Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 46, 2006





Vin-aktuelt i uge 46
13. november til 19. november, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 45
VinAvisen uge 44
VinAvisen uge 43
...............
...............
46-50
...............

...............
De tre initiativtagere til den nye måde at sælge vin på. Fra venstre Rasmus Nielsen, Kim Clausen og Kenneth Helledie Quistgaard. Når klubben er i gang i Danmark, er det tanken at gå videre i Sverige og Norge.
    De vil sælge vine til ren kostpris
    Igennem et år har tre initiativrige vinfolk i Aabybro arbejdet med at skabe en helt ny form for vinsalg i Danmark, og i onsdags præsenterede de deres NordicWineClub.com.
    Ideen er, at medlemmerne køber deres vin til den rene kostpris. Klubben tjener ikke en øre på vinen, men lever til gengæld af kontingenterne fra medlemmerne og årsbonus fra producenterne.
    Salget foregår via internettet, og regnskabet for den enkelte vin lægges frem, så man kan se, hvor meget man sparer.
    Hvis man fx køber en kasse "Down Under Shiraz", så koster vinen pr. flaske i indkøb 2,5 australske dollars = 11,50 dkr. Hertil kommer fragt til Danmark: 2,17 kr., told: 0,90 kr., flaskeafgift: 1,60 kr., vinafgift: 4,61 kr. og moms: 5,20 kr. I alt en medlemspris på 26 kr. Men for ikke-medlemmer vil prisen være de normale 49 kr.
    Tilsvarende vil en "Cobos Malbec" fra Paul Hobbs Winery i Napa Valley koste 576 kr., hvor normalprisen er 1049 kr. Til disse priser kommer så fragten i Danmark.

    Nogle betingelser for succes
    Det lyder som en god idé, men for at ideen skal få succes, kræver det imidlertid et par ting:
    * Der skal være en helt klar gennemsigtighed med regnskabet for den enkelte vin. Ingen snyd – det vil medlemmerne og konkurrenterne hurtigt opdage. Klubben har derfor oprettet en "smagsbestyrelse" på otte personer, der udtager stikprøver af alle fakturaer. Her kan ethvert medlem stille op.
    * Vinene skal være pengene værd og af virkelig kvalitet – ikke for mange nitter eller propsyge flasker. Vinene vurderes derfor af smagsbestyrelsen, ligesom alle medlemmer løbende kan give deres besyv med via et pointsystem med max fem stjerner.

    Flere betingelser for succes
    * Kontingentet ligger på 69 kr. om måneden (828 kr. om året) ved et årligt forbrug på højst 250 flasker (dvs. 3,31 kr. pr. flaske) – og på 299 kr. om måneden ved et forbrug på op til 2000 flasker (1,79 kr. pr. flaske). Så for at opnå en virkelig besparelse, skal man aftage hele sit årlige vinforbrug gennem klubben. Men med det store udvalg på 120 vine – og et udvalg, der er på vej til det dobbelte – vil dette næppe heller være et problem. Mange køber jo alligevel deres vin i en bestemt butik.
    * Det gælder for klubben om at tiltrække kunder med et forbrug af de lidt dyrere vine – så kontingentet pr. flaske ikke spiller nogen rolle. For restauranter er der en særordning, som er ekstra attraktiv.
    * Endelig er det vigtigt for klubben, at den fastholder sine medlemmer. Det vil den først og fremmest kunne, hvis medlemmerne føler, at de virkelig sparer penge. Men de tre initiativtagere planlægger også, at et medlemskab skal kunne give rabat ved restaurantbesøg og mulighed for deltagelse i vinrejser og smagninger.
    Umiddelbart synes det at være en god idé. Det bliver spændende at se, hvordan den udvikler sig.

    Fire eksempler
    I forbindelse med præsentationen har vi smagt seks af vinene, som aktuelt kan købes. Nogle af dem er dyre vine; men som det fremgår af vore smagenotater i slutningen af denne VinAvis, er det vine helt i top – og vine til en meget fordelagtig pris. For klubbens medlemmer, altså.
...............
46-49
...............
Succes for Vino Novello
I en menneskealder har Beaujolais været kendt for sin beaujolais nouveau, årets nye vin – en let og frisk rødvin, der skal drikkes ung. Hvert år frigives vinen under stort ståhej, og det sker også nu på torsdag.
Men franskmændene er ikke ene om at fremstille ny vin. I Italien findes der et modstykke i form af vino novello, som laves af cirka 400 vinproducenter landet over, og som er blevet en stadigt større succes.
I år blev der ifølge AGI produceret 18 millioner flasker vino novello, hvoraf 60% kom fra Norditalien. Det svarer til en tredobling siden 1986.
Italienerne glæder sig over succesen, og måske gnider de sig også lidt i hænderne over, at de hvert år kommer franskmændene i forkøbet med frigivelsen af den nye vin. Mens beaujolais nouveau kommer på gaden den 16. november, så har italienerne kunnet nyde vino novello siden den 5. november.
.....................
    Ny champagne i superligaen
    De tre champagner med den største stråleglans og de højeste priser må vist siges at være Cristal, Krug og Dom Pérignon.
    Nu vil den franske vin- og spiritusgruppe Pernod Ricard med i superligaen, og det skal ske med en champagne til cirka 1000 euro (7500 kr.) pr. flaske.
    Ifølge Decanter antyder formanden for bestyrelsen, Patrick Ricard, at vinen vil blive lanceret under topmærket Belle Epoque.

