Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 40. 2014



Nyheder i uge 40, 2014

Følg os på Facebook








Stridens æble er dette lille banderole-mærke, der sættes på toppen af skruelåget eller kapslen på spiritusflaskerne. Før 2007 var banderolen en lang strimmel, der gik ned over toppen af flaskehalsen.

Nej tak til afskaffelse af banderolen
I 2001 var det slut med banderoler på vinflaskerne. Nu er turen kommet til spiritussen - hvis altså et forslag fra Skatteministeriet om afskaffelse af banderoler på spiritusflasker bliver godkendt i Folketinget.
Skatteministeren har udtalt, at der bag forslaget ligger et ønske om forenkling og om at spare virksomhederne for unødvendig kontrol.
Forslaget har vakt stor undren blandt indehaverne af nogle af de danske spiritusfirmaer. En af dem er Søren Nørgaard, der ejer engrosfirmaet Mac Y, og som håber, forslaget aldrig får det blå stempel:
- Importører af spiritus er klassificerede som fødevarevirksomheder og er dermed underlagt en egenkontrol, der medfører, at hver enkelt flaske skal kontrolleres for fejl og mangler. Når man nu alligevel skal kontrollere alle flaskerne - og i langt de fleste tilfælde have fat i hver enkelt flaske - er det ingen sag at sætte banderolen, der består af et lille rundt mærke, på toppen af flasken.
- Det, at importfirmaernes CVR-numre er angivet på banderolerne, gør det også muligt at spore en flaske tilbage til firmaet - en absolut fordel, hvis der er noget galt med flasken eller indholdet.
Sidst men ikke mindst kan en afskaffelse af banderolerne ifølge Nørgaard betyde, at der åbnes op for smugleri, afgifts- og momssvindel:
- Erfaringer fra afskaffelsen af vin-banderoler viste, at vin flyder over grænsen og bliver anvendt kommercielt. Detailbranchen og restaurationsbranchen har således ingen sikkerhed for, at der er betalt dansk afgift og moms af den vin, de køber.
- Nogen føler sig også fristet til selv at hente vin og anvende den i egen butik, bar eller lignende. Det er ganske simpelt – og en god forretning for dem, der gør det. En endnu bedre forretning vil det være, om spiritus kan håndteres på samme vis. Og det bliver konsekvensen, hvis forslaget vedtages.

Bred enighed i branchen
VinAvisen har også kontaktet Juul’s Vin og Spiritus, og indehaver Michael Madsen er bestemt heller ikke glad for tanken om spiritusflasker uden banderoler:
- Man kan jo se, hvordan slik smugles ind i store mængder, og her er afgiften endda en del lavere end på vin og spiritus.
- Jeg ville heller ikke have noget imod, at der kom banderoler på vinflaskerne igen. En forbruger, der har købt en flaske vin og har gemt den i fem år, kan højst sandsynligt ikke huske, hvor den blev købt. Dengang, hvor der var banderoler på vinflaskerne - og dermed også et CVR-nummer - kunne vinen hurtigt spores tilbage til forretningen, hvis der var noget galt med den, når den omsider blev åbnet.
Michael Madsen fornemmer, at der er stor enighed i branchen om, at forslaget fra Skatteministeren er helt hen i vejret:
- Der er ingen, der ønsker at blive lettet for arbejdet med at sætte banderoler på. En god medarbejder kan klare 600 flasker i timen.
- I England har de ligefrem indført banderolering af spiritusflaskerne for at bremse smugleriet, og det har tilsyneladende virket. Forbilledet var netop Danmark, der havde gode erfaringer i den henseende

Et forslag fra Bryggeriforeningen
Såvel Michael Madsen som andre i spiritusbranchen undrer sig ikke kun over selve forslaget, men også over, at det oprindelig var Bryggeriforeningen, der sendte det til Skatteministeriet:
- Årsagen til, at bryggeriforeningen vil have banderolerne afskaffet, er, at de fordyrer deres RTD (Ready To Drink-produkter (disse saftevander med alkohol, (red.)), som hovedsaligt købes af den yngre generation. Men er der nogen idé i at gøre sprutten billigere til de unge mennesker på bekostning af sikkerheden i systemet?, spørger Michael Madsen.
Skatteministeriet har udtalt, at man - ved en afskaffelse af banderolerne - selvfølgelig vil sørge for, at SKAT hyppigere foretager kontrolbesøg hos spiritusfirmaerne.
Der skal nu heller ikke meget til, før besøgene bliver hyppigere - fra andre firmaer, VinAvisen har talt med, lyder det, at det er mellem 10 og 15 år siden, de sidst har haft kontrolbesøg.

Sænk afgifterne
Hos Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) er man - af de samme årsager, som spiritusfirmaerne - meget bekymrede over skatteministerens udspil:
- Ved at fjerne banderolerne fjerner man et kontrolredskab, som gør det muligt at kontrollere, om der er betalt afgifter, lyder det fra sekretariatschef hos VSOD, Marie Louise Thorstensen.
- Vi risikerer, at der åbnes en ladeport, når det gælder den illegale handel med spiritus på grund af det høje danske moms- og afgiftsniveau.
- Hvis endelig man vælger at fjerne banderolen, bør det gå hånd i hånd med lavere afgifter på spiritus - i dag ligger afgiften på 150 kr. pr. ren liter spiritus, hvilket er 62% højere end i Tyskland. Det bør også gå hånd i hånd med øget kontrol fra SKAT med den illegale handel - og med større bøder til dem, der bliver snuppet.
Forslaget om at fjerne banderolerne har netop været til høring i Folketinget, og her har VSOD inden høringsfristen udløb indsendt et høringssvar, en anke, mod forslaget. Det samme har Søren Nørgaard fra Mac Y - og muligvis mange andre i den danske vin- og spiritusbranche.


