.....................
Vin-aktuelt i uge 7
Fra 15. februar til 21. februar 2010
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 4, ,,,,,,VinAvisen uge 5,,,,,,,,VinAvisen uge 6
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................
..............

Til_37/09


..............
    Skruelåg på fremmarch
    Stadig flere vinproducenter og forbrugere verden over får øjnene op for alle de gode egenskaber, skruelåget har som lukning på vinflasker. Og det kan man mærke i korkindustrien.
    Markedsandelen for korkpropper som lukning er faldet fra 90% i begyndelsen af 1990’erne til omkring 75% i 2009.
    I alt blev der sidste år solgt 11,3 milliarder korkpropper på verdensplan, hvilket var et fald på 3,5% i forhold til 2008.
    Når det gælder skruelåg, blev der i 2009 solgt 3,1 milliarder låg til vinflasker på verdensplan.
    Der er selvfølgelig stadig et godt stykke vej, før skruelågene indhenter korkpropperne. Men bøtten kan hurtigt vende. I de seneste år er antallet af skruelåg på vinflasker steget med ekspresfart, og der er intet, der tyder på, at udviklingen ikke fortsætter.

    Kampagne til fordel for kork
    Der er ingen tvivl om, at korkindustrien føler sig truet af skruelågets stigende popularitet. Salget af korkpropper udgør hele 80% af det totale salg af kork på omkring 2 milliarder euro (cirka 14,8 mia. kr.) om året. Så det er altså korkindustriens hovedindtægtskilde, som er i farezonen.
    Derfor vil Apcor, foreningen for de portugisiske korkproducenter, i april søsætte en storstilet reklamekampagne til fordel for korkpropper. Kampagnen er støttet økonomisk af den portugisiske regering, og den vil gøre brug af både tv, radio og internet samt gøre sig gældende ved diverse internationale vinmesser.

    Anden brug af kork
    I alt er 12 millioner euro (cirka 89 mio. kr.) øremærket til kork-kampagnen, som frem for alt er målrettet det britiske, franske, tyske, italienske og amerikanske marked.
    Yderligere 8 millioner euro (cirka 59,6 mio. kr.) skal gå til at markedsføre alle de andre områder, hvortil man kan anvende kork.
    Måske bør korkindustrien netop koncentrere sig langt mere om alle disse alternative anvendelsesmuligheder. Det kan blive svært at tage konkurrencen op med skruelåget, nu hvor det for alvor har skruet sig fast på vinflaskerne.
..............
    Kinesisk svindel med fransk vin
    Vinen fra vinhuset Mont Tauch i den sydfranske appellation Fitou går som varmt brød i Kina. Og det glæder vinhuset sig selvfølgelig over. Men nu er glæden vendt til vrede. 400.000 flasker forfalsket Mont Tauch er tilflydt det kinesiske marked, og de sælges til spotpriser, der ligger langt under den ellers rimelige pris, som den gode vin fra Fitou går for.
    De forfalskede flasker, der bærer en fuldstændig tro kopi af Mont Tauch etiket, indeholder kinesisk vin af ringe kvalitet.
    Nu frygter vinhuset, at den simple kinesiske vin vil skade Mont Tauch ellers så gode image i Kina.
    Her og nu mister vinhuset også en større omsætning, da dets vine ikke kan konkurrere med de ultra lave priser på den forfalskede vin.
..............

>33/09


................
To svindlere om dagen
Henvendelser fra svindlere til danske vinimportører om at sende dyre vine af sted breder sig. Hos Wine.dk i Odense får man mindst to mails om dagen, fortæller Tore Scheel, der har sendt os dette eksempel:
Dear Sales,
We would like a sales quote submitted on the following items: Louis Roederer Cristal Brut 2002 Vintage Champagne.
Payment will be made by company credit card (VC/MC/Discovery)
Do not hesitate to contact us directly should you require any further information.
Mark Chapman, Fidelity Technology, 2200 6th Avenue, Seattle, WA 98121, Tel/Fax :206-338-1440.