    Den berømte Belle Epoque
    Den normale champagne Belle Epoque, der "bare" koster 700 kr., kommer fra huset Perrier-Jouët, der ejes af Pernod Ricard.
    Den er en berømt champagne, der har indskrevet sig i kunsthistorien, og alle elskere af champagne kender flasken med det slyngede anemone-motiv.
    Dekorationen blev skabt i 1902 af kunstneren Emile Gallé (1846-1904), som var en af Art Nouveau-periodens fremmeste repræsentanter. Han tilhørte den såkaldte Nancy-skole, der har fået sig et monument i museet i byen Nancy i Nordfrankrig (besøg det endelig, hvis vejen falder forbi).
    Art Nouveau er den stil, præget af naturformer, som vi her i landet kalder Skønvirke.

    Den smukke tidsalder
    Emile Gallés slyngede naturformer kom ikke lige med det samme på flaskerne. Historien går, at det originale design i mange år lå gemt og glemt.
    Først i 1969 lod vinhuset Perrier-Jouët det pryde husets prestige-champagne og kaldte vinen Belle Epoque efter "den smukke tidsalder" i de let frivole 1890'ere – "Sådan gjorde vi også i halvfemserne ...!".
    Det var dengang, maleren Toulouse-Lautrec lod sig inspirere af Perrier-Jouëts champagne – og skuespillerinden Sarah Bernhardt tog bad i den.

...
I Épernay åbnede Perrier-Jouët i 1990 Maison Belle Epoque med møbler og brugskunst i den karakteristiske Art Nouveau-stil, der er præget af naturformer. Huset kan besøges efter forudgående aftale.
................
...............
    < Filippo Pulisci og de vine, vi smagte. Nedenfor under ugens smagekommentarer har vi topstjerner til dem alle sammen.
...............
En hyldest til Jupiters blod
Antinori er ikke kun verdens ældste vinhus, som stadig er i den samme families eje. Det er fra 1385. Antinori er også et af Italiens største vinhuse med en bred pallet af vine.
Hvert år kommer Filippo Pulisci fra Antinori til Danmark for at præsentere nye årgange og nye vine, og der er altid nogle af vinene, vi ikke har smagt før.
I torsdags var han igen på besøg hos Maxxium Danmark, og som sædvanlig var det en drømmesmagning med store vine som Tignanello, Guado al Tasso og Solaia i glassene.
I mange af rødvinene spiller druen Sangiovese hovedrollen med Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah som statister, og smagningen i torsdags var i det hele taget en hyldest til den store Sangiovese, hvis navn betyder Jupiters blod (på latin: Sanguis Jovis).

Den første supertoscaner
Ingen har som Piero Antinori slået et slag for at skabe store vine i Toscana. Indtil han kom til i slutningen af 60’erne, var distriktet Chianti kendt for en lidt tynd, let perlende rødvin, der pr. tradition blev fremstillet efter en særlig metode og iblandet hvidvinsdruer. Men Piero Antinori ville vise, at man også kunne fremstille kvalitetsvin i Chianti – et mål han nåede med rødvinen Tignanello, der er skabt i 1970 på druerne Sangiovese og Cabernet Sauvignon og uden tilsætning af grønne druer.
Vinen blev hurtigt en kultvin og regnes i dag som den første i en lang række af såkaldte supertoscanere. Den produceres kun i gode årgange og dermed ikke i 1972, 73, 74, 84 og 92. Vi smagte 2003, og den er himmelsk. Ligesom næsten alle de andre Antinori-vine er den til fem stjerner – se nedenfor.
...............
>30/07
............
57% siger ja til spånerne
I sidste uge spurgte vi vore læsere: Er det i orden at give vine smag af fadlagring ved at bruge spåner eller stave af egetræ – i stedet for at anvende de dyre træfade?
2757 af vore læsere svarede. Heraf mener 1560 (57%), at det er i orden, mens 1197 (43%) mener, at det ikke er i orden.
Flere har yderligere kommenteret deres standpunkt – og tak for det. Blandt andet skriver Lisbeth Maag, der sammen med sin mand producerer vin i Bourgogne:
– Vi siger nej til tilsætning af træspåner af den simple grund, at næste gang bliver det måske tilsætning af solbær, kirsebær eller chokolade. Hvor skal man stoppe?

Det bør nævnes på flasken
Thorbjørn Thorbjørnsen, der underviser i ernæring og sundhed på Social- og Sundhedsskolen Vestsjælland, skriver, at det i forbindelse med tilsætning af spåner eller stave er vigtigt, at det nævnes på flasken:
– For mit vedkommende er det afgørende, at jeg som forbruger har mulighed for at gennemskue produktionsmetoder ved køb af varer.
– Og som vinelsker er det en del af min nydelse, at jeg ved, at en vin har ligget på træfad i så og så mange år for at opnå den ønskede smag.
– Det er altså ikke kun smagen, der er afgørende, men også hvordan den er opnået.
– Det er lidt ligesom med en økologisk spegepølse, slutter Thorbjørn Thorbjørnsen. – Den smager ikke nødvendigvis bedre/anderledes; men visheden om, at landmanden har kløet koen bag øret hver morgen, er medbestemmende for mit valg.

Endnu en meningsmåling
Dette er et yderst relevant synspunkt, og spørgsmålet er, om en deklaration på flasken vil rykke de 43% af vore læsere, som sagde nej til spånerne og stavene. Så vi laver endnu en lille meningsmåling:
...............

