Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 52. 2013



Nyheder i uge 52, 2013

Følg os på Facebook

.....
.....
....
Med dette gamle postkort
ønsker vi alle vores læsere
GLÆDELIG JUL
.....
.....








Makaziwe og Tukwini med deres vine. Læg mærke til logoet med bien, som ses både på etiketterne og på trææsken. Biens vinger består af flere grene - et symbol på den store og vidt forgrenede Mandela-familie.

Vinmærke hylder Mandela
Nelson Mandela har efterladt sig en stor familie, og to af de kvindelige medlemmer, hans datter Makaziwe og barnebarnet Tukwini, har lanceret deres eget vinmærke, House of Mandela. Vinenes navne og etiketternes udseende er på mange måder en hyldest til Mandela. Det fremgår af et interview i Wine Enthusiast med de to kvinder.
Makaziwe og Tukwini vidste oprindelig intet om vin og blev overraskede over, at der i Sydafrika var tale om en industri med 350.000 ansatte. De blev også overraskede over, hvor lille en andel af de ansatte, der er sorte - og hvor få igen af disse, der er kvinder.
Det besluttede de sig for at gøre noget ved, og House of Mandela blev en realitet. Tre af Sydafrikas top-vinhuse, Thelema, Hartenberg og Fairview, leverer vinene.

Fulgt af en flok bier
Vinhusets logo er en bi, som også ses på etiketten på dets vin Royal Reserve. Og bien har direkte forbindelse til Rolihlahla, Mandelas mellemnavn. Rolihlahla betyder "den, som er modig nok til at hente honning fra bikuben", hvilket igen er et sindbillede for "den, der udfordrer status quo".
Yderligere fortæller Mandelas barnebarn i interviewet, at da Mandela blev løsladt fra fængslet og vendte tilbage til sin fødeby, Qunu, fulgte en bisværm ham hele vejen fra lufthavnen - et tegn på, at forfædrene bød ham velkommen.
Etiketterne på vinserien "Thembu Collection" skal også lede tankerne hen på Mandela. De sprælske og farverige mønstre henviser til de festlige og afslappede skjorter, som han næsten altid bar. Han brød sig ikke om jakkesæt, som han følte lagde en afstand mellem ham og det sydafrikanske folk.
Thembu er desuden navnet på den stamme, som Mandela kommer fra.


Storbritannien bliver et førende vinland
Storbritannien er et forholdsvis nyt vinland, der dog allerede har vundet stor anerkendelse ved internationale konkurrencer for sine elegante mousserende vine.
Både boblevinene og alle de andre vine fremstilles fortrinsvis i den sydlige del af landet.
Alt tyder dog på, at mulighederne for vindyrkning i Storbritannien rykker nordpå med raske skridt.
Ifølge den internationale klimaorganisation Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) forårsager de klimatiske ændringer en hurtigere stigning i gennemsnitstemperaturerne i Storbritannien end i resten af verden. Og det skulle bevirke, at landet allerede omkring 2050 vil være en af verdens førende vinproducenter.

Vinstokke ved Loch Ness
Fremtiden for briterne byder således på mindre sne om vinteren og varmere, tørrere og længere somre.
Lederen af afdelingen for vinforskning ved Plumpton College, Chris Foss, er ikke i tvivl om, at vindyrkningsarealet i Storbritannien potentielt vil kunne udvides til det fem- eller måske endda det tidobbelte.
Men den sydlige del af landet, hvor vinhusene i dag er koncentrerede, kan dog få problemer. Det mener Richard C. Selley, der er professor i geologi ved Imperial College London og har studeret effekten af den globale opvarmning på vinfremstilling.
Til The Drinks Business har han udtalt, at nye beregninger indikerer, at det i nogle af vinområderne i Sydengland allerede i 2080 vil være for varmt til at dyrke vin. Til gengæld er han ikke i tvivl om, at vinmarkerne til den tid vil brede sig langs den berømte Loch Ness sø i Skotland.
Håber ikke, at Loch Ness uhyret er til druer …




.


