Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 01, 2007





Vin-aktuelt i uge 1
1. til 7. januar 2007
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 52
VinAvisen uge 51
VinAvisen uge 50
...............
..............
Godt nytår
Vi her på VinAvisens redaktion – Flemming, Mariette og Anker – vil godt ønske alle vore læsere et rigtig godt nytår med mange gode vine i glassene.
Samtidig siger vi tak, fordi I var med os i 2006 – og tak for alle de mange venlige tilkendegivelser, vi har modtaget. Vi føler i høj grad, at der er brug for VinAvisen, og også i 2007 vil vi gøre alt for at leve op til forventningerne hos både læsere og annoncører.
Der har været mange spændende nyheder i året, der gik, og det har været en ren svir at finde dem og bringe dem videre. Lad os lige tage et overblik og lave en liste over årets ti største nyheder ...
..............
De 10 største nyheder i vinens verden i 2006
..............
1Vinkrigen i Languedoc
Vinbønderne i det franske Languedoc tog mere og mere skrappe midler i brug i deres kamp for at overleve. I løbet af tre år er deres indtægter i snit faldet med 43%. Vinfirmaer, der importerer italiensk vin, fik deres tanke saboteret, og i Narbonne, Nîmes og Avignon demonstrerede tusinder af vinbønder.
.............
2Den australske vinsø
Vinfolket i Australien har i flere år haft medvind, men nu er de ved at drukne i en kolossal vinsø på cirka 1 milliard liter vin, der ligger usolgt. Vinsøen presser priserne på såvel druer som på den færdige vin, og prisen pr. flaske har visse steder været nede på cirka 9 kr. – det er mindre end for en flaske vand.
.............
3EU’s vinreform
Landbrugskommissær Mariann Fischer Boel fremlagde et forslag til en gennemgribende vinreform for at komme EU's overproduktion til livs. Blandt andet går den ud på at nedlægge 400.000 hektar vinmarker i løbet af de næste fem år, hvilket svarer til 11,8% af det samlede areal af vinmarker.
.............
4Flere og flere fupvine
Kostbare vinflasker bliver forfalsket, og man regner med, at i hvert fald 5% af de flasker, der omsættes på vinauktioner eller på anden vis, er forfalskede. En celeber sag var salget af nogle flasker Château Lafite 1784 og 1787 med Thomas Jeffersons initialer indgraveret. Meget tydede på, at flaskerne var falske.
............
5Den russiske vinkrig
Rusland erklærede vinkrig imod sine to små naboer Georgien og Moldavien. Der blev udstedt forbud imod import af vine fra landene, for hvem forbudet var en økonomisk katastrofe. Landene betragtede det som en unfair politisk handling. Ved årets slutning er problemet dog ved at blive løst.
.............
6Nanoteknologien på fremmarch
Den nye nanoteknologi, hvor man helt ned på det molekylære niveau kan udvikle nye materialer og processer, får også betydning for spiritus-industrien. Her vil teknologien kunne revolutionere den måde, drikkevarer bliver smagssat og farvet, ligesom den kan give nye løsninger til emballering og hygiejne.
.............
7Skruelågets gennembrud
Endelig ser det ud til, at den ofte syge og ildelugtende korkprop viger for det moderne skruelåg og dets fætter glasproppen. Flere store firmaer går over til skruelåg, og i foregangslandet New Zealand bærer 90% af alle flasker i dag skruelåg. Selv franske og italienske vinhuse er på vej.
..............
8Kinas vin-eksplosion
Den kinesiske forbrugers begejstring for vin er i eksplosiv vækst. Forbruget er fordoblet i løbet af de seneste fem år og ligger i dag på 1,12 liter pr. næse om året. Man regner med, at Kina inden 2010 vil indtage tredjepladsen blandt verdens mest vindrikkende lande. I dag indtager det sjettepladsen.
.............
9Pinot Noir stormer frem
Efter premieren på den amerikanske film "Sideways" opstod der en stor interesse for druen Pinot Noir, og interessen er ikke aftaget ret meget siden. Overalt vinder druen frem. Alene fra New Zealand er eksporten af Pinot Noir-vine steget med 55% i 2006, og druen har fortrængt Chardonnay til en tredjeplads.
..............
10V&S skal sælges
Den nye svenske regering har taget skridt til at sælge den store statsejede koncern V&S Group, der blandt andet fremstiller Absolut Vodka – alene i år over 100 millioner flasker. Flere købere står på spring, blandt andet Constellation Brands, Brown-Forman, Bacardi og Pernod Ricard.
...............
    Varmt vejr truer isvinen
    Det ser sort ud med hensyn til dette års Eisweine eller icewines, og i Tyskland og Canada står det særligt slemt til.
    Årsagen er vejret. Mens andre vinproducenter som regel gerne vil have lidt varme op til høsten, hungrer isvin-producenterne efter frost.
    Normalt høstes der i december måned, når temperaturen når ned under minus 8 grader, men da der ikke har været nogen nattefrost endnu, er høsten blevet udskudt.
    Hvis ikke frosten sætter ind i januar, er det ved at være for sent. Så er druerne nemlig rådnet, og så bliver der ikke nogen isvin overhovedet. Under alle omstændigheder bliver der i år kun tale om en meget lille årgang.

