Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 11, 2007





Vin-aktuelt i uge 11
12. til 18. marts 2007
,,,,,,,,,,,,,,,

VinAvisen uge 10,,,,,,,,VinAvisen uge 09,,,,,,,,VinAvisen uge 08

,,,,,,,,,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i næsten 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,,
Flere og flere forfalskede vine
Fra denne verdens mange seriøse vinsamlere er der en stigende efterspørgsel på kostbare og sjældne vine. Det har resulteret i et boom af forfalskede vine, hvilket vil sige flasker med billig vin og med en fornem etiket.
Ifølge Wall Street Journal er én ud af hver tyvende flaske samlervin, der sælges i dag, en forfalskning.
De falske vine er fremstillet hovedsageligt i Europa og Asien. Under en razzia i Hong Kong sidste år fandt man fx 30 forfalskede flasker Château Lafite Rothschild 1982. Og en ransagning af et varehus i Italien resulterede i en fangst på 20.000 falske flasker Sassicaia 1995.

Auktionshuse og samlere afhøres
Handelen med de forfalskede vine foregår både i auktionshusene og privat blandt samlerne. Og værst står det til på amerikansk jord.
Nu er FBI gået i gang med en storstilet undersøgelse, og den har foreløbig medført, at førende auktionshuse som Christie’s, Sotheby’s og Zachy samt nogle af USA’s store vinsamlere er blevet bedt om at møde op til afhøring.
Her vil man så forsøge at komme til bunds i, om auktionshusene og samlerne har solgt forfalskede vine vel vidende, at flaskerne ikke var helt fine i kanten. Hvis det er tilfældet, vil de uden tvivl blive sagsøgt.

Snyd med initialer
Én vinsamler og -handler, tyskeren Hardy Rodenstock, er allerede, som nævnt i VinAvisen i uge 37 sidste år, blevet sagsøgt – ikke af myndighederne, men af den amerikanske industrimand og vinsamler William Koch, der i 1988 købte fire kostbare – og formodentlig forfalskede – flasker vin af Rodenstock. Det drejede sig om to flasker Château Branne-Mouton og to flasker Château Lafite, hver især i årgangene 1784 og 1787.
Koch betalte svimlende summer for vinene, hvilket ikke kun skyldtes deres alder, men også deres proveniens. Flaskerne havde nemlig tilhørt 1700-tallets amerikanske præsident Thomas Jefferson – beviset var initialerne Th.J., der var indgraveret i flaskerne.
En nærmere undersøgelse viste dog, at der var brugt et elektrisk redskab til indgraveringen, og den slags redskaber havde man som bekendt ikke i 1700-tallet.
Rodenstock påstår hårdnakket, at han intet kendte til svindelen.
Nu har William Koch fået et hold vineksperter til at gå sin samling på 35.000 flasker grundigt igennem. Indtil videre har de fundet 500 flasker forfalsket vin, hvoraf hovedparten er købt på auktion.
,,,,,,,,,,,,,,,
Slotte i Bordeaux lægger sag an
Når et vinslot i Bordeaux bliver degraderet i klassifikationen, har det alvorlige konsekvenser. Vinmarkernes værdi forringes, distributørerne opsiger aftalerne, og den pris, som vinhuset kan få for sine vine, bliver betydeligt lavere. Og så er der spekulanterne, der venter i kulissen som gribbe på at kunne opkøbe vinhusets jorder til spotpris.
I alt er elleve châteauer i Saint-Émilion blevet degraderet i den seneste revision af klassifikationen, og nu vil tre af dem, Château Guadet-Saint-Julien, Château Villemaurine og Château Cadet Bon, forsøge at få omstødt degraderingen via rettens vej. Og slottene har ifølge Decanter rigtigt gode kort på hånden.

Uretfærdigt over for nye slotsejere
I den kommende retssag vil de tre slotte blandt andet slå på, at der blandt jurymedlemmerne, der dømte dem til nedrykning, var flere folk, som har en god fod indenfor i nogle af vinslottene i Bordeaux og derfor umuligt kan være upartiske.
De nedrykkede vinhuses trumfkort er dog selve proceduren ved bedømmelsen af vinene, som de synes er yderst uretfærdig. Hvert tiende år bliver Saint Émilions klassifikation revideret, og vinhusene skal derfor indsende vine fra de sidste ti års produktion. Det vil sige, at hvis der har været et ejerskifte undervejs, så "hæfter" den nye ejer for nogle af den gamle slotsejers måske middelmådige vine – noget, der faktisk er tilfældet for en af sagsøgerne, Château Cadet-Bon, der fik ny ejer i 2001.
..............

