Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 30. 2010

,,



.....................
Vin-aktuelt i uge 30
Fra 26. juli til 1. august 2010
.....................
,,,,,,,,,,,,,
VinAvisen uge 27, ,,,,,,VinAvisen uge 28,,,,,,,,VinAvisen uge 29
,,,,,,,,,,,,,

.....................
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
.....................


Til_37/09




Der skal ryddes op i Bordeaux
Bordeauxs vinkomité, Le Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux (CIVB), har fået ny præsident. Det er négocianten Georges Haushalter, der har overtaget posten, og allerede på sin første arbejdsdag løftede han sløret for sine fremtidsplaner for det berømte vindistrikt.
Et vigtigt punkt på hans dagsorden er at reducere mængden af de i alt 1,1 million hektoliter basis-Bordeauxvin, som fremstilles hver år.
Der er tale om vin, som koster under 2 euro (cirka 15 kr.) flasken i de franske supermarkeder, og som ikke mindst fremstilles under appellationen Bordeaux og Bordeaux Supérieur. Denne appellation er med sine 65.000 hektar den største af Bordeaux-distriktets 57 appellationer.

Hjælp fra erfaren vinproducent
Ifølge den nye præsident for CIVB passer den slags billig vin slet ikke til distriktets gode image. I alt skal vinmarksarealet, der leverer druer til vinen, reduceres med 7%, og planerne skal blandt andet føres ud i livet ved at få et større antal vinproducenter til at rive vinstokke op ved rode mod en økonomisk håndsrækning.
Vinhuse, der fremstiller vin, som ligger i grænsezonen – altså middelmådig vin, der trods alt er for god til at gå ind under kategorien basis-vin – vil få tilbud om at få en erfaren vinmager til at hjælpe sig med at højne kvaliteten.

Vil øge salget af Bordeauxvin
Samtidig med reduceringen af den billige Bordeauxvin vil CIVB øge produktionen af vin i de mere rentable områder af distriktet.
Faktisk skal vinproduktionen i Bordeaux alt i alt øges med hele 12%.
Og det skulle ikke volde de store problemer at få afsat den større mængde vin – hvis endnu en af Georges Haushalter planer bliver realiseret. Han stræber nemlig også efter at øge indtægterne på salget af Bordeauxvin fra de nuværende 3,5 milliarder euro (cirka 26 mia. kr.) om året til 4,5 mia. euro (cirka 34 mia. kr.) inden år 2020.



En fristende klase Riesling-druer. Foto: Deutsches Weininstitut.

Nye områder med Riesling
Under den nyligt afholdte konference Riesling Rendezvous i Seattle blev der frem for alt talt om, hvilken betydning den globale opvarmning har for Riesling-druen.
Det kom blandt andet frem, at de stadig varmere temperaturer verden over har gjort det muligt at dyrke druen i helt nye områder. Ligeledes er der kommet skub i Riesling-produktionen i vindistrikter, der ikke hidtil har været særlig kendt for deres vine på denne drue. Det gælder blandt andet Finger Lakes i New York, Niagara i Ontario og Old Mission Peninsula i Michigan.

Druen får sved på panden
I traditionelle Riesling-distrikter, som fx Rheingau i Tyskland, Wachau i Østrig og Alsace i Frankrig, er temperaturerne steget med lidt over 1 grad i de sidste tredive år, hvilket er nok til at give en langt mere stabil kvalitet år for år, end det var tilfældet tidligere.
Hvis den globale opvarmning fortsætter, må vinproducenterne i disse distrikter dog nok se sig nødsaget til enten at flytte til køligere egne - eller begynde at lave vin på andre druer, lød det fra nogle af konferencens talere.
Riesling-druen trives allerbedst, hvis gennemsnitstemperaturen fra april til og med oktober ligger på mellem 13,2 og 15,2 grader.





.


