Vin-aktuelt i uge 48
27. november til 3. december, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 47
VinAvisen uge 46
VinAvisen uge 45
...............
....................
Så meget vin laver vi i år
Office International de la Vigne et du Vin (OIV) er et internationalt organ på regeringsniveau, der repræsenterer vinindustriens interesser. Hovedkvarteret er i Paris, og i alt er der cirka 40 deltagerlande.
Hvert år tager OIV det store overblik over årets vinproduktion, og dette overblik foreligger nu. Ifølge det blev der i 2006 produceret 280 millioner hektoliter vin. Det svarer til 37 milliarder flasker eller lige ved 6800 flasker til hver dansker, inklusive babyer og muslimer.
Jamen, kan vi drikke al den vin (altså ikke os danskere, men hele verdens befolkning)? Det kommer til at knibe. I 2005 drak vi kun 238 millioner hektoliter vin, svarende til 31 milliarder flasker. Så der er altså et overskud på 6 milliarder flasker.
Heldigvis går der noget af vinen til fremstillingen af vermouth, brandy etc., og heldigvis er kineserne ved at komme i gang med at hjælpe til. Men der produceres stadig for meget vin.

Domstolen sagde nej
Et problem har været oppe og vende i EU-domstolen: Skal man kunne købe vine fra et andet EU-land, fx Frankrig, via internettet, og nøjes med at betale moms i oprindelseslandet? I Frankrig vil momsen kun være lidt over 20 øre pr. flaske.
Det var forventet, at domstolen ville ophæve den gældende regel, men det blev ikke tilfældet. Fremover slipper man fortsat kun med at betale oprindelseslandets moms, hvis man selv tager flaskerne med hjem over grænserne.

Hun vil sælge Vin & Sprit
Det svenske statsejede firma Vin & Sprit er med på den salgsliste, som den nye svenske regering har fremlagt. Og ifølge WOW ProNews vil Karin Pilsäter, der er finansordfører for Folkpartiet, gå endnu længere. Hun mener, at staten skal sælge alle firmaer, som beskæftiger sig med alkohol, spil eller "andre uetiske produkter".
Allerede nu venter der en køber til Vin & Sprit lige om hjørnet. Verdens største vinfirma, Constellation Brands, kaster lystne blikke på det svenske firma og dets storsælgende Absolut Vodka.
.................
46-09
.................
Nu skruelåg på Jacob’s Creek
Jacob’s Creek, der ejes af Pernod Ricard, er et af verdens største vinmærker, hvis ikke det største.
Nu melder firmaet, at det fremover vil forsyne alle vinene fra "Jakobs Bæk" på det britiske marked med skruelåg.
Til Just Drinks siger firmaet, at det vil ske fra og med starten af det nye år, og at det sker som svar på løbende krav fra forhandlere, forbrugere og Jacob’s Creek’s vinmagere.
Pernod Ricard har tidligere i år fået foretaget en forbrugerundersøgelse, der viste, at flere og flere britiske forbrugere forbinder skruelåg med kvalitet.

Ny appellation: Languedoc AOC
Den franske appellations-myndighed, INAO, har godkendt oprettelsen af en ny appellation ved navn Languedoc AOC. Den kommer til at omfatte alle AOC-distrikter i Languedoc og Roussillon.
Denne fornuftige beslutning muliggør også udbredelsen af det nye fælles mærkenavn, Sud de France (eller South of France).

Nej tak til Vinexpo
Hvert andet år åbnes dørene til Vinexpo, den store internationale vinmesse i Bordeaux, der tiltrækker omkring 40.000 besøgende fra hele verden.
I 2003, hvor sommervarmen havde sneget sig op på omkring 45 grader, gik det grueligt galt. I en af udstillingshallerne svigtede klimaanlægget – kort tid efter var såvel al vinen som udstillerne og gæsterne på kogepunktet.
I kølvandet på affæren takkede Australien, Sydafrika og New Zealand nej til at deltage i Vinexpo 2005.
Nu gør ledelsen bag Vinexpo en storstilet indsats for at overtale de tre lande til at komme med på vognen igen, når udstillingen afholdes fra den 17. til 21. juni 2007. Man har blandt andet tilbudt australierne 20% afslag i prisen for standene.
Om Australien gir’ sig er uvist, og der kan også være andre årsager til, at landet har valgt at vende Vinexpo ryggen.
Ifølge Decanter vil australierne måske hellere bruge deres krudt på den celebre vinudstilling London International Wine and Spirits Fair i stedet for på Vinexpo, der er meget fransk-domineret. Franskmændene fylder hele 60% af messearealet, hvoraf Bordeaux udgør de 30%.

