Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 04. 2012




Nyheder i uge 4, 2012

Læs uge 3.......Læs uge 2.......Læs uge 1


Til_37/09





<To historiske billeder. Til venstre præsenterer Erling Carl og hans to sønner det istandsatte slot, og til højre ses Michael Carl med lillebroderen Gert (forrest).
Château de Seguin sat til salg
Historien om det succesrige danske vinslot i Bordeaux, Château de Seguin, er ved at være til ende. Og til en trist ende, desværre.
Slottet er sat til salg via Christie's' International Real Estate, og ifølge præsentationen på nettet er den forlangte salgssum 11.235.000 euro (cirka 84 mio. kr.).
Det var vinhandler Erling Carl, der i 1985 købte Château de Seguin, og samme år besøgte VinAvisen slottet, som var stærkt forfaldent og mere eller mindre omdannet til en kvægfabrik. Kun 20 hektar ud af de 200 hektar jord var beplantet med vin.
Men Erling Carl og hans to sønner, Michael og Gert, så, hvad der kunne blive ud af det, og det blev der i de følgende år: Et velplejet vinslot, nænsomt renoveret, fyldt med den nyeste teknik og moderne lagringskældre med tilsammen et par tusinde barriques.
Den årlige produktion har ligget på mere end en million flasker om året, og slottet hører til mellem de ti største og mest imponerende i Bordeaux.

Tyve år om nedturen
Med erhvervelsen af Château de Seguin brugte Erling Carl meget af sin tid på renoveringen, mens sønnerne brugte mest tid på familiens firma, Chris-Wine, i Danmark og senere også Sverige, Finland og Norge.
Efter seks år – i 1991 – døde Erling Carl, og de to sønner førte både firma og slot videre med Michael Carl som direktør og udfarende kraft. Og hermed indledtes så småt vejen mod den triste ende. Tyve år tog det.
Chris-Wine investerede i vingården Villa Bona Terra i Rumænien, der fik en stor produktion af vine, som var vanskelige at sælge i Danmark – hvem drikker frivilligt rumænsk vin, den være nok så god? Det rumænske vinhus er også sat til salg samtidig med Château de Seguin.

En kinesisk køber?
I 2003 blev Chris-Wine’s svenske datterselskab ramt af den bestikkelsessag, som hærgede det svenske Systembolaget, og selskabet mistede sin daværende største distributions-aftale.
Finanskrisen i 2009 satte også sine spor i Chris-Wine. Bankerne krævede deres, firmaet løb tør for penge, og det endte med, at det måtte sælges. Alle handelsaktiviteter i Skandinavien blev solgt fra til Premium Wine Denmark, der i forbindelse med overtagelsen skiftede navn til Chris Wine Nordic.
Michael Carl og hans bror beholdt Château de Seguin, som banken i Bordeaux ifølge vore kilder har sat på auktion.
Nu bliver det interessant at se, om det danske slot bliver kinesisk.






Kineserne er til alkohol-let vin
Vinforbruget i Kina er i hastig vækst, og det er derfor klogt at holde et vågent øje med, hvilke vine kineserne foretrækker.
Mange kinesere anser ifølge Just Drinks vin for et mildere alternativ til den stærkere spiritus. Og en ny undersøgelse fra Wine Intelligence tyder på, at kineserne ikke kan få vinene alkohol-lette nok.
Undersøgelsen omfattede 1000 kinesere i alderen 18 til 49 år, der alle var regelmæssige vindrikkere og vant til at drikke importerede vine.

Frankrig på førstepladsen
Det viste sig, at en tredjedel af de adspurgte i undersøgelsen ytrede, at de foretrak vine med et alkoholindhold på mellem 8,5 og 10,5%.
Og når det gjaldt kvinderne, så en femtedel af dem gerne, at vinene kun havde mellem 5 og 8% alkohol.
Undersøgelsen stillede også skarpt på, hvilke druer og vinlande de kinesiske forbrugere foretrækker. Hovedparten svarede, at de foretrak vine på Cabernet Sauvignon-druen. Frankrig lå - ikke overraskende - på førstepladsen, når det gjaldt vinlande. Dernæst fulgte Chile, mens kinesisk vin kom ind på en tredjeplads. Fjerde og femtepladsen gik til henholdsvis Italien og Australien.