"Isvin" fra Spanien
Tyskland, Østrig og Canada er berømte for deres Eiswein – eller Icewine, som canadierne siger.
I alle tre lande høstes druerne til denne delikate søde vin om vinteren, når termometret er nået ned under minus 8 grader. Når druerne fryser, vil vandet i dem fryse først, mens de sukkerholdige stoffer, syrer og ekstrakter forbliver i flydende tilstand. Og under presningen vil det frosne vand - isen - blive tilbage sammen med drueskind og stilke, mens en sød og duftende most løber fra.
I lande, hvor man ikke når ned på minusgrader om vinteren, kan man fremstille isvin ved at fryse druerne kunstigt.
Nu har Spanien ifølge Decanter for første gang nogensinde fået en appellation – eller DO (Denominación de Origen) – som udelukkende fremstiller isvin.

Må anvende kunstig frysning
Hidtil er det kun Cava-producenten Jaime Gramona, der har lavet spansk isvin. Derudover er der blevet gjort enkelte forsøg på at lave den søde vin i Rioja og Utiel-Requena.
Den nye DO, Vino Dulce de Hielo, ligger i distriktet Penedès. Og det er den første appellation i Europa, hvor man tillader kunstig frysning af druerne i fx et kølerum eller ved hjælp af tøris.
Ifølge reglerne for den nye DO skal vinen fremstilles på en eller flere af følgende druer: Chardonnay, Gewurztraminer, Malvasia de Sitges, Moscatel de Grano Menudo og Moscatel de Alejandría, Riesling, Sauvignon Blanc og Merlot. Og de høstede druer skal have et sukkerindhold på minimum 240 g pr. liter, mens alkoholindholdet skal ligge på mellem 9,5 og 13.5%.......



Menukortet hos den australske restaurant Global Mundo Tapas er lagt ind på en iPad. Gæsterne kan se billeder af maden og vælge ved at trykke på skærmen.

iPad som menu- og vinkort
Apple’s iPad invaderer snart Danmark, så vi alle kan sidde i toget og læse bøger på den smarte lille skærm.
I USA og Australien er computer-gigantens nyskabelse allerede på hylderne – og nu også i restauranten Global Mundo Tapas i Rydges Hotel i Sydney. Her har man nemlig valgt at skrotte de gode gamle menukort og i stedet forsyne gæsterne med iPads, hvor de kan vælge og bestille ved at trykke direkte på skærmen.
Gæsterne kan browse rundt i menuen, se billeder og læse om smagen af de enkelte retter. Til sidst trykker de på ”send”, hvorefter ordren ryger ud i køkkenet.
Næste skridt bliver at lægge vinlisten ind, ligesom det skal være muligt med et hurtigt tryk at finde frem til, hvilke vine, der egner sig bedst til den ret, man har valgt.




/EMBED>



Frygt for motorvejs-bro i Mosel
Vi har tidligere fortalt om den motorvejs-bro, som myndighederne i Mosel er begyndt at opføre midt i det smukke vinlandskab.
Projektet har vakt vrede ikke bare i Mosel og resten af Tyskland, men hos vinproducenter og vinelskere verden over.
Beton-broen bliver 1,7 km lang og 160 m høj, og når den har krydset Mosel-floden, vil motorvejen fortsætte langs vinmarkerne.
Ud over at den færdige bro vil skæmme landskabet, frygter Mosels vinproducenter også, at byggestøv og anden forurening fra byggeriet vil gå ud over druernes kvalitet – druer, som anvendes til nogle af Tysklands mest berømte vine. Desuden vil broen kaste skygger hen over vinmarkerne, ligesom man frygter, at de høje volde, der skal opføres i forbindelse med motorvejen, vil ødelægge den naturlige vandforsyning til markerne.

Kampen er ikke slut
Vinproducenterne i Mosel har ikke ligget på den lade side. De har kæmpet en sej – og desværre indtil videre nytteløs – kamp mod myndighederne for at få byggeprojektet skrinlagt.
Nu har gravemaskinerne gjort deres indtog. Men vinhusene vil ikke give op, og de har for nylig afleveret en protestliste med 11.000 underskrifter fra hele verden til den tyske regering.
En af anførerne i kampen mod broen er den berømte tyske vinproducent Ernst Loosen, der netop har vinmarker i Mosel. Han eksporterer sine vine til 62 forskellige lande, og har nu søsat sin egen lille protest-kampagne på britisk jord.
Rundt om halsen på de mange flasker, han sender til Storbritannien, og som ender i de store supermarkeder, hænger der en lille brochure, som fortæller om motorvejs-projektet og om den større kampagne, der er i gang for at stoppe det.
Man kan læse mere om Mosel-producenternes kamp mod broen – og give dem sin støtte – ved at klikke sig ind på kampagnens hjemmeside.



