Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 05, 2007





Vin-aktuelt i uge 5
29. til 4. februar 2007
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 04
VinAvisen uge 03
VinAvisen uge 02
...............

Der skal handles nu
Mens forskerne diskuterer på livet løs om, hvor stor betydning den globale opvarmning vil få, er vinproducenter verden over ifølge Decanter begyndt at slå alarm: Der skal handles her og nu for at findes langtidsløsninger på problemet.
Vinhusene kan allerede så småt mærke konsekvenserne af opvarmningen og frygter for 2007, der spås at ville slå alle varmerekorder.
I Californien, Chile og andre vinområder langs Stillehavets kyst, slås de med endnu et problem. Nogle år præges vejrforholdene af den såkaldte El Niño, et vejrfænomen, der blandt andet medfører utroligt kraftige regnskyl. En øget global opvarmning i ledtog med El Niño kan give vinhusene store problemer med at tæmme sødmen og alkoholen i vinene.

Vinens verdenskort ændrer sig
Den globale opvarmning er på godt og ondt begyndt at sætte sit klimatiske fingeraftryk på alverdens vinlande. Under køligere himmelstrøg glæder man sig over, at det er blevet lettere end nogensinde at få modne druer, mens man i de i forvejen varme egne af verden gruer for fremtiden. Og hvis ikke der bremses op for udviklingen, så vil det vinøse verdenskort ifølge Los Angeles Times se en hel del anderledes ud. Vinregionerne vil langsomt men sikkert bevæge sig ud mod kysterne, længere mod nord og op i højderne.
Spanske vinproducenter er allerede nu trætte af at tørre sveden af druerne og er derfor begyndt at undersøge mulighederne for at anlægge vinmarker i de køligere områder langs Pyrenæerne. I Bordeaux bevæger man sig mod et klima, der mest af alt minder om det sydfranske. Og her i Danmark samt i Sverige og Norge breder vinmarkerne sig år for år.

En smag af global opvarmning
Man kan allerede nu smage den globale opvarmning i vinene. Det mener i hvert fald den førende engelske vinskribent Jancis Robinson, der hævder, at blandt andet de engelske og canadiske vine har haft godt af opvarmningen.
Det samme gælder de tørre tyske hvidvine, der er blevet "utroligt lækre", mens vinene fra Australien og Spanien ifølge Jancis Robinson har lidt under de senere års øgede temperaturer.
Det ender med, at visse lande for fortsat at kunne dyrke vin må indstille sig på at dyrke helt andre druesorter. På Davis-universitetet i Californien er forskerne da også i fuld gang med at avle nye vinplanter specielt egnede til tørke og meget høje temperaturer.
..........
Vi tager lige den globale opvarmning en gang til:
..........

..........
Bordeaux druknet i sne
Ikke siden 1985 har man oplevet noget lignende i Bordeaux: Fra det danskejede Château de Haux sender Kristoffer Gellert os disse billeder og fortæller, at der efter en veritabel snestorm i torsdags ligger 15 cm sne, hvilket er meget usædvanligt.
Sneen kom helt bag på de lokale, som langtfra er vant til den slags nedbør, og mange profiterede af situationen og tog sig en ekstra fridag.
Fredag var en dag med fint solskin, men stadig med frostgrader. Om natten havde der været ned til minus 8 grader, og den sne, der tøede om dagen blev forvandlet til en skøjtebane om natten.
Den sidste kilometer før Château de Haux og opkørslen til slottet var som en skøjtebane, så kun medarbejdere, der bor tæt ved, ankom til fods – dog med en del falden på halen på vejen. Selv slottets husholderske, Josiane, kom til fods fra sit hjem, der ligger 3 km væk.

Nu må franskmændene vande vinstokke
Som følge af den globale opvarmning har franskmændene taget et nærmest historisk skridt, når det gælder landets vinlovgivning. For en måneds tid siden blev det vedtaget, at de franske vinproducenter måtte vande deres vinmarker – noget, som ellers ikke har været dem forundt i flere hundrede år. Men nu har også myndighederne måttet sande, at der i visse af vinområderne er blevet så varmt, at der skal mere vand til end det, skyerne kan give.
...........
.........
Alexandra Marnier-Lapostolle ledede smagningen med gallisk esprit og humor og med stor viden om vinfremstilling. I Chile er hun ved at opføre et super-vineri til topvinen Clos Apalta. Det hus vender vi tilbage til senere på året i en serie postkort fra Colchagua.
    Oldebarn på besøg
    Familien Marnier-Lapostolle har i mange generationer lavet vin i den franske Loiredal, men berømt blev den først, da Louis Alexandre Marnier-Lapostolle i 1880 opfandt likøren Grand Marnier – en forening af cognac og appelsiner.
    Da likøren skulle navngives, spurgte Marnier-Lapostolle sin ven, hotelejeren César Ritz, om råd. Vennen så lidt på Monsieur Marnier. Han var en lille mand, der med sine halvanden meter altid havde ønsket at være højere. Med et glimt i øjet sagde Ritz derfor: – Den skal selvfølgelig hedde Grand Marnier – "Store Marnier".
    I torsdags var hans oldebarn, Alexandra Marnier-Lapostolle, i København, hvor hun hos Philipson Wine ledede en smagning af en serie helt utroligt dejlige vine.

