marker.
    Cape-provinsen producerer cirka 835 millioner liter vin om året, men har kun plads til i alt 160.000 hektar vinmarker.
.........
    Det russiske forbud mod vinimport
    I sidste uge bragte vi nyheden om, at russerne beskylder moldavisk og georgisk vin for at være sundhedsfarlig, og at der er indført forbud mod salget af disse vine på det russiske marked.
    Den georgiske regering protesterer ifølge det georgiske nyhedsbureau Civil imod denne form for embargo og udtaler, at Rusland optræder både illegalt, unfair og uvenligt. Georgisk vin har kvalitetes-certifikaterne i orden og anerkendes af både Europa og USA, siger regeringen.
    Georgiens minister for økonomiske reformer, Kakha Bendukidze, opfordrer landets vinproducenter til at sprede eksporten til flere lande, og både USA og Kina samt Ukraine og Kasakhstan er mulige aftagere.
    Vinproducenterne mener dog, at denne proces vil tage mange år, og at de vil lide et alvorligt økonomisk tab, hvis Rusland fortsætter sit forbud mod importen af georgisk vin.
    Både Georgien og Moldavien eksporterer hele 80% af deres vin til Rusland.

    Georgisk vin på charmeoffensiv
    Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA Novosti planlægger den georgiske regering en vinfestival i Rusland for at demonstrere kvaliteten af georgisk vin over for de russiske forbrugere. En lignende charmeoffensiv forventes udfoldet i Ukraine og Kasakhstan.
    Yderligere vil den georgiske forening af vinavlere checke alle tests, som russiske laboratorier har udført på georgiske vine.

    Moldavisk vin i karavane
    Ifølge det russiske nyhedsbureau Itar Tass vil Moldavien prøve at omlægge en del af sin vineksport til Rumænien. Det moldaviske vinkompagni vil således sende en vinkaravane af sted til de største rumænske byer for at præsentere landets vine og uddele gratis smagsprøver.
    Økonomiske eksperter er dog skeptiske over for planen. Sidste år firedobledes salget af moldavisk vin i Rumænien, men nåede kun cirka 6 millioner kr. Det mistede salg til Rusland beløber sig til 1,8 milliarder kr.
..........
Taittinger stadig til salg
Den store franske Taittinger-koncern blev sidste år købt af den amerikanske gruppe Starwood, som primært var interesseret i hotellerne og derfor satte verdens sjette største champagnehus til salg.
Som tidligere nævnt var den belgiske rigmand Albert Frère inde i billedet som køber, men han har nu trukket sig, meddeler Just Drinks.
Der er imidlertid andre, som måske er interesserede. Man har i den forbindelse nævnt luksuskoncernen LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton), champagne-gruppen Louis Roederer og det franske selskab Butler Capital.

Han førte ikke klar tale
EU-domstolen skal som tidligere nævnt tage stilling til Sveriges forbud mod privat import af vin og spiritus.
Nu har EU’s generaladvokat Antonio Tizzano talt, men ifølge WOW News har han ikke ført klar tale. Han har kun taget stilling til den svenske højesterets spørgsmål, om det var korrekt af staten at beslaglægge en leverance af vin, der blev bestilt for to år siden. Så både de firmaer, der formidler privat import via nettet, og det svenske toldvæsen kan fortsat stå hver på sit.

Beslaglægger 50.000 liter spiritus
Efter udtalelsen fra EU’s generaladvokat har i hvert fald det svenske toldvæsen bestemt, hvordan den skal tolkes: Privat import er forbudt. Så tolderne er straks gået i gang.
I onsdags foretog de deres hidtil største beslaglæggelse af "internet-sprit", og det skete hos budfirmaet Box Delivery i Jönköping. Fangsten var på over 50.000 liter spiritus fordelt på 140 paller, der var på vej til 1400 svenske kunder. Det var en fangst, sin var mere end fire gange større end den hidtidige rekord.
Ifølge WOW News meddeler det svenske toldvæsen, at der vil blive flere af den slags razziaer.
..........
To store fusionerer
Verdens største vinproducent, Constellation Brands, er i gang med at købe det store canadiske vinfirma Vincor International for næsten 1,1 milliard dollars. Handelen skal dog først godkendes af aktionærerne i begge firmaer.
* Vincor er verdens ottende største vinfirma med vinproduktion i mange lande og stater.
* Constellation sælger cirka en milliard flasker vin om året og ejer betydningsfulde vinmærker som Hardys, Robert Mondavi, Ravenswood, Franciscan Oakville Estate, Simi, Nobilo og Almaden.

