Nyheder i uge 21, 2012

Læs uge 20......Læs uge 19.......Læs uge 18








Det lille mærke, som viser, at vinproducenten har betalt afgift for sin vin. På vine med appellation er mærket grønt.

Forbryderbande pågrebet i Champagne
Før Frankrigs vinproducenter må sende deres vine ud på de franske forretningshylder, skal de betale en afgift til det franske told- og skattevæsen.
At afgiften er betalt fremgår af et rundt klistermærke – det såkaldte CRD-mærke (Capsules Représentatives des Droits) – øverst på flasken. Mærket har forskellig farve alt efter, hvilken type vin eller spiritus der er tale om.
For nylig arresterede politiet i Champagne femten personer for at have stjålet i alt 109.000 CRD-mærker.

Ville snyde myndighederne
Klistermærkerne er ifølge Decanter stjålet under indbrud i 2010 og 2011 hos to franske firmaer, Sparflex og AMCOR Flexibles, der har specialiseret sig i fremstillingen af netop sådanne mærker.
Og politiet er ikke i tvivl om, hvad mærkerne skulle bruges til – nemlig til at sælge champagne uden at betale en krone i afgift.
Man har indtil videre kun fundet 5000 af de mange stjålne mærker, så en hel del "sorte" flasker har muligvis allerede fundet vej til de franske forretninger.
Navnene på lederne af forbryderbanden er foreløbig opgivet som David og Eric – efternavnene må vi vente med.

Champagnehuse under mistanke
Historien slutter dog ikke med pågribelsen af tyvene. To champagnehuse er også under alvorlig mistanke for at have samarbejdet med forbryderne.
Hos det ene hus fandt toldvæsenet 14.000 flasker champagne, som der aldrig er betalt afgifter for, men som var på vej ud i handelen. Og hos det andet champagnehus drejede det sig om 40.000 liter champagne, som producenten heller ikke havde opgivet til myndighederne.
Hos begge champagnehuse kunne politiet konstatere en forbindelse mellem vinene og de stjålne klistermærker.








Der var dyb koncentration hos det danske hold under semifinalens store blindsmagning. De tre dommere var iført kapper og hatte. Et glad dansk vinderhold (fra venstre mod højre): Thor Mårup, Søren Riber, Peter Buch Hansen og Asbjørn May. Foto: Nichlas Larsen.


Sejr til det danske hold
I uge 18 kunne vi fortælle, at CBS Wine, Copenhagen Business School’s store vinklub, stod med det ene ben ude ad døren på vej til London og til semifinalen i Left Bank Bordeaux Cup.
Ved denne vinkonkurrence for universiteter og business schools dystes der om den største viden om vinene fra Haut Médoc.
Nu er de fire ambitiøse studerende, der udgør det danske hold, hjemme igen. Og det er med en sejr i bagagen.
Til semifinalen slog holdet samtlige konkurrenter af banen – endog Cambridge University's 200 år gamle vinklub.
Første del af konkurrencen i London var en quizrunde, og her svarede CBS Wine korrekt på alle spørgsmål på nær et enkelt. I boksen til højre ses et udvalg af spørgsmålene – svarene findes længere nede på siden. Så kan man jo prøve, om man kan gøre det danske hold kunsten efter.

