Nyheder i uge 41, 2012 |
|
Til_37/09 |
Gentager hovedløs kampagne Sundhedsstyrelsen gentager i disse dage sin hovedløse kampagne fra sidste år – den, der prøver at overbevise danskerne om, at det er livsfarligt at drikke vin. Ikke mindst hvis vinen kommer fra en bastflaske med et slukket lys i toppen. En af vores læsere, Christian Hovgaard Bruun fra Fyns Vinkompagni, skriver til os: – Sundhedsstyrelsens nye kampagnefilm handler kun om vin. Reklamens speaker forbinder direkte vin med risikoen for at få kræft, og der er kun vinflasker på billedet. Konklusion: Hvis du drikker vin, får du kræft. – Nu stopper vi! Det er simpelt hen for meget at sætte vin i denne bås uden at vise andre former for alkohol. Skal man lave en tv-reklame for, at der er risiko for at få kræft ved at indtage for meget alkohol, skal der fokuseres på helt andre typer alkohol end vin. Vinen er ikke problemet Christian Hovgaard Bruun har helt ret. Sundhedsstyrelsen burde slet ikke have valgt en vinflaske. For det er ikke vinen, der er det store problem ved misbrug af alkohol. Vi gentager, hvad vi skrev sidste år: Det er ikke vin, der bliver drukket på barerne, til raveparties og rundt omkring i nattens gader, når ungdommen ligger grønne i hovederne og brækker sig i rendestenene. Det er kradse sager som Barcardi Breezer, Tyrkisk Peber, Ga-Jol – og det er de alt for mange bajere. Sundhedsstyrelsen burde have sat det slukkede lys i en af de barnagtige alkofiduser, der henvender sig til en umoden ungdom. Eller i en ølflaske. Vine i bastflasker og andre gode italienske vine køber man for at nyde dem til mad; ikke for at drikke sig fuld. Vin er en fødevare. |
530 flasker Krug under hammeren Ældre flasker fra champagnehuset Krug dukker op hist og pist på auktioner rundt om i verden. Men nu afholdes den største auktion nogensinde i husets 129-årige historie over Krug-champagner, som kommer direkte fra husets kælder i Reims. Her har champagnerne opholdt sig fra den dag, de blev fremstillet. Det er Sotheby’s, der står for auktionen, som finder sted i New York d. 1. december. De i alt 530 flasker, der kommer under hammeren, er fremstillet i en periode over 40 år og omfatter berømte årgange som 1961, 1979 og 1982. Blandt højdepunkterne er 12 flasker Krug Clos du Mesnil 1990, som har en højeste vurdering svarende til 144.000 kr. Fire unikke champagner Auktionen byder også på tre champagner af flaskestørrelsen Jeroboam (3 liter vin eller 4 normale flasker) vurderet til i alt 43.000 kr. Og som noget helt specielt vil der ligeledes blive solgt fire champagner af Krug Grande Cuvée - Finesse, Savoir-Faire, Richesse og Mémoire - som aldrig nogensinde er blevet sat til salg på markedet. Disse vine er kun blevet skænket i glassene ved private smagninger i champagnehuset. Den samlede vurdering af de mange flasker, der skal sælges på auktionen, svarer til cirka 2,9 mio. kr. |
Miguel Torres mellem sine to danske importører: Jens Hempel-Hansen fra H.J. Hansen (t.v.) og Flemming Karberg fra Hans Just (foto: Linda Inger Nielsen). | Torres – Spaniens Al Gore I torsdags var Spaniens berømte vinmand Miguel Torres igen på besøg i Danmark, denne gang til et stort møde med deltagelse af Danmarks og Spaniens energiministre samt diverse diplomater med blå nummerplader. Og Torres kom ikke i første række for at slå et slag for sine fortræffelige vine, men for at holde et foredrag om klimaproblemer og bæredygtighed. Torres er manden, der igennem mange år med fremsyn og dygtighed er gået forrest for at hæve kvaliteten i spansk vin – han er virkelig, som nyhedsmagasinet Time skrev – "the wine king of Spain". Men Miguel Torres er også Spaniens svar på USA's Al Gore, og det var i den egenskab, han var på besøg i Danmark. Hvad betyder 1 grad? I sit foredrag skildrede Torres verdens klimaproblemer og gav eksempler på, hvad de betyder for vinens verden. Fx nævnte han, at gennemsnitstemperaturen i vinmarkerne er steget en grad i løbet af de seneste 