Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 51. 2013



Nyheder i uge 51, 2013

Følg os på Facebook





...
En større trussel end vinlusen
Vinens verden står over for en vinmarkssygdom, der kan gøre langt større skade end vinlusen Phylloxeras angreb. De opsigtsvækkende ord kommer fra den australske forsker og vinkonsulent Richard Smart.
Det drejer sig om Esca, en svampesygdom som angriber vinstokkens stamme, får den til at rådne og medfører til sidst vinstokkens død. Før det sker, vil vinproducenten opleve, hvordan han gennem nogle år får et stadigt mindre høstudbytte.
Sygdommen har eksisteret siden tidernes morgen, men nu er den ifølge Smart mere udbredt end vinlusen var, dengang i anden halvdel af 1860’erne, da den lille lus var på nippet til at udrydde Europas vinmarker.
Selv om Esca er en meget alvorlig sygdom, har den ikke skabt den samme panik som vinlusen. Årsagen er, at vinlusen gjorde kål på vinstokkene med langt større hast end svampesygdommen.

Ingen redningsplan
Men man bør bestemt tage denne svampe-sygdom meget alvorligt, mener Smart. Da det gjaldt vinlusen, blev redningen at pode vinstokkene på resistente, amerikanske rødder. En sådan redningsplanke har man ikke, når det drejer sig om Esca - der heller ikke kan bekæmpes med diverse sprøjtemidler.
Det er især i kølige og fugtige vinområder, Esca trives - og det er netop i disse områder, mange vinproducenter i øjeblikket opkøber marker for at kunne fremstille de eftertragtede kold klima-vine.
Ifølge Louis-Fabrice Latour, der står i spidsen for négocianthuset Maison Louis Latour i Bourgogne, har udbredelsen af Esca en del af skyldes for Bourgognes ringe høstmængder i de senere år.




En moden klase Riesling-druer fra en vinmark i Rheingau. Foto: Wikipedia / Tom Maack.

45 mio. færre flasker Riesling
De nyeste tal fra Deutsches Weininstitut viser, at der i år er fremstillet 8,48 millioner hektoliter vin i Tyskland. Det er 6,5% mindre end i 2012 og den mindste mængde vin i de sidste tre år.
Det er især hvidvine på Riesling-druen, det kniber med. Der er fremstillet 1,64 mio. hl Riesling mod 1,98 mio. hl sidste år. Det svarer til 45 mio. færre flasker.
Også hvidvine på Müller-Thurgau og Silvaner og rødvine på Spätburgunder (Pinot Noir) bliver der færre af i år.
Det er en usædvanlig kold maj måned, der er årsag til den reducerede druehøst og dermed den mindre mængde vin.


Præsidenten sælger sine vine
Frankrigs præsident Francois Hollande holder, i modsætning til sin forgænger Nicolas Sarkozy, meget af vin. Men midt i en økonomisk krisetid har han alligevel valgt, at den franske regerings vinkældre, der rummer et hav af kostbare flasker, skal på slankekur. I maj måned gjaldt det - som nævnt i uge 19 - 1200 flasker vin fra præsidentpaladset Élysées kældre, der blev solgt hos auktionshuset Hôtel Drouot i Paris.
Auktionen vakte vrede hos mange franskmænd, da Élysées vinkældre anses for at være en kulturarv. Vinene er købt til kældrene af en række præsidenter siden 1947 og afspejler dermed præsidenternes forskelligartede vinsmag.
Auktionen indbragte den franske statskasse 718.000 euro (cirka 5,4 millioner kr.) mod vurderingen på kun 250.000 euro (cirka 1,9 mio. kr.).
I sidste uge blev 1400 flasker vin fra en anden af regeringens vinkældre, nemlig den under Hôtel Matignon, præsidentens officielle bolig, sat til salg hos samme auktionshus.

Kun 10% af kælderbeholdningen
Auktionen blev et tilløbsstykke og indbragte 173.488 euro (cirka 1,3 mio. kr.), hvilket var næsten dobbelt så meget som vurderingen.
Seancens absolutte højdepunkt, en flaske Domaine de la Romanée Conti 2004, blev erhvervet af en 27-årig kineser, Lishen Huang, for 10.500 euro (cirka 78.300 kr.) - vurderingen lød på det halve.
Trods salget af de 1400 vine kommer præsidenten ikke til at tørste. De solgte vine udgjorde nemlig kun 10% af den totale kælderbeholdning i Hòtel Matignon.

