Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 27. 2010



.....................
Vin-aktuelt i uge 27
Fra 5. juli til 11. juli 2010
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 24, ,,,,,,VinAvisen uge 25,,,,,,,,VinAvisen uge 26
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................





.


Mere vin og mindre øl i danske glas
Vi danskere bliver mere og mere glade for vin – og mindre glade for øl.
Sidste år faldt salget af øl med 6% i forhold til året før – til i alt 476 millioner liter, mens salget af vin derimod steg med 2%.
I 2009 indtog danskerne – og det vil sige alle over 14 år – i alt 11,1 liter 100% ren alkohol pr. næse, hvilket er et fald på 13% siden 2004, hvor forbruget lå på 12,5 liter.



Manga-effekten længe leve
Vi har tidlige fortalt om den japanske manga (tegneserie) ”Kami no Shizuku”, der handler om en ung mand, Shizuku Kanzaki, hvis far netop er død. I sit testamente har faren, der var en berømt vinsamler, beskrevet de tolv vine, som efter hans mening er de bedste i verden. Og den, der først finder frem til disse vine, vil arve hans fornemme vinsamling.
Sønnen og en adopteret bror kaster sig ud i et sandt kapløb om, hvem der først får fat i vinene. Undervejs i handlingen bliver der smagt på adskillige gode – og ikke mindst franske – vine.
Mangaen, der er udkommet i flere asiatiske lande og ligeledes er kommet som filmserie, har pustet godt og grundigt til asiaternes begejstring for franske kvalitetsvine. Og det er noget, som de franske vinproducenter, hvis vine er nævnt i tegneserien, bestemt har kunnet mærke på salgskurverne.
Selv om det er tre år siden, første bind af mangaen kom på gaden, er begejstringen over de nævnte vine ikke dalet – tvært i mod.

Bedre end Parker-point
En af de vinproducenter, der kan mærke manga-effekten, er Philippe Carille, der ejer Château Poupille i Bordeaux. Hans årgang 1999 er beskrevet i mangaen, og det lever han ifølge den franske avis L’Express højt på den dag i dag.
Ikke bare den nævnte årgang, men samtlige årgange af Château Poupille går som varmt brød i hele Asien, og hans omsætning er steget med hele 30%. Og som Carille siger, så kunne han sælge femten gange så mange vine, som han fremstiller hvert år.
Berømmelsen i Asien gælder ikke kun hans vine, men også ham selv. Da han deltog på vinbranchemessen Vinexpo i Hong Kong for nylig, flokkedes manga-glade asiatere omkring hans stand og bad ham skrive autografer på deres jakker. Det er ikke hver dag, en vinproducent kommer ud for den slags ...
Også vinen fra Bordeaux-slottet Mont-Pérat indgår i mangaen – hvilket ligeledes har stor betydning for salget af vinen. I dag sælges den til en pris, der er ti gange højere, end før vinen blev nævnt i tegneserien.
Hos Mont-Pérat har man derfor også valgt at øge produktionen betydeligt. Som slottets ejer, Thibault Despagne, udtrykker det, så er mangaen en langt mere effektiv salgs-fremmer end Parker-point.


Druen på etiketten
Den franske producentforening for bordvin tog sidste år navneforandring fra Anivit til Anivin de France. Samtidig indførtes en ny kategori, Vins de France, som erstatter Vin de Table (bordvin).
Den nye kategori tillader vinproducenterne at blande vin på samme drue fra flere forskellige franske vindistrikter. Og for første gang nogensinde kan producenterne ligeledes skrive druenavn og årgang på etiketten – ligesom vinhusene i de oversøiske vinlande gør det på deres vine.
Kategorien er frem for alt skabt med henblik på de unge forbrugere, der i høj grad går efter billige vine med et genkendeligt druenavn på etiketten.

En krænkelse af vinarven
Hos Anivin de France gør man alt for at markedsføre den nye kategori, og man forestiller sig, at et stigende antal vinproducenter vil droppe de traditionelle appellationer på etiketterne og i stedet tilslutte sig den fleksible og moderne Vins de France kategori.
Som direktøren for Anivin de France, Valérie Pajotin, sagde for nylig, så gør denne sammenstikning af vine fra flere distrikter det muligt at fremstille vin, hvis kvalitet og smag ikke ændrer sig fra år til år.
Den nye kategori vækker dog ifølge Decanter langt fra begejstring over alt. Flere vinproducenter i Médoc har kaldt den for en katastrofe og ”en krænkelse af vor vinarv”.