Forventet mindre overskud
Ifølge den australske nyhedstjeneste ABC Rural er overproduktionen af vin begyndt at gøre ondt på de store vinfirmaer. Man spår således, at Constellation er på vej til New York Stock Exchange med et regnskab, der udviser et mindre overskud end forventet.
John Fredrickson, en analytiker af USA’s vinindustri, siger, at det globale vinmarked er nede i en bølgedal, især i lande, der fremstiller billig bulkvin.
.........
Genet, der giver druerne farve
De amerikanske landbrugsministeriums videnskabelige research agentur, ARS, har i samarbejde med det franske vininstitut, INRA, gjort en interessant opdagelse.
Opdagelsen giver svar på, hvorfor druer har forskellige farver, og den vil måske gøre det muligt at frembringe både spisedruer og vindruer med bestemte farver.
Forskerne har konstateret, at en stor del af druernes farve afgøres af variationer i et bestemt gen, som de kalder VvmybA1. En streng i genet, Gret1, flytter sig i en mutation og afgør druens farve.
Fundet af genet betegnes som en milesten i drueforskningen, og det kan måske en dag føre til vine med en øget stabilitet og endnu flere helsebringende egenskaber.
...............

.........
Brad Pitt drikker åbenbart andet end vin.
    Brad Pitt kommende vinbonde
    Den amerikanske skuespiller Brad Pitt er ifølge den britiske avis The Telegraph på vej til at købe en vingård i det italienske Barolo. Han har i hvert fald været på besøg på flere vingårde, mens han alligevel skulle til et party i Torino.
    Den 42-årige skuespiller opholdt sig på Fontanafredda (Den kolde Kilde) og besøgte blandt andet tophusene Cascina Cucco og Poderi Aldo Conterno.
    I Danmark importeres vinene fra Fontanafredda af Coop, dem fra Cascina Cucco af Carlo Merolli og dem fra Conterno af Philipson Wine.
    Og mens vi nu er ved de hollywoodske idoler, bør vi nævne, at Pitts gode ven, George Clooney, har et hus ved Como-søen, og at ubekræftede rygter vil vide, at Pitt og hans kæreste, skuespillerinden Angelina Jolie, skal giftes i Clooney’s villa. Hvis vi får en invitation, vender vi tilbage til sagen.
...............
Det bobler i Champagne
Vinfrankrig er i krise – men ikke i Champagne. Her går det forrygende, og salget når nye højder, som får landets øvrige vinindustri til at kaste misundelige blikke på bobleregionen i nord.
Sidste år var det andet år i træk, hvor man nåede et totalt salg på over 307 millioner flasker, og en af grundene til det skal være den trend med rosé bobler, der for øjeblikket er rådende. Sidste år øgedes salget af rosé champagne med 20%.