Grænsehandelen blomstrer
Der er ingen tvivl om, at det er absolut nødvendigt at få afgifterne sat ned på både vin og spiritus - ligesom man har gjort det med øl.
VSOD har netop udført en ny undersøgelse af grænsehandelen, hvor man har kortlagt danskernes indkøb af vin i det sidste halve år. Heraf fremgår det blandt andet, at mere end hver fjerde flaske vin, danskerne køber, bliver købt ved grænsen. Det betyder, at 26% af den vin, danskerne har købt i det sidste halve år, er købt i Tyskland. Derudover bliver 1% af flaskerne købt i toldfrie forretninger og 1% i andre lande end Tyskland.
Når det gælder spiritus, viser undersøgelsen, at hver tredje flaske købes ved grænsen, hvilket svarer til, at 31% af den spiritus, danskerne køber, bliver grænsehandlet i Tyskland. Desuden bliver 4% af flaskerne købt i toldfrie forretninger, mens 3% købes i andre lande uden for Danmarks grænser.
Endelig viser undersøgelsen, at danskerne frem for alt grænsehandler for at spare penge og ikke for at få en bedre flaske vin eller spiritus for det samme budget.
VSOD’s konklusion er klar: For at trække grænsehandlen hjem til Danmark, og dermed øge omsætningen og udbuddet af arbejdspladser i de danske virksomheder, samt give provenu til statskassen, er det nødvendigt at gøre op med det høje danske afgiftsniveau, der presser danskerne til den tyske grænse for at købe vin og spiritus.




.


Tornado i Toscana
Bordeaux og Bourgogne - samt flere andre europæiske vindistrikter - nyder godt af den "indian summer", som har præget september. Den kom som kaldet og har givet druerne det sidste, de manglede i modenhed.
Men i Italien har vejret ikke artet sig helt så vel på det sidste. Midt under høsten er vinmarkerne i det nordlige Toscana blevet angrebet et usædvanligt voldsomt uvejr. Kraftige haglstorme har rippet vinstokkene for druer og løv i et bælte mellem Firenze og Lucca. Dertil kom kaskader af lyn, skybrud og endog en tornado. Værst gik det ud over området omkring Montalbano, hvor adskillige vinstokke nu ligger som pindebrænde i vinmarkerne.
Ifølge Wine-Searcher har uvejret reduceret den i forvejen lille høstmængde i Toscana med 22.000 tons druer til en værdi svarende til cirka 150 mio. kr.
Tornadoen har ud over at ødelægge vinmarker også revet træer op med rode, hvilket har resulteret i store materielle ødelæggelser.




Chapel Down, der ejer 8,9 hektar vinmarker, er åbent for besøgende året rundt. Vinhuset har egen restaurant, der ud over mad selvfølgelig også byder på "afternoon tea" - man er jo i England ...

Crowdfunding er ret smart
Det britiske vinhus Chapel Down i Kent står foran en større investering, der blandt andet omfatter et nyt vineri og en udvidelse af vinmarksarealet. Og hvad gør man så, når midlerne ikke helt rækker til? Man crowdfunder selvfølgelig - hvilket Chapel Down har valgt at gøre via crowdfunding-siden Seedrs.
Konceptet går ud på, at man på Seedrs’s hjemmeside skaber en platform for det produkt, man vil rejse penge til. Man lægger billeder og tekst ind, og så kan enhver uanset nationalitet klikke på "bidrags-knapper" med forskellige beløb inden for en angiven tidsperiode.
Chapel Downs mål var at rejse 1,6 millioner pund (cirka 15 mio. kr.) - i skrivende stund er der rejst hele 3,8 mio. pund (cirka 36 mio. kr.), Og pengene tikker stadig ind.

Smagninger og rabatter
Afhængig af bidraget bliver investorerne belønnet på forskellig vis. De, der har givet mellem 140 og 560 pund (cirka 1300 til 5300 kr.), får hvert år en fri guidetur i vineriet for to personer med efterfølgende smagning og 25% rabat på den første flaske vin, de køber.
De mere rundhåndede, der giver mere end 560 pund, får ud over guideture en rabat på 33% på de vine, de køber direkte fra vinhuset, og yderligere 25% rabat på maden i Chapel Downs restaurant.
Alle investorer, der giver mere end de 140 pund, bliver også automatisk aktieejere i det firma, der ejer Chapel Down.
Samtidig med, at vinhuset får rejst penge til det nye byggeprojekt, er det jo også en smart måde at øge kendskabet til dets vine på.

Propsyge i rød- og hvidvin
I uge 37 spurgte en af vores læsere, om det kun er rødvine, der kan blive propsyge - altså få denne ubehagelige møffede lugt og smag. Han havde nemlig aldrig været ude for det med en hvidvin.
Vi svarede blandt andet, at det måske skyldes, at vi kun drikker én flaske hvidvin for hver tre flasker rødvin. Det nedsætter den statistiske risiko til en fjerdedel. Yderligere har en del af disse hvidvine haft skruelåg.
Vores trofaste læser Roar Lie giver os ret i det med statistikken men kommer også med en uddybende forklaring:
- I princippet er der ingen forskel på hyppigheden af propsmag i de to typer vine. Årsagen til, at man tror, der er forskel, har højst sandsynligt noget at gøre med grænsen for, hvornår man er i stand til at opdage propsygen.

