Nyheder i uge 20, 2013










Nogle meget gamle californiske vinstokke overgroet med mos. Foto: Historical Vineyard Society.

100 år gamle vinstokke rives op
Det går godt for de californiske drueavlere og vinproducenter. Forbruget af vin stiger i USA, og der skal derfor fremstilles stadig mere vin.
Men det betyder også, at flere af de meget gamle vinmarker - ligesom mange andre steder i verden - er i fare for at blive trukket op ved rode og erstattet af nye vinstokke, der kan producere langt flere druer.
I Californien, der står for hovedparten af USA's vinproduktion, findes der adskillige marker med vinstokke, der er 60 år - ja, endog mere end 100 år - gamle. Mængden af druer fra disse vinmarker er sparsom - dog er der tale om druer af høj kvalitet og med stor koncentration.
Nogle vinproducenter værner om de gamle vinstokke og fremstiller få men fantastiske vine af deres druer. De fleste producenter og drueavlere tænker dog på pengepungen - hvilket de selvfølgelig også er nødt til. I disse vinmarker er der også ofte plantet mange forskellige druer sammen - som man gjorde det i gamle dage. En drueavler, der sælger et ton af sådanne blandede druer, får langt færre penge for dem, end hvis de alle havde været af samme druesort.

De fortjener at overleve
Men det er trist, at disse historiske vinmarker forsvinder, mener man hos foreningen til deres bevarelse, Historical Vineyard Society.
Der er tale om vinmarker, hvoraf mange har overlevet økonomiske nedture, to verdenskrige og årtiers svingende vintrends hos forbrugerne. De fortjener at overleve. Desuden er de en kilde til information om den spæde start på vindyrkningen i Californien, om hvordan indvandrerne anlagde vinmarker, beskæringsmetoder og valg af druesorter.
Foreningen har derfor via et større lobbyarbejde fået myndighederne i Californien til at udarbejde en resolution om beskyttelse af de gamle vinmarker.
Der er således ikke tale om en lov mod at rive de historiske vinstokke op ved rode, men derimod en alvorlig opfordring til vinproducenter og drueavlere om at lade dem leve deres tid ud.

På jagt efter flere vinmarker
Historical Vineyard Society håber, at resolutionen vil få folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de nedlægger en gammel vinmark. Foreningen har udført en foreløbig liste på 217 vinmarker i Californien, der har fejret deres 60 års fødselsdag. De fleste af dem ligger i appellationen North Coast, der omfatter blandt andet Sonoma og Napa. Den næste opgave bliver at gennemtrevle den californiske appellation Lodi i jagten på historiske vinstokke. Her har man mistanke om, at der gemmer sig rigtig mange gamle vinmarker.
Da et af de store problemer ved disse marker er, at de ikke længere er så rentable, har foreningen tænkt sig at foreslå en form for skattelettelser for de vinproducenter og avlere, der bevarer de gamle marker. Lignende forhold har reddet mange gamle bygninger i USA, lyder det fra foreningen.




Foto: Civc.

Bedre hukommelse med champagne
Champagne er ikke kun en festlig drik - den har ifølge ny forskning højst sandsynligt også en god indflydelse på vores hukommelse.
Et britisk forskerteam ved universitetet i Reading har ifølge The Telegraph udført forsøg med rotter, der hver dag i seks uger fik iblandet champagne i deres mad.
Til sidst lod forskerne hver rotte løbe gennem en labyrint, hvor målet var at finde frem til en godbid. Efter fem minutter gentog man forsøget for at se, om rotten kunne huske, hvor den skulle gå hen.
Man havde udført nøjagtig det samme forsøg, før champagne-dieten. Her havde rotternes succesrate, når det gjaldt om at finde frem til godbidden anden gang, ligget på 50%. Efter de seks uger med champagne var succesraten oppe på hele 70%. Forskerne fandt desuden frem til, at der hos rotterne efter champagne-dieten var en forøgelse på hele 200% af nogle proteiner, der er vigtige for at have en effektiv hukommelse.
Spencer håber nu på at kunne søsætte et nyt forsøg med omkring 60 pensionister, der vil blive bedt om at drikke tre glas champagne hver dag i tre år.

Nok med tre glas om ugen
Ifølge forskerne er det indholdet af fenolsyre, som har den godgørende virkning på hukommelsen. Netop i Pinot Noir og Pinot Meunier, som - sammen med Chardonnay - anvendes til champagne - findes dette stof.
Ifølge lederen af forskerholdet, Jeremy Spencer, vil blot tre glas champagne om ugen gennem længere tid højst sandsynligt have en lignende effekt på sygdomme som Alzheimers og demens hos mennesker. Og jo tidligere, man begynder at nyde godt af det godgørende stof i champagne, desto bedre. Demens viser sig som en gradvis forringelse af hukommelsen, der højst sandsynligt starter allerede i 40 års alderen og pågår, til man er langt over de 80 år.
Spencer håber nu på at kunne søsætte et nyt forsøg med omkring 60 pensionister, der vil blive bedt om at drikke tre glas champagne hver dag i tre år.




