Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 30, 2006

..





Vin-aktuelt i uge 30
24. juli til 30. juli, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 29
VinAvisen uge 28
VinAvisen uge 27
...............
...........
30-33
...........
    Vinreform på forhandlingsbordet
    Som nævnt i uge 26 har EU’s landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, fremlagt et forslag til en gennemgribende vinreform, der skal komme overproduktionen af vin til livs.
    Reformen går blandt andet ud på at nedlægge 400.000 hektar vinmarker i løbet af de næste fem år – det svarer til 11,8 procent af det samlede areal af vinmarker i EU.
    Medlemslandenes landbrugsministre har ifølge EUobserver allerede sat sig til forhandlingsbordet og regner med at kunne komme med en endelig reform i begyndelsen af næste år.

    Der fremstilles ikke for megen vin
    Det kan dog måske trække længere ud, før alt er på plads omkring en ny reform. Kommissærens reformforslag har nemlig vakt harme blandt vinproducenterne i en række af medlemslandene.
    Ifølge Just Drinks mener franskmændene fx slet ikke, at de producerer for meget vin. Det eneste problem er, at salget er for dårligt. Så i stedet for at skære ned på produktionen, skulle EU meget hellere sørge for, at efterspørgslen på vin bliver skærpet. Mener man altså fra fransk side.

    Nej tak til Pinocchio-vine
    EU har faktisk for nylig taget initiativ til at fremme salget af vin fra medlemslandene – et initiativ, der dog ikke ligefrem blev taget imod med åbne arme.
    Man gav tilladelse til, at vinproducenterne kunne anvende egetræsspåner i vinen – en billigere måde at tilføre vinen smag af eg. Det er noget, som ellers kun kan opnås ved længere tids lagring i dyre træfade. Vinene vil så kunne sælges til lavere priser og dermed kunne hamle op med konkurrencen fra de oversøiske vinlande, der i vid udstrækning bruger spåner.
    Men tilladelsen er ikke faldet i god jord hos de italienske vinproducenter. De kalder hånende vine, der er fremstillet ved brug af spåner, for Pinocchio-vine, og den slags hører ikke hjemme blandt italienske vine, der er kendt for deres høje kvalitet.
    Og helt slemt er det, at brugen af spåner ikke vil blive angivet på etiketterne – så kan man jo ikke skelne skidt fra kanel, mener vinproducenterne, der kræver, at den italienske regering tager affære og lægger pres på EU.
...........
>43/06
...........


Den iberiske los er truet. Der er færre end 300 individer tilbage. De lever i to små grupper i Spanien og Portugal, og deres problem er, at de ikke har nok kaniner at leve af. Det kan måske være lidt svært at forstå, at de skulle uddø, fordi man undlader at høste korken på nogle egetræer omkring dem.
    WWF hjælper korkindustrien
    Om kun ni år vil 95% af alle vinflasker være lukket med skruelåg, plastic eller lignende – og i hvert fald ikke med korkproper. Korkindustrien har naturligvis set skriften på væggen og har derfor allieret sig med WWF, Verdensnaturfonden (den med pandaen som logo).
    I dag har korkindustrien en årlig omsætning svarende til lige ved 2 milliarder dkr. Den fremstiller cirka 300.000 tons korkpropper om året, men om ni år vil denne mængde være faldet til 19.500 tons. 70% af den samlede korkproduktion går i dag til propper.
    Sådan lyder profetien i en pjece fra WWF, og samtidig spås der en risiko for, at 2,7 millioner hektar landskaber med korkege i Portugal, Spanien, Algier, Italien, Tunesien og Frankrig vil opleve en økonomisk krise, en øget fattigdom og en større fare for skovbrande, og at de vil miste en uoprettelig biodiversitet.
    35.000 jobs i skovene og 27.500 i industrien vil forsvinde, og truede dyrearter som den iberiske los, den iberiske kejserørn og barbary-hjorten vil uddø.