.............

>33/07
...............
    < Konstantinos Lazarakis fortalte levende om de græske vine, som han har et dybt kendskab til. Der var kun 40 pladser til seminaret, så det var hurtigt udsolgt.
...............
Stor interesse for græsk vin
Den græske vin-revolution er kommet til Danmark. I den sidste halve snes år er der opstået en række vingårde rundt omkring i Grækenland, der med topmoderne teknik og veluddannede ønologer har skabt nogle meget spændende vine.
I tirsdags lod de os smage på sagerne. Det foregik på Langeliniepavillonen i København, hvor 28 vinerier linede deres flasker op, og hvor en masse interesserede importører, sommelier og forbrugere smagte løs. Da vi var der, var der sort af mennesker.
Flere af vinerierne på Peloponnes besøgte vi i foråret, så det var et glædeligt gensyn. Vores femten postkort fra turen ligger på en særlig side.
I forbindelse med præsentationen blev der afholdt et seminar, hvor Grækenlands eneste master of wine, Konstantinos Lazarakis, på glimrende vis kommenterede en smagning af tolv karakteristiske vine. Han er forfatteren til det vægtige værk "The Wines of Greece", der udkom sidste år.
Med den interesse, der var for de græske vine, er der ingen tvivl om, at et nyt vinland er ved at blive åbnet for danske vinnydere.
...............
34/07
..........
Det går godt i Chablis
Det går ikke skidt overalt i fransk vin. I Chablis går det faktisk godt. I salgsåret 2005-06 er der solgt 35 millioner flasker, hvilket er 2% mere end året før og 5% mere end gennemsnittet for de foregående fem år. Det totale salg var fordelt mellem fire appellations-kategorier:
* Chablis grand cru er toppen, der kommer fra syv marker: Blanchots, Bougros, Les Clos, Grenouille, Preuses, Valmur og Vaudésir. Disse vine udgjorde 1,5% af alle de solgte flasker.
* Chablis premier cru omfatter 30 marker, og vinene fra dem er lidt lettere end dem fra de store cru’er. De omfattede 16% af salget.
* Chablis er det tredje trin. Det er de "almindelige" chablis’er, der omfattede 67,5% af salget.
* Petit Chablis er de små, pæne vine, men ikke ret meget andet. De omfattede 15% af salget, men vi ser dem sjældent her i Danmark. Det er sikkert svært at sælge vine, der hedder noget med Petit.
Interessant er det, at salget "ved stalddøren" nede i selve distriktet er steget med 29%, så det i dag omfatter hele 40% af det totale salg. Dette salg gælder især Chablis og Petit Chablis.
...............
    Dansk vinder af nordisk mesterskab
    Sidste søndag afholdt Dansk Sommelier Forening sit mesterskab for nordiske sommelierer. Der var to deltagere fra hvert af de fem nordiske lande, og opløbet i finalen blev meget tæt.
    Inden finalen havde deltagerne kæmpet sig gennem meget svære spørgsmål og blindsmagninger og givet forslag til gastronomi til de smagte vine.
    De tre, der klarede sig bedst, gik videre til finalen, hvor de på scenen skulle smage tre vine og syv mærker spirituosa samt servere for indbudte gæster.
    De tre finalister lå meget tæt, men med en sidste overbevisende indsats slog danskeren Jacob Krocemba fra restaurant Prémisse i København de to andre finalister fra henholdsvis Sverige og Finland.

    < Dansk Sommelier Forenings præsident, Jesper Boelskifte, lykønskede den glade vinder, Jacob Krocemba. Foreningen har nu i to år holdt pokalen for det nordiske mesterskab.
..............
44-43/07
...........
Han laver vin på begge halvkugler
Forleden havde Vinslottet i Greve besøg fra både Schweiz og New Zealand – sådan at forstå, at vinmageren George Fromm har en vingård i begge lande.
Han er schweizer og fjerde generation i en gammel vinfamilie i byen Malans. Da han i 1990 besøgte en granonkel i New Zealand, faldt han for landet og dets vine. Han købte jord i distriktet Marlborough, gik i gang med at opbygge en vingård og fik international succes med sine vine.
Ni måneder om året er han hjemme i Schweiz, de resterende tre måneder arbejder han i Marlborough – det er jo så praktisk, at høsten på Jordens to halvkugler er forskudt et halvt år.

Den første med Pinot Noir
Georg Fromm var den første, der for alvor begyndte at dyrke Pinot Noir i det Sauvignon Blanc-glade distrikt Marlborough. I begyndelsen betragtede de andre vinbønder ham som lidt af en gartner, men han beviste, at den vanskelige drue med omhu og schweiziske erfaringer fra et køligt klima kan give fremragende vine.
Georg Fromm arbejder med organisk dyrkede druer og chaptaliserer overhovedet ikke. I Schweiz fremstiller han cirka 30.000 flasker om året og i New Zealand cirka 70.000, og de ret kostbare flasker eksporteres til seksten lande – der hver især får deres begrænsede ration.
Hos Vinslottet smagte vi otte vine, der alle ligger helt i top, så det blev til 40 stjerner i alt. Vore kommentarer kommer nedenfor.