    Mor bestemmer
    I 1994 grundlagde hun sammen med sin mand, Cyril de Mournet, vinhuset Casa Lapostolle i Colchagua, og i dag er det et af Chiles bedste huse, hvor fransk ekspertise mødes med Chiles unikke klima. I alt fremstiller vinhuset 1,8 millioner flasker om året på druer fra 420 hektar vinmarker.
    Til daglig bor Alexandra og hendes familie i Schweiz, men fem gange om året tager hun til Chile, blandt andet for sammen med den flyvende vinmager Michel Rolland at træffe alle vigtige afgørelser.
    Og afgørelser træffer hun. Mor bestemmer! Da mange af de chilenske vinhuse for fire år siden satte priserne ned, satte hun dem op – også selv om salget det år var dalende.
    Hun mente, at når man fremstiller prestigevine af høj kvalitet, så er vinene hver en peso værd, og hun ville derfor ikke ændre prispolitik for at tækkes markedet.

    Chilenske vine i fransk stil
    Der er heller ingen tvivl om, at Alexandra er en god modspiller til Michel Rolland. Hun er fransk og kan lide den franske stil med en diskret fadlagring, mens Rolland går ind for mere træ. Men enige bliver de åbenbart, og vinene har en ren og klar tone, der ligger uendelig langt fra det alkoholiske syltetøj, man får fra en del oversøiske vinlande.
    Hun udnytter også, hvad de strenge appellations-love hjemme i Frankrig forhindrer, nemlig at kunne blande druesorter, som hun har lyst, og hun gør det med glimrende resultater. Op til fem forskellige druer i samme vin bidrager til at gøre vinene komplekse og meget spændende.
    Nedenfor i oversigten over ugens smagte vine strør vi om os med stjerner.
...........
.........
I New York måtte der tolv bodybuilder-typer til at bære flasken ind i Cipriani Wall Street ballroom. På billedet her står den ved siden af en almindelig flaske.
    Flasken, der slår alle rekorder
    I uge 34 2004 skrev vi om verdens største vinflaske, der var 137 cm høj og kommet til verden via et samarbejde mellem det californiske vinhus Beringer og restaurantkæden Morton’s Steakhouse. Det var dengang. Nu er der fremstillet en endnu større vinflaske, der har slået den tidligere rekord.
    Flasken, som det har taget et helt år at fremstille, er 2 meter høj og 52 cm i diameter, og den indeholder 290 liter vin, hvilket svarer til 1935 glas. Det vil dog kræve en mindre kranvogn at skænke de mange glas, idet flasken vejer hele 590 kg.

    Skal promote vin fra Western Australia
    Det er vinproducenterne i den australske vinregion Great Southern i Western Australia, der står bag skabelsen af verdensrekorden. Og formålet med flasken er at promote regionens vine. I øjeblikket er flasken således på tourné i USA.
    Vinen er døbt "Five Virtues" (Fem Dyder), og såvel navnet som de fem stjerner på etiketten henviser til Great Southerns fem underdistrikter: Mount Barker, Porongurup, Frankland River, Albany og Denmark.
    Samtlige distrikter har spædet til med Shiraz-vin til flasken, før der blev sat en gevaldig stor korkprop i.
    Vi her på VinAvisens redaktion havde selvfølgelig gerne set, at flasken var blevet kronet af verdens største skruelåg! 60% af al australsk vin er med skruelåg.
...........
Minimalistisk fransk vinetiket
Franske vinetiketter og i særdeleshed dem på flaskerne fra Bourgogne er ofte forsynet med en hel roman af oplysninger, der snarere forvirrer forbrugerne end hjælper dem.
Nu har vinfirmaet Vintage Capital Wine, der har sin base i USA, i samarbejde med Bourgogne-vinhuset Blasons de Bourgogne skabt en ny vin, "Be Friends", og den er udstyret med en superenkel etiket. Kun årgangen og druesorten – henholdsvis Chardonnay og Pinot Noir for hvidvinen og rødvinen – er ifølge Wine Business oplyst på etiketten.
Vinene er sammensat af vin fra fire AOC-kooporativer: Vignerons des Terre Secrètes, Cave de Buxy, La Chablisienne og Caves Bailly-Lapierre.
I første omgang er det kun de amerikanske forbrugere, der får glæde af den enkle etiket.
.........
Ude af proportioner
Svenskerne er langtfra færdige med sagerne om bestikkelse af chefer i Systembolaget. Nu er man nået frem til de 640.000 skr., som det statsejede importfirma V&S angiveligt har brugt til at bestikke medarbejdere i det ligeledes statsejede Systembolag. Det drejer sig dels om vinflasker, dels om blandt andet teater- og cirkusbilletter.
Endnu før retten har talt, har Systembolaget straffet V&S ved at ophæve kontrakter på leverancen af 17 mærkevarer til en årlig omsætning hos V&S på 32 millioner skr. eksklusive moms og afgifter. Hvilket i følge WOW ProNews har gjort ledelsen i V&S rasende.
V&S mener, at beslutningen er helt ude af proportioner og bygger på vilkårlighed.