Interessante ord fra Odense
I den årlige jule- og nytårshilsen fra Vinens Verden i Odense skriver Peter Thuesen og Kåre Selvejer nogle ord om vinmarkedet set fra en importørs synspunkt.
Det er interessante ord, som vi tillader os at citere:

Tilbage til Europa
Senest har vi oplevet, at forbrugerne i stigende grad er vendt tilbage til de europæiske vine.
I Frankrig er der nu, som følge af den lille 2012-høst og det meget irregulære vejr i 2013, store udfordringer og pres på priserne, ikke mindst i Rhône og Bourgogne. Det skal blive spændende at se, hvordan Frankrig håndterer det.
Italien, derimod, ser i 2013 ud til at kombinere kvalitet med kvantitet. Her betyder den svage efterspørgsel fra det italienske hjemmemarked, at der givet kan gøres gode køb.
I Spanien er situationen stort set den samme, så også her forventer vi, at der i det kommende år kan gøres gode køb.
Så spørgsmålet er: Vil Italien cementere sin position på det danske marked, og vil Spanien for alvor få sin renæssance?

Inflation og frost i Sydamerika
For en gangs skyld er der nu skyer på den ellers altid så blå argentinske og chilenske himmel.
I Argentina raser inflationen, og det sætter eksport-priserne under voldsomt pres.
Dette ville normalt give muligheder på den anden side af Andesbjergene i det ellers så stabile Chile. I Chile blev man imidlertid i september ramt af den værste frost i mere end 80 år. Så 2014-høsten i Chile bliver klejn, og priserne er nu under pres.

Austral-dollaren er på vej down under
Den australske vineksport har de seneste år været sendt til tælling af en ekstremt stærk australsk dollar.
Siden april er austral-dollaren imidlertid faldet med næsten 20%. Selv om der er et pænt stykke ned til niveauet i 2008, er vi imidlertid tilbage på et niveau, hvor de australske vine igen er interessante, og mon ikke forbrugerne vil kvittere for det?
Vinmarkedet er i konstant bevægelse, og det er med til at gøre det både sjovt og udfordrende at være vinhandler.
Om et års tid fra nu er vi med garanti klogere på, hvor markedet gik hen i 2013. I mellemtiden skal vi forsøge at udnytte det til forbrugerens bedste.








Kæmpeflasken med 6 liter Cheval Blanc 1947, der blev solgt hos Christie's i 2010.

Et glas vin til 13.400 kr.
131.000 euro (cirka 977.000 kr.) er det himmelråbende store beløb, som en fransk vinsamler betalte for nylig for tolv flasker Cheval Blanc 1947. Det skete ved en auktion hos Christie’s i Paris, og hammerslaget svarer til, at hver flaske kostede omkring 82.000 kr. Og hvis vinsamleren en dag åbner en af flaskerne og skænker sig et glas, har indholdet i glasset en værdi af cirka 13.400 kr.
Men det er også en ganske særlig vin, de tolv flasker indeholder. Cheval Blanc, der ligger i Saint Émilion, er et af Bordeauxs berømteste vinslotte, og årgang 1947 er udråbt til at være en af de mest fantastiske fra dette slot.
Vinen er fremstillet på druer fra meget gamle vinstokke, der kun gav en lille høstmængde, hvorfor der heller ikke blev lavet særligt mange flasker af denne årgang.
Men de få druer, vinstokkene leverede, havde en enorm koncentration af aromastoffer, hvilket afspejler sig i vinen.

Så fed som motorolie
Den amerikanske vinguru Robert Parker har givet Cheval Blanc 1947 de maksimale 100 point samt følgende ord med på vejen: "Den er lige så fed i strukturen som motorolie. Den store duft af frugtkage, chokolade, læder, kaffe og asiatiske krydderier er ufattelig. Og den cremede konsistens og rigdom af sød frugt er forbløffende."
De tolv flasker blev omproppet på slottet i 1990'erne for at sikre, at vinen ikke blev iltet. Det gør, at indholdet i flaskerne også vil kunne drikkes - og smage godt - om halvtreds år.
Det, at flaskerne blev solgt i deres originale kasse fra slottet, var også med til at få prisen i vejret.
For tre år siden solgte Christie’s i Geneve en flaske Imperial (6 liter eller 8 almindelige flasker) Cheval Blanc 1947 for et beløb svarende til cirka 1,7 mio. kr. - hvilket er den højeste salgspris nogensinde - på såvel auktion som i handelen - for en flaske vin.







