Nyheder i uge 2, 2012

Læs uge 1.......Læs uge 52.......Læs uge 51







Bordeaux-priser styrtdykket
I løbet af 2011 er der sket et markant faldt i priserne på fornemme Bordeaux-vine. Det fremgår af de nyeste tal fra den London-baserede internetvinhandel Liv-Ex, der har sin egen vinbørs, som holder øje med priserne på fine vine på det internationale marked.
Fra juni til december sidste år er priserne for verdens hundrede dyreste vine – hvoraf de 95% stammer fra Bordeaux – faldet med 22,5% i gennemsnit. Ikke på noget tidspunkt siden den økonomiske krise begyndte for snart fire år siden, har priskurven ifølge Decanter taget et så stejlt dyk nedad.

Château Lafite til halv pris
Værst ser det ud for top-årgangene af 1. cru vinene fra Bordeaux. Her er faldet i priserne i sidste halvår af 2011 på 26% i gennemsnit.
Og for Château Lafite 2008 er prisfaldet fra januar sidste år til i dag på hele 45% – et fald fra det, der svarer til 10.470 kr. til 6045 kr., hvilket selvfølgelig stadig er en god sjat penge …
Denne årgang fra det berømte vinslot fik ellers en flyvende start, da det i oktober 2010 før vinens frigivelse på markedet blev meddelt, at man ville forsyne flaskerne med det kinesiske symbol for tallet otte – et tal, kineserne anser for lykkebringende. I løbet af kun et døgn var forsalgs-prisen for vinen steget med 20%.
Også prisen for vinslottets årgang 2009 er faldet markant i det sidste halve år.

Også andenvinene dykker
De mere prisvenlige andenvine fra de fornemme Bordeaux-slotte er også faldet drastisk i pris. Fx er prisen for Pavillon Rouge 2008 fra Château Margaux næsten halveret og ligger ifølge Liv-ex nu på det, der svarer til 628 kr. flasken.
De prismæssigt stærkeste vine i 2011 har været Château d’Yquem i Sauternes, Domaine de la Romanée Conti i Bourgogne, visse førende vine fra Rhône samt supertoskaneren Sassicaia.


Nyt om rødvin mod brystkræft
Amerikanske forskere fra Cedars-Sinai Medical Center har fundet interessant nyt, når det gælder rødvins godgørende effekt – denne gang i forbindelse med brystkræft.
Hidtil har forskere verden over påpeget, at alkohol øger kroppens indhold af østrogen – et hormon, der øger risikoen for at udvikle netop denne kræftsygdom. Men med vin – og især rødvin – forholder det sig lige modsat. I den amerikanske undersøgelse deltog 36 kvinder, hvoraf halvdelen blev bedt om at drikke et glas rødvin (Cabernet Sauvignon) og den anden halvdel et glas hvidvin (Chardonnay) hver aften i en måned. I den følgende måned byttede kvinderne vin.

Sænkede østrogenindholdet
Undervejs i forsøget målte man kvindernes indhold af hormoner, og her viste det sig, at østrogen-produktionen hos de kvinder, der drak rødvin, ligefrem sænkedes en anelse. Hvidvinen havde ikke samme gode effekt – dog medførte den ikke et øget østrogenindhold.
Alt tyder på, at rødvinen simpelt hen efterligner effekten hos de antihormon-behandlinger, lægerne benytter sig af. Forskerne bag undersøgelse opfordrer ligefrem kvinder, der jævnligt drikker hvidvin, til at overveje at skifte til rødvin.





Blødt bølgende vinmarker i Prosecco-land. Foto: Conegliano Valdobbiadene.


Prosecco har vokseværk
Sidste år blev der fremstillet 220 millioner flasker af den let perlende italienske Prosecco – inden år 2035 regner man ifølge Decanter med at have rundet en milliard flasker.
Man forventer ligeledes, at arealet af Prosecco-marker i Veneto og Friuli, hvor vinen fremstilles, vil være fem gange så stort som nu – en investering i vinmarker, der vil beløbe sig til 1,8 milliarder euro (cirka 13,4 mia. kr.).