Russerne ophæver blokaden
Ifølge Moscow Times vil russerne snart ophæve blokaden mod vine og mineralvand fra Georgien.
Meddelelsen følger en nylig udtalelse fra russiske myndigheder om, at den tilsvarende blokade mod vine fra Moldavien vil blive aflyst i næste måned.
De russiske sundhedsmyndigheder nedlagde sidste år forbud mod import af vine fra Georgien og Moldavien, idet de hævdede af vinene fra de tidligere sovjetrepublikker indeholdt pesticider.

Modstand mod nedlægning af vinmarker
EU-parlamentets landbrugs-komité modsætter sig ifølge Just Drinks kommissionens forsøg på at gribe ind i vinfremstillingen i medlemslandene. Især mener komiteen, at man skal holde igen med nedlægningen af vinmarker og i stedet hjælpe vinbønderne med at omlægge produktionen til industriel alkohol og andre produkter.
Komiteen lægger vægt på, at nedlægningen af vinmarker bør begrænses under hensyntagen til værdien af vinmarker på bjerge og øer samt i kystlandskaber i forbindelse med kampen mod erosion og tillige for at bevare kulturelle traditioner.
...........
.........
Læs mere om Eben Sadie og hans vin, Columella, i postkort nr. 16 fra VinAvisens besøg i Sydafrika sidste år.
    Vinudstyr endt som vraggods
    Et skrækkeligt stormvejr forårsagede i den forløbne uge flere skader på skibet MSC Napoli, og kaptajnen valgte derfor at lade skibet gå på grund ved kysten ud for Devon i Storbritannien.
    Mandskabet blev fragtet sikkert i land, men de mange containere, som skibet havde med sig, blev efterladt ombord. Nogle af dem indeholdt ifølge Wine Spectator vinfade og fremstillingsudstyr til vin på vej til en række vinproducenter i Sydafrika.
    En del af containerne væltede ned fra skibet og blev skyllet i land. Og vraggodset blev hurtigt et trækplaster for englændere fra nær og fjern, der slæbte af med alt mellem himmel og jord.
    En hel container med 168 egetræsfade fra det franske bødkerfirma Tonnellerie Boutes endte også på stranden og er nu forsvundet som dug for Solen. Prisen pr. fad er over 4800 kr., så der er for trekvart million kr.

    Kostbare fade endt som plantekasser
    En række sydafrikanske vinproducenter går nu rundt og vrider hænder i frustration over de manglende varer. En af dem er Eben Sadie, hvis vingård ligger i vindistriktet Swartland. Om bord havde han en ny vinpresse til cirka 100.000 kr. samt – hvilket er meget værre – fade af bedste kvalitet, som han personligt havde udvalgt træet til i de franske skove i Allier og Vogeserne. Og den slags fade er jo ikke sådan lige til at erstatte.
    Fadene er sikkert allerede – ligesom alle de andre fade, der skyllede i land – blevet forvandlet til den store engelske modedille: nostalgiske plantekasser til haven. Men efter at have ligget i saltvand er fadene nu også helt uegnede til vin.