Opdages lettere i rødvin
- Propsyge i vin skyldes hovedsageligt, at korkproppen har inficeret vinen med det kemiske stof 2,4,6-trikloranisol (TCA), og propsygen kan være mere eller mindre udtalt alt efter, hvor inficeret vinen er.
- Diverse undersøgelser har vist, at der i hvidvin er en nedre grænse, hvor følsomme vindrikkere opdager propsygen ved 46,6 nanogram TCA pr. liter vin. I rødvin derimod skal der blot 22 nanogram TCA pr. liter til, før den møffede aroma kan opdages.
- Det vil sige, at hvis koncentrationen af TCA fx er på 30 nanogram pr. liter vin, vil propsmagen kunne opdages, hvis det er en rødvin, men ikke, hvis det er en hvidvin - hvilket igen godt kan give indtryk af, at propsyge forekommer hyppigere i rødvin end i hvidvin.
Roar Lie nævner som en kuriositet, at propsmag også kan forekomme i kylling, franske kartofler, kaffe og postevand fra hanen.







<< En af høstarbejderne poserer som i et klassisk maleri - dog med
en flaske vin i flaskestørrelsen Jeroboam, placeret på rette sted.

< Mathieu Lapierre, vinmager og arving til Domaine Marcel Lapierre.


Høstarbejdere i ny nøgenkalender
Vi har tidligere i VinAvisen nævnt kalendere med nøgne eller næsten nøgne vinproducenter, der pryder siderne for hver af de tolv måneder.
Der er fx kalenderen "Napa Uncovered" med vinproducenter, drueavlere og rangere fra Napa - og "Jungwinzerinnen Kalender", hvor en gruppe kvindelige østrigske vinmagere hvert år iført stort set ingenting poserer i vinmarkerne og vinerierne.
Nu har Domaine Marcel Lapierre i Bourgogne fremstillet en kalender med nøgne høstarbejdere, og den er både kunstnerisk og morsom. Ideen opstod, da Mathieu Lapierre - vinhusets vinmager og søn af ejeren - hyggede sig med nogle medarbejdere over et par glas vin en sen aften. Det er nok især sådanne sene aftenen, ideer til den slags kalendere opstår …
Den dygtige fotograf er Misenka Plantaznik, en høstarbejder fra Slovakiet, og billederne har hun snuppet i pauserne under dagens høstarbejde.
Der er kun fremstillet 100 styk af kalenderen, som er givet til venner af vinhuset. Flere af kalenderne er dog endt med at pryde diverse cafeer i Bourgogne - og har endog fundet vej til enkelte parisiske etablissementer.
Domaine Marcel Lapierre er kendt som et førende vinhus, når det gælder de såkaldte naturvine - altså vine, fremstillet med mindst mulig indblanding fra vinmagerens side. Man kan se flere billeder fra kalenderen på den amerikanske website Punch.




Bag opfindelsen står PhD-studerende Joana Guerreiro.

Mini-mund måler vin-oplevelsen
Selv den mest garvede vinsmager kan umuligt bedømme en vin fuldstændig objektivt. Bedømmelsen vil altid være påvirket af omgivelserne, lys, lyde og stemning - ligesom smagerens velbefindende har en vis indflydelse.
Nu har et hold forskere ved Århus Universitet skabt en kunstig mini-mund i form af en nanosensor, der helt nøjagtigt kan måle effekten af forskellige smage af vin.
I første omgang har forskerne brugt nanosensoren til at måle den astringerende - tørre og sammentrækkende - virkning, tanninerne i rødvin har på mundens slimhinder.

Kan den erstatte vinsmagerne?
Sensoren er udstyret med spytproteiner, der ændrer sig i samspil med vinen - ligesom i en rigtig mund - og det er disse ændringer, som kan måles, og som sladrer om, hvor astringent vinen opleves. Mundens oplevelse af andre smage og aromaer i vinen vil på sammen måde kunne kortlægges ved hjælp af sensoren.
Målet med mini-munden er at give vinproducenter verden over et redskab, som gør det muligt at kontrollere og tilrette oplevelsen af blandt andet astringensen i en vin under selve vinfremstillingen. Som det er i dag, er det først muligt, når vinen er færdig og bedømmes af professionelle vinsmagere - hvilket som nævnt jo indebærer en hel del unøjagtighed i den endelige dom. Måske vil man en dag helt kunne undvære denne verdens mange vindommere og -anmeldere ...
Der kan læses mere om opfindelsen ved at klikke her.