Foto: CR Cava.

Cava bobler derudad
Gennem de senere år er der blevet skænket stadig mere cava i glassene, og de gode tider er langt fra slut for den spanske mousserende vin. I de første ni måneder af 2011 blev der ifølge Wines of Spain solgt 152 millioner flasker cava på verdensplan, hvilket er en stigning på 2,8% i forhold til samme periode i 2010.
Spanierne lagde selv de 57,3 mio. flasker i indkøbskurvene – en stigning på 2,5%. Heraf regner man med, at propperne i de 37 mio. flasker er sprunget i julen og nytåret.
Det er overraskende gode tal især i betragtning af den meget trængte spanske økonomi.

Tyskland er den største aftager
Eksporten af cava i de første ni måneder af 2011 løb op i 94,7 mio. flasker – en stigning på 3% i forhold til samme periode sidste år
Det største aftagerland var Tyskland, der tegnede sig for 23,8 mio. flasker med en stigning på 3,8%. Dernæst kom Storbritannien med 19 mio. flasker og Belgien med 14,5 mio.
Når det gælder de nye markeder, er eksporten af cava nærmest eksploderet. Kina aftog således 115% mere cava end i 2010, mens Rusland og Brasilien importerede henholdsvis 60% og 49% flere flasker.









< Mødet blev afholdt i Nationalmuseets riddersal. På billedet til højre fremfører Louise Krogsriis, iført en flot 1700-tals kjole, de gamle drikkeviser (fotos: Kasper Dam Endrup).
.
Vinsmagning på Nationalmuseet
Nationalmuseet har fået en god idé. I sidste weekend indbød det til vinsmagning, foredrag og udstillingen "Europa møder verden", i alt fem timer fulde af oplevelser.
Vinsmagningen tog vinklubben VinoVenue sig af, og i ugens liste til slut i denne VinAvis er der fine stjerner til de smagte vine.
Foredragene blev holdt af fire af museets dygtige medarbejdere, og de var både underholdende og spændende.
Karen Slej fortalte om oldtidens dyrkelse af vinen som en gudernes gave – og ja, de gamle grækere og romere holdt deres Dionysos-fester og symposier (drikkegilder), men i princippet gjaldt det ikke om at blive beruset. Man dyrkede mådeholdet. Hvilket dog ikke forhindrede, at man i bunden af drikkekopper kunne afbilde personer, som havde det dårligt efter at have drukket vin. Se blot denne uges store billede længere nede.

Bestemt ikke mådehold
Det næste foredrag handlede bestemt ikke om mådehold. Det var Poul Grinder-Hansen, som fortalte om de vinglade renæssancekonger, og han lagde ikke fingrene imellem. Frederik d.2. og Christian d.4. kunne drikke hvem som helst under bordet.
Derefter tog Rikke Ruhe fra Frilandsmuseet fat på mellemkrigstidens vinkultur – om krølfedt og cognac. Her fik vi et muntert indblik i den tids selskabelighed – noget, som nogle af os stadig husker fra vores barndom.
Endelig rundede Louise Krogsriis af med en munter afslutning i borgerskabets punchegilder i 1700-tallets København – med tilhørende drikkeviser. Det fortæller vi mere om i næste udgave af VinAvisen.
Den vinøse dag på Nationalmuseet var en glimrende oplevelse, og den bliver ikke mindre glimrende af at blive gentaget den 5. februar og 4. marts (se VinAvisens Aktivitetskalender). Efter vores mening burde programmet gentages mange flere gange.








E&J Gallo's "Red Bicyclette, Pinot Noir" var et af de skandale-ramte vinmærker.