...........
Georg Fromm sammen med Jonas Laulund fra Vinslottet.
...............
>07/07
...........
...............
    Nordlund har fået en Lille
    På tirsdag den 14. november frigiver Dansk VinCenter sin rødvin, Nordlund 2005, og samtidig lanceres en ny vin, Lillelund. Den er lavet på druer, der ikke helt har haft potentiale til at indgå i førstevinen samt af druer købt af andre danske vinavlere.
    Ved det nyligt afholdte Dansk Vinskue fik Nordlund 2005 en sølvmedalje og blev beskrevet som en vin med "eukalyptus, masser af søde kirsebær, tobaksblade – en god vin med potentiale og i fin balance". Nordlund kommer til at koste 349 kr.
    Og ved samme vinskue fik Lillelund 2005 en bronzemedalje og blev beskrevet som en flot, velstruktureret vin med eukalyptus og sorte kirsebær i smagen. Lillelund kommer til at koste 199 kr. og 129 kr. for en halv flaske.
    Vi vil senere komme med vore smagekommentarer til vinene, der ikke kun distribueres af Dansk VinCenter, men også af Dionysos Wines og World of Wine.
Katastrofale følger
Russernes boykot af moldavisk vin har fået katastrofale følger for den tidligere sovjetrepublik. Moldavien er betydeligt hårdere ramt end Georgien, og cirka en fjerdedel af de cirka 35 store kooperativer har ifølge WeinReporter indstillet driften.
Rusland har aftaget cirka 70% af den moldaviske vin og spiritus, og det er ikke lykkedes at finde andre aftagere.
Især er det gået ud over de små vinbønder, der ikke har nogen mulighed for at komme af med deres druer...........
...............
45-46
............
14 postkort fra
LOMBARDIET
...............
      For nogle uger siden var vi på vinrejse i det norditalienske Lombardiet, og fra turen sender vi i disse uger i alt fjorten postkort. De første fire bragte vi i uge 44 og uge 45. Her kommer de næste fire, der handler om distriktet Oltrepò.
............

.......
Tenuta Frecciarossa er en af de vingårde, vi besøgte i Oltrepò. Den blev grundlagt i 1700-tallet og har siden 1919 været i familien Oderos eje. Det lille slot mellem træerne er fra 1860.
.......
    Postkort nr. 8 fra Lombardiet:
    Et romantisk landskab
    Det er noget af en oplevelse at køre tværs over Po-slettens uendelige flade og pludselig igen se et romantisk italiensk landskab med bakker og vinmarker ved foden af Appenninernes bjergkæde.
    Vi kørte over på den anden side af Po – oltrepò, siger italienerne – og ankom til distriktet Oltrepò. Tidligere hed det Oltrepò Pavese, et navn, der kan oversættes ved "På den anden side af Po i forhold til byen Pavia".
    Oltrepò, der ligger på 45°s bredde, er langt det største af Lombardiets vindistrikter – faktisk et af Italiens største. Tre fjerdedele af Lombardiets vin og 5% af al italiensk vin kommer fra de 160 kvadratkilometer vinmarker.
    .......

.......
– Kan I se det: Oltrepò har samme form som en drueklase. Sådan sagde Margherita Odero Radici, der som ejer og ønolog har ført familieejendommen Frecciarossa frem i første række.
    Postkort nr. 9 fra Lombardiet:
    Den spredte drue
    Distriktet Oltrepò har potentiale til at lave glimrende vine. Det fik vi blandt andet demonstreret eftertrykkeligt, da vi besøgte Margherita Odero Radici og hendes bestyrer, dottore Giuseppecarlo Vercesi, på Frecciarossa , der har 26 hektar under vin.
    Her smagte vi en række glimrende vine, hvide og røde, der alle var helt på toppen. En rød "Giorgio Odero", opkaldt efter Margheritas far, smagte vi i fire årgange, og den udviste stort lagrings-potentiale. Endvidere smagte vi en dejlig rødvin udelukkende på den lokale drue Uvarara, hvis navn – uva rara – man umiddelbart skulle tro betyder "den sjældne drue". Men rara skal her opfattes som ordet spredt – med stor afstand. Der er nemlig ret stor afstand mellem druerne.
    .......
............

03-02/07
..............

.......
Der er kommet et par grønne klaser med i høsten af blå druer – men det var nu mest, fordi vi syntes, det så pænt ud på billedet ...
.......
    Postkort nr. 10 fra Lombardiet:
    Oltrepòs druer
    Der er cirka 3000 vingårde i Oltrepò, men mange af dem er små. 2500 af dem laver således ikke selv vin, men afleverer druerne til fem store kooperativer.
    Ifølge DOC-reglerne er det tilladt at dyrke fjorten forskellige druesorter i Oltrepò, og af dem er Barbera, kendt fra nabo-regionen Piemonte, den mest anvendte. Derefter kommer Pinot Nero og Croatina.
    De lokale druer Croatina og Uvarara benyttes til en meget populær og ret enkel rødvin ved navn Bonarda, der både kan være en stillevin, let mousserende, tør og sød.
    Bonarda er udpræget Oltrepòs egen vin og eksporteres yderst sjældent. Derimod kommer der en Bonarda-vin fra Argentina, men den er noget helt andet ...
    Endelig bør vi lige nævne den perlende dessertvin Sangue di Giuda – Judas’ Blod. Ligesom Judas forrådte Jesus, vil denne vin forråde den, som drikker for meget af den.
    .......