    En gammel melodi
    Korkindustrien har længe spillet denne melodi, men det er et spørgsmål, om vinindustrien vil lytte til tonerne. Vinindustrien er mere og mere indstillet på at undgå, at op til hver tiende flaske vin ikke smager, som den skal. Vinfolket mener, at det ikke kan være deres opgave at sælge vine med propsmag for at værne om en los, en ørn og en hjort.
    Når det gælder vine, der skal drikkes her og nu, har korkproppen allerede tabt slaget, ligegyldigt hvor meget korkindustrien udgyder sine miljømæssige tårer – eller får WWF til at gøre det.
...........
15/07
.............
Venter spændt på årgang 2006
De seneste tal fra den franske vinbrancheorganisation Onivins viser, at høsten i Frankrig i år vil komme til at ligge på omkring 53,6 millioner hektoliter vin. Det er stort set den samme mængde som i 2005.
I det hele taget har der været en overordentlig stor lighed mellem i år og forrige år, og det gælder alt lige fra knopsætning over blomstringstidspunkt til drueklasernes størrelse. Selv vejrforholdene har fulgt samme mønster som i 2005.
I Bordeaux venter man derfor spændt på, om de næste par måneder vil følge trop med hensyn til lighedspunkterne. Hvis det er tilfældet, så er der ifølge Decanter al god grund til at tro, at årets Bordeaux-vin vil blive lige så formidabel som den berømmede 2005-årgang.

500 kr. for en slurk Pétrus
Petrus er en af verdens dyreste vine, men primeur-prisen for årgang 2005 slår alle hidtidige rekorder. En kasse af denne vin koster 210.000 kr., hvilket svarer til 18.000 kr. per flaske og cirka 500 kr. for en enkelt slurk!
Investorerne har allerede meldt sig, men ifølge Decanter befinder de sig på tynd is, da den store vinguru Robert Parker endnu ikke har afsagt sin endelige dom. Han smager nemlig altid Bordeaux-vinene to gange – første gang fra fad og siden når de er tappet på flaske to år senere.
Ved den første smagning gav han Pétrus storstilede 96-100 point. Det forventes, at han, når han smager vinen igen i april 2008, vil holde sig til de 100 point, og så er alt i skønneste orden. Men hvis han nu skulle hælde mere til de 96 point, så vil vinen højst sandsynlig falde i pris, og så er det jo så som så med den investering.
.............
28-31
...........
Gudedråber i glassene
I mandags deltog VinAvisen i en smagning af vine fra det legendariske champagnehus Krug – et af verdens mest prestigefyldte champagnehuse.
Huset blev grundlagt i 1843 af Jean-Joseph Krug, der var en af de mange tyskere, som var med i den første store udvikling i Champagne, og firmaet har lige indtil 1999 været et familiefirma. Indtil 2003 blev det ledet af Rémi Krug, som vi portrætterer nedenfor i "Vinens Hall of Fame".
Vi smagte de tre vine, der forhandles her i landet, og som forventet var der gudedråber i glassene. Vi har flere gange tidligere smagt vinene, og de nye årgange lever stadig op til deres ry – det er vine med en enestående finesse og elegance. Her er vore smagenotater:


Krug Grande Cuvée, Brut, Champagne, Frankrig
1000 kr., Moët Hennessy Danmark
Husets "almindelige" og billigste vin – men også husets flagskib. Den fremstilles som en blanding af op til ti årgange og med druer fra 20-25 marker for at sikre, at den smager nøjagtigt som i 1843. Basisvinen laves på de tre klassiske champagne-druer, Pinot Noir, Chardonnay og Pinot Meunier, og gæres ud på små egetræsfade. Og resultatet er en liflig champagne med fine, stadige bobler og en fornem, blød fylde. I smagen er der toner af nødder og ristet brød, men i det hele taget er der så mange facetter i den raffinerede vin, at hver en slurk er en oplevelse.


Krug Vintage 1995, Brut, Champagne, Frankrig 1995
1500 kr., Moët Hennessy Danmark
Krugs årgangs-champagne er en stor og meget lækker vin, der kun fremstilles i de år, hvor druerne er af topkvalitet. Vinen har en flot, let gullig farve, der dels skyldes alderen, dels skyldes det store indhold af Pinot Noir. Den komplekse smag med toner af mandel, honning og citrus har en markant fylde, der gør denne champagne glimrende som ledsager til mad. Trods sine elleve år er det en frisk og vital vin, der er helt på toppen, men også godt kan gemmes i endnu mange år.


