Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 21. 2011



Nyheder i uge 21, 2011

Læs uge 20.......Læs uge 19.......Læs uge 18






Et fantastisk vincenter
I 2009 offentliggjorde Bordeauxs borgmester, Alain Juppé, planerne om opførelsen af et stort vincenter i Bordeaux by.
Efterfølgende blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, og forleden blev vinderen blandt de i alt 113 deltagere afsløret.
Det blev det parisiske arkitektfirma X-Tu, der vandt med en fantastisk futuristisk bygning i træ og glas, som vil blive opført ud til Gironde-floden.
Indretningen af det 10.000 kvadratmeter store vincenter skal det britiske firma Casson Mann tage sig af.

Åbner i 2014
Ud over en permanent udstilling, der med masser af interaktivitet fortæller om Bordeaux og vinens historie, vil centret også rumme flere restauranter og barer samt kontorer for firmaer tilknyttet vinindustrien.
Byggeriet, der vil beløbe sig til 55 millioner euro (cirka 410 mio. kr.), starter i begyndelsen af 2013 og forventes færdigt året efter.
Vincentret har allerede en hjemmeside, hvor man kan se en utrolig animeret film, der giver et indtryk af, hvordan det bliver at vandre gennem de mange udstillingssale. Det hele er meget flot og minder om en fremtidsfilm, der foregår på en fjern planet.


Til venstre: Fra en af de øvre etager i det nye vincenter vil der være panoramaudsigt over Bordeaux by.
De to næste billeder: Den animerede film på centrets hjemmeside viser, hvordan man vil kunne bevæge sig rundt mellem udstillingssalene.




Domaine de la Romanée-Conti 1945, som en amerikansk vinsamler for nylig gav et rekordstort beløb for.

Højeste hammerslag for Bourgogne
Kinesiske vinsamlere overbyder hinanden og slår dermed den ene rekord efter den anden, når de køber ind på vinauktionerne i Hong Kong. Med jævne mellemrum hører man, at nu er det højeste hammerslag nogensinde for en flaske Bordeauxvin blevet givet - og at køberen var kineser.
Men amerikanerne kan også finde det store kreditkort frem, når det gælder vin. D. 17 maj gav en amerikansk vinsamler den hidtil højeste pris på auktion for en flaske Bourgogne. Det var Christie’s afdeling i Geneve, der afholdt auktionen, og flasken var intet mindre end en Domaine de la Romanée-Conti årgang 1945. Hammerslaget lød på, hvad der svarer til cirka 648.000 kr. – 50% mere end den højeste vurdering.
I 2006 solgte Christie’s en flaske fra samme domaine og årgang for et hammerslag svarende til "kun" 172.000. kr.

Kun 600 flasker
Men Romanée-Conti årgang 1945 er nu også noget helt særligt. Denne vin blev skabt i det år, anden verdenskrig sluttede, og der blev kun fremstillet 600 flasker af den på grund af en meget lille høstmængde. Desuden stammer de druer, der er gået til vinen, fra noget så sjældent som upodede vinstokke, der havde overlevet vinlusens hærgen i 1800-tallets slutning. 1945 var den sidste årgang fra domainet, der blev fremstillet af druer fra disse vinstokke. I dag er samtlige vinstokke i den berømte vinmark podede.
Domaine de la Romanée-Conti begyndte først at fremstille vin igen i 1952 – gennemsnitsprisen i dag for en flaske af denne årgang ligger på omkring 40.000 kr.







Rosé er en fransk favorit
I de senere år har der vært en stigende glæde for rosévin såvel herhjemme som i Storbritannien. Men intet slår franskmændenes begejstring for rosé. Ifølge La Parisienne er Frankrig verdens største forbruger af rosévin, og forbruget udgør i dag 25% af al den vin, franskmændene drikker årligt. I 1990 var tallet 10,8%.
Det er især flaskerne fra Provence, som de franske forbrugere lægger i indkøbskurvene. I dette vinområde fremstilles der 150 millioner flasker rosévin om året, hvilket svarer til 38% af al fransk rosé og 8% af produktionen på verdensplan.

Foto: www.vinsdeprovence.com.


Skal vi afskaffe winemakers dinners?
– Igen er der kommet en indbydelse til en winemakers dinner, skriver Martin Madsen til os. – Men er det ikke noget underligt noget at kalde det for en winemakers dinner? Hvem har dog fundet på det? Her i Danmark må det da hedde en vinmagermiddag.
– Ikke mindre mærkeligt bliver det af, at nogle af de indrejsende vinmagere slet ikke taler engelsk.
Vi siger tak for mailen fra Martin Madsen og kaster spørgsmålet ud til vore læsere:
Skal vi afskaffe det engelske winemakers dinner? Skal vi i stedet skrive vinmagermiddag? Eller er der forslag til en anden benævnelse, der måske er lidt kortere end den tunge vinmagermiddag?
Skriv meget gerne til info@vinavisen.dk.