Kamp til målstregen
CBS Wine er nu klar til finalen på Château Lafite Rothschild d. 28. juni, hvor vinderholdet kan se frem til vin-præmier for mange tusinde kroner.
- Vi vil gøre alt for at give Wharton Business School's vinklub (den anden finalist) kamp til stregen og få pokalen hjem til Danmark og CBS, forsikrer formand og grundlægger af CBS Wine, Peter Buch Hansen.
Også CBS's rektor, Per Holten-Andersen, har fulgt slagets gang:
- Jeg er først og fremmest utrolig stolt af CBS Wine og det, de har opnået på så kort tid, siger Per Holten-Andersen og fortsætter: - Men det viser også, hvor blomstrende og dynamisk studie- og foreningslivet er på CBS, og at det kan måle sig med de bedste uddannelsesinstitutioner i verden.
Der skal lyde et stort tillykke fra VinAvisen, der krydser fingre for en endelig sejr i Frankrig.
Spørgsmål til semifinalen
1. Hvem sagde følgende (på engelsk) om Château Haut-Brion? "The wine of Pontac, so revered in England, is made on a little rise of ground, lieing open most to the west. It is noe thing but pure white sand, mixed with a little gravel. One would imagin it scarce fit to beare anything… thanks to the rich English who sent orders that it was to be got for them at any price".
2. Hvor mange liter indeholder et tonneau?
3. Hvilken sygdom rammer vinrankernes blade og giver dem hvide pletter?
4. Hvor mange klassificerede Pauillac-vine findes der i 1855-klassifikationen?
5. Hvor mange liter indeholder en imperial-flaske fra Bordeaux?
6. Hvad er anthocyaniner?
7. Hvilken af disse vine er ikke fra samme appellation som de to andre vine: Beychevelle, Branaire-Ducru, Grand Puy Lacoste?


34/09





< Danmark har en urimelig rekord i moms på at bo på hotel og spise på restaurant. De sorte tal er den normale moms i landene, de røde momsen på hoteller og i visse tilfælde også på restauranter.


Mindre moms på restauranter
Hvis et land ønsker at tiltrække turister, må det gøre det attraktivt at spise på restaurant og bo på hotel. Det er der flere lande, der gør ved at sænke momsen på disse serviceydelser.
Moms-systemet i EU er meget kompliceret. Der er mange forhold, som de 27 medlemslande skal være enige om for at undgå konkurrenceforvridning. Blandt andet er det en regel, at intet land må have en lavere moms end 15%.
Der er dog undtagelser. I de fleste lande har man indført lavere moms på hoteller og restauranter. Det gælder blandt andet Italien og Frankrig. Andre steder, fx i Tyskland, gælder den lavere moms kun for overnatninger samt visse basale fødevarer, men ikke for vinen til maden.

Urimelig dansk rekord
I oversigten herover ses disse moms-nedsættelser i Europas forskellige lande. Det er de røde tal, mens de sorte viser den normale moms, som vi betaler, når vi hiver penge op af vores pengepunge.
Som det fremgår, ligger Danmark i toppen blandt landene med den højeste moms og uden nogen form for reduktion. En sørgelig og ganske urimelig rekord.
Sverige har en reduceret sats på 12% blandt andet for hotelophold, fødevarer og personbefordring, og i Norge er satsen 8% for hotelophold - dog 25% for mad og drikkevarer, hvis de nydes i hotellet. I Tyskland er momsen helt nede på 7% for hotelophold.

Forslag til 7% moms
I Danmark har Liberal Aliance fremsat et forslag til at nedsætte momsen på hotel- og restaurantydelser til 7% for at forbedre konkurrenceevnen i hotelbranchen.
Endvidere foreslår partiet, at firmaer skal kunne fratrække momsen fuldt ud på disse ydelser. Som det er nu, har man en særregel om, at virksomheder kun må fratrække halvdelen af momsen på restaurantregninger m.m. Og det er bestemt noget, som virksomhederne tager med i betragtning, når de skal afgøre, om de skal placere en konference i Danmark eller i et andet land. Derfor har Liberal Alliance også foreslået, at denne særregel afskaffes for at gøre det mere attraktivt for virksomheder at placere deres aktiviteter og arrangementer i Danmark. Det fulde forslag til folketinget kan ses ved at klikke her.




I flere amerikanske stater er det i dag lovligt at dyrke Cannabis-planten - når den altså bruges til medicinske formål. Foto: Wikipedia.

