Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 33. 2013



Nyheder i uge 33, 2013









En lille film på YouTube giver et indtryk af de omfattende skader, som haglbygerne har forårsaget i Entre-Deux-Mers.



Vinmarker bombarderet af kæmpehagl
Naturen er virkelig gået amok over Frankrig. I sidste uge fortalte vi om kraftige uvejr, der har reduceret mængden af den kommende årgang i Bourgogne med 4 millioner flasker, fik et kirketårn til at flyve 50 meter i Pauillac by i Bordeaux og ramte flere Grand Cru-marker i Champagne.
I den forløbne uge har usædvanligt kraftige haglbyger i løbet af bare 20 minutter beskadiget omkring 4000 hektar vinmarker i Entre-Deux-Mers i Bordeaux. Mange af områdets vinproducenter står nu stort set uden en eneste drue på deres vinstokke. Et af de hårdest ramte vinslotte, Château Bonnet, har mistet løv og druer på 280 ha ud af de 300 ha marker, slottet ejer.
Der meldes om hagl på størrelse med tennisbolde, der ikke bare rippede vinstokkene for blade og druer, men også slog adskillige fugle ihjel. Det lokale vinsyndikat regner med, at skaderne i Entre-Deux-Mers løber op i mindst 20 mio. euro (cirka 149 mio. kr.).
En lidt langstrakt film på YouTube viser, hvor hårdt det er gået for sig i det kendte hvidvins-distrikt.
Sidste nyt fra den franske front er, at også Alsace er blevet hærget af haglbyger, der har beskadiget op til 60% af vinstokkene i flere af vinmarkerne. Det er især gået ud over den sydlige del af distriktet omkring byerne Turckheim og Colmar, og der meldes også her - ligesom i Bordeaux - om kæmpestore hagl.
Hos det førende Alsace-vinhus Zind Humbrecht regner man med, at omkring 20% af vinmarkerne er blevet beskadiget.

En fremtid med ekstreme vejrforhold
Det er ikke kun Frankrig, der har mærket vejrgudernes vrede i de senere år - også Italien og flere andre europæiske lande har lidt under haglvejr og oversvømmelser.
Man spørger sig selv, om det bare er et tilfælde, eller om det virkelig har noget med de klimatiske ændringer at gøre.
Den amerikanske forsker Antonio Busalacchi, der er direktør for University of Maryland Earth System Science Interdisciplinary Centre, har undersøgt, hvordan klimaforandringerne påvirker 24 af verdens førende vindistrikter i både den nye og den gamle vinverden.
De overordnede resultater fra undersøgelsen har Busalacchi offentliggjort i en artikel i Livescience.com.
Ifølge forskeren vil ekstreme vejrforhold som fx haglstorme, der i løbet af få minutter kan ødelægge årets vinhøst hos et fransk vinslot, blive mere almindelige.
De klimatiske ændringer vil medføre, at nogle vinområder bliver mindre egnede til vindyrkning, mens andre ligefrem vil have gavn af ændringerne.
Sidstnævnte områder omfatter blandt andet Rhin-området i Tyskland, de amerikanske stater Oregon og Washington, Mendoza i Argentina og flere områder på New Zealand.

Rhône-vin i Bordeaux
Der vil således være vindere og tabere, når det gælder fremtidens vinområder. Men ifølge Busalacchi er ét sikkert: Vinene vil miste deres traditionelle karakter i de fleste vinområder. Der vil ske ændringer i alkohol, syre, sukker, tanniner og farve i de enkelte vine.
En rødvin fra venstre bred i Bordeaux vil ifølge forskeren fx miste den klassiske duft og smag af cigarkasse, solbær og grøn peber og få mere karakter af en muskuløs og kraftigt krydret Châteauneuf-du-Pape fra det sydlige Rhône.
Da vinstokke producerer druer i 25 til 50 år, er det nødvendigt for vinproducenterne at medregne klimaændringerne, når de skal plante nye vinmarker.
Busalacchi henviser til, at champagnehusene netop er begyndt at kigge efter jord, der er egnet til vindyrkning, i Sussex og Kent i det sydlige Storbritannien.
De to områder har ligesom i Champagne en meget kalkrig undergrund, og hvis klimaændringerne giver et varmere vejr, kan det blive attraktivt for champagnehusene at fremstille ædle bobler på britisk jord.
Desuden er prisen for jord i Sussex og Kent ifølge Busalacchi cirka 30 gange mindre end i mange franske vindistrikter.