Højere priser på ny årgang
Primeur-kampagnen i Bordeaux er i fuld gang, og det ene vinslot efter det andet løfter sløret for priserne på den nye årgang 2010.
Indtil videre er det kun mindre berømte vinslotte, der har prissat deres vine. Men nu følger nogle af de større navne trop.
For nylig kom således 4. og 5. cru-slottene Château Beychevelle og Château Cantemerle med deres priser. Og de ligger et godt stykke over priserne for årgang 2009.
For Beychevelles vedkommende drejer det sig om en stigning på hele 23% til 54 euro (cirka 400 kr.) hos Bordeauxs négocianter, mens Cantemerle nøjes med at lægge 5,5% oven i sidste års pris.

Rift om "den med dragebåden"
Ifølge Decanter skyldes den markante prisforøgelse hos Château Beychevelle ikke mindst, at man forventer en meget stor afsætning af flasker til Kina og resten af Asien. Vinen er god, men frem for alt er kineserne begejstrede for "dragebåden" på etiketten.
Nu venter man spændt på, om de store 1. cru vinslotte også vil sparke priserne i vejret – ligeledes i forventningen om et stort salg til kineserne, der gerne giver kassen for de gode flasker.
Nogle vinbranchefolk løfter i denne forbindelse en advarende finger. De frygter, at vinslottene ved fortsat at lade priserne stige negligerer deres traditionelle europæiske markeder – noget, der en dag kan give bagslag.







< Nogle af de sjove og vanvittige kostumer, cyklisterne havde på under sidste års udgave af La Médocaine. Foto: Philippe Roy / www.medocainevtt.com.


Cykelløb mellem vinmarkerne
Vi har tidligere fortalt om det årlige Marathon du Médoc, hvor omkring 8000 løbere udklædt som alt fra klovne til plysdyr løber 42.195 km forbi vinmarker og berømte vinslotte.
Men der er også et andet underholdende løb i Médoc – et cykelløb med navnet La Médocaine – en slags lillebror til det store maraton.
Cykelløbet – hvor der cykles på mountainbikes – har siden 1998 været afholdt hvert år i det sydlige Médoc, hvor ruten strækker sig gennem Margaux, Moulis og Listrac.

Vin og vanvittige kostumer
Lillebroren har dog efterhånden vokset sig temmelig stor. Under det første cykelløb var der 1000 deltagere – i år vil 6500 glade cyklister spurte derudad, når startskuddet lyder d. 28. maj. De kan, alt efter kondition, vælge mellem syv forskellige ruter, der er mellem 20 og 80 km.
Langs ruterne vil vinslottene have opsat boder, hvorfra der skænkes vin i glassene til de flittige cyklister – der selvfølgelig er klædt ud i sprælske kostumer, ligesom i Marathon du Médoc.
Man kan læse mere om cykelløbet ved at klikke her.



Gæren Saccharomyces cerevisiae har ikke udviklet sine særlige evner for vores skyld men for at holde sine fjender fra sukkerfadet.

Den vidunderlige gær
At vi i dag kan nyde et godt glas vin, skyldes ikke mindst den gær, som forvandler sukkeret i druerne til alkohol.
Gær er encellede svampe, og indtil videre har man kortlagt mere end 1500 forskellige gærtyper.
Men når det gælder gæring i forbindelse med vinfremstilling, er det en bestemt gær, der dominerer billedet, Saccharomyces cerevisiae.
Denne gær findes både naturligt på druernes skind, men tilsættes også af vinmagerne, og når den kommer i forbindelse med druemosten, går den straks i gang med at fortære sukkeret og omdanne det til alkohol.
Samtidig er Saccharomyces cerevisiae så snildt indrettet, at den under processen ikke nedbryder antioxidanterne og alle de andre helsebringende stoffer i vinen.
Et hold forskere ved universitetet i Lund har nu kortlagt, hvordan denne gær er blevet så dominerende i vinfremstillingen – samt i fremstilling af øl og bagværk.