....
Brødrene Ernest og Julio Gallo, der grundlagde det store californiske vinfirma i 1933. Julio døde i 1993 ved en bilulykke.
    Ernest Gallo er død
    En af den californiske vinscenes grand old men, Ernest Gallo, er død 97 år gammel. Han og hans bror Julio, der var efterkommere af italienske indvandrere, grundlagde i 1933 vinhuset Gallo i Central Valley, og sammen har de gennem årene gjort meget for at højne kvaliteten af californisk vin.
    Fra en ydmyg begyndelse udviklede Gallo sig til at være verdens største vinproducent – en titel som firmaet har beholdt indtil for nylig, da det blev overhalet indenom af Constellation Brands.
    I dag ejer Gallo ifølge Decanter cirka 4000 hektar vinmarker, har 4600 ansatte, eksporterer vin til 85 lande og solgte sidste år vin for 980 millioner dollars (cirka 5,5 milliarder dkr.).
    I dag er tredje genereration af familien Gallo i færd med at overtage roret. Og der bliver nok af hænder at fordele arbejdet på, da de to brødre har tyve børnebørn, hvoraf tolv allerede arbejder i firmaet.
,,,,,,,,,,,,,,,
Motorvej gennem vinmarker er droppet
Der har i nogle år været planer om at bygge en ny motorvej gennem Bordeaux-distrikterne Médoc, Côtes de Bourg og Blaye. En sådan vej ville gøre det meget lettere for folk fra det nordlige Frankrig at nå ned til den spanske grænse. Der er bare lige den hage ved projektet, at motorvejen vil komme til at løbe gennem nogle af Bordeaux’s bedste vinmarker, der leverer druer til vine af topkvalitet.
Efter voldsomme protester fra vinproducenterne i de tre distrikter har kommunen nu skrinlagt planerne.
Mens man i mange af slottene ånder lettet op – blandt andet på Château Cantemerle, der stod til at miste halvdelen af sine vinmarker – er der ifølge Decanter også vinproducenter, der ærgrer sig over, at motorvejen ikke bliver til noget.
Fra Château La Rivalerie i Premieres Côtes de Blaye, der også ville have mistet en god bid af sine vinmarker, lyder det, at en sådan vej ville have bragt flere turister til området, hvilket vinindustrien ville have nydt godt af.
,,,,,,,,,,,,,,,
En dansk sommelierskole
Nu får Danmark en sommelierskole, og den er oprettet i et samarbejde mellem Hotel- og Restaurantskolen i København og Vinkällan, et svensk foretagende med ti års erfaring i sommelieruddannelser i Stockholm, Göteborg, Linköping og Helsingborg.
Der er tale om en sommelieruddannelse i to trin, og uddannelsen henvender sig til alle med behov for en bred og grundig viden om vin og andre drikkevarer. Blandt andet vil de studerende få en basisviden om verdens vigtigste vinområder, -typer og stilarter og druesorter, ligesom der sættes fokus på samspillet mellem mad og vin og sommelierens rolle på en restaurant.
Uddannelsen begynder til efteråret (trin 1) og fortsætter i foråret næste år (trin 2), og undervisningen foregår i Hotel- og Restaurantskolens lokaler i Niels Hemmingsens Gade 24 i København. Yderligere oplysninger findes på skolens hjemmeside.

Hvidvin er et rent held
At vi overhovedet kan sætte en flaske hvidvin på bordet i dag er et rent held – i hvert fald hvis man skal tro et hold forskere fra det australske forskningscenter CSIRO (Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation), der har gjort en epokegørende opdagelse.
Man har længe vidst, at verdens første druesorter var rødvinsdruer, og at alle andre druesorter nedstammer fra disse. Men hvordan de grønne hvidvinsdruer egentlig er blevet til, har hidtil været en gåde.
Forskerne har nu ifølge avisen The Australian fundet frem til, at de første hvidvinsdruer var resultatet af ikke bare én genetisk mutation, men af hele to på én gang, hvilket forekommer uhyre sjældent.
Det er dermed et af naturens mirakler, at nogle af vinstokkene på et tidspunkt er begyndt at bære grønne druer, der så engang i en fjern oldtid er blevet til verdens første hvidvin.
At det må være meget længe siden, ved man, idet man i den egyptiske farao Tutankhamons grav har fundet lerkrukker fra cirka 1352 f.Kr. med spor efter hvidvin.
Forskernes opdagelse er ikke bare interessant rent historisk – den vil højst sandsynligt også kunne bruges i avlen af druesorter til at bestemme druernes farve på et meget tidligere stadium end i dag.

Vin og hvaler hos Castello Banfi
For millioner af år siden var Montalcino i Toscana, hvor vinhuset Castello Banfi har sine vinmarker, dækket af et 130 meter dybt hav. Det har sat sine spor på undergrunden i form af kalk og fossiler i lange baner – noget, der ifølge Decanter så afgjort gør jorden perfekt til vindyrkning. Men det gør også området til et spændende studiemateriale for palæontologer.
For kort tid siden fandt man på Castello Banfis ejendom 24 yderst velbevarede ryghvirvler og ribben samt en håndfuld tænder fra en fem millioner år gammel hval.
Tidligere har arkæologerne fundet fossiler af en delfin og nogle mindre hvaler rundt omkring i Toscana, men denne hval, der har været omkring 10 meter lang, er efter alt at dømme det ældste fossil, de nogensinde har fundet i området.
,,,,,,,,,,,,,,,
    ,,,,.
,,,,,,,,,,,,,
Fornemt besøg fra Napa Valley
I torsdags havde Taster Wine fornemt besøg fra Napa Valley. Genevieve Janssens, der er chefvinmager på Robert Mondavi Winery, var i København på en sviptur for at fortælle om et af verdens berømteste vinhuse og lade en lille udvalgt skare smage husets topvine.
Genevieve Janssens er egentlig franskmand og uddannet som ønolog i Bordeaux, men efter at have virket som konsulent for en lang række slotte tog hun i 1978 til Napa for at arbejde for Robert Mondavi, som hun er en stor beundrer af – det fornemmede vi tydeligt under smagningen. I 1989 blev hun produktionsleder i Opus One Winery, og for ti år siden fik hun så ansvaret for Robert Mondavi Winery.
Hun spillede en ledende rolle i udvidelsen af det efterhånden gamle vinhus fra 1966 og opførelsen af den nye To Kalon gæringskælder, der ikke kun er et teknisk vidunder, men også en meget smuk og imponerende bygning, som turisterne står i kø for at komme ind og se.