Til_37/09




Vin om onsdagen
Onsdag aften er det tidspunkt, hvor de fleste briter nyder ugens første glas vin. Det viser en ny undersøgelse om briternes vinvaner fra det britiske vintapperi Cobevco.
Det generelle svar fra de 2000 briter, som tapperiet har udspurgt, er, at det er afstressende at åbne en god flaske vin midt i en hektisk arbejdsuge - det er lige netop her, hvor man har arbejdet sig gennem halvdelen af ugen, at der er mest brug for denne opmuntring.
Nedenfor kommer nogle af de interessante resultater fra undersøgelsen, når det gælder vin-nyderiet onsdag aften.

Mændene frister kvinderne
* Det er generelt de britiske mænd, der først skænker vin i glassene onsdag aften. I gennemsnit nyder mændene det første glas kl. 18.40, mens kvinderne typisk følger trop en halv time efter.
* 37% af de adspurgte briter foretrækker at vinen er rød, mens 36% hælder til hvidvin. 20% vil helst have rosé, mens kun 6% skænker bobler i glasset.
* De fleste briter (52%) drikker onsdags-vinen til aftensmaden, mens 37% nyder vinen uden mad til.
* 76% foretrækker at drikke vinen inden for husets fire vægge. Kun 8% tager til den lokale pub for at få et glas vin midt på ugen.




App'en Plonk giver masser af nyttig og interessant viden om druer og de vine, de forvandles til.



Glimrende ny drue-app
Ordet plonk er engelsk slang for "vin af ringe kvalitet", men det er også navnet på en ny vinøs app, der bestemt ikke er spor ringe.
Plonk, der kan downloades til både iPhone og iPad, hjælper én med at finde frem til de vine, man kan lide. Man kan klikke på et hav af druenavne, der har en farvekode, som indikerer, hvor lette eller kraftige vinene på disse druer er.
Hvis man klikker på fx Chardonnay eller Nero d’Avola, kan man læse om vinene på disse druer og endda høre, hvordan navnene udtales. Nederst på skærmen får man anvist andre enkeltdrue-vine, som man sikkert vil kunne lide, hvis man kan lide vine på den drue, man læser om.
Man kan også give stjerner til vine på bestemt druer, få gode råd til sammensætning af vin og mad og se, hvilke druer, der er de vigtigste i de enkelte vinlande.
Det er en app, der er let at manøvrere rundt i, og teksterne om druerne er skrevet på en let og underholdende måde.
En lille film på YouTube fortæller mere om app’en.








Foto: WSET.

Vin-uddannelse er en succes
Wine & Spirit Education Trust (WSET) i London uddanner ansatte i vin- og spiritusbranchen samt alle andre interesserede. Man kan tage en uddannelse på WSET’s egen skole i London eller hos en af de næsten 300 godkendte programudbydere verden over, og WSET’s diplomeksamen er forudsætningen for, at man kan studere videre til Master of Wine.
Uddannelsen må siges at være en succes. I 2006 tog 17.000 mennesker en eksamen hos WSET - ifølge de nyeste tal gjorde hele 48.434 personer verden over det samme i 2012. Det er en hidtidig rekord og 12% mere end i 2011.
Kandidaterne, der var af 62 forskellige nationaliteter, tog enten den højeste eksamen, WSET Diplom, eller en eksamen på et af de lavere niveauer i uddannelsen, der i sig selv er en uddannelse.
Væksten i antallet af kandidater skyldes ikke mindst flere tilmeldinger fra Kina, Storbritannien og USA.