Verdens 100 bedste vine
Hvert år offentliggør WineSpectator en liste over verdens 100 bedste vine, som redaktionen har bedømt efter 100 point-skalaen.
Listen i år er netop udkommet, og førstepladsen går til Italien – til rødvinen Casanova di Neri, Tenuta Nuova, Brunello di Montalcino 2001, der har opnået hele 97 point.
På andenpladsen ligger Quilceda Creek, Cabernet Sauvignon, Washington State 2003, mens tredjepladsen indtages af Château Léoville-Barton, Saint Julien, Bordeaux, Frankrig 2003.
..............
44-43/07
...........
    Besøg fra Piemonte
    Den glade herre på billedet hedder Emanuele Baldi. Han er italiener og har det fornøjelige job at præsentere vinene fra tophuset Prunotto over det meste af verden.
    I torsdags var han i Danmark som gæst hos Maxxium Danmark, hvor han ved en spektakulær smagning delte sin fornøjelse med den danske vinpresse.
    Prunotto er et af Piemontes gamle vinhuse, der i begyndelsen levede af at finde de bedste druer hos de mange små vinbønder og forvandle druerne til store vine. Foruden Prunotto er det vinhuse som Pio Cesare, Ceretto og Mascarello.
    I 1961 indførte Prunotto som det første vinhus begrebet enkeltmarks-vine, og i 1989 blev vinhuset overtaget af Antinori, der gik i gang med at udvikle det rent teknisk og samtidig opkøbte marker, så man blev mindre afhængig af leverancer fra de små vinbønder – der i mellemtiden også havde fundet ud af selv at markedsføre deres vine.

    Vertikal smagning af enkeltmarks-vin
    Under smagningen i torsdags smagte vi en række af Prunottos vine til priser mellem 79 og 379 kr., og det var virkelig en fornøjelse.
    En af enkeltmarks-vinene, Bric Turot, smagte vi oven i købet vertikalt i fem årgange siden 1997, og det var yderst interessant. Der var naturligvis forskelle på vinene fra år til år. 1997 og 2000 var år med megen sol og varme, mens 1998, 1999 og 2001 var køligere år. De ældre årgange af denne vin er udsolgt, men 2001 vil komme til Danmark først i det nye år.
    Nedenfor i listen over ugens smagte vine er der topstjerner til alle vinene.
......................
Fornærmet svensk vinsamler
I VinAvisen uge 41 skrev vi om den svenske vinsamler, der for nogle år siden fik studerende – formedelst et mindre honorar – til at opkøbe de 24 flasker Domaine Romanée Conti, som Systembolaget allernådigst havde fået tildelt. På den måde kom han alle andre kunder i forkøbet.
For nylig, da Monopolet atter solgte kultvine, var han igen på barrikaderne. Denne gang drejede det sig ifølge WOW ProNews om seks flasker Romanée Conti 1990 til 16.927 skr. per flaske (cirka 14.000 dkr.) samt flere andre eksklusive og eftertragtede vine, heriblandt La Tâche, Montrachet og Richebourg.
Køen var lang, og forrest stod hans hær af studerende parat til at storme ind, når dørene åbnedes.
Det lykkedes vinsamleren at få fat i hovedparten af de fine vine, men "kun" i fem af de seks flasker Romanée Conti. Det blev han så fornærmet over, at han truede med at slæbe Systembolaget i retten.
.............
>07/07
...............

..............
Vinhuset er opført af naturens lokale byggematerialer og næsten uden brug af maling.
    Bioklimatisk vinhus i Rioja
    Europa har nu fået sit første "bioklimatiske" vinhus, Bodegas Martínez Laorden i Rioja. Vinhuset, som ejes af familien Martínez, er opført med tilskud fra Optima – et projekt under EU, der har til formål at støtte bæredygtigt byggeri i vindistriktet.
    Og alle sejl er sat til. Vinhuset er opført af naturens lokale byggematerialer. Der er opsat solpaneler i lange baner, brugt så lidt maling som overhovedet muligt, og sidst men ikke mindst benytter vinhuset sig af et særligt system, der sørger for, at vandet bliver renset og genbrugt.
    Ved vinfremstilling bruges der normalt 11 liter vand for hver liter vin, men genbrugssystemet hos Martínez får forbruget helt ned på omkring 6 liter.

    Kun halvhjertet miljøvenlige
    Det lyder jo alt sammen rigtig godt, men mærkeligt nok har familien Martínez ikke tænkt sig at tage skridtet fuldt ud ved også at indføre økologisk vinfremstilling. Diverse sprøjtemidler vil således stadig forurene omgivelserne.
    Det ny vinhus er ifølge Decanter kun en sensation på europæisk jord – langs vestkysten i USA har man allerede de første tyve miljøvenlige vinhuse. Og i modsætning til bodegas Martínez Laorden er de også fuldt ud økologiske.
.................
Pris for bæredygtig vinfremstilling
Den italienske vinproducent Peter Pliger er en glad mand. Han og hans vinhus, Kuenhof Peter Pliger, har ifølge Decanter netop modtaget en ny pris for bæredygtig vinfremstilling. Prisen er indstiftet af den italienske vinguide Gambero Rosso, og tildelingen fremgår af den nye 2007 udgave, der er på vej.
Peter Pliger ejer seks hektar vinmarker i Bressanone i Alto Adige og fremstiller i alt 25.000 flasker hvidvin om året. I 1998 begyndte han at vise kemikalier og andre kunststoffer vintervejen, og i dag er han et forbillede for de vinbønder i omegnen, der ligeledes sætter miljøet i højsædet.
...........

03-02/07
..........
20 postkort fra Ungarn .................