Maskingevær-metoden
– Der sidder nogle smarte fyre derude, siger Tore Scheel. – De støvsuger markedet for adresser på vinfirmaer og udsender den slags mails til flere tusinde adresser. Som regel sker det via en hacket computer.
De gør sig ikke den ulejlighed at undersøge, om de enkelte firmaer overhovedet forhandler fx Cristal champagne. Det er maskingevær-metoden, og rammer de blot én vinhandler for hver tusinde, som de kan få til at sende en flaske Cristal, så er der bingo.
...........................


    Skan med telefonen
    Der findes nogle moderne stregkoder, der ikke består af streger, men af et mønster af kvadratiske prikker. De kaldes QR Codes (Quick Response) og er egentlig en japansk opfindelse. Man ser dem dog også mere og mere på vestlige produkter
    En sådan QR kode findes fx på en af de flasker, vi netop i denne uge har med blandt de smagte vine – en vin fra den portugisiske Douro-dal.
    Over kode-mønsteret står der på engelsk: Hvis du skanner dette med din mobiltelefon, kan du læse, hvad andre mennesker siger om min vin.
    Det måtte vi prøve. Til vores telefon hentede vi et gratis program, NeoReader, og med telefonens kamera skannede vi koden.
    Det virkede. Telefonen viste først det lange kodenummer, der også står under stregkoden bag på flasken, men billedet skiftede hurtigt til en webside med en række venlige forbrugerudsagn.

.....

>34



...............
Rige kinesere er til importeret vin
Den velhavende middelklasse i Kina har vokseværk, og der er i høj grad tale om kinesere med en stor forkærlighed for importerede kvalitetsvine.
Det viser en ny rapport, China Landscape, fra det britiske analysefirma Wine Intelligence. Ifølge rapporten vil antallet af kinesere, som regelmæssigt har råd til at købe importeret vin, stige fra 23 millioner i 2010 til hele 80 millioner i 2025.
Så for den internationale vinverden er der masser af potentiale for et endnu større fremtidigt salg på det kinesiske marked.

Kan ikke læse etiketterne
Dog er der et problem, som delvist kan bremse de lyse fremtidsudsigter. Selv om de velhavende kinesere gerne vil have den udenlandske vin, og udvalget i supermarkederne er stort, er der alligevel mange, der ender med at lægge en kinesisk vin af ringere kvalitet i indkøbskurven. Årsagen er, at informationerne om, hvordan vinen smager, og hvad den egner sig til af mad, som regel ikke står på kinesisk på de importerede vine. Og så er en kinesisk vin med de fornødne oplysninger på etiketten jo et mere sikkert valg.
Ifølge rapporten fra Wine Intelligence, skal de internationale vinhuse og vinfirmaer – hvis de vil udnytte det store salgs-potentiale fuldt ud – derfor tænke i nye og mere kinesiske baner, når det gælder markedsføring i Kina.
...............


    I praktik hos en vinbonde
    Deutsches Weininstitut, hvis formål er at udbrede kendskabet til tysk vin, har netop lanceret et nyt interessant praktikprogram, Generation Riesling Wine Xperience.
    Programmet giver yngre fagfolk fra hele verden, der arbejder inden for vin eller gastronomi, mulighed for at komme i praktik hos en tysk vinproducent fra foreningen Generation Riesling. Denne forening, der er skabt af det tyske vininstitut, består af yngre førende vinproducenter under 35 år.

    Skal videregive oplevelserne
    Man overnatter, får fuld forplejning og arbejder sammen med vingårdens vinmager i mindst to uger. På den måde får man et enestående indblik i vinproduktionen og dagliglivet i en tysk vingård.
    Det eneste krav er, at man skal være villig til at videregive oplevelserne til andre via Facebook og Twitter.
    Man kan læse mere om programmet og ansøgning til et praktikophold ved at klikke her.