Vidt forskellige præferencer
I uge 37 bragte vi en rundspørge omkring inddelingen af vinene i supermarkeder og hos vinhandlere. Ugen efter bragte vi resultatet og en række kommentarer om emnet - og nu er der kommet endnu en fra Søren Wulff, der ejer Bornholms Vinforsyning:
- De fleste af vores kunder kommer ind i butikken og ved ikke, hvilken vin de ønsker. Hvis det er til en gave, er prisen ofte afgørende. Hvis det er til mad, prøver vi at vejlede efter det og spørger til kundens smag, og i de fleste tilfælde er prisen her også en afgørende faktor.
- Skal det være en afkølet rødvin til noget lyst kød, og man synes, bourgogner er for dyre, så må vi jo til det oversøiske marked.
- Vores stamkunders smag og præferencer kender vi som regel. Så det er en anden sag. Men vi har da også kunder, der aldrig kunne finde på at købe fx fransk vin eller østrigsk, det første af politiske grunde, det andet på grund af skandalen for mange, mange år siden (nogle vine var tilsat et uskadeligt stof for at skjule chaptalisering - tilsætning af sukker før gæring af vinmosten - hvilket er forbudt i Østrig, red.).
- Yngre mennesker foretrækker i vid udstrækning alkohol-kraftige vine, velsagtens fordi vinene ofte er lidt søde. Og jeg har også oplevet kunder, der fravælger en vin, fordi de ikke kan lide etiketten eller det modsatte ...
- Så på grund af de mange forskellige ønsker tror jeg ikke, at der er nogen bedre inddeling af vinene på hylderne, end den vi bruger i dag: Efter lande.








Vinmarkerne, der hører til Château Quintus - hvis bygninger skimtes i baggrunden.

Store planer for slottet Quintus
Vinene fra Château Tertre-Daugay i Saint Émilion har aldrig gjort sig nævneværdigt bemærket. Slottet var i mange år ejet af familien Malet-Roquefort, men i 2011 solgte familien det firmaet til Domaine Clarence Dillon, som ejes af prins Robert af Luxembourg og hans søster, Joan Dillon.
De nye ejere har omdøbt slottets navn til det lettere udtalelige Quintus, og prinsen har ifølge The Drinks Business store tanker om slottets fremtid. Han regner således med, at dets vine en dag vil blive lige så berømte, som dem fra 1. cru-slottet Château Haut Brion og det tilhørende Château La Mission Haut Brion, der ligeledes begge ejes af Domaine Clarence Dillon.
Vinmarkerne, der hører til Quintus, skulle efter sigende også have et fantastisk godt terroir og ligger da heller ikke langt fra Château Ausone og Angelus, to slotte, der begge har den højeste klassificering i Saint Émilion, nemlig premier grand cru classé (A).

Inspireret af romerriget
Ud over at ændre slottets navn har Domaine Clarence Dillon også sidste år udvidet markarealet til 28 hektar ved at købe naboejendommen, Château L’Arrosée. Og så har man lanceret en andenvin med navnet Le Dragon de Quintus.
Quintus betyder i øvrigt "den femte" på latin og var det navn, som familier i oldtidens romerrige typisk kaldte deres femte barn. Så der løb rigtig mange Quintusser rundt og legede i gaderne i det gamle Rom.
Slottet er da også nummer fem i rækken af slotte, ejet af Domaine Clarence Dillon.
Vinen fra Quintus kan ikke fås herhjemme, men i udlandet ligger prisen for en flaske af årgang 2013 på omkring det, der svarer til 500 til 600 kr. Den pris får garanteret et spark opad, hvis vinen en dag skulle blive lige så berømt som den fra Château Haut Brion.


Overfladisk snak om rødvin og helbred
I udsendelsen "Detektor" på P1 d. 18. september havde man sat sig for at undersøge, om rødvin nu også er så sundt, som man siger.
I den forbindelse udtalte professor i ernæring på Københavns Universitet, Lars Ove Dragsted følgende:
- Mænd over 45 år, der er i risikogruppen for at få hjerte-karsygdomme, vil muligvis have gavn af et moderat indtag af alkohol. For kvinder og alle yngre har vi ingen evidens for, at det har en gavnlig effekt.
Når det gjaldt stoffet resveratrol, som findes i de blå druers skind og dermed i rødvin - og som tillægges de mange helsebringende egenskaber - kom professor Lars Porskjær Christensen fra Syddansk Universitet med følgende kommentar:
- De lavdosis-forsøg, der er lavet på mennesker, er med et halvt gram resveratrol om dagen. Det svarer til, at man skal drikke cirka 75 liter rødvin om dagen. Og det er i hvert fald ikke sundt.
Der var tale om et meget kort og overfladisk indslag i en længere udsendelse, og det blev på DR’s hjemmeside gengivet under titlen "Øv! Rødvin er alligevel ikke sundt".

Lidt kan også gøre det
Man kan kun undre sig over, at de mange forskningsresultater fra udlandet omkring resveratrolens og rødvinens godgørende egenskaber ikke i højere grad blev inddraget og debatteret.
VinAvisen har gennem årene omtalt talrige af disse forskningsresultater, og resveratrol er ikke den eneste godgørende "ingrediens" i rødvin. I uge 34 2013 fortalte vi om et hold kemikere fra University of British Columbia, der fandt hele 23 nye helsebringende stilbenoid-molekyler i rødvin.
Det er sandt nok, at der i mange tilfælde skal temmelig store mængder rødvin til, før man når op på den mængde resveratrol, som forsøgspersoner sædvanligvis indtager. Men lidt kan også gøre det, når det gælder det almindelige helbred.
I uge 18 2011 gengav vi uddrag af en rapport og efterfølgende artikel i magasinet I Form, skrevet af vinskribenten og lægen Erik Skovenborg om alkohol, kvinder og helbred.
Heraf fremgik det, at risikoen for en lang række frygtede sygdomme falder med op til 50%, hvis man som kvinde hver dag drikker en til to genstande til maden.
Skovenborg henviste til flere undersøgelser - heriblandt en af australske kvinders alkoholvaner, som viste, at de kvinder, der drak mellem en og 14 genstande om ugen, havde et bedre helbred end deres afholdende medsøstre.
Og øverst på Skovenborgs hitliste stod rødvin, der er fuld af godgørende antioxidanter - heriblandt resveratrol. Faktisk skal der ifølge Skovenborg syv glas friskpresset appelsinjuice til at matche indholdet af antioxidanter i et enkelt glas Bordeaux-vin.