<< Dr. Richard Smart dissikerer en vinplante på en vingård i Jylland.
< Sådan ser en vinstok ud indvendigt, når den er angrebet af Botryspharia. Foto: Jens Madsen.


Esca kendt i cirka 2000 år
I sidste uge fortalte vi om Esca - en svampesygdom, som angriber vinstokkenes stammer og ved og får dem til at rådne op indefra. Ifølge den australske forsker og vinkonsulent Richard Smart kan Esca forårsage langt større skader end Phylloxera - vinlusen, der var på nippet til at udrydde Europas vinmarker i slutningen af 1800-tallet.
Vores trofaste læser, vinavler og amatør planteforsker Jens Madsen, har sendt os en uddybende mail:
- Esca er faktisk beskrevet første gang for cirka 2000 år siden, og alligevel er det ikke lykkedes at finde en kur mod denne svampesygdom, der først viser sig, når vinplanten er otte til ti år gammel.

Mange alvorlige sygdomme
- Esca er dog ikke den eneste alvorlige trussel for vinplanterne, fortsætter Jens Madsen. - Faktisk er det værre med de virusser og svampesygdomme, der påføres under podningen og viser sig forholdsvis hurtigt, og dem er der rigeligt af.
Jens Madsen henviser til Red Spot, som vi skrev om i uge 49, og som bare er nummer 75 i rækken af disse frygtede sygdomme. Den viser sig som røde pletter på vinløvet, og den er i stand til at stoppe druernes modning. Heller ikke her har man fundet frem til et bekæmpelsesmiddel.
En af de svampesygdomme, som trives i vores klima, fortæller Jens Madsen, er Botryspharia. Man kan se, at en vinstok er angrebet, når man gennemskærer veddet. Desuden mistrives planterne i vækstperioden - eller dør simpelt hen.
Svampen sidder på vinstokkenes bark og smitter ved beskæring. Her er der dog et bekæmpelsesmiddel, nemlig rovsvampen Trichoderma, der påføres de friske sårflader efter beskæring.




Foto: Wikipedia / David Monniaux.

Har du fået en prop …
… eller flere, så smid dem ikke væk. Teater Republique (Østerfælled Torv 37, 2100 Kbh. Ø, tlf.: 33 23 31 00) har brug for korkpropper, faktisk 3000 af dem, til en forestilling i Tivoli den 11. januar næste år. Her skal de vælte ned over scenen på en eller anden dramatisk måde.
Af en notits i Politiken fremgår det, at man endda kan få en fribillet til den surrealistiske ballet "La Verita", hvis man afleverer mindst 35 korkpropper på teatret på Østerbro mellem den 6. og 11. januar.
Så vi skal åbenbart se at komme i gang med at tømme flasker!


Stor vækst i britisk online-vinsalg
Briternes glæde for online-køb er eksploderet i de senere år, også når det gælder køb af vin. Det viser en ny undersøgelse fra det britiske analysefirma Wine Intelligence.
I dag køber en fjerdedel af alle britiske vindrikkere vin online, ikke mindst via supermarkedernes online-service.
Internet-vinsalget i 2013 beløber sig til i alt 800 millioner pund (cirka 7 milliarder kr.), hvilket svarer til 11% af det totale vinsalg i Storbritannien.
I 2005, hvor Wine Intelligence udførte en lignende undersøgelse, lød værdien af online-salget på 170 mio. pund (cirka 1,5 milliarder kr.). Det betyder en vækst i dette salg på intet mindre end 470% i løbet af de sidste otte år - og en gennemsnitlig vækst på 21% årligt.
Hos den store supermarkedskæde Tesco har online-vinsalget slået alle rekorder i de sidste to uger af november. Her var der en stigning i salget på 51% sammenlignet med samme periode i 2012.






24 postkort fra Georgien
VinAvisens Anker har rejst rundt i Georgien for at få et indtryk af georgisk vin, og fra turen sender han 24 postkort. De første postkort sendte vi i uge 48, uge 49, uge 50 og uge 51. Her kommer de næste tre om et par historiske vinslotte.