Hele tre fornemme vinkældre
Ifølge den franske radiokanal RFI er vinene til auktionen blandt andet valgt ud fra, at de er for kostbare at servere. I dag er der skruet kraftigt ned for blusset til de officielle middage, hvor der ofte serveres vine til under 100 kr. Nogle af pengene fra de to auktioner skal netop gå til indkøb til vinkældrene af vine i et billigere prisleje end hidtil.
Den franske regering ejer endnu en fornem vinkælder, Assemblée Nationale, som indeholder 15.000 flasker vin. Her har man også skåret det årlige indkøbsbudget ned fra 60.000 euro (cirka 448.000 kr.) i 2012 til 40.000 euro (cirka 298.000 kr.) i år - hvilket dog også må siges at være en pæn sjat penge …







24 postkort fra Georgien
VinAvisens Anker har rejst rundt i Georgien for at få et indtryk af georgisk vin, og vi er nået frem til hans 14. postkort fra turen. De tidligere postkort har vi sendt i uge 48, uge 49 og uge 50.
................


...........
Rkatsiteli er en af de mest anvendte druer. Den er naturligvis også med i "druemuseet" med de 300 druesorter foran vinhuset Shumi........

    14. postkort fra Georgien
    400 gamle, lokale druesorter
    Georgien er velsignet med over 500 gamle, lokale druesorter, men i dag anvendes kun 38 til kommerciel vinproduktion.
    Man studerer og udvikler dog langt flere. Foran et par af de store vinhuse er der således plantet prøvemarker med flere hundrede sorter.
    Den mest benyttede hvidvinsdrue er Rkatsiteli, og den mest benyttede rødvinsdrue er Saperavi. Derudover bemærkede vi hvidvinsdruen Mtsvani, hvis navn betyder grøn.
    Når georgierne skal ud på verdensmarkedet, er de nok så kloge, at de kun promoverer en enkelt drue – ligesom Australien har gjort det med Shiraz, Argentina med Malbec osv.
    Man kunne forestille sig, at de begynder med Rkatsiteli og Saperavi og måske også bruger dem i blandingsvine med kendte druer som Chardonnay og Cabernet Sauvignon for at få dem accepteret på det internationale marked.
    Nogle vinhuse i Georgien laver allerede vine på de kendte, europæiske druer, og disse vine kan være rigtigt gode.

................


...........
Ikke druer i små plastkasser som næsten over alt i Europa, men en stor bunke druer, der maser saften ud under vægten og sætter gæringen i gang i sommervarmen.......

    15. postkort fra Georgien
    Vilje til at komme videre
    Vi var i Georgien under vinhøsten og oplevede igen og igen transporten af druer som på postkortet her: Druer på åbne ladvogne – en sværm af hvepse – mosten allerede i gæring i bunden af ladet – hjem til gammeldags tanke …
    Nå, tænkte vi, det er nok vin til det russiske marked.
    Mange steder i Georgien er man på et niveau som visse steder i Bulgarien. Men der er i høj grad en vilje til at komme videre.
    En vækst i eksporten kræver en vis form for stordrift og moderne teknologi. Kooperativer kunne være en løsning, men i andre lande har kooperativer ikke været lokomotiver i eksporten. Det har derimod store firmaer med teknologi og markedsførings-muskler.
    En moderne, gennemprøvet teknologi findes overalt i verden. Det er kun et spørgsmål om penge. Og om samarbejde med udenlandske vinproducenter og uddannelse af egne fagfolk i ønologi og marketing.
    I byen Tsinandali i Kakheti har man i 2011 oprettet et Georgia Wine Institute.




...........
Vinhusets navn, Shumi, er et gammelt, georgisk navn, der betyder ægte, ren og ufortyndet vin. Ordet refererer i dag til vin af kvalitet........