Ved tyngdekraftens hjælp
Ved smagningen medbragte Genevieve en tegning af To Kalon gæringskælderen (herover), og på den ses, hvordan man i stedet for at pumpe druemost og vin i lange rør udnytter tyngdekraften.
Druerne kommer ind øverst oppe i bygningens bageste ende. Her bliver de sorteret på et bord med et rullende bånd – det ses på billedet til højre – og herfra går de så til knuse-afstilkningsmaskinen og falder ned i de store gæringstanke af egetræ, som vi for tre år siden viste på et postkort (nr. 8 i en serie billeder fra USA). Og i den enorme kælder under hele huset ligger så de mange hundrede fade.

Hvordan er vinene, vi smagte?
Robert Mondavi Winery laver flere forskellige vine, og Genevieve Janssens lod os smage ti af dem. Alle er de meget flotte, men de eksporteres ikke alle til Danmark.
Taster Wine har hvidvinen Fumé Blanc (et navn Mondavi opfandt til druen Sauvignon Blanc). Den smagte vi i 2005-årgangen, og det er en blød, elegant og meget frisk vin, som bestemt er fem stjerner værd. Aktuelt er det imidlertid 2004, der sælges i Danmark til en pris af 259 kr.
På samme måde smagte vi den meget flotte Napa Valley Cabernet Sauvignon 2004, mens det aktuelt er 2001, der sælges i Danmark til 299 kr.
Derimod er det muligt at købe Napa Valley Cabernet Sauvignon 2000 til 929 kr., og til den er der fem flotte stjerner i ugens smageliste nedenfor.
Vi bør også nævne en fantastisk Pinot Noir, men den er simpelt hen støvsuget fra verdensmarkedet på grund af filmen Sideways.
Nogle af Mondavis andre vine, der findes i Danmark, men som vi ikke smagte, vender vi tilbage til i de kommende uger.

Hvordan har Robert Mondavi det?
Bob, som de kalder ham, fylder snart 93, og i dag sidder han i en kørestol. Han har i flere år "haft noget med benene".
Han er unægtelig blevet meget gammel, siger Genevieve, men han har stadig det levende glimt i øjnene og lever livet omgivet af familie og venner. Legenden er fortsat i live.
PS: Genevieves mand, Luc, er kunstner med speciale i fotogravure, og på hans hjemmeside kan man se nogle meget fine billeder, som han har taget af Robert og Margrit Mondavi. Genevieve og Luc har også deres egen lille vingård, hvor de klarer det hele selv sammen med deres søn og datter. Også den har sin egen hjemmeside.
,,,,,,,,,,,,,,,,
En kommentar fra Jyllands-Posten
I sidste uge skrev vi om vinskribenten Niels Lillelund, der er involveret i Jyllands-Postens salg af vin til avisens abonnenter. Denne omtale har fremkaldt en kommentar fra Jyllands-Postens informationschef, Tage Clausen:
– Hverken Jyllands-Posten eller Niels Lillelund sælger vin. Niels Lillelund stiller sin ekspertise til rådighed og foreslår vin fra forskellige importører – en importør hver måned. Master, der er Jyllands-Postens serviceafdeling over for abonnenterne, forhandler rabat, og derefter er det alene et anliggende mellem vinhandleren og Master-medlemmet. Hverken Jyllands-Posten eller Niels Lillelund har penge i spil.

Teksten er ændret
Vi siger tak for indlægget til Tage Clausen og forstår, at hverken Jyllands-Posten eller avisens Master-afdeling tjener penge på dette salg via annoncer i avisen og på dens hjemmeside.
I sidste uge citerede vi også annoncernes tekst om, at Niels Lillelund udvælger særligt gode vine fra forskellige vinimportører. Og til det nævnte vi, at alle vinene faktisk er fra en og samme importør.
I sin mail til os skriver Tage Clausen, at avisen nu har ændret teksten, så det ikke forstås, at der skulle være forskellige importører i en given måned. Niels Lillelund skifter således mellem importørerne måned efter måned.

Kritik fra Forbrugerrådet
I uge 8 omtalte vi et lignende vinsalg, som Berlingske Tidende nu har stoppet efter kritik fra Forbrugerrådet, fra mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole og fra avisens egen tillidsmand.
I en artikel i fagbladet "Journalisten" siger avisens chefredaktør, Niels Lunde: – Når vi tjener penge på noget, som journalisterne bruger deres troværdighed på at omtale, risikerer vi at sammenblande redaktionelt og kommercielt stof. Desuden kan vi komme til at konkurrere med vores egne annoncører.