Spanske priser på nettet
En af vore læsere har sendt os en interessant oversigt over priserne på spanske topvine. Den findes på et Excel-ark, som man kan åbne ved at klikke her.
– Men jeg vil godt have lov at være anonym, skriver vor læser. – Jeg har jo en del meget kostbare vine liggende i min kælder.
– Imidlertid tror jeg, at andre måske kan have fornøjelse af den oversigt, jeg har lavet. Jeg har nemlig prøvet at finde ud af, hvad de berømte spanske vine koster, når man køber dem via nettet i udlandet – i Tyskland, Holland og Belgien samt i Spanien, naturligvis. Og jeg mener at kunne konstatere, at der i mange tilfælde kan være penge at spare – selv om man ikke slipper for at betale moms i det land, man handler i.
– Jeg må dog samtidig sige, at oversigten over disse 152 vine er blevet til over en længere periode, og at mange priser kan være ændrede. Så tag det for, hvad det er – et morsomt hobby-arbejde, udført at en, der er vild med spanske vine.
 
En lille brugsanvisning
Vi siger tak til vor læser for skemaet og skal lige give en lille brugsanvisning:
* Oppe foroven på Excel-arket er der nogle små filterknapper. Med dem kan man sortere indholdet i de enkelte kolonner – fx efter priser eller årgange eller navne på leverandørerne.
* Årstallene, der er skrevet med fede tal, angiver, hvornår vor læser mener, at vinene skal drikkes.
* I den sidste kolonne er anført, hvor mange point vinene har fået i de spanske vinguider Guia Peñin og Guia Proensa samt hos Robert Parker (RP), Wine Spectator (WS) og Wineentusiast (WE).




/EMBED>



Den ægte cider gik fri
Som nævnt i uge 25 sælges der alkopops til unge som "cider" – altså produkter, som i virkeligheden bare er sodavand med sprit og æblesmag.
I forbindelse med en afgiftsforhøjelse på den slags drikke, som spekulerer i unges forbrug og dårlige vaner, har man frygtet, at lovgiverne også ville inddrage den ægte cider, der som bekendt er et fornemt produkt fremstillet af gæret æblemost.
Dette er ikke sket. Lov nr. 626 af 11. juni 2010 er nu vedtaget af folketinget, og den omfatter kun cider- og frugtvinsbaserede alkoholsodavand. Tillægsafgiften stiger med 25 øre pr. liter.
En cider af 100 % æblesaft, der er gæret, vil ikke være omfattet af definitionen på alkoholsodavand.
Mere om afgiftsforhøjelsen kan læses på Skat’s hjemmeside.........

Vin til under 10 kr.
Hvis alt går som planlagt for den britiske supermarkedskæde 99p, vil forbrugerne snart kunne købe en flaske vin til 99 pence (cirka 9 kr.).
Det er ifølge Decanter under halvdelen af det, som briterne i øjeblikket giver for den billigste supermarkeds-vin.
Ideen vækker dog ikke begejstring overalt. Blandt andet har præsidenten for Royal College of Physicians, Sir Ian Gilmore, kaldt salget af så billig vin for direkte farligt og uansvarligt i en tid, hvor helbredsproblemer og alkohol-relateret kriminalitet er stigende i Storbritannien.
Den britiske regering diskuterer da også i øjeblikket, om der skal sættes en minimumsgrænse for prisen på vin og spiritus – netop for at undgå et misbrug.
Fra Drinkaware – en forening til fremme af et fornuftigt alkoholforbrug – lyder det dog, at det ikke i så høj grad er lave priser, men derimod folks holdning til alkohol, der er skyld i umådeholdent drikkeri.



VDP fylder 100 år
Forbundet VDP (Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter) har cirka 200 medlemmer, der alle hører til blandt Tysklands bedste vinhuse.
VDP blev grundlagt i 1910, og 100-års jubilæet bliver fejret overalt i landet i hele 2010 med arrangementer og happenings i vinens tegn.
Rundt omkring i vindistrikterne vises der til og med august fantastiske lysshow, hvor vinmarkerne bliver oplyst i alverdens farver. Og den 5. september kan det godt betale sig at lægge vejen forbi Berlin. Her vil kunst og vin gå op i en højere enhed, når VDP’s mange medlemmer byder på smagsprøver af deres vine i 70 af hovedstadens førende gallerier.
Man kan enten selv tage rundt til gallerierne eller deltage i en guidetur med en kunstkender eller sommelier som guide.
I kolonnaden foran det gamle Nationalgalerie bliver der indrettet et informationscenter, hvorfra der også udgår ture med minibusser rundt til gallerierne.