................


...........
Alexander Chavchavadzes villa fra 1835 ser ikke så stor ud, men den strækker sig langt bagud og hviler på udstrakte kældre. Huset ligger i en kæmpemæssig park........

    18. postkort fra Georgien
    Digterens europæiske vinhus
    Vingården Tsinandali ligger lige uden for byen Telavi, der er hovedbyen i vinregionen Kakheti.
    Her laves der en hel del vin, men stedet er først og fremmest et historisk mindesmærke og museum. Det var her, den aristokratiske digter Alexander Chavchavadze (1786-1846) holdt til. Han byggede en villa i orientalsk stil og skabte Georgiens første store vinhus med europæisk teknik.
    Vinhuset fremstiller stadig en hvidvin på druen Tsinandali. Den smagte vi. Den blev lunken sjasket op i glasset af en ukyndig og ligeglad mandsperson. Øv, nu må de lære det dernede!
    Til gengæld købte vi en fortræffelig DVD i museets butik: "Cradle of Wine", instrueret af den fremtrædende, georgiske instruktør Merab Kokochashvili.
    Vi har ikke kunnet finde filmen til salg på nettet, men på YouTube ligger der en stump. En anden, lidt ældre film ligger også på YouTube.

................


...........
Ivane Mukhranbatoni fik en fransk arkitekt til at tegne slottet, og den omgivende store park blev anlagt af en havearkitekt fra Versailles........

    19. postkort fra Georgien
    Inspirationen fra Frankrig
    Chateau Mukhrani ligger ikke langt fra Georgiens gamle kongeby, Mtskheta. Det store slot blev bygget i 1878 af prins Ivane Mukhranbatoni (1812-95), der var en fremskridtets mand. Han oprettede mange skoler, grundlagde universitetet i Tbilisi og udgav aviser.
    I 1875 rejste han til Frankrig, hvor han oplevede, hvordan man producerede vin i Bordeaux og Champagne, og da han kom hjem, gik han selv i gang med at lave vin på sine forfædres vidtstrakte jorde.
    Prinsen fik stor succes med sin vin. Den blev eksporteret til flere lande, endog til USA.
    Mere om slottet i det næste postkort.

.......


...........
På slottet fotograferede vi dette maleri af en tidligere beboer, prins Nicholas Bagration (1807-64) og hans familie. Han fik tolv børn. Nogle af dem ses på billedet. Et andet familiebillede ses som denne uges STORE billede længere nede.......

    20. postkort fra Georgien
    Fremad med stormskridt
    Prins Ivane Mukhranbatoni var den første, der demonstrerede, at Georgien bør have en plads blandt verdens betydende vinlande. I 1898 vandt hans vine førstepræmien ved en stor smagning i Paris, og den franske regering udnævnte ham til Officier du Mérite Agricole med tilhørende medalje.
    Da Georgien blev indlemmet i Sovjetunionen, forfaldt både slot og vineri, og først i 2002 gik en række investorer, flere af dem udenlandske, i gang med at bringe godset på fode.
    Siden er det gået fremad med stormskridt.
    Det gamle slot ledes af svenskeren Petter Svaetichin og er sat i tiptop stand med hjælp fra den danske arkitekt Peder Elgaard. Siden 2007 har vineriet fremstillet vine af rigtig god kvalitet. I kælderen ligger der 60.000 egetræsfade.
    I dag har slottet en årlig produktion af 450.000 flasker fordelt på fjorten typer, nogle på lokale druer, andre på europæiske. En række af disse vine importeres af Georgisk Vin.
    Vi har smagt disse vine; en oversigt over dem kan ses ved at klikke her.

........





En smart idé
Rasmus Visby, der både arbejder i IT-branchen og er sommelier, har kombineret de to verdenen i et nyt vinfirma.
Flaskeposten.dk hedder firmaet, og målet er at gøre det lettere for forbrugerne at få fat i nogle af de bedste vinflasker fra Danmarks urskov af små vinimportører.
- Danmark har utroligt mange garageimportører, som ofte har kastet deres kærlighed på en særlig vinregion eller vintype. Det er som regel meget spændende vine og meget engagerede mennesker, der står bag importen, fortæller Rasmus Visby.
- Disse vine kan dog ofte kun købes hos garageimportøren, og så kan det jo være svært for en forbruger, der bor i den anden ende af landet, at få fat i dem.
Flaskeposten.dk har derfor valgt at samle de ti bedste vine fra de enkelte importører i en fælles webshop. På den måde kan kunden nemt handle vin fra flere vinimportører i samme indkøbskurv. Vinen bliver leveret gratis til nærmeste Swipbox, en slags postboks, som findes i Bilka, Føtex og flere Netto-butikker.