.





To billeder fra filmen "Red Obsession": Et skema, der viser gennemsnitsprisen for de nye årgange af 1. cru vinene fra Bordeaux fra årgang 1992 til 2009 - hvor priserne slog alle rekorder. Når de fornemme flasker er kommet til Kina, præsenteres de undertiden på behørig vis til diverse arrangementer.



Film om Kina og Bordeaux
"Red Obsession" (rød besættelse) kunne godt lyde som navnet på en actionfilm med Sean Connery, men det er titlen på en ny dokumentarfilm om Kinas begejstring for Bordeaux-vin.
Filmen er skabt af den amerikanske instruktør og vinhusejer, Ross Warwick, der begyndte på optagelserne i 2011. Det var dengang, hvor kinesernes efterspørgsel på fornemme vine fra Bordeaux var på sit højeste - og hvor ejerne af vinslottene af samme årsag lod priserne på de nye vine nå uanede højder.
Boblen bristede i 2012 med en nedgang i priserne for den nye årgang 2011 på mere end 20%.
Filmen kommer både til Frankrig og Kina og skildrer, hvilken betydning kinesernes glæde for Bordeaux-vin har haft for det franske distrikt. Den fortæller også om kinesernes spirende vinindustri og inspirationen fra Bordeaux. Vi møder kinesiske vinbønder og en hovedrig kvinde, der med glæde betaler en formue for en særlig fin Bordeaux-vin på en auktion.
En trailer til filmen kan ses ved at klikke her. I sin fulde længde vil "Red Obsession" senere i år kunne ses i USA - og forhåbentlig også en dag i Danmark. Den ser ud til at være meget interessant og godt filmet.




Rosévin er på fremmarch - i hvert fald i Storbritannien. Foto: Wikipedia / Nadia & Massimo.

Stigende glæde for rosé
Rosé bliver sikkert af mange anset for at være en rigtig sommervin - sådan en, som man nyder et afkølet glas af en varm dag på terrassen.
Sådan var det også oprindelig i Storbritannien, men stadig flere briter fortsætter med at hælde rosé i glassene året rundt.
I de sidste 13 år har der således været en stigning i salget af rosé på 10%, og for første gang nogensinde er en ud af hver ottende flaske vin, der sælges i de britiske supermarkeder, en rosévin. I år 2000 var det kun en ud af hver 40. flaske, der blev solgt.
Det årlige salg af rosévin i Storbritannien ligger på 646 millioner pund (cirka 5,7 milliarder kr.), hvilket svarer til et dagligt salg på 1,8 mio. pund (cirka 15,8 mio. kr.).

En vin for kvinder
At rosévin er en stadig stigende succes hos de britiske forbrugere, skyldes ifølge The Telegraph blandt andet, at der kommer stadig flere kvalitets-roséer på hylderne. Vinproducenterne er - på grund af den større interesse for rosé - holdt op med at betragte vinen som et slags biprodukt til rødvin. Nu bliver der kælet for fremstillingen af rosé, der anses for at være en vin med sin egen berettigelse.
Det er frem for alt de britiske kvinder, der er begejstrede for rosévin, hvorfor mange vinproducenter med stor eksport til Storbritannien, fremstiller vinene, så de passer til kvindernes smag. Det vil sige lette og friske roséer med et alkoholindhold på kun 10%.
Gad vide, hvordan det forholder sig i Danmark. Om rosé-trenden også så småt er kommet hertil ...


34/09




Moët Hennessy satser på Indien
Indien er ifølge IWSR (International Wine & Spirit Research) et ekspanderende marked, når det gælder mousserende vin - dog fra et meget lavt udgangspunkt på kun 4% af landets totale vinsalg.
I 2012 blev der solgt 1,1 millioner flasker boblevin i Indien, hvilket var hele 24% mere end året før.
Det er dog frem for alt mousserende vin fremstillet inden for landets grænser, der hitter. Årsagen er den enkle, at champagne er alt for kostbar for de fleste indere - og cava og prosecco er en by i Rusland.
Derfor var det også en målrettet investering, da det franske firma Moët Hennessy, der ejer de fornemme champagnemærker Dom Pérignon, Moët & Chandon Champagne, Veuve Clicquot og Krug, i 2011 købte 19 hektar jord i den indiske region Nashik. Jorden blev tilplantet med Chenin Blanc, Chardonnay og Pinot Noir med det mål at fremstille mousserende vin.
Moët-Hennessy er også i færd med at opføre et nyt vinhus i forbindelse med vinmarkerne, som - når det står færdigt i 2014 - vil kunne fremstille 600.000 flasker af vinen.
Hvornår den første boblevin fra det nye vinhus kommer på markedet i Indien, har champagnehuset ikke løftet sløret for.




Sir Alex Ferguson. Foto: Wikipedia / Austin Osuide.