Krug Rosé, Brut, Champagne, Frankrig
1500 kr., Moët Hennessy Danmark
Der står Rosé på etiketten, men farven på dette vidunder af en champagne er nu snarere som lysende guld. En meget smuk og usædvanlig farve. Duften med toner af friskbagt brød inviterer til nydelse, og den stadige strøm af små bitte bobler varsler om den gode, bløde mousse i munden. I den harmoniske smag er der mindelser om abrikos, mirabelle, mandler og måske lidt ribs. Vinen har en fylde, der gør den til en god ledsager til mad, og eftersmagen er meget lang.
...................................
03-02/07
.......
Hvad ser du på, når du køber vin?
I sidste uges meningsmåling spurgte vi: Hvad ser du på, når du køber vin? Hvad styrer først og fremmest dit valg?
1570 trykkede på knappen og gav os deres svar, og som det fremgår af skemaet til højre, gav hovedparten (i alt 77%) indtryk af at være godt inde i vinens verden – de går efter deres kendskab til vinhuse, mærker, distrikter og lande.
Selv om man taler så meget om, at det er druesorten, der sælger en vin, så går kun 18% af VinAvisens læsere efter druen. Og kun 5% går efter prisen. Altså i deres primære valg.

En australsk meningsmåling
Fordelingen overraskede os faktisk. Vi troede, at langt flere ville pege på druesorten, og det gjorde vi, fordi den danske website om australsk vin har afholdt en lignende rundspørge, og her havde hele 47% af læserne druesorten som deres primære valg (mod 18% i vores undersøgelse).
29% pegede på kendskab til den australske vin, 13% på prisen og 11% på den australske vinregion.
...........
38-37/06
...........
Vinskole på Nettet
Verdens største vinfirma, Constellation, er ifølge Just Drinks kommet på banen med en helt ny idé: En webskole om vin, der henvender sig til folk, som arbejder i barer, cafeer og restauranter.
Ved at klikke sig ind på www.world-of-wine.co.uk kan deltagerne få en masse at vide om opbevaring af vin, hvordan de kreerer det optimale vinkort, servering, salgstaktik, sammensætning af vin og mad samt en række andre relevante emner.
Constellation har ikke bare skabt webskolen for tjenernes blå øjnes skyld – firmaet regner med, at en større viden omkring diverse vinemner vil sætte ekstra fut i vinsalget i restaurantbranchen.

Santa Rita nu næststørst i Chile
Det chilenske vinhus Santa Rita har ifølge Just Drinks netop opkøbt 1600 hektar jord i områderne Pumanque og Limari. I alt ejer det nu 3600 hektar, hvilket gør det til Chiles næststørste vinhus. Concha y Toro er det største.
I Limari er kun 65 af de 470 hektar beplantet med vinstokke, og i Pumanque er der endnu ikke en eneste vinstok – her har Santa Rita foreløbig anlagt et reservoir og installeret 10 km rørledninger, så der er vand nok til de nye vinplanter.
Det er frem for alt druesorter som Sauvignon Blanc, Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Shiraz, som Santa Rita vil satse på. Desuden vil vinhuset bruge de nye landvindinger til vinøse eksperimenter.
Samtlige vinstokke, der bliver plantet, vil være podede på vinlus-tolerant rodmateriale – noget, der ikke hidtil er set i et lignende omfang på chilensk jord.
Herhjemme er det Amka, der importerer vinene fra Santa Rita.
...........
02-01/07
...........
.........
Riesling (foto: DWI/Hartmann).
    Come back for tysk vineksport
    I 1985 led salget af østrigsk vin under en større skandale, da nogle vinproducenter havde blandet kølervæske i vinene. Skandalen smittede også af på salget af tysk vin i udlandet. Men ifølge de seneste tal fra Det Tyske Vininstitut, er eksporten drønet frem og er nu for første gang fuldt på højde med de fine tal fra før skandalen.
    Fra maj 2005 til april i år lå eksporten af tysk vin på næsten 500 millioner euro (cirka 3,7 milliarder dkr.), hvilket svarer til en forøgelse på 11% i forhold til året før.