Stødende nazi-vine
Når turisterne går ind i det lokale supermarked i den italienske kystby Rimini kan de i udvalget af vinflasker se etiketter med Adolf Hitler, Benito Mussolini og swastika-tegnet, der er blevet brugt som symbol for nazismen.
Synet har vakt vrede hos flere turister - og overraskelse over, at der overhovedet er salg i den slags vine.
Det er ikke første gang, man ser disse flasker på de italienske forretningshylder. Sidste år blev den samme serie vine fjernet fra et supermarked i Verona efter en klage fra en amerikansk turist.
Samtidig var den italienske integrationsminister, Andrea Riccardi, hurtigt ude med en fordømmelse af nazi-vinene. Som han udtrykte det, så skader de Italiens image og fornærmer minderne hos millioner af mennesker.

En "sjov gave" til vennerne
Vinene er blevet fremstillet af den italienske vinproducent Vini Lunardelli siden 1995. "Historisk serie" kalder ejeren, Alessandro Lunardelli, vinserien, der også omfatter vine med etiketter med Che Guevara, Winston Churchill, Karl Marx og Napoléon.
I 2011 blev der lagt sag an mod Vini Lunardelli på grund af nazi-vinene, men vinhuset vandt og kunne således fortsætte salget af flaskerne med de provokerende etiketter.
Allessandro Lunardelli valgte dog at fjerne vinene fra sin hjemmeside - og erstatte dem med en serie med berømte malerier på etiketterne.
Nu er serien imidlertid vendt tilbage for fuld styrke og med hele 50 vine på Vini Lunardellis hjemmeside. Adskillige af etiketterne på disse vine må virke stødende på mange mennesker, men der er desværre penge i den slags. Vini Lunardelli sælger 20.000 flasker af vinene om året, og ifølge ejeren er det som regel turister, der køber dem, som "en sjov gave" til venner og familie.









Vintræet på omslaget af bogen "Vinet och miljön - Ekologiskt, biodynamiskt og naturligt."

Endnu et vintræ
I sidste uge fortalte vi om "vintræerne" hos vinproducenten Giampaolo Tabarrini i Umbrien. Vinstokkene blev for omkring 100 år siden plantet tæt op ad hver sit træ og har gennem tiderne snoet sig opad og dannet nogle gevaldigt store kroner.
På afstand kan man kun se træets stamme - derfor denne virkning af et "vintræ".
Men ifølge vores svenske kollega, Per Karlsson, der udgiver BKWine, findes der også rigtige "vintræer". Et af dem er afbildet på omslaget af den bog, som han har skrevet sammen med Britt Karlsson, "Vinet och miljön - Ekologiskt, biodynamiskt og naturligt".
Vintræet er fra Luigi Tecce i Campania, og alle vinstokkene hos vingården ser sådan ud. De klynger sig ikke op ad træer, men er vokset sig så store - det viste "vintræ" er omkring 3 meter højt.
Per Karlsson gætter på, at der højst er plantet omkring 300 vinstokke pr. hektar.


En strid om tapning af vin
Vinsyndikatet i Pomerol har indført den regel, at samtlige af appellationens vinproducenter fra og med 2018 skal vinificere og tappe deres vine inden for appellationens grænser.
Det lyder jo ikke umiddelbart som et problem, og er det da heller ikke for de fleste af producenterne. Men der er ni vinslotte, som bestemt ikke er tilfredse med syndikatets krav. De har deres slotte i Pomerol, mens deres tapperier ligger lige uden for appellationen.
Les Bannis de Pomerol (de fredløse fra Pomerol) bliver de ni vinproducenter kaldt, og det drejer sig om slottene Vieux Taillefer, Domaine de La Pointe, Haut-Tropchaud, La Truffe, Grand Moulinet, Les Graves de Canterou, Lafleur-Grangeneuve, Clos de la Vieille Eglise og Vray Croix de Gay.

Slut med Pomerol på etiketten
I tre år har de ni slotte kæmpet for fortsat at få lov til at tappe deres vine uden for Pomerol, og de har ligeledes lagt sag an mod syndikatet. For nylig faldt der dom i sagen ved appelretten i Bordeaux - og den faldt ud til syndikatets fordel.
Man fandt, at de vinøse myndigheder har handlet helt korrekt. Og dommeren opfordrede de ni slotsejere til snarest at finde steder at tappe deres vine inden for Pomerols grænser. Der ligger flere gamle fadkældre rundt omkring, som de har mulighed for at leje sig ind i.
Hvis ikke de vil det, så er det slut med at skrive Pomerol på etiketterne.