Det bobler mindre i cava
Mens det bobler i fransk champagne, er der krise i spansk cava. Eksporten går over forventning, men hjemmemarkedet svigter, og det har som så mange gange før med politik at gøre.
Katalonien, der er en autonom region ligesom de seksten andre spanske regioner, har proklameret et stærkere selvstyre. Det har irriteret det øvrige Spanien og har ført til en boykot mod et af Kataloniens vigtigste produkter, cavaen.
.........
Så meget smugler svenskerne
Svenskerne definerer smugling som det at indføre flasker til videresalg. Og de beregner smuglingen i antal liter pr. indbygger.
En nylig opgørelse fra SoRAD (Centrum för socialvetenskaplig Alkohol- och Drogforskning) viser, at smuglingen er blevet fordoblet fra 0,2 til 0,4 liter ren alkohol pr. indbygger, hvilket er en rekord.
Ifølge Alcohol Update er smuglingen af vin uforandret 0,1 liter og smuglingen af øl også uforandret 0,6 liter pr. indbygger.
0,6 liter øl til hver eneste svensker – det var ligegodt meget. Med 9 millioner indbyggere giver det 5,4 millioner liter, svarende til en terning på 17,5 m på hver led. Et helt hus.

Flittige svenske hjemmebrændere
SoRAD har også opgjort, hvor meget de flittige svenske hjemmebrændere har produceret, og er nået frem til følgende tal:
Når det gælder spiritus har de fremstillet 0,1 liter ren alkohol pr. indbygger. Men ren alkohol er altså 100% alkohol, og hvis vi brygger det ned til 35%, svarer det til 0,29 liter. For vin er tallet 0,2 liter.
Både for den hjemmebryggede spiritus og vinen er der en nedadgående tendens, sandsynligvis fordi privatimporten tager andel fra hjemmebryggeriet i takt med den øgede tilgængelighed af varer fra andre EU-lande.

Alkolåse på bomme i færgelejerne
Nyhedstjenesten Alcohol Update beretter, at det svenske Vägverket mener, at man bør indføre alkolåse på bomme i færgelejerne. På den måde vil chauffører, der kommer med færger til Sverige, blive tvungne til at blæse i en alkolås, for at bommen skal gå skal gå op og slippe dem ind i landet.
Den, der har for meget alkohol i udåndingsluften, må så vente med at køre videre.
I Ystad er antallet af berusede chauffører mere end fordoblet sidste år sammenlignet med året før, og cirka to tredjedele af dem, der blev grebet i spritkørsel ved færgerne, var lastbilchauffører.
...........
Afskaf ordet dessertvin
Danmarks gode ven i det svenske, Nils Stormby, skriver til os, om ikke man efterhånden kunne afskaffe benævnelsen dessertvin til søde vine. For desserter er det, de passer dårligst til, skriver han.
– De søde vine er som bekendt fortræffelige til gåselever og blåskimmeloste, men de er også glimrende til alle mulige andre retter med en salt smag – til og med ansjoser af høj kvalitet (det går bra att komma över till Malmö och smaka).
– Glem heller ikke, at nordmændene drikker sauternes til lutfisk – har jeg hørt. Og hvorfor ikke, hvis man ellers kan lide lutfisk?