    Rift om Riesling
    Riesling-vine af god kvalitet har en stor del af æren for, at eksporten af tysk vin har fået et ordentlig kick.
    Vinskribenter og vinguruer overalt i verden hæver de tyske kvalitets-rieslinger til skyerne, hvilket har afspejlet sig i et øget salg.
    I USA, der er Tysklands største eksportmarked næst efter Storbritannien, er salget af Riesling i løbet af det sidste års tid steget med 22,7% i værdi og 27% i mængde.
...........
Duboeuf vil ikke anke sagen
Som nævnt i uge 28 er kongen af Beaujolais, Georges Duboeuf, blevet kendt skyldig i at have snydt med kvaliteten af mere end 200.000 liter vin.
Mange vinproducenter i Beaujolais har efter dommen givet udtryk for deres medfølelse og sympati med Duboeuf, da det jo ikke var ham selv, der begik forbrydelsen, men derimod bestyreren af hans produktionsenhed i byen Lancié.
Duboeuf har dog ifølge Decanter besluttet sig for ikke at ville anke dommen, der lød på en bøde på 30.000 euro (cirka 225.000 dkr).
...........
    Sydfrankrig på flasken
    I uge 7 skrev vi om vinproducenterne i Languedoc-Roussillon, der havde besluttet sig for at markedsføre deres vine under det fælles navn "Sud de France" (Sydfrankrig). Og det drejer sig om både AOC- og Vin de Pays-vine.
    Årsagen er, at forbrugerne simpelt hen ikke kender Languedoc-Roussillon, selv om der faktisk er tale om en af verdens største vinregioner. Ordet Sydfrankrig derimod vækker mindelser hos de fleste om sol, vand og glade ferier under sydlige himmelstrøg.

    Offentlig støtte til markedsføringen
    Efter måneders bureaukratisk tovtrækkeri har producenterne nu ifølge Beverage Daily fået den endelige tilladelse til at bruge navnet "Sud de France". Og de får oven i købet 20 millioner euro (cirka 150 millioner kr.) i offentlig støtte til markedsføringen.
    De første flasker med det nye navn kommer på hylderne i de franske supermarkeder i 2007.
    Ordene "Sud de France" kommer sandsynligvis til at stå på en mærkat for sig, mens vinenes individuelle navne beholder deres plads på etiketterne.
......................
08-33
..........
...........
    Smart ny teknik kortlægger jordbunden
    Når man skal anlægge en vinmark, er det som regel nødvendigt først at undersøge jordbundsforholdene. Den traditionelle metode går ud på at grave dybe huller og udtage jordprøver. Det er et møjsommeligt arbejde, der også virker forstyrrende på jorden.
    Men nu har et helt nyt analyseredskab, EM 38 fra det canadiske firma Geonics, set dagens lys. Udstyret måler jordens ledningsevne, som har en tæt sammenhæng med jordens indhold af ler, humus og evt. salte i jordvandet.
    Redskabet, der ses på billedet, forbindes ifølge Decanter med et GPS-system – det samme system, der i nye biler kortlægger den rute, man skal køre – og trækkes så hen over jorden, evt. fastgjort til en terrænkørende motorcykel. Undervejs sørger systemet for at give et nøjagtigt billede af variationer i jordbundsforholdene helt ned til 1,5 meters dybde.
    Den nye teknik har også gjort sit indtog på dansk jord, hvilket der kan læses mere om på www.fsps.dk.
Elvis kunne have udrettet mirakler
Under det netop afsluttede Masters of Wine Symposium i Napa Valley kom en af talerne, Terry McBride, ifølge Decanter med en interessant opfordring til vinbranchen.
Terry McBride er formand og direktør for musikselskabet Nettwerk Records & Management, der har flere kendte kunstnere i stald. Og han mente, at vinbranchen havde sovet i timen og i dag tænker i alt for traditionelle baner, når det gælder markedsføring. Den skulle i langt højere grad markedsføre vinens verden ved at linke den til musikkens.
Det gik meget godt i gamle dage, hvor vin ofte blev forbundet med jazz og klassisk musik. Men da den moderne musiks æra begyndte i 1950’erne, så droppede vinbranchen den idé. Og det er synd, mente Terry McBride, da man netop ved at sammenkæde vin med diverse musikgenrer har mulighed for at nå ud til en meget bred vifte af forbrugere. Elvis kunne have udrettet mirakler for vinen.
...........
18-17
...............
Epokegørende undersøgelse om vin og sundhed
Vi hører altid om, hvor meget vin vi kan tillade os at drikke om ugen, før det bliver sundhedsfarligt. Nu vender en gruppe forskere fra universitet i Pisa sagen på hovedet med en ny epokegørende undersøgelse.
Det er almindelig kendt, at vin har en række godgørende egenskaber, når det gælder vores helbred, men lige nøjagtigt, hvor mange glas vin, der skal til, før den gode effekt opnås, er ikke videnskabeligt bevist.
Det vil de italienske forskere nu finde ud af ved at følge cirka 1000 forsøgspersoner nøje og kontrollere dem, mens de indtager deres måltider og drikker vin til. Undersøgelsen vil ifølge WineNews også tage højde for spisevaner, køn og livsstil hos forsøgspersonerne.