    < Høsten foregår ofte om natten lige inden solopgang, når det er allerkoldest, og det er ikke nødvendigt at bruge sakse – de frosne stængler er så sprøde, at klaserne er lige til at brække af. Ofte benytter plukkerne en pandelampe à la den, minearbejderne bruger. Eller også har de en nissehue på (foto: DWI/Hartmann).
...............
Kæmpesamling Yquem solgt
Der findes nogle ihærdige samlere af de søde vine fra det berømte Château d’Yquem. En af dem er lægen og Danmarks gode ven Nils Stormby i Malmø, der har en af verdens fineste samlinger med cirka 230 flasker i de fleste årgange tilbage til 1848.
Forleden blev en samling af 135 flasker i samtlige årgange siden 1860 solgt af Antique Wine Company i London. 27 købere kæmpede om samlingen, der gik for i alt 775,000 britiske pund, dvs. cirka 8,6 millioner dkr.
Køberen, hvis navn hemmeligholdes, er ikke englænder, men bor i et europæisk land. Vedkommendes navn vil blive afsløret i slutningen af januar.
Med i salget var ifølge Decanter ni tomme flasker, der repræsenterede den håndfuld årgange, hvori vinen ikke blev fremstillet (1910, 1915, 1930, 1951, 1952, 1964, 1972, 1974 og 1992), og flaskerne lå i to skabe, der for en halv million kr. var blevet udført af møbeldesigneren David Linley.
...............
    Til vinfest i Bourgogne
    Hvis man har tænkt sig at rejse til Bourgogne i det nye år, kan man tilrettelægge turen, så man dumper ned midt i en af distriktets vinøse fester. Det bliver ikke svært, for der er rigtigt mange af dem.
    Den 21. januar afholdes fx Saint-Vincent Tournante, hvor der skænkes vin og festes i gaderne i byen Irancy. Den 29. april kan der nydes delikatesser og vin i lange baner på pladsen foran rådhuset i Migé, og den 26. og 27. maj står den på både vin og ballontur ved Festival de Montgolfières de Chalon-sur-Saône et de la Côte Chalonnaise.
    Under Balade Gourmande Ladoix-Serrigny den 1. juli åbner vinhusene dørene og serverer god mad og vin. Og så er der alle høstfesterne, heriblandt Fête du Vin Nouveau et du Montagny, hvor byen Montagny lès Buxy den 14. oktober fejrer den nye vin med smagsprøver, mad, udstillinger og underholdning.
    Du kan se samtlige fester på www.burgundy-wines.fr – tryk på rubrikken Wine Tourism ude til venstre, og snyd spørgerubrikkerne ved at skrive, at du kommer til Bourgogne i perioden 1. januar til 31. december.
..............
Spørgsmålstegn ved Bordeaux-prøver
I de sidste par uger har vi fortalt, hvordan der stilles spørgsmålstegn ved de fadprøver, som Parker, Wine Spectator og andre af vinverdenens guruer anmelder i forbindelse med primeur-salget. Det har affødt et indlæg fra Izak Litwar, der skriver om især Bordeaux-vine i Vinmagasinet.
Izak Litwar har hørt påstanden før, men skriver, at nu om dage vinificerer slottene de forskellige parceller separat, og efter den alkoholiske gæring ved de nogenlunde hvilke cuveer, der bliver til slottets grand vin, og hvilke der bliver til dets andenvin.
En del vingårde, specielt dem på højre bred af Dordogne-floden, dvs. i Saint Émilion, Pomerol osv., laver den færdige blanding allerede fra starten og før den malolaktiske gæring.