Kasse med fornemme vine
For at fejre de 100 år med manér har VDP lanceret en ”kult-kasse”, som indeholder toppen af poppen, når det gælder medlemmernes i forvejen fornemme vine.
De 12 vine er alle Grosse Gewächse – vine på druer fra specielt gode vinmarker (se mere under ”Ugens gode spørgsmål” i sidste uge). Og de er enten af årgang 2007 eller 2008.
Der er kun lavet 100 kasser, som vil blive solgt på en særlig auktion afholdt af VDP, hvor budene starter ved 750 euro (cirka 5600 kr.).
Man kan læse meget mere om dette og de mange andre jubilæums-arrangementer ved at klikke her.







En klase Sauvignon Blanc-druer i en tysk vinmark. Tyskland vandt fire medaljer ved den nyligt afholdte konkurrence for druen. Foto: Deutsches Weininstitut (DWI).

Sauvignon Blancs egen konkurrence
Der findes flere internationale konkurrencer, hvor der dystes om, hvem der kan fremstille de bedste vine på en bestemt drue.
Nu har Sauvignon Blanc-druen også fået sin egen internationale konkurrence, Concours Mondial de Sauvignon Blanc, der blev afholdt for første gang under den store vinfest Bordeaux Fête le Vin.
Det er Concours Mondial de Bruxelles og Bordeaux et Bordeaux Superieur, der står bag initiativet.
I alt blev der indsendt 512 hvidvine til konkurrencen, og de blev bedømt inden for en række forskellige kategorier af et fyrre mand stort dommerpanel.

Hitter ikke hos vinskribenterne
Hovedparten af flaskerne var fra Frankrig – som da også er det førende land, når det gælder arealet af vinmarker med Sauvignon Blanc. Derudover var der vine fra Tyskland, Schweiz, Italien, Grækenland, Chile, New Zealand, Sydafrika og Brasilien.
Franskmændene løb med hele 90 medaljer, mens chilenerne, der deltog med 61 vine, kom ind på en anden plads med 21 medaljer.
Det er bestemt på tide, at Sauvignon Blanc har fået sin egen konkurrence. På verdensplan dækker druen et areal på 80.000 hektar, og vinene fremstillet på den er gennem de senere år blevet stadig mere populære hos forbrugere verden over.
Til gengæld skulle Sauvignon Blanc-vinene ifølge Decanter ikke være helt så hotte blandt vinskribenterne, der ofte anklager dem for at være populistiske og ensporede. Vi kan dog tilføje, at dette ikke gælder VinAvisens smagepanel. Vi er ret vilde med Sauvignon Blanc.


>33/09





Château Cos d’Estournel skiller sig markant ud fra andre vinslotte i Bordeaux med sine kinesisk inspirerede tårne.

Cos d’Estournel
Det ene berømte vinslot i Bordeaux efter det andet afslører nu deres priser på den højt roste årgang 2009.
Château Lafite Rothschild har prissat slottets førstevin til 450 euro (cirka 3350 kr.), hvilket er en stigning på hele 323% i forhold til årgang 2008. Og det er vel at mærke den pris, som négocianterne køber vinen for hos slottet.
For nylig kom så Château Cos d’Estournel i Saint-Estèphe med sin pris. Og den ligger på 210 euro (cirka 1600 kr.) flasken, hvilket er 233% mere end for den forrige årgang og dobbelt så meget som for den berømmede årgang 2005.

Bliver revet væk
Om Cos d’Estournel 2009 kan bære den tårnhøje pris, er der uenighed om blandt nogle af de førende vinskribenter. Mens Robert Parker fx har kaldt den for en af de bedste vine, han nogensinde har smagt, har Jancis Robinson nærmest givet den tommelfingeren nedad. I sin anmeldelse skrev hun blandt andet, at den mindede hende om Château Pavie 2003 – en vin, som hun i sin tid kaldte for ”portvinsagtig” og ”latterlig”.
Men på trods af den høje pris og de modsatrettede anmeldelser bliver vinen revet væk hos de britiske vinhandlere - så noget tyder på, at Parker ikke er på helt gale veje. Farr Vintners, der handler med fine vine, købte 12.000 flasker, som alle blev afsat i løbet af kort tid.