Christian den Fjerde var den første konge, der drak vinen.

Læs om Rosenborg-vinen
Som sædvanlig, når hoffet holder nytårstaffel, nævner aviser og fjernsyn Rosenborg-vinen. Christian den Fjerde drak den – og hele kongerækken efter ham. Hvert nytår til taflet. Således også i år.
Man fortæller, at vinen smager aldeles rædselsfuldt, og at de fornemme medalje-behængte gæster altid får en skål sukker ved siden af glasset. Men det er nu ikke rigtigt. Ikke mere.
I 1978 blev den gamle hvidvin filtreret, og siden er den blevet blandet op med ny, frisk vin fra Rhinens bred. Gæsterne får således i hvert fald nogle molekyler fra den vin, som salig fjerde Christian også drak.
VinAvisens gamle redaktør har smagt vinen, og han var helt sikker på, at han kunne genkende et par af molekylerne.
Historien om Rosenborg-vinen er længere, end aviserne har plads til at fortælle. Men det er faktisk en meget spændende historie. VinAvisen har den liggende på sin server, og har man lyst til at kigge dybt i den kongelige flaske, har man chancen ved at klikke her.






Gode råd om årgange
Med det nye års komme var det på tide at revidere VinAvisens gode råd om årgange. Det er nu sket, og oversigterne over årgangene i de forskellige vindistrikter med top- og gemmevine ligger under linket "Mere stof" øverst på denne side. Men oversigterne kan også hentes ved at klikke her.
Skemaer med stjerner eller liggende og stående flasker har længe været populære, og de findes stadig rundt omkring på nettet. Men vinverdenen er på mange måder vokset fra sådanne skemaer. Et dårligt år behøver nemlig ikke at give dårlige vine. De fleste top-producenter reducerer udbyttet, separerer skidt fra kanel, koncentrerer mosten helt legalt og tryller på den måde årets klimatiske dårligdomme væk.
 
Hvornår kan vinene drikkes?
Og endnu en grund: Generelt drikkes de store vine, mens de er unge – mens de har maksimal frugt. Det er den smag, der efterspørges i dag. Tiden får kun sjældent lov til at udvikle det, man har betalt ekstra for.
Derfor bringer vi ikke årgangsskemaer men giver i stedet nogle bud på, hvornår forskellige vine kan drikkes.
Vi nøjes med at koncentrere os om vine fra områder med et ustadigt klima, og vi interesserer os for toppen af disse distrikters vine. Det vil sige fra 250 kr. og op.
Det kan måske være svært at forstå, at klimaet har mindre effekt på de billige regional-vine frem for de store topvine. Men svagheder og mangler kan med moderne teknik gemmes væk i de store blandingskar, hvorimod de lettere afsløres i topvinene, når disse udsættes for en lang iltningsproces på fad og flaske.




Foto: CIVC / Alain Cornu.

Succes for champagnemærke
Salget af champagne er gået rigtig godt i 2011, og for nogle mærkers vedkommende ualmindeligt godt. Det gælder blandt andet for champagnen Nicolas Feuillatte, hvoraf der blev solgt 9,6 millioner flasker – en stigning på 18% i forhold til 2010.
Champagnemærket, der har eksisteret siden 1976, er i forvejen blandt Champagnes største mærker.