    Sydafrikansk kultvin
    De fade, som Eben Sadie havde bestilt, skulle bruges til rødvinen Columella – en af Sydafrikas store kultvine, som der kun fremstilles nogle få tusinde flasker af om året.
    Columella laves på Syrah med en anelse Mourvèdre. Druerne kommer fra i alt syv parceller, hvor de meget forskelligartede jordbundsforhold hver især sætter deres præg på vinen.
    Høst og sortering foregår via håndkraft, og de syv vine fremstilles separat og modnes ligeledes separat på fade, hvorefter de til sidst forenes til den endelige vin.
    Da Eben Sadie bruger nye fade til hver årgang af Columella, er den forsvundne sending fra Frankrig selvsagt lidt af en katastrofe for ham.
...............
Mouton 1887 til 2005 under hammeren
Den 28. februar afholder Sotheby's en auktion, der uden tvivl vil være et trækplaster for velhavende vinsamlere fra hele verden. Det drejer sig om en enestående samling af vinen fra Château Mouton Rothschild i samtlige årgange fra 1887 til 2005 (de sidste årgange formodentligt en primeur).
Foruden almindelige flasker samt magnum og dobbeltmagnum vil der ifølge Decanter komme nogle af de helt store og sjældne flasker under hammeren, heriblandt flere af typerne Nebuchadnezzar (15 liter vin), Imperiale (6 liter) og Jéroboams (5 liter).
De mange flasker er tilsammen vurderet til op mod 5 millioner kr.
...........
    2,3% holder en pause
    I sidste uge var vi inde på, at flere og flere siger, at de er alkoholfrie i januar. De tager en pause. Men hvor mange drejer det sig om?
    Vi lod det komme an på en meningsmåling, og i alt 2565 af vore læsere svarede. Af dem er der (kun) 60, dvs. 2,3%, som holder en pause i januar. Resten, 97,7%, drikker lystigt igennem årets første måned, idet 17% dog kun drikker alkohol i weekenden, og det gør de formodentlig hele året.

    24 flasker vin om året
    En af vore læsere, Preben Astrup, skriver til os, at han under et otteårigt ophold på vejrstationen Kap Tobin og i Scoresbysund på Grønland oplevede en særlig alkoholrationering, hvor man hvert år havde 240 point til rådighed. En øl var lig med 1 point, en flaske vin lig med 10 point og en flaske spiritus lig med 20 point.
    – Det var en form for afholdenhed, skriver han, – hvor vi lærte at spare op til jul, nytår og andre festlige lejligheder. Til gengæld kunne vi nyde den dejlige natur, jagten og turene på hundeslæde. Det kan man også blive helt afhængig af ...
    Tak til Preben Astrup for bidraget. 240 point vil sige 24 flasker vin om året ... For os ville det være en hel del i underkanten.
...........
Går du ind for økologiske druer?
I reklamerne for vin lægges der mere og mere vægt på, at vinene er fremstillet af økologisk dyrkede druer. Der er åbenbart et publikum til disse vine. Men hører VinAvisens læsere til dette publikum?
Vi laver lige en meningsmåling. Udtryk din mening ved at sætte en prik i skemaet herunder, og tryk derefter på Send-knappen. Resultatet bringer vi i næste uge.
OBS: Denne meningsmåling er afsluttet.
.............
12 postkort fra Østrig

      Sidste år var Mariette en tur i Østrig dels for at opleve den store vinmesse VieVinum, dels for at besøge nogle af vinregionerne, blandt andet Burgenland og Steiermark. Det kom der 12 postkort ud af. De første seks bragte vi i uge 3 og uge 4, og her kommer de tre næste.

.....
Bag de fem glas ved hver kuvert stod to karafler til henholdsvis vin og vand. Og tjenerne kom naturligvis hele tiden med nye karafler ...
.....
    7. postkort fra Østrig:
    Til taffel hos habsburgerne
    Fra 1200-tallet til 1918 var Hofburg i Wien hovedsæde for Habsburg-familiens lange række af kejsere. Flere af de gamle gemakker er i dag indrettet som museum, og her kan man blandt andet opleve, hvordan man dækkede bord ved hoffet i 1800-tallet.
    For hver ny ret blev der serveret en ny vin – derfor de mange glas. Og det skete ikke kun ved festlige lejligheder, men også under de mere intime familiemiddage, hvor menuen dog ikke kom op på mere end ti retter. Det kan jo blive småt for enhver.
    .....