Udkonkurrerer fjenderne
Efter at have undersøgt adskillige gærtyper, har forskerne fundet frem til, at Saccharomyces cerevisiae for omkring 200 millioner år siden gennemgik en række meget markante dna-ændringer.
Disse ændringer gjorde gæren mere effektiv, når det gjaldt fremstillingen af alkohol. Og den blev dermed i stand til at udkonkurrere andre gærtyper, der ligeledes kan fremstille alkohol, samt den række af bakterier, som altid findes i vinmosten, og som også kaster sig ud i en kamp om sukkeret.
Saccharomyces cerevisiae kan også bedre end andre gærtyper klare høje niveauer af syre, alkohol og varme.
Som lederen af det svenske forskningsprojekt, Jure Piskur, har udtalt til Winespectator, så udviklede gæren ikke evnen til at fremstille alkohol for at glæde menneskene, men som et redskab til at udkonkurrere andre mikroorganismer.
Ud fra det genetiske kendskab til Saccharomyces cerevisiae, som forskerne nu har fået, er håbet, at man en dag vil kunne fremstille genmodificerede gærstammer, som kan bruges til fremstillingen af vine med et lavere alkoholindhold.
Det kan der meget vel blive brug for i en fremtid, hvor klimaændringerne kan være årsag til et højere sukkerindhold i druerne.





Klik her
.




I år har Det Franske Vinråd lavet en online guide over de præmierede vine.

12. udgave af Den Franske Lilje
Det Franske Vinråd er en sammenslutning dannet i 1972 af 51 importører af franske vine. Tilsammen står disse importører for mere end 90% af salget af fransk vin i Danmark.
Hvert år tildeler sammenslutningen en række franske vine "Den Franske Lilje" – en udmærkelse, der gives til vine, som er særligt typiske og gode repræsentanter for de forskellige franske vindistrikter. Medlemmerne af Det Franske Vinråd har mulighed for at indsende op til tre forskellige vine fra eget sortiment til den store blindsmagning, hvor vinene udvælges.
"Liljerne" er netop blevet uddelt for 12. gang, og det var op til et ti mand stort dommerpanel af danske vinskribenter, importører og vintjenere at smage, bedømme og uddele.

Find vinene i en online guide
I alt var 76 vine tilmeldt smagningen – heraf opnåede de 53 den anerkendte udmærkelse. Sidste år var det 60 ud af 84 tilmeldte vine, der fik udmærkelsen.
Bliver en vin udvalgt, kan importøren sætte en oblat på sine flasker med Den Franske Lilje. Oblaterne er dermed en hjælp til forbrugere, der er på jagt efter franske kvalitetsvine.
Som noget nyt har Det Franske Vinråd udarbejdet en online guide over de vine, der i år har fået udmærkelsen. Det er en glimrende guide, der ud over oplysninger om vinene, og hvor de kan købes, også fortæller lidt om de franske vindistrikter, hvordan man aflæser etiketterne, vin og mad osv.


Pinot Grigio i britiske glas
Briterne er vilde med italiensk vin, og for første gang i flere årtier har italienerne overhalet både USA og Frankrig, når det gælder vinsalget til de britiske forbrugere.
Fra maj 2010 til samme måned i år er der i supermarkederne og vinforretningerne i Storbritannien solgt italiensk vin for 755 millioner pund (cirka 6,4 milliarder kr.). Det er ifølge avisen The Telegraph en stigning på 12% i forhold til de foregående 12 måneder.
Næst efter Australien er Storbritannien det land i verden, hvor der sælges mest italiensk vin.
Det er især hvidvine på Pinot Grigio, briterne skænker i glassene. Druen er nummer tre i popularitet efter Chardonnay og Sauvignon Blanc, og salget af vine på Pinot Grigio udgør i dag 40% af det totale salg af italiensk hvidvin på britisk jord.



Net-auktioner på fremmarch
I uge 12 fortalte vi om Bruun Rasmussen Vinauktioner, der har stor succes med sit online-salg – så stor, at salget er ved at overhale de traditionelle vinauktioner.
Og succesen fortsætter. På en online-auktion for få dage siden blev der solgt vinflasker for hele 1,7 millioner kr., hvilket er en hidtidig rekord for auktionshusets net-auktioner.
Ved samme lejlighed blev der slået en anden rekord, nemlig højeste hammerslag under et online-salg. Det drejede sig om 12 flasker Château Pétrus årgang 1982, der gik for 300.000 kr.
Ifølge lederen af Bruun Rasmussen Vinauktioner, Henrik Christensen, er det salget af kvalitetsvine fra især Frankrig, Spanien, Italien, Australien og USA, der går over al forventning på nettet.







< Fra venstre Philippe Cambie, Vincent Maurel, Thierry Usseglio og Baptiste Grangeon samt Steen Rasmussen fra vinmagernes fælles importør, The Wine Company.