Målet er 2000 vine
Man skal minimum købe seks flasker ad gangen, og det er tilladt at blande en kasse - så længe det er fra samme vinimportør.
Vinen afhentes af kunden i den lokale Swipbox, og leveringen er gratis. Netop Swipbox og en særlig emballage har bevirket, at Flaskeposten.dk har fået fragtprisen så langt ned, at der er gratis levering ved køb af kun seks flasker. Normalt skal man op i større mængder på 24 flasker eller mere for at få vine leveret gratis.
21 vinimportører er indtil videre tilmeldt ordningen. Målet er over 200 importører og dermed over 2000 vine at vælge imellem.
Når man klikker på de enkelte vine i webshoppen, får man, ud over almindelig info om vinen, mulighed for selv at indsende en anmeldelse af den, når man har smagt den.
Under de enkelte flasker har nogle af vinimportørerne lagt små videoklip ind, hvor de fortæller om vinen.
Man kan læse mere om Rasmus Visby i ugens Blå Bog længere nede på siden.



<< Den kritiske herre til venstre siger: "Elskværdig og melodiøs!"
< Den glade herre til højre siger: "Energisk og uventet!"
Elskværdig og melodiøs
Den engelske kunstner Sue Macartney-Snape er en mester ud i karikaturen. Flere af hendes tegninger af vindrikkende englændere er blevet trykt i stort format, lige til at ramme ind og hænge op på væggen i vinkælderen eller spisestuen.
Nu har hun tegnet endnu to vinglade gentlemen, som beskriver duftene i glassene – og duften af gammeldags, britisk vinnørderi.
De to kunsttryk, signeret af kunstneren, sælges af kunstforlaget SMS Editions for 75 pund stykket.
Også nogle af de tidligere tryk kan købes for 40 pund stykket. Fem af dem ses herunder.










Holdet af elever bag bogen fra Hotel- og Restaurantskolen i København. Det er tydeligt, at fotografen har været inspireret af Leonardo da Vincis maleri af den sidste nadver fra 1498 (foto: Fotoelever fra Københavns Tekniske Skole).



Elever udgiver egen kogebog
Kokke- og tjenereleverne på Hotel- og Restaurantskolen i København har travlt til hverdag med at suge ny viden til sig. Alligevel har de fået tid til at udgive en kogebog "I selskab med Sherry" med en hjælpende hånd fra deres faglærere og i samarbejde med vinrådet i Sherry, Consejo Regulador, og Den Spanske Ambassades handelsafdeling i København.
Kokkeeleverne er på 2. hovedforløb og tjenereleverne på 1. hovedforløb. Det vil sige, at der er et godt stykke vej igen, før de er færdige - hvilket kun gør deres bedrift endnu mere imponerende.
Det er nemlig en ualmindelig god og inspirerende kogebog, hvor otte forskellige typer sherry er udgangspunktet for retterne, som eleverne har kreeret i et skoleforløb på 10 uger.
Der er masser af gode opskrifter i bogen - lige fra sherry-drinks og snacks som "chili-cheesetops" til mere krævende retter som "farseret blæksprutte med braiseret oksehale og syltet og krystalliseret tang". Til hver ret anbefales en bestemt sherry.

Gode og sjove billeder
"I selskab med Sherry" er krydret med personlige kommentarer fra eleverne om deres forhold til sherry og kogekunst og med billeder taget af fotoelever fra Københavns Tekniske Skole. Og det er yderst professionelle billeder - både de kreative og underholdende af eleverne og dem af mad og drinks, der får tænderne til at løbe i vand.
Bogen kan købes i Hotel- og Restaurantskolens webshop for kun 60 kr.
Nedenfor bringer vi en appetitvækker fra bogen i form af en opskrift på en af de drinks, tjenereleverne har udviklet.