Rasteau får egen appellation
Det er ikke så ligetil for et vinområde i Frankrig at opnå sin egen appellation. Det har vinproducenterne i kommunen Rasteau i det sydlige Rhône måttet sande.
Siden 1966 har de måttet skrive appellationen Côtes du Rhône på etiketterne, men der har været et stigende ønske om at opgradere Rasteau, som er kendt for sine fornemme rødvine, til en selvstændig appellation.
I 2002 sendte vinsyndikatet i Rasteau derfor en ansøgning til appellations-myndigheden INAO (Institut National des Appellations d'Origine). Først nu er ansøgningen færdigbehandlet og tilladelsen givet.

Ekspertpanel i markerne
INAO skulle blandt andet først have et ekspertpanel til nøje at gennemgå Rasteaus vinmarker for at se, om de kunne leve op til kvalitetskravene. Ifølge Decanter endte det med, at 100 hektar af de i alt 1300 hektar ikke kunne godkendes til den nye appellation. Men vinproducenterne i resten af kommunen kan nu sætte et Rasteau AOC på etiketterne.
Rasteau har dermed sluttet sig til en lille kreds af selvstændige appellationer i det sydlige Rhône – heriblandt Châteauneuf-du-Pape, Tavel, Lirac, Gigondas, Vacqueyras og Beaumes de Venise.






Overskudsvin i Frankrig
Siden 1982 har EU ydet en økonomisk håndsrækning til krise-destillering i de medlemslande, der har produceret al for meget vin.
Og hvert eneste år har Frankrig, Spanien og Italien ansøgt om penge i den forbindelse.
Men EU har besluttet, at ballet skal slutte og pengekassen lukkes i, når vi runder år 2012.
Noget tyder dog på, at Frankrig i høj grad stadig er afhængig af midlerne til krisedestillering. I år regner franskmændene med at skulle bruge mere end 7 millioner euro (cirka 52 mio. kr.) i støtte for at komme af med overskudsvinen.
De franske myndigheder har ifølge Just Drinks øremærket de mange penge til distrikterne Loire og Midi-Pyrenées, der begge brænder inde med omkring 80.000 hektoliter usolgt vin.

Rygter om salg af spansk vinhus
I 2008 købte det franske spiritusfirma Pernod Ricard Vin&Sprit af den svenske regering for et beløb svarende til cirka 44 milliarder kr.
Siden da har firmaet forsøgt at sælge en række vin- og spiritusmærker, som ikke hører med til dets kerneområder.
Ifølge Just Drinks skulle Pernod Ricard også være i færd med at sælge vinhuset Marques de Arienzo i Rioja. Køberen af vinkælderen og selve ejendommen skulle være Bodegas Muriel, mens Marques de Riscal vil blive den nye ejer af vinhusets 260 hektar vinmarker.
Pernod Ricard har hverken be- eller afkræftet rygterne.



Den meget kunstfærdige og kostbare prop fra juvelerfirmaet Cullmann.

Guld og diamanter i flaskehalsen
Kunstfærdigt udførte propper til at sætte i åbnede vinflasker findes i mange udgaver. En ny en af slagsen er ”Chapeau de Vin” (vin-hat), der er kreeret af det tyske juveler-firma Cullmann.
”Hatten” er kronet af en diamant og forsynet med et særligt ventilationssystem af små huller, der sørger for, at vinen får lige præcis den mængde ilt, den har brug for.
Den findes i flere udgaver – i platin koster den 3000 euro (cirka 22.000 kr.), men man kan også ”nøjes” med en prop i rødguld til 950 euro (cirka 7000 kr.).
Det er nok ikke lige sådan en prop, man ser naboen stikke ned i resterne af en flaske vin til 50 kr. Meningen er også snarere, at den skal sættes ned i flaskehalsen på en fornem vin, så flasken ser ekstra dekorativ ud, når den bliver sat på bordet.
Man kan læse mere om proppen ved at klikke her.