Fire vinmagere på én gang
Så har vi prøvet det med: Fire vinmagere på én gang!
I forrige uge havde The Wine Company femten års jubilæum og indbød i den anledning til et møde med fire vinmagere fra Rhônedalen og smagning af i alt 25 vine, fortrinsvis fra Châteauneuf du Pape.
Det var næsten frås af vinmagere, for hver enkelt af dem havde en interessant historie og glimrende vine, der krævede tid til fordybelse.
Nå, men vi holdt på hat og briller, og det lykkedes os både at lytte til vinmagerne, smage deres vine, skrive om vinene og give dem velfortjente stjerner – som det fremgår af ugens smagenotater længere nede i denne VinAvis. I det følgende får hver af de herrer et par ord med på vejen:



Philippe Cambie fra Les Halos de Jupiter
Philippe Cambie har vi tidligere mødt. Han laver sine egne vine, men han er også ønolog for en række vinhuse, og det var som sådan, at han i uge 6, 2008, første gang besøgte Danmark.
I denne omgang præsenterede han sin egen serie Rhône-rødvine under navnet Les Halos de Jupiter –Jupiters Ringe.
En af planetens måner, Adrastea, lægger navn til hans topvin, en lækker Châteauneuf til 299 kr.
Philippe Cambie er lidt af en superstar – en, der ligesom Michel Rolland henter Parker-point til sine klienter. Meget mere om ham kan man læse på Søren Gudiksens glimrende hjemmeside om Châteauneuf du Pape.


Vincent Maurel fra Clos St. Jean
Sammen med sin bror, Pascal, har Vincent Maurel siden 1991 drevet den over 100 år gamle ejendom i Châteauneuf du Pape – og siden 2003 har brødrene fået hjælp og inspiration fra Philippe Cambie. 98% af deres vine eksporteres.
Vi smagte tre af familiens vine, hver i årgangene 2008 og 2009. En af dem kom fra marken La Combe des Fous (Tossernes Bakkedrag), en anden fra Deus ex Machina (Gud fra Maskinen), et udtryk, som man bruger om en pludseligt optrædende person, der løser en indviklet situation og vender alt til det bedste. I de gamle græske skuespil var det en skuespiller, der som en gud blev hejset ned på scenen med en kran.
Var det mon Philippe Cambie, der var gud fra maskinen, da brødrene Maurel gav vinen navn?


Thierry Usseglio fra Domaine Pierre Usseglio
Dette gamle familievinhus i Châteauneuf du Pape er historien om italieneren Francis Usseglio, der i 1931 udvandrede til Frankrig for at finde arbejde og i 1948 havde sparet så mange penge sammen, at han kunne købe 8 hektar.
I dag er det hans børnebørn, Jean-Pierre og Thierry, der driver ejendommen, som efterhånden er vokset til 21 ha fordelt på femten vinmarker.
En af deres fornemme vine kalder de Cuvée de Mon Aïeul, Min Bedstefars Vinfad. Den koster 500 kr. En anden, Réserve des Deux Frères, Reserveret De to Brødre, koster 900 kr.
Endnu en vin, hvoraf der kun laves 300 flasker om året, hedder Not for you! – så den smagte vi ikke.


Baptiste Grangeon fra Domaine de Cristia
Den fjerde vingård, Domaine de Cristia, ligger i den nordøstlige del af Châteauneuf du Pape med sandblandet lerjord, og vinene herfra er derfor lidt lettere.
Her var det igen en bedstefar, der grundlagde vingården – det skete i 1942 – og børnebørnene, Dominique, Baptiste og Laurent Grangeon, fremstiller nogle fortræffelige vine på økologisk dyrkede druer. I produktionen er det Baptiste, der sidder ved roret.
Blandt andet laver brødrene en Vin de Pays til 75 kr., som det er godt at have i selskab med alle de smagte Châteaunøffer til flere hundrede kroner.






Glæde blandt britiske vinproducenter
Aldrig i den britiske vinindustris historie har vinstokkene fået knopper så tidligt som i år. Årsagen er et usædvanligt varmt og tørt forår med masser af solskin. Normalt er det britiske forår regnfuldt og koldt, og noget af en udfordring for vinproducenterne.
Det gunstige vejr gør, at vinstokkene er omkring tre uger længere fremme end på samme tidspunkt sidste år. Hvis alt går vel, vil de britiske vingårde kunne høste fuldmodne og ekstra aromatiske druer allerede i midten af september - og dermed undgå det dårlige vejr, som typisk sætter ind i oktober.
Ifølge The Guardian forventes høsten ikke kun at blive af ualmindelig god kvalitet, men også at blive rekord stor.
Det eneste, der kan sætte en stopper for de gode udsigter, er hvis vejret sætter ind med nattefrost i de sidste dage af maj.



Den australske udgave af bogen kan købes online bl.a. via Saxo, pris: 289,95 kr. Se også Bogpriser.dk. En dansk udgave er på vej.