Vinglas med side-stilk
Vil man gerne pifte middagen lidt op, kan man jo servere vinen af det nye vinglas rEvolution af designeren Martin Jakobsen. Glasset har ligesom andre vinglas en stilk, men den er placeret på siden af bægeret, hvilket jo er en ganske sjov idé.
Glasset, der er håndlavet i Tjekkiet, skulle være nemt både at skænke vinen i og drikke af. Det kan købes hos Mojoo for 175 kr.
Ønsker vinområde fredet
Det australske vindistrikt Margaret River er ikke kun attraktivt for vinproducenter, men også for diverse kulminefirmaer. Senest har et større kulfirma, Vasse Coal, været interesseret i at etablere miner i området. Dette projekt er ifølge Decanter nu endeligt blevet afvist af myndighederne, der giver vinproducenterne medhold i, at det kunne skade områdets vandforsyninger og turistindustri.
I et helt år har vinproducentforeningen Margaret River Wine Industry kæmpet mod mine-projektet. Og foreningen opfordrer nu myndighederne til at frede vindistriktet, så man ikke igen kommer ud i den slags tovtrækkeri – der måske en anden gang ikke ville ende med en sejr til vinproducenterne.




Foto: Svensk Mjölk.

Vin inspirerer oste
Under vinsmagninger sættes der en række ord på vinene. Ordet er frit og alt kan bruges – også ord som hæfteplaster og vingummibamser. Alligevel er der en række ord, der ofte går igen – blandt andet brombær, kirsebær, mineraler, violer, tobak og læder, ligesom man taler om vinens syre, sødme og tørhed.
Inspireret af denne terminologi fra vinens verden har den svenske mejeri-brancheorganisation Svensk Mjölk ifølge www.wownews.se nu indført en lignende terminologi for de gode svenske oste.

Elastisk, kødfuld og sprød
For at finde frem til en sådan terminologi har et smagepanel af specialister fra ostens og sensorikkens verden smagt og sat ord på fem svenske hårde oste ud fra duft, mundfornemmelse, smag og eftersmag.
En af ostene fik således følgende ord med på vejen: Kraftfuld med tydelig saltsmag og bitterhed, som balanceres af de cremede, smøragtige noter og et strejf af umami, sødme og frugt. Den har en saftig, sprød konsistens og en lang og fyldig eftersmag.
Andre ord, når det gælder mundfornemmelsen, er elastisk, glat, kødfuld, kornet og krystalliserende.
Man kan jo få helt sved på panden ved tanken om en kombineret vin- og ostesmagning …








Statuer af Saint Vincent venter på at bliver båret i procession. Processionen, hvori Bourgognes mange vinbroderlaug deltager, bevæger sig gennem værtsbyens gader og videre ud mellem vinmarkerne. Foto: Association Saint Vincent de Bourgogne.

Fest til ære for Saint Vincent
Det er ikke kun om efteråret i forbindelse med druehøsten, at der er vinfestivaler rundt omkring i Frankrig. Hvert år i januar fejrer man nemlig vinproducenternes skytshelgen Saint Vincent. Og det gøres med pomp og pragt – ikke mindst i Bourgogne, hvor helgenen d. 28. og 29. januar i år fejres for 68. gang.
Festivalen breder sig normalt over flere vindistrikter – dog bliver en enkelt by altid udnævnt til værtsby. I år er festlighederne centreret i hele tre værtsbyer: Dijon, Nuits-Saint-Georges og Bourgognes hovedby, Beaune.
Traditionen tro vil der være processioner i byerne med deltagelse af vinproducenter og medlemmer af Bourgognes mange vinbroderlaug. Hævet op på skuldrene vil de bære statuer af Saint Vincent, fremstillet i distriktets forskellige appellationer. Der vil være madboder i gaderne, og vinhusene i værtsbyerne vil holde "åbent hus", så man kan få smagsprøver på deres vine. Man kan læse mere om festlighederne i de tre byer ved at klikke her.

Et sultent æsel
Og hvem var så Vincent? Han var faktisk slet ikke franskmand, men spanier og diakon i Saragossa i begyndelsen af 300-tallet. At han er blevet udnævnt til at være vinproducenternes skytshelgen, er der flere årsager til. Alene hans navn, der starter med "Vin", gør det jo oplagt.
En legende fortæller, at Vincent en dag stoppede ud for en vinmark for at snakke lidt med vinboden, der arbejdede i marken. Vincents æsel blev sulten og snuppede et par af de nye skud på en af vinstokkene. Da næste høst stod for døren, opdagede vinbonden, at den vinstok, som æslet havde spist af, bar flere drueklaser end de andre stokke. Således skulle beskæring af vinstokkene være opfundet af Vincents æsel.
Denne uges STORE billede nedenfor er også fra Saint Vincent festen i Bourgogne.