.....................

34-07/09


..............
20 postkort fra Portugal
I november var Anker på vinrejse i Portugal, først og fremmest i regionen Alentejo. I alt resulterede rejsen i 20 poskort. De første ti har vi bragt i i uge 04, uge 05 og uge 06. Her kommer de næste tre.
...........


...........
Vi var fascinerede af Malhadinha Novas spritnye vineri, og nedenfor bringer vi dette postkort som ugens STORE billede.
...........

    11. postkort fra Portugal
    Et lille supervinhus
    Nogle fremsynede vinfolk har investeret i Alentejo, hvor der er plads nok, og jorden mange steder yder et glimrende terroir for vindyrkning.
    Igen og igen kørte vi gennem store landskaber med meget få landsbyer – og lige pludselig var der atter en helt ny og moderne vingård.
    Et eksempel er Malhadinha Nova. Et lille supervinhus, der kun er tolv år gammelt og indrettet efter de nyeste principper. Alt er i rustfrit stål, pinligt rent – som en gennemtænkt maskine, beregnet til at fremstille topkvalitet. Ingen pumper – mostens vej fra mark til tank foregår ved tyngdekraften. Druerne kommer ind i førstesals højde, og mosten fordeles i de store skinnende tanke. Neden under hele maskineriet er der så en fornem fadkælder.

...........


...........
Ægteparrets vine blev en stor succes – måske også fordi de fremtræder så personlige. Etiketterne er således tegnet af João og Ritas børn.
...........

    12. postkort fra Portugal
    Med høje ambitioner
    Vingården Malhadinha Nova blev skabt i 1998 af João Soares og hans kone, Rita, der ses på postkortet her. Samt Joãos bror, Paulo og dennes kone, Margareta.
    De to ægtepar tjener gode penge på deres i dag fjorten vinforretninger på Algarve-kysten, og med høje ambitioner ville de prøve kræfter med fremstillingen af vin. For 7 millioner euro købte de en ejendom syd for Beja med korkege, oliventræer, 200 sorte grise og 7000 køer – plus 27 hektar vinmarker.
    Deres første vine kom i 2003, og to år efter vandt de tre af de såkaldte trofæer i The International Wine Challenge i London. Dermed var deres vinøse lykke gjort.
    På ejendommen herude i det store, tomme landskab, hvor ikke engang kragerne når ud, har de to ægtepar også bygget et lækkert lille hotel med ti værelser samt en toprestaurant, hvortil der valfartes.

.............. .,....... ...

34/10



.......
.................... .....


...........
Ved et møde hjemme hos João Portugal Ramos smagte vi nogle af hans
vine, og de er bestemt værd at gå efter....
.

    13. postkort fra Portugal
    Et af de store vinnavne
    João Portugal Ramos er et af Portugals store vinnavne og tilmed en mand, der har sit lands navn som mellemnavn.
    I mange år var han den omkringfarende ønolog, som fik vinproduktionen op at stå i mange hjørner af landet, men i 1990 gik han i gang med selv at plante vinstokke. Han oprettede en vingård uden for byen Estremoz, og hans vine herfra sælges i ret store mængder under navnet Vila Santa i det svenske Systembolag. (Egentlig mærkeligt, at de endnu ikke er kommet til Danmark. Vi danskere er åbenbart lidt bange for portugisisk vin.)
    I de seneste år har João Portugal Ramos udvidet butikken med nye vinerier, blandt andet Duorum sammen med en kompagnon i Douro-dalen.