Hvad mener du?
Nu er dette jo et meget lille problem. Der er ingen, der kaster med brosten i den anledning. Men det kunne være interessant at høre, hvad VinAvisens læsere mener:
Er det helt i orden, at avisers og blades vinskribenter medvirker ved et sådant salg? Eller har Berlingerens chefredaktør, Niels Lunde, ret i, at det er noget, man skal holde sig fra? Sæt din prik i spørgeskemaet, og tryk på Send-knappen:
OBS: Denne meningsmåling er afsluttet.
,,,,,,,,,,,,,,,
Högsta Domstolen har talt
Som tidligere nævnt har det svenske statsejede Systembolag straffet det ligeledes statsejede importfirma Vin&Sprit, fordi dettes tidligere ansatte har bestukket Systembolagets butikschefer. Og straffen bestod i, at Systembolaget har ophævet kontrakterne om leverance af sytten vinmærker.
Det syntes Vin&Sprit var uretfærdigt. Firmaet gik til domstolen, og nu har Högsta Domstolen talt: Systembolagets straf står ved magt.
For de udenlandske leverandører har der ikke været andet at gøre end at finde andre svenske importører, og det har de nu gjort. En af disse er danskejede Chris-Wine.

Absolut er guf for Bacardi
Som tidligere nævnt står V&S over for et salg. Der er flere mulige købere i kulissen, og der har blandt andet været rygter om, at Bacardi skulle være interesseret.
Nu har den familieejede spirituskoncern ifølge Just Drinks bekræftet rygterne og ytret, at V&S og ikke mindst vodkafirmaet Absolut, som V&S ejer, vil være intet mindre end en juvel for et firma som Bacardi.
Familiefirmaet får dog sandsynligvis konkurrence fra sværvægtere som Brown-Forman og Pernod Ricard, der efter sigende også er interesseret i V&S. De er alle villige til at betale 35 milliarder skr. alene for vodkamærket Absolut. Derimod er verdens største vinfirma, Constellation Brands, ikke mere interesseret. I fredags meldte firmaet, at det ikke vil være med til de beløb, der har været fremme.
,,,,,,,,,,,,,,,
    Vi drikker stadig mere australsk
    I de tolv måneder til og med januar 2007 blev der importeret 17,7 millioner liter vin til Danmark fra Australien. Det er en stigning på 4% målt i mængde i forhold til de forudgående tolv måneder. Eksporten steg med 11% målt i værdi.
    Til sammenligning blev der for ti år siden kun importeret cirka 2 millioner liter vin fra Australien.
    Australien, som står for kun cirka 5% af verdens vinproduktion, rangerer som Danmarks femte vigtigste leverandør efter Frankrig, Chile, Spanien og Italien.
    I dag importerer eller distribuerer over 100 danske vinfirmaer produkter fra over 250 australske producenter.
,,,,,,,,,,,,,,,,
Problemer med nye appellationer
Franskmændenes planer om at skabe en ny appellation, Vignoble de France, er løbet ind i vanskeligheder. Det samme er spaniernes planer om appellationen Viñedos de España.
Det er tanken, at appellationerne skal omfatte vine på samme drue fra forskellige regioner i landene, men i EU-kommissionen stiller man spørgsmålstegn ved, om appellationerne overhovedet rent juridisk og politisk kan betragtes som geografisk afgrænsede dyrkningsområder. Om de i virkeligheden ikke svækker begrebet terroir, der er fundamentet for en geografisk angivelse.

Risiko for at devaluere
Nogle af kommissionens medlemmer anser, at der er en risiko for at devaluere hele appellations-systemet, der allerede er blevet ret uigennemskueligt gennem de mange nye appellationer.
Og så er der også problemet med, at EU har nægtet at anerkende Australien som en appellation. For at sælge deres vine i EU skal australierne nævne regioner som Barossa eller Riverland. Hvordan skal man kunne nægte tredjelande, hvad man giver sine egne medlemmer lov til?
,,,,,,,,,,
Vinsmagning som sportsgren
Det er ikke nok at have et klogt hoved, hvis man er studerende på et af de to berømte engelske universiteter, Cambridge og Oxford. Man skal også helst kunne hoppe, springe, løbe og sparke, da der er en ældgammel tradition for, at de to læreanstalter hvert år dyster mod hinanden inden for diverse sportsgrene.
Men faktisk har universiteterne også siden 1953 haft en årlig vinsmagnings-dyst, der i de sidste femten år er blevet sponsoreret af champagnehuset Pol Roger.
Fx kan de studerende i Oxford blive medlemmer af universitetets vinforening, Oxford University Wine Circle (OUWC), hvor smagsløgene trænes seks gange om ugen.
Og på begge universiteter går de unge mennesker seriøst til værks – flere af dem ender faktisk med en karriere i vinbranchen.
Nu vil universiteternes to vinklubber ifølge Decanter have vinsmagningen anerkendt som en sportsgren, og hvis den bliver det, giver det de studerende en række fordele. De kan få lov til at gå rundt i nogle specielle smarte sportsjakker, og de får adgang til nogle meget eftertragtede sportsklubber.
Universiteterne overvejer nu, om vinsmagning kan kaldes for en sport – der er jo ligesom ikke så meget fysisk aktivitet ved at hæve glasset, lugte og smage.
Fra de to konkurrerende vinforeninger lyder det, at træningen bestemt kræver meget af fysikken.
,,,,,,,,,,,,,,,
    Det store vinøse sammenrend
    I næste weekend er der det helt store vinøse sammenrend, når den internationale messe for vin og spiritus, ProWein, afholdes i Düsseldorf i Tyskland. Det sker i dagene 18.-20. marts.
    Den årlige vinmesse har igennem de tretten år, den har eksisteret, fået større og større betydning. I 1994 var der 321 udstillere fra otte lande og i alt 1517 besøgende. Sidste år var der 2036 udstillere fra 46 lande og 32.125 besøgende fra 40 lande – plus 744 vinskribenter fra 33 lande.
    I forbindelse med præsentationen af de mange tusinde vine på sammenlagt 37.000 kvadratmeter stand-areal afholdes der flere seminarer samt et par store smagninger, hvor man blandt andet lægger vægt på Tysklands store drue, Riesling.
    En smart nyskabelse i år er, at man kan købe adgangskort og katalog forud via internettet, så man ikke skal stå i kø for at komme ind. Man sparer oven i købet penge ved det. Adressen er www.prowein.com.
,,,,,,,,,,,,,
37.000.000.000 flasker
37 milliarder – så mange flasker vin blev der produceret verden over i 2006. Det svarer til 280 millioner hektoliter.
Samtidig drak den samlede menneskehed "kun" 31 milliarder flasker, så der er blevet et overskud på 6 mia.
Vinsøen vokser med andre ord – samtidig med at vinproducenterne håber, at kineserne snart kommer ordentligt i gang med at drikke vin.