Seks film om tysk vin
Vor læser Michael Larsen, der bor i det tyske vindistrikt Hessische Bergstrasse, har gjort os opmærksomme på en serie på seks udsendelser om tysk vin, der netop i disse dage begynder i Bayerisches Fernsehen. – Måske nogle af VinAvisens læsere kan finde dem på parabolen eller kanalen, skriver han.
Det er nu spørgsmålet, om vi kan. Men vi kan i hvert fald se Bayerisches Fernsehen's introduktions-film, der er lagt ud på nettet.
I filmen møder vi den sympatiske britiske vinskribent Stuart Pigott, der er specialist i tysk vin, og som åbenbart futter rundt med højhastighedstog iført vinglas, spyttekop og notesblok. De seks film kunne vi godt have lyst til at se …
 
Færre druer i Argentina
Nu, hvor vi stadig har vinter, står høsten for døren i Argentina. Og de første prognoser om den kommende høstmængde lyder ifølge Vitisphere på en nedgang på 10% i forhold til 2011. I alt forventer man, at der bliver høstet 2,5 millioner tons druer, og det er landets førende vindistrikt, Mendoza, der vil levere de cirka 1,9 mio. tons – hvilket er 4% mindre end sidste år.
Også distrikterne Junín, Maipú, Rivadavia, San Rafael og Santa Rosa forventes at høste færre druer. Værst ser det ud for San Juan, hvor man taler om et fald på hele 23%.
Årsagen til den mindre høstmængde i Argentina er blandt andet udbredt nattefrost under blomstringen samt kraftige haglbyger, der har smadret drue i flere af vindistrikterne.




På billedet ser man kun en bid af det gigantiske loft af grønne vinflasker, der er lagt i forlængelse af hinanden.

Et loft af vinflasker
Hvis man ikke ved, hvad man skal gøre af alle de tomme vinflasker efter jule- og nytårsfesterne, så kan loftet i Ginger Restaurant i Buenos Aires måske inspirere. Det er skabt af hele 500 tomme vinflasker, der er lagt i forlængelse af hinanden. Loftet strækker sig over et endnu større areal end på det her viste billede – se selv på restaurantens hjemmeside.








Vini Italiani er mere end en vinforretning. Der arrangeres også smagninger og foredrag om italiensk vin.

Italien er kommet til London
Når man tager til London, er italiensk vin nok ikke det første, man tænker på. Men stik alligevel hovedet indenfor hos Vini Italiani – Londons første vinbutik, der er helliget italiensk vin. Med sine mere end 500 forskellige vine har forretningen også det største udvalg af vin fra Italien i hele Storbritannien.
Sortimentet spænder fra nord til syd – fra Alto Adige til Sicilien – og fra 90 til 9000 kr.
I den elegante butik kan man også få smagsprøver på såvel billige som meget kostbare vine. Det foregår ved Enomatic automater, hvor vinene konserveres ved hjælp af kvælstof, og hvorfra man – via et "hævekort", man køber – selv kan tappe smagsprøverne.
Det er en flok italienske venner, heriblandt to sommelierer, der har åbnet forretningen – som man kan læse mere om ved at klikke her.

...




Polske Thomas Marek, der blev verdensmester i flair bartending i 2009. Fra en film på YouTube.

Flaskerne suser gennem luften
Det kræver en del at jonglere med flasker, glas og cocktailshaker, fremstille fire flotte drinks i løbet af få minutter og samtidig smile til publikum. Men det er ikke desto mindre, hvad der forlanges i den årlige internationale konkurrence Skyy Vodka Global Flair Challenge, hvis fjerde udgave afholdes d. 5. februar i London. Her dyster dygtige bartendere fra hele verden om, hvem der er bedst til flair bartending, som dette show med flasker og glas kaldes. På en lille film på YouTube kan man se, hvordan det ser ud, når en verdensmester i flairing giver den hele armen i konkurrencen International Flair League Grand Final, der afholdes af flair-foreningen World Flair Association.