.........
Opdelingen af Chianti skærpes
Chianti-distriktet i Toscana består af det oprindelige, klassiske vinområde, Chianti Classico, samt seks udenom liggende vinzoner, som er kommet til senere. Disse zoner må også godt kalde sig for Chianti, bare ikke med et Classico efter.
Vinproducenterne i det klassiske område, hvorfra nogle af Italiens bedste rødvine kommer, har altid kæmpet for at distancere sig fra resten af Chianti. Det hjalp gevaldigt på det, da området i 1996 fik sin egen DOCG (Denominazione di Origine Controllata et Garantita).
I dag er der langt strengere regler for produktionen af en Chianti Classico-vin end for en almindelig Chianti. Området har ligeledes sit eget logo, il gallo nero (den sorte hane), som kun må anvendes på vinflasker fra det klassiske område.
Nu sørger en ny lov fra den italienske regering for yderligere at kappe forbindelsen mellem Chianti Classico og resten af Chianti.
Hidtil har vinmarker i det klassiske område godt måttet levere druer til den almindelige Chianti-vin. Fra nu af er det forbudt, og det sidste bindeled mellem de to klassifikationer - bortset fra navnet Chianti - er dermed forsvundet.
..............



..................................... .,.................. .,....... ...
    Er ordet boblevin okay?
    En af vore trofaste læsere skriver til os, at han ikke kan lide, at vi bruger ordet boblevin om champagne. Han synes, at det er en nedsættende benævnelse, der trækker et fornemt luksusprodukt ned på et lavere plan.
    Hm, er vi enige? Vi bruger jo igen og igen ordet boblevin. Det er et nemmere ord end at skulle skrive mousserende vin.
    Faktisk synes vi, at det er meget værre, at sportfolk bruger den fornemme champagne, når de har fået en eller anden medalje, og i stedet for at skåle i et godt glas står de herren-hjælpe-os og strinter rundt med god og dyr bob... champagne.
    Og så er der de dér damer, som døber skibe ved at smadre champagneflasker på skroget. De skulle skamme sig …
    Nå, men hvad synes VinAvisens læsere om ordet boblevin? Vi lader det komme an på en lille meningsmåling. Gør dit valg i skemaet herunder. Sæt en prik, og tryk på Send-knappen senest fredag aften. Og send gerne også en kommentar til info@vinavisen.dk. Resultatet af den lille rundspørge bringer vi i næste uge.
.,....... ...



.,....... ...
Vindyrkning i Skotland
At man skulle kunne lave vin i Skotland er måske svært at forestille sig. Vintrene er barske og kolde, og somrene er kun sjældent lange og varme.
Men det tager ikke modet fra kokken og hotelejeren Pete Gottgens. I forbindelse med sit hotel Ardeonaig i Perthshire – et billedskønt område cirka midt i Skotland – har han anlagt en lille vinmark med 48 vinstokke. Han plantede dem for fire år siden langs søen Loch Tays bredder, og i år vil han høste druerne for første gang.

Første kommercielle vin
Hvis alt går vel – hvilket kræver en varm sommer – vil de skotske druer kunne forvandles til en frisk Riesling-vin, der vil blive solgt i hotellets gourmetrestaurant. Vinen bliver dermed den første kommercielle vin fremstillet på skotsk jord.
Går det ikke så godt, bliver der ifølge hotelejeren forhåbentlig en god eddike ud af høsten.
Målet er at plante yderligere 800 vinstokke, så vinen også kan sælges andre steder i Skotland. Pete Gottgens har desuden planer om at afholde kurser i vinfremstilling for potentielle skotske vinmagere.
Han stammer selv oprindelig fra et vinland, Sydafrika, hvor han i øvrigt har været kok for den forhenværende præsident Nelson Mandela.
..............



Stadig flere udstillere og gæster strømmer til den årlige vinudstilling for øko-vine, Millésime Bio.

    Stor interesse for øko-vinmesse
    Millésime Bio er navnet på en vinudstilling, hvor vinene har det tilfælles, at de alle er fremstillet på økologisk dyrkede druer.
    I slutningen af januar blev udstillingen afholdt for 17. gang i Parc des Expositions i Montpellier. Og for hver gang er den blevet en stadig større succes.
    I år deltog 489 udstillere fra 12 forskellige lande, hvilket var 38% flere end i 2009.
    De mange vine blev smagt af i alt 2700 gæster fra alverdens lande – en stigning på hele 58% i forhold til sidste år.
    Millésime Bio’s stadig større succes understreger uden tvivl den stigende interesse for øko-vine.
    I forbindelse med vinudstillingen var der også et økologisk madforum med tyve udstillere, der præsenterede deres lokale produkter.