En af de helt store svindelsager
Et af verdens største vinfirmaer, amerikanske Constellation Brands, og USA’s største vinproducent, E&J Gallo Winery, blev for nogle år siden involveret i en større skandalesag.
Til sammen havde de mellem 2006 og 2008 købt 18,5 millioner flasker Pinot Noir af en række franske vinproducenter – heriblandt Ducasse, Sieur d’Arques, Montblanc, Vignobles Alain Mourel og Caves Pierre Fabre. Problemet var bare, at vinen var forfalsket, idet den var iblandet en hel del billigere vin på Merlot og Syrah.
Intetanende tappede E&J Gallo og Constellation vinen på flasker med etiketter på kendte vinmærker som Turning Leaf, Woodbridge, Redwood Creek og Red Bicyclette.

Forbrugerne kræver erstatning
Svindelen blev opdaget, og de skyldige franske vinproducenter blev idømt store bøder og betingede fængselsdomme.
Men hermed var sagen ikke slut. Tre amerikanske forbrugere, der havde købt nogle flasker af den forfalskede vin, indledte ifølge Decanter et gruppesøgsmål mod de to amerikanske vinfirmaer. De følte sig snydt og ville have erstatning.
Og det lader det nu til, at de vil få. E&J Gallo og Constellation har indvilliget i sammen at betale op mod 2 millioner dollars (cirka 11,5 mio. kr.) til et fond, der så kan udbetale erstatning til alle de forbrugere, der måtte melde sig ved døren. Man skal selvsagt på en eller anden måde kunne dokumentere købet af den forfalskede vin.
De tre forbrugere, der står bag søgsmålet, kan vente at få omkring 58.000 dollars (cirka 334.000 kr.) hver. De må have købt rigtig mange flasker …
Ved at indgå et sådant forlig håber E&J Gallo og Constellation at slippe for yderlige ballade og for at få sat et endeligt punktum for skandalen.
Ny forskning i drue-gær
Det er en kendt sag, at terroiret – altså jordbunds- og klimaforhold – i et bestemt vinområde kan have betydning for en vins aroma og smag. Men også den gær, der sidder på druernes skind, spiller højst sandsynligt en rolle for vinenes karakter. Det viser en newzealandsk undersøgelse udført af forskere ved University of Auckland.
Forskerne har nøje studeret gæren på Chardonnay- og Syrah-druer i tre forskellige vinområder på New Zealand. Og her viste det sig, at der er markante forskelle på gærstammerne, alt efter hvor druerne dyrkes.
Næste skridt er at finde frem til årsagen til disse forskelle og derefter til, hvilke aromaer, de forskellige gær-typer tilfører vinene.
Undersøgelsen er udelukkende foretaget inden for New Zealands grænser, men gær-variationerne gælder højst sandsynligt også for andre vinlande og -distrikter.




Det er en kold fornøjelse at høste druer til den tyske specialitet Eiswein. Druerne er frosne, så det kræver et par lune handsker. Foto: DWI.

Frygtede et år uden Eiswein
I de sidste par år er det gået ned ad bakke for høsten af druer til den tyske Eiswein. I 2008 blev der høstet 17.882 hektoliter druer, året efter lød tallet på 12.465 hl og i 2010 var det helt nede på 2895 hl. Og i år frygtede mange vinproducenter, at der slet ikke ville blive en eneste dråbe af den berømte søde vin. Årsagen var, at frosten udeblev, og termometret derfor ikke er nået ned på minus 7 grader, hvilket kræves, før høsten kan gå i gang. Normalt har man samtlige druer i hus før nytårsaften.
Som vi fortalte i uge 3, har de vinhuse, der fremstiller icewine i Canada og USA, været i nøjagtig samme situation.
Men så – for et par dage siden – lagde kulden sig over de tyske vindistrikter og bragte visse steder hele 9 minusgrader med sig. Nogle af vinproducenterne fik derfor høstet både Gewürztraminer, Grauburgunder, Cabernet Sauvignon og Merlot, der alle vil bliver forvandlet til dejlig sød Eiswein. Dog er der stadig en del producenter, der sidder og venter på de fornødne frostgrader.



Agent for en fodboldspiller
Vin-svindlernes opfindsomhed kender ingen grænser. For nogle måneder siden blev Gildas Royer, som har en fornem vinforretning i Luxembourg, kontaktet af en mand, der sagde, at han var agent for den kendte fodboldspiller Yaya Touré fra klubben Manchester City. Agenten skulle ifølge Decanter arrangere en fest for to fodboldspillere, og havde derfor brug for adskillige flasker fra de førende Bordeaux-slotte - Château Ausone, Latour, Lafite, Pétrus og Margaux. I alt tredive flasker til en samlet pris på 26.100 euro (cirka 194.000 kr.).

