Vin-aktuelt i uge 34
21. til 28. august, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 33
VinAvisen uge 32
VinAvisen uge 31
...............

.................
................
Også hvidvin styrker hjertet
I VinAvisen har vi ofte skrevet om rødvinens helsebringende egenskaber – blandt andet når det gælder forebyggelse af diverse hjertekarsygdomme. At netop rødvin skulle være så godt, skyldes de antioxidanter, der findes i de blå druers skind.
Når man fremstiller rødvin, følger drueskindene – og dermed alle de gode sager – med et stykke ad vejen gennem processen. Ved fremstillingen af hvidvin bliver skindene som regel sorteret fra, så snart druerne er presset.
Men nu har forskere fra universitetet i Milano sammen med amerikanske kolleger fundet frem til, at hvidvin er nøjagtigt lige så god en hjertestyrker som rødvin.

Lige så gode antioxidanter i hvidvin
Ifølge Journal of Agricultural and Food Chemistry og WebMD gav forskerne rotter henholdsvis vand, ekstrakt fra lyst druekød og ekstrakt fra blå drueskind – altså det, der svarer til hvid- og rødvin.
De tre hold rotter indtog deres forskelligartede kost i 30 dage. Og stik imod, hvad forskerne forventede, holdt de rotter, der havde fået "hvidvin" lige så god stand imod fremprovokerede hjertetilfælde, som dem, der havde fået "rødvin".
De rotter, der kun havde fået vand, havde til gengæld overhovedet ingen modstandskraft.
Det viste sig, at druekødet indeholder en lang række andre antioxidanter end dem, man finder i de blå drueskind, og noget tyder altså på, at disse stoffer er fuldt ud lige så godgørende.
................
...........
Forbud mod flasker i håndbagagen
I enhver lufthavn står der en kasse til konfiskerede sakse og knive. Nu har de amerikanske lufthavne også kasser til vinflasker.
Årsagen er det nyligt planlagte terrorangreb mod ti passagerfly, der skulle fra Heathrow Lufthavn i London til lufthavne i USA. Terroristerne havde tænkt sig at bringe de eksplosive stoffer om bord i kabinen ved at skjule dem i blandt andet vin- og parfumeflasker.
Så nu er der ifølge Wine Spectator lukket for det varme vand, når det gælder enhver form for flasker med flydende væske i håndbagagen.

Går ud over det toldfrie salg
De toldfrie lufthavnsbutikker i USA, der sælger vin og spiritus, klager deres nød. Kunderne holder sig væk, da de jo alligevel ikke kan få flaskerne med om bord.
Også vinproducenterne i Californien er ifølge Los Angeles Times kede af de skærpede sikkerhedsregler. De sælger hvert år flere hundrede tusinde kasser vin ved stalddøren til amerikanere, der er kommet på ferie med fly fra andre stater. Og disse kunder vil hellere undlade at købe vin med hjem end at satse på, at flaskerne overlever som indskrevet bagage i flyets lastrum.
En hel del passagerer har dog endnu ikke fået øjnene op for de nye regler – alene i lufthavnen i San Francisco venter i hundredvis af konfiskerede vinflasker på deres uvisse skæbne.
................
18-17
........
Britiske forbrugere får vine med skruelåg
Noget tyder på, at de britiske forbrugere må være særligt glade for skruelåg. I hvert fald har Bourgogne-vinhuset Patriarche Père et Fils, der ifølge Just Drinks eksporterer vin til 60 forskellige lande, udviklet en række vine specielt til det britiske marked. Og de er alle forsynet med skruelåg.
Der er tale om enkeltdrue-vine, fremstillet på druerne Pinot Noir (rød og rosé), Syrah, Merlot, Chardonnay, Viognier og Sauvignon Blanc.