Hvorfor snyde?
Hertil kan man indvende, at det vist må være de mindre slotte på højre bred, der blander det hele sammen fra starten, og at dette naturligvis ikke forhindrer slottene i at sende en særlig god prøve til vinanmelderne.
Izak Litwar fortsætter imidlertid: Hvorfor snyde? Det vil hurtigt blive opdaget, ikke mindst af Parker. Og hvis man er medlem af Union des Grands Crus de Bordeaux, så er det ud af foreningen og med pengetab i millionklassen. De færreste vil risikere total fallit.
Izak Litwar har smagt fadprøver i Bordeaux siden 1984, og han mindes ikke at have smagt en eneste vin, der blev dårligere efter at være kommet på flaske. Han sammenligner altid sine smagenotater på fadprøver og de færdige vine.

En lille meningsmåling
Vi siger tak for Izak Litwar for hans forsvar for det faktum, at de kostbare vine fra de store og berømte slotte får tildelt point, mens de stadig ligger på fad og længe før den endelige vin stikkes sammen af vinen i fadene.
Men hvordan stiller vi os til problemet som forbrugere? Lad os lave en lille meningsmåling:
Er det i orden at bedømme og prissætte vine i forbindelse med primeur-salget, eller vil det være bedre, mere sikkert og fair at vente, til vinene er færdige og tappet på flaske?
OBS: Denne meningsmåling er afsluttet.
...............
    Diamantbesatte bobler
    Hvis man har lidt guld på kistebunden, er der chance for at kunne skåle i bobler fra en diamantbesat flaske næste nytårsaften.
    En sådan flaske kommer under hammeren på en velgørenhedsauktion den 22. januar hos det østrigske vinhus Kattus Hochriegel. Vinhuset, der har fremstillet det skummende indhold, har fået en juveler i Wien til at lime hele 49 diamanter på flasken – et arbejde, der tog 38 timer. Flasken er vurderet til cirka 75.000 kr.
...............
Jean-Michel Cazes på opkøb i Rhône
Den dynamiske slotsejer Jean-Michel Cazes fra Château Lynch-Bages i Bordeaux-kommunen Pauillac har købt Domaine des Sénéchaux i Châteauneuf-du-Pape. Ejendommen og dens 24 hektar vinmarker har siden 1993 været ejet af Pascal Roux, og den fremstiller små 100.000 flasker om året.
Købssummen er ikke oplyst, men jorden er dyr i Châteauneuf-du-Pape. Den kan koste op til 350.000 euro (2,6 millioner) pr. hektar.
...............
    Et helt forkert billede
    I sidste uge bragte vi dette billede af en sabel i gang med at sabrere en flaske champagne. Billedet havde vi lånt af det franske vinbroderskab Le sabre d’Or (den gyldne sabel) – en forening af champagneelskere, der lystigt svinger sablerne.
    Fotografen, der optog billedet, bliver dog næppe æresmedlem lige med det samme. En af vore læsere, Finn Poulsen, skriver nemlig til os, at det foregår helt forkert på billedet.
    For det første skal man huske at tage sølvpapiret og ståltråden af, før man svinger sablen. Og for det andet bør man bruge bagkanten af sabelbladet, ikke den skarpe kant.
    Det var husarer fra Napoléons garde, der fandt på sabreringen i begyndelsen af 1800-tallet, og skikken bredte sig hurtigt til flere andre af verdens hære. Når officererne vendte hjem fra felten, fejrede de sejren ved at åbne champagneflasker med sabelhug for at demonstrere deres virilitet over for de imponerede damer. Og de ville aldrig have brugt den skarpe kant på deres sabler – den levede de af.