Cuvée Cannabis
En mærkelig – og ulovlig – trend er så småt begyndt at brede sig i Californien. Der drejer sig om "pot-vin", altså vin iblandet marihuana, og den slags er der stadig flere californiske vinhuse, der fremstiller – dog kun til privat brug til venner og familie. Rusmidlet kan iblandes vin fremstillet på mange forskellige druer, men den bedste sammensætning er marihuana og rødvin på Cabernet Sauvignon – især på druer, som er dyrket i distriktet Stag’s Leap. Sådan lyder det fra formanden for Napa Valley Marijuana Growers, Crane Carter.

Tilladt til medicinsk brug
En flaske pot-vin indeholder typisk 1,5 gram marihuana. Potten kommes i vinen, mens den gærer, og der går cirka et halvt kilo pot til et enkelt fad vin.
I Californien samt i flere andre stater er det lovligt at dyrke marihuana til medicinsk brug, ligesom kokke, der har en "medicinsk marihuana-tilladelse" må undervise i madlavning med pot som ingrediens. Men fremstilling af pot-vin er – endnu – ikke tilladt, så de flasker, vinproducenterne laver, ender i egne glas.






Nyt om rødvin mod Alzheimers
Adskillige forskningsresultater gennem de sidste fem år tyder på, at et moderat forbrug af rødvin har en gavnlig effekt mod Alzheimers.
Det skyldes resveratrol, et stof som findes i de blå druers skind og dermed i rødvin.
De fleste forsøg, når det gælder forbindelsen mellem resveratrol og demenssygdomme, er foregået i reagensglas og petriskåle. Men nu har forskere ved Mount Sinai Medical Center i New York udført forsøg med Alzheimers-ramte rotter, som via deres drikkevand har indtaget resveratrol fra rødvin.

Nedbryder skadelige ophobninger
Forsøget viste, at de rotter, der havde indtaget stoffet i en periode, udviste langt færre symptomer på demenssygdommen, end rotterne i kontrolgruppen, som ikke indtog rødvins-stoffet. I en række forsøg udviste "resveratrol-rotterne" desuden en større intelligens end de andre rotter.
Nøjagtigt, hvordan resveratrolen dæmmer op for sygdommen, er endnu ikke kortlagt. Men det lader til, at stoffet nedbryder det skadelige proteinfragment beta-amyloid, som ophobes i hjernen hos patienter med Alzheimers.
Forskerne påpeger, at de endnu ikke har fundet en passende erstatning for et moderat forbrug af rødvin, når det gælder den gavnlige effekt mod demenssygdomme – samt mange andre sygdomme. Men det er vel også lidt mere festligt at indtage et godt glas rødvin end en resveratrol-tablet ...




Tasmanien er ikke bare en smuk ø - den er også værd at investere i for vinproducenter. Her en udsigt over vinmarker på øens østkyst. Foto: Wine Tasmania.

Tasmanien – et mekka for investorer
Hvis man ser bort fra de allerede berømte vindistrikter som Bordeaux, Bourgogne, Champagne, Toscana og Rioja, hvor i verden ville det så være gunstigt at investere i vinindustrien? Hvilke vinområder er det værd at satse på?
Det har The Drinks Business taget pulsen på, og på førstepladsen i magasinets topti-liste ligger Kina – hvilket måske ikke er så overraskende. Mere overraskende er det, at den australske ø og stat Tasmanien kommer ind på en andenplads foran blandt andet franske Languedoc og den italienske ø Sardinien.
Årsagen er blandt andet statens meget rimelige jordpriser, gode vandingsforhold og et køligt klima, der er perfekt til fremstilling af fornemme udgaver af de stadig mere populære cool climate vine. Tasmanien er også dejligt fri for diverse skadedyr og vinmarkssygdomme.