De tretten nye kandidater til titlen som årets vindronning. Foto: Deutsche Weine.

Dronninge-kandidater årgang 2013
Mere end 800 unge tyske kvinder har gennem de sidste 64 år dystet om at blive årets vindronning. Hvert år stiller Tysklands tretten vinregioner med hver deres kandidat, og dette års udvalgte konkurrencedeltagere har netop poseret til det traditionelle gruppefoto - denne gang med paraplyer med påtrykte druenavne. Nu er kvinderne i fuld gang med et tredages forberedelsesseminar, hvor de får træning i retorik og i at gebærde sig foran rullende kameraer.
Først skal deltagerne gennem en udvælgelses-seance - en eksamen, hvor de får stillet en masse vinøse spørgsmål. De seks, der klarer sig bedst, går videre til finalen i Oberrheinhalle i Offenburg d. 13. september.
For at blive vindronning skal man opfylde visse krav. Man skal være mindst atten år og hverken gift eller forlovet. Og så skal man være datter af en vinbonde og have en rimelig stor viden om vin.






Verdens bedste champagner
Hvert år bringer Fine Champagne Magazine - det eneste magasin i verden, der udelukkende fortæller om de ædle bobler - en top-100 liste over de bedste champagner.
Magasinets smagepanel har gennem det seneste år smagt sig gennem 1000 champagner. De 300 bedste gik videre til en fem dages blindsmagning, hvorefter de 100 bedste blev udvalgt efter 100-point skalaen.
Vinderen over dem alle blev Charles Heidsieck Vintage 2000, og en champagne fra samme champagnehus, Charles Heidsieck Brut Réserve NV, snuppede også andenpladsen. Tredjepladsen gik til Krug Vintage 2000.
Den fulde top-100 liste kan ses i september-udgaven af Fine Champagne Magazine. Man kan tegne et abonnement på magasinet ved at klikke her. Her nøjes vi med nedenfor at bringe listen over de ti bedste champagner.

Champagnernes top-ti
* Charles Heidsieck Vintage 2000
* Charles Heidsieck Brut Réserve NV
* Krug Vintage 2000
* Charles Heidsieck Rosé Millesimé 1999
* Moët & Chandon Grand Vintage Collection
* Palmer & Co Blanc de Blancs 2006
* Piper-Heidsieck Rare 2002
* Piper-Heidsieck Brut NV
* Henriot Rosé NV
* Taittinger Comtes de Champagne 2002




Vin frisk fra fad under den store fest i Châteauneuf-du-Pape.

En fest for de rødmende druer
Allerede et godt stykke tid før druehøsten fejres i de franske byer, fester man i vinens tegn i Châteauneuf-du-Pape i Rhône.
I den første weekend af august afholder man nemlig her Fête de la véraison - en stor og spektakulær fest, hvor man fejrer, at druerne begynder at skifte farve. Véraison er afledt af udsagnsordet varier, som betyder at skifte. Druerne forvandles fra små, hårde og grønne bær til egentlige druer med blårød eller gulgrøn farve, saft og sukker. Og det sker i løbet af ganske få dage.
Man kan ikke sætte en præcis dato på, hvornår la véraison indtræffer. Det afhænger af vind og vejr, sol og varme samt af, hvor meget vinstokkenes løv skygger for druerne. Men fejret bliver det smukke fænomen altså i Châteauneuf-du-Pape, og årgang 2013 af festivalen er netop blevet afholdt.