Ferguson som vingårdsejer
I den forgangne uge har nyheden om, at Alex Ferguson forlader jobbet som foldboldtræner, trukket overskrifter. For dem, der ikke interesser sig for fodbold, kræver det en forklaring:
Alex Ferguson, der har været træner for den britiske fodboldklub Manchester United siden 1986, er den træner i britisk fodbold, der har vundet flest trofæer overhovedet. Klubben har også vundet flere titler og kampe under ham end i de mange år, før han kom til som træner.
Ferguson har gjort det så godt, at han i 1999 blev adlet til ridder af den britiske dronning.
I stedet for trænerjobbet bliver han nu klubdirektør og bestyrelsesmedlem i Manchester United. Og så går der ifølge Decanter rygter om, at han allerede nu til sommer har tænkt sig at købe en vingård i Frankrig.

Ronaldo er en Pétrus 1961
Det er slet ikke usandsynligt, at Alex Ferguson skifter grønsværen ud med en vinmark. Han har ofte udtrykt sin store interesse for god rødvin fra især Frankrig og Toscana.
Han har også engang i forbindelse med en sponsoraftale med Chiles største vinproducent, Concha y Toro, sammenlignet fodbold og vin:
- I fodbold plukker vi de bedste unge spillere, så vi kan modne og forme dem fra deres spæde start og gøre dem til fremragende Manchester United spillere. Jeg ser her en sammenligning med Concha y Toro, som høster de bedste druer, fremstiller den bedste vin og har tålmodigheden til at sikre, at slutresultatet bliver perfekt.
Ferguson har også direkte sammenlignet den berømte fodboldspiller Cristiano Ronaldo fra Real Madrid med en Pétrus 1961.
Den snart forhenværende træner skulle efter sigende ville ofre omkring 2 millioner pund (cirka 17,6 mio. kr.) på en vingård.


Kig i VinAvisens aktivitetskalender
Det bugner af spændende vin-arrangementer i vores aktivitetskalender. Man kan fx blive klogere på fadlagring af vin ved at deltage i Vinakademiets Master Class "Wine & Wood" d. 22. maj. Her fortæller den sydafrikanske vinmager Inge Terblanche om blandt andet brugen af træfade gennem tiderne og om fadets betydning for vinens farve og aroma. Der vil ligeledes blive smagt på flere vine i løbet af dagen.
Man kan også komme med til en Brunello Winemakers Dinner d. 29. maj eller møde de små danske vinimportører på vinmessen Garagevin d. 25. august.








I midten Per Buhl, der er flankeret af ejeren af Muga, Manuel Muga Peña (til venstre), og eksportdirektør Frank Flügge fra Château de Pennautier i Languedoc.

Jubilæumsfest i vinens tegn
Skal der være fest, så lad der være fest. Og det var der i flere omgange, da Laudrup Vin & Gastronomi fyldte 20 år.
Det blev til en stor jubilæumssmagning hos vinfirmaet i Skovlunde samt en festmiddag i Teaterkælderen i København.
VinAvisen var med til sidstnævnte, hvor der blev skænket i glassene af vine fra et udvalg af de mange producenter, som Laudrup Vin importerer fra.
Der var nyheder blandt vinene og gamle kendinge, som vi har smagt ved andre lejligheder. Og der var repræsentanter fra samtlige af vinhusene - heriblandt fra Rioja-huset Muga, den første producent, firmaet i sin tid begyndte at importere vin fra, og fra den sidst tilkomne producent, Château de Pennautier i Languedoc.

Fra tørre hvide til super søde
Laudrup Vin, der i dag er Danmarks største specialist i spanske vine og delikatesser, var slet ikke blevet til noget, hvis ikke Michael Laudrup i 1985 havde nydt et glas vin - noget, han som fodboldspiller stort set aldrig gjorde. Vinen stammede fra Muga, Laudrup blev begejstret, og sammen med sin gode ven Per Buhl begyndte han at importere vin - bare på hobbyplan. I dag er hobbyen blevet en større forretning med mange ansatte.
Vinene, som blev serveret til middagen - og hver især præsenteret af deres producenter - spændte fra lifligt tørre hvidvine over fyldige rødvine til den supersøde sherry-type Pedro Ximenez. Længere nede på siden er der flotte stjerner til et udvalg af de vine, vi smagte.


Paris’ kommercielle vinmark
Som vi fortalte i uge 9 2012, findes der i alt 200 vinmarker i selve Paris og i Ile de France - den region byen ligger i.
Nogle af dem er ganske små. De befinder sig i baghaverne hos Paris’ indbyggere og er faktisk ulovlige ifølge fransk lov.
Andre er større, som fx den berømte vinmark på Montmartre. Men der er kun en kommerciel vinmark i Ile de France. Den er på 1 hektar og ligger i den vestlige del af Paris i kommunen Suresne. Vinene fra resten af markerne i Ile de France må kun bruges til velgørenhedsformål.
Den vin, der fremstilles i Paris og Ile de France, har ikke ry for at være særligt interessant. Men det synes foreningen for områdets vinproducenter, Les Vignerons Franciliens Réunis, er uretfærdigt. Den mener, at der er sket rigtig meget, når det gælder kvaliteten af vinene i de senere år.