Et meget gammelt show
Flair bartending har rødder helt tilbage til 1800-tallet, og den første, der jonglerede bag bardisken, siges at være den amerikanske bartender Jerry Thomas med tilnavnet "professoren". Han ejede flere saloons i New York og blev hurtigt kendt for at servere drinks tilsat en god portion underholdning.
Hans mest berømte cocktail var Blue Blazer – hvor showet så afgjort var vigtigste ingrediens. I to store sølvkrus blev der hældt henholdsvis whisky og opvarmet vand. Thomas satte dernæst ild til whiskyen, og ved at kaste de to væsker mellem krusene skabte han en flot og flammende bue. Han ville kun lave drinken til gæster, der var forkølede, da han mente, at den var et fantastisk middel mod snue.
Thomas forblev ikke i New York, men rejste USA og Europa tyndt med sine shows og sit eget barudstyr i massivt sølv.
Hvis nogle af vore læsere har lyst til at forsøge sig med lidt flairing, men nødig vil se den kostbare cognac fra barskabet knuses mod køkkengulvet, er det muligt at købe dertil egnede flair-flasker - blandt andet hos Bar-Shoppen. Sådanne flasker vejer det samme som en tomme spiritusflasker, men er brudsikre.
.....

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er heller ingen branchenyheder i denne uge.
    --,,,,,,,,,,




.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.


    Allan Leicht Madsen (f. 1951) har en uddannelse som laborant, som han har suppleret med diverse miljøtekniske kurser. I stort set hele sit arbejdsliv har han arbejdet inden for miljøtilsyn med landbrug, virksomheder, vandforsyning, vandløb og affald. I år 2000 købte Allan Leicht Madsen en lejlighed i den historiske by Assisi i Umbrien. Og det blev startskuddet til en glødende interesse for de dejlige umbriske vine – en interesse, der nu har ført til åbningen af importfirmaet Assisi Vin.
    På hylderne i lagerbutikken i Thisted finder man et bredt sortiment af kvalitetsvine fra især Umbrien – heriblandt rødvine fra Montefalco og Torgiano og hvidvine fra Orvieto. Men der er også gode flasker fra Toscana og Sicilien. Hver enkelt vinproducent er nøje udvalgt under Allan Leicht Madsens mange ophold i Italien.
    Selv om hans hjerte banker for italiensk vin, vil vine fra andre lande højst sandsynligt også finde vej til lageret en dag. Han er gift med Paola Andrea fra Colombia, og med det perfekte spanske sprog inden for familiens rammer er import af vine fra et spansktalende land jo oplagt.
    Ud over begejstringen for Assisi-egnens gode vine har Allan Leicht Madsen også en stor interesse for egnens helgen, Frans af Assisi. Det har ført til et mindre forfatterskab med bogen "Visioner af og om broder Frans", der i år 2000 udkom på forlaget Queenswood.
    Adresse: Assisi Vin, Lerpyttervej 6, 7700 Thisted, tlf.: 98 56 60 40, mobil: 61 40 81 90, e-mail: info@assisi-vin.dk, www.assisi-vin.dk.







Ugens vinøse billede
Erik Andersen har taget dette billede af marken Juffer Sonnenuhr i Moseldalen.
– Jeg synes, det er et interessant billede, skriver han, – fordi det så tydeligt viser fire ting:
1. En del af de skiferklipper, som i Mosel danner fundamentet for vinens mineralitet.
2. Lidt bevoksning, der giver et naturligt miljø omkring vinstokkene og holder insekter og andre dyr til.
3. Gode eksempler på, hvordan vinbønderne planter stokkene i forhold til sol og vind.
4. Og hvad der måske er mest interessant: Parcellen øverst, der er relativt nyplantet, men hvor der ved afstanden mellem rækkerne er taget højde for et lavere høstudbytte og dermed en bedre druekvalitet.