.....
Den store skråning op mod bjerget Szársomlyó er opdelt i talrige ret små marker. Oppe fra bjerget har man en enestående udsigt ud over de store sletter.
.....
    1. postkort fra Ungarn:
    – De ødelagde faktisk ungarsk vin
    Vinmarkerne i distriktet Villány i det sydlige Ungarn, tæt ved grænsen til Kroatien, breder sig på 1450 hektar for foden af en 25 km lang kæde af lave bjerge.
    I gamle dage dyrkede man skråningerne op ad bjergene, men da landet blev besat af Rusland, og kommunisterne tog over, lod man markerne gro til og dyrkede i stedet vinen nede på de flade sletter. Her kunne druerne høstes med maskine, udbyttet blev større – og kvaliteten var i bund.
    På Villánys bedste mark, Kopár, plantede man sukkerærter. På en anden mark dyrkede man citroner, og da citronerne, trods partiets befaling, var ganske uspiselige, blev de erklæret for "reaktionære".
    – Kommunisterne ødelagde faktisk ungarsk vin, sagde flere af vinbønderne til os. – De solgte til det russiske marked, der var bedøvende ligeglad med kvalitet. De var udygtige i økonomi og markedsføring, og de hægede ikke om de originale ungarske druesorter.

.....
Ungarerne sætter efternavnet først, så vingården hedder Gere Attila Winery. Her smagte vi elleve vine, nogle af dem både kostbare og vidunderlige, blandt andet vinen Phoenix, hvis navn hentyder til ungarsk vins genfødsel.
    2. postkort fra Ungarn:
    – Bare vent, så skal I se!
    Andrea Gere var en af dem, der fortalte om, hvordan man efter kommunismen har genskabt kvaliteten i ungarsk vin. Hun er datter af Attila Gere, som siden 1992 har opbygget et supermoderne vineri
    – Vi er i høj grad på vej, sagde hun. – Vi har kun haft disse ti-femten år, men bare vent, så skal I se!
    Efter besættelsen fik de familier, der var blevet frataget deres ejendom, udleveret statsaktier, som de kunne bruge til hvad som helst – til en vaskemaskine, om det så skulle være. Men nogle driftige folk, blandt andet Andreas far, købte vinmarker oppe på skråningerne, der i dag er genplantede og i god vækst.
    Eneste problem for næsten alle vinproducenterne er, at markerne ligger meget spredt, fordi de kun har kunnet købe en bid ad gangen. – Vi bruger næsten mere tid med traktoren ude på vejene end oppe i markerne, sagde en af dem med et glimt i øjet.
.................
02-01/07
.............

.....
På den romerske gravsten beskrives kvinden Lucia som carissimae, dvs. den kæreste. Og Zsolt Tiffán har naturligvis kaldt en af sine vine for Carissimae. Det er en stor og lækker rødvin, der kun laves 6000 flasker af – til en pris af 8500 forint (240 kr.).
.....
    3. postkort fra Ungarn:
    Romere, tyskere – og en familie fra Alsace
    Zsolt Tiffán og hans far laver fremragende vine, blandt andet en Pinot Noir, der fik guldmedalje i den internationale konkurrence Mondial du Pinot Noir i Schweiz.
    Han er tiende generation i en gammel vinfamilie, der udvandrede fra Alsace. Men ellers nedstammer en stor del af familierne i Villány fra indvandrede tyskere.
    Da tyrkerne var blevet fordrevet efter slaget ved Nagyharsány i 1687, inviterede de ungarske herskere tyskere, mange af dem fra Schwaben, til at opdyrke landet og styrke den decimerede befolkning, og disse tyskere gjorde en stor indsats for udvidelsen af vindistriktet Villány i 1700-tallet. Blandt anden indførte de rødvinsdruerne Kékoportó (Blauer Portugieser) og Kékfrankos (Blaufränkisch). Der tales stadig en del tysk på egnen, og på byens rådhus står der Rathaus.
    Men også romerne var i Ungarn, som de kaldte Pannonien. Ved foden af Szársomlyó-bjerget har man fundet resterne af en romersk villa komplet med centralvarme, bade og fine mosaikgulve. Og på en af sine marker fandt Zsolt Tiffán en romersk gravsten over en kvinde ved navn Lucia. Den er nu muret ind en væg.

.....
I Villánykövesd er kælderhusene sat meget fint i stand. De er blevet en turistseværdighed, og fra nogle af husene sælger man vin til sommerens mange turister. .....
    4. postkort fra Ungarn:
    Ungarns berømte kælderhuse
    De lange rækker af kælderhuse er typiske for de gamle tyske samfund i Ungarns vindistrikter, og nogle af de smukkeste huse findes i Villány – især i Palkonya og i Villánykövesd, hvor dette billede er taget. De ældste er fra omkring 1760.
    Inde i husene var der alle de redskaber, vinbønderne havde brug for, inklusive presser og de store trætanke til gæringen af druerne. Og eftersom der var tradition for, at "hatten" i tankene – det vil sige alt det tykke materiale i mosten, der flyder ovenpå under gæringen – skulle trykkes ned hver tredje eller fjerde time, var der også en soveplads til vinbonden.
    I væggen modsat indgangsdøren var der så en dør til en kælder, der var gravet 3-5 m ned i undergrunden. Her blev vinen opbevaret i en konstant temperatur af 12-13 grader. Også i Østrig finder man sådanne huse.