Dessertbog – også om dansk vin
Vinskribenten Birthe Jensen, der i sin tid udgav bogen om australske vine (se uge 23, 2007), har begået en ny bog, der godt nok handler om danske desserter, men hvori der også er et kapitel om dansk vin.
Bogen hedder "Sweet on Denmark". Den er udkommet på det australske forlag Images Publishing i Melbourne, men en dansk udgave er på vej.
Den flot trykte bog indeholder opskrifter på lækre desserter og kager fra nogle af Danmarks bedste kokke, og i den forbindelse har det naturligvis været oplagt også at beskrive de søde vine, der produceres i Danmark.
 
Danmark som vinland
I kapitlet gives der en generel beskrivelse af Danmark som vinland – vi blev jo i 2000 godkendt af EU som sådant med en kvote på 99 hektar, og i dag er der 56 kommercielle vinmagere med en samlet produktion af 40.000 flasker om året.
Birthe Jensen skriver dog især om én af disse vinmagere, nemlig Sven Moesgaard, der er en af de mest markante skikkelser i dansk vin og den første vinmager, der blev godkendt som producent af fødevarer.
Siden 2001 har Sven Moesgaard efterhånden modtaget 38 danske vinpræmier og 14 internationale medaljer til at hænge på Skærsøgaards vægge.



Hvor købes spyttespanden?
To af vore læsere har spurgt, hvor man kan købe den spyttespand til vinsmagninger, som vi omtalte i sidste uge.
Det kan man rundt omkring hos vinhandlere og forretninger med køkkenudstyr, og den vejledende udsalgspris er 110 kr.
Spyttespanden, der er i rustfrit stål, importeres af Vinkassen, som oplyser nærmeste forhandler på tlf.: 56 14 45 30.
 
Bordeaux for Akhasheni
Nu har EU indgået en aftale med Georgien om navnebeskyttelse af geografiske områder for vin og spiritus. Og aftalen virker begge veje. Georgierne har skrevet under på, at de ikke vil anvende navne som Bordeaux og Champagne på deres vinetiketter. Til gengæld må vinproducenterne i EU's 27 medlemslande ikke anvende geografiske navne som Akhasheni, Gurjaani, Manavi og Tsinandali på deres flasker - hvilket vel heller ikke er så sandsynligt ...


Til_37/09





< Tre elever fra Hotel- og Restaurantskolens tjenerklasse stod for den svære opgave at fordele de dyre dråber ligeligt i glassene.
Der blev også lidt til dem selv.


Vinen fra 1875 smagte godt
Tænk bare én gang i livet at få lov til at smage en vin fra 1875 – der oven i købet stadig smager godt!
Det var, hvad der skete for 40 deltagere forleden, da sammenslutningen af Roussillons vinbønder havde inviteret på en helt exceptionel smagning af gamle årgange af hedvinene fra det store franske distrikt.
Næsten alle franske hedvine kommer fra Sydfrankrig, hvor man allerede i 1200-tallet udviklede teknikken. Det skete, da en lærd mand, Arnaud de Villeneuve, fandt ud af, at man kan afbryde vinmostens gæring ved at tilsætte stærk druebrændevin. Herved dør gærcellerne af druk og når ikke at fortære al sukkeret i mosten – med det resultat, at vinen bevarer en stor del af sin naturlige sødme samt al aroma og frugt.
Franskmændene kalder hedvine skabt på denne måde for vins doux naturels – naturligt søde hedvine. Men helt naturlige er de jo ikke, eftersom man tilsætter 5-10% druesprit.
Efter smagningen af de gamle årgange stod producenter fra Roussillon klar i et tilstødende lokale med flere vine – både tørre og søde – og i yngre årgange, så dagen gav et fuldt overblik over Roussillons formåen.



Portvin gennem et sugerør
På britiske online-indkøbssider er der dukket nogle nye glas op, der er beregnet til portvin, likør og anden hedvin. De har et indbygget sugerør af glas, som gør, at man hele tiden drikker af den vin, der er nederst i glasset – vin, der endnu ikke er blevet oxideret.
Port SipPersonalised, som glasset hedder, er også forsynet med ben – hvad, det så skal være godt for.
Der er lidt "mus på bagben" over glasset, som koster 10 pund (cirka 85 kr.) for to styk. Det må nu være lidt svært at rengøre dem …



Ny service i VinAvisen
Fra og med denne uge nævner vi også alkoholprocenten i de vine, vi smager, og samtidig kan man søge på procenten som en af mulighederne på vores søgeside - både på en computer og en mobiltelefon. Man sætter som sædvanlig bare en prik, hvis man har lyst til det.
Hvis vinen har under 13% alkohol, vil der stå "lav alkohol". Er der mellem 13,1 og 14%, vil der stå "middel alkohol", og er der over 14,1%, står der "høj alkohol".
Et par læsere har efterlyst denne søgemulighed, og vi synes, at det er en rigtig god idé. Der er jo nogle, der foretrækker lidt lettere vine, mens andre går efter højere procenter.