.......
Mazzolinos og Jean-François Coquards fadlagrede rødvin "Noir" på 100% Pinot Noir er en fantastisk vin. Coquard sagde i øvrigt, at han måske allerede til næste år går over til skruelåg. Fornuftig fyr.
    Postkort nr. 11 fra Lombardiet:
    Stor produktion af Pinot Noir
    På den meget fine vingård Mazzolino i Oltrepò lytter Jean-François Coquard til fadet for at høre, om gæringen er i gang. Han er franskmand og specialist i druen Pinot Noir. Tidligere var han vinmager hos Hospices de Beaune, det berømte hospital i Bourgognes hovedstad Beaune, men i 1998 blev han headhuntet til Mazzolino for at stå for de 100.000 årlige flasker.
    Det er ikke så kendt, men næst efter Bourgogne og Champagne har Oltrepò verdens største produktion af vin på druen Pinot Nero.
    80% af vinen går til den mousserende spumante, men nogle af vingårdene laver også flotte rødvine på druen. Det gælder ikke mindst Mazzolino.
    .......
..........
46-09
...............
Australske køer opflaskes på vin
Danske køer har god grund til at være misundelige på deres artsfæller i Australien. Køerne down under bliver nemlig opflasket med en lækker vælling af korn opblødt i vin.
Køerne kan godt lide den lidt utraditionelle føde – de spiser meget mere, end de plejer, lyder det fra kvægavlerne.
Ifølge den australske avis The Independent er målet dog ikke at glæde køerne, men derimod at øge marmoreringen i kødet – noget, der regnes for et kvalitetstegn. Og her har rødvinen vist sig at være ideel – højst sandsynligt på grund af dens rige indhold af antioxidanter.
Men det er ikke underordnet, hvilken vin køerne får hældt indenbords – en australsk Margaret River rødvin fremstillet på Cabernet Sauvignon, Shiraz og Merlot skulle give den allerbedste marmorering!
Ideen med at give køerne alkohol stammer fra Japan, der er berømt for sit Kobe-bøfkød – kød fra kvæg, der er blevet trakteret med øl.
...............
.................
På vinens etiket ses en af de tre kirkeklokker, der kan høres på slottet.
    Nu drikker 007 bordeaux
    James Bond holder sig ikke kun til champagnen Bollinger i den nye film, "Casino Royale". Han bestiller en Bollinger Grande Année, men man ser ikke, at han drikker den. Derimod drikker han en Château Angélus, og det sker i en spisevogn på vej til Montenegro.
    Da filmens producent, Barbara Broccolli, henvendte sig til slottets ejer, Hubert de Boüard de Laforest, lod hun ham forstå, at James Bond kun ville være tilfreds med det bedste.
    – Jeg havde egentlig tænkt mig at give dem 1990-årgangen, siger Hubert de Boüard til Decanter. – Men de sagde: Er du klar over, at James Bond mindst har smag for 82’eren?
    Château Angélus er premier grand cru classé i Saint-Émilion, og slottet er opkaldt efter en mark, fra hvilken man kan høre klokkerne fra tre kirketårne, når de ringer til bøn morgen, middag og aften. Det er de bønner, som katolikkerne kalder angelus (en af klokkerne kan høres på slottets hjemmeside).
...............
    Thomas Jefferson om vin
    Den amerikanske advokat og vinskribent John Hailman har skrevet en bog, der ifølge amerikanske anmeldelser er interessant.
    "Thomas Jefferson on Wine" hedder bogen, og den handler om USA’s tredje præsident og hans kærlighed til vinen.
    På Jeffersons landsted Monticello (se vores postkort fra Virginia) har Hailman læst alt, hvad præsidenten skrev om vin, blandt andet 300 breve, og det ser ud til, at det var svært at være vinven dengang.
    Ekstreme temperaturer i skibene fra Europa kunne ødelægge vinen. Pirater og storme kunne betyde, at alt gik tabt. Og lokale skibsførere stjal af fadene og fyldte efter med vand.
    Men Jefferson lærte at gardere sig. Han købte direkte fra vinslottene i Europa, og han blev ekspert i at vælge skibe, havne og måder at betale på, så han havde gode chancer for at få de bedste vine vel i hus.
    Han blev ligefrem så stor en vinekspert, at tolderne i de amerikanske havne nogle gange spurgte ham, hvor meget told de skulle lægge på hans egne vine.
    Bogen er lige udkommet hos University Press of Mississippi. Den kan købes via nettet hos Amazon i England for 18,40 pund plus forsendelse.
...............
02-01/07
............
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.......
.
    Nicolai Hedegaard (f 1971) blev færdig som markedsøkonom i 1994. Slutkarakteren i fransk var middelmådig, så han besluttede sig for at tage til Frankrig og gøre noget ved sagen. Da han var vokset op i en vininteresseret familie, faldt valget helt naturligt på et vinslot i Bordeaux, nemlig Château Prieuré Lichine i Margaux. Her lærte han ikke kun fransk, men også alt om selve processen fra drue til vin.
    Efter slotsopholdet arbejdede Nicolai Hedegaard tre år i vinfirmaet Descas Père & Fils, hvorefter han vendte næsen hjemad til en post som brandmanager hos Vingaarden i Odense. Men Frankrig trak stadig, og da Nicolai Hedegaard blev tilbudt et job som eksportmanager hos Sovex i Bordeaux, drog han sydpå igen.
    I seks år havde han sin daglige gang hos Sovex, hvorefter han blev headhunted af vinfirmaet Barriere Frères i Médoc til sit nuværende job som eksportdirektør og højre hånd for den administrerende direktør.
    Hverdagen er travl for Nicolai Hedegaard, da Barriere Frères er et firma i vækst med en eksport, der udgør hele 80% af omsætningen. Men fritid skal der være plads til – ikke mindst nu, hvor han og hans franske hustru, Carine, venter deres første barn. Lidt golf bliver det også til hist og pist. Og så er Nicolai Hedegaard da også deltager i det berømte maratonløb gennem Médocs vinmarker.
    Adresse: Barriere Frères, 18, rue Lafont, F-33290 Ludon, Médoc, tlf. 00 33 5 57 88 85 84, e-mail: nhedegaard@barriere-freres.com, www.barriere-freres.com.
............
34-07
.............
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Langhe Vine har fået agenturet på Azienda Olivero i Roddi og Azienda La Gironda i Nizza Monferrato, begge i Piemonte.
    ........--....
.................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
...............
44-46
.......
    Ugens vinøse billede
    Vi får heldigvis mange meget flotte og interessante vinøse billeder fra vore læsere. Men ind imellem finder vi også selv nogle.
    Det gjorde vi, da vi havde været til smagning af schweizeren Georg Fromms dejlige vine (se ovenfor). Vi gik ind på hans hjemmeside, og der fandt vi en hel serie fine billeder, hvoraf vi her bringer et.
    Det er taget i Fromm Winery i New Zealand, og det viser kældermesteren William Hoare i gang med at gøre vinpressen ren med koghedt vand.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
..............
15/07
............
.....
Ugens gode spørgsmål
Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
..............