En guide for de interesserede
I dag er vinindustrien på Tasmanien en 75 millioner AUD (cirka 433 mio. kr.) stor industri. Og med de gode forhold for vindyrkning er der ingen tvivl om, at øen går en fremtid i møde med masser af nye vinmarker og vinhuse. Der vil frem for alt blive satset på vine på druerne Riesling og Pinot Noir, som begge stortrives i det tasmanske klima.
Myndighederne på Tasmanien er godt klar over øens store værd som vin-investeringsområde, og de har derfor udgivet en guide målrettet potentielle investorer. Den fortæller om alt fra vin-historie og druesorter til fremtidige afkast ved investering i 10 hektar vinmarker. Denne interessante guide kan læses ved at klikke her – hvis nu nogle af vores læsere skulle få lyst til at bruge efterlønspengene til lidt vin-investering …







Her er chokoglasset
Naturligvis – det er lige, hvad vi manglede. Et vinglas af chokolade. Smukt på ethvert dækket bord og til stor fornøjelse for gæsterne, når de tager en bid af glasset efter hver slurk af prins Henriks vin.
Nej, det er ikke prinsen, der har lanceret den geniale idé, men chokoglasset kommer fra hans hjemby, Cahors, og han behøver bare at gå ned til konditoriet Lilu i Rue Nationale 27 og lægge 10 euro på disken, så får han et glas. Eller han kan ringe til (00 33 5) 65 35 09 35 og få det sendt.


Svar på Semifinalens spørgsmål
1. Den britiske filosof John Locke, da han besøgte Château Haut-Brion i 1677.
2. Et tonneau indeholder 900 liter vin.
3. Meldug.
4. Der findes atten klassificerede Pauillac-vine.
5. En flaske af imperial-størrelsen fra Bordeaux indeholder 6 liter vin.
6. Et stof i druerne, som giver rødvine deres farve.
7. Grand Puy Lacoste, som ikke er fra Saint Julien, men fra Pauillac.






Sælg hurtigt og til lave priser
- Giv nu priserne et ordentlig hak nedad. Sådan har budskabet været fra franske og britiske vinhandlere til vinslottene i Bordeaux, når det gælder den nye årgang 2011.
Også Robert Parker har på sin hjemmeside rådet slottene til at sætte priserne lavt og frigive vinene til salg så hurtigt som muligt.
Det vil være svært at få den nye årgang afsat til forbrugerne, hvis den holder samme høje prisniveau som de seneste par årgange – også selv om 2011 er en, som Parker udtrykker det, "overraskende succesfuld årgang".

Prisfald over hele linjen - næsten
Vinslottene har lyttet til de gode råd, og i den forløbne uge frigav mere end fyrre vinslotte deres priser – de priser, som vinhandlerne skal betale – og alle satte dem lavere end for årgang 2010.
Château Margaux satte sin pris til 340 euro (cirka 2500 kr.) – hvilket er hele 40% mindre end for den forrige årgang. Château Haut-Brion og Lafite fulgte trop med et prisfald på 45%, Château Angelus med et på 38,7% og La Mission Haut-Brion med et fald på hele 64% til 216 euro (cirka 1600 kr.).
Et enkelt slot gik i den stik modsatte retning. Det var Château Quintus, hvis pris for årgang 2011 ligger på 94 euro (cirka 700 kr.) – hele 470% mere end for 2010’eren.
Det er den samme ejer, Domaines Clarence Dillon, som ejer Haut-Brion, så måske har man tænkt, at hvad man mister på karrusellen ….

Sparket er ikke hårdt nok
Priserne på årgang 2011 fra en stribe af de fornemme og mindre fornemme vinslotte har således fået et godt spark nedad. Men noget tyder på, at sparket ikke har været kraftigt nok. Det mener man i hvert fald hos flere franske supermarkeder.
Decanter har blandt andet talt med Groupe Casino, som ejer en række store supermarkedskæder, og som køber mere end 200 millioner flasker vin om året.
Herfra lød det, at Bordeauxvin for blot få år siden udgjorde halvdelen af firmaets vinindkøb, men at man i dag finder mere kvalitet i forhold til prisen i vinene fra Rhône og Languedoc.
De britiske og amerikanske vinhandlere mener også samstemmende, at priserne skal endnu længere ned – gerne 15 til 20% – hvis de fornemme flasker skal kunne afsættes til forbrugerne.