    Billeder af dansk sabelsvinger
    Vi har også skrevet om Marianne Sass Petersen – den danske sabelsvinger. Nu har Politiken på sin hjemmeside lagt en serie meget interessante billeder, der handler om hende og hendes passion. Vi ved ikke, hvor længe billederne bliver liggende, men de er værd at kigge på og samtidig lytte til Mariannes forklaringer.
..........
20 postkort fra Ungarn
      Den gamle redaktør har været en tur i Ungarn for at få et indtryk af landets vine og vinproduktion, og i løbet seks uger sender han i alt 20 postkort om sine oplevelser. Her kommer de sidste tre, og samtlige postkort har vi lagt ud på en særlig side.
...............

.....
I de lange kældergange hos Château Rákóczi ligger der i alt 400 fade på mellem 200 og 250 liter. De bliver fornyet, men ikke så ofte. Nogle af dem er op til femten år gamle.
.....
    18. postkort fra Ungarn:
    1000 meter lange gange
    I Sárospatak næsten oppe ved grænsen til Slovakiet ligger Rákóczi-familiens gamle slot, der både er en middelalderlig borg og et palæ i barok stil.
    Nede under slot og park ligger en helt utrolig vinkælder med mere end 1000 meter lange gange. De blev anlagt i en tid, da folk var mindre end i dag, så man skal passe på ikke at få en bule i panden – eller en sort plamage fra den livlige vækst af den kælderskimmel, vi fortalte om i forbindelse med postkort nr. 10.
    Tidligere var der en skakt fra kælderen og direkte op til slottets køkken, så man kunne hejse flasker op.

.....
A Villány-Siklósi Borút Egyesület Minösilett Tagja – dvs. De Kvalificerede Medlemmer af Villány-Siklós Vinvej Forening. Sådan står der på de keramiske skilte langs Villánys vinvej. Som i alle lande, der blev spærret inde bag jerntæppet, har folkloren med folkedragter og nationale sange stor betydning.
    19. postkort fra Ungarn:
    Ud på de vilde vinveje
    Vin på ungarsk hedder bor, og gade eller vej hedder út. Så vinvej hedder borút. Og af vinveje er der efterhånden en del i Ungarn.
    Den første var Villány-Siklósi Borút i Villány-distriktet. Den blev etableret i 1994 og er markeret med flotte keramiske skilte som det på billedet.
    Ideen bag de europæiske vinruter er, at turisten skal komme i kontakt med vinbønderne og deres vin og få oplevelser i kældrene og ved festivaler og folklore-arrangementer. Langs vinvejene er der også smukke landskaber og seværdigheder af historisk og arkitektonisk art. Plus hoteller og restauranter.
    Endnu er ikke alle vinveje suppleret med fyldige hjemmesider, men Villány har en udmærket en, der kan ses ved at klikke her, og det samme har Tokaj, hvis hjemmeside har dette link.
............