Måske satser EU på vinreklamer
EU-kommissionen har foreslået, at der bliver nedlagt vinmarker og udbetalt understøttelser. Men det er ikke sikkert, at EU-parlamentet går med til det. Det kan meget vel ende med, at EU i stedet kommer til at satse anselige summer på reklamer for vin, idet man vil pege på vinens sundhedsfremmende egenskaber.
,,,,,,,,,,,,,,,,
Det kan der ikke være tale om
Den franske præsidentkandidat Nicolas Sarkozy har som nævnt i sidste uge stillet i udsigt, at han vil lempe de strenge franske regler for reklamering for vin. Men det kan der ikke være tale om, meddelte Frankrigs sundhedsminister, Xavier Bertrand, da han forleden var i fjernsynet.
,,,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,,
"Forbudt af censuren" står der som en protest i banneret tværs over annoncen. Men forbudt er den altså ikke mere.
,,,,,,,,,,,,,
    Dom over fransk reklame blev omstødt
    En reklame fra de franske vinproducenter, der fremstiller Cabernet d’Anjou, fik sidste år nogle af Frankrigs alkohol-modstandere til at se rødt.
    Ordlyden på reklamen, der viser to glas med rosévin, er "Enfin des jeunes qui ont du goût" (endelig unge med smag).
    De forargede antialkohol-folk var ifølge Wine Business ikke i tvivl om, at reklamen målrettet forsøgte at lokke unge mennesker til at drikke alkohol. Og da den slags reklamer er forbudt ifølge fransk lov, lagde de sag an mod vinproducenterne.
    Retten gav sagsøgerne ret og forbød reklamen. Vinproducenter appellerede dog, og nu har appelretten i Paris overraskende nok – når man tager landets strenge love omkring alkoholreklamer i betragtning – givet dem medhold. Appelretten er nemlig ikke i tvivl om, at dommeren ved den første retsinstans havde misforstået reklamens budskab: – Det er jo vinens ungdommelighed og ikke forbrugernes, den hentyder til, lød det.
Franskmænd er ikke vinkendere
For millioner af rejsende er Michelin-guiden en bibel, når det gælder om at finde frem til de bedste restauranter. Hvert år kommer der nye udgaver på markedet, der uddeler stjerner, knive og gafler til diverse etablissementer. Og nu er guiden så også begyndt at vurdere spisestedernes vinkort og markere de bedste med et eller flere symboler i form af en drueklase.
Det nye tiltag fra Michelins side får dog ikke mange stjerner i Decanter. I en artikel i magasinet kritiserer den britiske restaurantanmelder Brian St Pierre Michelin-guidens smagsdommere for overhovedet ikke at interessere sig for vin. Efter at have været rundt hos stribevis af restauranter i Storbritannien, som er blevet anmeldt i guiden, hævder han, at drueklaserne er tildelt yderst tilfældigt.
Ifølge Brian St Pierre er årsagen, at Michelins restaurantanmeldere er franskmænd. For stik imod, hvad man skulle tro, er franskmænd ikke særligt gode vinkendere. De tager vin som en selvfølge, og gider ikke – som fx englændere og skandinavere – at dykke dybere ned i vinens verden. Mener altså den britiske restaurantanmelder.
,,,,,,,,,
7600 år gammel fransk vinmark
Ifølge avisen Le Monde har franske arkæologer ved Saint-Charles banegården i Marseilles fundet en stenalderboplads, der med et spadestik har gjort Middelhavsbyen 5000 år ældre.
På stedet har fønikiske indvandrere slået sig ned for 7600 år siden, og meget tyder på, at de har dyrket vin. Måske er det Frankrigs ældste vinmark, man her har fundet.
,,,,,,,,,,,,,,,