Tusindvis af svenskere står til bødestraf
Omkring 4000 svenskere risikerer nu bøder for at have købt vin og spiritus over Internettet – hvis altså EU-domstolen accepterer, at den slags handel med våde varer er ulovlig i Sverige.
Hvis dommen derimod falder ud til købernes fordel, kan det ende med et erstatningskrav til det svenske toldvæsen på cirka 5 millioner skr. (cirka 4 mio dkr.).
De virksomheder, der sælger alkohol over Internettet, hævder, at det er lovligt for forbrugerne at købe varerne samt at få dem leveret ved døren.
Toldmyndigheder er derimod overbevist om, at det er i direkte strid med gældende svensk lov.

Stor-opkøber af vinhuse i Rhône
E. Guigal er en af de største vinproducenter og négocianter i det nordlige Rhône. Igennem de senere år har han opkøbt en række vinslotte og vinmarker.
Det drejer sig blandt andet om Domaine Jean-Louis Grippat med dets 9,5 hektar vinmarker, La Turque, La Landonne, La Mouline og Château d’Ampuis.
Nu har E. Guigal ifølge Wine Spectator igen fået vokseværk og har købt noget så nærliggende som naboejendommen Domaine de Bonserine, der er det næststørste vinhus i Côte-Rôtie. Foruden vinhuset med alt hvad dertil hører af produktionsanlæg og inventar får Guigal 8,9 hektar vinmarker i Côte-Rôtie samt 1 hektar i Condrieu med i købet.
............
44-43/07
..........
De to sidste postkort fra Peloponnes
Hermed slutter vi vores serie af postkort fra Peloponnes. Hele serien har vi lagt ud på en særlig side, som fremover altid vil kunne findes under rubrikken "Mere stof" (se øverst på denne side) og linien "Postkort fra vinland". Her ligger efterhånden 167 vinøse postkort, så der er nok at kigge på.
...........