Logo for bæredygtighed
Hovedparten af de sydafrikanske vinproducenter følger i større eller mindre omfang principperne bag bæredygtig vinfremstilling.
Nu har Wine and Spirit Board i samarbejde med blandt andet WOSA (Wines of South Africa) lanceret et certificerings-logo, som kan anvendes af de vingårde, der helt igennem er bæredygtige.
Vinproducenter, der ønsker at kunne sætte logoet på deres flasker, skal opfylde en række kriterier ifølge Integrated Production of Wine (IPW) – et regelsæt for bæredygtig vinproduktion. Reglerne omfatter alt fra en miljøforsvarlig vindyrkning til gode arbejdsvilkår for medarbejderne.

En nyhed på verdensplan
Flaske-logoet for bæredygtighed er lidt af en sensation, da det må anses for at være det første af sin art på verdensplan.
Allerede på den nye årgang 2010 kan vinproducenter, der lever op til kriterierne, sætte logoet på flaskerne. Og det regner man med, at hele 50% af de sydafrikanske producentr vil gøre. I 2011 forventes det, at tallet vil være steget til 80%.
Der er en lille bagtanke med logoet. Som det er nu, sender mange vinproducenter deres vine som bulk til eksportlandene, hvor vinen så tappes på flasker. Logoet kan kun anvendes, når vinene er tappet i Sydafrika. Ad den vej håber man på, at stadig flere vingårde vil lade også dette sidste led i vinproduktionen foregå i Sydafrika. Der er nemlig en hel del arbejdspladser forbundet med tapning af vin.







Et blad angrebet af Fanleaf virus. Foto: INRA.

Genmodificering er "yt"
Det franske institut for landbrugsforskning, INRA (l'Institut National de la Recherche Agronomique), har siden 1990’erne udført forsøg med genmodificerede vinstokke. Eller rettere har forsøgt at udføre forsøg, idet instituttet konstant har måttet kæmpe mod lokale myndigheder og vinproducenter.
Ligesom i mange andre europæiske lande er der en indædt mistro til alt, hvad der har med genmodificering at gøre.
Siden 2004 har INRA, der har sin base i Paris, haft en afdeling i Colmar i Alsace, og også her har det været svært at få gennemført forsøg med genmodificering.
I 2006 ødelagde en lokal miljøaktivist således en eksperiment-vinmark hos INRA ved at snige sig ind i nattens mulm og mørke og rive samtlige vinstokke op.
Domstolen i Colmar valgte at give aktivisten en latterlig bøde på kun 1 euro – hvilket tydeligt viser, hvor de lokale myndigheders sympati ligger.

Nyt forsøg i gang
Nu har INRO ifølge The Washington Post søsat et nyt eksperiment i Colmar. Midt i en vinmark med 500 vinstokke har man plantet 70 syge vinstokke med et genmodificeret transplantat, som skal beskytte mod Grapevine Fanleaf Virus (GFLV).
Sygdommen, som spredes af rundorme, der gnasker i vinstokkenes rødder, suger saften ud af vinstokkene og formindsker både antallet og størrelsen af druerne.
Omkring en tredjedel af verdens vinmarker er i større eller mindre omfang angrebet af denne frygtede sygdom. Håbet er via eksperimentet at finde en måde, hvorpå man kan beskytte vinstokkene mod den.

Bange for vinenes image
Budskabet om det nye forsøg har straks vakt protester hos områdets vinproducenter – også selv om de nærmeste vinhuse ligger hele tre kilometer væk fra INRA’s forsøgsmark.
Producenterne frygter, at det genetisk modificerede plantemateriale på en eller anden måde kan invadere deres vinmarker. Og det ville skade vinenes image og gøre det svært at sælge dem til de mindst lige så skeptiske franske forbrugere.
Hos INRA forsøger man at dæmpe de oprørte gemytter ved at love, at man ikke vil gå linen ud og producere druer – og dermed heller ikke vin – på de genmodificerede vinstokke.