Håber på 5 IGP’er
I det hele taget kæmper foreningen for at bringe Ile de Frances vinmarker og vine tilbage til deres fordums glans - til dengang i 1700-tallet, hvor vinene herfra var berømte og blev nydt af de franske konger i Versailles-slottet.
Som et led i disse bestræbelser ønsker foreningen at få fem områder og vinmarker i Ile de France godkendt som appellationer i kategorien IGP (Indication Géographique Protégée). Det er lige et trin over Vin de Table - almindelig bordvin - som der nu står på flaskerne fra Suresne.
Foreningen har ansøgt appellations-myndighden INAO om de fem IGP’er, og den håber, at allerede årgang 2013 fra Suresnes kan få et IGP på etiketten. De øvrige fire vinmarker skal først godkendes som kommercielle marker, før de kan opnå en appellation - hvilket gerne skulle ske, inden der er gået fem år.


Til_37/09






Det nye tulipanformede glas, der er fremstillet specielt til rødvine på Malbec-druen.

Et glas specielt til Malbec
Det østrigske glasfirma Riedel er kendt for at fremstille glas til vine på bestemt druer - det første af slagsen, et glas til Bourgogne-vin, så dagens lys i 1958.
I dag findes der 29 forskellige glas - blandt andet et Cabernet Sauvignon-glas, et glas til Pinot Noir-vin og endog et særligt glas til fadlagrede hvidvine på Chardonnay.
Formen og størrelsen på hvert glas er skabt med henblik på at fremhæve de bedste egenskaber i hver enkelt vin.
Nu har firmaet lanceret et glas til vine på Malbec-druen - hvilket er oplagt, da rødvine på denne drue er et hit i disse år. Men har det virkelig den store betydning, om en Malbec-vin drikkes af et almindeligt tulipanformet glas eller af det nye og lidt anderledes tulipanformede glas? Ved en større lancerings-smagning lod Riedel en række vinspecialister smage den samme vin på Malbec af forskellige glas - samt af det nye glas, designet til druen. Og flere af deltagerne udtrykte, at vinen bestemt smagte bedst i Malbec-glasset.
Malbec er Argentinas store blå drue, og glasset er blevet til i samarbejde med det argentinske vinhus Graffigna. Vinhuset har fået eneretten til at bruge og sælge glasset i et år - derefter kan alle andre Malbec-fans få glæde af det.


Champagne, en storsællert i Nigeria
Fattigdommen er udbredt i Nigeria. Alligevel er det vestafrikanske land næst efter Frankrig verdens hurtigst voksende marked for champagne. Selv Kina, som også er begejstret for de ædle bobler, kan ikke følge med.
Det er den rige elite i Nigeria, der har fået smag for champagne, og jo dyrere og mere berømte, flaskerne er, desto bedre. For landets oliemagnater, filmfolk og hiphop-musikere er der gået ren prestige og statussymbol i at kunne servere en flaske med de kostbare bobler for sine gæster.
Sidste år købte nigerianerne ifølge en undersøgelse fra analysefirmaet Euromonitor champagne for et beløb svarende til 334 millioner kr. I 2017 forventes tallet at runde de 598 mio. kr. og et forbrug på 1,1 mio. liter.






Krydser fingre for et godt år
Sidste år klagede de britiske vinproducenter deres nød. Et ualmindeligt vådt og koldt vejr i vækstsæsonen medførte en lille høst af ikke særlig god kvalitet.
Det førende britiske vinhus Nyetimber valgte af samme årsag helt at droppe årgang 2012.
Derfor krydser de efterhånden mange vinhuse i Storbritannien fingre for, at 2013 bliver et rigtig godt år, så kældrene kan fyldes op med nye vine af god kvalitet.
Starten på året har dog ikke været for lovende. Ligesom herhjemme har briterne også haft et meget køligt forår, der har forsinket vinmarkernes udspring med foreløbig 14 dage.
Men det skal vinstokkene nok indhente, lyder det fortrøstningsfuldt fra producenterne.
2013 er også året, hvor mange af de britiske vinhuse sender deres årgang 2009 på markedet. Og her forventer man et bragt af en årgang - og for de mousserende vines vedkommende den bedste årgang nogensinde.




Det summer altid af aktivitet under afholdelsen af LIWF i London.

LIWF holder flyttedag
Den 20. til 22. maj afholdes den store vin- og spiritusudstilling LIWF (London International Wine Fair) i udstillings- og kongrescentret ExCel i den britiske hovedstad.
Traditionen tro bliver det med smagninger ved et hav af stande med vinimportører og producenter fra alverdens lande, masterclasses, seminarer osv.
Det bliver sidste gang, ExCel er rammen om den store branchemesse - i 2014 flytter LIWF tilbage til Londons gamle udstillingshal, Olympia, hvor den oprindelig havde til huse. Udstillingen får også sit oprindelige navn, London Wine Fair, igen.