40 år og fortsat er stigende. Og af samme grund er tidspunktet for høsten blevet tidligere og tidligere. Når druerne får varme, udvikler de hurtigt det sukker, der skal forvandles til alkohol, men samtidig når kerner og drueskind, der er afgørende for vinens aroma, ikke en optimal udvikling. Druerne må plukkes for tidligt, og vinen bliver skarp, bitter og underudviklet. Så må man til at dyrke druerne på højere beliggende og dermed køligere vinmarker, eller man må vælge nogle andre druesorter. Men mon vinbønderne i Bourgogne vil være glade for at forlade Pinot Noir og gå over til Zinfandel? Et dystert billede Det var et dystert billede, Torres udmalede under sit foredrag – og han illustrerede det på glimrende vis med grafer og billeder. Men han fortalte også, hvad man kan gøre – og ikke mindst, hvad han og hans team i Spanien gør for at producere druer og vin på bæredygtig vis. Hans nye Waltraud-kælder (opkaldt efter hans kone) og hans spritnye vinhus i Priorat er således indrettet efter alle kunstens regler, så man sparer på både vand og elektricitet. Selv kører han rundt i en hybridbil. Det kom vi lidt ind på i en serie postkort, som vi bragte i 2008 efter et besøg hos Torres. En bæredygtig dansk importør Efter foredraget deltog vi i en smagning af en række af Torres' vine – og til dem er der stjerner længere nede. Vinene har to importører i Danmark. Vinene til supermarkeder og toldfrit salg importeres af Hans Just, mens vinene til vinhandeler og restauranter importeres af H.J. Hansen. Det sidste firma er interessant, når vi taler om bæredygtighed. Vinfirmaet H.J. Hansen er nemlig kun en lille del af et af Danmarks store genbrugsfirmaer, Hempel-Hansen koncernen, der med 200 medarbejdere indsamler og bearbejder mange former for metal. Jens Hempel-Hansen, der er koncernens ejer og direktør, fortalte som et eksempel, at firmaets bearbejdning i løbet af et år af 75.000 tons aluminium sparer en stor mængde CO2. Mængden svarer til, hvad der produceres ved opvarmningen af 125.000 enfamiliehuse. Man kan vel sige, at Torres vine er i de rette bæredygtige hænder her i Danmark. |
Det er faconen, der tæller Glassets form har stor betydning for, hvor hurtigt man bunder indholdet - i hvert fald når det gælder øl. Det viser en ny britisk undersøgelse, hvor man har filmet 159 mænd og kvinder, mens de drak øl og sodavand af henholdsvis lige og buede glas. Forsøgspersonerne var inddelt i to grupper efter glassenes form, og der var selvfølgelig nøjagtig den samme mængde væske i samtlige glas. Længere tid med lige glas For sodavandernes vedkommende var der ingen forskel på den tid, det tog at drikke indholdet i de forskellige glas. Men når det kom til øllet, var der stor forskel. Det tog generelt 11 minutter at bunde de lige glas, mens de personer, der drak af de buede glas, kun var omkring 7 minutter om det. Ifølge forskerne skyldes resultatet, at folk normalt tænker over, hvor hurtigt de drikker, når der er en alkoholisk væske i glasset, men at det er langt sværere at vurdere, hvor meget et glas indeholder, når det er buet. Gad vide, om det forholder sig på samme måde med vin … Man kunne jo prøve med et almindeligt vinglas og et lige vandglas. |
....... Weingut am Stein by night. I den kubeformede bygning er der både smagerum og vinbutik og en formidabel udsigt over den gamle residensby Würzburg. | Postkort nr. 11 fra Tyskland: Gammelt vinhus i spritny ramme Byen Würzburg er med sit store slot og sin gamle bydel et kulturelt centrum i Franken. Og højt hævet over byen med en fantastisk udsigt over mod slottet ligger Weingut am Stein. Oprindeligt lå vinhuset inde i byen, hvor det blev grundlagt af familien Knoll i 1819. Det er stadig i samme families eje, men i 2003 udskrev familien en arkitektkonkurrence om et nyt vinhus, og det blev tegnestuen Hofmann Keicher Ring, der vandt. Det blev til en rå, enkel og flot arkitektur, og det er langt fra det eneste af den slags supermoderne vinhuse i Franken. Stadig flere arkitektoniske perler lever side om side med de ældgamle vingårde. |