    Vine fra Villány importeres blandt andet af Laszlo's Vin (vinhusene Château Teleki-Villány og Csányi) og Villania (Jozsef Bock).
...........
34-07
.............
Australsk vinsø kun halvt så stor
Australien er tynget af en større vinsø, men noget tyder på, at det ikke står nær så slemt til som først beregnet.
Hos Australien Wine and Brandy Corporation har man revideret de dystre tal og er nået frem til, at vinsøen er på omkring 450 millioner liter vin – cirka halvdelen af den mængde, man i første omgang var nået frem til.
Ifølge Decanter forventer man, at høsten næste år på grund af tørke, frost og vandings-restriktioner kun vil ligge på omkring 1,5 millioner tons druer – en fjerdedel mindre end normalt. 2008 vil af samme årsager højst sandsynligt også byde på et relativt lavt høstudbytte. Det vil så igen betyde, at man allerede vil være kommet vin-overskuddet til livs om to år i stedet for de forventede fem år.
.................

.............
To telefon-billeder fra auktionen, der i de sidste to år med stor succes har været afholdt af auktionshuset Christie’s. Til højre snuser Christian Philipson til en af vinene.
    Årets Beaune-auktion var en succes
    Den 18. og 19. november afholdtes den årlige berømte vinauktion til fordel for Hospice de Beaune, det gamle hospital i Bourgognes hovedstad Beaune.
    Vinfolk fra hele verden var strømmet til auktionen, men også private, der de sidste to år har kunnet deltage i auktionen.
    Vinene, der hver år kommer under hammeren, stammer fra hospitalets egne vinmarker, og auktionen giver et fingerpeg om priserne og kvaliteten af den nye årgang af Bourgogne-vine.
    Auktionen indbragte stort set det samme beløb som sidste år, nemlig 5.054.744 euro (cirka 37,7 millioner dkr.). Og det til trods for, at der blev solgt færre fade – 680 i forhold til 789 i 2005 – og at kvaliteten af vinen i år ifølge Decanter ikke helt lever op til den formidable 2005-årgang.

    Berømtheder skubber priserne i vejret
    I år gik et fad hvidvin, hvilket svarer til 288 flasker, for en gennemsnitspris på 11.150 euro (cirka 83.000 dkr.). Det er en stigning på hele 63% i forhold til sidste års auktion.
    For rødvinens vedkommende var der også en stigning, men kun på 1,1%.
    Det særligt gode salg kan ifølge WineSpectator blandt andet skyldes de celebre personer, der stod i spidsen for auktionen i år – nemlig skuespillerne Alice Taglioni og Fanny Ardant samt den rumænske prinsesse Margarita. Den slags sætter altid ekstra gang i buddene.

    En dansk køber
    En af køberne var Christian Philipson fra Philipson Wine, og han fortæller, at interessen var større end nogensinde.
    – Der er afsætningsproblemer i Bourgogne, hvad angår de billigere vine, men ikke for top-cuvéerne fra Hospices de Beaune, siger han.
    Christian Philipson deltog i smagningerne af vinene inden selve auktionen og købte efterfølgende nogle fade af "Savigny-les-Beaune 1. cru, Fouquerand" og "Beaune-Grèves 1. Cru, Cuvée Pierre Floquet". Nu skal vinene lagres – det sker i Beaune. Derefter skal de tappes, og først i juni 2008 vil de være til salg.
    Vinene sælges dog allerede nu som primeur til henholdsvis 129,95 og 179,95 kr. pr. flaske ved 12 stk.
    Hvad auktionens enkelte cuvéer gik til kan ses på en særlig side.
.................
Stigende eksport af Bordeaux-vine
Bordeauxs vinkomité, CIVB, har netop offentliggjort den seneste statistik over distriktets eksport. Den omfatter perioden fra 1. august 2005 til 31. juli i år, og i denne periode steg eksporten 4% i mængde og 24% i værdi.
USA er Bordeauxs største marked i værdi, og her er eksporten steget 70% i forhold til samme periode året før.
Største marked i mængde er Belgien med en stigning på 10%.
Andre markeder viser en god stigning i værdi: Storbritannien +45%, Japan +14% og Danmark +10%.
Regnet i mængde er salget inden for EU stabilt. På andre markeder er det øget med 13%.
Den største stigning regnet i værdi er sket på de asiatiske markeder: Hong Kong +24%, Sydkorea +23% og Kina +62%.
.............
15/07
.............

.................
En vinøs konkurrent til øl
En ny hvidvin med kun 6% alkohol har set dagens lys. Ensô hedder den, og Bordeaux-firmaet bag nyskabelsen, Michael Paetzold, forestiller sig, at drikken skal fungere som et alternativ til øl – altså noget med at snuppe en kælderkold Ensô en varm sommerdag. Måske en ny smart måde at komme vinsøen i Bordeaux til livs på?
Ikke kun det lave alkoholindhold, men også selve flasken, der rummer 25 cl, har en hel del tilfælles med en ølflaske.
Foreløbig er der ifølge Just Drinks fremstillet 12.000 flasker. De kan købes i Bordeaux for 22 kr. flasken eller via internettet på www.le-boissonier.com.
.................