En lidt uheldig vintjener
Den amerikanske skuespiller John Cleese har glædet publikum med sit komiske talent i en perlerække af film. Mest kendt er han dog nok for sin rolle som hotelejeren Basil i serien Halløj på badehotellet (Fawlty Towers) fra 1970’erne.
Basil står blandt andet for serveringen i hotellets restaurant. Og i et af seriens afsnit har han de største besværligheder, da han skal servere en fornem flaske vin for en gæst, der højst sandsynligt er en restaurantanmelder.
Man kan se (eller gense) det vinøse klip i en lille film på YouTube.

Hvem kender vinen?
Vinkyper Malene Smidt Hertz skriver for Mad & Bolig og har i den forbindelse fået en henvendelse fra en læser, der gerne vil vide noget om en vin, han har fundet under en oprydning.
Det er ikke umiddelbart en vin, Malene Smidt Hertz kender noget til, og hun har derfor sendt bolden – og billedet af etiketten – videre til os. Vi kender heller ikke noget til denne vin, men det er der måske nogle af vores læsere, der gør. Under etiketten står der Vilh. Christiansen, København – hvilket tyder på, at der er tale om et danskaftappet produkt måske fra 1950’erne.
Vi hører meget gerne nærmere om etiketten og flasken på info@vinavisen.dk.


Stor druehøst i Chile
Mens vi nyder det spirende forår, er Chiles vinproducenter i fuld gang med at høste fuldmodne druer. Og mens høsten sidste år var 15% lavere end i 2010, forventer chilenerne en kolossal stor høstmængde i år. Hvor stor vil man først have det fulde overblik over, når alle druerne er i hus i løbet af maj.
Chilenerne skal nok få afsat den megen vin. I 2011 eksporterede Chile, der er verdens ottende største vinproducent, 473 millioner flasker vin og 664 milliarder liter bulkvin. Og i år forventes eksporten at stige yderligere. De største aftagerlande er USA, Storbritannien og Canada.




.
.

Travle svenske toldere
Indtil videre har 2012 været et rigtig travlt år for de svenske toldere i Gøteborg. Smugleriet af vin, øl og spiritus har været rekord højt – hele 150 gange har der ifølge www.wownews.se været bid, når tolderne har undersøgt biler på vej over grænsen til Sverige. Og det har medført, at der i alt er blevet konfiskeret 83.000 liter alkohol – en markant stigning fra de 28.000 liter, som blev beslaglagt i de første fire måneder af 2011.




Den berømte blinde tenor Andrea Bocelli.

Vinproducenten Andrea Bocelli
Mens mange skuespillere og sangere pludselig springer ud som vinproducenter, så befandt den italienske tenor Andrea Bocelli sig i vinens verden, længe før han begyndte at synge.
Han kommer nemlig fra en familie, som har fremstillet vin i tre generationer og tilsammen i 130 år.
I dag drives vingården Bocelli, som ligger i Toscana, af hans mor, bror og svigerinde. Men han har også selv en finger med i spillet og har nu sammen med sin bror, Alberto, skabt to vine, som lanceres senere i år under navnet Bocelli Family Wines. Det drejer sig om en let mousserende Prosecco og en rødvin på Sangiovese. Der skal nok være en masse fans, der skænker dem i glasset, mens Andrea Bocelli synger i baggrunden …





...