Hvad er pai?
Claus Schmidt har under en vinsmagning hørt tale om pai. Hvad er det? spørger han.
PAI er en forkortelse for de franske ord Persistance Aromatique Intense
dvs. intens aromatisk vedholdenhed. Eller som vi siger på dansk: Eftersmag.
En vins PAI er den tid, i hvilken det aromatiske indtryk af vinen forbliver usvækket i mund og svælg, efter at man har slugt eller spyttet vinen. PAI måles i Caudalie, hvor 1 Caudalie er lig med 1 sekunds eftersmag.
Bemærk, at vi taler om et usvækket indtryk
problemet er så bare at afgøre, hvornår dette indtryk begynder at svækkes.
Små vine har gerne en PAI på op til 5-6 Caudalie (sekunder), mens store vine kan have op til 20 Caudalie.
Det mærkelige ord Caudalie, der udtales koda
li med tryk på sidste stavelse, kommer af latin, hvor cauda betyder hale.
...................

.............
18-17
............
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 61 vine. Af disse vine var der 47, som fik mere end to stjerner, og 35, som fik fem stjerner en meget flot høst. Men vi har jo også været til nogle "fede" smagninger. I alt blev det til 220 stjerner og i gennemsnit 3,9 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
.............
Smagningen af vine fra NordicWineClub


Doudet-Naudin, Chambertin Grand Cru, Frankrig 2000
489,48 kr., for ikke medlemmer: 899 kr., NordicWineClub.com
En stor og meget flot rødvin, blød, tør, veludviklet og lang i munden. En rigtig madvin, fx til en ikke for kraftigt krydret boeuf (for nu at lade det franske ord antyde kvaliteten).


Bernard Levet, Côte Rôtie, Frankrig 2003
158,39 kr., for ikke medlemmer: 359 kr., NordicWineClub.com
Rødvin helt i top, stor og lækker. Den kan drikkes nu, men også ligge flere år endnu.


ValSotillo, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien 1995
360,40 kr., for ikke medlemmer: 649 kr., NordicWineClub.com
Næsten som en klassisk rioja, men altså en vin fra nabodistriktet ved Duero-flodens bred. Elleve år gammel. Den har fint integreret fad og en lang eftersmag. Lækker, lækker ...


Cavalotto, Bricco Boschis, Barolo, Italien 2001
180,38 kr., for ikke medlemmer: 329 kr., NordicWineClub.com
Rødvin med frugt, blødhed, krydderi, fadlagring i perfekt harmoni. Her er virkelig penge at spare, når man er til store vine.


Le Morete, Ripasso, Valpolicella Classico Superiore, Italien 2003
68 kr., for ikke-medlemmer: 129 kr., NordicWineClub.com
Hold da op, hvor er den god. Afrundet, blød og med en dejlig kompleks frugtsmag med toner af modne kirsebær. Egnet til gode kødretter, men også som meditations-vin.


Cavallotto, Bricco Boschis, Vigna del Cucolo, Barbera d’Alba, Italien 2003
84,60 kr., for ikke-medlemmer: 159 kr., NordicWineClub.com
En rigtig Barbera-rødvin med frisk frugt og god syre, der gør vinen velegnet til lidt fed mad, fx en flæskesteg.





Smagningen af Antinoris vine


Montenisa, Brut, Antinori, Franciacorta, Italien
179 kr., Maxxium Danmark
En dejlig mousserende hvidvin med et lækkert blødt skum og duft og smag af modne æbler.


Conte della Vipera, Antinori, Umbrien IGT, Italien 2003
149 kr., Maxxium Danmark
Dejlig hvidvin, frisk, blød og rund, med en fin syre og en anelse mirabelle i smagen.