Vin er ikke skyld i sure opstød
– Hold dig fra vin og andre syreholdige produkter. Sådan lyder lægens råd ofte til folk, der lider af halsbrand og sure opstød. Og dem er der ifølge Wine Spectator rigtigt mange af. I USA lider 7% af befolkningen af halsbrand hver eneste dag, mens hele 40% må finde sig i sure opstød flere gange i løbet af måneden. Lignende tal må gælde for os her i Europa.
Men det med at skrotte syreholdige produkter såsom vin holder ikke vand ifølge en undersøgelse fra Stanford University, hvor flere forsøgspatienter, der netop lagde vin, krydret mad, kaffe osv. på hylden, ikke fik det spor bedre.
Skandinaviske undersøgelser bakker da også op omkring den amerikanske. En af dem har vist, at alkoholikere ikke har større risiko for at få sure opstød og halsbrand end afholdsfolk.
Et rigtig godt råd er derimod at stoppe med at ryge, hvis man er storryger, eller at tabe sig, hvis man har bevæget sig op i sværvægtsklassen.
.................
44-43/07
.........

.........
Michael og Gert Carl fik sidste år et smæk på 3½ million kr., da et uvejr med hagl så store som tennisbolde ødelagde cirka halvdelen af høsten på vingården i Rumænien. Men de trøster sig med, at hvad der kom ud af resten af druerne, er helt i top. Gert Carl afsluttede i år i fin stil sin MBA-uddannelse i London. Han tog den på lidt over to år i stedet for de tre et halvt normerede.
.........

.........
Château de Seguin er et af Bordeaux ti største vinproducenter, og slottet har efterhånden høstet en kæmpemæssig buket af guldmedaljer for sine vine.
    Brødrene Carl skal stå for Prinsens vine
    Der er efterhånden tradition for, at Chris-Wine åbner sæsonen af smagninger for den danske vinpresse, og i tirsdags levede brødrene Michael og Gert Carl fint op til traditionen.
    Som sædvanlig smagte vi de nye vine og årgange fra brødrenes Château de Seguin i Bordeaux og Villa Bona Terra i Rumænien, og som sædvanlig hørte vi om nye tiltag.
    I år kunne brødrene således fortælle, at Chris-Wine er ved at overtage forhandlingen af Prins Henriks vine i Norden – og faktisk forhandlingen worldwide via brødrenes handelsselskab i Bordeaux.

    Præsentation af seksten flasker
    Smagningen af vinene vil vi nærmest kalde en præsentation – altså stående over for seksten flasker og ikke noget med at sidde og skrive ned med skarpe smagsløg og dybe panderynker. Så vi nøjedes med to strategier:
    1. Dels konstaterede vi, at alt er vel både på Château de Seguin og Villa Bona Terra. Slottet i Bordeaux leverer vine, som Bordeaux kan være bekendt, og den røde Cuvée Préstige og ikke mindst Cuvée Carl er prægtige rødvine. Og fra den rumænske ejendom kommer der vine med et godt potentiale og til yderst menneskevenlige priser. Fx kan Reserva-vinene Aligoté og Merlot til 59,95 kr. og en Pinot Noir Organic til 39,95 kr. sammenlignes med vine, der fra andre lande koster 70-80 kr.
    2. Dels koncentrerede vi os om tre nye vine, og som det fremgår af vore smagekommentarer var de alle til fem stjerner:


    Villa Bona Terra, Reserva, Aligoté, Rumænien 2004
    59,95 kr., Chris-Wine
    En ualmindelig dejlig hvidvin, der dufter af forårsblomster, citrusfrugter og smør. Smagen er fyldig og fløjlsblød med toner af citron og appelsin.


    Villa Bona Terra, Pinot Noir Organic, Rumænien 2005
    39,95 kr., Chris-Wine
    En lækker rund og støvet blommeagtig duft møder næsen, når man lugter til denne rødvin, mens smagen byder på modne mørke bær samt en anelse lakrids til slut. En vin, der kan hamle op med rigtigt gode bourgogner til langt højere priser. Utroligt, at den kan fås til den pris. Vinen er fremstillet på organisk dyrkede druer, og den vil blandt andet blive solgt i SuperBest-kæden her i efteråret.


    Villa Bona Terra, Cabernet Sauvignon / Merlot, Rumænien 2005
    36.95 kr., Chris-Wine
    Denne dejlige rødvin dufter koncentreret af moden frugt og mørke bær med et strejf af honningagtig sødme. Smagen er rund og blød – det er en vin, der går i folk med træsko på.
................
>30/06
............