.....
    14. postkort fra Peloponnes:
    Små flasker med perler
    Yiannis Tselopos står for Domaine Tselopos i distriktet Mantineia. Han er uddannet ved vinuniversitetet i Dijon i Frankrig og har arbejdet flere steder i Bourgogne.
    Han er en af dem, der har skabt Moshofilero-druens berømmelse, og hans navn er tæt forbundet med den såkaldte græske vin-renaissance.
    Og så har han sat en produktion i gang af mousserende hvidvin helt efter champagne-metoden, og det er en hvidvin, han godt kan være bekendt.
    Flaskerne står i de skråtstillede reoler – pupitres – som den gule enke opfandt, men på Domaine Tselopos er hullerne til flaskerne meget små. Hvorfor det? Jo, det er fordi det er flasker til Lufthansa, som bruger vinen til deres business-passagerer.
    .....
    15. postkort fra Peloponnes:
    Bacchus som barn
    En moderne græker tror ikke på Zeus. Men efter at have været sammen med mange grækere har vi fået det indtryk, at de er ganske godt hjemme i den gamle græske mytologi og er stolte af den.
    Vinen er en del af denne gamle kultur – ikke bare noget, man drikker til maden. Allerede i oldtidsbyen Mykene på Peloponnes (cirka 1600 til 1150 f.Kr.) var vinen et vigtigt indslag i folkets levevis. Vinen var så vigtig, at man tilbad den i form af guden Dionysos – eller Bacchus, som romerne senere kaldte ham. Han var en meget menneskelig gud, og han og hans følgesvende, Selinus og satyrerne, førte et lystigt liv med vinen.
    I sin romerske udgave fremstilles Bacchus som regel som en fed levemand, men på denne statue, udført af billedhuggeren Praxiteles, sidder Dionysos som et lille barn på armen af guden Hermes. Statuen er fra cirka 330 f.Kr. og findes i det enestående museum i Olympia.
    .....
............
>30/06
..........
--....
    Den danske vinbranche
    * The Wine Company har fået det danske agentur på Mollydooker Wines fra Australien.
    ...........--....
................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...........
6-31
...........
    Ugens vinøse billede
    Vi her på VinAvisen kan naturligvis også selv "indsende" vinøse billeder. Det har Flemming gjort med dette billede fra sin gård, Hybenhøj, på Stevns. Her har en solsort bygget rede i vinstokken over terrassedøren, så Inge og Flemming må gå uden om huset for at komme ud i haven.
    Solsorten har to fede og sultne unger, og til dens store overraskelse er druerne vokset rundt om reden og har gjort det noget besværligt at komme frem og tilbage med mad i munden.
    Druerne er Pinot Noir, og de får lov til at sidde, til fuglene tager dem engang i efteråret – de har for meget skal og kerner til, at det er en fornøjelse at spise dem. Ved siden af hænger de lækreste Muscat-druer, og dem får fuglene ikke lov til at røre.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
............
29-32
..................................
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål
og svaret på det.
..................
Hvad betyder årgangen?
Hans P. har igen og igen læst, at "det er en god årgang". Men hvor meget betyder al den snak om årgange egentlig?
Vinverdenen er faktisk vokset fra det med årgange. Et klimamæssigt dårligt år behøver nemlig ikke at give dårlige vine. De fleste topproducenter reducerer udbyttet, separerer skidt fra kanel, koncentrerer mosten helt legalt og tryller på den måde årets klimatiske dårligdomme væk.
Når vi taler om de meget kostbare vine – fx Grand Cru-vinene fra Bordeaux til mange hundrede eller tusinde kroner – kan der være forskelle fra år til år, men også disse forskelle kan man i vid udstrækning glatte ud.
Derimod har klimaet mindre effekt på de billigere vine, som de fleste af os drikker. Her kan svagheder og mangler gemmes væk i de store blandingskar. De afsløres lettere i topvinene, når disse udsættes for en lang iltningsproces på fad og flaske.
Der er i øvrigt en tendens til altid at tænke på Bordeaux, når man taler om gode og mindre gode årgange, og det er lidt fjollet. Fordi vejret er dårligt i Bordeaux, kan det jo udmærket være strålende i Rhônedalen.
................................
..........
>33
.........
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 30 vine. Af disse vine inkl. de tre Krug-champagner, der omtales ovenfor var der 22, som fik mere end to stjerner, og 11, som fik fem stjerner. I alt 95 stjerner blev det til.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....

Hvidvin


Domaine Vico, Blanc, Korsika, Frankrig 2005
69,95 kr., Chris-Wine
Frugtagtig og aromatisk hvidvin på druen Vermentino. En rigtig god vin med duft og fylde, velegnet til mange lettere retter. Der er ikke så mange gode korsikanske vine i Danmark, men her er en af dem, og den er god.


Sébastian Roux, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig 2005
49,95 kr., Fakta
Ikke nogen stor hvid bourgogne, men hvad kan man forlange for en flad 50’er. Til prisen er det en udmærket hvidvin med en god duft og en blød og frisk smag.


Distinto, Catarratto / Chardonnay, Sicilien IGT, Italien 2005
65 kr., Vinens Verden
En let og nemt-drikkelig hvidvin med blød, frisk frugt. Med sine 12½% alkohol vil den være fin til lettere retter – fx kylling eller fisk – eller til en frokost. Catarratto er en lokal siciliansk drue.




Rosévin


Quinta da Espiga, Rosé, Vinho Regional Estremadura, Portugal 2005
45 kr., Portugisisk Vinkælder
Saftig tørstslukker – og en rigtig god rosévin. Ikke bare saftevand med alkohol. Den er lavet på druerne Castelão, også kaldet Periquita (Papegøje), og Cabernet Sauvignon, og den vil være velegnet både til mad og som terrassevin.


Chakana, Rosé, Malbec, Mendoza, Argentina 2005
69 kr., Glud Vin
Vellavet rosévin, der i forhold til mange andre roséer er ret tør. Den er derfor også velegnet til mad.