Cervaro della Sala, Antinori, Umbrien IGT, Italien 2004
249 kr., Maxxium Danmark
Sikke en skøn og solmoden hvidvin. Den lugter af moden sød frugt med et strejf af røg og eg. Smagen er fyldig med toner af honning og bananer. Den har en god syre og en markant eftersmag af eg. Vinen kan drikkes nu, men kan sagtens ligge i ti-femten år.


Peppoli, Antinori, Chianti Classico, Italien 2004
119 kr., Maxxium Danmark
En ualmindelig dejlig rødvin, der lugter mildt af bær og lys chokolade. Smagen er elegant, blød og tør.


Marchese Antinori, Riserva, Antinori, Chianti Classico, Italien 2001
149 kr., Maxxium Danmark
En meget flot rødvin med en varm lugt af skovbund, læder og modne brombær. Den fylder munden med bærmost, har en elegant syre og en lang, blød og let krydret eftersmag.


Badia a Passignano, Riserva, Antinori, Chianti Classico, Italien 2001
229 kr., Maxxium Danmark
Varme krydderier, kirsebær, chokolade og sød lakrids er det første, der falder én ind, når man lugter til denne skønne rødvin. Smagen er kraftig og krydret med sødmefulde undertoner.


Pian delle Vigne, Antinori, Brunello di Montalcino, Italien 2000
395 kr., Maxxium Danmark
Friske svampe, stald, læder og en frisk blommeagtig syre præger duften af denne top-rødvin. Munden fyldes med en koncentreret næsten fed bærmost. Det er en vin med et stort potentiale. Den bør faktisk ligge i rigtigt mange år endnu.


Tignanello, Antinori, Toscana IGT, Italien 2001
495 kr., Maxxium Danmark
Hvis man skulle havne på en øde ø, så er dette vinen, der skulle gøre én selskab. Det er en utrolig rødvin. Den er koncentreret og krydret med toner af moden frugt, sveskeblomme og søde solbær. Eftersmagen slutter tørt med et tilpas bid af garvesyre. En rigtig supertoskaner. Den første af dem, faktisk.


Solaia, Antinori, Toscana IGT, Italien 2001
895 kr., Maxxium Danmark
Denne rødvin smagte vi også i årgang 2003, men det var 2001, der sagde spar to til alt. Det er en fuldendt vin med masser af intens frugtsmag, mørke bær, kirsebær og varme krydderier. Den ligger i den dyre ende af prisskalaen, men er hver en krone værd.


Solaia Annata Diversa, Toscana IGT, Italien 2002
695 kr., Maxxium Danmark
Igen en uforlignelig rødvin, varm, sødmefuld og harmonisk. Der er masser af spændende facetter i duften, mens smagen byder på blandt andet kirsebær og brombær.


Santa Cristina, Antinori, Toscana IGT, Italien 2005
69,95 kr., Maxxium Danmark
Denne rødvin lugter af svampe, læder og modne bær. Smagen er fyldig og meget krydret. En god vin til prisen.


Villa Antinori, Antinori, Toscana IGT, Italien 2003
119 kr., Maxxium Danmark
En rødvin med duft af modne kirsebær og brombær og en enkel koncentreret frugtsmag. Eftersmagen forsvinder lidt vel hurtigt.




Smagningen af Georg Fromms vine


Fromm Weingut, Chardonnay, Malans, Schweiz 2005
250 kr., Vinslottet
Elegant, blød og lækker hvidvin med en lille sødme, fint integreret eg og et pift af gærsmag. Den kan sagtens ligge nogle år, men også drikkes nu. Danmark er kun tildelt 60 flasker.


La Strada, Fromm Winery, Chardonnay, Marlborough, New Zealand 2004
215 kr., Vinslottet
Hvor ovenstående Chardonnay-vin kan minde om en god bourgogne, så minder denne fadgærede hvidvin om en chablis. Den er meget elegant, tør, mineralsk og glimrende til mad.


La Strada, Fromm Winery, Merlot / Malbec, Marlborough, New Zealand 2002
129 kr., Vinslottet
Kraftig rødvin, der fylder munden med ren, intens frugt og god garvesyre. En dejlig vin til mad, der gerne må være lidt fed på grund af vinens gode syre.


Fromm Weingut, Pinot Noir, Malans, Schweiz 2004
250 kr., Vinslottet
Fortræffelig fadlagret rødvin i den helt store Bourgogne-stil, lækker og elegant, med god fylde og en fin lille sødme.


La Strada, Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand 2003
215 kr., Vinslottet
Flot Pinot Noir-rødvin med en ren og dejlig smag – en vin, der med sin moderne stil taler et helt andet sprog end ovenstående schweizer. Den skal ubetinget have mad.


Fromm Vineyard, Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand 2004
325 kr., Vinslottet
Charmerende rødvin fra enkeltmarken Fromm Vineyard. Det er en vin i fornem stil, stor og flot med en ren smag og fint integrerede fadtoner.


Clayvin Vineyard, Fromm Winery, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand 2003
325 kr., Vinslottet
En klassisk Pinot Noir-rødvin fra enkeltmarken Clayvin Vineyard. Den er elegant, blød og lækker og med fine facetter. Alene duften ...!


La Strada, Fromm Winery, Malbec Reserve, Marlborough, New Zealand 2001
265 kr., Vinslottet
Denne store og elegante rødvin fylder munden med blød og lækker frugt. En meget kompleks vin, som der kun er kommet få flasker af til landet.