Sjælden flaske under hammeren
I 2001 blev verdens ældste flaske single malt whisky frigivet til salg. Whiskyen blev destilleret i 1937 og har, indtil den blev tappet på flasker, ligget på fad hos det skotske destilleri Glenfiddich.
Det viste sig, at denne whisky var usædvanligt længe om at modne. Gennem de mange år, den opbevaredes i fadet, har hele ti kældermestre, der har afløst hinanden, med mellemrum smagt på whiskyen for at kontrollere udviklingen.
Endelig – for elleve år siden – var tiden så inde til at tappe den.
I alt blev der fremstillet 61 flasker af denne sjældne whisky. Alle er de nummererede, og nu bliver der mulighed for at erhverve flaske nr. 42. Den kommer nemlig under hammeren på en auktion d. 7. juni hos Christie’s i London.
Flasken har en laveste vurdering på 50.000 pund (cirka 465.000 kr.), men forventes at indbringe en hel del mere.



Til_37/09



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Det Lille Vinhus er flyttet til nye store lokaler på 268 kvm. med butik og plads til vinsmagning med op til 70 gæster. Adressen er Sølvgade 85, 1307 Kbh. K.
    * Vintage-Vinimport har optaget importen af vine fra vinproducenten Lavau i Cotes du Rhône.
    * Vin & Vin har fået agenturet på vinene fra ”Bodega Dehesa de Luna”, Tierra de Castilla, i Spanien.
    * Haller Vine har fået agenturet for vinene fra Weingut Setzer, Weinviertel, i Østrig.
    * Foreningen af Danske Vinimportører indbyder til informationsmøde mandag d. 21. maj kl. 19 i Vinkælderen, Nørre Farimagsgade 7, København. Sidste frist for tilmelding var den 14. maj 2012, men har du ikke nået det, og gerne vil være med, så kontakt formanden på info@forvin.dk. Så vil man se, om det stadig er pladser. Se også hjemmesiden www.forvin.dk.
    * Jysk Vin har udvidet sortimentet med vine fra Carmel Road i Monterey, Californien.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

.
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.



    Bill Kyhl (f. 1963) blev bidt af vin allerede, da han var sytten år gammel og første gang plukkede druer i Chablis. Siden blev det til mange rejser og smagte vine, hovedsagelig i Frankrig, indtil han i 1999 kom til Scansano i Toscana og mødte vinen Morellino (den lille sorte). Her blev han så betaget af Sangiovese-druens kraft og fylde, at han købte 1200 flasker.
    Da han atter var tilbage i København, fik han oprettet et SE-nummer og startede som garageimportør ved siden af jobbet som butikschef i en stor kæde af radio- og tv-forretninger. Vinen blev hans fritidsbeskæftigelse, og her var internettet jo den perfekte markedsplads. Så Bill Kyhl fik oprettet en internetbutik. Den var Danmarks første italienske netbutik, mener han selv, og da den udelukkende handlede med vine fra Toscana, gav han den navnet Toscavini. (Den har altså ikke spor med Puccinis opera "Tosca" at gøre).
    I januar 2005 opsagde han sit job som radiochef og sprang ud som 100% vinmand, og i dag omfatter sortimentet cirka 270 vine fra 47 fortrinsvis små producenter fra størstedelen af Italien - uden at Toscana på nogen måde er glemt.
    Den sparsomme fritid nyder Bill Kyhl med kæresten Betina samt sin datter Julie på 22 år og sønnen Jonathan på 17 år.
    Adresse: Toscavini, Vendersgade 14, 1363 København K, tlf.: 40 85 63 64, fax: 44 44 63 67, e-mail: bky@toscavini.dk, www.toscavini.dk.


34/09



.


Ugens vinøse billede
Gitte og Lars Gaba har været i det italienske Alba for at smage på Barbaresco og Barolo vine – hvilket blandt andet foregik på vingården Ceretto. Måden, hvorpå parret kom til Ceretto, var lidt speciel. Det foregik nemlig på Segways – tohjulede batteridrevne køretøjer.
Dem kan man leje hos firmaet Albaway Tour, hvorefter man kan ture rundt i landskabet eller gennem selve Alba by. Man kan også få en guide med på turen. Det havde ægteparret Gaba valgt, og det er Gitte Gaba og guiden på vej til Ceretto som ses på billedet.
- Det kan klart anbefales at tage en tur med Albaway Tour, hvis man kommer på disse kanter, mener Lars Gaba. - Margherita og hendes mand, der ejer firmaet, er søde og hjertelige mennesker, og man kan være sikker på at få en service ud over det sædvanlige.