En drømmemiddag med søde vine
Nils Stormby arrangerede fornylig en "drømmemiddag", hvor alle retter var kombineret med søde vine. Til rådyrsfileten havde han for en sikkerheds skyld fundet en Pétrus 1966 i sin righoldige kælder, men stjernekokken Norbert Lang fra restauranten "Paul & Nobert" i Stockholm kom ind med øjnene på stilke af henrykkelse og sagde: – Har I prøvet Yquem 1906 til mit rådyr?
– Nej, det havde vi ikke, skriver Nils Stormby, – men det viste sig at være en perfekt match. Altså rådyr og Yquem 1906 kan anbefales!
Vi takker med let skjult misundelse for det gode råd og vil straks gå ud og skyde en råbuk. Det bliver nok sværere at finde en Château Yquem 1906 nede i vores kælder. Der er et værre rod ...
.........
Torres ikke i boks
Spaniens store vinmager Miguel Torres var forleden på besøg i Sverige, dels for at studere det svenske marked, dels for at sprede glans om sin nye vin, Nerola, som er skabt af hans datter, Mireia.
WOW News spurgte ved den lejlighed Torres, om hans vine vil komme på boks. – Nej, lød svaret, – i hvert fald ikke i min generation.
Torres mener, at hans vine tilhører en kategori, der ikke egner sig til at blive tappet på bokse, og det er først og fremmest boksenes underlødighed, der generer ham.
Samtidig er han forbavset over, at interessen for boksvine fortsat er så stor i Sverige. – Det synes kun at være i Sverige og Norge, at efterspørgslen når sådanne højder. I Finland er efterspørgslen på vej ned.
Hvordan har Torres det med skruelåg? – Vældig godt. Til hvidvine ser jeg kun fordele både som producent og vinmager. Til rødvine er vi stadig i gang med at teste.
...............
............
Hvor mange fade ligger der i vinkælderen hos Château Mouton Rothschild? Ved at tælle på billedet når vi frem til, at der må ligge 400 fade. I hvert fad er der 225 liter vin, så i alt ligger der 90.000 liter, svarende til 120.000 flasker. Og hvis hver flaske en primeur koster 3000 kr., så ligger her altså for 360 millioner kr. Slottet får dog ikke alle pengene ...
    Flere forhold skal med i regnestykket
    I sidste uge morede vi os med at lave et lille regnestykke over værdien af vin i Château Mouton Rothschilds vinkælder (se regnestykket til venstre).
    Ønologen Laura West mener, at der er flere forhold, som skal med i regnestykket:
    – Det er rigtigt, at slottet ikke får alle pengene, som I skriver. Slottet får faktisk MEGET mindre på grund af de tårnhøje omkostninger i forbindelse med produktionen.
    – Mængden af vin, som ender i flaskerne, kommer i høj grad an på fadlagringens længde. Der ryger således nemt 4-6% af indholdet i ren fordampning fra en barrique årligt, og derfor skal der hele tiden fyldes op.
    – Så er der svindet ved omstikning, filtrering og tappesvind, brækage og prøver til smagninger. Transporten er dyr, ikke mindst på grund af forsikringerne. Dertil kommer reklamationer over propsyge vine – og udgifterne til nye barriques, maskiner, udstyr, lagerlokaler, husleje, arbejdskraft, special-maskinel til markerne ... og usikkerheden, fordi ikke enhver høst er en succes. Ét godt år skal tit dække mange dårlige.
..........
Vidal-Fleury forhandles af flere
I sidste uge skrev vi, at Chris-Wine har fået eneforhandlingen af de glimrende vine fra Vidal-Fleury – og det var da også Chris-Wine, der havde arrangeret den smagning, vi var til.
Vi har nu fået at vide, at disse vine også forhandles af Fionia Vin, Vinotto, Vinorama og Webvin.dk. Et par af disse firmaer har netop få et sending hjem af vinene.
..........
--....
    Den danske vinbranche
    * CH-Vin har optaget importen vine fra L'Oustal Blanc i Languedoc-appellationen Minervois la Livinière.
    * Rungsted Vinhandel har optaget importen af vine fra Domaine de la Dourbie i Languedoc.
    * Chris Wine er blevet agent for det chilenske vinhus Anakena i Rapel Valley.
    * Laudrup Vin & Gastronomi har optaget importen af vine fra vinhuset Mount Mary i den australske Yarra Valley.
    * World of Wine har optaget importen af vine fra Domaine Guy Mousset i Rhônedalen og Clos Saint-Michel i Châteauneuf du Pape.
    ...........--....
............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.........
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
........
Er hvidvine oftere propsyge?
Jens Trier mener, at hvidvine oftere end rødvine rammes af propsyge og andre dårligdomme. – Kan det skyldes, spørger han, – at de røde vine har lettere ved at skjule fejl, fordi de indeholder kraftige aromaer, tanniner osv., der kan overdøve disse dårligdomme?
Ønologen Laura West siger, at der ikke er nogen tvivl om, at især kraftige rødvine dækker langt bedre over fremmede nuancer end lette hvidvine, netop fordi rødvinene er mere komplekse og har flere træagtige aromaer.
Det ville være nærliggende at sige, at Jens Triers erfaring kunne skyldes, at rødvine generelt ligger længere med prop end hvidvine; men i praksis viser det sig, at forurening fra proppen foregår næsten omgående inden for de første uger efter tapning.
Her på VinAvisens redaktion må vi nu sige, at vi som regel oplever propsygen i rødvine. På den anden side kan det også skyldes, at vi smager fire eller fem rødvine for hver hvidvin, og at man især er begyndt at bruge skruelåg til hvidvinene.
At man mere villigt bruger skruelåg til hvidvine skyldes netop, at hvidvinene dækker dårligere over selv den mindste snert af propsyge.
..........
...........
    Ugens vinøse billede
    Da Birgit og Eyvind Holm Pedersen sidste år var på besøg i Argentina, boede de på den lille vingård Villa Casa Nueva i Luján de Cuyo, cirka 15 km fra Mendoza’s centrum for foden af Andesbjergene. I nærheden ligger mange af de kendte vingårde, blandt andet Norton, Weinert og Catena.
    – Anden juledag, fortæller vore læsere, – var vi på indkøb i Mendoza, da et kraftigt regnvejr ramte byen. Det første i fire måneder, fik vi at vide. Da vi kom tilbage til vingården, som ligger cirka 300 meter højere oppe, var regnen faldet som hagl. Druerne var ret små – man forventede at høste i marts – men skaderne var alligevel store, som det ses på billedet. De druer bliver aldrig til vin.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.............
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 35 vine. Af disse vine var der nedenstående 22, som fik mere end to stjerner, og 10, som fik fem stjerner. I alt 98 stjerner. En meget fornem høst.
.............
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
.........
Hvidvine