.,....... ...



.............
Flere flasker end bulk fra Sydafrika
Sydafrikansk vin vinder stadig større terræn på det internationale marked, og en stigende del af vinen bliver tappet på flasker i Sydafrika før afsendelse.
Lidt over halvdelen af de i alt 389 millioner liter sydafrikansk vin, som blev eksporteret i 2009, var flaske-vine, mens resten blev afsendt som bulkvin og først tappet i aftagerlandene. Det betød, at eksporten af bulk faldt med 18% sammenlignet med 2008.
I Sydafrika ønsker man, at denne udvikling fortsætter. For det første giver de flaskeaftappede vine et bedre image, da de i højere grad end bulkvin er forbundet med kvalitet. For det andet er der mange job knyttet til flaskefremstillingen og aftapningen.

Vil reducere CO2-udslippet
Men almindelige glasflasker til vin er tunge, og når de skal eksporteres fra Sydafrika til fx Europa, medfører det et større CO2-udslip.
Den sydafrikanske vinindustri er kendt for at have fokus på miljøet, og med den stadig større eksport af flasketappede vine må der gøres noget, mener man hos vinproducentforeningen WOSA.
En løsning ville selvfølgelig være igen at øge eksporten af bulkvin. Men her har man regnet ud, at for hver ekstra 10 millioner liter bulkvin, der sendes af sted til aftagerlandene, vil omkring 100 sydafrikanere miste deres arbejde.

Lette flasker med skruelåg
I stedet har WOSA taget initiativ til en storstilet produktion af letvægts-glasflasker, der vejer 350 g. Så de slår altså ikke verdens letteste glasflaske – den britiske, som vi skrev om i sidste uge på kun 300 g.
De nye lette flasker vil i store mængder være parat til brug for de sydafrikanske vinproducenter fra og med midten af april.
Og som noget helt naturligt er flaskerne forsynet med skruelåg, da hele 65% af al den vin, som fremstilles i Sydafrika, i forvejen tappes på flasker, der lukkes med det lille låg.
............... . ...............



Man kan få fire 75 cl flasker af Sonsierra's vin leveret i en kasse, der til forveksling ligner en medicinkasse.

    Vin forklædt som medicin
    Franskmændene har ry for at sætte nogle meget traditionelle etiketter på vinflaskerne med châteauer i stregtegning og krøllede bogstaver.
    Spanierne er ifølge www.wownews.se derimod ikke længere helt så traditionelle, som de har været. Stadig flere spanske vinhuse spræller med festlige etiketter og opfindsomme bud på både flaskeform og indpakning.
    Som nu fx bodegaen Sonsierra i Rioja, der i samarbejde med den spanske designer David Delfin har skabt en 75 cl flaske, som til forveksling minder om en flaske hostesaft. Selv etiketten leder tankerne hen på medicinens verden.
    Men faktisk er den globale vinindustri bagud, når det gælder anderledes flaskedesign. Tænk bare på, hvad der bliver lavet af opsigtsvækkende cognac- og whiskyflasker.

.....

33/09


..............
En overflod af australsk vin
Der fremstilles alt for megen vin i Australien – mellem 240 og 480 millioner flere flasker, end der kan afsættes.
Hvis der igen skal opnås en fornuftig balance mellem udbud og efterspørgsel, er det nødvendigt at hive 20 til 30% af vinstokkene i Australien op ved rode.
Sådan lød det fra Larry Lockshin, en professor ved South Australia University, ved den nylig afholdte konference, Academy of Wine Business Research.