Ét stort nummer
Alt så ud til at være i skønneste orden – agenten opgav diverse bank-informationer og kom med beviser på, at pengene var overført fra banken. Royer sørgede for, at flaskerne blev leveret på den opgivne adresse i London. Siden da har han intet set til agenten – eller pengene …
Der var tale om ét stort nummer med en masse forfalskede papirer.
For nylig dukkede nogle af vinene så op hos en af de førende vinforretninger i London. Her havde man intetanende købt en kasse Château Ausone af en mand, der sagde, at han solgte den på vegne af en kendt fodboldspiller. Den slags smarte svindlere findes også i Danmark – vi har tidligere berettet om et par sager. Så pas på derude …




Den fornemme vinkøler, som har tilhørt George Washington. Øverst ses fire tilhørende flaskebakker.

Kamp til målstregen om en vinkøler
Amerikas første præsident, George Washington, holdt efter sigende mest af et godt glas madeira-vin. Men han kunne også lide hvidvin og anden vin, der skulle afkøles inden servering. Det er de fire vinkølere af sølv, som han bestilte i 1789 – det år han blev taget i ed som præsident – et vidnesbyrd om.
En af disse fornemme vinkølere kom under hammeren hos Christie’s for nylig, og den blev solgt for hele 782.500 dollars (cirka 4,5 millioner kr.) – et godt stykke over den højeste vurdering på 600.000 dollars (cirka 3,5 mio. kr.).
Tre bydere bød køleren stadig højere op i håb om at løbe af med sejren. Det blev en samler og handler af antikviteter i Arkansas, Gary Hendershott, der vandt.

I familiens eje i 215 år
At der var rift om netop denne vinkøler skyldes selvfølgelig, at den har tilhørt George Washington. Men også at præsidenten, da han trak sig tilbage fra sin post i 1797, gav den til en anden prominent person, Alexander Hamilton. Han havde som finansminister stor indflydelse i tidlig amerikansk politik, grundlagde The Federalist Party, USA's første politiske parti, etablerede landets første bank og første børs.
Washington gav Hamilton vinkøleren som et tegn på sit venskab – hvilket en indgraveret tekst på køleren vidner om. Klenodiet har været i familien Hamiltons eje lige siden den dag.


Øko-vine hitter hos Systembolaget
Nu har Systembolaget ifølge www.wownews.se gjort tallene op for 2011, og de viser en lille stigning i salget på 0,3% i forhold til året før.
Salget af vin beløb sig til 191.036 liter, hvilket var 1,7% mere end i 2010. Ølsalget steg med 0,6%, mens salget af spiritus dalede markant med 3,2%. Alkoholfrie drikke er derimod boomet med en stigning på 26%.
Man har også noteret sig en stigende efterspørgsel efter vine fremstillet på økologisk dyrkede druer. Her steg salget sidste år med hele 23%. Svenskerne har i alt 150 forskellige øko-vine at vælge imellem hos Systembolaget. Et Fairtrade-mærke eller anden etisk blåstempling på etiketten er også et hit. Salget af sådanne vine er steget med 10% i 2011.




.


Kroatien satser på vinen
Når Kroatien i 2013 bliver medlem af EU, vil vi højst sandsynligt komme til at se flere kroatiske vin på danske hylder. I hvert fald har det nye medlem ifølge Bloomberg.com tænkt sig at gøre en storstilet indsats for at gøre verden bekendt med dets vine. Og der er bestemt grundlag for en øget eksport. Som det er nu, eksporterer Kroatien kun 5% af de 60 millioner liter vin, landet fremstiller om året.
I dag er der 33.000 hektar vinmarker tilbage i Kroatien, hvilket er dobbelt så mange som på New Zealand, men kun en brøkdel af det vinmarksareal, der var engang.