Lavere priser for standene
Og der vil ske flere ændringer. Arrangørerne af LIWF har lyttet til kritiske røster fra udstillerne, der hævder, at stand-lejen er blevet alt for høj. Det koster i dag langt mere at leje en stand ved LIWF end ved andre store branchemesser som fx den franske Vinexpo og den tyske Prowein. Derfor vil man sænke priserne for leje af stande til London Wine Fair 2014 med 20-25%.
Men selve standene bliver der også lavet om på. De må nu højst være på 100 kvadratmeter, og det er slut med de "dobbeltdækker" stande i to etager, som man normalt møder på vinmessen.
Det skal ikke bare blive billigere at udstille på messen - der skal også være lige vilkår for alle udstillerne.


En lidt pinlig historie
Når vinderen er fundet i sportens verden - om det så gælder fodbold eller cykelløb - så sprøjtes der traditionen tro med champagne til højre og venstre. Det er en skik, som VinAvisen (selvfølgelig) ikke billiger. De ædle dråber fortjener at blive nydt af et champagneglas.
Derfor nød vi også følgende historie, der viser, hvor galt det kan gå med alt det sprøjteri:
I sidste uge fandt en ganske særlig fodboldkamp sted i den skotske by Hamilton. Det drejede sig om finalen i British Services Cup - et fodboldstævne for skotter i servicefagene.
I finalen vandt holdet fra det lokale brandvæsen med 3-0, og det skulle fejres med det samme i omklædningsrummet. Propperne sprang på de godt rystede champagneflasker, og stemningen steg. Der blev rystet og sprøjtet så effektivt, at det gik ud over røgalarmerne og de elektriske installationer, som gav signal videre til byens brandvæsen (og fodboldspillernes kolleger) om, at der var brug for udrykning.
Tre brandbiler med brandfolk i fuld mundering susede af sted mod Hamilton Academical Football Club, hvor kampen var blevet afholdt. Og her fandt de så deres opstemte kolleger - der ikke var helt så opstemte efter en opsang fra deres chef.




.

...



.

Den lille æske med de seks 4 cl's flasker Pálinka. Faktisk en rigtig god gaveidé.

Pálinka, en ungarsk hjertestyrker
Der fremstilles frugtbrændevin mange steder i verden, men står der Pálinka på flasken, så er indholdet ungarsk. Navnet kommer af det slaviske ord "pálit", der betyder "at brænde" (destillere).
I dag er Pálinka et beskyttet navn ifølge EU, og udover, at det kun må anvendes på ungarske frugtbrændevine, er der også flere andre regler, der skal være opfyldt. Frugten, som brændevinen destilleres på, skal være frisk, og være dyrket i Ungarn, ligesom modningen og tapningen af brændevinen skal foregå på ungarsk jord.
Anvendes der frugtkoncentrat eller halvtørrede frugter, kan producenten ikke sætte et Pálinka på etiketten.
Desuden skal alkoholindholdet ligge på mellem 37,5 og 86%.
Den friske frugt, der destilleres på, kan så være alt lige fra pærer, abrikoser og blommer til kirsebær og kvæder.

Delikate frugtbrændevine
Nu er det muligt hos den danske vinimportør Laszlo's Vin at købe Pálinka fra et af de førende ungarske destillerier, Szicsek.
Hvis man ikke ved, om man er til fx pære- eller kirsebærbrændevin, kan man prøve sig frem med små 4 cl’s flasker til 30 kr. stykket. Disse smagsprøver fås også i en fin æske med seks styk til 180 kr. Prisen for en 50 cl’s flaske er 300 kr.
VinAvisen har smagt på æsken, hvilket vil sige på seks brændevine med henholdsvis kvæde, abrikos, hindbær, æbler, blommer og pærer. Og der er tale om meget delikate brændevine, hvor duften og smagen fra de enkelte frugter træder fint i front og ikke på nogen måde overdøves af de 44% alkohol.
Pálinka bør nydes ved ca. 20 grader og helst af et lille tulipanformet glas. Så kommer duft og smag for alvor til deres ret.










Kjolen af 4 kg guld og nogle af de allerføste prototyper til flasken med Absolut Vodka. Foto: Spritmuseum.se



Vodka-eksport er moralsk forkert
Hvis man skal en tur til Stockholm i sommerens løb, kan det være en god idé at lægge vejen forbi Spritmuseum og se museets nye udstilling, Absolut Sin, der åbner d. 6. juni.
Den handler om historien bag Sveriges store eksportsællert, Absolut Vodka, der blev til i 1970’erne.
Den gang betragtede den svenske regering alkohol som en af de største samfundsfarer. Der var en streng alkoholpolitik, og svenskerne blev via kampagner opfordret til afholdenhed - eller til i det mindste at drikke vin i stedet for spiritus.
Samtidig diskuterede man, om man skulle begynde at eksportere vodka - ligesom russerne og finnerne. Der var tilhængere og modstandere. Til sidstnævnte hørte vicetalsmanden i Riksdagen, Tosten Bengtsson, som skrev følgende indlæg i debatten:
- Skal vi eksportere synden? Er det virkelig det, de mener? Økonomisk vil det gå dårligt, og moralsk er det forkert. Er det virkelig meningen, at Sverige skal eksportere sine alkoholproblemer til omverdenen? Vi burde i stedet for eksportere vores alkoholpolitik.