Hvem kommer med det næste billede til os?
Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur det orker vi ikke så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.






Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vore læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. ..Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182



...............................
    .....................
    173 Kevin Judd, der ejer et af New Zealands topvinhuse, Greywacke, er en dygtig fotograf - som det ses her (foto © Kevin Judd)
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 33 vine. Af disse vine var der 22, som fik mere end to stjerner og 18, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 105 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Ca'De'Medici, Lambrusco Grasparossa di Castelvetro, Italien, lav alkohol (8%)
65 kr., pris ved 2 flasker: 60 kr., Bisgaard Vin
Man siger, at når appellationen slutter med Grasparossa di Castelvetro, er der en ekstra kvalitet ved en Lambrusco. Det gælder i hvert fald denne lækre vin, rød i glasset, fin mousse, klar druesmag med noter af hindbær og banan.


Prosecco, Alvise Lancieri, Prosecco, Italien, lav alkohol (11%)
70 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Sikke en dejlig let mousserende vin! Den dufter mildt af pærer og har en smag, der breder sig ud i munden med masser af forfriskende citrusnoter. En god apéritif til den store sommerfest.


Pureté de Silex, Clos de la Briderie, Crémant de Loire, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
105 kr., pris ved 6 flasker: 99,17 kr., Organicwines.dk
Vi kender alle Crémant de Bourgogne og Crémant d'Alsace, men her er en boblevin fra Loire-flodens bredder - og en udmærket vin. Den har fine, stadige bobler og en frisk smag med citrustoner. Vinen er lavet på økodruer.

Hvidvin


Beau Vignac, Les Vignerons de Pomerols, Sauvignon Blanc, Languedoc, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Holte Vinlager
En dejlig hvidvin. Den har en mild duft af tropiske frugter, der ikke er nær så pågående, som man kender det fra visse oversøiske vine på Sauvignon Blanc-druen. Smagen er tør og fyldig med forfriskende noter af citrusfrugter og med en lang og liflig eftersmag. Det er den perfekte hvidvin til sommerens fisk- og skaldyrsretter. Flasken har skruelåg.


Villa Torre, Tenuta di Tavignano, Verdicchio dei Castelli di Jesi, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
65 kr., Carlo Merolli
Man går sjældent galt af hvidvins-druen Verdicchio. Det gør man heller ikke her. Denne dejlige hvidvin har det hele - en fint krydret duft, en ren druesmag med mineralske toner, citrus, en tilpas syre ...


Monte del Frá, Custoza, Italien, 2011, lav alkohol (12,5%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Propperiet
Vellavet hvidvin med en liflig duft og en smag i fin balance mellem frugt, sødme, krydderi og syre.


Joseph Cattin, Muscat, Alsace, Frankrig, 2010, lav alkohol (12%)
100 kr., pris ved 6 flasker: 70 kr., Holte Vinlager
En lidt speciel hvidvin, let og læskende med en krydret Muscat-smag, en lille sødme og et bittert bid til slut, der gør vinen velegnet som ledsager til mad.


Gustavo Tiburzi, Grechetto, Umbrien IGT, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 134 kr., Distinto
Fint krydret hvidvin, der hænger rigtig godt sammen. Den har en frisk og frugtagtig smag med et lille tørt bid, der gør den til en udpræget madvin.


Da Luca, Sicilien, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
48,15 kr., Rema 1000
Denne hvidvin er fremstillet på Pinot Grigio og Chardonnaym, og det er en rigtig god blanding. Der er lidt hø og røg over duften, mens smagen er tør, mild og læskende. En glimrende terassevin, når den serveres godt afkølet. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Blueridge, Cabernet Sauvignon, Tracian Valley, Bulgarien, 2008, middel alkohol (13,5%)
54,50 kr., Wine.dk
Flot rødvin, typisk Cabernet, blød, harmonisk og flot krydret. En god og billig vin. Flasken har skruelåg.