Zinfandel på kroatisk
Før Kroatien blev løsrevet fra Jugoslavien, tvang myndighederne vinbønderne til at rive 160.000 ha vinmarker op ved rode. Etniske kampe i 1990'erne gjorde kål på yderligere mange tusinde hektar.
Der er også blevet renset godt ud i de mange druesorter. Engang var der 130 forskellige druer, som blev forvandlet til 650 forskellige vine. I dag er der stadig stribevis af druer i Kroatien, men mest populær i øjeblikket er Plavic Mali (den lille blå) - en variant af Californiens Zinfandel.
I de sidste femten år har en række unge vinproducenter med inspiration fra den internationale vinscene også gjort rigtig meget for at fremme kvaliteten af kroatisk vin.



< Elisabetta Rogai maler udelukkende med vin og koncentrat af drueskaller. Fra en film på YouTube.


Hun dypper penslen i vin
Italienske Elisabetta Rogai kan godt lide vin – så godt, at hun også dypper penslen i både rød- og hvidvin, og forvandler den dejlige drik til meget fine portrætter.
Det er ikke bare for at være anderledes og vække opmærksomhed, at hun maler med vin. Ifølge kunstneren giver vinen liv til malerierne, og hun holder af den forvandling, der sker med kunstværkerne i løbet af et par måneder. Farverne i malerierne bliver mere intense og ændrer sig fra frisk rød til brunrød og orange. Som kunstneren udtrykker det, så modnes vinen på lærredet, ligesom den ville have gjort det i flasken – det går bare lidt hurtigere.
Ud over vin anvender Rogai også maste drue-rester, der i konsistens minder lidt om oliemaling.
En lille film på YouTube (på italiensk) viser en række af Rugais malerier, ligesom man ser, hvordan hun maler med vinen.
Man kan også se flere kunstværker på hendes hjemmeside.





...



< Fra det første ydmyge destilleri i 1862 har Barcardi vokset sig stor og mægtig. I år fejrer firmaet 150 års-jubilæum - blandt andet med en særudgave af den berømte rom i en fornem krystalkaraffel.


150 år for legendarisk rom
Verdens største familieejede spiritusfirma, Bacardi, kan i år fejre sit 150 års jubilæum. Og det havde det nok ikke kunnet, hvis ikke det havde været for et jordskælv på Cuba i 1852.
Don Facundo Barcardí Massó, der stammede fra det spanske
Catalonien, drev i 1840’erne en stor og blomstrende købmandsforretning på Cuba. Men så blev øen ramt af et altødelæggende jordskælv og en efterfølgende koleraepidemi. Massó og hans familie flygtede til Catalonien, og da de vendte tilbage nogle måneder senere, var købmandsforretningen blevet rippet af tyve. Det lykkedes aldrig for Massó at redde stumperne, og det endte med, at han gik bankerot.
I 1862 havde Massó fået skrabet penge nok sammen til igen at starte egen virksomhed, og denne gang købte han et lille rom-destilleri i Santiago de Cuba.

Introducerede kvalitetsrom
Den rom, man kunne få på Cuba i 1800-tallet, var af ringe kvalitet, men Massó eksperimenterede med diverse destillations-metoder, indtil det lykkedes ham at skabe et kvalitetsprodukt, der efterhånden blev kendt viden om. Stort set fra starten markedsførte han rommen under navnet Bacardi og med det i dag så kendte flagermuse-logo.
Massós to sønner overtog destilleriet efter faren, og sådan er det fortsat generation efter generation. I dag er det tipoldebarnet Facundo L. Bacardí, der leder firmaet.

Kostbar jubilæums-flaske
150-års jubilæet fejres blandt andet med "Ron Bacardi de Maestros de Ron", en fornem krystalflaske med en lige så fornem rom – skabt af hele otte mesterblandere, der i øvrigt alle er medlemmer af Bacardí-familien.
Rommen er blandet af indholdet fra de bedste fade fra de sidste tyve år, og blandingen har derefter fået en finish i tres år gamle cognac-fade. Der er kun fremstillet 400 eksemplarer af denne flaske, som vil blive solgt i lufthavne og hos udvalgte spiritusforhandlere rundt om i verden. Prisen pr. flaske svarer til 11.500 kr. Så det er nok ikke lige den, man vil bruge til en Cuba Libre med Coca Cola og lime …


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Kjær & Sommerfeldt har overtaget forhandlingen af vinene fra vinhuset Miguel Calatayud i Valdepeñas, Spanien.
    * Vinens Verden har fået agenturet på vinene fra vinhuset Domain Jean Bousquet i Mendoza, Argentina.
    * Smalle Vine har optaget importen af vine fra vinhusene Killibinbin og Some Young Punks, begge i South Australia. Endvidere Vianceous i Western Australia, Longplay Wine i Oregon, USA, og Tange-Gerard Champagne.