Rygere udnytter ikke den gode vin
Der er kun godt at sige om et moderat vinforbrug – og ikke mindst, hvis det er rødvin, man nyder. Rødvin indeholder resveratrol, et stof, der findes i de blå druers skind, og som har vist sig blandt andet at have en godgørende effekt mod blodpropper.
Nu viser en ny undersøgelse fra American Academy of Neurology, at man faktisk går glip af vinens gode egenskaber i forbindelse med blodpropper, hvis man samtidig er ryger.
Undersøgelsen omfattede 22.524 briter mellem 39 og 79 år, hvis ryge- og alkoholvaner blev kortlagt af forskerne, hvorefter man fulgte forsøgspersonerne i de næste 12 år.

Bedre effekt hos ikke-rygere
Det viste sig, at inden for den gruppe af personer som ikke røg, havde dem med et moderat alkoholforbrug 37% mindre risiko for at få en blodprop, end afholdsfolkene.
Hos ryger-gruppen var det hip som hap, om forsøgspersonerne samtidig også nød et par glas vin om dagen. Her reducerede det moderate alkoholforbrug således ikke risikoen for blodpropper.






Champagne på fremmarch
Hvert år finder Champagnes drueavlere og champagnehuse frem til, hvor mange kilo druer, der maksimalt må høstes pr. hektar. Og man er ifølge Decanter netop blevet enige om, at mængden i år skal ligge på 10.500 kg pr. hektar, hvilket er 700 kg mere end i 2009.
Den større mængde afspejler en vis optimisme, når det gælder afsætningen af champagne.
2009 var et hårdt år, hvor salget faldt med 9% i volumen og 16,6% i værdi i forhold til 2008. Men nu går det igen fremad på såvel hjemmemarkedet som i eksportlandene. I første kvartal af 2010 steg eksporten af champagne til de europæiske markeder med 25% sammenlignet med samme periode sidste år. Og til de øvrige aftagerlande drejer det sig om en stigning på hele 57%.

En løftet pegefinger
Hos foreningen Union des Maisons de Champagne (UMC) er man sikker på, at de gode tal er et tegn på, at den verdensomspændende økonomiske krise nu er et overstået kapitel. Og hos champagneindustriens styrende organ CIVC (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne) regner man med, at fremgangen fortsætter, og at der i alt vil blive solgt 315 millioner flasker champagne i 2010, hvilket er 20 mio. mere end sidste år.
Det er dog ikke alle, der er lige optimistiske. Direktøren i champagnehuset Nicolas Feuillatte, Dominique Pierre, siger advarende, at det er alt for tidligt at tale om, at den økonomiske krise er overstået. Desuden mener han, man bør tænke på følgerne af de spareplaner, som regeringerne rundt om i Europa netop nu er i fuld gang med at lancere.



Hundeseng, foderstativ og hundehus - alt sammen i vinøst design fra Sterling Wine Online..



Vin og vovser
Hvis man både er glad for vin og vovser, er det jo passende med et vinfad som hundehus. Eller hvad med et vinøst foderstativ?
Det amerikanske firma Sterling Wine Online gør det netop i den slags tilbehør til hunde – samt i mange andre ting, der smager lidt af vin.
Tilbehøret er altsammen fremstillet af genbrugte vin- og whiskyfade. Man kan læse mere om tingene på firmaets hjemmeside.








Næserne blev stukket dybt i glassene, da de 55 internationale dommere skulle finde verdens bedste Muscat-vine. Foto: Muscats du Monde.

En dyst om Muscat-vine
Muscat-druen har også sin særlige årlige internationale konkurrence, hvor vinproducenter fra hele verden dyster om, hvem der kan lave de bedste søde, tørre og mousserende vine på druen.
Det er nok de søde hvidvine, druen er bedst kendt for – her iblandt den italienske mousserende vin Asti Spumante og de franske Muscat de Beaumes-de-Venise og Muscat de Rivesaltes. I Alsace og Tyskland bruges druen dog frem for alt til tørre hvidvine.
I år deltog hele 23 forskellige lande i ”Muscats du Monde”, som blev afholdt for nylig i byen Frontignan-la-Peyrade i vindistriktet Languedoc Roussillon. Tilsammen indsendte vinproducenterne 206 vine til konkurrencen. Og så var det ellers op til det 55 mand store dommerpanel at finde frem til toppen af poppen.
Vinderen over alle blev den søde vin Private Bin Eminence 2007 fra det sydafrikanske vinhus Nederburg. Nedenfor bringer vi listen over de ti vindervine, og vi hører gerne, hvis nogle af dem forhandles i Danmark.