33/09




Bourgogne på rette vej
Efter en længerevarende nedtur for salget af Bourgogne, begyndte pilen så småt at pege opad igen i slutningen af 2009. Og tendensen ser ud til at fortsætte. I løbet af de første fire måneder af i år er eksporten steget med 11,4% i værdi og 5,5% i volumen.
Ifølge Bourgognes vinorganisation, BIVB skyldes stigningen ikke mindst en større eksport til Storbritannien. I første kvartal har briterne således aftaget 24% mere vin end i samme periode i 2009. Når det gælder værdien, lyder stigningen på hele 40%.
Eksporten til USA steg også – her med 15% i volumen og 8% i værdi.



Bodegas Portia har form som en tretakket stjerne, hvor lastbilerne med druerne kører op ad ramper på takkerne. Vinfremstillingen foregår herfra ned gennem bygningens øvrige etager.

Bodegas Portia åbner snart
I uge 31 2009 fortalte vi om det fantastiske vinhus, Bodegas Portia, som spanske Grupo Faustino er ved at få opført i Ribera del Duero.
Arkitekten er ingen ringere end britiske Norman Foster, som blandt andet også har tegnet elefanthuset i Zoologisk Have i København.
Nu er man ved at lægge sidste hånd på vinhuset, der har form som en stjerne med tre takker, opført i glas, beton og stål. Og for nylig blev den internationale presse for første gang budt indenfor.
Oprindelig var byggeriet budgetteret til at koste 25 millioner euro (cirka 186 mio. kr.), men det har ifølge Decanter vist sig langt fra at slå til.
Når Bodegas Portia står færdig, vil det – inklusiv et besøgscenter – dække et areal på 11.300 kvadratmeter og være i stand til at fremstille 1 million liter vin om året.
Hos Grupo Faustino regner man med at kunne indvie vinhuset i midten af september.


>43



.....................





Mærket Marie Brizard består i dag af flere forskellige likører.

To bejlere til Marie Brizard
I uge 41 2009 fortalte vi, at det franske vin- og spiritusfirma Belvédère var blevet begæret konkurs på grund af en kreditorgæld på et beløb svarende til 2,8 milliarder kr.
Som et sidste forsøg på at redde skærene satte Belvédère det berømte likørfirma Marie Brizard til salg og forlangte en pris på omkring 300 millioner euro (cirka 2,2 mia. kr.) for det.
Flere spiritusfirmaer har ifølge Just Drinks meldt sig ved døren for at købe Marie Brizard, men kun to er nu med i det sidste kapløb om det højeste bud.
Det drejer sig om det franske firma La Martiniquaise og det thailandske bryggeri ThaiBev.
Og snart bliver Belvédère nødt til at vælge mellem de to bejlere, da salget skal være en realitet inden år 2011. Det har firmaet indgået aftale om med de myndigheder, der varetager konkursen. Håbet er stadig, at et salg vil kunne rette op på økonomien i sidste øjeblik.


Forbud mod reklamer
Vi har tidligere fortalt om de fjollede franske alkohollove, der forbyder reklamer for vin og spiritus.
I Uzbekistan har myndighederne netop indført de samme absurde tilstande. Og ud over forbudet mod at reklamere vil det ifølge Just Drinks fremover også være forbudt at anvende symboler og logoer, der kan lede tankerne hen på vin- og spiritus.






............ ............................ ......,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Premier Cru har optaget importen af vinene fra New Zealands største privatejede vingård, Yealands Estate.
    * Vinslottet har fået agenturet på vinene fra Famiglia Olivini, Lugana, Italien.
    * Chris Wine Nordic er pr. 1. juli flyttet til nye lokaler i Ragnagade 7, Baghuset, 2100 København Ø.

........... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..



.
.

    Jens Steffen Hansen (f.1941) er tredje generation bag roret i Lorange Vinhandel i Næstved, et firma, der har rødder tilbage til 1871.
    Først tog han en handelseksamen og dernæst en uddannelse som vinkøbmand med lærerplads hos vinhandler Rasch i København. Dernæst gik turen til Tyskland og senere til Bordeaux, hvor han delte tiden mellem franskstudier på universitetet og vinøst arbejde hos den danske konsuls vinfirma, Schröder & Schÿler.
    Vel hjemme igen fulgte nogle år med diverse job i vinbranchen samt endnu en uddannelse nemlig som merkonom i regnskab og revision.
    I 1967 startede Jens Steffen Hansen i familiefirmaet i Næstved, og fire år efter overtog han virksomheden helt og holdent.
    I dag har han flere jern i ilden. Han er blandt andet medejer af Excellent Wine og formand for bestyrelsen af den landsdækkende organisation af vin- og spiritusgrossister, Excellent Wine Danmark.
    Efter en travlt dag går turen hjem til gården syd for Næstved og til Jens Steffen Hansens bedre halvdel, Winnie.
    En god del af fritiden går med vedligeholdelsen af hans efterhånden pænt store samling af veteranbiler.
    Adresse: Lorange Vinhandel, Kirkestræde 4, 4700 Næstved, tlf.: 55 72 22 00, fax.: 55 72 21 57, e-mail: lorange@lorange.dk, www.lorange.dk.