Ridderturneringer og 200 gøglere
Under festivalen forvandles byen til en stor middelalder-kulisse med uklædte folk, optog, musik i gaderne, 200 gøglere, der spyr ild, jonglerer og tryller, ridderturneringer og et marked, hvor man kan købe alt fra riddersværd i træ til middelalder-mad.
Selvfølgelig bydes der også på smagsprøver på masser af god Rhônevin såvel ved markedsboderne som hos byens mange vinhandlere.
Man kan også hos det lokale turistkontor melde sig til en middelalderlig banket med mad, drikke og optræden af forskellig art.
En lille film på YouTube giver et indtryk af festlighederne.
En god tommelfingerregel siger, at druehøsten skal finde sted 45 dage efter la véraison - og så skal der festes igen …






Blended vin mod dekanteret
I uge 18 2012 fortalte vi om "hyperdekantering", hvor man hælder rødvinen i en blender og lader den blende på højeste gear i lidt under et minut. Når skummet har lagt sig, hældes vinen i glassene.
Denne iltnings-metode blev introduceret af den amerikanske kogebogsforfatter Nathan Myhrvold, og den bruges typisk på en lidt rå og lukket rødvin - sådan én, som man normalt ville ilte ved at plaske den over i en karaffel.
Nu har Myhrvold afholdt en smagning, hvor flere blendede vine er blevet smagt mod de samme vine, som er blevet dekanteret på normal vis.
14 garvede vinsmagere, vinproducenter, sommelierer, vinskribenter og ønologer var dommere i blindsmagningen. Bortset fra to af smagerne var der ingen, der kunne smage forskel på de blendede og de dekanterede udgaver. Men bemærkelsesværdigt var det, at de to smagsdommere hele vejen igennem smagningen foretrak de blendede vine.
Det er jo oplagt at lave en lignende lille blindsmagning, næste gang man har gæster - og sjovt at se gæsternes reaktion, når blenderen sættes på bordet ...




Der er rigeligt med plads på etiketten til at lege Picasso ...



Smart etiket
Stadig flere vinproducenter verden over bestræber sig på at lave let genkendelige etiketter med en enkel grafik og uden al for megen tekst.
Men der er næppe nogen af dem, der slår etiketten på den her viste hvidvinsflaske.
Det er den spanske vinforretning Cuvée 3000, der har skabt etiketten i samarbejde med vinproducenten Babau De les Cabòries i Penedés og designfirmaet Losiento. Vinen er en hvidvin på Xarello-druen, men denne oplysning samt information om vinhus, appellation osv. er diskret anført på siden af etiketten. Vinen skal simpelt hen huskes som "den med dråben".





...




Giorgio G.'s XO, Premier Grand cru og Special Limited Edition.




Gucci sælger cognac-samling
Navnet Gucci forbinder de fleste sikkert med tøj, tasker og parfume, men tredje generation af familien Gucci, Giorgio Gucci, gør det også i cognac.
For tretten år siden trak han sig ud af Gucci-imperiet for at skabe sit eget luksusmærke for tøj og parfume, Giorgio G. For to år siden føjede han overraskende også en serie cognac til porteføljen.
Nu har Giorgio G. sat en samling på 5700 flasker af sin cognac til salg for en samlet sum, der svarer til cirka 100 millioner kr. Det er i gennemsnit lidt over 17.500 kr. flasken, hvilket må siges at være en pæn sjat penge. Trods prisen siges det, at der allerede har meldt sig flere potentielle købere ved døren.

Ligner lidt parfume-flakoner
Samlingen består af 3900 flasker Limited Edition XO, der er en forening af druer fra mere end 70 forskellige grand cru og premier cru marker. Hver af de cognacer, der er brugt til den endelige cognac, har modnet på eg mellem 20 og 30 år. Flaskerne med de ædle dråber er dekoreret med en plakette af 22 karat guld.
Derudover er der 900 flasker af henholdsvis Premier Grand Cru, der og Special Limited Edition, hvor basis-cognacerne har modnet mellem 30 og 50 år på eg.
Flaskerne er rene udstyrsstykker - der i høj grad minder om parfumeflakoner i stor størrelse.
Nu er Giorgio Gucci mere cognac-producent af navn end gavn - selv om han har været med til at udvælge cognacerne.
Hvilket af de mange berømte cognachuse, der har skabt de fornemme cognacer, er en hemmelighed. Men ifølge The Drinks Business er det et hus, der har fremstillet cognac i mere end 236 år.