.................
    < < Klostret er et kolossalt anlæg, som det fremgår af luftfotografiet, optaget af den lokale flyveklub (foto: USFC-Krems).
Kloster med egen vin på bordet
Højt hævet over floden Donau i Østrig ligger det store og smukke benediktinerkloster Stift Göttweig. Ligesom hos mange andre klostre i gamle dage blev der også her fremstillet vin i lange baner – de sidste etiketter blev sat på flaskerne i 1987.
Nu har klostret, der ejer 26 hektar vinmarker i vinregionerne Wachau og Kremstal, igen pustet liv i vinproduktionen, og det er sket med en hjælpende hånd fra den østrigske vinproducent Fritz Miesbauer.
Første årgang på markedet er 2006, og det drejer sig ifølge Decanter om såvel almindelige vine som topvine på druerne Riesling og Grüner Veltliner. Derudover har klostret også tænkt sig at fremstille sin egen altervin under navnet Grüner Veltliner Messwein. Alt i alt kommer produktionen til at ligge på omkring 90.000 flasker.

Et besøg værd
Stift Göttweig blev grundlagt i 1083. De nuværende bygninger fremstår dog i ren barokstil, da klostret nedbrændte i 1700-tallet og blev genopbygget i samme århundrede.
Klostret, der i dag huser 60 benediktinermunke, er åbent for publikum, og det er bestemt et besøg værd. Foruden det imponerende bygningsværk kan man også se rester af det gamle middelalderkloster og nyde synet af den meget flot dekorerede klosterkirke. Se mere på klostrets website.
..............
18-17
................
Resveratrol øger muskelstyrken
I uge 45 skrev vi om et forsøg med en flok overvægtige mus, hvoraf halvdelen blev fodret med resveratrol – det undergørende stof, som findes i de blå druers skind og dermed i rødvin.
Det viste sig, at de mus, der fik stoffet, undgik fedme-relaterede sygdomme og levede betydeligt længere end de andre mus i forsøget.
Nu viser en ny fransk undersøgelse fra instituttet for genetik og celle-biologi i Illkirch i Alsace, at resveratrol også øger musklernes udholdenhed hos mus.

Musene løb dobbelt så stærkt
Hver dag fik halvdelen af musene i forsøget 400 milligram resveratrol per kilogram mus. Dernæst blev samtlige mus sat til at løbetræne i trædemøller, og her viste det sig, at de mus, der havde fået resveratrol, kunne løbe dobbelt så stærkt som de andre.
Den store mængde af stoffet gav heller ikke musene nogle bivirkninger, og man kunne derfor udmærket forestille sig, at stoffet en dag ville kunne bruges som et muskelstyrkende stof i atletikkens verden – dog nok ikke, hvis det skulle indtages i form af rødvin. Omsat til mennesker og vin ville den mængde resveratrol, som musene fik, svare til 100 glas vin om dagen, hvilket jo ikke just er anbefalelsesværdig!

Højeste pris for et parti vin på auktion
Der var rift om de mange fine flasker sidste lørdag, da den amerikanske vinsamler Park B. Smith havde sat 14.000 flasker fra sin enorme vinsamling til salg hos auktionshuset Aulden Cellers-Sotheby’s i New York.
Helt hedt gik det til, da et parti med 600 flasker Château Mouton-Rothschild 1982 kom under hammeren. Flaskerne, der var i glimrende stand og kun havde haft én tidligere ejer, gik for 1.051.600 dollars (cirka 6 millioner dkr.), hvilket er det højeste hammerslag, der nogensinde er givet på en vinauktion på et enkelt parti.
Og man må sige, at Park B. Smith har gjort en god handel – i 1997 købte han nemlig vinene på auktion for "sølle" 420.500 dollars (cirka 2,4 millioner dkr.).
I alt var der 1237 partier, som tilsammen indbragte 5.328.833 dollars (lidt over 30 millioner dkr.).
Park B. Smith vil ifølge Wine Spectator lade den store sum penge gå til College of the Holy Cross i Worcester, Massachusetts, hvor han i sin tid blev uddannet.
............
46-50
..............
Ikke alle er enige med ham
I sidste uge var vi inde på diskussionen om egetræ. En læser, Søren Rasmussen, betragtede smagen af eg som en arv fra dengang, hvor man var tvunget til at opbevare vinen på fade af træ. – Vi har så vænnet os til, at vin skal smage af egetræ, skrev Søren Rasmussen. – Men vin skal smage af de druer, den kommer fra, og ikke andet.
Ikke alle er enige med ham. Fx skriver Louise Vestergaard:
– Søren Rasmussen burde præsenteres for en stor rødvin, som ikke har smag af træ. Og så bør vi spørge ham, om han også mener, at vi skal holde op med at fremstille røgede skinker, pølser og oste, holde op med at salte vore sild, eddikesylte vore rødbeder og søde marmeladen? Han er ved at gøre vores smagsverden fattigere.

Må vin smage af egetræ?
Men hvad siger vore læsere? Vi lavede en lille meningsmåling, og i alt 2245 svarede.
Som det fremgår af skemaet til højre, kan hele 68% godt lide en diskret egesmag, mens kun 7% kan lide en markant egesmag.
Her er vore læsere meget på linie med VinAvisens smagepanel. Vi er heller ikke vilde med en alt for kraftig egesmag, der næsten giver splinter i munden.
I alt 20% er slet ikke til eg, så det er et held for dem, at der også er mange vine, som ikke har fået fadlagring.
............
46-49
.................
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.............
.