    16. postkort fra Georgien
    Vinhus med økologi
    Vinhuset Shumi i Tsinandali blev bygget i sovjettiden og havde til opgave at masseproducere vin til det russiske marked. Med cirka tre millioner flasker om året har det imidlertid kapacitet til at spille en rolle på verdensmarkedet.
    Shumi eksporterer stadig 80% af produktionen til Rusland, Ukraine og Kazakhstan, men det har også oparbejdet et marked i USA, hvor der bor mange eksil-georgiere.
    Vinhuset har siden 2005 fremstillet økologiske vine på Seperavi-druen og lagrer nogle af sine vine på træfade. Endvidere gør det et stort arbejde med at forædle gamle, lokale druer.
    Foran bygningerne på billedet ligger der et "druemuseum" på friland med 300 druesorter. Her var man i gang med høsten – se denne uges STORE billede længere nede.






..........


...........
En mindre del af Kharebas lange, underjordiske gange bruges til besøg af turister. Her smagte vi en række virkelig gode vine........

    17. postkort fra Georgien
    7,7 km lange tunneller
    Vinhuset Khareba blev grundlagt i 1996, og ved byen Kvareli nær grænsen til Azerbaijan har det en helt utrolig kælder.
    Kælderen består af 7,7 km lange tunneller boret ind i et stejlt, kaukasisk bjerg.
    De lange gange blev oprindelig anlagt i 50'erne som et militært anlæg, og her lagrer nu cirka 25.000 af vinhusets bedste flasker ved konstant 13 grader.
    Vinhuset Khareba vil kunne blive en spydspids, når Georgien for alvor trænger ud på verdensmarkedet. Vinhuset er allerede i gang og samler på medaljer i internationale smagninger i London, Bruxelles, Bordeaux osv.



Stor vin-svindelsag for retten
I disse dage udspiller retssagen mod Rudy Kurniawan sig i en retssal i New York.
Vi har tidligere fortalt om denne vinsamler og rigmand, som er blevet anholdt i forbindelse med en af de største vin-svindelsager nogensinde.
Det skete i hans hjem i Los Angelos i marts sidste år, hvor FBI-agenter ved samme lejlighed ransagede hjemmet og fandt adskillige beviser på svindelen.
Indtil videre er det anklageren, der har procederet, og det er ikke småting, der er kommet for dagens lys i de tre dage, sagen har varet.
Det viser sig, at det med rigmand skal tages med et gran salt. Kurniwan skylder flere millioner dollars væk - alligevel er det lykkedes ham samtidig at svindle sig til ligeledes store million-lån.

Et mørklagt køkkenvindue
Beviserne fra razziaen i hans hjem blev også lagt frem i den forløbne uge. Det drejede sig om stakke af nytrykte etiketter med navne på berømte vinslotte som Château Pétrus, Mouton-Rothschild, Latour og Cheval Blanc - og ikke mindst Domaine de la Romanée-Conti i flere årgange.
Også stempler - blandt andet med navnet på den californiske kultvin Screaming Eagle - som var fundet i huset, blev fremvist.
En af FBI-agenterne, der var med under razziaen, fortalte, hvad han havde set. Køkkenvinduet var tapet til med folie, så man ikke kunne se ind eller ud. I køkkenvasken lå adskillige vinflasker i vand med løsrevne etiketter. Man fandt også et tappeanlæg og et redskab til at trække korkpropper op af flasker uden at lave hul i propperne.

En stakkels outsider
Også korrespondance fra Kurniawans computer tyder på svindel. Det fremgår blandt andet, at han købte større mængder segllak i forskellige farver - gamle fornemme vinflasker er ofte forseglet med lak.
De forfalskede vine forsøgte Kurniawan at sælge på forskellige vinauktioner - blandt andet hos det amerikanske auktionshus Acker Merrall and Condit.
Snart er det forsvarerens tur til at procedere og trække vidner i retten. Det forlyder ifølge Decanter, at han vil slå på, at Kurniawan er en stakkels outsider, der har været uheldig at blive trukket ind denne svindel med vin - en svindel, der allerede var omfattende, da han kom ind i billedet.




.