Pas på vin til spotpriser
Larry Lockshin advarede også den australske vinindustri mod at sælge vinen til spotpriser til eksportmarkederne – og frem for alt til de nye markeder – blot for at komme af med den. Det kan skade det image af kvalitetsvin, som den australske vinverden ihærdigt forsøger at skabe.
Ifølge professoren er det netop det, der er sket i Kina – et nyt marked for Australien. Her har store mængder billig australsk vin indtaget forretningshylderne og givet mange kinesere det indtryk, at vinen fra down under intet har med kvalitetsvin at gøre.........
................


    Elektronisk vinvælger
    Microsoft har for nogle år siden lanceret Surface – en bordplade, der fungerer som en touchscreen, hvor man bruger fingrene til at manøvrere rundt på skærmen med.
    I modsætning til en traditionel touchscreen kan man på Surface-bordene udføre flere kommandoer på én gang.
    Teknologien finder man blandt andet på nogle af de helt store hoteller i USA og Australien, hvor Surface-bordene er opsat som en service til gæster, der vil tilrettelægge deres rejse.
    Ved de interaktive bordplader kan folk så bladre i kort, sammensætte udflugter osv.
    Nu har Microsoft leveret en vinvælger i Surface-udgave, som man håber på med tiden vil vinde indpas i barer rundt om i verden.

    Bestil vinen med fingeren
    På Surface-vinvælgeren kan kunden browse mellem et udvalg af rødvin, hvidvin og champagne, eller vælge vin efter syre, fylde, sødme osv.
    Til sidst fører kunden den valgte vin over til bestilleknappen, og så er det ellers bare at vente, til vinen bliver serveret.
    Men det mest fantastiske er, at når glasset med vinen sættes på skærmbordet, fremkommer der straks en række digitale informationstaster, hvor man – når man fører fingeren hen over dem – kan læse mere om vinen og vinhuset og se et kort over det vindistrikt, som den pågældende vin stammer fra.
    Under skærmen ligger der kameraer med infrarødt LED-lys, der kan genkende fingre, former og særlige mærkninger.

................... . .,
Castel satser på Etiopien
I 2008 købte den franske vinproducent Castel 125 hektar landbrugsjord af den etiopiske regering og tilplantede jorden med vinstokke.
I år vil Castel få sin første høst i hus fra vinmarkerne, der ligger cirka 200 km syd for Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Og der vil blive fremstillet både rød- og hvidvine på druerne, som består af Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Chardonnay.
I første omgang vil Castel udelukkende sælge de etiopiske vine til Sudan, Kenya, Tanzania og andre omkringliggende afrikanske stater.
................... . .,

>43


..............
.....................



    < Tequila Express er et gammelt tog, der er blevet sat fint i stand. Det kører til tequila-byen Amatitán, hvor man under et besøg hos et destilleri kan se, hvordan den mexicanske nationaldrik bliver til. Den laves af saften fra den blå agaves kerner - de såkaldte pinãs. På spansk betyder pinã ananas, og navnet er afledt af kernernes ananas-lignende udseende.

..................... ...
En tur med tequila-toget
Hvis ferien i år går til Mexico og til landets næst største by, Guadalajara, bør man overveje at købe billetter til Tequila Express.
Ligesom mange vinlande har vinruter eller vintog, har Mexico et tog helliget nationaldrikken tequila.
Om bord serveres der forskellige slags tequilaer ledsaget af mexicansk folkemusik og udsigten til de blågrønne agavemarker.
Endestationen er byen Amatitán i Jalisco – den provins, hvor tequilaen fremstilles. Her aflægger man et besøg hos destilleriet José del Refugio, hvor man kan følge produktionen lige fra høsten af de blå agavers kerner til tapningen af tequilaen på flasker.
Man kan også vælge på egen hånd at besøge et af de andre destillerier i Amatitán eller tage til nabobyen Tequila, som har lagt navn til den stærke drik.
Tequila-toget har selvfølgelig sin egen hjemmeside – dog foreløbig kun på spansk......
.............
..................,.......
........
.................,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Classique Wine i Haderslev har optaget importen af vine fra vingården Nicolis i det italienske Valpolicella.
    * Valuewine har optaget importen af vine fra vinhuset Sangenis i det spanske Priorat.
    * Oxholm Vin har optaget importen på vinene fra Domaine du Pesquiere i Gigondas.--,,,,,,,,,,,--
...... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
................,... .....,... ..... .. ....................... .,.......... .........