,,,,,,,,,,,,,,
Der tages en prøve fra et fad på Tenuta del Pino.
    Vingård på anparter
    Så er der igen en dansker, der er ved at erobre Europas vinmarker. Denne gang er det Henrik Koudahl, der bor på Falster og har overtaget en vingård i Piemonte. Samtidig sælger han anparter à 1000 kr. til andre vininteresserede danskere.
    Vingården hedder Tenuta del Pino, og den ligger i byen Costigliole d’Asti, en af de kulinariske højborge i Piemonte, hvor kokke fra hele verden kommer for at lære det italienske køkken at kende.
    I øjeblikket undergår vingården en gennemgribende istandsættelse, hvor der blandt andet bliver ferieboliger i to lejligheder og tre enkelte værelser. Her vil medejerne have fortrinsret samt få rabat på lejen.
    Som investor i Tenuta del Pino bliver man medejer af mere end bare en vingård. Den gamle cantina fra 1750 vil blive omdannet til et Enoteca med kvalitetsvine fra hele Italien, og der er også planer om at lave et lille mikrobryggeri.
    Tegningsmateriale kan bestilles hos Henrik Koudahl på tlf.: 24 81 07 17 eller e-mail: info@tenutadelpino.dk. Nærmere oplysninger på www.tenutadelpino.dk.
..............
    Her finder du skruelågene
    I den forløbne uge er vores skruelågsliste ikke vokset. Den omfatter stadig kun tre, nemlig Erik Sørensen Vin, Pedersborg Vin og Vinspecialisten, H.J. Hansen. Men der er ingen tvivl om, at andre vinimportører tænker på at oprette en særlig webside over deres vine med skruelåg.
    Det begyndte for tre uger siden, da Erik Sørensen Vin på sin hjemmeside indlagde en speciel side med tyve vine, alle med skruelåg. En virkelig god idé, som interesserede vinkøbere vil have glæde af.
    Så vi fortsætter og optager gerne andre importører på listen, hvis de på deres hjemmeside har en særlig side med mindst ti skruelågs-vine. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.
,,,,,,,,,,,,, Am
Vinens Hall of Fame
Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog" (selv om vi p.t. gerne vil have lidt flere emner - kom nu ud af busken, de damer og herrer). Men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store personligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende og afdøde. I denne uge er det Miguel Torres' tur, På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.
,,,,,,,,,,,,
,,


    Miguel A. Torres (f. 1941) var ikke i tvivl, dengang han skulle vælge sig en levevej. Han ville være vinmager, som den fædrene side af familien havde været det i de sidste 300 år i den spanske vinregion Penedès.
    Først studerede han kemi ved universitetet i Barcelona og derefter gik turen til ønologistudier ved universitetet i Dijon.
    I 1966 vendte han tilbage til Penedès og overtog roret efter sin far i familiens vinhus Torres. Vinhuset var allerede da internationalt anerkendt, men det blev Miguel Torres, som i dag både står for vinfremstillingen og for markedsføringen, der for alvor gjorde vinhuset til et af verdens mest berømte.
    Et af de store skridt på vejen mod berømmelsens tinder blev taget i 1979, da det franske blad Gault-Millau afholdt en såkaldt vinolympiade i Paris. Her mødte Miguel Torres op med sin rødvin Gran Coronas Black Label årgang 1970, som han havde fremstillet på Cabernet Sauvignon. Vinen vandt over en jævnaldrende flaske Château Latour. Det var dengang, hvor de fleste franskmænd hverken kendte den spanske vin eller vindistriktet, hvor den kom fra.
    1979 var også året, hvor Miguel Torres udvidede firmaet med opførelsen af et vinhus i Central Valley i Chile.
    Den evigt eksperimenterende vinproducent har desuden ført an inden for mange fornyelser i den spanske vinindustri. Det er blandt andet ham, der indførte kold-gæringen i Spanien – den teknik, der i dag bringer frugt og friskhed til mange af landets bedste vine.
    Adresse: Miguel Torres, M. Torros 6, E-08720 Vilafranca del Penedès, Spanien, tlf.: 00 34 93 81 774 00, fax.: 00 34 93 81 774 44, www.torres.es.
,,,,,,,,,,,,,
    Den røde Reje på engelsk
    Før jul kom Gambero Rosso på italiensk. Nu er den engelske udgave kommet, og den kendte italienske vinguide er som sædvanlig tyk som en telefonbog. I år rummer den en gennemgang af 16.000 italienske vine fra 2206 producenter.
    Hver producent præsenteres med en længere tekst samt de eftertragtede glas-symboler, der fortæller om vinenes kvalitet. I år præsenterer bogen i alt 282 vine, der har fået "tre bicchieri" – tre glas.
    Bogen forhandles i Skandinavien af Italien Information Service og koster 278 kr. plus porto 45 kr. Vinhandlere kan med fordel købe større mængder med rabat til videresalg.
,,,,,,,,,,,,,
--,,,,,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * I denne uge er der ikke nogen nyheder fra vinbranchen.
    ,,,,,,,,--,,,,
,,,,,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
,,,,,,,,,,,,,
    Ugens vinøse billede
    Under smagningen i torsdags viste Mondavis chefvinmager, Genevieve Janssens, os nogle billeder, og da vi så det her viste, sagde vi: Må vi godt få det? Det måtte vi.
    Billedet er taget på Mondavis berømte mark To Kalon i Oakville-distriktet, hvor vinhuset ligger i et hjørne af marken. To mexikanske vingårdsarbejdere er ved at bringe høstede druer ind, og i baggrunden ses Mayacamas-bjerkæden.
    Marken blev første gang tilplantet i 1868 af vinbonden H.W. Crabb, der gav den navnet To Kalon. Det er græsk og betyder "den smukke".
    Robert Mondavi købte 100 hektar af marken i 1978. De resterende 45 hektar ejes af Beckstoffer Vineyards og vinuniversitetet i Davis. Senere købte Mondavi nogle nabomarker, så vineriet i dag i alt har 223 hektar af den fine appellation.
    Nogle af vinstokkene blev plantet i 1945. Det meste er Cabernet Sauvignon, men der er også Merlot, Cabernet Franc, Malbec, Petite Verdot, Sauvignon Blanc og Sémillon.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder, I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen,dk,
............
.....
Ugens gode spørgsmål
Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
...........