    Ebbe Frahm (f. 1943) er uddannet kemiingeniør og har siden 1991 haft sit eget importfirma med salg af pumper til industrien og hospitalsverdenen. Og så har han i de sidste 30 år dyrket sin glødende interesse for vin. Utallige ferier til Rhône gav ham smag for de dejlige Rhônevine samt gode forbindelser til en række af distriktets vinproducenter.
    Ebbe Frahm fik stadig mere og mere lyst til at forsøge sig med vinimport, og i 1999 slog han så dørene op for Vine Ad Libitum. I første omgang blev det til fem forskellige franske vine – i dag rummer kataloget en vifte af 140 forskellige vine fra Frankrig, Italien, Sydafrika og Chile, hvoraf de fleste stammer fra små, kvalitetsbevidste vinbønder. Ud over et støt stigende vinsalg i Danmark reeksporteres en del af vinene til en kollega i Sverige.
    Da der stadigvæk også er rigtig god gang i pumpefirmaet, har Ebbe Frahm selvsagt en hel del at se til. Han får dog god hjælp fra sin hustru, Lena, der ofte tager en tørn med i vinfirmaet. Parret har i øvrigt tre voksne børn, som med glæde aftager de vinprøver, der måtte blive til overs.
    Når Ebbe Frahm ikke har travlt med import af pumper og vin, giver han den gerne hele armen på den lokale tennisbane eller pakker kufferten og rejser med Lena til Frankrig.
    Adresse: Vine Ad Libitum, Kidnakken 11, 4930 Maribo, tlf.: 54 76 34 30, fax: 54 75 95 45, e-mail: info@vin-adlibitum.dk, www.vineadlibitum.dk.
.............
46-49
..............
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Slagelse VinKompagni har fået agenturet på vinhuset Domaine du Bosc i det sydfranske Vias i Herault samt vinene fra Neblina i Chile.
    * Vigneron Wine Company har optaget importen af vinene fra Domaine de la Soufrandière i Bourgogne.
    * Toscavini har optaget importen af vinene fra vinhuset Tiberini i det italienske Montepulciano.
    ........--....
.................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.................
>30/07
.................
    Ugens vinøse billede
    Når vi i denne uge begynder en ny serie postkort fra Ungarn, kan vi ikke lade være med at bringe et billede, som vi selv tog af en restaurationsgæst, der får skænket vin på en yderst opsigtsvækkende måde.
    Tjeneren kom med en lang pipette, fyldt med vin, og slap tilpas med vin i en lang stråle ned i glasset. Uden at spilde eller dryppe på gæstens tøj.
    Lignende lange pipetter brugte vinbønderne tidligere, når de skulle tager prøver fra fadene, men disse pipetter var ikke lavet af glas, men af nogle lange, udhulede græskar.
    Billedet er taget i Flaskekroen, Kulacs Csárda, i byen Eger.
    På ungarsk betyder csárda kro, hvilket frister os til at fortælle historien om turisten, som kunne huske, at en kro hedder det samme som en dans, csárdás.
    Han fandt dog aldrig en kro, for hver gang han mødte en hjælpsom ungarer, spurgte han efter en tango.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
..........
>33/07
........................................
04/07
.................
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 54 vine. Af disse vine var der 41, som fik mere end to stjerner, og 23, som fik fem stjerner. I alt blev det til 181 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
.........
Smagningen af vinene fra Prunotto


Prunotto, Fiulot, Barbera d’Asti, Italien 2005
79 kr., Maxxium Danmark
Saftig og læskende rødvin med god, kraftig duft og en frisk smag med noter af kirsebær og blomme. En glimrende madvin, der gerne må skænkes lidt kølig – 13-15 grader.


Prunotto, Barbera d’Alba Classico, Italien 2004
89 kr., Maxxium Danmark
En rigtig mad-rødvin, der vil gå til mange forskellige retter, og som er skræddersyet til det italienske køkken. Den har god frugt og virker meget harmonisk.


Prunotto, Pian Romualdo, Barbera d’Alba, Italien 2003
149 kr., Maxxium Danmark
Fadlagret enkeltmarks-vin med fint krydderi og toner af solbær. Oplagt til stegt kød. Drik den gerne nu, eller lad den ligge endnu et par år.


Prunotto, Costamióle, Barbera d’Asti, Italien 2000
220 kr., Maxxium Danmark
Endnu en enkeltmarks-vin – og en vin, der fylder næse og mund med vellyst. Og med blommer og kirsebær og læder og bløde tanniner. Lad den gerne ligge i endnu to-tre år. Men de kan nu også nydes nu.


Prunotto, Bric Turot, Barbaresco, Italien 2001
379 kr., Maxxium Danmark
Denne fantastiske rødvin fra marken Bric Turot smagte vi i fem årgange. 2001-årgangen er den seneste, og den kommer til Danmark i begyndelsen af det nye år. Det er en rødvin, der både er elegant og meget kraftig. En stor og fløjlsblød vin med toner af mørke frugter og lakrids og med flotte tanniner. Vinen må meget gerne ligge fire-fem år endnu.