.....
Moderne Römerglas er ikke blå. De har som regel en fod med grønt overfangsglas og en kumme af klart glas.
.....
    8. postkort fra Østrig:
    Römerglas til vin fra Rhinen
    Hos habsburgerne havde hver vin sit specielle glas. De såkaldte Römerglas, der altid kan kendes på den kegleformede og rillede stilk, blev fx sat på bordet, når der skulle rhinskvin – altså hvidvin fra Rhin-området – i glassene. Her er pokalerne fotograferet på et af de dækkede borde på Hofburg i Wien.
    Glassenes blågrønne farve er valgt med omtanke. I gamle dage var hvidvin nemlig ofte en uklar affære, som helst ikke skulle ses, men bare lugtes og drikkes.
    Trods navnet har glasset intet med de gamle romere at gøre. Glasset opstod først i 1500-tallet som en udvikling af det tyske Noppenglas.
    .....

.....
Restauranten er indrettet i samme stil som skiltet. Der er lidt Bierstube over den – selv om der mest drikkes vin.
.....
    9. postkort fra Østrig
    En Bierstube med vin
    De særlige Römerglas er blevet fremstillet lige siden 1400-tallet, og brugen af dem er udbredt den dag i dag – fx i restauranten Figlmüller i Wollzeile 5 i Wien. Her ses glassene i hjørnerne foroven på det sjove skilt, der hænger over indgangen til den charmerende gamle arkade, hvor restauranten har til huse.
    Figlmüller, der i dag drives af fjerde generation af familien af samme navn, er i øvrigt berømt viden om for sine wienerschnitzler – både når det gælder kvaliteten og størrelsen.
    .....
...........
Vil spare penge med standard-etiket
Den nye verdens vinlande har deres egen forening, World Wine Trade Group, med repræsentanter fra de respektive landes vinindustrier og regeringer.
Nu har foreningen, der blandt andet omfatter Australien, Chile, Argentina, USA og Sydafrika, indgået en fordelagtig aftale: En standardisering af flaskernes etiketter, når det gælder placeringen af obligatoriske oplysninger som vinens navn, alkoholindhold osv.
Den nye standardetiket, som ifølge ABC News forventes indført fra og med næste år, vil kunne bruges på samtlige flasker, der sælges mellem landene indbyrdes.
Som det er nu, skal vinhusene, afhængigt af de herskende love i de respektive eksportlande, trykke en række forskellige etiketter, hvilket er en dyr affære. Alene i Australien vil vinproducenterne således kunne spare i alt 25 millioner australske dollars om året (cirka 112 millioner dkr.) ved brug af standard-etiketten.
Bagsiden af flaskerne vil fortsat blive forsynet med forskellige etiketter alt efter land og producent.
...........

...............
Lurton beskrives som en varm, humoristisk og energisk person, der via sin tilstedeværelse fylder mere end alle de flasker, han producerer.
    Jacques Lurton som årets vinbonde
    Ligesom Decanter og andre blade om vin udnævner også det danske Vinbladet en årets vinbonde, og i år er valget faldet på "den flyvende vinmager" Jacques Lurton, som vi netop skrev om i sidste uge, da han og broderen François gik hver til sit.
    I sin nominering fremhæver Vinbladets chefredaktør, Peter Winding, Jacques Lurton som den sande kosmopolit. Som søn af vinentreprenøren André Lurton havde han alt, men han valgte alligevel som en missionær at drage ud i mange lande og med simple midler skabe grundlaget for at kunne lave god vin.
    Han producerede ikke vine for det bedre borgerskab men for manden på gulvet, der takket være Jacques Lurton pludselig en dag byttede øllet ud med vin og dermed fik helt nye kostvaner – og en ny kultur.