.. ....


    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.
.


    Anja Clarke (f. 1975) er vokset op i Danmark, men har i de senere år boet i Californien. Herfra udvælger hun vine til sit danske importfirma California Wine, som sælger californiske vine fra små og mellemstore producenter, der primært fremstiller vine i kassevis frem for massevis.
    Hun har en kandidatuddannelse fra Copenhagen Business School i international kommunikation og har i mange år haft sit eget kommunikations- og oversættelsesfirma. Anja Clarkes interesse for vin begyndte, da hun som international tennisdommer i mange år rejste over hele verden og smagte på de lokale druer ved turneringer så som French Open, Australian Open, US Open, Wimbledon samt tre Olympiske Lege. Med bopæl i Californien er det ikke svært at udforske og udfordre den lokale vinindustris kvalitet og tendenser, trods det efterhånden store udbud.
    Udover kurser i vinsmagning og afholdelse af blindsmagnings-events medvirker Anja Clarke sammen med sin mand og deres to børn også til druedyrkning og vinproduktion og er derved involveret i mange af vinens facetter – lige fra plantning til fortoldning. I pauserne mellem vinsmagningerne surfer hun, dyrker yoga, spiller tennis og løber.
    Adresse: Manhattan Beach, Californien, USA, samt Hyskenstræde 9, 3., 1207 København K. tlf.: (USA): (001) 310-388-1188, tlf.: (Danmark): 51 71 05 71, e-mail: anjaclarke@californiawine.dk, www.californiawine.dk.






    .....................
    Ugens gode spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det.





    Hvor kommer damebenene fra?
    Hans H. Paulsen skriver: – VinAvisen viste i sidste uge en sjov gammel plakat som reklame for en proptrækker. Det fik mig til at tænke på, at jeg har liggende en lige så sjov proptrækker. Jeg har lagt den på min skanner og taget medsendte billede af den. Kan I også fortælle noget om den?
    Ja, det er en af "damebens-proptrækkerne". Dem blev der lavet en hel del udgaver af i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da dameben var det store, spjættende sus. Modellen kaldes da også "fransk cancan".
    Damebens-proptrækkerne var imidlertid ikke franske. De blev fremstillet af tyske firmaer, bl.a. Graef & Schmidt og Steinfeld & Reimer.
    Som det fremgår, kan de to ben foldes sammen omkring spiralen, så man kan have proptrækkeren i lommen.
    Hvis man er heldig, kan man finde sådanne proptrækkere til mellem 3000 og 6000 kr. Det er udpræget samleobjekter.
    Det var i øvrigt morsomt at kunne besvare et spørgsmål om gamle proptrækkere. Hvis der er andre læsere, der har liggende en gammel proptrækker og gerne vil vide mere om den, hører vi meget gerne. Så vil vi vride os ned i historien. Skriv til info@vinavisen.dk.



Ugens vinøse billede
Jens Buemann har været på vintur til det italienske Umbria. Og da rejseselskabet kom til vingården Tenuta Le Velette i Orvieto, tog han et billede af loftet i en af gårdens fine stuer – eller rettere en detalje af et meget stort ovalt loftsmaleri. Det ser ud som om, den ene lille putti nærmest vrider bastflasken for at få den sidste dråbe vin ud til sin kammerat. Man kan i øvrigt overnatte hos Tenuta Le Velette, der ligger med en flot udsigt til Orvieto by.