Ny hiphop Grand Marnier
De fleste kender Grand Marnier - den søde likør med appelsinsmag, som især damer nipper til ved aftenkaffen.
Nu har producenten Marnier Lapostolle lanceret en variant af likøren uden sukker, og målgruppen er afroamerikanske mænd og den amerikanske hiphop-kultur.
Faktisk er der snarere tale om en cognac, da cognac er hovedingrediensen i nyheden. Og netop cognac er en yderst populær drik netop blandt hiphop-kunstnerne.
Navnet er GM Titanium, hvilket også klinger lidt mere maskulint end "søster-likøren". Flasken minder den traditionelle Grand Marnier-flaske, men har et metallisk udseende og en etikette, der er selvlysende i dunkle omgivelser.
Det skulle være en langt mere krydret og kraftigere likør end den traditionelle udgave, men også med den karakteristiske smag af appelsin.
Foreløbig kan GM Titanium kun fås i USA.

Historien om Grand Marnier
Og lad os da bare i samme åndedrag repetere historien om Grand Marnier, som er en meget gammel likør.
Det var franskmanden Louis Alexandre Marnier-Lapostolle, der i 1880 opfandt den.
Da likøren skulle navngives, spurgte Marnier-Lapostolle sin ven, hotelejeren César Ritz, om råd. Vennen så lidt på Monsieur Marnier. Han var en lille mand, der med sine halvanden meter altid havde ønsket at være højere. Med et glimt i øjet sagde Ritz derfor: – Den skal selvfølgelig hedde Grand Marnier – altså "Store Marnier".
Den dag i dag ejes Grand Marnier af familien Marnier-Lapostolle, og likøren sælges i mere end 150 lande på verdensplan.

.......

    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen branchenyheder i denne uge.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.




.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Morten Vilsbæk (f. 1967) er journalist, madredaktør og vinskribent på Fyens Stiftstidende. Han blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og har desuden en diplomuddannelse i fortælleteknik. Første job blev hos Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, hvor han var indtil 1999. Dernæst gik turen videre til et job som kriminalreporter på Fyens Stiftstidende, hvor han desuden har arbejdet som journalist på erhvervsredaktionen gennem fire år. Morten Vilsbæk har anmeldt restauranter siden 2006, fik i 2008 job på kulturredaktionen og har nu som madredaktør ansvaret for anmeldelserne af restauranter i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, de to aviser i Fynske Medier.
    Morten Vilsbæk overtog sammen med sin kollega Kenneth Klingenberg vinstoffet efter Jørgen Aldrich i 2008, og de to har en utraditionel tilgang til stoffet: De tester riesling til julemad og rykker ud på værtshus for at lave pilsnertest blandt stamkunderne. Makkerparret smager ofte vin sammen i forbindelse med artiklerne, men tager også hver for sig på reportageture i udlandet.
    Morten Vilsbæk blev i 2013 valgt som formand for Danske Madanmeldere. Foreningen tæller de danske madanmeldere, og medlemmerne nominerer hvert år de bedste retter og kårer i september vinderne ved konkurrencen Årets Ret på Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Morten Vilsbæk er også medlem af Laugsmagistrene af 19.12.1955.
    Hjemme dyrker Morten Vilsbæk det kulinariske og ikke mindst fisk, som han helst selv fileterer. Han køber også økologiske lam fra Sydfyn og stenkværnet, økologisk mel, bager gerne selv sit brød og har gennem tiderne pelset nogle dådyr til egen fryser.
    Han holder af kulinariske udfordringer og har testet både svineøre med hvide bønner i Vilnius og søpindsvin i Puglia. Morten Vilsbæk bor sammen med sin hustru og deres to døtre i Odense.
    Adresse: Fyens Stiftstidende, Banegårdspladsen 1, 5100 Odense C, tlf.: 65 45 51 68, mobil: 21 24 74 37, e-mail: mvi@fyens.dk, www.fyens.dk.