..




...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 har vi samlet på endnu en side. Nu har vi taget en tredje side i brug, og den åbnes ved at klikke her.

........... ............ .... ........... ............ ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    77 På Victoria and Albert Museum i London hænger dette udkast til et vinøst tapet, tegnet af William Morris i 1873-74 (Foto © Anker Tiedemann) .......
    ...............

.......... ............ ... ... ........... ......




.



    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 33 vine. Af disse vine var der 26, som fik mere end to stjerner, og hele 18, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 119 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

.
........
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Donelli, Lambrusco Reggiano, Italien
70 kr., Rexwine
En "vino amabile frizzante" - en fint sødlig boblevin. Og rød. En frisk vin, som man nyder i store slurke. En virkelig god Lambrusco. Drik den til mad, eller brug den som terrassevin.


Jacques Bruère, Brut Reserve, Cap Classique, Robertson, Sydafrika, 2006
125 kr., Due's Vinhus
Mousserende hvidvin efter champagne-metoden og på Champagnes druer, Pinot Noir og Chardonnay - og slet ikke så tosset. Den har fine bobler og en dejlig, frisk smag med tilpas syre.


Sacchetto Brut, Prosecco, Italien
65 kr., pris ved 12 flasker, House of Wine
En liflig, let mousserende og læskende vin med en fin og sart smag af grønne druer og citrus. Nyd den godt afkølet en rigtig varm sommeraften.


Lavit, Rosado, Brut, Segura Viudas, Cava, Spanien
89 kr., Wine.dk
Rosé boblevin, tør og med kraftig mousse. Pæn terrassevin.

Hvidvin


Passolo, Rocca, Chardonnay, Sicilien IGT, Italien, 2009
49,95 kr., Amka
Denne hvidvin smager ikke så meget af Chardonnay, men det er en udmærket vin med god struktur, mineralitet og syre. Glimrende til mad. Prisen er yderst fordelagtig.


Alamos, Catena, Viognier, Mendoza, Argentina, 1009
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En meget lækker hvidvin, blød, med let fedme, tilpas syre og spændende krydderi. Flasken har skruelåg.


Château du Poyet, Muscadet Sèvre et Maine Sur Lie, Frankrig, 2007
59,75 kr., pris ved 2 flasker: 49,50 kr., Skjold Burne
Lækker hvidvin, født ved Atlanterhavets kyst og Loire-flodens udløb og som skabt til fisk og skaldyr - selv om den også udmærket "går" til mange andre lettere retter. Eller som terrassevin. Vinen er frisk og meget harmonisk. En herlig vin til en meget rimelig pris.


Signature d'Alsace, Kuentz-Bas, Alsace, Frankrig
69 kr., Østjysk Vinforsyning
Frisk, blød, afrundet og charmerende hvidvin - og en meget anvendelig vin, både til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Clearwater Cove, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2009
84,95 kr., Premier Cru
En virkelig dejlig hvidvin, typisk Sauvignon Blanc med udprægede noter af stikkelsbær. Skænk den fx til lam. Flasken har skruelåg.


Jean-Baptiste, Gunderloch, Riesling Kabinett, Reinhessen, Tyskland, 2008
118 kr., Wine.dk
Frisk Riesling-hvidvin, tør, men med en lille sødme. Meget egnet som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Tramin, Gewürztraminer, Südtirol - Alto Adige, Italien, 2009
119,95 kr., Erik Sørensen Vin
Charmerende hvidvin med Gewürztraminer-druens fine krydderi samt en let og lækker fedme. Udpræget til mad.