Hvor mange druer høster de?
Hanne Hansen har efterlyst en statistik over verdens vinproducerende lande og deres årlige produktion, og den bringer vi her for de første 50 lande.
Statistikken er fra 2005 og stammer fra UN’s Food and Agriculture Organization (FAO), og tallene gælder tons druer.
Nogle af tallene kan være lidt misvisende. Fx regner Kina også spiritus som "vin".
....
1Frankrig5.329.44926Makedonien 105.850
2Italien5.056.64827Mexico102.778
3Spanien3.934.14028Japan90.000
4USA2.232.00029Algeriet77.000
5Argentina1.564.00030Georgien65.000
6Kina1.300.00031Tjekkiet55.000
7Australien1.274.00032Canada50.400
8Sydafrika1.157.89533Slovenien50.000
9Tyskland1.014.70034Usbekistan45.000
10Chile788.55135Peru43.500
11Portugal576.50036Slovakiet39.519
12Rumænien575.00037Cypern38.500
13Rusland512.00038Marokko35.000
14Ungarn485.00039Tunesien24.000
15Grækenland437.17840Turkmenistan24.000
16Brasilien320.00041Tyrkiet22.548
17Østrig258.00042Kasakstan21.000
18Ukraine240.00043Cuba17.300
19Moldavien230.00044Albanien17.000
20Kroatien180.00045Belgien16.000
21Serbien + Montenegro174.00046Luxembourg16.000
22Bulgarien120.00047Libanon15.000
23New Zealand120.00048Madagascar8.900
24Schweiz120.00049Armenien8.000
25Uruguay112.55950Belarus7.500
.....................
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine. Af disse vine var der 22, som fik mere end to stjerner, og 13, som fik fem stjerner. I alt blev det til 112 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
,,,,,,,,,,,
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen,
    ,,,,,
,,,,,,,,,,,
Mousserende vin


Pierre Ponnelle, Brut Rosé, Crémant de Bourgogne, Frankrig
89,50 kr. og i denne uge (uge 11) 69,50 kr., Irma
En mousserende vin med en lækker laksefarve, fine bobler og en frisk smag af grønne æbler.




Hvidvin


Rockbare, Chardonnay, Adelaide Hills, Australien 2003
99 kr., A Vinstouw
Liflig hvidvin med fin duft og en lidt fed smag med en blød og dejlig frugt og toner af citrus og smør. En lækkerbisken!


Kurubis, Chardonnay, Mornag, Tunesien 2005
66,65 kr. ved 6 flasker, Vinmand
Let hvidvin med god frugt og en vis fedme.




Rødvin


Robert Mondavi Winery, Reserve, Cabernet Sauvignon, Napa Valley, Californien 2000
929 kr., Taster Wine
Under vinmageren Genevieve Janssens’ besøg i torsdags smagte vi denne rødvin i fire årgange, men kun denne årgang sælges aktuelt i Danmark. Vinen er stor og meget lækker med en vidunderlig kompleks smag med blød frugt og mineralske toner. Den kan drikkes nu, men gem den gerne i endnu nogle år.


Pardina, Bodegas Victoria, Cariñena, Spanien 2005
69 kr., Valuewine.dk
En dejlig bærbombe af en rødvin krydret med smag af friske krydderurter, mokka og mørk chokolade. Den har en meget lækker, næsten cremet konsistens, og den bliver hængende utroligt længe i munden.


Château de Pennautier, Collection Privée, Cabardès, Frankrig 2003
89 kr., Vinens Verden
En fire år gammel og drikkemoden rødvin helt i top. Med krydret duft og en lækker og bred smag med toner af peber, nelliker, oregano, vanille …


Syan, Reserve, Cabernet Sauvignon, Victoria, Australien 2003
Klubpris ved 6 flasker: 138,10 kr., ikke-medlemmer: 249 kr., NordicWineClub.com
Fantastisk flot rødvin med en spændende og meget kompleks smag. Vinen kan godt drikkes nu – til en god, gerne lidt fed kødret (lam, lød det fra smagepanelet) – men gem den også gerne endnu et par år.