Kjole af 4 kg guld
Men tilhængerne vandt, og Absolut Vodka blev skabt med henblik på eksport til det store amerikanske marked, hvor den blev en bragende succes.
Udstillingen omfatter de første skitser af flasken til den nye vodka, reklameplakater, film og fotografier, minder fra sene nætter i atelierer og i flyvemaskiner, hvor der blev tænkt i design og marketing osv.
Man kan også se en kjole, der er strikket af i alt 4 kg guld.
Den blev skabt i 1990 af designeren Anthony Ferrara til en modekampagne, der var sponsoreret af Absolut Vodka - hvorfor vodkaens navn står printet på forsiden af kjolen
Det fortælles, at Candace Bushnell - forfatteren til tv-serien Sex and the City - fik lov til at bære kjolen til et modeshow i New York. Efter showet forsvandt hun ud i natten med de 4 kg guld på sig - hvilket bestemt ikke var meningen. Kjolen blev afleveret i en papirspose ved morgengry ved indgangen til Absolut Vodkas amerikanske afdeling.






    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Toscavini har optaget importen af vinene fra Terzini i Abruzzo.





    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


.


    Jess Juul Hansen (f.1974) er oprindeligt uddannet i et supermarked i Odder, hvor han allerede efter tre måneder som lærling overtog vinafdelingen.
    Efter endt læretid tog han til Bordeaux, hvor han fik job i kælderen hos Château Prieure-Lichine i Cantenac Margaux.
    Vel hjemme i Danmark igen blev det til et par år som sælger for brødfirmaet Schulstad i Brabrand. I 1999 vendte Jess Juul Hansen dog tilbage til vinbranchen som butikschef for Kjær & Sommerfeldts butik i Århus.
    Da Kjær & Sommerfeldt i 2005 solgte sine butikker i provinsen til Østjysk Vinforsyning, blev han ansat på vinfirmaets hovedkontor som detailchef for firmaets ti butikker.
    Og i 2006, i forbindelse med en omstrukturering af virksomheden og lanceringen af det nye kædekoncept Vinoble, fik han ansvaret for hele kæden.
    I 2009 overtog Jess Juul Hansen Vinoble vinhandelen i Skanderborg. Efter nogle år på kærlighed og rødvin er butikken stille og roligt blevet udvidet, og sortimentet styrket.
    Jess Juul Hansen er lidt af en autist, når det gælder vin. Han har en formidabel hukommelse for smags- og duftindtryk, og det kommer ham til gode i hverdagen i forretningen. Han kan stort set huske smagen af alle de vine, som ligger på lageret. Hans favorit er den klassiske Bourgogne, og det kan være svært at finde en Bourgogne, der dur – uden at det koster kassen.
    Men vinhandlerens Bourgogne-radar er altid tændt.
    Adresse: Vinoble Skanderborg, Adelgade 75, 8660 Skanderborg, tlf.: 86 51 22 12, e-mail: skanderborg@vinoble.dk, www.vinobleskanderborg.dk.





    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.


    ...
    Den gamle tavle til undervisningsbrug viser udviklingen fra blomst til kerner. Blomsterne spirer frem som små opretstående klaser (A), et frugtlegeme med støvdragere udvikles (B) og frugtlegemet vokser sig stort og saftigt (C og D). Hvad vi mennesker er interesserede i, er druerne (E), hvis frugtkød kan opdeles i tre zoner.

      Er der præcis 100 dage fra blomst til høst?
      Inger Olsson har ladet sig fortælle, at der er præcis 100 dage mellem vinens blomstring og vinhøsten, og at man således helt præcist kan planlægge, hvornår man skal høste druerne. Men er det virkelig rigtigt?
      Nej, det er det ikke. Der er cirka 100 dage, men det kan svinge fra 80 til 120 dage alt efter, hvordan vejret over sommeren arter sig.
      I det ekstremt varme år 2003 blomstrede vinstokkene tre uger tidligere end normalt, og allerede efter 80-90 dage kunne druerne høstes.
      Det er i øvrigt ikke nogen lille udvikling, der foregår i dette tidsinterval – som det fremgår af den gamle tavle til venstre.
      Hvad vinplanten er interesseret i er naturligvis kernerne, men dem er vi mennesker bestemt ikke interesserede i. Knuses de under vinifikationen, vil de give vinen en bitter smag. Det er frugtkødet og drueskindet, vi bruger.
      I frugtkødet er der i princippet tre zoner – en tæt omkring kernerne og en knyttet til skindet samt en zone mellem de to, og det er fra den mellemste zone, at den bedste most næsten af sig selv løber fra under presningen. Mange steder bruger man den til den bedste vin.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234

...............................
    .....................
    223 I 1791 føjede familien Cloete den imponerende kælderbygning til vingården Groot Constantia i Sydafrika (foto © Groot Constatia).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 37 vine. Af disse vine var der 27, som fik mere end to stjerner og hele 23, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 125 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ti, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Sipario, De Luca, Trebbiano, Abruzzo, Italien, 2011
69 kr., Nordic Wine Imports
Denne skønne hvidvin dufter af melon og citrus. Smagen er tør, let krydret og fyldig. En perfekt vin til skaldyr og et godt glas til prisen.