Reichsrat von Buhl, Weissburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland 2003
99 kr., Otto Suenson & Co.
En tør hvidvin med en frisk syre. Den har en vis fedme samt en dejlig smag af citrus og friske krydderurter.


Lucien Albrecht, Réserve, Riesling, Alsace, Frankrig 2004
69,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Forfriskende hvidvin med en ren frugtsmag, god syre og toner af lime. Sammen med mad viser den sine sande kvaliteter. Prøv den fx til en ikke alt for krydret fiskeret.


Santa Helena, Varietal, Chardonnay, Central Valley, Chile 2005
34,95 kr., Fakta
Til prisen en fortræffelig hvidvin med god, frisk frugt og en vis fedme. Meget velegnet til fiskeretter og en frokost – og når man er mange. Den femte stjerne får den for prisen.


Gato Negro, Sauvignon Blanc, Central Valley, Chile 2005
29 kr., Fakta
Til prisen en okay hvidvin, frisk og ukompliceret. Den fjerde stjerne får den for prisen.


Nova, Moscato, Australien, uden årgang
65 kr., U&Wine
En rigtig goddag-drik – en hvidvin med en fin perle og med Muskat-druens honning-charme. Frisk og let med kun 9% alkohol. Den skal serveres meget afkølet – og pynt den gerne med frugtlikør og lidt citron for at give den lidt mere syre. Flasken har skruelåg.


Stickleback White, Heartland, Sémillon / Chardonnay / Verdelho, Australien 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Hvidvin med en kraftig, let krydret duft, der lover mere, end smagen helt holder. Vinen har skruelåg.




Rosévin


Lagrein Rosata, Mezzacorona, Trentino, Italien 2005
50 kr., Strandgården
En dejlig rosé med en mild og sødmefuld duft af modne jordbær. Smagen er fyldig med god frugt og en fin syre.




Rødvine


Gravello, Librandi, Val di Neto IGT, Italien 2001
99 kr., Haller Vine
En rigtig mad-rødvin, der vil være flot til lidt kraftige retter. Vinen har en intens frugt og en rank syre. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Vinen har fået to glas i Gambero Rosso.


St-Andrea, Cabernet Franc, Egri, Ungarn 2003
109 kr., Laszlo's Vin / Hungary
En meget behagelig rødvin, som mange vil kunne lide på grund af dens blødhed og gode frugt. Den er anvendelig til mange retter.