.....
De 200 vinproducenter udstillede deres flasker i en masse små lysthuse, der var stillet op med kongeslottets store barokke facader som baggrund.
    20. postkort fra Ungarn:
    Den store vinmesse i Budapest
    Fem dage hvert år i september afholdes en stor vinmesse i Budapest. Den foregår i fri luft oppe i Buda omkring det kæmpemæssige slot, som kejserinde Maria Theresia opførte i 1700-tallet oven på en borg fra 1247.
    Vi var med til den 15. Borfesztivál, hvor 200 vinproducenter udstillede 3000 vine. De fleste af udstillerne var ungarske, men der var også enkelte gæster fra femten andre lande.
    Ungarn har 22 vinregioner. I denne omgang har vi kun besøgt tre af dem, men vi har tidligere være i flere af de andre, og de er meget forskellige både hvad angår jordbund, klima og druer.
    Det er faktisk utroligt så mange druesorter, der er i brug, nemlig 90 hvide og 28 røde. I det hele taget er Ungarn et hvidvins-land, hvor 72% af produktionen er hvid. I Danmark ser vi dog mest rødvinene.
    I alt produceres der cirka 4 millioner hektoliter om året – det svarer til over en halv milliard flasker.
    Et problem for Ungarn er, at landet producerer for lidt konsumvin – der bliver ikke så meget til alverdens supermarkeder.
...............
Rigtig godt år for fransk vineksport
Ifølge Just Drinks er det gået helt forrygende for eksporten af fransk vin og spiritus i de første ti måneder af 2006. Og hvis alt går vel, vil der – når de sidste to måneder af året er gjort op – være eksporteret vin og spiritus for lidt over 8 milliarder euro (cirka 60 milliarder dkr.). Det svarer til en stigning på 10% i forhold til 2005 og er nok til at slå den nyeste rekord fra 2003 på 7,8 milliarder euro (cirka 58 milliarder dkr.).
Tallene stammer fra den franske handelsorganisation Fédération des Exportateurs de Vins & Spiritueux (FEVS), der også oplyser, at det ikke mindst er eksporten af champagne og cognac, der har taget himmelflugt. Bordeaux og Bourgogne har dog også haft god vind i eksportsejlene.

Et perlende verdenshit
Prosecco er den frizzante (perlende) hvidvin, der fremstilles i den italienske provins Treviso i Veneto-regionen. Vinen, der af venetianerne har fået kælenavnet "engletis", er halvtør (prosecco betyder "næsten tør"), meget let og med en ofte behagelig lav alkoholprocent.
Det er en vin, der – som man siger – bør nydes afkølet en varm sommerdag og i skyggen af kampanilen i Venedig.
Salget af Prosecco er steget markant. I dag er vinen Italiens bedst sælgende mousserende vin, og hvis alt går vel, vil den i 2020 ifølge AGI være verdens førende boblevin – når man altså ser bort fra champagne. Alene i 2005 blev der solgt 44 millioner flasker Prosecco på verdensplan.
...............
    Verdens førende internetportal om vin
    Hvis man gerne vil vide mere om amerikanske vine, er det værd at klikke ind på Appellation America. Der er tale om verdens førende internetportal om vin med mere end 14.000 web-baserede sider, der løbende bliver fyldt ud af 25 vinskribenter.
    Foruden information om amerikanske vine og vinregioner byder Appellation America også på mere end 140 artikler om forskellige vinøse emner, vinanmeldelser i lange baner samt en online vinbutik, hvor man kan vælge mellem 400 vine fra 90 forskellige vinhuse.
    Portalen rummer både seriøse og muntre indslag – prøv fx at klikke her for at se de sjove tegninger, som ledsager beskrivelserne af 180 forskellige druesorter.
.........................
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Barrique Vinimport er flyttet til nye og større lokaler på Islevdalvej 53, 2610 Rødovre, men har bevaret det hidtidige tlf.nr.: 33 24 41 11. I anledning af flytningen inviterer firmaet til åbningsreception i de nye lokaler fredag den 12. januar kl. 14-18. Alle er velkomne, og i forbindelse med receptionen vil der bl.a. være mulighed for at smage ti udvalgte vine.
    *Slagelse VinKompagni har fået importen af vinene fra Veneto-vinhuset Baltieri.
    ........--....
.................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
........................
34/07
............................
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 21 vine. Af disse vine var der 13, som fik mere end to stjerner, og 7, som fik fem stjerner. I alt blev det til 56 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
...............
Hvidvin