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156

...............................
    .....................
    153 En procession gennem vinmarkerne under Saint Vincent festen i Bourgogne (foto © Association Saint Vincent de Bourgogne)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 17 vine. Af disse vine var der 11, som fik mere end to stjerner, og hele 10, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 54 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Le Paradou, Familie Chaudière, Viognier, Vin de Pays d'Oc IGT, Frankrig, 2010, lav alkohol (13%)
39,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Den er meget billig, men den smager faktisk godt. Denne hvidvin har en krydret duft og en frisk druesmag uden større falbelader, men med tilpas syre og et lille bid, der gør den god til mad. Den femte stjerne får den for den lave pris. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Le Cirque, Vignerons de Tautavel, Vin de Pays des Côtes Catalanes, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, BrdrDsVinhandel
Der er krudt i denne rødvin på druerne Carignan, Mourvèdre og Syrah - og god frugt og krydderi og vin og karakter. Og hele fornøjelsen til en rimelig penge.


Volpetto, Chianti, Italien, 2009, lav alkohol (12,5%)
65 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
God og saftig rødvin med den helt rigtige Chianti-smag af druen Sangiovese. Prisen er attraktiv.


Amanti, Zaglila, Refosco dal Peduncolo Rosso, Friuli Latisana, Italien, 2008, lav alkohol (13%)
73,50 kr., Carlo Merolli
Refosco dal Peduncolo Rosso er en blå drue, der fortrinsvis dyrkes i regionen Friuli-Venezia Giulia i det nordøstlige Italien, og denne drue har her lagt most til en meget dejlig rødvin. Vinen har en liflig duft og en silkeblød, varm og lækker smag med noter af blommer og mandler. En rigtig charmer.


La Pompadour, Castelmaur, Corbière, Frankrig, 2000, høj alkohol (14,5%)
74 kr., Franske Vinhus
Rigtig god, kraftig rødvin med alle krydderurterne fra Corbières bakker. En vin til store bøffer.


Miros, Bodegas Peñafiel, Ribera del Duero, Spanien, 2008, middel alkohol (14%)
79 kr., Wine.dk
Karakterfuld rødvin med fyldig, tæt, men også lækker frugt og sødme - og god syre. En flot vin.


Mazers, Les Vignerons de Fontès, Languedoc, Frankrig, 2006, middel alkohol (13,5%)
80 kr., HøjelseVinkælder
Denne rødvin på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre er både elegant og meget lækker. Den er helt oppe og ringe. Afrundet frugt, fint krydderi, en lille sødme, tilpas syre - og en lang eftersmag. Til prisen lidt af et røverkøb.


Belladonna, Saint Daumary, Pic Saint Loup, Frankrig, 2009, middel alkohol (14%)
129 kr., Rungsted Vinhandel
Typisk sydfransk rødvin med en "varm", ren druesmag med krydderi, der bliver længe i munden. I smagen er der også bitterstof, som minder om chokolade. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før måltidet.


Pierre Amadieu, Gigondas, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
139,95 kr., Erik Sørensen Vin
Glimrende rødvin med afrundet, fyldig frugt, peber, chokolade ... En nydelse.


Maison Mallard-Gaulin, Pinot Noir, Côte de Nuits-Villages, Frankrig, 2008, lav alkohol (12,5%)
169 kr., pris ved 6 flasker: 95 kr., Holte Vinlager
Let og saftig Bourgogne-rødvin med god Pinot-karakter. Et rigtig godt glas til lettere retter. Den femte stjerne gælder prisen ved 6 flasker.


RV, Sartori, Rosso Veronese IGT, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
49,95 kr., Amka
Lille, pæn hverdags-rødvin, ikke mindeværdig, men udmærket som frikadelle-skubber.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.