De ti bedste vine
1. Nederburg Private Bin Eminence, Sydafrika 2007
2. Mosxatos, Kypern 2007
3. Moscato di Terracina Doc Amabile ”Templum”, Cantina Sant’Andrea, Italien 2009
4. Muscat de Lunel, Cuvée Prestiges, Les Vignerons de Muscat de Lunel, Frankrig
5. Muscat de Rivesaltes, Gérard Bertrand, Frankrig 2009
6. Tokaji Sargamuskotaly Edes, Moonvalley Estate, Ungarn 2008
7. Moscatel de Setubal, Venancio da Costa Lima, Portugal
8. Vin de Pays de L’Ile de Beauté, Cantabilé Nectar, Scea du Domaine Casabianca, Frankrig
9. Vin d’Alsace ”Terroir” Muscat, Schieferberg, Domaine du Moulin de Dusenbach, Frankrig 2009
19. Alsace Grand Cru Muscat Goldert, Vendanges Tardives, Clos Saint Imer, Domaine Ernest Burn, Franrkig 2005

Vinene fås i Danmark
I uge 26 bragte vi billedet af tre vine, hvis etiketter repræsenterer hver sin generation. Vinene er fra den spanske bodega Matsu i appellationen Toro i Castilla y Leóng. Og, som en af vore læsere har mailet til os, så fås de faktisk herhjemme, idet de importeres af vinfirmaet Props Wine.


33/09



.....................



Svindel med vodka
Gennem længere tid har myndighederne i en række europæiske lande samarbejdet om at optrevle en svindler-ring, der illegalt har fremstillet store mængder vodka. Nu er det lykkedes, og de seks britiske bagmænd er bag lås og slå.
Spiritussen blev destilleret i nogle store lagerbygninger i Polen, mens flaskerne med etiketter, der var tro kopier af dem på kendte vodka-mærker, menes at være kommet fra Cypern.
Flaskerne med det illegale indhold blev solgt til intetanende forbrugere, der troede, at det var den ægte vare, de lagde i kurven.
Svindlerne har ikke bare snydt forbrugerne, men også den britiske regering for told og afgifter svarende til cirka 141 millioner kr.
De mange penge, som de tjente på den illegale handel, blev ifølge Just Drinks brugt til køb af luksuslejligheder og biler.
Til sammen har bagmændene fået 56 års fængsel, hvoraf den strengeste dom var på 12 år.



Højeste hammerslag for whisky
En flaske Bowmore whisky fra 1850 blev for nylig solgt for 29.400 pund (cirka 262.000 kr.) hos auktionshuset McTear’s i Glasgow.
Og hammerslaget er intet mindre end en verdensrekord, når det gælder prisen for en enkelt flaske whisky, solgt på auktion.
Denne fine mundblæste flaske med dens ædle indhold blev givet til den hedengangne ejer af destilleriet, William Mutter, i 1851, da han trak sig tilbage. Og den er forblevet i familien Mutters eje i flere efterfølgende generationer, men er på et tidspunkt endt hos en privat samler, der så har valgt at sælge den.

Proppen er faldet ned
Det er, så vidt vides, den ældste flaske Bowmore i verden. Og tidens tand har da også sat sit præg på klenodiet, idet den håndlavede prop er faldet et stykke ned i flaskehalsen. Dog beskytter kapslen ovenover stadig indholdet.
Den var vurderet til 20.000 pund (cirka 178.000 kr.), og hos Bowmore havde man håbet at kunne erhverve flasken, så den kunne blive udstillet i destilleriet i det skotske whisky-distrikt Islay. Men en anonym telefon-byder kunne stikke endnu dybere i tegnebogen end destilleriet.






.