Montigali, Amarone della Valpolicella, Italien 2003
119 kr., ViniPortugal
En muskuløs rødvin, der i munden åbner sig med mange facetter. Kraftig, ja, men også blød og meget anvendelig til mange kødretter. Den behøver ikke absolut at have en peberbøf. Der er Amarone-vine, som er fyldigere. Denne er mere elegant. Den skal drikkes til mad.


Fobiano, La Carraia, Umbria IGT, Italien 2003
115 kr., Carlo Merolli
Interessant rødvin med en dejlig, lidt anderledes duft og en frugtagtig, harmonisk smag med blød frugt. En vin, der virkelig smager af vin – en vinvin.


Rocche Costamagna, Dolcetto d’Alba, Italien 2003
75 kr., Vin i skoven
Der er frugt og rygrad og facetter og krydderi i denne gode rødvin, som er velegnet til mange retter.


Mas de Martin, Cuvée Ultreïa, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2004
115 kr., The Wine Company
Denne rødvin er en virkelig nydelse. Det er en kraftig solbombe, men også en afrundet og blød vin. Eftersmagen er lang og dejlig. Den var vi i smagepanelet virkelig glade for. Brug den til en lidt kraftig kødret.


Anakena, Carmenère, Rapel Valley, Chile 2004
69,95 kr., Chris-Wine
Til prisen en glimrende rødvin med intens frugt og krydderi. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


De Martino, Single Vineyard, Cabernet Sauvignon, Maule Valley, Chile 2003
109,95 kr., Vintappergaarden
I denne rødvin er der frugt, sol, krydderi, garvesyre, sødme, brombær, figner, fad – og lidt for meget alkohol. Alt det er næsten lige ved at være for meget, og vinen skal i hvert fald ledsage en kraftig ret. Flasken har en del bundfald og bør dekanteres. Gem den til sommerens grillparties.


Lurton, Merlot, Bordeaux, Frankrig 2001
54 kr., Red & White
En rigtig rar Bordeaux-rødvin, ret let, med god frugt og tilpas syre. Den skal drikkes til mad. Prisen er rimelig.


Château de Mattes-Sabran, Le Clos de Redon, Corbières, Frankrig 2003
69 kr., Fionia Vin
Vellavet rødvin i god balance og med en smag, der hænger fint i munden. En god ledsager til mange kødretter.


Waterstone, Cabernet Sauvignon, Napa Valley, Californien 2003
199,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En meget flot rødvin med intens frugt – en rigtig bamse. Den har mange facetter – mørke bær, krydderi, tannin – i fin harmoni. Den har 14½% alkohol, men smagen er ikke spor sprittet. Prisen gør dog lidt ondt.


Las Moras, Malbec, San Juan, Argentina 2005
59 kr., Glud Vin
En rigtig god rødvin, som er anvendelig til mange retter.


Calvet, Côtes du Rhône, Frankrig 2003
39,95 kr., på tilbud 3 flasker for 100 kr., Edeka
Ret let og saftig hverdags-rødvin, som er velegnet til mange retter. Skænk den let afkølet.


Palazzo dei Signori, Amarone della Valpolicella, Italien 2003
139,95 kr., i denne uge (uge 15): 79,95 kr., SuperBest
Til tilbudsprisen er dette en dejlig rødvin med frugtfylde – ganske flot og uden kradseri fra de 15% alkohol. Tilbudsprisen må siges at være den rigtige. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før måltidet, og skænk den i store glas.




Sød vin


Un 28 Octobre, Didier Cornillon, Frankrig 2003
150 kr. for 50 cl, Vinmand
Lækker, lækker sød vin, lavet på druer, der er høstet så sent som 28. oktober. Der er honning og æbler og abrikoser og … alt muligt i den. Skænk den til en tør kage, en skive gåselever eller en ret med udpræget salt smag …




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.