Prunotto, Barolo Classico, Italien 2000 og 2001
249 kr., Maxxium Danmark
Denne vidunderlige rødvin smagte vi i to årgange, og det var næsten ikke til at vælge – jo, måske 2000'eren. Men den har jo også et år længere på bagen. Det er store og komplekse vine med duft af violer og skovbund, meget harmoniske og flotte. De kan godt drikkes nu, men må også gerne ligge i endnu nogle år.


Prunotto, Bussia, Barolo, Italien 2000
379 kr., Maxxium Danmark
Stor og fantastisk rødvin fra marken Bussia, blød, kompleks, komplet, med blommer og kirsebær, krydderi og bløde tanniner. Oplagt til fine retter med okse, kalv og vildt.


Prunotto, Moscato d’Asti, Italien 2005
90 kr., Maxxium Danmark
Lækker sød hvidvin med Moscato-druens duft og smag af honning og en lille fin perle.




Mousserende vin


Charles Mignon, Premier Cru, Sec, Champagne, Frankrig
289,75 kr., indtil jul 199,75 kr., Skjold Burne
Druer fra første cru-vinmarker har leveret most til denne dejlige champagne. Den er "sec", hvilket i champagne-sprog ikke betyder, at den er tør, men at den har en fin sødme, som mange godt kan lide.


Lenoble, Brut Intense, Champagne, Frankrig
Klubpris: 116,56 kr.; ikke-medlemmer: 209 kr., NordicWineClub.com
En glimrende champagne med fin harmoni mellem tørhed, syre, frugt og bobler.


De La Salle, Brut, Champagne, Frankrig
147,75 kr., Kvickly og SuperBrugsen
Til prisen en virkelig udmærket champagne med fine bobler og en tør, frugtagtig smag med en vis mildhed. Den femte stjerne får den for prisen.


Antoni Canals Nadal, Brut, Cava 2003
129 kr., SpanskeVine
En brut, brut, brut boblevin med god mousse i munden og en pæn smag.




Hvidvin


Le Pigeonnier de la Dourbie, Chardonnay, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2004
79 kr., Rungsted Vinhandel
Det er en fornøjelse at drikke denne hvidvin, der giver et rent og klart billede af den store Bourgogne-drue, Chardonnay. Vinen har en dejlig duft og en smag, der vil gå fint til mange retter – også lettere kødretter.


Peter Lehmann, Riesling, Eden Valley, Barossa, Australien 2005
109,75 kr., indtil jul: 99,75 kr., Skjold Burne
Frisk og dejlig hvidvin, der breder sig i munden med en aromatisk smag af drue, æble, lime. Den rene, uforfalskede smag har den bevaret under sit skruelåg.


L’Archet, Maccabéo, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2005
109 kr., Olivenlunden
Maccabéo er den mest plantede grønne drue i Nordspanien, hvor den hedder Macabeo og først og fremmest indgår i produktionen af cava. Her optræder den i Sydfrankrig, hvor den leverer most til en interessant hvidvin med flot duft og en bred og kompleks smag. En spændende vin! Flasken har skruelåg, hvilket så god en vin naturligvis fortjener.


Savanha Chardonnay, Winemakers Selection, Winecorp, Western Cape, Sydafrika 2005
59 kr., Kvickly
Holder man af hvidvin på Chardonnay-druen, så er denne vin lige i øjet. Med sin duft af moden frugt og mirabelle og intense smag af eksotiske frugter er den typisk for druesorten. Den slutter med et behageligt tørt bid.


Saslove, Sauvignon Blanc, New Zealand 2005
119 kr., DeLinn Wine
Det er usædvanlig at se en newzealandsk hvidvin med hebraiske bogstaver på etiketten. Men israeleren Barry Saslove, som vi omtalte i uge 22, laver også vin i New Zealand – og naturligvis er det en Sauvignon Blanc. Denne hvidvin har en kraftig og flot duft og en frisk, tør, frugtagtig og let krydret smag. Vinen har skruelåg, men helt billig er den ikke.


Cono Sur, Reserva, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 2005
69,95 kr., SuperBest
Hvidvin med god frugt og et ret markant fadpræg, der især hænger i eftersmagen. Man skal kunne lide smagen af egetræ for at være rigtigt glad for denne vin, hvis kvalitet i øvrigt ikke fejler noget. Flasken har skruelåg.


Los Arbolitos, Sauvignon Blanc, Casablanca, Chile 2005
38 kr., Red & White
En udmærket hvidvin med duft af ferskner og honning, en god fylde og en behagelig tørhed i eftersmagen. En billig vin til et par gode fiskefrikadeller.




Rosévin


L’Archet, Rosé, Languedoc, Frankrig 2005
69 kr., Olivenlunden
En dejlig rosévin med en mild duft af søde sommerbær og en frisk smag med toner af rød grapefrugt. Vinen har en god syre, der gør den yderst velegnet til mad. Som et ekstra plus har flasken skruelåg.




Rødvin


Balthasar Ress, Assmannshäuser Höllenberg, Spätburgunder, Rheingau, Tyskland 2004
159,75 kr. for 50 cl, indtil 2. december: 135 kr., H.J. Hansen og Magasin
Meget lækker Pinot Noir-rødvin, elegant, harmonisk … Den skal ikke have for kraftig mad. Nyd den hellere alene som meditationsvin.