...... ............................ ......,,,,,,,,,...........................................................................................
    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * KKWine har fået importen af følgende vinhuse fra Howell Mountain, Napa Valley i Californien: Dunn Vineyards og O'Shaughnessy Winery.
    * Rexwine har optaget importen af tre vine fra det italienske vinhus Cantini Olivi Sarteano i Toscana.

........... ....
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


>43



    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.

    Hvorfor ikke årgang på alle boblerne?
    Erik Mortensen undrer sig over, at nogle champagner har årgang på etiketten, mens andre ikke har det. Hvad adskiller de to typer?
    Der er sikkert mange andre, der undrer sig, og egentlig er det også lidt upraktisk, at der ikke er årgang på alle flasker med mousserende vin. Man ved aldrig, hvor gamle disse flasker er, og efter sigende cirkulerer der mange flasker receptions-champagne, cava, crémant osv., der går som gave fra den ene runde fødselsdag til den næste og fra jubilæum til jubilæum – og bliver ældre og ældre, uden at man kan se det på etiketten.
    Der er imidlertid en forklaring på det manglende årstal, nemlig at det enkelte champagnefirma tilstræber så ensartet en kvalitet som muligt fra år til år. Der er jo tale om mærkevarer, som ikke må skuffe forbrugerne.
    Champagnehusene har derfor ifølge loven lov til at blande vin fra forskellige årgange – både for at holde kvaliteten og for at udjævne forskelle i høstmængder. Og derfor kan de ikke skrive et specifikt årstal på etiketten.
    Kun hvis alle druerne er fra et bestemt år, kan de skrive årgangen på. Der er her ofte tale om de dyrere mousserende vine – vintage, prestige osv. 

    ............


. ...... .



v
...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels i 72 dpi, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi de store billeder på særlige sider. De 26 første findes ved at klikke her, og de næste 26 har vi samlet på endnu en side. Nu har vi taget en tredje side i brug, og den åbnes ved at klikke her.

.. ........... ...... ... ... ........... ......
...............................

    .....................
    80 Vinstokkene er beskåret og bundet op efter systemet Dobbelt Cordon de Royat på vinmarken Labercintos II i det spanske Somontano (foto © Viñas del Vero)
    ...............
    ...............
.






    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 25 vine. Af disse vine var der 19, som fik mere end to stjerner, og hele 16, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 91 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


.........
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Beringer, Zinfandel Rosé, Sparkling Wine, Californien
89,95 kr., i denne uge (uge 30): 69,95 kr., SuperBest
Mousserende rosévin med en smuk laksefarve, fine bobler i glasset, en god duft og en frugtagtig, frisk smag med en lille sødme. God både som apéritif og til mad.

Hvidvin


Lenz Moser, Prestige, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig, 2009
58,95 kr., Kvickly
Tør og frisk hvidvin fra vinhuset, der for alvor satte den østrigske drue Grüner Veltliner på det vinøse verdenskort. Vinen er med sine 12,5% alkohol let at drikke og en god ledsager til lettere retter. Den rene druesmag er bevaret under et skruelåg.


Woodbridge, Robert Mondavi, Chardonnay, Californien, 2007
69,95 kr., Føtex 
Moden og afrundet hvidvin med en cremet struktur, en frisk, ren frugtsmag, fint krydderi og en blød syre. En herlig vin - god til mad, men også en meditations-vin en aften på terrassen. Flasken har skruelåg.


Woodbridge, Robert Mondavi, Chardonnay, Californien, 2008
69,95 kr., Føtex 
Samme vin som den ovenfor, blot et år yngre. Den er faktisk lige så god som 2007, men mere ungdommelig sprælsk. Når vi har drukket 2007, vil vi med lige så stor fornøjelse gå videre med 2008. Flasken har skuelåg.


Villa Maria, Private Bin, Riesling, Marlborough, New Zealand, 2008
99 kr., Wine.dk
Liflig og lækker hvidvin med et fint billede af den gode Riesling-drue og med en alkoholprocent på 12 uden på nogen måde at virke tynd og slap. Flasken har naturligvis skruelåg - det er jo en newzealænder.


Tramin, Chardonnay, Südtirol - Alto Adige, Italien, 2009
99,95 kr., Erik Sørensen Vin
Herlig hvidvin med en fin aroma og en blød, frugtagtig smag i fin balance og fornemt støttet af kultiverede 13 procent alkohol.