Ninth Island, Sauvignon Blanc, Tasmanien, Australien 2005
109,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Hvidvin med fedme og blødhed, men uden Sauvignon Blanc-druens friskhed – den maskeres af en markant fadlagring, der efterlader en lidt tør eftersmag.




Rødvin


Cristia, Côtes du Rhône Villages Rasteau, Frankrig 2005
79,95 kr., The Wine Company
En virkelig vellavet rødvin, der helt ud i kinderne smager af vin. Den har god frugt, bløde tanniner og er venlig og nem at drikke. Velegnet til mange retter.


Doglio, Valclepio Rosso Riserva, Italien 2002
77 kr., Limpex
Yderst kultiveret rødvin, moden, god, ren frugt, harmonisk, ikke for meget alkohol og ikke for meget træ. En glimrende ledsager til mange retter.


Château Pesquié, Les Terrasses, Côtes du Ventoux, Frankrig 2003
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Flot rødvin – en rigtig god Rhône-vin med saft og blødhed. Glimrende til kødretter. Den er tre år gammel og kan drikkes nu, men den må såmænd godt ligge et par år endnu. Prisen er rimelig.


Hahn, Meritage, Central Coast, Californien 2004
109,75 kr., ved 12 flasker: 99,75 kr., Vintjeneren.dk
Den smager virkelig godt, denne rødvin. Den har god, fyldig frugt, tyngde, fint krydderi (kanel), vanille, sødme. Der skal kraftig mad til. Meritage er et amerikansk udtryk for rødvine, fremstillet i Bordeaux-stil.


Bodega del Fin del Mundo, Malbec, Patagonien, Argentina 2005
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Vidunderlig duft af moden frugt, en dyb rød farve og en blød og lækker smag med blomme, mørke kirsebær, kaffe, vanille … Sådan er denne fortræffelige rødvin.


Elias Mora, Crianza, Toro, Spanien 2002
111,75 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Blød og lækker rødvin med en masse facetter – her sker der noget! Bred, saftig frugt, bløde tanniner, fine fadtoner, ingen spritkant, elegant krydderi …


Clairault, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Australien 2001
199 kr., Walkabout ImpEx
Prægtig rødvin med intens frugt og en buket af krydderurter. En vin, der virkelig vil noget, og som er lavet med stor dygtighed. Man har efterlyst store vine i Australien. Her er en af dem. Det er ikke industrivin alt sammen dernede.


Domaine Jean Bousquet, Malbec, Mendoza, Argentina 2005
Klubpris ved 6 flasker; 36,51 kr., ikke-medlemmer: 69 kr., NordicWineClub.com
Rar hverdags-rødvin med god, ren og saftig frugt og lidt grønne toner.


Itynera, Nero d’Avola / Cabernet Sauvignon, Italien 2004
74,75 kr., i januar: 59,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
Rødvin med fyldig og saftig frugt i god balance med syre, tanniner og sødme.


Vescovado, La Brugherata, Valcalepio Rosso, Italien 2004
58 kr., Limpex
Pæn, lille rødvin med god frugt. Udmærket som hverdags-vin.


Heritage, Château Lamothe Vincent, Bordeaux Supérieur 2004
54 kr., Red & White
En pæn lille bordeaux, tør og med let frugt – god til en hakkebøf.


Major’s Hill, Cabernet Sauvignon, Robertson, Sydafrika 2005
99 kr., Glud Vin
En enkel og robust rødvin med intens frugt og (for) mange procenter (15½%).

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.