Mosel-floden slynger sig dramatisk - det er en af grundene til, at dalen er et spændende mål for en vinrejse. På billedet her ses "Moselsløjfen" mellem Leiwen og Trittenheim (foto: DWI/Hartmann).
    Rift om Moseldalens marker
    I mange vinlande under varme himmelstrøg vil den globale opvarmning få konsekvenser for vindyrkningen. Visse steder vil det ifølge erhvervsbladet Forbes blive umuligt at dyrke vin – fx vil det område, der i dag egner sig til vindyrkning i USA, muligvis være reduceret med hele 80% om små hundrede år.
    Til gengæld vil det blive stadig mere attraktivt at anlægge vinmarker og opkøbe vingårde længere mod nord, hvor der jo selvsagt også bliver varmere – bare ikke for varmt.
    Et af de områder, der vil blive rift om, efterhånden som den globale opvarmning tager til, er Moseldalen i Tyskland. Og det vil have stor betydning for værdien af vinhusene i dalen. Værdien vil i ordets bogstaveligste forstand stige i takt med temperaturen. Når den gennemsnitlige temperatur er steget med 3 grader, vil værdien være fordoblet, siger eksperterne.

    Den snoede flod
    Global opvarmning handler dog ikke kun om øgede temperaturer, men også om mere sollys. Og her kommer Moseldalen ifølge en ny undersøgelse fra det amerikanske National Bureau of Economic Research igen ind i billedet. Dalen er nemlig en oplagt studiemark, når man skal finde ud af, hvordan den større mængde varme vil påvirke druernes udvikling.
    Op ad dalens skråninger dyrkes der næsten udelukkende Riesling-druer. Vinmarkerne bliver også påvirket af nøjagtigt det samme vejr. Men der er stor forskel på, hvor meget varme og sollys druerne får de enkelte steder. Og det skyldes ene og alene floden, der løber gennem dalen. Den snor sig voldsomt, og den mængde sollys, som den reflekterer undervejs, og som druerne nyder godt af, varierer derfor meget stærkt.
................
Mosel, kort og godt
Mosel-Saar-Ruwer er navnet på en af Tysklands tretten vinregioner – og et navn, som åbenbart volder forbrugerne kvaler. Derfor har tyskerne planer om at ændre det til Mosel, kort og godt.
På det punkt skal vinloven lige ændres, men det ser ud til at gå smertefrit – ligesom da man i 1992 ændrede Rheinpfalz og Südliche Weinstrasse til kort og godt Pfalz.
Men – ingen regel uden undtagelser. Producenterne i Saar må fortsat gerne skrive Saar Riesling med ordet Mosel mindre nedenunder. Og dem i Ruwer-dalen må på samme måde fortsat skrive Ruwertal.
........
>33
...........

..........
Her er der gang i den proces, som franskmændene kalder pigeage [pisjeaaash], og som går ud på at skubbe drueskallerne ned i den gærende most, så de kan afgive farve, tanniner og aromastoffer. Drueskallerne er lettere end mosten og samler sig foroven i et lag, som man kalder "hatten".
    En dansk vin ved navn Odin
    Vi danskere har åbenbart en drøm om at lave vin, og efterhånden er der en hel del, der har levet drømmen ud og har slået sig ned som vinbønder, enten i Danmark eller i et af vinlandene sydpå.
    Nu er der endnu et eksempel: De to vinimportører Ole Andreasen (se denne uges blå bog nedenfor) og Lars Gregersen fra Lago Import i Nakskov er gået i gang i Bordeaux, hvor de har lejet en lille vinmark af deres god ven, den progressive Monique Bonnet på Château Suau i Premières Côtes de Bordeaux.
    Marken er kun på 0,48 hektar, fordelt på tre parceller, men Ole og Lars har sat alt ind på at lave en stor vin med det gode gamle gudenavn Odin.