Æblecocktail (til 2 personer)
2 cl Fino-sherry
6 cl frisk æblemost af sure æbler
3 cl calvados
1,5 cl limesaft
en smule ingefær
skum til toppen:
4 dele æggehvider
2 dele sukker
friske tyndt skårede æbler
limesaft
Sherry, æblemost, calvados, limesaft og lidt revet ingefær rystes i en shaker med isterninger. Sigt drinken i et cocktailglas. Æggehvider og sukker piskes stive og kommes oven på drinken.
De tyndt skårne æblestykker vendes i limesaften og dekoreres på cocktailen.







Theis Vine på storindkøb
Vinfirmaet Theis Vine har i de senere år haft vokseværk - ikke kun i Danmark, men også på de øvrige nordiske markeder. Således har Theis Vine AB i Sverige på ganske få år udviklet sig til at være næsten lige så stort som den danske afdeling.
Og nu har firmaet ekspanderet yderligere ved at købe Chris Wine Denmark, en af Nordens helt store vinimportører.
- Med købet af Chris Wine Denmark er Theis Vine nu en af de største leverandører på det danske on-trade marked for vin, fortæller John Krøigaard-Larsen.
Firmaet dækker nu markedsområder som restauranter, hoteller, vinforretninger, tax-free og e-handel.
Købet betyder også, at Theis Vine overtager en portefølje af eftertragtede vinagenturer - heriblandt Antinori, Louis Latour og Chateau St. Michelle, blot for at nævne nogle få.
Alle aktiviteter samles i Theis Vines hovedsæde i Skovlunde lidt uden for København samt i firmaets kontorer i Stockholm.

...



En liflig aroma af elektricitet
Vodka med smag af alt fra vanille til bacon og skumfiduser er efterhånden en kendt sag. Men nu kan man også få vodka med smag af elektricitet eller nyslået græs.
Det er den nye vodka-serie ODDKA fra producenten Wyborowa i Polen, der byder på de opsigtsvækkende smagsnuancer "Electricity" og "Fresh Cut Grass" - samt endnu to vodkaer "Apple Pie" og den neutrale "Original".
Serien, som er den franske spirituskoncern Pernod Ricards seneste vodka-satsning, blev introduceret i USA i 2012, men er nu kommet på det danske marked.
Det anbefales, at man nyder "Electricity" ren, mens de tre andre vodkaer er velegnede til cocktails.
Den elektriske vodka skulle efter sigende opleves "som lyn på en flaske, der kildrer smagsløgene", mens "Fresh Cut Grass" er en forfriskende vodka med noter af græs og citrus.
Prisen for vodkaerne ligger på omkring 100 kr., og de kan købes i en række dagligvarebutikker.



    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Der er ingen nyheder i den danske vinbranche i denne uge.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
.

,

    Rasmus Brøndholt Visby (f. 1967) er den nye dreng i klassen, når det gælder vinbranchen. Glæden ved mad var oprindelig større end ved vin, og allerede som 12-årig lavede han juleanden. Vin-interessen vågnede for alvor, da en god ven tilbage i starten af det nye årtusinde introducerede ham for vine fra Châteauneuf du Pape.
    Inden da - i 1996 - var Rasmus Visby blevet selvstændig med sit første IT-firma efter at have arbejdet med salg i mange år. Herefter startede og solgte han flere selskaber. I 2010 solgte han Bullguard Nordic A/S og forlod IT-branchen.
    I Bullguard Nordic arbejdede han tæt sammen med Heini Zachariasen og Theis Søndergaard, som siden hen lavede vin-app’en Vivino.
    Efter salget af Bullguard Nordic har Rasmus Visby været beskæftiget med forskellige investeringer, indtil han i 2012 fik idéen til webfirmaet Flaskeposten.dk.
    Ideen med at samle vin fra flere importører i en fælles webshop fik han til en rund fødselsdag, hvor en garageimportør leverede vinen. Vinen var god, men hvor kunne den købes?
    Baggrunden fra IT-branchen samt hans salgs- og markedsføringserfaring kunne bruges til at opbygge Flaskeposten.dk. Dette blev suppleret med Vinakademiets sommelieruddannelse, som blev afsluttet i marts 2013.
    Efter at have løst de største udfordringer med teknik og logistik gik Flaskeposten.dk for alvor i luften i efteråret 2013. Derudover har Rasmus Visby arrangeret flere vinsmagninger og andre vinarrangementer i forbindelse med firmaet.
    Arbejde og fritid flyder sammen i villaen på Amager, men en løbetur eller besøg i det lokale fitness center bliver der tid til. Amager Strand bliver også flittigt besøgt sammen med hans brune Newfoundlænder.
    Vinrejsen går gerne til Rheingau, Bourgogne eller Norditalien, men også Californien har ofte været målet. Australien og Sydamerika står højt på listen over ønsker til fremtidens vinrejser.
    Adresse: Flaskeposten.dk, tlf.: 20 91 66 34, e-mail: rasmus@flaskeposten.dk, www.flaskeposten.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260