....... Vinmager Tom Glass så ud til at more sig lidt, da han bad holdet af internationale vinskribenter om at lugte til hans forarbejdede kokasser. | Postkort nr. 12 fra Tyskland: Brændenælder og kosmiske kokasser Vinmagerne i de frankiske vinhuse er typisk tredje eller fjerde generation i den familie, der ejer vinhuset. Hos Weingut am Stein kommer vinmageren helt fra Adelaide i Australien. Tom Glass hedder han, og han har taget en stor glæde for biodynamisk vindyrkning med i bagagen. Han fortalte med begejstring om sine biodynamiske naturpræparater af blandt andet brændenælde, baldrian og røllike, som tilsættes komposten i små doser, så den bliver mere velafbalanceret. Han viste os også den såkaldte "horn-gødning", der fremstilles ved at begrave kohorn fyldt med kokasser i jorden vinteren over. Under nedgravningen bliver indholdet krydret med kosmisk energi og er dermed ekstra godt som vinmarks-gødning. Tom Glass fyldte en stor skål med den færdige "horn-gødning". - Værsgo, lugt til det, sagde han. Vi forsøgte forsigtigt, men der var faktisk ikke den ringeste rest kokasse-lugt tilbage. |
....... Tom Glass og hans æggeformede gæringstank af beton. I dag er der omkring 800 vinproducenter på verdensplan, der benytter sig af den slags tanke. | Postkort nr. 13 fra Tyskland: En 15 cm tyk æggeskal Ifølge Tom Glass giver biodynamisk vindyrkning i modsætning til den konventionelle blandt andet en mindre hård jord og stort set ingen rådne druer i klaserne. Der fremstilles glimrende vine hos Weingut am Stein - uanset om biodynamikken har en del af æren eller ej. Hvidvine på Silvaner-druen udgør den vigtigste del af vinhusets produktion, men på de i alt 28 hektar vinmarker dyrkes der også Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris samt Spätburgunder til rødvin. Tom Glass viste os også en gæringstank af beton formet som et æg, som han bruger til nogle af sine vine. Betonen nedbryder ifølge vinmageren noget af syren i vinen - altså tager toppen af den. Hver gang ægget har været anvendt og skal renses, ryger der 2 mm af indersiden. Betonen eroderer simpelt hen under gæringen. Men da æggeskallen er 15 cm tyk, skulle der være nok at tage af til de næste mange år. |
. |
Chokolade-dyppet vin Hvis man ikke kan vælge, om man skal give værtinden en æske chokolade eller en flaske vin, kan man jo bare købe en flaske, der er dyppet hele tre gange i chokolade. Det kan man gøre hos det californiske vinhus Goosecross Cellars, der har slået sig sammen med en lokal chokolatier om fremstillingen af de noget specielle flasker. Man kan vælge mellem rødvin på Merlot eller Cabernet med henholdsvis lys eller mørk chokolade. |
Vinflasker i smart indpakning Der er som bekendt begrænset plads på en traditionel vinetiket - alt for begrænset mener man hos designfirmaet Stranger & Stranger, som har sin base i Storbritannien men har åbnet en filial i USA. Firmaet har derfor i samarbejde med vinhuset Truett-Hurst i Sonoma for nylig lanceret en serie vine med noget større "etiketter". Vinserien, der er døbt "Evocative Wrapped Bottles" er pakket ind i genbrugspapir, og det giver udover almindelige oplysninger som vinens navn, årgang og alkoholindhold plads til en masse andre informationer. På nogle af flaskerne er der fx givet opskrifter på retter, som vinen egner sig til, mens andre er prydet med en sjov vinøs historie eller en særlig flot tegning. Vinene er også udstyret med hippe navne som Curious Beasts, Bewitched osv. Da flaskerne kom på de amerikanske forretningshylder, blev de revet væk. |