Passolo, Rocca, Salento IGT, Italien, 2011, høj alkohol (14,5%)
54,95 kr., Amka
Kraftig rødvin på druerne Primitivo og Negro Amaro - en vin med blød, afrundet frugt og en lille sødme og en vin, som mange vil kunne lide. Skænk den let afkølet. Den femte stjerne får den for prisen. Kapslen med skruelåget er tøjret med en banderole, så der skal stærke fingerkræfter til at åbne skruelåget.


Chapel Hill, Merlot, Dunántúli, Ungarn, 2009, lav alkohol (12%)
59 kr., pris ved 6 flasker, Laszlo's Vin
En blid og meget imødekommende rødvin på den saftige Merlot-drue. Flasken har skruelåg.


Romain Duvernay, Côtes-du-Rhône, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
65 kr., pris ved 6 flasker, Wine Group
En rigtig lækker rødvin med hyldebær og peber i duften og med en blød vinøs smag fuld af blå druer og igen med et strejf af peber. Et godt glas til prisen.


Cuvée Philipson, Telmo Rodríguez, Rioja, Cosecha, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
79,95 kr., Philipson Wine
Sammen med den spanske vinmand Telmo Rodriguez har Christian Philipson skabt denne fadlagrede rødvin på druerne Tempranillo (90%) og Garnacha. Vinen er blød og lækker med fyldig frugt og diskret fadlagring - en glimrende Rioja.


Saint Romanée, Didier Cornillon, Syrah, Vin de Pays de la Drôme, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinmand
En god rødvin på økologisk dyrkede druer - med god, saftig frugt. En let vin, der er nem at drikke.


Borgoforte, Villa Pillo, Toscana IGT, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
89 kr., A Vinstouw
Prægtig rødvin, helt i top. Dejlig, afrundet frugt og bløde tanniner. En fornøjelse.


Sasso Grande, Sagrantino, Montefalco, Italien, 2008, høj alkohol (15%)
90 kr., H.J.Hansen Vin
Sagrantino-druen giver rødvine med hår på brystet og voldsomme tanniner - men også store og flotte vine. Her er en af dem. En kraftig vin med procenter, men uden spritkant. Den må godt ligge endnu et par år.


Portal del Alto, Alejandro Hernandez, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile, 2008, middel alkohol (13,5%)
150 kr., Køge Vinhandel
Stor og lækker rødvin, varm og rund. Den har en typisk Cabernet-duft og en harmonisk smag med mørke bær, chokolade og druesødme. Til slut en dejlig eftersmag og et lille bittert bid, der gør den oplagt til lidt kraftige retter.


Les dessous des Dentelles, Château la Croix des Pins, Gigondas, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
150 kr., pris ved 6 flasker: 125 kr., Vinmand
Superlækker Rhône-rødvin på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre. Den har en fyldig, frugtrig og blød smag med alkohol uden spritkant. En meget anvendelig vin.


Ressò, Catalunya, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
50 kr., Lago Import
En meget saftig rødvin på druerne Garnacha og Tempanillo. En blød vin med en lille sødme, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.


Montald, Michele Chiarlo, Albarossa, Piemonte, Italien, 2009, middel alkohol (14%)
179 kr., pris ved 12 flasker: 161 kr., Distinto
Tør og kraftig rødvin på druen Albarossa - en vin med fyldig frugt og et lille bittert bid, der gør den velegnet til kraftige kødretter. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Helt billig er den ikke.


Sedosa, Monastrell, Yecla, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
69,50 kr., Irma
En ret enkel og let rødvin, der ender lidt tørt i en eftersmag med tanniner.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.