Herdade dos Grous, Alentejano, Portugal, 2009, lav alkohol (13%)
89,95 kr., Amka
En tør og fyldig hvidvin med en bred, frugtrig smag. Nyd den til en god og let krydret fiskeret.


Grigio Luna, Cecilia Beretta, Pinot Grigio, Venezie IGT, Italien, 2012, lav alkohol (12%)
99 kr., på tilbud indtil 22. juni: 79 kr., Vinoble
Superlækker hvidvin med en fyldig og klingende ren druesmag og fin krydring. En charmerende vin både som terrassevin og til lette retter.


Saint Clair, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2011, lav alkohol (13%)
99,75 kr., Bichel Vin
Blid og meget dejlig hvidvin med en aromatisk duft og smag med noter af passionsfrugt og måske moden mango. En af de virkelig gode newzealændere. Flasken har skruelåg.


Castelo de Medina Verdejo, Bodegas Castelo de Medina, Verdejo, Rueda, Spanien, 2011, lav alkohol (13%)
109 kr., pris ved 12 flasker: 82 kr., Laudrup Vin
En let hvidvin med duft af eksotiske frugter og en fløjlsblød, lækker frugtsmag. Nyd den afkølet til fx kammuslinger.


Morning Fog, Wente Vineyards, Chardonnay, Californien, USA, 2011, middel alkohol (13,5%)
109,75 kr., Skjold Burne
En ualmindelig dejlig hvidvin med papaya i duften og en lækker smag af modne gule blommer og kærlighedfrugt.


Zillinger Grüner Veltliner L&F (Leicht & Fruchtig), Weingut Herbert Zillinger, Grüner Veltliner, Weinviertel, Østrig, 2012, lav alkohol (11,5%)
120 kr., pris ved 12 flasker: 90 kr., Laudrup Vin
Sikke en skøn hvidvin. Den er elegant, tør og aromatisk med en lang eftersmag af citrus. En af dem man lige skal have et glas mere af - hvilket ikke er så slemt med vinens relativt lave alkoholindhold. Flasken har skruelåg.


Edelzwicker, Henry Fuchs, Alsace, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
69,95 kr., tilbudspris ved 6 flasker i maj og juni, Erik Sørensen Vin
En mild og frisk men også meget enkel hvidvin med pæn frugt og en god syre, hvilket gør den velegnet til mad.

Rosévin


Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
79 kr., på tilbud til 68,95, Jysk Vin
Aromatisk rosévin med en krydret duft og smag med markante noter af peber. En udpræget madvin især til lettere retter.

Rødvin


Antaño, Carcia Carrion, Rioja, Crianza, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)
59,95 kr., Amka
Lækker rødvin, der breder sig i munden med sin bløde frugt, sit fine krydderi og diskrete fadtoner. Prisen er yderst rimelig.


Casillero del Diablo, Reserva, Concha y Toro, Merlot, Rapel Valley, Chile, 2011, middel alkohol (13,5%)
64,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 20): 39 kr., SuperBrugsen
Blød og fyldig rødvin med krydrede toner - en rigtig god Chile-vin til en forbavsende lav tilbudspris. Den normale pris må siges at være den rigtige.


Numa, Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig, 2010, middel alkohol (14%)
85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En herlig rødvin, der dufter af kirsebær og har en fyldig og let krydret smag med noter af aromatisk peber. Det er en kraftigt smagende vin - så afgjort en madvin. Nyd den til en krydret simrekødret.


Barbadillo, Vino tinto, Spanien, middel alkohol (14%)
119 kr., pris for 3 liter i boks, Rema 1000
Til en normal flaskepris af 29,75 kr. er dette en rigtig god rødvin. Den har en kraftig vinøs duft og en fyldig frugtsmag uden skarpe kanter. Blød syre, let sødme og en lang eftersmag. Glimrende hverdags-vin.


Château de Pennautier Lorgeril, Languedoc, Frankrig, 2011, middel alkohol (13,5%)
120 kr., pris ved 12 flasker: 90 kr., Laudrup Vin
En dejlig rødvin med en hel del Bordeaux-karakter. Den dufter af blå blommer og læder og har en blød smag med noter af lakrids og med et tilpas bid af tanniner til slut.


Austum Tinto, Parxet, S.A., Ribera del Duero, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%)
129 kr., pris ved 12 flasker: 97 kr., Laudrup Vin
En meget aromatisk duft stiger op fra glasset med denne rødvin. Smagen er blød, saftig og let krydret med noter af svampe og med tilpas fad.


Fattoria del Cerro, Sangiovese, Vino Nobile di Montepulciano, Riserva, Italien, 2007, høj alkohol (14,5%)
149,95 kr., på tilbud ved 6 flasker i maj, Erik Sørensen Vin
Prægtig rødvin med et fornemt billede af Sangiovese-druen. Den er harmonisk, med et bredt smags-spektrum og en lækker blødhed.