Hvidvin


Longridge Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2005
99 kr., Kvickly
En ualmindelig lækker hvidvin, der lugter af grønne druer og egetræ. Smagen er fed og fyldig med en anelse sødme og en lang og liflig eftersmag af moden druemost. Vinen slutter med et lille bittert bid.


Domaine des Malandes, Chablis Premier Cru "Fourchaume", Frankrig 2004
110 kr., Red & White
Elegant og lækker hvidvin med en let fedme og en ren frugtsmag. Oplagt til fisk og skaldyr eller til en frokost. Eller som apéritif.


Cantosán, Verdejo, Rueda, Spanien 2005
41 kr., Y-Wine
En meget venlig og blød hvidvin med frisk frugt. En rigtig dejlig vin.


L’Archet, Sauvignon Blanc, Réserve, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
109 kr., Olivenlunden
Lækker og elegant hvidvin med en lille fedme og mange facetter – en stor nydelse.


Domaine de la Dourbie, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2004
139 kr., Rungsted Vinhandel
Kraftig hvidvin med fedme, frugt og næsten lidt rigeligt med procenter (14,5%). Den bør ledsage en kraftigt smagende ret.


Dornier, Donatus White, Stellenbosch, Sydafrika 2004
123 kr., Cissus Holgros
En ret slank hvidvin på Sauvignon Blanc og Chenin. Den har god frugt og en markant citrussmag. Flasken har skruelåg. Helt billig er den ikke.


120, Chardonnay, Santa Rita, Valle Central, Chile 2005
54,95 kr., Amka
Mirabeller, honning og frem for alt nektariner præger lugten og smagen af denne dejlige hvidvin. Den er fyldig og fed og har en lang eftersmag, der slutter med et tørt bid. Velegnet til fede fisk og fjerkræ.




Rødvin


Saslove, Aviv, Cabernet Sauvignon, Israel 2005
89 kr., i december: 79 kr. (fri fragt ved 12 flasker), DeLinn Wine
En stor og fantastisk rødvin, fyldig, blød, krydret og med mange facetter – brombær, enebær, timian, engelsk lakrids, træ …


Neiss, N II Rotwein, Trocken, Pfalz, Tyskland 2003
95 kr., Vinum Bonum
Saftig og let drikkelig rødvin med god frugt – faktisk en ganske interessant vin, som man nyder med største fornøjelse.


Faith, St Hallett, Shiraz, Barossa, Australien 2004
129 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Stor og ganske flot rødvin, der kan klare det hele – selv julemaden. Der er kirsebær og citrus i smagen og en lang eftersmag. Flasken har skruelåg.


Cono Sur, Reserva, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 2005
69,95 kr. kr., i denne uge (uge 46): 50 kr. ved 2 flasker, SuperBest
Sammen med andre vine fra det chilenske vinhus Cono Sur er denne rødvin på tilbud i denne uge, og den er bestemt værd at gå efter. Det er en fantastisk dejlig vin, blød, med fyldig frugt, lækker, lækker. Eller som det lød fra den anden bordende: Hold kæft, hvor er den go’!


Dròmos, Maremma, Toscana IGT, Italien 2003
250 kr., Thingstedhus
En opera af druer med Sangiovese i titelpartiet. En prægtig og elegant rødvin, som er dyr, men pengene værd i oplevelser.


Villa e Prata, Brunello di Montalcino, Italien 2001
264 kr., Vinotek a Fynnis
Perfekt rødvin – fem stjerner med pil opad. Dejlig duft, herlig smag, kompleks og harmonisk.


Elisabetta Geppetti, Morellino di Scansano, Italien 2005
79,95 kr., ved 12 flasker, Brdr. D’s Vinhandel
En ganske rar rødvin med afrundet frugt og let krydderi – en god vin til mad.


Echeverria, Reserva, Carmenère, Central Valley, Chile 2004
65 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
En lidt robust rødvin med en intens smag og en vin, der ubetinget skal drikkes til mad.


Pfneiszl, Kékfrankos, Sopron, Ungarn 2003
112,50 kr., Lehmann Larsen Vin
Blød og venlig rødvin med god, fyldig frugt og i fin balance med syre og tanniner, men også med en lille alkoholisk kant (14%). Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Château Beaumont, Haut-Médoc, Frankrig 2003
99 kr., på tilbud i slutningen af denne uge (uge 46): 79 kr., Kvickly
En ganske pæn og typisk Bordeaux-rødvin med afrundet frugt. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Quintessence, Château Pesquié, Côtes du Ventoux, Frankrig
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne flotte og muskuløse rødvin har en kraftig duft og smag af sveskeblomme og svampe samt et strejf af anis. Alkoholindholdet er på 14%, hvilket skinner lidt vel meget igennem i eftersmagen.


Saint Cosme, Côtes-du-Rhône, Frankrig 2004
59 kr., Red & White
Let og nemt drikkelig hverdags-rødvin uden større vingefang.


Vademecum, Cabernet Sauvignon / Merlot, Vino de la Tierra de Extremadura, Spanien 2003
71,25 kr., SpanskeVine
En rødvin, der ligger godt i munden med sin gode frugt. Ikke voldsomt kraftig i smagen. Kort eftersmag.




Sød vin


Six Grapes, Graham’s, Reserve, Vintage Character Port, Portugal
134,75 kr., indtil nytår 99,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
En virkelig lækker og blød portvin, som man nyder med største fornøjelse. Den er ikke sliksød, men har en dejlig sødme, afbalanceret af syren, og mange facetter, blandt andet lakrids og sveske.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.