...............................
    .....................
    254 Georgiens første store vinmand, prins Ivane Mukhranbatoni, omgivet af sin familie og venner, cirka 1890.
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 28 vine. Af disse vine var der 20, som fik mere end to stjerner og hele 14, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 93 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Mousserende


Mia, Freixenet, Moscato, Spanien, lav alkohol (7%)
69,95 kr., Amka
Forfriskende boblevin med livlige bobler og Muscat-druens forførende aroma og sødme. En vin, der sagtens kan konkurrere med italienernes Muscat-bobler fra Piemonte.


Cava Brut Nature Gran Reserva, Sumarroca, Penedès, Spanien, lav alkohol (12%)
69,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En rigtig dejlig og let cava med fine små bobler og duft og smag af lyst brød og citrusfrugter. Nyd den som apéritif eller til en let forret.


Canar-Duchêne, Champagne, Demi-Sec, Frankrig, lav alkohol (12%)
299 kr., på tilbud i denne uge og ind til nytår: 189 kr., SuperBrugsen
En dejlig champagne. Demi-sec står der på etiketten. Egentlig skulle det betyde halvtør, men det bør snarere læses som halvsød. Vinen har da også en charmerende sødme, som mange vil kunne lide - især damer, lød det fra den nederste ende af smagebordet. Hm, det skriver vi altså ikke!

Hvidvin


Domaine Felix, Felix & Fils, Chardonnay, Chablis, Frankrig, 2012, lav alkohol (12,5%)
129 kr., på tilbud året ud: 103,20 kr., Franske Vinhus
Let og tør hvidvin - en pæn, lille Chablis. Med sin friske syre god til fisk.


Emile Chandesais, Chardonnay, Bourgogne, Frankrig, 2011, lav alkohol (12,5%)
55 kr., Rema 1000
Let og enkel hvidvin med en kvalitet i overensstemmelse med den lave pris. Hurtigt drukket, hurtigt glemt.

Rødvin


Viña Zorzal, Garnacha, Navarra, Spanien, 2011, middel alkohol (13,5%)
59 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En rigtig god rødvin med Garnacha-druens saftige charme. Vinen er ret let, blød - og billig.


Mukuzani, Marani, Seperavi, Kakheti, Georgia, 2009, lav alkohol (12%)
70 kr., Georgisk Vin
Separavi er en glimrende drue i Georgien. Her optræder den i en herlig rødvin, der er fuld af varm og blød frugt med mange facetter - sorte kirsebær, mørk chokolade og vanille. Glimrende til prisen.


Clos de Chacras, Mendoza, Argentina, 2010, høj alkohol (14,5%)
79 kr., VinDanmark Lagersalg
En meget vellavet, men også kraftig rødvin på druerne Malbec, Cabernet Sauvignon og Merlot. Der er kaffe og chokolade i den - og alkohol. Så skænk den let afkølet, og plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Den, der vil have en bamsevin, vil ikke blive skuffet. Andre vil synes, at vinen er "for meget".