..................... ...... ...... .......


    Ugens vinøse billede
    Fra den lille by Peyriac de Mer lige syd for Narbonne i Sydfrankrig sender vores svenske læser Ulla Forshell os dette billede.
    – Hvert andet år arrangerer byen "De 5 sansers vandring", skriver hun. – Det er en vandretur på 8 km gennem vinmarker og natur med syv stationer undervejs, der faktisk udgør en stor og udsøgt menu, skabt af kokken Patrick Niguès: Apéritif, forret, hovedret, oste, desserter, kaffe og "noget mere".
    – Ind imellem på ruten fortæller ornitologer, botanikere, jægere og andre, ligesom der er underholdning af lokale kunstnere. Og ved hver station skænker vinbønderne vine, som passer til retterne. Den syvende station – endestationen – ligger midt i byen, og her spiller musikken op.
    – Ved de to tidligere vandringer har der været omkring 300 deltagere, skriver Ulla Forshell. – I år afholdes den næste "Promenade des 5 Sens" søndag d. 2. maj, og alle er velkomne – også VinAvisens læsere, hvis vejen falder forbi. Og I må gerne sende mig en mail, at I kommer: forshell.ulla@neuf.fr – man skal nemlig melde sig til før 20. april, og det koster 35 euro.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder faktisk er vi ved at være i bund, så I må meget gerne sende billeder til os. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.

.................. ........ ...... . .,.......... . .,..



.... .,............ .......... . .,....
Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 har vi samlet på endnu en side. Nu har vi taget en tredje side i brug, og den åbnes ved at klikke her.
... ........., ... ............ ... ........., ...., ... ..... ..... ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    58 Malhadinha Nova er et af de spritnye vinhuse i den portugisiske region Alentejo. Et orgie i rustfrit stål (foto: © Anker Tiedemann).©
    .......
    ...............
................. ..........



................. ....
VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 25 vine. Af disse vine var der 19, som fik mere end to stjerner, og hele 13, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 85 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
.....................
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Tirelli, Malvasia Dolce, Vino Frizzante dell'Emilia IGT, Italien
55 kr., Carlo Merolli
En charmerende og meget lækker boblevin, dolce (sød), men ikke sliksød. Den har dejlig frugt, mest i retning af pære og passionsfrugt. Skænk den som apéritif eller som ledsager til frugt, nødder eller tørre kager. En fornøjelse til en meget lav pris.

Hvidvin


Grans Family, Riesling, Mosel, Tyskland, 2007
69,95 kr., Kvickly
Fint krydret hvidvin med god saft og syre, men også med en lille sødme. En rigtig dejlig vin, som mange vil kunne lide.


Santa Ema, Reserve, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile, 2008
69,95 kr., ved 12 flasker, Wine Group
En pragtfuld hvidvin med duft og smag af melon, papaya og honning. Det er en fyldig vin, som vil egne sig perfekt til laks og andre fede fisk. Den er rigtig god til prisen.


Fabre Montmayou, Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2009
89 kr., Pedersborg Vin
En herlig hvidvin, der dufter af pærer og kærlighedsfrugter. Smagen er frisk og fyldig med noter af citrus og en uendelig lang eftersmag. Det er en kraftig vin med et alkoholindhold på hele 14,5%, hvilket er rigtig meget - ikke mindst for en hvidvin. Men denne vin kan så afgjort bære hver en procent.