Lyt til din champagne
Hvem elsker ikke lyden af de sprudlende bobler fra et glas champagne? Men det kan jo være svært at høre dem - med mindre man lægger øret helt ned til glasset.
Det har Krug nu gjort noget ved. Det legendariske champagnehus har nemlig her op til jul lanceret en gaveæske med en flaske Krug Grande Cuvée, to champagneglas fra Riedel - og en lydforstærker i form af en hvid porcelænstragt.
Tragten, der er formgivet af den franske designer Ionna Vautrin, monteres på glasset, og når man så sætter den til øret, vil man kunne høre en forstærket udgave af det boblende brus.
Der er måske nok lidt tante Møge over det - dog i en elegant udgave. Men ideen er sjov og lige til en nytårsaften.
Så vidt vi ved, kan gaveæsken ikke fås herhjemme - i modsat fald hører vi gerne på info@vinavisen.dk.


Stor undersøgelse af mikroorganismer
Vindistriktet, druerne og vinmagerens vinstil har som bekendt stor betydning for en vins duft og smag. Men det har de mange mikroorganismer, som findes i vinmarkerne og på druerne også.
Hvor stor betydning viser en ny undersøgelse fra University of California's vininstitut i Davis.
Forskerne har ifølge New Scientist analyseret 273 druemost-prøver fra otte forskellige vinhuse i fire af Californiens største vindistrikter og har derigennem kunnet kortlægge, hvilke mikroorganismer mostene indeholdt. Prøverne stammer fra perioden 2010 til 2012, så man også har kunnet følge udviklingen i mosten fra de enkelte vinhuse.
Det viste sig, at der var meget stor forskel på, hvilke mikroorganismer, der var udbredt i de forskellige vinområder - ja, endog i de enkelte vinmarker. Der var ligeledes stor forskel på, om de selvsamme mikroorganismer havde en dårlig eller god indflydelse på mosten og dermed på den endelige vin.
Mælkesyrebakterier kan fx ødelægge en vin og gøre, at den lugter af "museurin". Men de selvsamme bakterier kan også, når de befinder sig på Zinfandel-druer, forvandle den spidse æblesyre til mælkesyre og give vinen en ekstra god smag.

Et redskab for vinproducenterne
Alle druer har naturlige gærceller på deres skind, men forskerne fandt frem til, at Zinfandel-druer har langt flere gærceller, som i sidste ende bidrager til kompleksiteten i vinene.
Ikke overraskende er antallet af forskellige svampe, som forårsager meldug og råd, mest udbredt langs kystområderne. Og disse svampe sætter også deres præg på vinene. Erysiphe necator giver fx vinen en lidt muggen aroma, mens B. fuckeliana indeholder nogle enzymer, der forstyrrer gæringen og tilfører vinen en brunlig farve.
Nu er det kun vinområder i Californien, forskerne har undersøgt, men de er ikke i tvivl om, at man også i andre vindistrikter rundt om i USA og resten af verden vil kunne finde særlige aftryk i vinene fra forskellige mikroorganismer.
Og hvad kan man så bruge denne viden til? Det kan selvfølgelig være nyttigt for en vinproducent at vide, hvorfor hans vin har en mindre attraktiv aroma. Men med forskningsresultatetet som redskab kan man også finde frem til, hvilke særlige mikroorganismer eller kombinationer af mikroorganismer i en bestemt vinmark, der kan bidrage til en vins kvalitet.
Man kan læse mere om undersøgelsen i Proceedings of the National Academy of Sciences.



Omfattende bog om oversøiske vine
I 2010 udgav vinskribenten Henrik Oldenburg på Forlaget Smag vin-netbogen "Vin under Sydkorset" - et omfattende opslagsværk over vinproducenter og -distrikter på den sydlige halvkugle.
Nu er bogen kommet i en ny og stærkt revideret udgave på 878 sider, hvilket gør den til den største bog overhovedet om vine fra den del af vinens verden. Bogen beskriver i alt 563 forskellige vinproducenter, og som noget nyt er der direkte link fra omtalen af hver producent til den danske vinimportørs hjemmeside.
"Vin under Sydkorset" er velskrevet og byder på masser af spændende informationer, og står man med en flaske vin i hånden, kan man hurtigt, via Windows søge-funktion, finde flasken.
Bogen kan læses, bladres i og søges i ved at klikke her.