Forbedrer hjernens aktivitet
Vi bragte også - ud fra Erik Skovenborgs rapport - en liste over fordelene for kvinder ved at nyde en genstand eller to (fx rødvin) dagligt:

* Det halverer risikoen for type 2-diabetes.
* Udskyder overgangsalderen med op til to år.
* Forbedrer hjernens funktion og nedsætter risikoen for at få Alzheimers med 20-50%.
* Giver 20% mindre risiko for hoftebrud.
* Halverer risikoen for nyresten og - ved en halv til en genstand om dagen - også for galdesten.
* Nedsætter blodpladernes tendens til at klistre sig sammen til blodpropper og giver 50% lavere risiko for blodprop i hjernen.
* Halverer risikoen for leddegigt.
* Kan være godt for den slanke linje. De slankeste kvinder drikker lidt de fleste af ugens dage. Women’s Health Study, en undersøgelse, der i 13 år fulgte vægten hos 19.220 amerikanske kvinder, viser, at risikoen for at tage på og blive overvægtig er mindst blandt kvinder, der har et regelmæssigt forbrug på en til to genstande om dagen. Antioxidanten resveratrol, der som nævnt især findes i rødvin, hæmmer dannelsen af forstadier til fedtceller og stimulerer optagelse og forbrænding af sukker i cellerne.







Film om Barolos vej til berømmelse
I dag er Barolo-vinene blandt verdens mest berømte rødvine - for kun 30 år siden var der stort set ingen, der havde hørt om dem, ikke engang i regionen Langhe i Piemonte, hvor de fremstilles.
Historien om vinenes vej til berømmelse har nu indtaget filmlærredet i form af dokumentarfilmen "Barolo Boys".
Den handler om den gruppe rebelske unge vinproducenter i Barolo-distriktet, der i 1980’erne begyndte at skabe rødvine på en yderst utraditionel måde. De skar blandt andet kraftigt ned på antallet af druer på vinstokkene for at få en mere koncentreret vinmost og brugte små franske fade - barriques - til modning af vinene i stedet for de store fade, som man normalt anvendte.
Deres nye revolutionerende rødvine fik en kølig modtagelse af den ældre generation af vinproducenter i området, og i lange tider herskede der en sand generations-krig i Barolo mellem de traditionelle producenter og de moderne.
Men netop denne vin-krig skabte også nysgerrighed og interesse for Barolo-vinene fra omverdenens side. Snart blev der skrevet om Barolo, der blev smagt og givet point i lange baner. I dag har vinene fra Barolo fundet sit helt eget leje mellem tradition og fornyelse.
"Barolo Boys" er så afgjort værd at se - alene de utroligt smukke billeder fra vinmarkerne er en stor nydelse. Filmen byder på en række interviews med vinproducenter fra begge lejre og giver dermed et glimrende indblik i såvel fejderne som udviklingen inden for Barolo-vinene.
På filmens hjemmeside kan man både se en trailer, købe filmen eller leje den i 48 timer for det, der svarer til cirka 50 kr.





...



En whisky skabt af folket
I marts sidste år søsatte Glenmorangie et helt specielt projekt. Det skotske destilleri bad offentligheden om at tage del i fremstillingen af en ny "folkets whisky". Enhver verdensborger kunne således komme med bud på alt lige fra udvælgelsen af de whiskyfade, hvis indhold skulle indgå i whiskyen, til dens navn, etiket-design og emballage.
Da navnet skulle findes, fik Glenmorangie flere tusinde bud, som blev kogt ned til tre navne, som folk så kunne stemme på. Det endelige valg faldt på "Taghta" - hvilket betyder "den udvalgte" på gælisk.
Nu er Glenmorangie Taghta en realitet, og i de atten måneder, projektet varede, har folk fra i alt 30 forskellige lande givet deres besyv med online.
Ifølge destilleriet selv er det verdens første whisky, der er skabt i samarbejde med forbrugerne.
Whiskyen, der er sat til salg for 70 pund (cirka 670 kr.), kan kun købes i destilleriets egen forretning. Og der er kun fremstillet 12.000 eksemplarer af den - så her stopper altså det med det folkelige ...
Taghta skulle efter sigende smage af karamelliserede appelsiner og citroner, oliven, eg, chokolade og dadler - lyder ikke helt dårligt …





]


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Køge Vinhandel har optaget importen af vinene fra Azienda Agricola La Torricella i Piemonte.
    * Vin & Vin åbner ny butik d. 1. oktober på adressen Østergade 9, 8600 Silkeborg.
    * Vinens Verden har optaget importen af vinene fra Domaine Yann Chave i Crôzes Hermitage, Rhône, og Terenzi i Maremma, Toscana.
    * Rudersdal Vin har fået importen af vinene fra vingårdene Villa Pinciana, Capalbio i Toscana, Geografico i Gaiole-in-Chianti og Villa de Varda i Trentino.
    * The Wine Company har optaget importen af Brunello di Montalcino vinene fra Azienda Martoccia i Toscana.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.


Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Jette Haugaard (f. 1952) er en af Nordsjællands dygtige erhvervsvinavlere. Hun er uddannet jurist og arbejdede i Miljøministeriet, indtil hun i 2013 gik på pension - blandt andet for at hellige sig driften af Garbolund Vin, der er opkaldt efter hendes gård nord for landsbyen Annisse.
    På den bakke, hvor vinmarken på 1,4 hektar ligger i dag, lå der tidligere en granskov. Den fældede Jette Haugaard i midten af 1990'erne, og i flere år overvejede hun, hvad jorden på bakken skulle anvendes til. Spisekirsebær var blandt overvejelserne, men det endte med, at hun i 2003 plantede 950 vinstokke inspireret af områdets stadig flere vinavlere. Ti år senere kom endnu 2000 vinstokke til.
    Jette Haugaard holder frem for alt af at arbejde i vinmarken - et arbejde, hun klarer alene bortset fra, når høsten melder sig.
    Garbolund Vin producerer primært rosé- og hvidvin, og fra og med høsten 2014 vil vinen blive fremstillet under ledelse af franske Francois David, der selv producerer naturvin.
    Vinmarken dyrkes i forvejen efter økologiske principper, druerne håndplukkes og håndsorteres, og den færdige vin bliver hverken filtreret eller klaret med tilsætningsstoffer.
    Jette Haugaards vision er at fremstille vin, som afspejler den jord og det klima, vi har i Danmark. Vinen skal have sin egen danske karakter, som er et udtryk for dyrkning af vin i kolde klimaer, hvor druerne modnes langsomt i de lange og lyse sommerdage.
    Garbolunds Vin har igennem årene fået flere diplomer for sine vine, og i 2008 blev det til to sølvmedaljer under Dansk Vinskue.
    Jette Haugaard var den ene af de syv vinavlere, der i 2012 forsøgte at promovere dansk vin ved at åbne en butik for danske vine i København. Hun blev i 2014 valgt som bestyrelsesmedlem i brancheorganisationen Danske Vingaarde.
    Adresse: Garbolund Vin, Helsingevej 7, Annisse, 3200 Helsinge, tlf.: 61 42 32 71, e-mail: haugaard@garbolund.dk, www.garbolund.dk. Facebook: https://da-dk.facebook.com/Garbolundvin.

    Ugens gode Spørgsmål
    Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
    Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

    Hvor lille er en garageimportør?
    Sidse Hansen vil godt have at vide, hvor lille en importør man skal være for at kunne kalde sig garageimportør.
    Det er der ikke nogen specifik øvre grænse for. Begrebet går på, at importøren er så lille, at hans eller hendes lager kan være i en garage. Men garager kan jo have mange størrelser. Så garageimportør er et vidt begreb. Men det er en udmærket benævnelse for en mindre vinimportør.
    Det samme gælder Frankrigs såkaldte garagistes. Det er en gruppe af små vinmagere i Bordeaux, der i midten af 90’erne begyndte at lave vin som en reaktion imod den traditionelle stil i Bordeaux-vin. Garagisterne udviklede vine, der var mere på linie med den internationale smag: Større, mere frugtagtige og ofte med flere procenter. Flere af vinbønderne brugte Michel Rolland som ønolog, og nogle af dem fik høje point hos Robert Parker.
    Château Le Pin i Pomerol var med sine kun én hektar vinstokke i nærheden af Château Pétrus det første mikrochâteau. Det blev grundlagt allerede i slutningen af 70’erne. Siden kom flere til især i Saint-Émilion: Château Valandraud, Le Dôme, Les Astéries, Quinault L'Enclos, Rol Valentin, Barde-Haut, Gracia, L'Hermitage og Marojallia. Samt La Mondotte, La Gomerie og Le Carré, der alle tre ejes af større slotte.
    Begreberne "vins de garage" og "garagistes" skal være indført af de franske vinskribenter Nicholas Baby og Michel Bettane.
    For nogle år siden begyndte vinmarkedet at tabe interesse for de franske garagistes. Men interessen for de danske garageimportører er bestemt ikke svækket. Derom vidner den årlige garagevinmesse, som afholdes hos Dansk VinCenter i Avedøre.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286

...............................
    .....................
    292 Marken Les Amoureuses foran Bourgognes gamle kloster Clos Vougeot (foto © Niels Bräuner Nielsen).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 44 vine. Af disse vine var der 34, som fik mere end to stjerner og hele 25, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 153 stjerner og i gennemsnit 3,5 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ti, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Challis, Sarotto, Vino Bianco, Italien, lav alkohol (12%)
99,50 kr., Irma
Denne fortræffelige hvidvin har kun 12 procent alkohol, men har ikke desto mindre både fylde og struktur. Ret usædvanligt. I den dejlige, tætte smag er der noter af æbler, melon og citron, og en diskret fadlagring bidrager til det brede smagsbillede.


Two Faces, Stefan Breuer, Riesling, Schlossberg, Rheinhessen, Tyskland, 2012, lav alkohol (12,5%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 130 kr., Holte Vinlager
En liflig hvidvin med et klart og fornemt billede af den gode drue, Riesling. Vinen har en fyldig, mild og delikat smag med mineralske noter. Flasken har skruelåg.