Dead Ringer, Wirra Wirra Vineyards, Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Coonawarra, Australien 2002
279 kr., Australian Wine Room
Elegant og meget dejlig rødvin med mange facetter. Duften er kompleks og smagen flot med bred og blød frugt, en palet af krydderier og en lang eftersmag. Skænk den til en lige så flot kødret.


Craneford, Allyson Parsons, Shiraz, Barossa Valley, Australien 2005
90 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
En meget flot og interessant rødvin, der er meget kompleks med masser af facetter … mørke bær, blommer, lakrids, anis. Flasken har skruelåg.


Mortiès, Pic Saint-Loup, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2004
89,95 kr., The Wine Company
Der er stald, seletøj og fuldblodsheste over duften af denne flotte rødvin. Det er en vin, der vrinsker! Smagen er kraftig, krydret og med masser af moden frugt. Vinen holder 14,5% i alkohol – alt i alt en rigtig mandevin til en stor, krydret bøf. Vinen vil ligeledes kunne hamle op med en klassiker som gorgonzola med rå løg og æggeblomme. Nyd vinen let afkølet.


Pepperwood Grove, Syrah, Californien 2004
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En rigtig dejlig rødvin, der fylder munden med frugt og sødme. Den er fadlagret, men tilpas diskret.


Bethany, Shiraz / Cabernet Sauvignon, Barossa, Australien 2003
99,75 kr.; ved 12 flasker: 89,75 kr., Vintjeneren,dk
Kraftig, kompleks og spændende rødvin med blød og moden frugt, bløde tanniner og mange facetter – hele krydderihylden med peber i front. Men også læder. Det er en kniv-og-gaffel-vin, der ubetinget kræver noget kraftig mad.


Quinta do Cachão, Grande Escolha, Douro, Portugal 2004
128 kr., AB-Vin.com
En meget lækker rødvin med en spændende smag – bred, frugtagtig, fint krydret, 14½ procent, men ikke spor sprittet. Vinen må gerne ligge nogle år endnu.


Magari, Ca’ Marcanda, Angelo Gaja, Toscana IGT 2004
399 kr., indtil 20. april: 299 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
Italiens store vinmand, Angelo Gaja, købte i 1996 en vingård i byen Castagneto Carducci i Bolgheri i det sydlige Toscana og kaldte den Ca’Marcanda (Forhandlingsstedet – fordi forhandlingerne om købet trak så længe ud). Her er vinen. En stor og fantastisk lækker rødvin i klassisk Bordeaux-stil, blød, kompleks og harmonisk. Den kan drikkes nu, men må også godt ligge nogle år. I prisen er naturligvis inkluderet et tillæg for sjældenhed og berømmelse.


Corral de Castro, Vino de la Tierra Contraviesa-Alpujarra, Spanien 2004
80 kr., Søhøjlandets Vinlager
En rødvin, der næsten kan stå alene i glasset – tæt, med en dyb farve, massiv frugt, en buket af krydderurter, fint integrerede fadtoner og meget markant alkohol (14½ procent). Vinen kommer fra Andalusien i det sydligste Spanien, ikke langt fra Granada, og den er lavet på druerne Tempranillo og Cabernet Sauvignon. Skænk den ret kølig, så alkoholen ikke smager igennem.


Château Marguerite de Bourgogne, Vieilles Vignes, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig 2005
75 kr., LMT Vinimport
Pæn, let og enkel hverdags-bourgogne med god ren frugt i harmoni med syre og tanniner.


Château de Ribebon, Bordeaux Supérieur, Frankrig 2005
69,75 kr., 55 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Rødvin med en karakteristisk smag af bordeaux og til kampagneprisen en virkelig god hverdags-vin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Domaine Durieu, Côtes du Ventoux, Frankrig 2004
65 kr. ved 12 flasker, MacWine
En let, blød og rigtig god Rhône-rødvin med et lille grønt bid. God hverdags-vin.


Peter Lehmann, Shiraz, Barossa, Australien 2004
119,75 kr.; indtil 25. marts: 89,75 kr., Skjold Burne
Kraftig og robust rødvin med masser af frugt, masser af krydderi og masser af sødme. En vin, der skal ledsage en kraftig kødret.


Finca de los Andes, Malbec, Mendoza, Argentina 2005
39,75 kr. ved 12 flasker, Vinmonopolet
Krydret hverdags-rødvin, der er nem at drikke.


Misterio, Shiraz, Finca Flichman, Mendoza, Argentina 2005
75 kr., Haller Vine
Fyldig og krydret rødvin – en rigtig argentiner til store bøffer. Den har god frugt og let sødme. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.





Sød vin


Peller, Icewine, Cabernet Franc, Niagara Peninsula, Canada 2004
715 kr, i triple pack sammen med to andre icewines, alle à 20 cl, Interbrands
De to andre icewines i denne pakning med tre flasker har vi overøst med stjerner i de to foregående VinAviser. Her er så den tredje, der ikke er helt så sød som de to andre, men lige så elegant og lækker. I smagen er der jordbær, tranebær, ribs og vilde bær. Og en fin syre, der afbalancerer sødmen.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www,vinavisen,dk.