Benedictus, Le Morette, Turbiana, Lugana, Italien, 2008
129 kr., Excellent Wine
Superlækker hvidvin, tør, blød, saftig og med mange facetter. Glimrende til alle lettere retter. En nydelse.


Madeleine Angevine, Skærsøgaard, Regional Vin fra Jylland, Danmark, 2009
145 kr., H.J.Hansen Vin
Der bliver pustet lidt til nationalfølelsen, når man smager denne hvidvin. For tænk, at vi kan lave så god vin i Danmark. Den er elegant og frisk med en dejlig duft af smørblomster, bellis og tulipaner. Smagen breder sig i munden med noter af lime og grape. Med sit alkoholindhold på kun 11,5% er den perfekt til en ekstra god frokost. Og med sin fine syre kan den også godt klare pateer og andre lidt federe retter.


Tre Serre, Cortese, Piemonte, Italien, 2009
40 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Let og enkel hvidvin på druen Cortese, der bruges ret meget i Piemonte. En lille vin til en lille pris.

Rosévin


Defesa, Herdade do Esporão, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2008
79 kr., indtil 1. september: 59 kr., Portugisisk Vinkælder
Dejlig rosé med blød frugt, noter af grape og en fin sødme. En fornem terrassevin.


Vinha do Alqueve, Pinhal da Torre Vinhos, Vinho Regional Tejo, Portugal, 2009
89 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Propperiet
Med lukkede øjne tror man nemt, at dette er en hvidvin. Det er en frisk vin med en god, ren frugtsmag, en let fedme og tilpas syre. Glimrende både til lettere retter og som en sommerlig terrassevin.

Rødvin


Terre de Mistral, Côtes du Rhône, Frankrig, 2008
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Piaf Vinhandel
En ægte Rhône-rødvin, som man drikker med fornøjelse. Den er ukompliceret, med god frugt og tilpas syre. Prisen er meget menneskevenlig.


Artero, Muñoz, Tempranillo, La Mancha, Spanien, 2008
49,95 kr., prisen er ved 12 flasker, Wine Group
En rødvin med en markant, men dejlig duft af fennikel og ren lakrids. Smagen er fyldig og kraftig og fuld af modne brombær, solbær og kirsebær. Den femte stjerne er for den fordelagtige pris.


Domaine Combes, Saint-Chinian, Frankrig, 2009
59 kr., pris ved 6 flasker: 50 kr., Felix Vine
Denne rødvin lugter som en rigtig god vin - og det er den også. Hele den sydfranske krydderihylde plus modne bær. Lækker.


The Last Stand, Shiraz, Australien, 2007
65 kr., ViniPortugal
Denne rødvin smager rigtig, rigtig godt - den kan bare det hele. God, blød frugt, god struktur og tilpas syre. Flasken har skruelåg.


Clos Abadia, Raimat, Costers del Segre, Spanien, 2007
79 kr., Kjær & Sommerfeldt
En meget vellavet rødvin på druerne Cabernet Sauvignon og Tempranillo. Den har typisk Cabernet-smag, blød og lækker. Giv den en god bøf.


Cornellana, Carmenère, Cachapoal Valley, Chile, 2008
60 kr., Osted Vin
Varm og saftig rødvin, der sidder godt i munden. Glimrende som grillvin. Skænk den gerne let afkølet.


Les Tuillères, Georges Perrot, Côtes du Rhône, Frankrig, 2008
79 kr., Jysk Vin
Denne rødvin har en god smag af modne bær, afrundet, varm og med en lille sødme. En pæn vin.


Domaine Coudoulis, Lirac, Frankrig, 2005
85 kr., Rungsted Vinhandel
En udmærket, let krydret rødvin med god frugt og en lille sødme. Fem år gammel og har holdt sig godt.


1808, Côtes du Brulhois VDQS, Frankrig, 2007
47 kr., Vin-T-Vin
Denne rødvin hedder 1808 for at mindes året, da Napoléon skabte departementet Tarn-et-Garonne ved at placere sin hånd på et kort - hvorved departementet fik form som en hånd. Fortæller legenden. Vinen, der er lavet på de fire druer Merlot, Cabernet Sauvignon, Tanat og Cot, kan drikkes, men er ikke kejseren vædig.


Alberello, Felline, Salento Rosso, Italien, 2008
55 kr., Gallovini
Meget frugt og ikke så meget syre. Sådan er denne ret enkle rødvin til en lav pris.


....... ............




...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.