Leprata, Toscana IGT, Italien 2003
155 kr., Vinotek a Fynnis
Til mad vil denne rødvin være fortræffelig. Den har en god struktur med saftig frugt i balance med krydderi, syre og bløde tanniner. God, lang eftersmag.


Miralmonte, Crianza, Toro, Spanien 2002
99,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En "fed" rødvin. En vin med frugtfylde, blødhed, sødme, krydderi, karakter … Nyd den. Men det er udpræget en vin, der kræver mad på tallerkenen.


Montezovo, Ripasso, Valpolicella Superiore, Italien 2002
79,95 kr., Erik Sørensen Vin
Flot rødvin. Stor frugtfylde, fin sødme, stor i næse og mund. Virkelig god til prisen.


Léon Beyer, Comtes d’Eguisheim, Pinot Noir, Alsace, Frankrig 2003
249,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
Ret kraftig og meget flot rødvin på den fornemme drue Pinot Noir. Vinen er fantastisk lækker med bred frugt, mange facetter og en lang eftersmag.


Clairault, Shiraz, Margaret River, Australien 2003
99 kr., Walkabout ImpEx
Meget lækker og harmonisk rødvin med bred frugt, enebær, cedertræ, krydderurter og fint integreret fadlagring.


Uccelliera, Rapace, Toscana IGT, Italien 2003
225 kr., Fiasco-Vine
Fantastisk dejlig rødvin med en smag, der breder sig i munden med blød og fyldig frugt. Den kan godt drikkes nu, men må også gerne ligge nogle år endnu.


Turkey Flat, Shiraz, Barossa Valley, Australien 2004
185 kr., Vigneron Wine Company
Fantastisk flot – og fantastisk kraftig. Denne rødvin har 15% alkohol, men virker ikke sprittet. Tværtimod har den en afrundet frugt og et bredt spektrum af smagsnuancer – mørke bær, tjære, lakrids …


Sciorio, Monferrato, Italien 2001
169 kr., Oxholm Vin
Saftig og bred rødvin med toner af mørke kirsebær. Dekantér den – der er bundfald i den. Det er en vin, der ubetinget kræver mad.


Gioné, Tenuta Maiolo, Provenza, Benaco Bresciano IGT, Italien 2004
75 kr., D.K. Vinimport
Fra Lombardiet kommer denne saftige bærbombe af en rødvin, som man drikker med fornøjelse.


Ripa della Mozza, Tenuta Vitereta, Toscana IGT, Italien 2003
139,50 kr., Thingstedhus
Kirsebær er det første, der melder sig i duft og smag. Men der er også andre noter i denne ikke helt billige rødvin.


Postera, Manara, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 2001
Klubpris: 152,54 kr.; ikke-medlemmer: 279 kr., NordicWineClub.com
Kan man lide Amaronen med dens tørre frugt og kraftige alkohol, så er denne vin sagen. Men de 15 procent alkohol smager for meget igennem, mente de fleste i smagepanelet. Vinen skal ubetinget have mad.


Lo Sterpo, Tenuta Vitereta, Chianti, Italien 2004
75 kr., Thingstedhus
En meget elegant rødvin med en dejlig duft af krydderurter og anis. Smagen har toner af frisk frugt og modne blommer og afrundes af en fin syre, der gør vinen yderst velegnet til mad. Prøv den til en let pastaret.


Château Pichon, Lussac Saint-Émilion, Frankrig 2003
59,95 kr., Fakta
Tør, som en Bordeaux-rødvin ofte er, med saftig frugt og toner af vissen skovbund. God til mad.


La Massa, Toscana IGT, Italien 2004
159,75 kr.; ved 12 flasker: 139,75 kr., Vintjeneren.dk
Tæt og ret saftig rødvin på fuldmodne druer. En blød vin, der vil stå til mange retter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Espíritu de Chile, Gran Reserva, Merlot, Valle Central, Chile 2003
115 kr., Strandgården
Rødvin med en lidt grøn duft og en fyldig, afrundet smag med let sødme. Helt billig er den ikke.


Rubino de Bruni, Cascina Bruni, Serralunga d’Alba, Italien, uden årstal
39,95 kr., Amka
En uhøjtidelig og billig rødvin med en let parfumeret duft med strejf af søde bær og bananer. I smagen er der markante toner af lakrids og sort peber. Vinen har en ualmindelig grim rød plasticprop, som er meget svær at få vredet af proptrækkeren.


Cline Cellars, Zinfandel, Californien 2005
95 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Lidt en marmelade-rødvin, som mange sikkert kan lide. Den er strømlinet med god frugt og sødme, men også lidt endimensional.


Major’s Hill, Pinotage, Robertson, Sydafrika 2005
99 kr., Glud Vin
På sin vis en vellavet og fyldig rødvin. Men man skal nok kunne lide druen Pinotage – hvad vi ikke rigtigt kan. Så tag vore beskedne tre stjerner med et gran salt.


Les Salices, Lurton, Pinot Noir, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2002
42 kr., Red & White
En ret let og saftig rødvin, afrundet og venlig, men uden noget større vingefang.




Sød vin


Vista Alegre, Late Bottled Vintage Port, Portugal 2000
150 kr., Lago Import
Afrundet og lækker portvin, fyldig, med lang eftersmag.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.