    Andre årets vinbønder gennem årene
    Blandt alle de personer, som Vinbladet siden 1996 har udnævnt til årets vinbonde, kan nævnes: Aubert de Villaine på Domaine Romanée-Conti i Bourgogne (1996), Robert Mondavi i Californien (1997), Peter Sisseck i Spanien (1998), Georges Duboeuf i Beaujolais (2000) og Peter Vinding-Diers på Sicilien (2005).
...........
Til vore norske læsere
TSVinnovation har fremstillet en dansk udgave af ønologen Ann Noble’s aromahjul – det skrev vi om i sidste uge med det resultat, at der ifølge Jan Sørensen fra TSVinnovation er blev solgt en masse.
Nu melder Svein Lindin fra det norske In Vino Veritas Vinkurs, at han i samarbejde med Ann Noble har produceret en norsk udgave, som vore norske læsere vil kunne købe via http://www.vinforedrag.no eller pr. (norsk) telefon 47 87 40 83.
...........
    Penfoldselskerens kogebog
    Penfolds Grange – en af verdens store og kostbare vine – har fået sin egen kogebog. På svensk.
    "Penfoldsälskarens Kokbok", hedder den smukke lille bog, og den handler først og fremmest om et besøg på otte svenske toprestauranter med tilhørende opskrifter til Penfolds’ ære.
    Nogle af restauranterne ligger meget langt væk, men der er da i hvert fald en enkel i vores nærhed, nemlig den på Sofiero Slot lige nord for Helsingborg.
    Bogen kan bestilles via Svenska Dagbladet, eller man kan sende en mail til bogens forfatter, Jonas Alwin. Endvidere kan man købe bogen på de otte restauranter. Den koster 129 skr. (107 dkr.).
...........
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..........
.
    Lars Byager (f.1957) voksede op på landet uden for Vejle, hvor der dengang var langt til et godt glas vin. Men hans vininteresserede far fyldte bagagerummet, hver gang han var i København, hvorefter hele familien samledes for at smage på de dejlige dråber.
    Lars Byager valgte at blive kok og fik efter endt eksamen i 1978 arbejde som køkkenchef på Café Mahler i Århus, hvor han hos det vinkyndige restauratørpar for alvor fik skærpet sin viden om vin. I 1983 flyttede han til København og til et job som restaurantchef i restaurant Top of Town i SAS Scandinavia Hotel. Efter to år sagde Lars Byager farvel til restaurantbranchen og ja tak til et job som salgskonsulent hos Østjysk Vinforsyning.
    I 1997 overtog Østjysk Vinforsyning Højbro Vin – en af Danmarks mest velassorterede vin- og spiritusforretninger. Og siden da har Lars Byager haft posten som daglig leder af forretningen og dens i alt ni medarbejdere.
    Når Lars Byager har lukket og slukket efter dagens arbejde, skal han stort set kun lige rundt om hjørnet for at komme hjem. I lejligheden i Landemærket, der har Rundetårn som nabo, finder han kokkegenet frem, og så bliver der ellers eksperimenteret med råvarerne sammen med hustruen Susanne Stormer – noget, som resten af familien, Victor på 13 år, Clemens på 16 år, Thea på 28 år og barnebarnet Sarah nyder rigtig godt af.
    Adresse: Højbro Vin A/S/Vignoble, Frederiksborggade 6, 1360 København K, tlf.: 33 14 03 87, fax.: 33 11 38 55, e-mail: hoejbrovin@vignoble.dk, www.vignoble.dk/hoejbrovin.
.........
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Vi siger tillykke med 50 års fødselsdagen til Lars Byager i Højbro Vin. Der inviteres til reception fredag d. 2. februar kl. 16-18 for venner og forretningsforbindelser. Lars Byager præsenteres i denne uge i Vinbranchens Blå Bog, se ovenfor.
    * Fionia Vin har fået eneforhandlingen af vinene fra De Bortoli, Sacred Hill, Australien.
    * Danish Wine Cellars har optaget importen af vine fra følgende tre vinhuse i det australske Barossa: Bethany Wines, Schild Estate og Charles Melton Wines.
    * Compagniet af 2004 har optaget forhandlingen af tre Barbaresco-enkeltmarksvine fra Azienda Agricola Piero Busso i det italienske Piemonte.
    * Philipson Wine har ansat Michael Christensen som sales manager business med ansvar for den forsatte udvikling af erhvervssalget samt Lone Tøttenborg som økonomichef med ansvar for økonomi, personaleadministration og it. Michael Christensen kommer senest fra en stilling som adm. direktør og partner i it-firmaet World IQ, mens Lone Tøttenborg kommer fra en stilling som økonomichef hos Peter Justesen Co.
    ........--....
.................
Efterlysning: 3500 flasker vin
Viniropa i Kerteminde har haft indbrud i sit hovedlager, hvor 3500 flasker vin er blevet stjålet. Tyvene har formodenligt vidst, hvad de gik efter. Flaskerne er valgt ud med sans for de gode navne, og kasserne er læsset enkeltvis – pallerne stod som det eneste tilbage. Det drejer sig om følgende vine:
Le Gode, Montalcino, Brunello og Rosso.
Poggerino, Chianti Classico, Primamateria IGT og Labirinto IGT.
Giovanni Chiappini, Bolgheri, Guado de Gemoli.
Felciaino, Bolgheri, Liena Petit Verdot IGT og Ferruggini IGT.
Bosco Agostino, Barolo.
Poderi Sinaglio, Piemonte, Sinaij Langhe Rosso, Vigna Erta Barbera d'Alba, Giachet Nebbiolo d'Alba, Barbera, Sori Bric Maiolica Dolcetto, Boccabarille Langhe Bianco, La Mimosa Moscato d'Asti og Le Monache Moscato Passito.
Ronco del Gelso, Isonzo del Friuli, Merlot, Riesling, Pinot Grigio og Latimis Isonzo Bianco.
Viniropa vil være glad, hvis nogle spotter disse vine og giver Mads Hemmingsen og Lars Munch-Andersen et praj på tlf.: 51 26 06 26 eller 22 80 16 67.
...........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
.................................
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 28, som fik mere end to stjerner, og 17, som fik fem stjerner. I alt blev det til 127 stjerner og i gennemsnit lige under 4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. Det er en høst, som ikke mindst er blevet flot på grund af de mange topvine fra Casa Lapostolle. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
...........
Smagningen af vine fra Casa Lapostolle