Little Billabong, Chardonnay, Sydafrika, 2013, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., Amka
En enkel hvidvin, hvis smag af Chardonnay ret hurtigt munder under i en eftersmag med en ret markant syre og bid. Flasken har skruelåg.

Rødvin


Rafale, Vignerons Catalans, Syrah, Pay's d'Oc IGP, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
28,83 kr., online-pris, Køge Vinhandel
Prisen er helt utrolig lav - og vinen er i forhold til prisen helt utrolig dejlig. Den har en varm og fyldig frugtsmag med fint krydderi og noter af blomme, mørke bær og chokolade. En rigtig god rødvin. Flasken har skruelåg.


Milani, Monferrato, Piemonte, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
46 kr., Rema 1000
En god og uhøjtidelig rødvin med en god vinøs smag, medium fylde og en fin sødme. Det er en vin, mange vil kunne lide. Den femte stjerne skyldes den lave pris.


Il Mandorio, Vinimenhir Salento, Negroamaro, Salento IGP, Italien, 2013, middel alkohol (14%)
69 kr., pris ved 6 flasker: 62,50 kr., Rudersdal Vin
Saftig og blød rødvin, der smyger sig om drøbelen med sin gode frugt og ranke syre. Glimrende til alle kødretter.


Saint Roch Vielles Vignes, Côtes du Roussillon, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)
79 kr., pris ved 6 flasker, AndrupVin.dk
Denne dejlige rødvin er fremstillet på Syrah og Grenache. Den er harmonisk og dufter og smager af modne kirsebær med strejf af mørk chokolade. Vinen har også en fin og forfriskende syre, der gør den velegnet til mad.


Domaine du Mas de la Tour, Vignobles du Soleil, Costières de Nîmes, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
79,75 kr., på tilbud indtil 2. november: 49,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Kraftig rødvin på druerne Syrah (60%) og Grenache - en vin med frugtfylde og frisk syre, der gør den velegnet til mad. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet. Så åbner den sig og bliver lidt blødere. Den femte stjerne får den for den meget menneskevenlige tilbudspris.


Lorenzolo, Poggiopaoli, Morellino, Scansano, Italien, 2012, middel alkohol (14%)
86,25 kr., Vinimportøren
Herligt - igen en rødvin fra Scansano med dens liflige duft og dejlige, frugtagtige smag, ranke syre og fine krydderi. Vinen er lavet på økologiske druer.


Altas Cumbres, Lagarde, Malbec, Mendoza, Argentina, 2012, middel alkohol (14%)
89,95 kr., pris ved 12 flasker: 69,95 kr., Vinmonopolet
Blød og bred rødvin. En vin i fin balance, med ren bærsmag og krydrede noter. En meget anvendelig vin, som man nyder med største fornøjelse.


Eghemon, Don Vincenzo, Terre Siciliane IGT, Passimento, Italien, 2013, lav alkohol (13%)
89,95 kr., pris ved 3 flasker: 66,65 kr., Amalie Vinimport
En lækker og spændende rødvin på druerne Nero d'Avola og Frappato. Den har dejlig frugt, bløde tanniner og en fin sødme. Prisen ved tre flasker er okay.


Caballero Medieval, Valdepeñas, Spanien, 2006, middel alkohol (14%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Holte Vinlager
En dejlig, blød og moden rødvin med god frugtfylde og noter lidt efter mørke bær, blommer og et strejf af brænderøg.


Clos de Mont-Olivet, Côtes du Rhône, Frankrig, 2012, høj alkohol (14,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Jysk Vin
En fin rødvin, som man nyder med største fornøjelse. Liflig duft, dejlig frugt, fint krydderi og en lang eftersmag. Drik den til en ikke alt for kraftig og krydret kødret.


Il Cadere, Fossalta di Piave, Appassimento Rosso, Italien, 2014, høj alkohol (15%)
99,75 kr., pris ved 6 flasker: 69,75 kr., Skjold Burne
Årets jagtvin fra Skjold Burne kommer i en flot flaske med en fornemt trykt etiket - firmaet må have fundet en meget dygtig trykker til farver og guld. Indholdet lever op til flaskens udstyr. Vinen er fyldig, i fin balance, med bløde tanniner og med noter af chokolade og rosiner - samt figner og tørrede frugter fra appassimento-metodens brug af druer, der har ligget til tørre.


Rocca di Castagnoli, Chianti Classico, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
100 kr., pris ved 6 flasker, BrdrDsVinhandel
Dejlig frugt, fint krydderi og noter af eukalyptus - en fortræffelig Chianti-rødvin, der hænger godt i munden.


Pierre de Beauvais, Grenache Noir, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2013, middel alkohol (13,5%)
119 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Holte Vinlager
En rigtig rar rødvin. Varm og lækker, blød og med frugtfylde og fint krydderi. Dejlig eftersmag.


Terra Barossa, Thorn-Clarke, Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Australien, 2011, høj alkohol (14,5%)
129,75 kr., på tilbud indtil 2. november: 99,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Denne rødvin lugter langt væk af Cabernet, og smagen er kraftig og igen meget Cabernet. Kraftig og lækker - solbær, chokolade og god krydring. En udpræget madvin. Flasken har skruelåg.