.....
Ugens gode Spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

Er rødvin oftere propsyg?
Gert Holm mener at have konstateret, at han oftere finder den møffede propsmag i rødvine end i hvidvine. Er der noget om det? spørger han.
Det er desværre ikke lykkedes os at finde en statistik over mængden af propsyge vine blandt henholdsvis rødvine og hvidvine.
The International Wine Challenge – den store, årlige smagning i London af over 40.000 vine – har igennem syv år konstateret, at i snit 2,7% af alle de smagte vine var korksyge. Men desværre foreligger der ikke tal for fordelingen mellem rød og hvid.
2,7% lyder ikke af så meget – og måske er tallet i dag lidt lavere, fordi mange er gået over til skruelåg. Men mere end 2% er immervæk for meget. Hvis Coca-Cola havde den samme fejlprocent, ville firmaet gå nedenom og hjem.
Når vores læser synes, at der er flere propsyge rødvine end hvidvine, kan det måske skyldes, at han drikker mere rødvin end hvidvin.
..............
...... .............





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    235 Et fantastisk vinfad i det fyrstelige Hofkellerei i Lichstensteins hovedstad Vaduz (foto © Hofkellerei).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 28 vine. Af disse vine var der 20, som fik mere end to stjerner og hele 16, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 93 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de otte, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Dominique et Julien Frey, Muscat, Alsace, Frankrig, 2011, lav alkohol (11,5%)
88 kr., Alsace Vinimport
,Vinimportøren
Lækker og interessant hvidvin med en krydret duft og et fint billede af den aromatiske drue. Prøv den fx til ikke alt for kraftige osteretter. Flasken er forsynet med glasprop.


Big House White, Californien, USA, 2012, middel alkohol (13,5%)
89 kr., Haller Vine og Vin&Vin
En ganske flot og anderleddes etiket - og en ret ulæselig bagetiket. En hvidvin, der unægtelig gerne vil lægges mærke til. Det er der også grund til, når man smager vinen. Den har en lækker blød og kompleks smag med noter af pære, melon - og druer, naturligvis. Til slut et lille, bittert bid, der gør vinen til en god madvin. Flasken har skruelåg.


High Mountain Vines, Catena, Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2012, middel alkohol (13,5%)
99,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Yderst vellavet hvidvin med en cremet, fyldig smag i fin balance og med en lang eftersmag. Dertil et lille bid, der gør vinen velegnet til mad


Wingspan, Sauvignon Blanc, Nelson, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,5%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 134 kr., Propperiet
Elegant hvidvin i fin balance og med en dejlig duft og en lang, let fed smag med god krydring - tropiske frugter, ananas, papaya, passionsfrugt, fersken ... Flasken har skruelåg. Naturligvis. Vinen kommer jo fra New Zealand.


Chara, Alexander Laible, Scheurebe, Baden, Tyskland, 2012, lav alkohol (13%)
159 kr., Vinbutikken.dk
En blomsterende og overdådig duft møder næsen fra denne hvidvin. Hyldeblomst! En blød druesmag med noter af mandarin. Ultralækker. En vin med overskud.


Winemakers Blend, Doña Carlotta, Chile, 2012, lav alkohol (12,5%)
49 kr., Vinoble
En meget enkel hvidvin, der er aftappet her i landet. Den har en vis fedme og må nærmest beskrives som en fiskefrikadelle-skubber.


Bascarlon, Sauvignon Blanc, Rueda, Spanien, 2012, lav alkohol (12,5%)
79,95 kr., pris ved 2 flasker: 50 kr., Smile Marketing Group
Duften er overvældende og flot, men smagen overraskende let og lidt éndimensional. Prisen ved to flasker må sigess at være den rigtige.

Rosévin


Karakter, Aurelia Visinescu, Dealu Mare, Rumænien, 2011, høj alkohol (14,5%)
64 kr., pris ved 6 flasker: 58,33 kr. flasken., Vintjenesten
En interessant rumænsk rosévin på druerne Merlot og Pinot Gris - altså en blå og grøn drue, hvor kun den blå har kunnet levere den gyldenrøde farve. Vinen smager godt med sin brede frugt - hindbær og (lidt) jordbær - og sine krydrede noter. Yderst rimelige priser.