En del af de 25 vinbøger er på dansk. | STOR QUIZ Få endnu en chance for at vinde 25 bøger om vin I sidste uge indledte vi en konkurrence, der løber over tre uger. Præmien er en tung kasse med 25 vinbøger, og du deltager i lodtrækningen, hvis du kan besvare de fem spørgsmål herunder. Besvarede du også de fem spørgsmål i sidste uge, fordobler du dine chancer – det kan du i øvrigt stadig nå ved at klikke her. Endnu fem spørgsmål bringer vi i næste uge, og du får dermed mulighed for at kaste hele tre lod i puljen. Send os en mail med dine svar på de fem spørgsmål. Skriv A, B eller C ud for nummeret på det enkelte spørgsmål og tilføj dit navn og din postadresse. Og send så mailen til quiz@vinavisen.dk senest fredag d. 19. oktober. Svarene bringer vi i uge 43. Her kommer de næste fem spørgsmål: |
| ........ 6. Hvad er Nebuchadnezzar? A. Et vindistrikt i Libanon, oprettet i 1998. B. En stor champagneflaske til 15 liter vin. C. Gærsvampen Nebu279Z, der anvendes til gæring af mange Bourgogne-vine. 7. I hvilket land har ordet vermouth sin oprindelse? A. Kroatien B. England C. Tyskland 8. På hvilke vine kan der af og til stå ordene goût americaine? A. Sherry B. Madeira C. Champagne 9. I 1860'erne blev alle Europas vinmarker angrebet af et skadedyr. Hvad var det for et dyr? A. Dræbersneglen Escargot mariné. B. Vinlusen Phylloxera vastatrix. C. Den tibenede snudebille Billo snyltarius. 10. Du har arvet en Bordeaux Supérieur 1961. Hvad gør du ved den? A. Åbner den og bliver ikke spor overrasket over, at den ikke er værd at drikke. B. Gemmer den endnu i en halv snes år, idet 1961 jo var en fremragende årgang. C. Sender den ind til en vinauktion og håber, at den indbringer en masse penge. Flere spørgsmål i næste uge - og endnu en vinderchance! ........ |
| .. |
Dødbringende spiritus i Tjekkiet Illegale spiritusflasker har sneget sig ind på det tjekkiske marked, og det værste er, at indholdet er blandet med træsprit og derfor direkte livsfarligt. Indtil videre er 22 tjekker døde efter at have drukket den illegale alkohol, og yderligere 36 er indlagt og i overhængende livsfare. Myndighederne i Tjekkiet har ifølge The Drinks Business straks stoppet alt salg af spiritus med et alkoholindhold på mere end 20%, og Polen, der er et af de store aftagerlande af tjekkisk spiritus, har indført en måneds importstop. Bagmændene er ikke afsløret Man har allerede arresteret mere end 20 personer, som har stået for tapning og distribution af den giftige alkohol. Men det destilleri, der har fremstillet den dødbringende spiritus, har man endnu ikke fundet. I Tjekkiet er man selvfølgelig interesseret i at optrevle sagen hurtigst muligt - også for igen at få gang i handelen med landets spiritusprodukter. Der er trods alt tale om en industri, som hvert år bibringer den tjekkiske statskasse omkring 750 koruna (cirka 225 millioner kr.) i skatteindtægter. ..... |
. |
Den danske vinbranche * Philipson Wine har optaget importen af vine fra en række vinehuse. Fra Italien: Livio Felluga og Le Salette. Fra Spanien: Castell d´Age Cava, Esteban Martin og Bodegas Mureda. Fra Frankrig: Domaine Simone Tremblay, Montpeyroux, Château la Nerthe, Domaine de la Vieille Julienne, Domaine de Bonserine og Domaine du Cayron. Fra Sydafrika: Newton Johnson og Strandveld. Og fra Chile: Antiyal. * H.J. Hansen Vin har d. 1. oktober slået dørene op for en ny H.J. Hansen/Vinspecialisten butik i Dronningens Tværgade 30 i København. Butikken, der er nr. 50 i vinforretningskæden, er på over 250 kvadratmeter.--,,,,,,,,,, ,--, |
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her! Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam. |
. . |
Allerede midt i 1970'erne fik Knut Gotfredsen smag for god vin, og de første store smagsoplevelser var Fonseca Choco Port og Château Vaudieu fra Châteauneuf-du-Pape. Midt i 1980'erne fik han via en vingave øjnene op for hvid Bourgogne, især Puligny-Montrachet. Herefter fulgte perioder med fokus på vine fra Bordeaux, Porto, Bourgogne, Spanien, Australien og Californien og senest Champagne. Jørgen Krüff fra L'Esprit du Vin samt den svenske champagnespecialist Richard Juhlin har været vigtige inspiratorer, når det gælder udforskningen af champagnens verden. Til dags dato regner Knut Gotfredsen med at have smagt ca. 500 