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156




...............................
    .....................
    156 Dagen derpå! En mand har efterveer af symposiet aftenen før. Billede i bunden af en drikkeskål, lavet i Athen 500-470 f.Kr. (foto © Antiksamlingen, Nationalmuseet)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 37 vine. Af disse vine var der 26, som fik mere end to stjerner, og hele 18, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 120 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Malvasia, Giorgi, Oltrepò Pavese, Italien, lav alkohol (7%)
88,50 kr., pris ved 12 flasker: 72,50 kr., VinoVenue
Sikke en dejlig og let perlende boblevin. Den har noter af melon i duften og smager af eksotiske frugter. En frisk syre opvejer på bedste vis sødmen.

Hvidvin


André Hartmann, Grand Cru Hatschbourg, Pinot Gris, Alsace, Frankrig, 2009, middel alkohol (13,5%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 107 kr., Kulturvin
En forbavsende fyldig og samtidig meget lækker Alsace-hvidvin med en liflig duft og en smag med krydderi og druesødme.

Rødvin


Calizo de Adaras, Bodegas Almanseñas, Almansa, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
59,90 kr., Wine.dk
En rigtig god rødvin med en varm, meget frugtagtig smag med krydderi og fin sødme. God, lang eftersmag.


Cuvée Philipson, Telmo Rodriguez, Rioja, Spanien, 2008, middel alkohol (14%)
69,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Vidunderlig rødvin på Tempranillo (90%) og Garnacha, blød og lækker med tilpas fadlagring. Smagepanelet gættede på en mere end dobbelt så høj pris.


La Carraja, Sangiovese, Umbria, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
76,50 kr., pris ved 12 flasker: 62,50 kr., VinoVenue
En rigtig dejlig rødvin med en krydret duft af tobak og sort te og med en ligeledes krydret smag af rosmarin og andre krydderurter suppleret af en frisk syre. En rigtig god vin til prisen.


DFJ Vinhos, Touriga Nacional, Lisboa, Portugal, 2008, middel alkohol (13,5%)
83,50 kr., pris ved 12 flasker: 68,50 kr., VinoVenue
Denne dejlige rødvin dufter af aromatisk sort te. Smagen er fyldig, kraftig og krydret. En lækker vin til en meget rimelig pris.


Cantoalba, La Ronciere, Malbec, Colchagua, Chile, 2010, middel alkohol (13,5%)
89 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr., Skovgaard Vine
Vellavet rødvin, der ganske enkelt smager godt. Den har god frugt med toner af mørke bær og lakrids. Den femte stjerne gælder prisen ved 12 flasker.


Tintara, Horseshoe Row, Shiraz, South Australia, Australien, 2009, middel alkohol (14%)
89 kr., i denne uge (uge 4): 55 kr. ved 2 flasker, SuperBrugsen
Denne runde og harmoniske rødvin er kraftig, men samtidig meget lækker. Tilbudsprisen er et scoop. Flasken har skruelåg.


M. Moulin, Grenache Noir, Pays des Côtes Catalanes IGP, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
89 kr., Wine & Vin
Blød, varm og lækker rødvin med en dejlig, fyldig frugt, let krydderi og god druesødme. Men også procenter, der kræver en kraftig ret.


Barda, Bodega Chacra, Pinot Noir, Patagonien, Argentina, 2010, lav alkohol (12%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En af kultvinen Sassicaia's bagmænd står bag denne argentinske vin, og det er bestemt en dejlig vin. En elegant Pinot.


Borgogno, Dolcetto d'Alba, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
109 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
Dejlig rødvin med en meget udtalt smag af kirsebær. Med sin gode syre er den en glimrende vin til alle kødretter.


Inglewood, Neil Ellis, Shiraz, Western Cape, Sydafrika, 2010, middel alkohol (13,5%)
110 kr., Vinoble
En let, saftig rødvin med en god frugtsmag og en lang eftersmag. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Axel Primero, Viña la Playa, Colchagua Valley, Chile, 2008, middel alkohol (14%)
149 kr., Kjær & Sommerfeldt
Denne rødvin er det hele. Elegant, harmonisk, kompleks, med fyldig, blød frugt og tilpas syre. Lavet på fortrinsvis gode Bordeaux-druer: Cabernet Sauvignon, Carmenère, (Syrah), Petit Verdot og Cabernet Franc. Chiles svar på en god Bordeaux.