Mustiguillo Mestizaje, Bodega Mustiguillo, Vino de la Tierra El Terrerazo, Spanien, 2010, middel alkohol (13,5%)
170 kr., pris ved 12 flasker: 128 kr., Laudrup Vin
Denne rødvin er en blanding af seks forskellige druer - og det er en rigtig god blandning. Vinen dufter koncetreret af modne bær og mandler og har en intens og ren frugtsmag med noter af lakrids. Den er hver eneste krone af de 170 kr. værd.


Château Côte de Baleau, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
185 kr., Køge Vinhandel
Englene synger, når man får en god Bordeaux. Det gør de med denne rødvin. Den breder sig i munden med en lækker blødhed, dejlig frugt, chokolade, fint krydderi, diskrete fadtoner.


Braccale, Jacopo Biondi Santi, Toscana, Italien, 2010, lav alkohol (13%)
199 kr., Kjær & Sommerfeldt
En vidunderlig rødvin - og en typisk toscaner med elegance og fylde, frugt og krydderier og en lang og saftig eftersmag. Denne vin er hver en krone værd.


Joan Roure Classic Gine, Buil & Gine, Priorat, Spanien, 2007, middel alkohol (14%)
249 kr., pris ved 12 flasker: 187 kr., Laudrup Vin
Denne rødvin har en kompleks duft af frugt, stald og ost - måske brieost. Smagen er bred og aromatisk, fuld af frugt og med et strejf af te.


Muga Selección Especial, Bodegas Muga, Rioja, Spanien, 2006, middel alkohol (14%)
340 kr., pris ved 12 flasker: 255 kr., Laudrup Vin
En vidunderlig rødvin fra et af Riojas absolut top-vinhuse. Den har en lækker duft og smag af tobak, moden frugt og varme krydderier og en eftersmag, der bliver hængende længe i munden.


Marchesi di Barolo, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2008, høj alkohol (14,5%)
425 kr., H.J.Hansen Vin
En superflot rødvin med fint krydret duft og en stor, bred, elegant og lækker smag, der beder sig i munden med sin rene, komplekse druefrugt og sine diskrete fadtoner.


Caprili Brunello di Montalcino, Toscana, Italien, 2007, høj alkohol (15%)
460 kr., pris ved 12 flasker: 345 kr., Laudrup Vin
Mums for en rødvin. En typisk Brunello med sin aromatiske duft af tobak, svampe og moden frugt og med sin fyldige, bløde og fint krydrede smag, der varer ved længe i munden. Det høje alkoholindhold dominerer ikke på nogen måde smagen.


Solus, Gere Attila Pincészete, Merlot, Villany, Ungarn, 2008, høj alkohol (15%)
395 kr., Laszlo's Vin
Stor, bred og fyldig rødvin, en kraftbamse, der er lidt ensporet som en motorvej uden særlig interessante sideveje og landskaber. Den kraftige frugtsmag har en afrundet blødhed og integrerede fadtoner, men også 15% alkohol - dog uden at være sprittet. En vin med hår på brystet.


Arabarte, Rioja, Spanien, 2012, middel alkohol (13,5%)
49 kr., DK Wine
"Maceracion carbonica" står der på etiketten - kulsur udblødning. Det er navnet på en gæringsteknik, hvor de hele druer lægges i en lukket tank, der fyldes op med kuldioxid (kultveilte, kulsyre), og da der ikke er nogen ilt, kan gæringen ikke gå i gang. I stedet sker der en gæring inde i den enkelte drue - indtil 2% alkohol, hvorved en væsentlig del af druernes aroma bevares. Efter en uge tilføres der ilt, og druerne gærer videre på vanlig vis. Det var en lang forklaring, men hvad med selve rødvinen her? Den har en blomstrende duft og en saftig smag med sødme. Men Rioja ... nej, det er den ikke. Den er en vin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris.


Allozo, Crianza, Bodegas Centro Españolas, Tempranillo, La Mancha, Spanien, 2008, middel alkohol (14%)
59 kr., på tilbud i maj: 50,75 kr., Franske Vinhus
Til den lave tilbudspris er denne lidt "vandige" rødvin en lille frikadelleskubber med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris.

Sød vin


Rey Fernando Pedro X Antique, Bodega Rey Fernando Castilla, Pedro Ximenez, Jerez, Spanien, høj alkohol (15%)
498,75 kr., pris ved 50 cl. Pris ved 12 flasker: 375 kr., Laudrup Vin
Pedro Ximenez-druerne til denne vin er tørret på stråmåtter i Solen i cirka 10 dage, hvorefter den sparsomme søde most er presset ud af de halvt indskrumpede druer. Dernæst har vinen modnet på egetræsfade efter solerametoden i mindst 20 år. Det er en fantastisk vin - supersød men også med karakter. I duften er der figner og tørrede abrikoser, mens smagen er fuld af rosiner og kandiserede frugter. Et glas af denne vin, er en ren dessert.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.