Parallèle 45, Paul Jaboulet Aîné, Côtes du Rhône, Frankrig, 2011, middel alkohol (14%)
99 kr., på tilbud året ud: 79 kr., Vinoble
Jaboulets vinmarker i Tain l'Hermitage ligger på den 45. breddegrad, præcis mellem Ækvator og Nordpolen. Deraf vinens navn. Vinen er en meget dejlig Rhône-rødvin med blød, afrundet og lækker frugt og mange facetter. Fem store stjerner.


Ap Premium, Appassimento, Valpantena, Rosso Veronese, Italien, 2011, høj alkohol (14,5%)
99,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 52): 59 kr., Kvickly
Flot rødvin efter appassimento-metoden med de tørrede druer. Den har bred frugt og krydrede noter. God til gris og oplagt til julemaden. Vinen fås også i SuperBrugsen.


Frem, Scagliola, Barbera, Asti, Italien, 2012, høj alkohol (15%)
126 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Jysk Vin
Denne vin har vi tidligere smagt i tre årgange. Om 2011-årgangen skrev vi: "Denne lækre rødvin får mundvandet til at løbe. Den har en liflig duft og en kompleks og harmonisk, fløjlsblød smag." Vi går ind for genbrug og mener det samme om denne årgang.


Luis Cañas, Rioja, Crianza, Spanien, 2010, middel alkohol (14%)
139 kr., på tilbud til 99 kr., Vinoble
Elegant og lækker rødvin. En ren nydelse. Et skoleeksempel på en vin i god balance.


Fiore di Vigna, Paololeo, Primitivo, Salento IGT, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
140 kr., pris ved 6 flasker: 126 kr., YouAndWine
Flot og lækker rødvin med blød og saftig frugt og fint krydderi, en lille sødme og tilpas syre. En nydelse.


Clos dels Torsols, Priorat, Crianza, Spanien, 2006, middel alkohol (14%)
149 kr., på tilbud: 119 kr., Smile Marketing Group
En moden og meget fyldig rødvin, syv år gammel. Den er lavet på druerne Grenache og Carignan med en lille smule Cabernet Sauvignon. I den bløde og lækre smag er der mørke bær, tørrede frugter og diskrete fadtoner. En vin, man nyder med største fornøjelse til lidt kraftige kødretter.


Enrique Foster, Finca Castro Barros, Malbec, Mendoza, Argentina, 2008, høj alkohol (14,5%)
160 kr., på tilbud til 120 kr., Malbeck
Til mad er denne rødvin rigtig flot og lækker. Den har fyldig frugt og tanniner, der støtter op om smagen. Lang, let krydret eftersmag.


Furvus, Vinyes Domènech, Montsant, Spanien, 2009, høj alkohol (14,5%)
299 kr., pris ved 6 flasker: 199 kr., D’Wine
Superlækker rødvin med en intens, men samtidig elegant og kompleks frugtsmag med diskrete fadtoner. Vinen er lavet på druerne Grenache og Merlot og har ligget et år på franske og amerikanske egefade.


Terrasses, Château Pesquié, Ventoux, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne rødvin kommer fra Rhône-appellationen Ventoux, og der er masser Rhône i både duft og smag. Noter af lakrids og krydderurter dominerer. Det er en kraftig sag, som vil vinde ved at blive plasket over i en karaffel et par timer før servering. Vinen har et lille bid af alkohol til slut, hvilket bringer vurderingen ned på fire stjerner.


Madrigal, Domaine Coste Chaude, Côtes du Rhône Villages, Frankrig, 2010, høj alkohol (14,5%)
76 kr., pris ved 6 flasker: 68 kr., Vin-T-Vin
Udmærket rødvin med en lille, skarp og rå kant i smag og eftersmag. En udpræget madvin.


Exubérance, Château La Bastide, Corbières, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved tilbud ved 6 flasker, Erik Sørensen Vin
Pæn rødvin på druerne Grenache og Mourvèdre. Der er god frugt i den, men også lidt stilkede noter. Udpræget til mad.


The Red Kangaroo Island, The Islander, Southern Australia, Australien, 2010, høj alkohol (15%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., A Vinstouw
15 procent ... jo, det er en bamsevin, der smager af Australien, bushen, skovmandsskjorter og store støvler. Den har sikkert et publikum, men smagepanelet var ikke vildt begejstret. Den fjerde stjerne gælder det særlige publikum. Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.