Pieza el Coll, Garaie Wine, Calatayud, Spanien, 2008, middel alkohol (14%)
149 kr., pris ved 2 flasker: 80 kr., Falk Wine
En potent rødvin med meget fyldig frugt, krydderi, chokolade og sødme. Til en kraftig kød- eller gryderet vil den være flot. Det er interessant at konstatere, at prisen for én flaske ligger lige under det dobbelte af prisen for to flasker. Prisen ved to flasker er okay.


Fabiano, Valpolicella Classico Superiore, Ripasso, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
159,75 kr., på tilbud 6/2 til 18/3: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En rigtig god ripasso, der åbner sig i munden med dejlig frugt - kirsebær - og fint krydderi. Faktisk en fremragende vin.


Sine Nomine, Domaine Pietri Géraud, Collioure, Frankrig, 2008, middel alkohol (13,5%)
161,50 kr., pris ved 12 flasker: 123,50 kr., VinoVenue
Der er friske blå druer over duften af denne rødvin, mens smagen er læskende og saftig, frugtrig og med noter af blå blommer.


Terra, Conti Zecca, Negroamaro, Puglia, Italien, 2008, middel alkohol (14%)
169 kr., pris ved 12 flasker: 137 kr., VinoVenue
En lækker rødvin med modne kirsebær og marcipan i duften. Smagen er meget frugtrig og med en anelse anis til slut.


La Trilougio, Domaine de Dionysos, Cairanne Côtes du Rhône, Frankrig, 2003, høj alkohol (14,5%)
249,50 kr., pris ved 12 flasker: 202,50 kr., VinoVenue
Sikke en flot rødvin. Den dufter af syltede figner og har en stor og bred smag med krydderier, moden frugt og en fin lille sødme til slut. Det er vinen til en god oksebøf.


Convito, Antigniano, Sangiovese, Umbria IGT, Italien, 2010, lav alkohol (12,5%)
49,95 kr., Assisi Vin
Let rødvin med en god, ren frugtsmag - en dagligdags-vin, god til pasta. Den fjerde stjerne får den for prisen.


Vin de Pays du Vaucluse, Les Vignerons des Dentelles, Provence, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
63,50 kr., pris ved 12 flasker: 52,50 kr., VinoVenue
En god, tør og krydret rødvin. Nyd den til en god og let krydret kødret.


d'Arenberg, Grenache, McLaren Vale, Australien, 2009, høj alkohol (15%)
139 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Erik Sørensen Vin
Med sin brede Grenache-smag og sit kraftige krydderi smager denne rødvin ganske godt. Den har dejlig frugt og diskret fadlagring. Den er kraftig med sine 15% alkohol, men virker ikke sprittet. Flasken har skruelåg.


Camargi, Palma, Toscana IGT, Italien, 2008, middel alkohol (13,5%)
179 kr., på tilbud til 159 kr., Vin-Expressen
Rødvin på druerne Sangiovese (80%), Merlot og Colorino. Vinen har et lidt smalt smagsspektrum, og helt billig er den ikke.


Alvinde, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
59 kr., Lago Import
En robust og enkel rødvin med markant syre. Flasken har skruelåg.


La Cetto, Nebbiolo, Valle de Guadalupe, Mexico, 2006, middel alkohol (14%)
99 kr., Haller Vine
En ret usædvanlig rødvin med rundhed og fyldig frugt, men den skulle måske nok være drukket for et par år siden.

Sød vin


Muscat de Rivesaltes, Château de Pena, Roussillon, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
101,50 kr., pris ved 12 flasker: 82,50 kr., VinoVenue
Denne vin har en meget koncentreret sødme med et strejf af rosiner og lys karamel. Nyd den til en chokoladedessert.


Paroles de Femme, Domaine Galevan, Côtes du Rhône, Frankrig, 2009, høj alkohol (14,5%)
101,50 kr., pris ved 12 flasker: 82,50 kr., VinoVenue
En udmærket og kraftig rødvin med en frugtrig smag og en god portion sødme i eftersmagen.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.