Cloudy Bay, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2009
229 kr., Moët Hennessy
En af New Zealands helt store vine og en vidunderlig hvidvin, skabt af vinmageren Eveline Fraser, der besøgte os i 2006. Vi smagte ved den lejlighed (i uge 42, 2006) årgangene 2004, 2005 og 2006. Her er den nyeste årgang, der lever op til berømmelsen, og som vil udvikle sig yderligere i de kommende par år. Vinen har en intens og flot duft og en ren, frisk, kompleks smag, der fylder munden med vellyst. Flasken har naturligvis skruelåg.

Rosévin


Gallo Family, White Grenache, Californien, 2009
49,95 kr., i denne uge (uge 30): 33,33 kr. ved 3 flasker, SuperBest
Ikke så meget jordbær, snarere hindbær. En mild og bild rosé med sødme, men også med syre - og kun 9,5% alkohol. Glimrende bællevin til en attraktiv pris - især til tilbudsprisen, der gav den femte stjerne. Flasken har skruelåg.


Ochoa Rosado Garnacha, Navarra, Spanien, 2009
69 kr., indtil 21. august: 50 kr. ved 6 flasker, Østjysk Vinforsyning
En dejlig tør, frisk og let krydret rosé med en god syre, der gør den yderst velegnet til lidt federe retter. Den sidste stjerne er for tilbudsprisen.

Rødvin


Giacondi, Vino da tavola, Italien
42,95 kr., pris ved 3 flasker: 36,67 kr., ViniPortugal
Den lugter godt. Den smager godt. En rigtig dejlig, men også ligetil rødvin med blød frugt - en vin, der smager af Italien. Til tilbudsprisen et kup. Flasken har skruelåg.


Cornellana, Cabernet Sauvignon, Cachapoal Valley, Chile, 2009
49 kr., Osted Vin
Der er, hvad der skal være, både til gården og til gaden. En vellavet rødvin med et klart og rent billede af den gode drue Cabernet Sauvignon. Og tilmed er den jo billig. Flasken har skruelåg.


Morandé Reserva, Carmenère, Maipo Valley, Chile, 2008
89 kr., i juli på tilbud: 59 kr., Slagelse VinKompagni
Sikke en dejlig rødvin. Den har en skøn krydret duft med noter af basilikum og rosmarin. Smagen er fyldig og rig på frugt og igen med krydrede undertoner. Til tilbudsprisen er den et rent kup.


Southern Hills, Wente, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2007
99,75 kr., Skjold Burne
En vidunderlig og harmonisk rødvin med moden frugt og varme krydderier i duft og smag. Den er fyldig, rund og blød og fuld af karakter. Prisen er rimelig.


Les Touillères, Côtes du Rhône Villages Rasteau, Frankrig, 2008
105 kr., Jysk Vin
Flot rødvin med en dejlig duft og en intens, frugtagtig smag med mange facetter. 15%, men ikke spor sprittet. Prisen er meget rimelig.


More, Alfiero Boffa, Barbera d'Asti, Italien, 2005
139 kr., Kjær & Sommerfeldt
Herlig Barbera-rødvin med en liflig duft og en saftig smag i fin balance med frugt og syre. En udpræget madvin - giv den en stegt okse.


Barone Stabilini, Barolo, Italien, 2005
149 kr., Premier Cru
Tæt, flot og moden rødvin, der breder sig i munden med alle sine facetter. Prisen er rimelig.


Jairo, Vino del Lago, Villa Annaberta, Rosso da Tavola, Italien
69 kr., Kvickly
Saftig rødvin, en god ledsager til mad. Den fadlagrede vin er lavet på druerne Corvina Rondinella, Cabernet Sauvignon, Croatina og Canaja - så vi er et sted omkring Veneto. Skænk den gerne let afkølet.


Stroppiana, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2005
165 kr., Rexwine
Rødvin med god frugt og struktur. Ikke en af de store Barolo'er, men pæn til prisen.


Domaine Coudoulis, Côtes du Rhône, Frankrig, 2006
75 kr., Rungsted Vinhandel
Rhône-rødvin med lidt tilbageholdende frugt og markant garvesyre.


....... ............




...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.