    Fadene følger vinen hele vejen
    – Det er vores mål at skabe den bedst tænkelige vin, siger de, – uden at vi lader os begrænse af økonomien. Vi går ikke på kompromis med noget som helst.
    – Selve produktionen adskiller sig væsentligt fra traditionel produktion af god Bordeaux-vin. Den vigtigste forskel ligger i, at vi arbejder med vinen i de samme fade hele vejen igennem processen. Ikke de traditionelle 225 liters barriques, som Bordeaux er kendt for, men femten specielbyggede 400 liters egetræsfade fra bødkeren Sylvain i Libourne.
    – Både første-gæringen (den alkoholiske gæring) og anden-gæringen (den malolaktiske) er foregået på de samme nye fade, som vinen efterfølgende lagres på i mindst tolv måneder.
    – Første årgang af Odin er 2005, og der bliver i alt cirka 2400 flasker ud af anstrengelserne. De kommer til landet i september 2007 og vil blive solgt for 285 kr., men allerede nu sælger vi dem en primeur for 225 kr.
..........
>43/06
........
    Så meget BIB-vin drikker vore læsere
    I en rundspørge i sidste uge spurgte vi vore læsere, hvor stor en andel af deres totale vinforbrug der i de sidste tre måneder var boksvin – regnet i mængde.
    I alt 2799 svarede, og af dem har lige under 60% overhovedet ikke drukket BIB-vin. 23% har lige nippet og ladet op imod 10% af forbruget komme ud af en lille hane på en boks. Kun 8% har indtaget mere end halvdelen af deres vin i form af boksvin.

    Lidt af et skrækscenarium
    Som nævnt i sidste uge dækkes 15-16% af det danske marked i dag af boksvin. Vi skrev også, at svenskerne indtager over halvdelen af deres vin fra bokse. Det er for så vidt korrekt, men vi har nu fået oplyst, at tallet faktisk lyder på over 90%.
    Kommer man i dag ind i et svensk systembolag, er det svært at få øje på vin i glasflasker.
    Det lyder som lidt af et skrækscenarium, for der er godt nok enkelte fordele ved BIB-vinen, men der er langt flere ulemper:

    Lad svenskerne beholde boksene
    * Boksene har gjort indtagelsen af vin mere trist.
    * Man bliver træt af at drikke den samme vin i tyve dage.
    * Der er meget få bokse med vin af virkelig kvalitet. Det meste er noget meget billig vin.
    * Papkasserne er ikke til at have på bordet, og hanen drypper.
    * Det er næsten umuligt at få den sidste sjat ud af boksen.
    * Man mister al kontrol med, hvor meget vin man drikker.
    * Vinder boksene mere frem, vil det varierede og interessante udbud af flaskevine forsvinde.
    * Og så er det i øvrigt alt for svært at grave hanen ud af boksen. Det er i hvert fald ikke noget for folk med svage hænder.
    Nej, lad svenskerne beholde boksene.
................
15/07
...............
Australsk vins godfather død
I torsdags døde Len Evans, der er blevet beskrevet som australsk vins godfather. Han var den første, der i 1962 begyndte at skrive om vin i Australien. I 1965 grundlagde han Australian Wine Bureau, og i 1973 skrev han den første større encyklopædi om australsk vin. Han har haft flere topposter i australsk vin og har med vægt deltaget i debatten i sit land. Han blev 75 år.

Øget salg af rosé
Discountkæden Fakta har registreret et fordoblet salg af rosévin i denne herlige sommer. Samtidig steg salget af vand, mens der blev solgt færre billige øl.
Indkøbsdirektør Stig Laursen siger, at danskerne simpelt hen ikke har kunnet drikke så mange øl, fordi kombinationen af øl og varme giver utilpashed.
Hvidvin blev der også solgt mere af end sidste år, mens salget af rødvin gik tilbage. Salget viser, at vejret i høj grad styrer vores drikkevarer.
................
    Ny vinøs spillefilm
    Til november kommer endnu en vinøs spillefilm, A Good Year. Den har Ridley Scott som instruktør, og hovedrollen spilles af Russell Crowe – de to arbejdede også sammen i Scotts film "Gladiator".
    Filmen handler om en britisk børsmægler (Russell Crowe), der får foræret et vinslot i Provence af sin onkel (Albert Finney), men bliver opsøgt af en kvinde, der påstår, at hun er arving til slottet. Filmen bygger på en bog af Peter Mayle.
    Filmen er optaget i egnen mellem Apt og den yndige Luberon-landsby Bonnieux, blandt andet i nærheden af Château la Canorgue.
    Slottet, man kommer til at opleve i filmen, er dog en ren dekoration, opført på en bar mark og pillet ned bagefter.
    Der er allerede lavet en trailer til filmen, og den kan ses ved at klikke her (klik på "Watch trailer" på siden, der kommer frem – og vent til efter reklamen).