Symington på indkøb
Siden 1912 har familien Symington haft kig på Quinta da Sabordela og dets 30 hektar vinmarker i portvinens Douro-dal. Nu har den købt portvinshuset for en ikke offentliggjort sum.
Symington Family Estates ejer i forvejen en række portvinshuse samt vinmærkerne Warre’s, Graham’s, Cockburn’s og Dow’s.
Ekspansionen kommer på et tidspunkt, hvor portvinsinstituttet, Instituto dos Vinhos do Douro e Porto (IVDP), netop har bebudet, at det er nedgangstider for salget af portvin. I de første ni måneder af 2013 faldt salget af portvin med 3% i mængde i forhold til samme periode sidste år. Men når det gælder premium portvin - altså kvalitetsvin i den dyre ende - var der en stigning på 17%.
Og det er netop premium portvin, som Symington vil satse på med nyerhvervelsen. Quinta da Sabordelas vinmarker ligger højt oppe på Douro-dalens skråninger, og druerne herfra vil blandt andet blive brugt til at tilføre portvinsmærket Dow’s vine mere struktur og kompleksitet.





...




Øverst på maskinen se touchscreenen, hvor man blandt andet kan bladre rundt mellem de 300 billeder af drinks. I lugen nedenunder sætter man så glasset og trykker derefter på den valgte drink.

Vælg mellem 300 cocktails
Med jævne mellemrum dukker der smarte automatiske drinks-miksere op på markedet. Men den, som de to amerikanske teknikere Barry Givens og Eric Williams har kreeret, slår alt.
Monsieur (hr. på fransk) hedder den, og den cirka 50 cm høje og brede maskine kan fremstille 300 forskellige drinks og cocktails. Via en indbygget LCD touchscreen kan man give maskinen diverse kommandoer.
Ved at bladre mellem de mange drinks, der alle er vist i billeder, kan man finde frem til hvilken én, der ser mest fristende ud. Og hvis man ikke aner, hvilke drinks man kan lide, kan man fortælle maskinen, om man er til tørre, syrlige, søde, aromatiske, kraftige eller milde drinks, hvorefter den straks kommer med nogle bud.

Kan skrue op og ned for alkoholen
Man kan også skrue op og ned for alkoholmængden - hvis nu det er fredag aften, og drinken godt må være lidt stærkere.
Maskinen fortæller selv, når nogle af flaskerne næsten er tomme og snart skal skiftes ud - ligesom farvepatronerne i en printer.
Selvfølgelig følger der også en app til mobilen med, så man henslængt i sofaen i den anden stue kan give maskinen ordre til at lave yndlingsdrinken.
Givens og Williams forestiller sig, at Monsieur vil indtage såvel barer som privathjem. Dog skal man have en god sjat penge på kistebunden. Prisen er 5000 dollars (cirka 27.000 kr.) - med en introduktionsrabat i øjeblikket på cirka 5000 kr.
På Monsieurs hjemmeside kan man læse mere om maskinen og se en glimrende lille film om, hvordan den virker.


Rekord højt hammersalg for romflasker
I sidste uge fortalte vi om de tolv flasker rom, seks lyse og seks mørke, fra 1780, der skulle under hammeren hos Christie’s. Nu er auktionen overstået, og flaskerne blev solgt for i alt 78.255 pund (cirka 695.000 kr.), hvilket var seks gange mere end vurderingen.
Dermed er der ikke kun tale om den ældste rom, auktionshuset nogensinde har solgt, men også den dyreste.
Romflaskerne stammede fra godset Harewood House i West Yorkshire, men familien Lascelles, der ejer godset, får ikke glæde af pengene. Familien har nemlig bestemt, at de skal gå til et godgørende formål.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.






Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Leo Steen Hansen (f. 1972) er vokset op i et hjem med stor glæde for mad og vin. Hans far var køkkenchef på Kryb-I-Ly kro i Fredericia, og allerede som 12-årig fik Leo Steen Hansen lov til at arbejde side om side med sin far i køkkenet.
    Senere blev han uddannet inden for salg- og marketing, men vinens verden forblev hans store passion, og han satte sig derfor igen på skolebænken - denne gang som tjenerelev på hotel- og restaurantskolen i Kolding. Praktikken foregik på Munkebjerg Hotel, hvor den legendariske sommelier Orla Farhmann yderligere øgede hans interesse for vin.
    Læretiden blev efterfulgt af vinrejser til Frankrig, Italien og Spanien samt en uddannelse som sommelier.
    I 1997 fik Leo Steen Hansen jobbet som ansvarlig for vinkortet hos den enstjernede Michelin-restaurant Kong Hans Kælder i København. Arbejdet førte ham til Californien på jagt efter nye vine til kortet, og det blev kærlighed ved første blik.
    I 1999 hev han teltpælene op og flyttede til det amerikanske vindistrikt for at lære at fremstille vin. I de næste mange år arbejdede han om dagen i forskellige vinhuse og om aftenen som sommelier. Samtidig studerede han kemi, vindyrkning og vinfremstilling.
    I 2004 blev Leo Steen Hansen ansat som vinmager hos Stuhlmuller Vineyards i Alexander Valley i Sonoma - og grundlagde samme år sit eget vinhus, Leo Steen Wines, ligeledes i Sonoma.
    Hvor californiske vine er kendt for deres relativt høje alkoholindhold og ofte markante fadsmag, lægger den danske vinmager vægt på mindre alkohol og mindre ny eg i sine vine. Herhjemme importeres vinene fra Leo Steen Wines af Østjysk Vinforsyning.
    Leo Steen Hansen er også stadig vinmager - samt ansvarlig for salg og marketing hos Stuhlmuller Vineyards. Derudover har han også aftenjob som sommelier. Og så har han oven i købet fået tid til i 2009 at gennemføre et Diploma kursus hos WSET (Wine & Spirit Education Trust).
    I sin fritid tager han gerne en cykeltur i bjergene i Sonoma County eller dyrker Cross-Fit, og om vinteren gælder det skiene og kombinationen af frisk bjergluft, flot natur og fart under fødderne.
    Adresse: Leo Steen Wines, PO Box 1444, Healdsburg, 95448 Californien, tlf.: (+1) 707 433 2925, e-mail: info@leosteenwines.com, www.leosteenwines.com.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    253 Kvinder er i gang med vinhøsten hos vinhuset Shumi i Georgien (foto © Jette Faurschou).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 27 vine. Af disse vine var der 18, som fik mere end to stjerner og hele 15, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 85 stjerner og i gennemsnit 3,2 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Miopasso, Pinot Grigio, Terre Sicilian IGP, Italien, 2012, lav alkohol (13%)
65 kr., Lago Import
Herlig hvidvin. Den har en liflig duft og en frisk, lidt cremet druesmag med fint krydderi, mineralske noter, en lille honningsødme og tilpas syre. Flasken har skruelåg.


Château de la Negly, La Clape, Coteaux du Languedoc, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
75 kr., pris ved 12 flasker, The Wine Company
Denne hvidvin hænger godt sammen med frugt og syre, krydderi og sødme, fylde og eftersmag. I smagen er der noter af nødder.


Domaine Felix, Felix & Fils, Sauvignon Blanc, Saint-Bris, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
99 kr., på tilbud året ud: 79,20 kr., Franske Vinhus
En klassisk og meget lækker Sauvignon-hvidvin. New Zealand og Sydafrika har i de senere år lavet glimrende Sauvignon-vine, men der er nu et eller andet ved de franske - dem fra Sancerre og som her fra det lille distrikt Saint-Bris. Er de en tak mere elegante?


Reserve du Prince, Château Mukhrani, Goruli Mitsvane, Georgien, 2010, lav alkohol (12,5%)
100 kr., Georgisk Vin
En meget delikat hvidvin med en let cremet smag. Den har et lille, krydret bid, en fin citrussyre, diskrete fadtoner og en lang eftersmag.


Medalla Real, Gran Reserva, Santa Rita, Chardonnay, Leyda Valley, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
119,95 kr., Amka
En meget lækker hvidvin, der hænger skønt sammen med frugt (blandt andet ananas, nødder, citrus), fint krydderi, let honningsødme og diskrete fadtoner. Lang eftersmag.

Rødvin


Dois Vales, Seis Quintas Martue, Douro, Portugal, 2012, middel alkohol (13,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker: 50 kr., H.J.Hansen Vin
Til 60 eller 50 kr. er dette en rigtig god rødvin på klassiske portvins-druer. Vinen har god frugt og en ret usædvanlig smag med noter af flødekarameller. Flasken har skruelåg.