.

..................................



Svensk undersøgelse af smugleri
Mens politiet og tolderne i Sverige påstår, at ulovlig indførsel af spiritus er et stigende problem, har Centrum för Socialvetenskaplig Alkohol- och Drogforskning (Sorad) på Stockholms Universitet gentagne gange ytret, at smugleriet er for nedadgående. Og sådan har påstandene ifølge www.wownews.se bølget frem og tilbage i årevis.
Nu har en række svenske politikere fra forskellige partier gjort fælles front og har forlangt, at regeringen foretager en tilbundsgående undersøgelse af smugleriet - noget, der vækker bifald hos den svenske vin- og spiritusbranche, der længe har efterlyst en sådan undersøgelse.
Om smugleriet er tiltagende eller mindskes skal være udsagt, men noget tyder på, at det er ret omfattende. I 2010 beslaglagde de svenske toldere cirka 80.000 liter smuglerspiritus.



>33/09



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinslottet har fået agenturet på vinene fra Domaine la Cabotte i Massif d’Uchaux i det sydlige Rhône. Vindyrkningen er biodynamisk og vinene er Demeter certificeret.
    * KKWine har optaget importen af vine fra Shibumi Knoll, St. Helena i Napa Valley.
....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.

    Kåre Selvejer (f. 1961) grundlagde og driver i dag sammen med Peter Thuesen det succesrige engrosfirma Vinens Verden i Odense.
    Drivkraften for ham er - og har altid været - en glødende interesse for vin. Ifølge ham selv gjorde denne interesse ham en overgang nærmest uudholdelig for sine omgivelser. Hvert andet ord, der kom ud af munden på ham, handlede om vin. Så der var aldrig nogen tvivl om, at det var i vinbranchen, han hørte hjemme.
    Kåre Selvejer startede sin karriere hos H.J. Hansen og arbejdede sig op fra en stilling som butiksekspedient til produkt- og marketingchef - en stilling han efter intern uro i firmaet valgte at forlade i 1993. Kursen var da sat mod Løgismose. Det blev imidlertid ikke til noget - og så var det mest nærliggende at starte for sig selv.
    Det blev til Vinens Verden, der bygger på en filosofi om at have en lille og fleksibel organisation, ligesom der er en klar målsætning om, at firmaet skal have nogle af landets laveste omkostninger pr. solgt flaske. Kvaliteten er den væsentligste forudsætning for Kåre Selvejer, men salgbarhed har også høj prioritet.
    Sammen med Peter Thuesen har han sikret Vinens Verden agenturer som Louis Jadot, Josmeyer, Duval-Leroy, Castello di Bolgheri, Cantina Terlan, Massolino og Tedeschi. Mest kendt er Vinens Verden nok for sin oversøiske portefølje, der tæller topnavne som Mitolo, Heartland, Glaetzer, Frankland Estate, Villa Maria Estate, Seghesio, Stag’s Leap og Chateau Ste. Michelle.
    Kåre Selvejer har medvirket i flere tv-udsendelser både på landsdækkende kanaler og på TV-Syd, ligesom mange kender ham fra utallige vinaftener, en aktivitet han på grund af tidspres har skåret kraftigt ned på.
    Blandt fritidsinteresserne er fotografering på et højt niveau, ligesom han er bidt af en gal flyvemaskine og er medejer af en L 29 jet, der stammer fra det russiske flyvevåben, hvor den har trænet MIG jagerpiloter. Vin er naturligvis fortsat den helt store interesse og i særdeleshed Riesling og Bourgogne. Alle disse herligheder deler Kåre Selvejer med sit livs udkårne, Gitte. Han er endvidere far til Mads og Malene, født i henholdsvis 1992 og 1996.
    Adresse: Vinens Verden A/S, Hestehaven 21E, 1. sal, 5260 Odense S, tlf.: 66 14 44 48, fax: 66 19 04 48, e-mail: kaare@wine.dk, www.wine.dk.

.

33/09



.
...Ugens STORE billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130

...............................
    .....................
    121 En hest trækker sit læs under pløjningen i Bourgognes Vosne-Romanée (foto © Niels Bräuner Nielsen)............
    ...............







Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 43 vine. Af disse vine var der 30, som fik mere end to stjerner, og hele 25, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 142 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


San Michele all'Adige, Pinot Grigio, Trentino, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
89 kr., Carlo Merolli
Fortræffelig hvidvin med en god ren frugtsmag, en let fedme og tilpas syre. En rigtig madvin.