........
38-37/06
................
Vi vil underholdes
Carlo Merolli har en spids pen, når han udsender sine ofte lange epistler til sine tålmodige kunder. I den forløbne uge skrev han (her let forkortet):
Jeg er ved at danne mig den opfattelse, at vi forbrugere ikke længere stiller os tilfredse med gedigne varer og sobre beskrivelser af samme. Nej, vi vil underholdes.
Er der noget forkert ved det? Ikke nødvendigvis. Skulle jeg vælge mellem to slagtere, der var lige gode, ville jeg vælge den, som er munter, som fyrer nogle kvikke bemærkninger af, og som er fræk, som slagtere og deres hunde siges at være.
Men er der ikke nogen, som i farten glemmer at give os ordentlig besked om varen?
Efterhånden er der en orangutang, som sælger juice, en kludedukke, der sælger togbilletter, to tegneseriefigurer, der står for ejendomssalg, en karikatur af en samurai, der sælger biler, og en klovn, der sælger burgere. Og på visse restauranter skal jeg tvinges til at spise med fingrene eller sidde på gulvet, eller hvad nu det seneste sjove og "underholdende" påfund fra kreative kokke og reklamemænd går ud på.
Er der nogen, som tager gas på os, mens de tager vores penge?
Eller er showet en afledningsmanøvre for at fjerne vores opmærksomhed fra prisen (for høj) og varens værdi (for lav)?