Cadetto, Podere Castorani, Montepulciano, Abruzzo, Italien, 2011, lav alkohol (13%)
69 kr., VinDanmark Lagersalg
God og fyldig rødvin med en bred frugtsmag, krydrede noter, bløde tanniner og en lang eftersmag. Velegnet bl.a. til kødretter, der smager af noget.


Le Mas de Bertrand, Saint Saturnin, Languedoc, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 76 kr., Vin-T-Vin
Elegant rødvin på biodynamisk dyrkede druer. Den er i fin balance med frisk frugt, krydderi og en rank syre, der gør vinen fin til mad.


Argaray, Bodegas Artajona, Navarra, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 89,10 kr., Propperiet
Fortræffelig rødvin på druerne Merlot, Tempranillo og Cabernet Sauvignon. Den er kraftig, men i fin balance og med blød, dejlig frugt. På grund af sin fine syre vil den være god til lidt fede saucer.


Argiano, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2008, høj alkohol (14,5%)
109,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
100% Sangiovese-drue - en meget lækker rødvin fremstillet under den danske vinmager Hans Vinding-Diers' årvågne blik og skarpe smagsløg. Vinen har fornem frugt og noter af chokolade og vanille.


Supremasso, Sicilien IGT, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
139,95 kr., Amka
Denne elegante rødvin er skabt af den danske vinmager Peter Vinding Diers på druerne Cabernet Sauvignon, Shiraz og Petit Verdot, og det er en fortræffelig vin. Den har en bred smag med masser af frugt, god krydring, gode tanniner og tilpas syre. Den kæler for alle sanser.


Cuartro Primos, Familia Mayol, Uco Valley, Mendoza, Argentina, 2011, høj alkohol (15%)
145 kr., på tilbud til 100 kr., Malbeck
Flot og kraftig rødvin på druerne Shiraz, Malbec, Petit Verdot og Bonarda. Den har en intens, men også blød frugtsmag og fint integrerede fadtoner. Trods de 15% alkohol er der ikke nogen spritkant. Den bør plaskes over i en karaffel et par timer før måltidet og serveres let afkølet - under 16 grader.


Viña Concejo, Tempranillo, Cigales, Spanien, 2007, middel alkohol (14%)
179 kr., pris ved 6 flasker: 125 kr., D’Wine
Herlig rødvin med en lækker, blød og fyldig frugt, der smyger sig om ens smagsløg.


Santa Carolina, Reserva, Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile, 2012, middel alkohol (14%)
45 kr., Rema 1000
En robust og lidt enkel rødvin med saftig frugt, tilpas syre og ret markante tanniner. En vin, der udpræget er til mad. Den fjerde stjerne får den for den lave pris.


Emporium, Enoitalia, Shiraz, Vino Prodotto in Italia, Italien, 2011, lav alkohol (12,5%)
55 kr., pris ved 6 flasker: 49,50 kr., YouAndWine
En ganske let rødvin uden særlig karakter og smag. Men - ak, hvad får man for 49,50 kr.? Flasken har skruelåg.


Glárima, Somontano, Spanien, 2011, lav alkohol (13%)
109 kr., pris ved 2 flasker: 60 kr., Smile Marketing Group
Flødekarameller, lys chokolade, men også frugt og syre sådan lidt bagved slikbutikken. En lidt usædvanlig rødvin.

Sød vin


Maynards, Late Bottled Vintage Portvin, Portugal, 2009, høj alkohol (20%)
99 kr., A Vinstouw
Ufiltreret, sent høstet portvin - til 100 kr. et kup. Den har en blød, lækker og cremet smag med god frugt og noter af mørke bær, rosiner, dadler ... Ingen spritkant.


Krohn, Colheita Portvin, Portugal, 2003, høj alkohol (20%)
149,95 kr., på tilbud året ud, Erik Sørensen Vin
En rigtig dejlig portvin med en mørk farve og en lækker, tæt, afrundet og moden smag. Den har stadig duften og smagen af druer, men også alle noterne af figner, dadler osv. For så god en portvin er prisen attraktiv.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.