Casa Lapostolle, Sauvignon Blanc Classic, Rapel Valley, Chile 2006
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Frisk, ren og kompleks hvidvin med et tilskud af 10% Sémillon-druer. Smagen er vidunderligt blød med tilpas syre. Her er ingen grønne toner!


Casa Lapostolle, Chardonnay Classic, Casablanca Valley, Chile 2005
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Blød, lækker og koncentreret hvidvin med diskrete fadtoner. En virkelig dejlig vin, velegnet til mange retter, både fisk og fugl.


Tanao, Blanc, Casa Lapostolle, Chile 2005
109,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Vellykket hvidvin på druerne Sauvignon Blanc, Chardonnay og Sémillon. Den har en spændende, næsten eksotisk smag, og de 14,5% alkohol vil ikke mærkes, når vinen skænkes til mad.


Cuvée Alexandre, Casa Lapostolle, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 2005
149,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Alexandra Marnier-Lapostolle har opkaldt en serie af sine vine efter sin oldefar, der opfandt likøren Grand Marnier. Her er en meget lækker hvidvin med en blød smag af fadlagring.


Casa Lapostolle, Merlot Classic, Rapel Valley, Chile 2005
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Blød rødvin med intens og lækker frugt og karakter. Ikke en af disse oversøiske Merlot’er, der er så bløde, at de er flade.


Tanao, Rouge, Casa Lapostolle, Chile 2004
109,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
I denne meget delikate, komplekse og harmoniske rødvin mødes druerne Carmenère, Merlot og Cabernet Sauvignon. En stor og dejlig vin, blød, bred og lang i munden.


Cuvée Alexandre, Merlot, Casa Lapostolle, Colchagua, Chile 2004
169,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Fantastisk flot, blød og lækker rødvin på druer fra 60 år gamle vinstokke. I blandingen har Merlot-druen fået selskab af 15% Carmenère, og resultatet er blevet en vin med en flot struktur. – Chilenerne vil gerne gøre Carmenère til landets flagskib, siger Alexandra Marnier-Lapostolle, – men ligesom Cabernet Franc egner den sig nu bedst som tilskud til større druer, ikke alene.


Cuvée Alexandre, Cabernet Sauvignon, Casa Lapostolle, Colchagua, Chile 2005
169,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Igen en stor rødvin, her fra 80 år gamle vinstokke. Med sin kraftige, kølige og elegante stil er det en lidt mere krævende vin.


Cuvée Alexandre, Syrah, Casa Lapostolle, Cachapoal, Chile 2004
169,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Stor og herlig vin – velkommen til en "Châteauneuf-du-Pape" i Chile. Vinen er blød, krydret og harmonisk og breder sig længe i munden.


Cuvée Alexandre, Pinot Noir, Casa Lapostolle, Casablanca Valley, Chile 2004
199,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Pinot Noir er en vanskelig drue, fordi der skal hæges om den. Den producerer en masse blade, så den hele tiden skal beskæres, for at druerne kan modnes. Men gør man det – og bruger man vinstokke på egne rødder, som man gør det i Chile, der ikke kender til vinlusen Phylloxera – så får man en vin, der simpelt hen er lækker. Det er ikke en bourgogne, men en chilener i fineste Bourgogne-stil. Der laves kun 3600 flasker af den om året.


BoRoBo, Casa Lapostolle, Chile 2002
500 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
BoRoBo står for Bordeaux, Rhône og Bourgogne, og det er da også fem druer fra de tre franske regioner, der mødes i denne fantastiske rødvin: Merlot, Carmenère, Cabernet Sauvignon, Syrah og Pinot Noir. Vinen er meget spændende, koncentreret og flot med silkebløde tanniner. Der laves kun 3600 flasker af den om året.