Alt om propper m.v.
En af specialisterne i tysk vin, Harro Hallmann, har venligst gjort os opmærksomme på en tysk website om de forskellige former for lukkeanordninger til vinflasker. Vi siger tak og skynder os at bringe linket videre: www.verschlusssache-wein.de.
........
03-02/07
...........
Lov om historisk vin
Senatoren for San Francisco og North Bay, Carole Migden, vil meget gerne have Zinfandel udnævnt til "Californiens historiske vin".
Den slags burde jo egentlig være ligetil, men det er det altså ikke på amerikansk jord. Hvis vinen skal kunne smykke sig med den fornemme titel, skal der ifølge Wine Business en regulær lov til.
Carole Migden har allerede fået sit forslag godkendt hos Californiens lovgivende forsamling. Så nu venter hun bare på, at statens guvernør, Arnold Schwarzenegger, skriver under på, at loven er en realitet.
................
    En tur med cab’en
    Tore Scheel, der har haft sin gang i vinbranchen herhjemme siden 1994, er i færd med at lægge sidste hånd på tjenerskolens kommende lærebog om vin. Blandt de mange illustrationer til bogen hører vinetiketter fra alverdens vinlande, hvoraf nogle er yderst opfindsomme – se bare denne her, som Tore Scheel har været så venlig at sende til os.
    Cab, som der står på bilens nummerplade, er det amerikanske kælenavn for såvel taxa som Cabernet Sauvignon.
................
Gang i aktiviteterne
Der er ved at komme gang i de vinøse aktiviteter rundt omkring i landet. I VinAvisens Aktivitetskalender er der således 71 store og små begivenheder – først og fremmest smagninger og vinmiddage, men der er også en hel del vinrejser, som lyder ret spændende.
Meddelelser om arrangementer bedes sendt til Claus Skov Christensen, der redigerer denne side. Hans e-mail adresse er: revclaus@worldonline.dk.
Også klubberne er ved at komme i gang efter sommeren. På vores liste er der i alt 59 klubber, hvoraf de 14 findes i København, de 8 rundt om på Sjælland, de 7 på Fyn og de 21 i Jylland. Yderligere er der 1 på Bornholm og 8, som har medlemmer over hele landet.
................
02-01/07
.................
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
...............
.
    Ole Andreasen (f. 1964) gjorde sit første bekendtskab med vinens glæder i barndomshjemmet i Nakskov. Her sydede og boblede det i bryggerset, hvor hans far fremstillede sin egen vin, og når den var færdig, fik sønnike lov til at smage på sagerne. Interessen blev skærpet i studietiden på Handelshøjskolen i København, hvor Ole Andreasen sammen med en flok venner afholdt smagninger og diskuterede vin i lange baner.
    Efter endt studium og med en eksamen som HD i revision fik han hurtigt fast arbejde som revisor. Begejstringen for vin blev dog ikke lagt på hylden, og i 1989 startede han, sammen med vennen Lars Gregersen, vinfirmaet Lago-Import.
    I begyndelsen var der tale om en ren hobbyvirksomhed, men fra og med 1995 blev det alvor. I dag helliger de to vinglade venner sig helt og holdent importfirmaet, hvor Ole Andreasen har ansvaret for logistik, lager og regnskab.
    Det første, der kom på hylderne i Lago-Import, var fransk vin med hovedvægt på Bordeaux. Siden er stort set hele vinverdenen samt flere spiritusmærker blevet lukket ind i varmen.
    Foruden at levere vin og spiritus til mere end hundrede professionelle vinhandlere over hele landet, driver Lago-Import også Østergades Vinhandel i Nakskov.
    Ole Andreasen brænder for sit job, så det gør ikke spor, at det sluger næsten al hans fritid. En gang imellem bliver der dog også tid til at give et nap med i Nakskov Håndboldklubs lokale venneforening.
    Adresse: Lago-Import, Østergade 18, 4900 Nakskov, tlf.: 54 92 74 00, e-mail: lago@lago.dk, www.lago.dk.
........................
33-36
................
--....
    Den danske vinbranche
    * Toscavini har fået forhandlingen af Barbera-, Nebbiolo- og Roero-vinene fra vinhuset Chicco i Piemonte.
    * Juul's Vin og Spiritus har optaget importen af sherry fra hele to producenter, Bodegas Valdivia og Bodegas Tradición.
    ...........--....
................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
........
    Ugens vinøse billede
    Michael Ranzau fra importfirmaet VinDownUnder har sendt os dette dramatiske billede fra vin- og trøffelfarmen Wine & Truffle Co. i Western Australia.
    Farmen, der blev grundlagt for syv år siden, råder over cirka 100 hektar med vinstokke og trøfler i skøn forening. Jordens beskaffenhed og det kolde klima på dette sted øst for Margaret River gør nemlig området velegnet til dyrkning af såvel vin som sorte trøfler af topkvalitet.
    I år kan ejerne høste trøfler for første gang. De regner med at kunne få omkring 200 kg i hus. I løbet af et par år vil tallet lyde på 1000 kg, og om cirka fem år vil Wine & Truffle Co., hvis alt går vel, være en af verdens største eksportører af sorte trøfler. Og trøflerne leveres vel at mærke et halv år forskudt i forhold til alle andre trøfler, fordi de kommer fra den sydlige halvkugle.
    Som man kan se på billedet, er en af trøffel-høstfolkene ude med sine hunde, der er trænet til at snuse sig frem til de steder, hvor trøflerne gemmer sig under jorden.
    De lækre sorte trøfler forhandles i øvrigt af VinDown Under.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
..................................................
34-07
................
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine - inklusive de tre vine ovenfor fra Chris-Wine. Af disse vine var der 19, som fik mere end to stjerner, og 12, som fik fem stjerner. I alt 86 stjerner.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Hvidvin


Laurent Miquel, Nord Sud, Viognier, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2005
74 kr., Michael Jepsen
Der er både saft og fylde, friskhed og blødhed i denne meget vellavede hvidvin. Det er en vin, der kan anvendes til mange retter, og som alle vil kunne lide.