La Chablisienne, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig, 2009, lav alkohol (12,5%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Let og enkel hvidvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris (ved 12 flasker). En pæn lille hverdags-vin.


Seven Heavenly, Michael and David Phillips, Chardonnahy, Lodi, Calilfornien, 2008, høj alkohol (14,5%)
136 kr., pris ved 12 flasker: 105 kr., Graa Vin
Denne hvidvin er ganske flot, men har også en markant fadsmag, som man skal være tilhænger af. Det var smagepanelet ikke, men det er der sikkert andre, der er.

Rosévin


Foundation, Nederburg, Western Cape, Sydafrika, 2010, lav alkohol (12%)
54,95 kr., Amka
Denne venlige og nemt drikkelige rosévin smager af hindbær. Den har en god fylde og ret meget sødme, og med sine beskedne procenter vil den fx være udmærket til de unge menneskers studentergilde. Vinen sælges i Spar, SuperSpar og EuroSpar.

Rødvin


Domaine de Cristia, Vieille Vignes, Baptiste Grangeon, Vin de Pays de Méditerranée, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
75 kr., The Wine Company
En ret let og nemt drikkelig rødvin med blød frugt. En fortræffelig madvin til en fornuftig pris.


Santa Clara, Gastrovin, Corvina, Veneto IGT, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
75 kr., på tilbud til 60 kr., Holte Vinlager
En dejlig, fint krydret rødvin med mindelser om en god Valpolicella, der laves på samme drue, Corvina, der her har fået selskab af lidt Cabernet Sauvignon.


Le Quare, Gamba, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
109,95 kr., pris ved 12 flasker, Wine Group
En rigtig dejlig ripasso med fyldig frugt, god syre, fin sødme - og lækker til mad.


El Primer Paso, Dominio del Bendito, Tinta de Toro, Toro, Spanien, 2009, høj alkohol (15%)
110 kr., Valuewine
Fyldig rødvin med en intens bærsmag og bløde tanniner. Glimrende madvin og flot til en god, rød bøf.


Domaine Pierre Usseglio, Côtes du Rhône, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
120 kr., The Wine Company
Blød og dejlig Rhône-rødvin med en god, ren frugtsmag. En vin, som man drikker med største fornøjelse.


Les Halos de Jupiter, Philippe Cambie, Côtes de Rhône Villages Rasteau, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
125 kr., The Wine Company
Stor og flot rødvin med intens frugt og krydderier - lakrids, chokolade. Trods de høje procenter ingen spritkant. Kan drikkes nu, men gem den gerne nogle år.


Les Halos de Jupiter, Philippe Cambie, Vacqueyras, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
135 kr., The Wine Company
En lækkerbisken af en rødvin med en elegant duft og en fyldig smag. Den kan godt drikkes nu, især hvis man plasker den over i en karaffel et par timer før måltidet. Men gem den hellere et par år.


La Citadelle, Boutinot, Côtes du Rhône Villages Sablet, Frankrig, 2008
139,95 kr., SuperBest
Fortræffelig Rhône-rødvin, tør, med god frugt, bløde tanniner og krydderi.


Calendal, Philippe Cambie, Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
140 kr., The Wine Company
Denne rødvin er en lækker sag og med sine 15 procenter lidt Amarone-agtig. Den er harmonisk med fyldig frugt (svesker) og bløde tanniner. Kan drikkes nu, men plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Domaine de Cristia, Baptiste Grangeon, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2008, høj alkohol (15%)
150 kr., The Wine Company
En Châteauneuf, der i modsætning til de andre nøffer i smagningen er nem at drikke. Faktisk en rigtig lækker og meget vellavet rødvin, som nok er den af alle de smagte vine, der passer bedst til både vores smag og pengepung. Vi smagte den også i 2009-årgangen (190 kr.), som er elegant og lækker, men godt må ligge et par år.


Les Halos de Jupiter, Phillippe Cambie, Gigondas, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
150 kr., The Wine Company
En rødvin med hår på brystet, meget ung og kantet. Lidt svær at bedømme, men de fem stjerner vil nok komme til at gælde om to-tre år.


Domaine Pierre Usseglio, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2008, høj alkohol (14,5%)
175 kr., The Wine Company
En ret let og umiddelbar drikkevenlig rødvin til en lige så venlig pris. En vin velegnet til mange (kød)retter. Vi smagte også denne vin i årgangen 2009 (215 kr.). Den bliver aktuel, når der ikke er mere 2008 til salg.