Clos Apalta, Casa Lapostolle, Colchagua, Chile 2004
500 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Her har vi en af Chiles berømteste vine. En kultvin, elegant, lækker og rent ud sagt fantastisk. Der ofres alt på den. Man har således 80 kvinder til med fingrene at pille druerne af stilkene og sortere hver en uegnet drue fra – noget, kun meget få vinslotte i hele vinverdenen gør.


Casa Lapostolle, Cabernet Sauvignon Classic, Rapel Valley, Chile 2005
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Typisk Cabernet Sauvignon-rødvin med intens frugt. Det er en vin, der skal skænkes til en kraftig ret.



...............
Hvidvin


Domaine Millegrand, Chardonnay, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2005
59,75 kr.; indtil 11. februar 50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
En ret tør hvidvin med god frugtfylde. Til tilbudsprisen en god dagligvin.


Pepperwood Grove, Chardonnay, Californien 2005
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Ret blød hvidvin med en træsmag, der ikke holder sig tilbage. Udpræget en vin til mad.


Bellingham, Chardonnay / Sémillon, Western Cape, Sydafrika 2005
54,75 kr.; indtil 11. februar: 50 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
God hverdags-hvidvin med frisk frugt og fin citrus-syre. Prøv den til kylling eller andre lettere retter. Flasken har skruelåg.


Salomon Undhof, Hochterrassen, Grüner Velliner, Kremstal, Østrig 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En ret enkel og pæn hvidvin – drik den fx til en frokost. Flasken har skruelåg




Rødvin


Comisatio, Rioja, Spanien 2005
48,50 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Dejlig og harmonisk rødvin med god struktur. En vin, der folder sig fint ud i munden og bliver der længe. 14 procent, men ikke spor sprittet. Til prisen et rigtig godt køb.


Alton del Cuco, Bodegas y Viñedos de Murcia, Spanien 2005
39,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En uhøjtidelig og læskende rødvin med en dejlig duft af modne bær og en lækker krydret smag af blandt andet bittermandler, mørk chokolade og sort peber. Alkoholindholdet er på 14% men dominerer ikke på nogen måde. Det er vinen til den store fest. Den sidste stjerne får den for den yderst rimelige pris.


Château de Pennautier, Cabardès, Frankrig 2005
59 kr., Vinens Verden
Denne rødvin smagte vi tidligere i årgangen 2002. Her er den til en stjerne mere og en 10’er mindre. Vinen har en god struktur, saftig frugt og en mundrensende syre og garvesyre. Den vil ikke mindst være egnet til lidt fede kødretter.


Ètim, Old Vines, Grenache, Montsant, Spanien 2002
99,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Flot, flot rødvin – simpelt hen en oplevelse. En vin med en herlig duft og en blød, lidt tør smag med bred frugt og mange facetter.


Il Moretto, Valpolicella Classico Superiore, Italien 2001
119,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
En skøn og moden rødvin med dejlig frugt – lidt i retning af mørke kirsebær. En rigtig italiener, velegnet til mange retter.


Razón, Vino Tinto de Mesa, Spanien 2004
Klubpris ved 6 flasker: 33,83 kr., ikke-medlemmer: 69 kr., NordicWineClub.com
Smagen er god i denne rødvin – god frugt, god syre, god struktur. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Antis, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina 2004
59 kr., A Vinstouw
Fyldig og frugtagtig, men også ret enkel rødvin med en fin lille sødme, som mange vil kunne lide. God hakkebøffevin.


Château La Gasparde, Côtes de Castillon, Frankrig 2004
84,75 kr., fra 1. februar indtil 30. april: 49,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
Ikke nogen stor Bordeaux-rødvin, men en venlig og pæn lille vin, der er nem at drikke – og indtil 30. april nem at betale.


Gravital, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand 2005
149,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En god Pinot med duft og smag. Måske ikke så typisk Pinot, men dejlig at drikke. Prisen gør lidt ondt. Flasken er forsynet med en gammeldags korkprop (i New Zealand er over 90% af alle flasker ellers med skruelåg).


Roccacontrada, Sangiovese, Marche IGT, Italien 2005
42 kr., Vinens Verden
Enkel, let og saftig rødvin med kun 12% alkohol – den slags vin er der også brug for af og til. Udmærket som hverdags-vin.




Sød vin


T, Noble Late Harvest, Stellenbosch, Sydafrika 2005
Klubpris ved 6 flasker, 37,5 cl: 122,76 kr., ikke-medlemmer: 229 kr., NordicWineClub.com
Smadderlækker sød hvidvin med mange facetter – honning, passionsfrugt, mango, banan måske, lidt eg fra fadlagringen, ædel råddenskab … Plus en syre, der afbalancerer sødmen. Flasken er yderst elegant.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.