Rødvin


Donna Y, Salento IGT, Italien 2003
109 kr., i denne uge (uge 30): 89,95 kr., SuperBrugsen
Denne fadlagrede rødvin er skabt nede på den italienske støvlehæl af den i vinkredse berømte danske vinmager Peter Vinding-Diers. Han har samarbejdet med Karsten Søndergaard fra Amka i Randers, og til de fornemme dråber har han brugt 25% Cabernet Sauvignon sammen med lokale Puglia-druer som Negroamaro (55%) og Primitivo (15%). Vinen er meget vellykket. Den er kraftig, med god duft og en krydret, meget frugtagtig smag. Dens ret høje indhold af alkohol (14%) gør, at den skal ledsage en kraftig, gerne krydret ret.


Raka, Quinary, Western Cape, Sydafrika 2002
105 kr., Syd Afrika Vinimport
Denne rødvin er virkelig dejlig – en lækker vin med moden frugt, fin sødme, tilpas syre og mange krydrede facetter, tobak, læder, lakrids ... Den fortjener en lækker kødret, fx med vildt eller fuglevildt.


Maglietta, Riserva, Barbaresco, Italien 2001
69,95 kr., ViniPortugal
Den lugter af vin, og den smager af vin. En rigtig vin-vin, som er meget anvendelig til mange retter. Masser af saft, der fylder munden rigtig godt. En venlig og lækker rødvin, fem år gammel og stadig meget vital.


Shadow’s Run, Fox Creek, Shiraz / Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien 2004
59,95 kr., The Wine Company
Vov, hvor denne rødvin – med en hund på etiketten – er dejlig. Fin duft og en fyldig smag, der breder sig i munden – og bliver der længe. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Vinen har skruelåg, og prisen er yderst rimelig.


Le Terre, Barolo, Italien 2002
99,50 kr., Irma
Saftig rødvin i fin balance – med toner af skyggemoreller og slåen og med faste tanniner. Den er fire år gammel, men kan sagtens ligge et par år endnu. Så vil den blive blødere. Men allerede nu bliver den faktisk bedre og bedre, jo mere man drikker af glasset.


Santa Rita, Cabernet Sauvignon, Chile 2004
54,95 kr., Amka
Fyldig rødvin med en intens duft af solbær og andre mørke bær. Smagen er kraftig med kirsebærkerne, lakrids og mørk moden blomme.


Solemnis, Primitivo, Salento IGT, Italien 2004
97,50 kr., Haller Vine
En ganske flot bamse-rødvin med kraftig duft og fyldig, blød frugt. En vin, der varmer.


Franco Mondo, Barbera d’Asti, Italien 2005
58 kr., Det lille Enoteca
Ret lækker rødvin med en interessant duft og en smag præget af frugt og blød mælkesyre.


Fontella, Sangiovese di Puglia IGT, Italien 2004
49 kr., på tilbud; 36 kr., Red & White
Til tilbudsprisen er dette en fortræffelig rødvin. Den har en blød frugtsmag, tilpas syre og fin duft. Meget velegnet som hverdags-vin og nem at drikke.


Teseo, Castellani, Toscana IGT, Italien 2002
69,75 kr., indtil 17. september: 60 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Vellavet, men måske lidt enkel rødvin, frisk og frugtagtig med toner af kirsebær. Den fylder munden godt, har en god syre og en lang eftersmag.


Retamo, Bonarda / Malbec, Catena, Argentina 2005
33,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En uforpligtende rødvin med en let krydret smag. Den vil egne sig fint til pastaretter og grillmad. Den tredje stjerne får den for den humane pris.


Pierrentou, Domaine de Pialentou, Gaillac, Frankrig 2004
33,33 kr. ved 6 flasker, Vinmand
En behagelig rødvin med en mild og let krydret smag. God, hvis man vil have et glas til den lette sommermad.


La Bérardière, Côtes du Rhône, Frankrig 2004
69 kr., Oxholm Vin
En lidt tør rødvin med pæn frugt og krydrede toner, men uden den helt store personlighed og charme.


Sulpiano, Valpolicella Classico Superiore Ripasso, Italien 2003
119,75 kr., indtil 17. september: 59,75 kr., Skjold Burne
Rødvin med hår på brystet. En vin med intens frugt og garvesyre, men også med en lidt kort eftersmag. Den skal ledsage en ret kraftig kødret. Tilbudsprisen må siges at være den rigtige.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.