Emina, Rueda, Spanien, 2008
49 kr., Red & White
En let og let krydret hvidvin med karakter af Sauvignon Blanc, men den er altså lavet på druerne Viura og Verdejo.

Rødvin


Jip Jip Rocks, Shiraz, Padthaway, Australien, 2008
60 kr., pris ved 12 flasker, The Wine Company
En superlækker rødvin - næsten et måltid i sig selv. Den har blød, fyldig frugt og krydrede toner - eukalyptus. Og så har flasken skruelåg. Smagepanelet gættede på en langt højere pris.


Cono Sur Cabernet Sauvignon / Carménère, Colchagua Valley, Chile
64,95 kr., SuperBest
En fantastisk dejlig rødvin, hvor Cabernet-druens friske solbærsmag og de varme krydrede toner hos Carménère - Chiles nationaldrue - går op i en højere enhed. Til tilbudsprisen er den et rent fund.


Vinha do Monte, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2007
69 kr., Portugisisk Vinkælder
Denne rødvin er endnu et vidnesbyrd om, hvor meget portugiserne er kommet efter det. Det er en vanvittig elegant vin, der bare smager godt - fløjlsblød og samtidig karakterfuld. Prisen er yderst rimelig.


Antaño, Rioja, Reserva, Spanien, 2002
69,95 kr., Amka
Fin, moden og dejlig rødvin med god bærsmag (blåbær) og fint krydderi. Glimrende vin til en menneskevenlig pris.


Obra, Cosecha, Ribera del Duero, Spanien, 2008
69,95 kr., Strandgaarden
Dejlig, kompleks rødvin med blød, frisk frugt og tilpas syre. Glimrende til mange retter - og til en meget rimelig pris.


Fontavin, Gigondas, Frankrig, 2008
109,50 kr., Lesedi Wines
Denne rødvin er en rigtig madvin - lidt i retning af en lettere Châteauneuf. Den har god fyldig frugt, godt krydderi og en tilpas syre - slet ikke så tosset.


Garassino, Tenuta Carretta, Barbaresco, Italien, 2003
149 kr., på tilbud: 75 kr., A Vinstouw
Meget flot og tæt rødvin - der næsten lige så godt kunne være en Barolo. En herlig vin, der udviklingsmæssigt er på toppen.


Sanguine, Tempranillo, Heathcote, Victoria, Australien, 2007
159 kr., Sørensen Vin
Superdejlig og meget vellavet rødvin. Australierne kan også lave fornemme vine på den spanske drue.


Zisola, Mazzei, Nero d'Avola, Sicilien IGT, Italien, 2007
179 kr., Kjær & Sommerfeldt
Stor og fornem rødvin, meget elegant, harmonisk og kompleks. En vin, der fortjener en lige så flot kødret.


Toscar, Gran Reserva, Salvador Poveda, Monastrell, Alicante, Spanien, 2002
49,50 kr., pris ved 6 flasker: 41,67 kr., Premier Cru
Afrundet, blød og saftig rødvin med en lille krydret tone.


Oscar's, Vinoquel, Douro, Portugal, 2008
69 kr., Haller Vine
En mellemfyldig og lidt robust hverdags-rødvin. På bagetiketten står der, at hvis ens mobiltelefon kan aflæse stregkoden, kan man se, hvad andre har syntes om vinen. Dette virker faktisk meget fint.


Agua de Piedra, Cabernet Sauvignon, Mendoza, Argentina, 2008
69,95 kr., Spar Supermarked
En lidt firkantet rødvin, kraftig og velegnet til en lige så kraftig kødret med masser af løg.


Scotto, Cabernet Sauvignon, Californien, 2006
75 kr., HJHansen Vin
Rødvin med en saftig smag og toner af brændt karamel.


André Goichot, Santenay, Frankrig, 2004
99,95 kr., SuperBest
Ikke nogen stor bourgogne, men en ret let, moden og venlig rødvin med god Pinot-smag. Næsten seks år gammel; skal drikkes nu.









Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.