Clos St. Jean, Vincent Maurel, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2008, høj alkohol (14,5%)
225 kr., The Wine Company
Denne ufiltrerede vin KAN drikkes nu, men den må nu meget gerne ligge endnu nogle år. Det er en stor og meget dejlig vin, der fylder munden med blød frugt. Vi smagte også årgangen 2009 (249 kr.), der blev tappet på flaske en uge før smagningen. Den skal også nok blive flot.


Clos des Chênes, Domaine Prunier, Pinot Noir, Volnay 1er Cru, Bourgogne, Frankrig, 2005, lav alkohol (13%)
229 kr., Franske Vinhus
Fantastisk, moden og meget lækker Bourgogne, som man vil nyde med største fornøjelse. Seks år gammel og på toppen.


Les Halos de Jupiter, Philippe Cambie, Grenache, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 208, høj alkohol (15%)
249 kr., The Wine Company
15% alkohol er meget, men denne rødvin virker ikke egentlig sprittet. Den har en flot duft og en flot smag og er meget harmonisk og fyldig med bløde tanniner. Man kan drikke den nu, hvis den plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet, men lad den hellere ligge endnu nogle år. Vi smagte også 2009-årgangen (299 kr.), der netop er aftappet. Den kan også blive flot med alderen.


Les Halos de Jupiter, Adrastée, Philippe Cambie, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2009, høj alkohol (15,5%)
299 kr., The Wine Company
Uden tvivl en supervin, men meget ung og svær at bedømme. Den virker harmonisk trods de mange procenter og vil uden tvivl kunne udvikle sig til noget meget dejligt om tre-fire år. Vinen er fremstillet på biodynamisk dyrkede druer. Adrastée er en af Jupiters måner.


Domaine de Cristia, Cuvée Vieilles Vignes, Baptiste Grangeon, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
375 kr., The Wine Company
En meget flot Châteauneuf med en blød, fyldig og harmonisk smag og en lang eftersmag. En topvin, der ikke kan drikkes nu, men først bør nydes om fem-seks år.


Domaine de Cristia, Cuvée Renaissance, Baptiste Grangeon, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
375 kr., The Wine Company
Superlækker og kompleks rødvin, som nok skal blive til noget, når den har fået lov til at ligge i fem-seks år.


Clos St. Jean, Deus ex Machina, Vincent Maurel, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2008, høj alkohol (14,5%)
449 kr., The Wine Company
Herlig ufiltreret rødvin med muskler og talrige facetter - kaffe, sorte kirsebær, lakrids. En vin, der ubetinget bør ligge, gerne i endnu syv-otte år. Vi smagte også en fadprøve af 2009-årgangen (499 kr.), en kraftig vin, der er svær et bedømme nu.


Clos St. Jean, La Combe des Fous, Vincent Maurel, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2008, høj alkohol (14,5%)
449 kr., The Wine Company
En ganske vidunderlig rødvin med fin sødme, bløde tanniner og en intens frugt, der endnu overskygger andre aromaer. Men de skal nok komme frem, når vinen har ligget i endnu nogle år. Vi smagte også 2009-årgangen (499 kr.), der er en superlækker vin, som næsten kan drikkes nu. Men lad den nu alligevel ligge.


Domaine Pierre Usseglio, Cuvée de Mon Aïeul, Grenache, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
499 kr., The Wine Company
Flot vin i perfekt balance, fremstillet på druer fra 90 år gamle vinstokke. I smagen er der modne kirsebær og fine krydderier. Den kan faktisk godt drikkes nu, men gem den gerne endnu nogle år.


Réserve des Deux Frères, Domaine Pierre Usseglio, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
899 kr., The Wine Company
Superlækker Châteauneuf i den moderne lettere stil med bløde tanniner, dejlig frugt og en fin sødme. En topvin, der faktisk kan drikkes nu, men som vil vinde betydeligt ved fem-seks års lagring.


La Celia, Malbec, Uco Valley, Mendoza, Argentina, 2008, middel alkohol (13,5%)
99,75 kr., Skjold Burne
Varm og kraftig rødvin, tør og typisk Malbec. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Legado Muños, Garnacha, Vino de la Tierra de Castilla, Spanien, 2007, middel alkohol (14%)
32,50 kr., D.K. VinImport
Enkel rødvin med Grenache-druens saft. Udmærket til lidt fede kødretter. Fire år gammel og skal drikkes nu. Men billig er den jo. Flasken har skruelåg.

Andet


Coquinero, Osborne, Sherry Amlontillado, Spanien, høj alkohol (17,5%)
79 kr., Kjær & Sommerfeldt
Vellavet og spændende sherry med en fint krydret duft og en kompleks afrundet smag. Skænk den fx til tapas. Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.