Rødvin


Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
55 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Om 2011-årgangen skrev vi: "Denne rødvin har vi igennem årene smagt igen og igen, og den er stadig rigtig god også i den nyeste årgang. Der er elegant frugt, fint krydderi og en dejlig lang eftersmag. En meget anvendelig vin." Med den nye årgang er der ikke grund til at ændre et ord, men vi kan tilføje, at duften er himmelsk - og at prisen ikke er steget. Flasken har skruelåg.


Leoncelli, Biferno, Italien, 2009, lav alkohol (13%)
79,75 kr., på tilbud indtil 15. september: 59,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En rødvin, der er som skabt til det italienske køkken - pasta, lette kødretter osv. Den har en god, fyldig og læskende frugt, fint krydderi og en lang eftersmag. Glimrende hverdags-vin ved tilbudsprisen, der udløste den femte stjerne.


Château des Eyssards Cuvée Prestige, Bergerac, Frankrig, 2009, høj alkohol (15%)
84,95 kr., pris ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
En meget lækker rødvin, lidt i Bordeaux-stil, men alligevel helt sin egen ... som gode Bergerac-vine ofte er. Den har en blød og elegant smag med noter af kirsebær, en vis tørhed, men også med druesødme.


Domaine Saumarez, Coteaux du Languedoc, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)
89 kr., Jysk Vin
Meget dejlig rødvin på druerne Grenache (60%) og Syrah - druer, der også kunne hedde Saft og Rygrad (eller Krudt). Herlig vin til mange (kød)retter og gerne - med vinens gode syre - til grisemad.


The Bell Tower, Spier, Western Cape, Sydafrika, 2011, høj alkohol (14,5%)
89,50 kr., Irma
Ædel rødvin med en mørk og tæt farve, en flot og inviterende duft og en bred og kompleks smag med ren frugt og masser af krydderi. Vinen er som en virkelig god Bordeaux-vin, og den er da også lavet på hele paletten af Bordeaux-druer: Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot og Malbec.


Fiorino, Sangiovese, Toscana IGT, Italien, 2011, høj alkohol (15%)
129,75 kr., på tilbud indtil 15. september: 64,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Blød og meget lækker rødvin med moden frugt, bløde tanniner og en forfriskende syre, der er god til mad. Tilbudsprisen er et kup.


Castoro Cellars Reserve, Cabernet Sauvignon, Paso Robles, USA, 2005, høj alkohol (14,7%)
150 kr., pris ved 12 flasker: 140 kr., Solarex
M: En helt igennem vidunderlig rødvin med en koncentreret duft af mørke bær og en stor, rund og blød smag med god frugt og noter af aromatisk te.


Fabiano, Amarone della Valpolicella Classico, Italien, 2008, høj alkohol (15%)
359,75 kr., på tilbud indtil 15. september: 259,75 kr., Skjold Burne
Stor og flot Amarone - en rødvin med god druesmag, harmoni og kompleksitet. Vinen er blød og lækker og vil klæde kødretter af kvalitet.


Jairo, Villa Annaberta, Vino del Lago, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
69,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 33): 39 kr., SuperBrugsen
En jævn og pæn rødvin, man ikke behøver at tænke meget over. En acceptabel vin til større komsammener, hvor de færreste er interesserede i vin. Den fjerde stjerne får den for den lave tilbudspris.


Veronesi, Barbera, Alba, Italien, 2011, middel alkohol (13,5%)
160 kr., Fiasco-Vine
Fyldig frugt og en ret markant syre men ikke ret meget andet. Det er en rødvin, der desværre ikke lever op til prisen.

Sød vin


Andresen, 10 years old White Port, Portugal, høj alkohol (20%)
145 kr., pris for 50 cl ved 6 flasker, Herning Vin Center
Elegant portvin med alle portvinens dyder - lækker sødme, figner, dadler, rosiner, chokolade ...


Sweet Ice, Skærsøgaard Vin, Madelaine Angevine, Jylland, Danmark, 2012, lav alkohol (10%)
395 kr., pris ved 37,5 cl, Skærsøgaard Vin
En meget delikat og elegant sød - men ikke sliksød - vin. Den har fine noter af honning og en let krydret eftersmag. Nyd den godt afkølet, som den er, eller til en ikke for sød dessert.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.