Paul Schneider, Muscat, Alsace, Frankrig 2004
112 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En fornem hvidvin, der velfortjent har fået en sølvmedalje ved den store smagning i Mâcon. Den har en fin honningagtig duft fra Muscat-druen og en lidt fed smag med frisk frugt og tilpas syre. Skænk den fx til en kylling eller til en lidt fed fisk.


Domaine Zind Humbrecht, Riesling, Alsace, Frankrig 2003
109,95 kr., Erik Sørensen Vin
En stor og fornem hvidvin, der lægger alle Riesling-druens dyder frem – frisk frugt, blød syre, mineralitet, en lille sødme. Vinen fortjener en vellavet ret med fisk eller lyst kød. Eller nyd den, som den er, til en god snak.


Winter Hill, Reserve, Viognier / Sauvignon Blanc, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2005
29 kr., i august 25 kr., Fakta
Prisen for denne fortræffelig hvidvin er utroligt lav. Så vinen er lidt af et kup. Den er tør, med god ren frugt og lang eftersmag. Den femte stjerne får den netop på grund af prisen. Flasken har skruelåg.


Casa Girelli, Virtuoso, Chardonnay, Trentino, Italien 2002
99,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Dette er bestemt en hvidvin af kvalitet, men man skal kunne lide den meget markante træsmag og bitterheden i eftersmagen.




Rødvin


El Vínculo, La Mancha, Spanien 2003
129,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Alejandro Fernández er en af dem, der med vægt har sat distriktet Ribera del Duero på det vinøse Spaniens-kort. For nogle år siden satte han sig for at bevise, at man også kan lave en stor rødvin i det store distrikt La Mancha. Her er resultatet. En elegant og harmonisk vin med ren, blød frugt, chokolade, kaffe og integrerede fadtoner. En nydelse!


Valle de Salinas, Yecla, Roble, Spanien 2004
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En vellavet rødvin, hvor duften af blomme, mandel, brombær, frisk muld og eg går op i en højere enhed. Smagen er kraftig og koncentreret, fuld af frugt og med en forfriskende blommeagtig syre i eftersmagen. Det er en kraftig vin med 14% i alkohol, der kræver modspil fra en lige så kraftig og krydret ret.


Botalcura, Malbec, Maipo Valley, Chile 2004
109 kr., Haller Vine
Stor og flot rødvin med blød frugt og en smag lidt i retning af skyggemoreller. En vin, der skal ledsage en kraftig kødret.


Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig 2005
49,95 kr., The Wine Company
Til den lave pris en yderst lækker rødvin med en virkelig god struktur – saft, krydderi, blåbær, tilpas garvesyre og syre.


Quinta do Crasto, Reserva, Douro, Portugal 2003
159 kr., Portugisisk Vinkælder
Den har det hele, denne elegante rødvin. En fornem duft og en blød, bred smag, der fylder munden med vellyst. Den kan sagtens gemmes endnu nogle år. Alle pengene værd.


Woodhouse Estate, Merlot, Australien 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En muskuløs rødvin med koncentreret duft af sveskeblomme med et strejf af bananer. Smagen er fyldig med toner af søde brombær. Vinen indeholder 14,5% alkohol, hvilket giver sig udtryk i et lille alkoholisk bid i eftersmagen.


Down Under, Petit Verdot, Australien 2004
39 kr. ved 12 flasker, Skovgaard Vine
Denne uhøjtidelige rødvin dufter af mørke bær og kirsebær. En fed bærmost breder sig i munden med toner af brombær og solbær og med en anelse flint i eftersmagen.


Antonutti, Refosco, Friuli Grave, Italien 2003
69 kr., Fiasco-Vine
Blød og saftig rødvin uden de store armbevægelser. I smagen er der lidt bitter citron.


Pasqua, Bardolino Classico, Italien 2005
39,95 kr., Amka
Let og ret enkel, men saftig og okay rødvin. Nem at gå til.


Château la Baume, Costières de Nîmes, Frankrig 2004
60 kr., Premier Cru
Pæn lille hverdags-rødvin med frugt og let krydderi.


In Situ, Reserva, Merlot, Aconcagua Valley, Chile 2003
59 kr., Glud Vin
Saftig og sød rødvin uden større prætentioner, men venlig og nem at drikke.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.