Val di Suga, Sangiovese, Brunello di Montalcino, Italien, 2009, høj alkohol (14,5%)
139,95 kr., Philipson Wine
Fem år gammel og moden rødvin, der skal drikkes nu. Den har en vist tørhed, men også en ren og frisk frugt og bløde tanniner. Velegnet til lettere retter eller som meditations-vin.


Rocky's Block, Robert Reynolds, Pinot Noir, Lodi, California, 2012, lav alkohol (13%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 109 kr., Kassen med vin
Superlækker rødvin med blød frugt, en lille sødme og noter af cigarkasse, chokolade og tobak. Fin til lettere kødretter, gerne fugl, men også som meditations-vin.


Cascina Sant'Eufemia, Barbera, Alba, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
149 kr., pris ved 12 flasker: 134,10 kr., YouAndWine
Mums, hvor er den bare lækker, denne rødvin. Den dufter af skovbund, blåbær og modne brombær og har en intens og koncentreret bærsmag med noter af vanille.


Soul, La Gironda, Nebbiolo, Monferrato, Italien, 2010, høj alkohol (14,5%)
169 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
Vellavet rødvin fra Piemonte. Den har en fint krydret duft og en bred og harmonisk smag med noter af violer, kirsebær og blommer samt bløde tanniner. Lang eftersmag.


Château La Haye, Saint-Éstèphe, Cru Bourgeois, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
179,75 kr., Grauballe Wine Import
Lækker Bordeaux-rødvin med en blød smag. Fin tørhed, ren frugtsmag og lang eftersmag. Skænk den til en vellavet kødret.


Insieme, Roberto Lucarelli, Sangiovese, Colli Pesaresi, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
188 kr., på tilbud indtil 30. november 160 kr. ved 6 flasker, GoVinum
Lækker rødvin med en dejlig krydring og røgede noter. Udpræget madvin.


Domaine de la Charbonnière, Michel Maret & Filles, Châteauneuf du Pape, Frankrig, 2010, høj alkohol (15%)
199 kr., A Vinstouw
Flot rødvin med personlighed. Den har en kompleks duft og smag, god frugt og bløde tanniner. Den kan drikkes nu, men lad den gerne ligge endnu nogle år.


Shiavenza, Pira Luciano, Nebbiolo, Barolo, Italien, 2010, høj alkohol (15%)
255 kr., D’Wine
Denne rødvin er kraftig, men alkoholen er fint integreret i den bløde frugt. En lækker sag, der udpræget skal ledsage mad.


Le Dix de Los Vascos, Domaines Barons de Rothschild (Lafite), Colchagua, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
359,75 kr., på tilbud indtil 2. november: 279,75 kr., Skjold Burne
Den chilenske, franskejede vingård Los Vascos har i anledning af sit ti års jubilæum (dix = ti) fremstillet denne rødvin efter de store Bordeaux-vines principper. Vinen har en forførende, blød smag med diskret fadlagring, og den åbner sig i munden med elegance og kompleksitet. Den kan drikkes nu, men også gemmes i endnu tre-fire år.


Cardinalices, Terres d'Avignon, Côtes du Rhône, Frankrig, 2012, middel alkohol (14%)
45,75 kr., VinMedMere.dk
Blød og ligefrem rødvin, lidt enkel, men ganske god til den lave pris.


Segredos de Sâo Miguel, Casa Agricola Alexandre Relvas, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2013, middel alkohol (13,5%)
45 kr., ViniPortugal
Denne rødvin på fire lokale druer er meget enkel, men pæn til den lave pris.


Ciconia, Alexandre Relvas, Vinho Regional Alentejano, Portugal, 2013, middel alkohol (13,5%)
45 kr., Aldi
En ret enkel rødvin - absolut drikkelig, men ikke nogen stor vin. Det er frugt og sødme og syre - og en lav pris i overensstemmelse med kvaliteten. Flasken har skruelåg.


Santamaria, Tempranillo, Cigales, Spanien, 2009, middel alkohol (13,5%)
66,67 kr., pris ved 6 flasker, Smile Marketing Group
En markant fadsmag præger denne rødvin, og den gør det efter vores mening i for høj grad. Smagsbilledet taber frugt og ender i noget tørt. Men som bekendt: Smag og behag ...


Ravenswood, Cabernet Sauvignon, Californien, 2011, middel alkohol (13,5%)
79,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 40): 59 kr., SuperBrugsen
Denne rødvin dufter udpræget af Cabernet, men smagen af den gode drue forsvinder lidt vel hurtigt.


Chono, Top Wine Group, Carmenère, Maipo Valley, Chile, 2011, middel alkohol (14%)
99 kr., Kjær & Sommerfeldt
En kraftig rødvin med god frugt og fadnoter, men også en tørhed, der tager over, samt et bittert bid i slutningen. Dertil en lille spritkant. Kræver kraftig mad. Helt billig er den ikke.


Weingut Hubertushof, Dornfelder, Mosel, Tyskland, 2013, lav alkohol (12%)
109 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Vintjenesten
En meget let rødvin på økodruer. Den har saft og sødme, men heller ikke ret meget mere. Minder lidt om koldskål. Flasken har skruelåg.


Mustang, Airfield, Yakima Valley, Washington State, USA, 2011, lav alkohol (13%)
159 kr., The Wine Company
Let, slank rødvin på druerne Syrah, Grenache og Mourvèdre med en enkel smag og en markant tørhed i eftersmagen. 160 kr. ... hm! Flasken har skruelåg.





...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.