forskellige champagner, hvoraf den største oplevelse var Moët & Chandon 1959 på magnum. I 2011 åbnede han en netbutik med vin. Den skulle naturligvis hedde Vinentusiasten. Her lægger Knut Gotfredsen vægt på god service og på, at valget af vin er mindst lige så vigtigt som valget af mad. Sortimentet er egne importerede vine fra Californien og Sydafrika samt et spændende udvalg af ca. 80 forskellige champagner. Kunder, der vælger selv at afhente de bestilte vine, kan altid regne med at få serveret et glas vin og få en god vinsnak. Privat er Knut Gotfredsen gift med Birgitte og har en voksen søn, Anders. Adresse: Vinentusiasten, Lyngdalen 11, 2850 Nærum (kun til afhentning efter aftale), tlf.: 40 20 83 33, email: knut@vinentusiasten.dk, www.vinentusiasten.dk. |
| ,,,,, Ugens gode spørgsmål Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte – det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål – og svaret på det. Følger kvaliteten procenten? E. Jakobsen har fået at vide af en god ven, at jo højere alkoholprocenten er i en vin, desto bedre er vinens kvalitet. Men er det virkelig rigtigt? Vi er ikke enige. Alkoholprocenten er i høj grad et spørgsmål om vinens stil, ikke dens kvalitet. Der er liflige og vellavede vine med kun 12% alkohol, egnede til lette retter og et glas på terrassen. Og der er kraftige vine med 14-15%, skabt til store bøffer og lige så kraftige gryderetter. Men det skal ikke nægtes, at man af og til møder bamsevine, hvis frugt ikke formår at afbalancere alkoholen, og som man nemt bliver træt af. Det er efter vor mening en mangel på kvalitet. Den slags vine bør man i øvrigt skænke let afkølede. Så maser alkoholen sig ikke så kraftigt på. Der er talt meget om, at alkoholen i vinene er ved at blive alt for kraftig. Men hvordan ser det ud i rene tal? Hvis man (som mand) kan drikke tre glas vin med 12½% alkohol, så kan man med 14½% kun drikke 2,58 glas og med 15% kun 2,5 glas – hvis man vil nøjes med den samme mængde alkohol. Dette er også værd at have i tankerne. (Her taler vi om dagligt forbrug, ikke bilkørsel). Hvad betyder 9% + 2,5%? Peter Neustrup skriver: – Jeg skænkede den anden dag en spumante, som ifølge etiketten holdt 9% + 2,5%. Tidligere har jeg set rødvin – en Valpolicella – som holdt 13,5 + 5%. Hvad betyder det? Et fjernt sted i vore forenede hjerner fortæller os, at vi engang har fået forklaringen, men desværre er den forsvundet i tågerne. Så derfor: Hvis nogle af vore kyndige læsere har svaret, hører vi meget gerne. Skriv venligst til info@vinavisen.dk. ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, |
På en vinrejse i Franken langs floden Main mødte Per Lund en forstenet og ganske sikkert tørstig mand i den lille by Sommerhausen. Han tog et billede af ham, fordi han fandt, at digtet under hans fødder var et passende motto for en vinrejse. På tysk står der: ob ich morgen lebe, weiss ich nicht gewiss, wenn ich lebe, dass ich trinken werde, weiss ich ganz gewiss. Og på dansk: om jeg lever i morgen, ved jeg ikke bestemt, hvis jeg lever, at jeg så vil drikke, det ved jeg helt bestemt. Hvem kommer med det næste billede til os? Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur – det orker vi ikke – så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk. |
| ............................... | |
|
193 Vinfade og andet gods blev kontrolleret i toldboden fra 1760'erne i Den Gamle By i Aarhus (foto © Anker Tiedemann). .............................. |
. |
Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse. |
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 41 vine. Af disse vine var der 30, som fik mere end to stjerner og hele 24, som fik fem stjerner. I alt blev det til 142 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her. Søg på vinene! Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database. Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk. |
Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen. ,,,,, |